In Case You Didn't Know

[Benyamin Hale]

@magnolia
Konferencecenter i London
19.00, Lørdag, August, 2054


Benyamin rettede en smule på slipset og med sin Martini i hånden bevægede han sig gennem menneskemængden der efterhånden havde samlet sig. Allesammen var iklædt deres bedste galatøj hvilket indikerede at denne fest ikke bare var tilegnet hvem som helst.
Dette var et forretningsselskab for dem der havde nok penge mellem hænderne. Benyamin var en af disse såkaldte "vigtige" folk i og med hans firma var enormt og meget kendt og omtalt blandt magikerne - ikke altid kun gode ord, men hey, PR var PR uanset hvad. Til denne fest tilhørte også kun magikere hvilket hele settingen bar præg af. En yderst hæslig isskulptur af en nøgen mand med et hundehoved fungerede som en form for springvand i midten af rummet. Benyamin stoppede op ved siden af denne ræerlighed og spurgte sig selv i sit stille sind hvem i alverden der havde fået tilladelse til at placerer en der. Heldigvis kom vandet fra en form for vandkrukke manden holdt over skulderen skønt Benyamin mente at hvad der ville have sat prikken over det berømte i ville da være hvis det havde lignet isskulpturen havde stået og tisset. Et snedigt smil spredte sig på hans læber som han tog en ny tår af sin drik og lod de mørke øjne glide rundt for at sikre sig at ingen holdt øje med ham. diskret rettede han sin tryllestav mod skulpturen og med et lavmeldt smæld - som heldigvis blev let overdøver af jazzmusikken og den højttalende folkemængde indfriede han sit ønske.
Morende tog han et skridt tilbage for at beundre sit mesterværk, ejeren af skulpturen ville nok ikke blive begejstret, men Benyamin gad ikke engang forsøge at lade som om at det ville påvirke ham, så kunne man kalde ham respektløs, men hvad fanden, det var der så mange andre der også var. Skønt han selv var utrolig arrogant, kunne han ikke fordrage når andre var det og han havde en eller anden ide om at de fleste kunstnere tog deres "kunst" (eller hvad de nu kaldte det) alt for nært.
 

[Deleted]

Det havde været en stor gestus at få en invitation til lige netop denne fest, hvor kun vigtige folk deltog. Mattheus havde ikke været meget for at lade hende deltage, men da han selv var forhindret havde han alligevel indvilliget i at sende hende. Det var lidt befriende ikke at have hans øjne i nakken, for en gangs skyld kunne hun trække vejret.. hvis det da ikke havde været for hendes figursyede kjole. Dens sorte blondestof smyede sig om hendes slanke skikkelse og fremhævede hendes fortrin. Af en kvinde på hendes alder holdt hun sig ret godt, desværre bemærkede hun det ikke rigtigt selv, men kæmpede en brav kamp for at holde sig lidt ungdommelig.
Magnolia stod bagved den yderst hæslige figur, som lod til at imponere alle andre. Hun stod med sin egen martini i hånden med en tom træstilk i, idet hun allerede havde spist den tilhørende oliven. Et par gange havde hendes blik fanget aftenens vært der stod på den modsatte side af skulpturen fra hende. Han var en imponerende mand på mange punkter, kvinderne til stede lod til at synes det samme, for de åd ham allesammen råt med øjnene. Magnolia nippede til sin drink og efterlod et rødt mærke fra hendes læbestift på kanten. Idet hun så op, bemærkede hun tidsnok Benyamins lidt selvtilfredse smil, hvilket vækkede hendes nysgerrighed. Hun bevægede sig med lidt snedige skridt rundt om skulpturen, hendes høje stiletter klikkede mod det hårde gulv, hvilket ingen bemærkede i summen af snak og den høje musik. Med en underlig form for uskyld stoppede hun ved siden af ham, og lod som om at hun var yderst interesserede i kunsten - det var overhovedet ikke tilfældet. "Tænk sig.. jeg husker ikke skulpturen så.. detaljeret," hun lod blikket falde på dens nedre dele der i øjeblikket forgungerede som et springvand, det fik hende til at trække lidt på smilebåndet. "Jeg har ikke haft mulighed for at takke Dem for invitationen endnu. Mattheus var frygtelig ked af at han ikke kunne komme," hun vendte sig mod ham og rakte hånden frem som en høflig hilsen. Der var trods alt mange til stede, så mens han alligevel bare stod der, kunne hun ligeså godt tage chancen.

[Benyamin Hale]

Benyamin havde været ret opslugt af sit værk og opdagede først Magnolia som hun næsten stod ved hans side. Han smilede let og tog en ny tår af drinken inden han vendte de mørke øjne mod hende. "Man må sige at kunstneren har overgået sig selv denne gang. Måske en lille smule småpervers, men jeg er ikke typen der dømmer." Kommenterede han uskyldigt.
Uskyldig og Benyamin var bare ikke lige to ting man kunne smide i samme sætning og det vidste han godt, derudover var han også klar over at hun vidste det, de havde trods alt kendt hinanden gennem nogle år også selvom Benyamnin var ven af hendes mand og ikke så meget hende. Mattheus havde aldrig helt ladt til at bryde sig om hvis de to snakkede for meget sammen, måske var det på grund af Benyamins uimodståelige charme som han i hvert fald selv mente han besad, eller også var det bare mere Matts holdning om at kvinderne ikke helt havde noget at gøre i "mandeverden".
"Det var nu også en skam, men jeg er glad for at De kunne træde i hans sted." Fortalte han sandfærdigt. Han vidste at de to var gået fra hinanden, det var jo ikke nogen nyhed eftersom det var længe siden og for at være ærlig havde Benyamin nok lidt ledt efter en mulighed for at få Magnolia på enehånd. Sandheden var faktisk at Benyamin havde vidst Mattheus havde urokkelige arbejdsaftaler denne weekend så han havde håbet på at han ville sende Magnolia i stedet. Mission compleated.
Skønt Benyamin var en loyal person i mange henseender så kunne han alligevel ikke lade denne chance passerer. Han havde set hende arbejde i Matts firma og han vidste at skønt Matt alle dage forsøgte at holde hende nede, så var hun noget af det han manglede i sit eget firma. En god advokat som var god til mennesker. Aller firmaer så store som Benyamins skulle have en god advokat tilknyttet, Benyamin havde dog undgået at hyre Mattheus firma eftersom de jo var venner og han ikke ønskede at en uoverenstemmelse skulle ende deres venskab, en glimrende og udiskuterbar begrundelse, dog ikke helt sand. Benyamin brød sig ærlig talt bare ikke om måden Matt kørte tingene på og derfor var han ikke interesseret i at have hans firma til at repræsenterer Hales Forskiningsinstitut. Men Magnolia deriomod, hun havde talent. "Så hvad siger du til vi dropper høflighedsfraserne? Det får mig til at føle mig så gammel." Han rystede skuldrene lidt i en påtaget gysen og smilede så varmt til hende, "nyder du festen?"

[Deleted]

Magnolia tømte sit glas og fik hurtigt afsat til en forbipasserende tjener, der samtidig lydløst bød hende på et nyt glas af samme slags, hvilket hun glædeligt tog imod - Benyamin var en mand der krævede en drink. Faktisk havde hun aldrig brudt sig meget om ham, jovist var han en tiltrækkende mand, og han kendte sine mål her i livet, men han var et arrogant, egoistisk fjols, der troede han var guds gave til menneskeheden, lidt ligesom Mattheus. Dog stod hun mere end almindeligt høfligt ved siden af ham og betragtede hans værk. "Det lader til at kunstneren har fået et par.. kreative inputs," konstaterede hun efter et par sekunders eftertænksomhed over det korrekte udtryk. Hun nippede til sin nye drink.
"Virkelig? Skal jeg være ærlig tror jeg det ærgrede ham frygteligt," indrømmede hun og kunne ikke helt lade være med at smile tilfreds med tanken. Mattheus havde åbenbart gjort det til sit livs mission, at ødelægge hendes liv, og i den proces også deres datters. Calista fortjente bedre.


"Udmærket," det lød som en istemmelse, men det var slet ikke tilfældet. I stedet vendte Magnolia sig om. "Måske det er fordi du er ved at være aldrende?" foreslog hun og morede sig tilsyneladende meget over sin ærlighed, hvilket også altid havde været hendes evige problem. Hun kunne ikke lyve, ikke godt i hvert fald. Desuden nød hun at tage enhver mulighed for at pille ham ned. "Det undrede mig faktisk at du ville have mig her," indrømmede hun og så væk igen. Alle vidste at hun ikke brød sig særlig meget om ham, for hun gjorde ikke særlig meget for at skjule det. "Den er fin. Om ikke andet nu hvor du lader til at stå for aftenens underholdning," bemærkede hun og nikkede i retning af statuen. De fleste tilstedeværende var andre arrogante fjolser som sig selv, indtil videre havde flere af dem lagt an på hende, og andre havde talt udelukkende om dem selv, hvilket var ligeså trættende. Magnolia var god til at omgåes disse mennesker, fordi hun selv forsøgte at opretholde en del facader, men det var faktisk ret langt fra hendes karakter.

[Benyamin Hale]

Benyamin var måske i visse tilfælde lidt barnlig anlagt og den barnlige egoisme var ofte med til at få ham i problemer, men så var det jo heldigt at problemer var til for at blive løst - det var i hvert fald sådan han så det, han ville aldrig give op når det kom til at finde løsningen på ting ingen andre kunne finde løsningen på, han havde så mange bolde i luften at det sommetider kunne være svært at nå det hele, men det betød ikke at han gav op, for det var nok det værste man kunne gøre efter hans mening.
Han flyttede atter de mørke øjne fra skulpturen og tilbage på Magnolia. "Hvad kan jeg sig; der er gået en kunstner tabt i mig," Kommenterede han med det samme overlegende smil som han havde tendens til at sende folk når han mentalt klappede sig selv på skulderen.
Benyamin trak lidt på skuldrene med et "nja" udtryk malet i ansigtet. "For at være ærlig havde jeg egentlig håbet på at jeg kunne udveksle et par ord med dig. Eller lidt mere end et par faktisk." Rettede han sig selv og tømte sit eget glas hvorefter blikket gled en smule hvileløst rundt i håb om at finde en tjener der kunne tildele ham en opfriskning.
Da dette ikke lige lod til at være tilfældet - de var alle for langt væk til lige at signalerer dem - besluttede han sig for at lade det ligge. Han placerede det tomme glas på isskulpturens lår og vendte sig atter mod den midaldrende kvinde.
"Ser du sagen er den.." Han tøvede, "ej jeg bliver lige nødt til at hente en drink, det får mig til at fremstå mere forretningsnoriteret." Afbrød han sig selv, "øjeblik." Han forsvandt ind i mængden og vendte kort efter tilbage med en whisky i hånden, han så på hende med sit lettere arrogante smil, "meget mere prof ik sandt?" Uden at vente på svar snakkede han videre. "Lad os lige antage at du ikke lige kritiserede min alder - jeg er forøvrigt meget ungdommelig - så har jeg et tilbud til dig." Han tog en tår af glasset "jeg vil gerne have at du kommer og arbejder for mig." Slyngede han ud og så afventende på hende. Han var ikke kendt for at være typen der lagde fingre imellem når der skulle siges noget og denne gang var heller ingen undtagelse.

[Deleted]

Magnolia rullede diskret med øjnene og sippede til sin nye drink. Benyamin havde mange kasketter efterhånden, kunstner var ikke lige en af dem. "Den dårlige nyhed, er at du i så fald først sælger når du dør," kommenterede hun med et lille træk i mundvigen. En verden uden Benyamin, virkede som en utrolig befriende tanke. Ikke alle herinde var enige, slet ikke af det kvindelige køn. Ved en hurtig rekognosering af rummet, lagde hun hurtigt mærke til hvor mange der stod og gloede på dem, enten med jalousi eller med flirtende blikke i håb om at fange han opmærksomhed. Magnolia havde næsten ondt dem.
Hun var nærmest gledet ind i sine tanker, og glemte egentlig helt at lytte til hvad han sagde, men hendes opmærksomhed blev hurtigt ledt tilbage ved hans ord. Hun så på ham, og forsøgte ikke engang at skjule sin overraskelse. "Ser man det.. Hvad kan jeg gøre for dig Benyamin?" spurgte hun med en undertone af mistænksomhed. Der var altid bagtanker med ham, så hendes tillid til ham var sådan set lig nul.
Hans lidt desperate ansigtudtryk for hende til at hæve et slankt øjenbryn. Da han endelig var kommet af med sit tomme glas, rakt ehun ham hendes. "Du må få min," der var godt nok et lille mærke på kanten fra hendes læbestift, på den anden side, kendte hun ham ikke ligefrem som sart. På trods af hendes tilbud forsvandt han ind i mængden og lod hende stå med et opgivende suk. "Du håbløs. Måske vi bare skulle komme til sagen?" foreslog hun med et utålmodigt blik. Til enhver ti ville hun nægte at hun synes han så ret godt ud der i sit jakkesæt med et overlegent blik og en drink i hånden. Mens han fik snøvlet sig hen mod pointen, tog hun en tår af sin drink, og havde nær spyttet den ud i hovedet på ham da han gjorde sig færdig og stod der som et barn der stolt fremviste dets værk. Hun fik lidt af vinen galt i halsen og måtte skjule en hoste bag sin hånd. "Undskyld du hvad?" spurgte hun igen og kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi hun helt oprigtigt troede at det var en joke. "Mattheus arbejder for dig," påmindede hun ham da det langsomt begyndte at gå op for hende at det var alvorligt.

[Benyamin Hale]

Han rynkede brynene let og gjorde et mindre kast med hovedet som han lod armene falde over kors så godt som man nu kunne med et glas i hånden, "du tror måske ikke på at jeg ville kunne nå at sælge et kunstværk i min levetid til en klækkelig pris?" Han havde det der udtryk i øjnene. Det der sagde at han var klar til at tage hende op på udfordringen. Det var det der havde fået ham så langt og han skulle bestemt nok bevise at han kunne præsterer at kreerer og sælge et kunstværk og det var på trods af at hans kunstneriske evner bestod i pindemænd og udifirerbarer lerklumper. "En klog mand sagde engang: Alt kan læres," ja det var ham selv der havde sagt det og nej det var ikke nogen videre dybsindig sætning, men han var da en klog mand - efter sin egen mening.
Benyamin ignorerede fuldkommen de sultne blikke der blev sendt i hans retning, lige nu var han en mand på en mission så måtte kvinderne komme i anden række.
Efter at have erobret sig en drink og være tilbagevendt kiggede han kort mod hendes, "jeg kunne da ikke tage din, jeg er jo en gentleman," han tøvede lidt som han kom frem til den egentlige grund, "desuden har du allerede spist din oliven." Med et listigt blik hold han tandstikken op for sit ansigt med den lille grønne blomsterfrugt på som han kort efter stoppede i munden som han havde kastet sin bombe med jobtilbuddet.
De brune øjne veg ikke fra hende et eneste sekund. "Ja det er jeg godt klar over og nu beder jeg dig om at overtage hans plads." sagde han direkte uden den mindste antydning af fortrydelse i stemmen som han pegede på hende med den nu tomme tandstik. "Jeg kan tilbyde dig samme deal som Mattheus har fået, hvilket betyder bedre løn og flere firmagoder for dit vedkomende." Han vidste at hun var dygtigt og det var på trods af at Matt altid forsøgte at holde hende nede.

[Deleted]

Magnolia rømmede sig. "Jeg er fristet til at sige nej, alene for at se dig prøve, Benyamin, men jeg ved at ligeså egocentrisk du er, ligeså en dygtig sælger du," indrømmede hun men druknede hurtigt sin egen ros i en tår af den stærke drink, mens hun så væk fra ham. At rose en mand som ham var nok den største fejl en kvinde kunne begå. Han skulle nødig komme til at tro at hun synes om ham, selvom der var en gran sandhed i det. Hun fjernede glasset fra sine læber og skød et slankt bryn i vejret. "Og den 'kloge' mand skulle vel aldrig være Dem selv?" det var ikke et spørgsmål selvom det blev fremstillet sådan.
"De kan være en gentleman når De ønsker at opnå noget," medgav hun og foldede armene hen over brystet, hvilket så lidt akavet ud med drinken i hendes hånd.
De fleste ville nok mene at de begge var lige excentriske, men Magnolia ville på ingen måde kædes sammen med Benyamin. Hvis ikke det havde været for hendes karriere, ville hun end ikke have deltaget i aftenens festligheder. Hun lod blikket vandre tilbage til hans.. bizarer kunstværk, hvis man da kunne kalde det, det. "Jeg har altid været klar over at Dé er en af de såkaldte gale genier, Benyamin, men du har vidst indåndet for mange dampe i laboratoriet," hendes eneste værn mod det åndssvage foreslag var at le, også selvom det virkede lidt upassende. Det var en ret stor chance, hans firma var stort, og hun havde brug for omtale for at komme videre, men Mattheus ville blive rasende og det ville ikke alene gå ud over hende men ligegledes også Calista, og trods hun vidste at hendes datter mest af alt så hende som en pestilens, så elskede hun hende betingelsesløst. "Tak for ilbuddet og omtanken Mr. Hale, men jeg er bange for at jeg må takke pænt nej. Jeg er glad for at være hvor jeg er," det lød overbevisende selv i hendes ører, men det var aftenens nok største løgn. Ærlig talt havde hun ikke noget andet valg. Hun nippede til sin drink og undlod at se på ham. "Matteus ville næppe sætte pris på Deres illoyalitet. De skulle forestille at være hans ven. Både du og jeg ved hvordan han bliver når han bliver vred," pointerede hun. I de ord lå den egentlige årsag til hendes afvisning naturligvis, hun håbede blot at han fangede dem.

[Benyamin Hale]

Allerede nu var hans hjerne igang med at planlægge hvilken type kunst han skulle forsøge at markedsføre samt om det skulle være abstrakt eller noget andet. Abstrakt ville nok være den bedste mulighed, for honestly hvem kunne ikke finde ud af at tegne et par random linjer og give dem en dybere mening. Han skulle bare snakke lidt om sin syge datter og frygtelige fortid (ikke at det var sandt, men det solgte).
Blikket blev atter nærværende som det gik op for ham at hun allerede var igang med at trække lidt i land eftersom hun nok havde erfaret hvad efter hans mening var almen viden. Han ville kunne sælge en hundelort med en sløjfe om hvis det kom til stykket, det var han på ingen måde i tvivl om.
Et bredt smil blev hurtigt formet på hans læber. "Hvem ellers." Valgte han alligevel at besvare spørgsmålet. Skulle han frivilligt have rost en anden person? Pfff hvad antog hun ham for?
I et par korte sekunder lignede han en der faktisk tog hende ord til sig, han nikkede anerkendende, "god pointe." Det var jo i virkeligheden også det han havde gang i lige nu.
Denne gang blev brynene skudt i vejret og han forsøgte sig med at give hende et såret udtryk hvilket failede massivt. "Jeg er ikke gal. Jeg er dreven," rettede han hende som han opgav udtrykket og lod det glide tilbage i det arrogante bedrevidende udtryk han mestrede til fulde. Som hun afsluttede sit afslag var det hans tur til at kæmpe imod en mindre latter, "ja selvfølgelig, hvem ville dog ikke være tilfreds med aldrig at kunne forfylde sine drømme og i stedet bare lulle rundt som kontornusser. Kom nu Magnolia, jeg kender dig bedre end det. Hvorfor blive hængende? Hvad har du at tabe ved at komme over og arbejde for mig?" Han tog en ny tår allerede overbevist om at han ville få det på sin måde, one way or the other.
"Jeg er skam 100% loyal, i hvert fald når det drejer sig om venskaber - og forhold," den sidste måtte han lige af med på målstregen. "Men jeg er bare mere loyal overfor mit firma eftersom det er det der suporter mig og jeg kan godt lide min dyre livsstil." Han trak let på skuldrene som var det det mest logiske i verden. Dog var det sådan set ikke løgn.

[Deleted]

Benyamins hjerne var kompliceret, man kunne nærmest se hans tanker spinde guld på hvad som helst. Mattheus havde altid misundt hans evne og forsøgt at gøre den efter, men han havde ikke halv så stor succes med det. Hun skød brynene i vejret med et 'selvfølgelig blik' hun ville aldrig have antaget ham for at rose en anden end sig selv. Desværre blev hans intelligens ofte druknet i hans evige egoisme, i bund og grund var hun nok ikke meget bedre selv, og havde ingen ret til at dømme, men Magnolia var et af de mest fordømmende mennesker.
"Grænsen er hårfin," besvarede hun lidt kækt tilbage uden at skænke ham et blik. I stedet stirrede hun meget intenst på sin drink som om den var meget interessant, selvom det bare var en kedelig, gennemsigtig væske der ligeså godt kunne have været vand. Hendes hjerte slog så hurtigt at dets slag gav rungende genlyd i hendes øre og overdøvede gæsternes ligvlige snak og musikken. Her stod han og tilbød hende, hendes liv chance, og selvom hun havde lovet sig selv at frygt aldrig skulle holde hende tilbage, så sad det i hende. Det tog ret lang tid før det gik op for hende at han stod og snakkede til hende, for et kort øjeblik havde hun stået i en lille bobbel hvor alt støj bare var ligegyldige lyde. Nu kom hun lidt til sig selv igen og så en smule forvirret op. "Det har aldrig været min drøm at arbejde for dig Benyamin. Jeg har brugt det halve af mit liv på at opbygge min karriere hvor jeg er nu. Du beder mig om at vende ryggen til det, for at blive en del af noget der kun har plads til én og det er dig," pointerede hun og hævede sit glas i en skål på hans egoisme. I stedet for at tage én lille tår, holdt hun vejret og tømte glasset. I det øjeblik det var tømt, passerede en tjener heldigvis med en bakke, som hun skyndte sig at stille det tømme glas på.
"Jeg undskylder på forhånd, men helt ærligt Benyamin, så har jeg ikke stor tillid til din loyalitet. Men i det mindste har du fanget min opmærksomhed, så hvad kan du tilbyde?" spurgte hun og vendte sig mod ham igen med et lidt selvtilfreds smil. På den lyse side kunne det være hun kunne få tiltusket sig et par ekstra goder.

[Benyamin Hale]

Han lod de mørke øjne hvile på hende hele udtrykket talte næsten for sig selv, men alligevel valgte han at kommenterer på det for at sikre sig at hans pointe slog igennem. ”Og alligevel kan selv den mindste grænse være banebrydende.” hans evne til at vende tingene rundt til noget arbejdsrelateret irriterede sommetider folk, men han lod sig ikke gå på af det, for ikke desto mindre havde han ret. For ham handlede alt jo om at skubbe grænser, både arbejdsrelateret, men afgjort også i private henseender.
En smule fornærmet over hendes interesse i drinken frem for ham fik ham til at rømme sig en smule, jeg tror ikke at indholdet ændre sig fordi du flytter blikket væk fra den. Informerede han bedrevidende. Han var ikke bange for at gøre opmærksom på når han følte sig overset.
Da hun omsider lod til atter at blive nærværende sendte han hende blot endnu et afventende blik. ”Selvfølgelig har det det.” Konstaterede han, ”hvem ønsker ikke at arbejde i et enormt firma med en løn svarende til det dobbelte af hvor de er nu?” Igen bar han den samme attitude som når han satte sig et nyt mål, på nuværende tidspunkt var hans mål at få hende til at arbejde for sig og han nægtede at lade hende slippe afsted med at afvise ham. ”Ja det er temmelig meget det jeg beder dig om,” Svarede han som kunne han på ingen måde se hvorfor det lod til at være et problem. ”jeg har et større firma, derfor flere opgaver, du ved hvor du rent faktisk vil agerer som advokat og ikke som stik-i-rent-pige eller hvad end det nu er Matteus kalder din stilling, du vil få formidable firmagoder, dit eget kontor...og fik jeg nævnt at jeg fordobler din løn?” Det sidste blev sagt velvidende om at han havde nævnt det, men han ville gerne have at hun lige lod det synke ind. ”Og ja jeg fylder muligvis lidt meget, men jeg tænker at du er fornuftig nok til at kunne håndterer det.” Et smil gled over hans læber. Ikke et varmt, støttende smil, nærmere et smil man så ham sende folk når han havde afsluttet en god handel.