My new job...

[Deleted]

Sommer, juli 2054.
@rolo
Sky frit, med klar sol og ca. 20 grader, en kølig vind glider ind i landskabet, klokken 17.51

Sommeren var i gang. Eller sommer.. Det var jo altid et begrænset ord I England, da man altid kunne regne med at regnen ville have sin indvirkning. Det regnede trods alt vel ca. 80% af året i England, eller det føltes det som. Dette gjorde også at man virkelig nød når regnen, skyerne og mørket var væk. Hvor man i stedet kunne føle solens kærtegn, lyset og varmen.

Det var netop sådan en dag som lyste Hogwarts op, som det storslået slot der var. De mange tårne som spirede op fra den gamle borg, som på nuværende tidspunkt ikke var lyst op, men om aften.. Om aften ja, når månen og stjerne lyste op, kunne man se de hundredvis af vinduer lyse op. Om morgen kunne man se de mange ugler flyve ind i storsalen, hvor de afleverede posten til de mange unge hekse og troldmænd. Hogwarts var sandelig et specielt og ikke mindst magisk sted. Naturligvis var det magisk, men også magisk i et rent billedesprogligt niveau.
Magien blev lært.. Interesserne blev skabt, venskaber blev dannet på kryds og tværs. Minder som ville følge en resten af livet, hvis man var heldig fandt måske ens sande kærlighed?

Hogwarts havde også fyldt enormt meget for Harp, som dreng. Han huskede tydeligt, da han første gang hørte om magi fra hans far, som var magiker – men havde levet sammen med hans mor, hvor de havde levet et muggler liv, hvilket havde gjort at Harp på ingen måde havde nogen magisk viden, før han første gang udøvede magi. Far var stolt, mor var trist over at hendes porcelæn var blevet gjort lilla.
Heldigvis gik der ikke alt for mange år, før Harp så kunne komme på Hogwarts. Dog var der intet som erstattede første gang, man så Hogwarts om natten, den første dag man ankom. Efter en lang tur i det ældgamle lokomotiv.


Følelsen var lidt noget andet denne gang. Harp var også ældre, han havde oplevet meget, alt for meget… De brune øjne hvilede på Hogwarts, som kunne ses på afstand imens han gik rundt ude på plænerne hvor man blev undervist i flyvning. Efter ham rendte et par hunde, som begge to så lige lykkelig ud, over at kunne løbe rundt i det fri. Han havde for nyligt fået stillingen som nøglebærer, efter hans forhenværende stilling havde haft lidt for mange konsekvenser i hans liv. Dette havde derfor været en ny start for ham, noget som var tiltrængt efter han havde brugt år på at rejse rundt..

Harp stoppede kort op ved en række træer, hvor mørke lilla blomster var sprunget ud. Han plukkede en enkel, og duftede til den roligt imens de to hunde begyndte at løbe legende efter hinanden.
Harp fjernede kort noget af hans lange hår, og så på blomsten, inde han lod den svæve til jorden. Han lod armen glide ind under den poncho lignende kappe han havde på. Med rolige skridt forsatte han færden, imens han lod blikket glide hen over landskabet, for så at ende på Hogwarts. Harp lignede mest af alt end mand, som var fordybet i sine egne tanker. Kort afbrudt engang imellem af hans to hunde, når de begyndte at løbe rundt om ham. Et svagt smil bredte sig, når hundenes glæde kom til syne.

[Deleted]

”Hey!” Med staven placeret ind mod siden af sin strube, lød Rolo Harrmins stemme en del højere end, hvad den normalt gjorde uden forstærkelsen af magi. Den bag nu stadigvæk den tydelighed og bestemt tone, som det var nødvendigt, når hun skulle håndtere elever ved undervisning, så de forhåbentlig ville forholde sige interesseret i, hvad hun havde at lære fra sig. Denne sene eftermiddag blev dog ikke brugt på den slags, da der ikke længere var nogle elever tilbage at undervise, hvilket både var en skam og en befrielse. For hvem nød sig ikke godt af lidt ferie. Også selvom ferien indebar, at hun alligevel skulle tilbage til skolens områder en gang imellem for at holde styr på de ting, hun havde ansvaret for.

De flyvske vingeslag fra hvide hippogrif, blev straks opbremsende, da den havde nærmet sig jorden igen, efter sin tur i luften. Og så snart den kunne nå græsplænen med sine klobelagte potter landede den beundringsværdende elegant, for til sidst at rette sig rankt op for at stråle af stolthed. Lige indtil at dens spotlys blev taget fra den og rettet mod det unge overhoved, der steg ned af bæstet i lidt af en hast, så en gråbrune kappe nær ikke havde kommet hele vejen med hende. Med en hånd klemt om sin tryllestav og en anden hånd placeret på den store spidse hat for at sikre sig, at den sad korrekt, var det nu hendes tur til at rette sig op og rette sine klar grønne øjne imod manden, hun netop havde forsøgt at få opmærksomhed fra, mens han havde luntet rundt med sine to følgesvende.
”Sir! Jeg beklager, men det her er ikke offentlig grund.” proklamerede Rolo, idet at hun nu med bestemte skridt nærmede sig ham. Hendes ansigt bar tydelig varsomhed og autoritet, men alligevel hærgede der sig stadig den evige klodsethed i hendes svage forpustelse. ”Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes dig, at komme ind på Hogwarts grund, men der er ikke åbent for ubudne gæster.” Hun stoppede endelig op ikke lagt fra ham, før hun rigtig fik taget ham i øjesyn. Og automatisk faldt hendes blik mod hans ene hånd, hvorefter en blanding af et tungt suk og en afholdt latter lød fra hende. ”Og du burde nok passe bedre på, hvad du tager i dine hænder. Med mindre du finder indigo en pæn farve for dine fingerspidser.” Hentydende gjorde hun et hovedkast mod hans fingre, hvor der netop var begyndt at danne sig en skarpere og skarpere farve, hvis ikke hendes øjne tog helt fejl.

[Deleted]

De brune øjne gled op I takt med han hørte en kvindelig stemme, en stemme som virkede autoritær I et kort sekund, indtil øjne fangede den hvide hippogriff. Han betragtede dette fantastiske dyr, et majestætisk dyr ville nogen mene. Dens stærke forben, ranke holdning og dens smukke fjer prygede denne hvide skabning som stod foran ham. De brune øjne hvilede roligt på den, og han lagde hovedet kort på skrå.

Nu til den anden del, blikket gled op på den lave heks, som pludselig var markant mindre end ham, da hun hoppede af det prægtige dyr. Et kort smil kom frem, da hun i al hast bevægede sig mod ham, med sin ene hånd på tryllestaven og den anden på hatten. Hun måtte være en professor, ud fra hendes stil muligvis tidligere Hufflepuff elev, intet var sikkert. Et sæt hvide tænder blev kort blottet, inde smilet forsvandt igen, og blev erstattet af hans meget intense ansigt, hvor de dybe brune øjne søgte mod hendes.
”Jeg kan trylle.” sagde han med et skævt smil og som svar til hvordan han var kommet ind.

”Jeg beklager professor, jeg regnede ikke med jeg forstyrrede nogen.” lød den mørke og dybe stemme, som gemte en varm og venlig stemme. Selvom der var sket så meget, så var Harp ikke uden humoristisk sans, og dette kunne han ikke forbi passere, at professoren – eller det han formodede var en professor, troede at han var en fremmed.
Blikket gled ned på blomsten han havde i hånden, som dukkede op inde under hans poncho-lignede kappe. Til stor overraskelse, så Harp hvordan hans fingerspidser var begyndt, at danne en indigo farve, som tog til imens han holdte blomsten. Han slap blomsten en anelse forskrækket, og så overrasket på sine fingre, som han bevægede foran øjne.
”Så matcher den deres øjne professor.” lød det drillende inde han drejede hånden, og så vurderende på de indigo farvede fingre. Hvor tre ringe prydede hånden, og en ring skilte sig ud. En ring med en sort sten i, en sten som virkede til at have liv i. En sten, som der ikke fandtes andre af.

[Deleted]

Jeg kan trylle.
Det var ikke ligefrem begejstring, der var at finde i hendes ansigt, da de første par ord forlod hans mund. I stedet fortrak det sig i noget, der fortalte en historie om, hvordan hun ikke ligefrem fattede, hvorfor at han så det tilpassende at joke med hende. Hun var godt nok en venlig sjæl, men visse ting kunne sagtens prikke hende forkert i siden. Hendes øjenbryn have skabt en matchende rynke mellem dem, og hendes mund stod lettere mundlam åbent, mens hovedet automatisk havde drejet sig bare en anelse til den ene side. Og jo mere han så en sagde til hende, jo værre syntes det at virke på hende, hvor i hun til sidst måtte ende med at med et rystende hoved måtte vige sit blik væk fra ham for at samle sig igen, inden hun så tilbage på ham med nogle klart mindre ophidsende træk.

”Det har ikke noget at gøre med, at du forstyrre folk, ved at være her, men Hogwarts er ikke nogen forlystelsespark, der står åben for alle og en hver. Og da specielt ikke nu, hvor skolen er lukket for sommerferie.” forklarede hun standhaftigt og lod endelig hånden ved sin hat falde ned for at løfte lidt op i kappen og derefter jo sat staven ind på sin plads i dens indsyede lomme. ”Jeg bliver nød til at vise dig og dine hunde ud, hr..?” Flygtigt så hun frem og tilbage mellem ham og han hunde, hun ellers ikke havde lagt det helt store mærke til, da det meste af hendes tanker havde været rettet mod ham. Hun gjorde så en håndbevægelse som en gestus til at følge ham væk fra skolens grund igen. Det virkede mærkværdigt, at en som ham havde bevæget sig ind uden at blive opdaget. Da hun havde set ham fra luften, havde han tilmed virket ganske fri og afslappet. Som havde han ikke den mindste bekymring til stede i sit liv.

”Og til din information, så er mine øjne ikke engang tæt på at være blå eller lilla.” Ikke at det egentlig burde gøre hende noget, men det havde lydt som et udmærket come back i hendes hoved. Før hun havde sagt det højt i hvert fald. Nu hvor det var blevet gjort, havde hun kun lyst til at tage det tilbage igen.

[Deleted]

Det var tydeligt at se hun ikke var tilfreds med hans joke. Hvilket var forståeligt nok, dette var trods alt et sikkerhedsbrud. Et sikkerhedsbrud på denne måde, skulle nemlig tages seriøst – da man aldrig vidste slags troldmænd der dukkede op. Derfor var det også en rar ting, at se en professor på Hogwarts tage deres job seriøst, og hurtigt få uvelkommen ud fra området. Disse troldmænd eller hekse, kunne trods alt være farlige.
Det vidste Harp alt om, han huskede hver en person han havde sendt i Azkaban, hver en troldmand han havde besejret. Men når det galt mest, så han havde han fejlet. Tanken blev hurtigt gemt væk, og han var kort fraværende og tilbage. I nutiden.

De to hunde ved hans side, havde sat sig muse stille, og logrede blot med halen, samt kiggede med håbefulde øjne mod Rolo. ”De håber på en godbid.” lød det, imens han så ned på begge to. Hans blik virkede varmt og imødekommende, men hvis man fangede hans blik som kiggede op – kunne man tydeligt se facaden.
Ganske roligt satte Harp sig på huk, og nussede begge hunde bag ørene. Hans varme blik gled op fra hundene til hende, hvorefter han nikkede. ”Hvis du virkelig vil smide mig ud.” sagde han og rejste sig op, imens han kørte den normale hånd igennem håret.
”Ja, undskyld jeg har slet ikke præsenterede mig. Connor Harp, nøglebærer på Hogwarts.” sagde han med et drillende smil, som hurtigt trak sig igen. Harp lod de intense øjne hvile på hende, og forsøgte at fange hendes blik. Satans! Hun havde ret, farven på hans hånd, matchede på ingen måde hendes øjne.

[Deleted]

Pludselig syntes hendes hjerte at stoppe for et splitsekund, hvilket efterfølgende lagde en vis tyngde mod brystkassen, da det lige skulle finde sin normale rytme igen. I det samme øjeblik var det ikke længere den samme regelhåndhævende professor, der stod foran ham. Hvis muligt havde hun vendt sin aldring den anden vej omkring, nu hvor der ikke var det faststående små linjer i hendes ansigt. I stedet var hun blevet efterladt med en uskyldig åbenhed, mens hun indså sine fejl. Hvilket hun ikke just havde det alt for godt med.
Straks var hendes kinder blevet rødglødende. Ikke af forlegenhed, men i stedet af en god blanding af flovhed og skam. Hendes øjne havde spilet sig overrasket op, og igen stod hun med munden let åben, som var hun parat til at sige noget, men kunne ikke helt finde ordene. ”Oh dear.” Hun prøvede synligt at gøre sig mindre ved at falde lidt tilbage i ryggen, inden hun skamfuldt måtte presse sine læber hårdt sammen. Hun følte sig helt tilbage til sin egen skoletid, men i modsætning til den gang så fik hun aldrig gjort noget ud af sin indre plan til at vende om og løbe væk.

”Selvfølgelig.. er du det.” fik hun endelig ytret i takt med, at hun blev en tand mere afslappet og igen fik løftet blikket op mod ham. Et blik der skreg højlydt af den undskyldning, der sad klar på hendes læber. ”Det må du virkelig undskylde. Det havde ikke slået mig, at du måtte være den nye nøglebærer. Hvilket jeg burde have været klar over.. Åh gud!” Hvis de andre kunne se hende nu, ville de uden tvivl have stået og leet af hende. For det havde ikke været første gang.
I endnu en forhastet og langt mere klodset bevægelse fjernede hun hatten, og overraskende nok havde den ikke skabt et værre virvar af hattehår. ”Jeg er Professor Rolo Rose Harminn. Overhoved for Hufflepuff. Jeg håber virkelig, at du kan tilgive mig. Jeg har ikke haft meget tid til at sætte mig ind i det næste års nye ansatte.” En hånd blev så rakt ud mod Connor. Hvor hun ville ønske, hun kunne grave sig langt ned i et hul.

[Deleted]

Et smil bredte sig på hans læber, og han nikkede til hende. Det var i et kort sekund meget underholdende at se hende blive helt flov over hun ikke havde skænket den del en tanke, at han kunne være den nye nøglebærer. De brune intense øjne hvilede stadigvæk på hende, men han havde et smil på læberne, som var meget tilgivende. Der var intet at være sur over, dette var en helt normal fejl.
Harp havde i det mindste fået bekræftet at professorerne på Hogwarts beskyttede området, og turde at stille op mod folk der kom ude fra. Det var rart, så var eleverne da så meget sikre. Hans raske hånd gled ned i lommen, inde han vendte sin opmærksom til de to hunde. Harp fandt to hunde godbidder frem som han gav til de to hunde. ”Smut ud og leg i to.” sagde han, og viftede med hånden. De to hunde gøede en enkel gang hver især, og satte derefter af, og løb legende rundt om hinanden.
”Skal du ikke undskylde, havde ikke regnet med så mange vidste hvem jeg var før eleverne startede.” lød det tilgivende, inde hans blik gled op mod hende. Han havde aldrig tænkt på nøglebæreren, som en folk virkelig tænkte over hvem var? Slet ikke de andre professor? Men hvad vidste Harp egentlig om det? Sidst han var på Hogwarts var trods alt også mange år siden.

Harp rejste sig op igen, og så hen på hånden som blev rakt ud mod ham. Han rynkede på næsen, og gav hende høfligt hånden.
”Hyggeligt at møde dem professor Harminn.” stemmen var høflig og tyk som en betonvæg, en tydelig facade, ligeså de mørke øjne som søgte mod hendes, forsøgte at lyse varme og imødekommenhed ud, men gemte på alle andre følelser ligeså.
”Jeg vil ikke forstyrrer deres arbejde professor.” sagde han undskyldende, inde hans hånd søgte ned mod den anden hånd, og pillede ved den specielle ring.

[Deleted]

Han virkede umiddelbart til at være klar til at færdiggøre deres samtale og lade dem begge gå hver til sit, men der var stadig noget der nagede Rolo. Noget hun ikke kunne putte sin finger på. Det kunne meget vel være noget flovhed, der stadig var tilbage og kriblede hen over hendes sensitive hud. Lige meget hvad, dog, så var hun ikke parat til at bare lade ham være i fred igen. Og egentlig skyldte hun ham nok også lidt mere end bare en klodset verbal undskyldning. For selvom han ud af til så ud til at have det helt fint med det, så kunne hun umuligt tro, at en anden person brød sig om følelsen af forglemmelse eller hvilke følelser der ellers måtte komme frem ved en lignende situation.

”Åh, du forstyrrer ikke noget.” forsikrede hun ham om - nu langt mere afslappet. I modsætning til ham, lå der meget sjældent en facade over hende. Hun kunne som regel læses som en åben bog, sådan som hun bar sine følelser uden på tøjet. ”Jeg er midt i undervisningsforberedelse, men jeg har givet mig en velfortjent pause. Hvad vigtigere er..!” Hun lagde først sit blik mod hans blå-lilla fingre, inden hun henvisende pegede sin tryllestav mod dem. ”Vi må hellere få gjort noget ved dem, før det spreder sig, synes du ikke? Det er det mindste jeg kan gøre.”
Hun lyste op i endnu et varmende smil og trådte selv det første skridt tilbage i en halv omdrejning, hvorefter hun med et hovedkast sagde: ”Kom. Så kan jeg også vise sig drivhusene samtidig, hvis ikke du allerede er blevet introduceret for dem. Dine følgesvende er også velkommende.” Med det så hun kortvarigt mod hundene. Hunde havde aldrig været en del af hendes liv, hvilket var interessant sådan, som dyr i det hele taget havde været det. Men hvis man tænkte over det, var det vel ikke så underligt, at hun som heks mest have været omgivet af katte og andre mere magiske bæster. 

[Deleted]

Harp kunne ikke gemme det første oprigtige smil i lang tid, da hun tydeligvis var blevet en hel del flov over at have antaget ham som en gemen indbrudstyv. De store hænder fandt sammen, og hans ene hånd klørede lidt på den anden, som tydeligt var påvirket af effekten fra planten, som han havde været så intelligent at røre ved.
Hans mørke intense øjne hvilede på den lille skikkelse foran ham, og betragtede hende kort. Han kom dog ud af betragtningen, da den ene af hundene havde sneget sig op ved hans side, hvorefter den nappede ham i benet. Hans blik gled ned på hunden, som så med et lalleglad ansigtsudtryk. Harp aede den bag øret. ”Jaja..” sagde han og skubbede den let væk, inde den vendte sig rundt og hoppede op af dens ’bror’.

Vinden tog fat i hans hår, og han mærkede hvordan det blafrede i vinden, han kørte en hånd igennem det og samlede det uden den ønskede effekt.
Blikket gled ned på hånden, og sandt nok spredte det sig langsomt. Et anerkende nik blev sendt til hende. ”Naturligvis professor Harminn.” lød den mørke stemme, inde han gik et skridt med hende inde hun vendte sig rundt. Han havde i mange år været vant til at følge ordre, så dette var intet nyt for ham.
”Ville være rart, at jeg ikke skal se sådan ud når eleverne kommer.” lød det så humoristisk han kunne, meget af humoren var forsvundet i de sidste par år.
”Jeg har ikke set Ethan endnu. Så har bare været her på eget initiativ .” lød det imens han begyndte at følge med hende, imens de to hunde lagde hovedet på skrå og observerede dem gå. Harp kom ligeså stille ved siden af hende.
”Har de været her i lang tid professor?” spurgte han venligt, og betragtede hende ud igennem øjenkrogen igen, inde en af hundene løb ind i ham. Hvorefter de hoppede lidt omkring dem.

[Deleted]

”Pff, dét skal du nu ikke bekymre dig om, mr. Harp. Du vil derimod have noget til fælles med nogle af eleverne.” svarede hun tilbage uden tøven i den morende latter, der lå under stemmen. Det var ikke den smarteste plante at have voksende vildt omkring Hogwarts. Men den var også svær at komme af med, selvom den heldigvis ikke var særlig udbredt. Connor havde kun - som de tiltalende elever – været en smule uheldig. ”Du skal heller ikke være bange for at miste en finger eller noget. Det er en ganske harmløs effekt, som egentlig forsvinder af sig selv efter et par dage. Men pigmenten spreder sig som Satan. Og det er næsten umuligt at få af tøj eller porcelæn.” Fluks drejede hun sig mod ham og blev næsten overrasket over at han nu stod ved siden af hende, selvom hun egentlig havde opfattet det. Dog blev overraskelsen hurtigt udskiftet med den oprindelige spændte energi igen. ”Hvis du ved hvad en sprittuds er, så er det lidt ligesom sådan en.”

Rolo nåede lige at se til, hvordan hans egen hund virkede til at forråde ham, sådan som den legende løb ind i ham, idét hun fik placeret spidshatten tilbage på hovedet. ”Et år. Jeg overtog både overhoved-stillingen og professor-stillingen ved skolestart sidste år, så jeg har ikke været her så forfærdeligt længe.” Hun så sig kortvarigt over skulderen mod hippogriffen, der modsat hans hunde fulgte stille og roligt fulgte efter dem et stykke bag dem. Hun kunne nemt tro, at bæstet gjorde sig ekstra umage med at opføre sig så acceptabelt som det gjorde for at vise sig overlegent i forholdt til de energiske hunde. Rolo fandt det dog bare komisk, og vendte sig derfor tilbage til Connor med et smil. ”Jeg havde aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til Hogwarts efter jeg graduerede. Men hvor mange gør også det?”

[Deleted]

Harps blik gled kort ned på hundene, hvor han fløjtede i en bestemt tone – herefter begyndte de pænt at gå ved hans side. De havde aldrig opført sig sådan, det undrede lidt Harp at de to så velopdragende hunde pludselig begyndte at reagerer sådan. Det var ikke en normal måde de legede på. Harps blik gled tilbage på Professor Harminn, og smilte for sig selv.
”Jeg husker som elev på dette sted, havde jeg en tildens til at pille ved ting jeg ikke måtte. Lidt natte vandringer og ballade i ny og næ. Så det ligger mig nært at gøre det.” sagde han og smilte til hende. Hans øjne betragtede hende kort, og vurderede til at hun måtte være lidt yngre end ham, men ikke meget.
”De må have gået samme tid som mig professor.” sagde han roligt. Der var mange unge professorer nu. Han huskede selv at de var lidt ældre, dengang han var der som elev. Hans blik gled op mod Hogwarts borgen, og smilte for sig selv. Det var der han havde mødt hende, tanken strejfede ham kort og hans blik gled tilbage på Rolo – hvor han smed sine tanker om sin fortid væk..
”Imponerende professor. Hvad lavede de før?” spurgte han afslappet, imens han lod den ene fod fører sig frem – ved hendes side.

Et par mørke øjne gled mod hendes, i takt med hun vendte sig rundt mod ham. ”Nej, det var heller aldrig min plan.” lød det, imens smilehullerne ved hans øjne kunne ses, da smilet bredte sig. Det havde aldrig været idéen eller lysten at Connor skulle have gjort det, tværtimod. Alt havde tegnet på noget andet, men det var blevet ændret. Alt var anerledes, og kort lod han hånden glide ned til ringen med den sorte sten i.

[Deleted]

Da han foreslog, at de måtte have gået på Hogwarts i nogenlunde den samme periode, tog Rolo ham så i et lidt bedre øjesyn. Studerede ham lidt tættere for at kunne sætte ham i en mere bestemt alder, for udadtil kunne han sagtens være på hendes alder. Men hun havde også ofte oplevet af ens alder sjældent sad på ens ydre præcist nok til at kunne falde på det korrekte tal.
”Hm ja. Jeg er 26 år, og jeg startede på Hogwarts godt 15 år siden. Det må have været i 2039.” forklarede hun, mens hun selv så noget eftertænksom ud i den tomme luft foran sig. En lille rynke var endda kommet frem mellem hendes øjenbryn, mens hun prøvede at tænke tilbage og huske tingene så godt, som hun kunne. Rynken forsvandt dog hurtigt igen, da hun slappede af og gav et mildt udtryk af at være imponeret over, at det egentlig var så lang tid siden. Tiden havde fløjet af sted, som den altid havde rygtes at gøre, når man kom op i årene. Der var trods alt ikke længere den barnlige spænding ved at fylde år.

”Tryllestavsmageri.” svarede hun kort, inden hun med et varmt smil endelig drejede blikket tilbage på Connor. ”Og faktisk er det stadig noget jeg gør. Du skulle bare vide, hvor mange elever der knækker eller beskadiggøre sine stave i løbet af et skoleår. Det er som om, at de bare smider rundt med dem uden eftertanke. Da jeg var ung var ens stav det mest værdifulde man ejede.” Hun sukkede tungt og spændte af i sine skuldre, hvorefter hendes klargrønne øjne søgte fremad endnu engang. Denne gang for at få øje på drivhusene ikke langt fra dem. Og efter at have skannet igennem vinduesmurene efter, hvad hun kunne se på afstanden, begyndte hun mere målrettet at marchere i retning af drivhus 3.

”Velkommen til drivhus 3. Du kan sætte sig op på bordet.” præsenterede Rolo, da de trådte indenfor og hun straks viftede sin ledsager mod langbordet, der stod i midten med grønne planter plantet rundt omkring i udkanten. ”Det er her undervisningen for 3-4 års eleverne for det meste foregår.” Den indelukkede varme var heldigvis noget hun var blevet vant til. Og helt galt var det heller ikke. Så vidt hun vidste, havde mugglerne det meget værre siden de ikke havde fundet en måde at regulere temperaturen i deres drivhuse endnu.
”Okay.. lad os se. Jeg er sikker på at jeg har noget citronmelise herinde et sted..” mumlede hun for sig selv, da hun mere nært søgte de groende planter omkring sig.

[Deleted]

Perioden på Hogwarts strakte sig alligevel over en lille periode. De havde trods gået der i en længere årrække. Dog vakte hverken hendes navn eller kollegium erindring. Klokken forblev simpelthen væk.
Uden at tænker videre over det lod Connor sin hånd glide igennem sit store skæg. Han grinte brummende, imens han betragtede hende med nogle rolige øjne, som nærmest lå tungt plantet på hende. Hun gav lidt en anderledes følelse end de andre mennesker Connor havde mødt igennem de sidste par år.
”Jeg startede i 36” han betragtede hende bevæge sig, lod mærke til hendes bevægelse. På trods af hendes lidt klodset ydre, så virkede hun meget yndefuld. Det så interessant ud, han måtte dog forlade tanken inde han lagde hovedet skråt imens han betragtede den lave kvinde foran sig.
”Så du må være et par yngre end mig.” lød det venligt.

Øjne blev dog slået op da hun sagde tryllestavsmageri, han nikkede anerkende og så imponeret på hende. ”Tryllestavsmager.” det var tydeligt at hun endnu mere havde fanget hans interesse, han bed dog hurtigt mærke i hendes tidligere ord om det kunne smitte farven på hans hånd. Han satte sig til rette og spurgte nysgerrigt. ”Hvordan kunne det være du valgte at undervise fremfor det, det er jo en fornem position at forstå tryllestave.” sagde han med et smil. Det var da sandelig en imponerende egenskab at have, at kunne forstå og tolke tryllestave.. Imponerende..

Connor gik sat sig op på et bord, og så de to hunde som satte sig ved siden af ham og logrede med halen. ”Tak.” lød den dybe stemme, imens han spejdede rundt for at få et overblik af botanik lokalet, det havde bestemt ikke været hans yndlingsfag på Hogwarts, men han havde jo også haft professor Lira, som var en sur gammel dame.
”Citronmelisse? Det simpelthen det som kurere dette?”spurgte han afslappet og betragtede sin hånd.