We Need To Talk

[Raysal Andrew Fox]

Foråret 2054, Oxford, hos familien Castillo Fox.

@janiel

"Janiel?" Raysal kom stille ind i stuen, efter at have lagt Delaine i seng. Hun var forvirret, og splittet, men hun blev nødt til det. Hun blev nødt til at tage den snak, som for altid ville ændre deres liv. Og ikke bare deres, men også deres børns. Hun sukkede dybt, for at klare hovedet, før hun satte sig i sofaen tættest på kaminen, og mærkede hvordan varmen der fra, lagde sig om hende som et varmt og beskyttende tæppe. "Vi bliver nødt til at snakke sammen. Alvorligt." Sagde hun kort, og det var tydeligt at høre og se på hende, at det de skulle til at snakke om nu, var meget svært for hende. Hvis ikke nærmest umulig. 

[Deleted]

Janiel sad og læste i avisen, og var lige kommet hjem efter en lang dag på Det Slagtede Lam. "Ja?" Sagde han, da Raysal kom ind i stuen. Han så til dan hun satte sig hen i sofaen. Janiel satte sig hen ved siden af hende, og lyttede til hvad hun havde at sige. "Hvad er det du vil snakke om?" Spurgte han lettere nervøst. Han var nervøs for at der var sket noget slemt, og tænkte på hvad det mon kunne være. Ville det koste ham Lammet? Ville han blive tvunget til at skulle flytte og lukke Lammet?

[Raysal Andrew Fox]

Hendes blik var vendt mod kaminens flammer, der dansede lystigt og rigtig hyggede sig. Hun så dog intet af det. Hendes blik så intet, det var kun hendes indre blik der fyldte hendes bevidsthed, hun anede kun svagt Janiel satte sig ved siden af sig. Der gik et langt stykke tid, uden hun rørte sig eller sagde noget. Det eneste tegn på hun var i live, var at hun trak vejret. "Du ved jeg blev smidt ud af Garden," begyndte hun så stille og såret, at hendes stemme gled ud og flettede sig sammen med stilheden, som om den var en del af det. Igen gik der lang tid, hvor der ikke skete noget. Hun var stadig knust, vred, indrebrændt, uforstående, og komplet utilgivende over for alle dem, der var i Garden, og havde fået hende smidt ud, efter så lang tid der, hvor hun kun havde vist sig tro mod Garden. "Margus og jeg starter igen," denne gang var hendes stemme lidt mere bestemt og sikker, men stadig var den en del af stilheden. Endnu engang gik der lang tid, før hun sagde noget. "Det her går imod alt jeg nogensinde..." Hun kunne ikke finde ordne, som hun blev frustreret, vred og ked af det, over at gå imod sine egene meninger og holdninger. "Vil du være med?" Spurgte hun hurtigt, som når man hurtigt river et plaster af, for at få smerten hurtigt overstået. Eller, det var det håbet på. Detsvære var det bare slet ikke sådan. Nu hvor hun havde sagt ordne, havde hun lyst til at tage dem alle tilbage, æde dem, udviske dem fra verden. Aldrig i sit liv, havde hun bedt nogen hun holdt af, at udsætte sig selv for farer, for at gøre verden til et bedre sted. Hun havde altid undgået at blande sine elskede ind i hendes rod. Først havde hun slået op med Chester, hendes første kæreste, som hun altid ville have en hel speciel plads i hendes hjerte. Colton, som hun aldrig havde udvekslet et eneste ord om Garden til, for at beskytte ham og deres datter så meget som muligt. Og nu var der Janiel, som hun ikke kunne blive klog på. Hun elskede ham, og hun kunne snakke med ham omkring Garden, uden hun var bange for han skulle komme noget til. De havde altid haft hårde dueller imod hinanden på skolen, og den sidste duel, som de havde haft den gang de mødte hinanden igen, havde været en hård duel. Han kunne godt passe på sig selv. Noget Colton og Chester ikke kunne. Men selvom Janiel kunne, var det stadig imod hendes principper, men hun havde så meget brug for folk, som hun stolede på. Hun kunne ikke holde til hele tiden se hendes hårde arbejde, blev belønnet med en kniv i ryggen. Først Hua, og nu Garden. Det gjorde utroligt ondt, selvom hun var en meget kold person, der kun blev koldere og koldere for hver kniv i ryggen hun fik.

[Deleted]

Han tog hendes hånd imens hun talte. Han studsede også over nogle af de ting hun sagde. Han havde ikke noget imod Margus, og vidste at han ikke skulle være nervøs ved at lade hende starte noget nyt op sammen med ham. Han virkede pålidelig nok, af hvad han havde hørt om ham på Lammet. Han spærrede dog øjnene da hun spurgte om han ville være med. Men der gik ikke længe før han svarede. "Jeg vil gerne være med. Hvis jeg kan hjælpe og støtte dig på den måde vil jeg gøre det." Sagde han med fast stemme, og gav hendes hånd et klem. Han vidste hvad han sagde ja til.

[Raysal Andrew Fox]

Hun kiggede chokeret på ham, da han sagde ja. "Ja?!" Lød det forvirret og forbavset. Hvem pokker ville dog sætte sit liv i fare for hende? Og for det hun troede på? "Er du helt sikker? Du skal ikke. Jeg tvinger dig ikke til noget. Og tænk på børnene. Hvem skal tage sig ad dem, hvis vi dør? Og hvad med Lammet? Hvem skal passe på det når du er væk? Og hvad nu hvis du dør? Hvad nu hvis vi begge dør på grund af mig?" Hun stillede uafbrudt bekymrende spørgsmål, og håbede han ville sige nej, men inderst inde, ville hun ønske han sagde ja, hvilket forvirrede hende enormt meget, og fik hende til også stille spørgsmål, der ikke gav mening.

[Deleted]

"Ja selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. Og angående børnene og lammet, er jeg sikker på vi kan finde en holdbar løsning. Bare vi er sammen om det." Sagde han, og omfavnede hende. "Der er intet at være nervøs for. Vi skal nok klare den. Jeg vil støtte dig i tykt og tyndt ligemeget hvad." Sagde han. Han mente hvert et ord af hvad han sagde. Selvfølgelig ville han hjælpe hende. Lige meget hvad der så end kom i vejen.

[Raysal Andrew Fox]

Hun blev glad og lykkelig for hans svar, og lænede sig ind imod ham, da han omfavnede ham. Hun lyttede til hans ord, som trøstede hende og gav hende ro i sindet. Han ville være der for hende, og for deres børn. "Jeg elsker dig." Sagde hun stille, og nødt den stilhed der var, som kun blev brudt af kaminen der knitrede lystigt. Der gik et stykke tid hvor hun bare nødt stilheden, før hun brød den igen. "Er du helt sikker?" Spurgte hun for at blive bekræftet en gang for alle. Hun havde brug for at vide, at alting nok skulle blive godt igen.

[Deleted]

"Jeg elsker også dig, og Jeg er helt sikker Raysal." Sagde han, og kyssede hende. Hvorfor skulle han ikke være sikker på det? "Jeg vidste hvad jeg muligvis gik ind til da vi blev gift, og jeg elsker hvert sekund af det." sagde han. Han elskede hende virkelig meget, og det her var det mindste han kunne gøre for hende.

[Raysal Andrew Fox]

Hun blev glad og gengældte hans kys, og mærkede lykken strømme igennem hende. Hun kiggede dog letter mærkelig på ham, da han sagde, at han muligvis vidste hvad han var gået ind til. "Muligvis?" Gentog hun, og mærkede de ubehagile minder vælde sig op i hende igen. Hvor forelsket hun havde været i Colton. Hvor meget hun ville ønske deres forhold ville være for evigt, uden han behøvede at vide noget om Garden. Han vidste intet, hvilket havde kostet dem deres forhold, da han til sidst anklagede hende for en hel masse, som hun ikke engang havde holdt hemmelig. Når hun tænkte tilbage på den aften hvor hun dræbte Colton, blev hun altid kold, følelsesløs, vred, og ked af det. Hua havde helt klart spillet sit kort godt. Hun sad og stirrede frem for sig, imens hun græd lydløst, som hun så hendes minder for sig. Da Colton friede til hende, da hun fortalte hun var gravid, brylluppet, da Delaine blev født.Hun havde været så lykkelig. Hele hendes liv havde været perfekt, og nu... Tanken fik hende bare til at græde endnu mere.

[Deleted]

Janiel tog hendes hånd da hun spurgte hvad han mente. "Jeg mødte dig i Azkaban, og vidste hvad du var anklaget for. Det var det jeg mente." sagde han. Han blev selv ked af det, da hun begyndte at græde. Han holdte om hende og kyssede hendes pande imens han holdt hende tæt ind til sig. "Raysal der sker ikke noget. Jeg elsker dig." sagde han og gav hende et kys. Han gav hende endnu et kys imens han strøg håret væk fra hendes øjne.

[Raysal Andrew Fox]

Hun blev mere ked af det, da han nævnte Azkaban. Hun hadet det sted, og hun ville aldrig tilbage der til. Ikke engang selvom det var hende, der sad på magten, og var der for at besøge en fange. Hun ville aldrig tilbage der til. Aldrig.

Hun lod ham trække hende ind til sig, og hun græd ind imod ham, og mærkede hvordan det hjalp at græde. Hun græd stadig da han kyssede hende, og strøg håret væk fra hendes øjne. Hun sad og kiggede på ham, imens hun mærkede hvordan hun langsomt holde op med at græde. Der gik et lille øjeblik, før hun kyssede ham igen, og ville bare ønske, at hun aldrig nogensinde behøvede at forlade ham. Hun ville bare være sammen med sin mand, og sine elskede børn. Hun savnede at bare være sammen med dem, uden at tænke på noget andet. Hun havde virkelig brug for en pause, fra alt det med at gøre verden til et bedre sted. "Jeg elsker dig," nærmest hviskede hun, før hun kyssede ham igen.

[Deleted]

"Jeg elsker også dig." Sagde han, og gengældte kysset. Han udviklede det til snav, og begyndte at røre mere ved hendes krop. Han elskede hende virkelig meget. "Jeg vil går igennem ild og vand for dig." Sagde han og genoptog det. Han mente hvert et ord han sagde, også selvom det måske kunne koste ham sit job, og sin frihed, som han ellers var så glad for.

[Raysal Andrew Fox]

Hun elskede at kysse med ham, og gengældte snavet og pressede nærmere ind til ham, i det han rørte ved hende. Hun nød det, og mærkede hvordan hun slappede mere og mere af, som hun bare lod sig overgive til de rare følelser han sendte igennem hende. Hun blev et øjeblik jordbundet igen, da han sagde, at han ville gå gennem ild og vand for hende, hvilket fik hende til at blive endnu lykkeligere, og gjorde snavet mere intens, imens hun begyndte at knappe hans skjorte op. Hun elskede ham, og hun ville aldrig skilles fra ham, eller deres børn. Azkaban var et sted, hun aldrig ville, eller skulle tilbage til.

[Deleted]

Han gengældte snavet, og nød at hun gjorde det mere intenst. Han begyndte at røre mere ved hendes krop, og begyndte at åbne hendes kappe. "Jeg elsker dig, Raysal." Sagde han, og var som forelsket i ham på ny. Han ville gerne have hende for evigt, og til evig tid. Han var lykkelig sammen med hende. Mere lykkelig end han nogensinde havde været. Han vidste at han ville blive lykkelig med den beslutning han havde taget. Han ville til hver en tid stå bag Raysal og støtte hende.