Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 25, 2017 15:33:34 GMT
Rachel gik den lange vej ned ad Londons gader mod Skt. Mungos Hospital, for at mødes med Narcisa Galeano. Nervøsiteten steg jo nærmere hun kom hen mod Skt. Mungos Da hun endelig kom derhen, stod hun udenfor i et stykke tid, før hun til sidst gik indenfor. Hun havde kun hørt om hende via andre, men nu skulle hun møde hende i egen høje person, uden at vide om det andre sagde var sandt eller ej.
Da hun kom indenfor, så hun sig lidt omkring, før hun fandt sin notesbog og noget at skrive med frem fra tasken hun havde med sig. Hvor var hun mon henne? Rachel vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og var samtidig lidt skræmt indvendig over ikke at vide hvem hun skulle spørge om vej. Hun hadede tanken om at være til besvær, men håbede på at @hatter2 ville være i nærheden.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 27, 2017 15:35:56 GMT
Narcisa var på vej mod på sin afdeling: Afdelingen for Uhelbredelige Magiske Sygdomme til daglig kaldet AUMS. Hun skulle dog gennem skadestuen. Som altid, så larmede der helt vildt deroppe. Der var en fyr, som havde et sæt hønseben i stedet for normale ben, som hele tiden skød æg ud af rumpetten - som hun havde fortalt sin søn, at det hed.
Så Narcisa banede vej gennem menneskemængden, med hænderne over hovedet, så hun ikke risikerede at blive smittet med noget. Hun var på vej til at klæde om til sin afdelings sygeplejersketøj. Sættet bestod af en mørkeblå ,løstsiddende t-shirt, bukser i samme farve og figurløshed samt et par hvide gummisko.
Og var der noget Narcisa hadede, så var det at have gummisko på, men efter en lang dag på stuegangene, så kunne hun også godt mærke, at høje hæle ikke lige var det bedste. Ikke desto mindre insisterede hun på at have dem på i hvert fald de første timer. Derfor klikkede hendes hæle, endnu gennem gangen, da folk automatisk flyttede sig for hende. Med undtagelse af en altså: Andrew Romero.
"Mrs Galeano? Jeg har lige fået den her seddel af ledelsen." sagde den tyrkisk-udseende, unge fyr, og forlod hende igen.
Narcisa skævede til sedlen med et løftet øjenbryn:
"Weatherill 12:30"
Stod der på sedlen. Narcisa nikkede blot let. Så der kom en Miss, eller Mrs for den sags skyld, Weatherill her klokken halv et. Godt nok, så gør vi det, tænkte hun med et ryst på hovedet. Nu var hun nødt til at begive sig ud og finde denne kvinde.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 27, 2017 16:38:49 GMT
Ventetiden føltes som en evighed, mens hun stod der og ventede på Narcisa. Hvor blev hun da af? Var det ikke her kl. 12.30 vi skulle mødes, eller var der sket en misforståelse? Rachel så på de forbigående uden at ænse ansigtsudtryk eller hvad tøj de havde på. Rachel selv havde et par stramme, slidte jeans på, samt en tætsiddende grøn top, med en læderjakke udover og sin taske hængende over skuldrende. Det var det bedste hun kunne finde frem fra skabet samme morgen.
Da Rachel så sig omkring endnu en gang, bemærkede hun en kvindelig skikkelse iklædt sygeplejetøj. Gad vide om det var hende? Hun så både målrettet & skræmmende ud på samme tid, men Rachel lod sig ikke mærke med den sidste del.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 30, 2017 6:27:20 GMT
Narcisa, stadigvæk med et løftet øjenbryn, kiggede på sedlen. Eller en Mr. Weatherill. Det er også en mulighed. Hun nikkede af sine egne tanker, inden hun bevægede sig mod hallen, hvor vedkommende højest sandsynligt befandt sig.
Det irriterede hende, at hun først havde fået sedlen så sent, for hun kom altid til tiden, og hadede, naturligvis, at komme for sent. Narcisa havde endnu ikke nået at skifte tøj, og var derfor stadigvæk iklædt sit hverdagstøj. En rød kjole (som gik til lige over knæet), sorte nylonstrømper, en blå suit-jakke og sorte højehæle.
Og da så Narcisa hende. Eller hun troede i hvert fald, at det var vedkommende, for hun stod og lignede et fortabt lam. Hun lignede en der ikke rigtig vidste, hvad hun lavede og ej heller hvor hun skulle gå hen. Narcisa rystede let på hovedet og smilede overlegent. Hun gik da hen til den unge kvinde.
"Miss Weatherill?" afprøvede Narcisa i håb om, at denne ville rette hende, hvis hun sagde det forkert. Men hun gættede på 'miss', for kvinden så ikke særlig gammel ud. Maks i midten af tyverne.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 30, 2017 18:29:42 GMT
Rachel rettede opmærksomheden mod en kvinde i en rød kjole, der adresserede hende. "Ja, det er mig." svarede Rachel selvsikkert, selvom hun på ingen måder følte sig selvsikker på nogen måder. Hun gennemgik spørgsmålene i hovedet en ekstra gang, og samlede tankerne omkring hvorfor hun var her og havde fået etableret dette møde med hende.
"Jeg formoder du må være Mrs. Galeano." Hun håbede på ikke at sige noget forkert og rettede lidt på tøjet og håret, da hun så på det tøj kvinden havde på og hendes udstråling, som hun stod der. Hun rakte hånden frem mod hende, for at hilse pænt, og håbede på ikke at få bidt hovedet af. Rachel sank stilfærdigt en klump i halsen, rankede ryggen lidt ekstra og prøvede at holde facaden. Hun vidste på ingen måder hvad Narcisa tænkte om hende.
'Jeg håber ikke jeg gør noget forkert.' tænkte hun for sig selv.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 1, 2017 9:05:31 GMT
The lost sheep, tænkte Narcisa med en hovedrysten, men nikkede så af den anden kvindes ord.
"Det er bestemt korrekt." svarede Narcisa lidt stramt og formelt, mens hun nikkede let, igen. Hun børstede lidt indbildt støv af kjolens skørt, inden hun tog den andens hånd. Det kunne dog lige så godt ligne, at hun tørrede hænderne af i kjolen, fordi hendes hænder ikke var rene - hvilket bestemt ikke var tilfældet!
Hånden gav hun et fast, selvsikkert klem.
Det at den anden så så lost ud, fik hende til at smile lidt. Hun kunne godt lide at være 'ovenpå' i alle former for sociale sammenkomster. Det fik hende til at føle sig tryg i en samtale.
"De er sent på den." forsatte hun formelt, mens hun skævede til sit ur: to minutter over halv et. Hendes ryg var rank, og hun smilede, dog ikke venligt men overlegent, til den anden, inden hun gjorde en 'kom her'-gestus med hånden.
"Som De nok kan se, så har jeg ikke nået at skifte til arbejdstøj, så de må lidt undskylde mig et øjeblik. Men følg med hen til personalerummet, så kan du vente der." Uden yderligere palaver, gik hun da mod personalerummet, og regnede blot med, at den anden fulgte med.
Da de nåede frem, pegede Narcisa på en stol.
"Sit."
Hvorefter hun gik ind i omklædningen, for at tage sit arbejdstøj på. Det her tøj var for pænt til at fungere på det her job. Og så er kjole generelt upraktisk, for den kan man ikke løbe i, særlig godt i hvert fald.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 1, 2017 12:46:29 GMT
'Åh gud, hvad har jeg dog rodet mig ud i?' tænkte Rachel for sig selv, da de kom ind i personalerummet. Hun satte sig ned, til trods for at de sidste kommentar fik hende til at føle sig ilde til mode, som om hun var en hund der skulle følge trop med sin herre. Mens Narcisa var inde for at klæde om, prøvede Rachel at finde selvtilliden frem, så hun ikke fremstod mere usikker end hun allerede var i forvejen, men en lille del sank, da Narcisa kom tilbage. Rachel tog en dyb indånding.
"Du må undskylde forsinkelsen, da jeg fór vild på vejen herhen. Men for at komme til sagen, så jeg ikke tager alt for meget af din tid. Hvad var det der drog dig til at arbejde med uhelbredelige magiske sygdomme?" Pennen i hånden var allerede klar til at skrive, mens blikket var rettet mod Narcisa. Det var tydeligt at hun var vigtig, hvilket skræmte Rachel en smule, men hun ville ikke lade sig mærke med det. Dette var vigtigt for hende.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 9:47:35 GMT
Det tog ikke lang tid at trække det pæne tøj (rød kjole som gik til lidt over knæene, en blå pantsuitjakke, nylonstrømper og sorte højhælede) af, det var derfor hun gik med kjole for den var hurtigt af, og i sit arbejdstøj. Hurtigt var hun ude af det forkerte tøj og inde i det rigtige: Blå bluse og bukser, orange nøgleholder om halsen og et par kuglepende stukket ned i brystlommen i venstre side. Og alt dette på rekord tid.
Derefter forlod Narcisa rummet, mens hun rodede lidt op i sit korte, sorte hår, for at få det til at sidde præsentabelt.
"Ja?" sagde Narcisa lidt hårdt, men alligevel formåede hun at få det til at lyde problemløsende/opklarende. Hun havde ikke helt hørt hvad den anden sagde, og forsøgte nu at stykke det sammen til noget der gav mening. Noget angående hendes valg af profession.
"kom ganske naturligt. Min magi er, på en eller anden måde, mere healende og har altid været det, så et job inden for denne profession var et selvfølgeligt valg." Narcisa smilede overlegent af den anden, som så noget nervøs ud, hvilket blot gjorde Narcisas smil bredere.
Som Narcisa stod foran den anden lagde hun venstre ben over kors på højre, inden hun trak en stol ud, og satte sig. Alt sammen uden at bryde de korslagte ben, på en rimelig elegant måde. Generelt var alle Narcisas bevægelser udglattede og elegante, selvom hun selvfølgelig kunne falde eller på anden vis været klodset - ligesom alle andre normale hekse og troldmænd.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 10:37:49 GMT
Rachels hjerte hamrede afsted af bare nervøsitet mens Narcias snakkede, hvilket kun gjorde at hun følte at nerverne sad endnu mere uden på tøjet. Men hun bevarede alligevel fatningen, og formåede at lytte til hvad der blev fortalt. Hvorfor skulle de mon være så svært? Det var det her hun gerne ville.
Hun skrev hurtigt ned hvad der blev fortalt, så hun havde noterne at kunne skrive ud fra senere, men det var svært at holde koncentrationen mod papiret i længere tid ad gangen, når hun på den anden side havde lysten til at flygte. 'Rachel for pokker. Tag dig nu sammen. Du kan godt det her og du er sejere end du tror.', tænkte hun for sig selv, mens hun kørte en tot hår rundt om hendes ene finger.
"Talent lige fra barnsben. Spændende. Ud fra hvad du arbejder med, hvad vil du så klassificere som en uhelbredelig sygdom? Hvordan kan man klassificere en person til behandling for en uhelbredelig magisk sygdom ift. en uhelbredelig sygdom der ikke er magisk?"
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 14:16:49 GMT
Narcisa sad forsat med benene over kors, og nærmest 'tegnede og fortalte', mens hun uddybede svar, men stoppede også op, så den anden kunne skrive ned undervejs. Hvorfor kvinden, Miss Weatherill, ikke brugte en kvikskribler, se det vidste hun ikke, men det var også lige meget, Narcisa skulle jo også gerne hvile stemmen.
Det næste spørgsmål kom da, eller de næste.
"Nu har jeg arbejdet med mange forskellige tilfælde, fordi jeg startede på akutafdelingen, men sådan som vi plejer at betegne netop det uhelbredelige er-" Narcisa tog en eftertænksom ind- og udånding, mens fingerspidserne trommede mod hendes fyldige underlæbe, som hun også bed let i med overmundens tænder.
"-at en sygdom betegnes som uhelbredelig, når man har prøvet de metoder, som plejer at virke, og ikke synes at finde en kur alligevel. Tidligere, under Den Første Troldmandskrig ved du-ved-hvem, så var det tit tilfælde at forskellige ofrer for Doloroso-forbandelsen kom ind på vores afdeling, fordi de var blevet drevet til sindssyge." Det havde egentlig også været tilfældet under Den Anden Troldmandskrig, men værst under den første, så derfor nævnte hun kun den, for ikke at forvirre denne unge kvinde yderligere.
Alt dette forklarede Narcisa i et roligt tempo, men samtidig også med en kølig distancering fra netop dette emne. Hun var god til at fjerne følelserne, og fortælle de kolde facts.
"Det er forholdsvist let, Miss Weatherill. Forskellen på de uhelbredelige magiske sygdomme, vi kalder dem UM her på afdelingen, og de uhelbredelige ikke-magiske sygdomme, UIM, er, at UM er foresaget af noget magi, som på en eller anden måde er gået i baglås, eller doloroso-forbandelsen selvfølgelig." svarede Narcisa afmålt, og en lille smule irriteret, men den del skjule hun rimelig godt. Hun lød som om, at hun var ved at forelæse for en klasse, med samme myndighed i stemmen, og et kropssprog som forlangte respekt. Og absolut stilhed, når hun talte.
Hvor UIM er foresaget af noget, så vi vil betegne som ikke magisk. For eksempel et brækket ben, som er foresaget ved at være faldet ned af en trappe. En UM i samme tilfælde ville for eksempel være, en besværgelse, som har foresaget det brækkede ben eller at man er blevet kastet af sin kost på grund af en besværgelse, kastet af en anden."
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 15:34:42 GMT
Rachel lyttede intenst til hvad der blev fortalt, mens hun skrev ned så hurtigt som muligt. Ja, hun kunne have taget en kvikskribler i brug, men havde på den anden side nægtet sig selv den del, da hun nød at skrive i hånden - for på den måde bedre kunne fornemme det der blev skrevet ned. Alligevel kunne hun forestille sig hvis Mrs. Narcisa blev utålmodig, hvilket ikke virkede til at være tilfældet på nuværende tidspunkt.
'Selv i mine egne ører lyder jeg åndssvag.' tænkte hun for sig selv, men alligevel havde hun brug for at stille spørgsmålene, for at kunne få de nødvendige svar.
"Spændende. Jeg har kun få spørgsmål tilbage for nu, hvilket for dig sikkert er en god ting. Ser i alle tilfælde af uhelbredelige sygdomme, i får herind som tilfælde der ikke kan gøres noget ved, som f.eks. tilfælde af Doloroso forbandelsen, eller er der tilfælde hvor der kan gøres noget for de tilskadekommende? Hvis der ikke er noget at gøre, hvad stiller i op med de pågældende patienter? Og hvis der er noget at gøre, hvilke former for hjælp er der at hente her på hospitalet?"
Nysgerrigheden boblede i hende, uden at hun helt vidste hvorfor, men hun ventede spændt på at høre hvad Mrs. Narcisa ville svare.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 17:20:10 GMT
Narcisa nikkede let af den andens spørgsmål. Hun var så opslugt i at 'forlæse', at hun næsten glemte sin arrogante mine og perfekte holdning. Jo, det var tydeligt for alle og enhver, at dette job var Narcisas store interesse. Hun var meget interesseret i hvordan besværgelser, eliksirer og dertil forvandlinger virkede.
"Nu ligger det lidt i selve afdelingens navn, svaret på det spørgsmål. Dem der kommer her til afdelingen, der er alt prøvet og de kan ikke helbredes." lød det nærmest næbet fra Narcisa, som igen rettede sig op og sad rankt og stolt "Nogen kan dog godt leve med den såkaldt uhelbredelige sygdom, mens andre kræver pleje firetyvesyv. Dem der kræver konstant pleje, bliver indlagt her på afdelingen og har en fast plads her. De bor her. Dem der kan klare sig selv, bliver selvfølgelig udskrevet og kommer hjem til sig selv igen."
"Hvis der er noget at gøre ved en sygdom, så som lindring, så er det noget vi arbejder på, på højtryk. Men som regel er der intet at gøre, når en patient bliver placeret på denne afdeling." Narcisa ansigt lyste nu af noget nyt. Noget som endnu ikke var set af den anden. Øjnene var bedrøvede, og smilet var trist. Kort efter trak ansigtet sig dog tilbage til de professionelle folder, også selvom man stadigvæk kunne se det alvorlige i hendes øjne.
Narcisa rystede afsluttende på hovedet af sine egne ord. Det var sådan det hang sammen på afdelingen, så det var sådan de gjorde.
"For eksempel dem der er blevet skadet med Doloroso-forbandelsen, de vil altid blive her på afdelingen, da de er komplet utilregnelige."
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jul 6, 2017 20:53:29 GMT
Rachel nikkede anerkendende. "Mange tak skal du have for at have taget dig tid til at snakke med mig og ikke mindst for at svare på mine spørgsmål, om end hvad det så indebar for dig. Nu vil jeg ikke forstyrre dig mere og lade dig komme tilbage til dit arbejde. Jeg er sikker på at de har rigeligt at se til."
Hun pakkede lige så stille sine ting sammen og takkede endnu en gang Mrs. Galeano for at have taget sig tid til hende i hendes travle hverdag. Gad vide hvordan det egentlig var at arbejde med disse personer, der i sidste ende ikke havde noget håb for de skader de var blevet udsat for og nu måtte leve med den del resten af livet? Det var svært at forestille sig.
Rachel rejste sig op og smilede genert til Mrs. Galeano.
|
|
|
