Please don't ever change

[Mayson Carver]

Tilegnet: @rhyss  

Sted: Kings Cross Station, Platform 9 ³/₄

Tid: 13.00, lige inden sommerferiens start

Årstal: Juli, 2054

Påklædning: Det meste af skoleuniformen, skjorte, bukser og slips

---

Sommerferien stod for døren. Det var den sidste dag på Hogwarts for denne gang og alle elever kunne snart nyde sommerferien. Mayson havde en lidt ambivalent forhold til ferien, på den ene side glædede han sig til at komme hjem igen og slappe af, men på den anden side var han også godt klar over at han ville komme til at savne sine venner.
Jovist det drejede sig kun om nogle måneder, men efter sommeren begyndte nye elever på skolen som skulle til at vende sig til hans udseende og tænk hvis alting ændrede sig over sommerferien. Det var ikke så sandsynligt, men frygten sad alligevel i ham. Heldigvis havde han snakket med Luke om at de skulle mødes nogle gange og hvilket Maysons mor havde sagt ja til, det ville blive ret cool han havde aldrig før haft en ven med hjemme.
Så var der alt det med Hazel, på den ene side glædede Mayson sig lidt til at få hende en smule på afstand, han var underlig omkring hende og han håbede lidt på at sommerferien ville få ham til at glemme det latterlige crush der havde bygget sig op siden jul. Han var godt klar over at han aldrig ville få modet til at sige noget til hende om det, for igen satsede han ikke ligefrem på at nogen ville kunne falde for ham, ikke på den måde, men det var også okay, han havde jo mange venner og man kunne jo ikke både få i pose og sæk.

Hele platformen var fyldt med elever der ønskede hinanden god sommerferie samt forældre der bød deres børn velkommen hjem. Mayson havde allerede givet sin mor et kram og var nu rundt blandt eleverne for at finde dem han manglede at ønske god ferie. Han ville virkelig komme til at savne dem allesammen. Både dem fra Hogsquard og alle de andre. Hazel, Camille, Laine, Blaise, Feather, Sarah, Samantha listen var faktisk blevet ret lang i løbet af året og selvom han ikke snakkede med dem alle hver dag så var de (og nogle flere) alligevel nogen han havde snakket meget med.
Og når man tænkte på solen begyndte den jo at skinne, han spottede Laine i mængden af elever og fik mast sig igennem nogle højtråbende drenge fra 5 årgang, Tænk at næste år var hans sidste år på Hogwarts, det var næsten deprimerende at tænke på. Nej det var faktisk virkelig deprimerende, især fordi han jo først lige for alvor var begyndt at mærke hvad det ville sige at være "normal". På de fleste punkter i hvert fald.
Han kunne godt se at en gruppe drenge stod ret tæt på hende og forsøgte at vinde hendes opmærksomhed, sådan var det ofte at være i nærheden af Rhyss, hun var temmelig populær blandt fyrrene havde Mayson erfaret. Heldigvis sluttede Lucka da på skolen i år så det var måske ikke helt skidt alligevel.
"Hey Laine!" Kaldte Mayson og vinkede til hende med et stort smil på læben som han fik kæmpet sig vej til hende "Hej" hilste han smilende. Han var kommet en del ud af sin skal siden han startede på Hogwarts, men det var også i takt med at folk var begyndt at vende sig til hans udseende.

[Deleted]

”Have you gotten to say goodbye to everyone?” Det var Madelaine’s stedfar, der var kommet for at hente hende. Hendes mor ville også have været der, hvis ikke Den Utætte Kedel var så travlt optaget på denne tid af året, hvor skoleåret var omme. Selvfølgelig var der visse planer om, at tage hen forbi kroen efterfølgende, men hendes forældre var ikke ligefrem på det bedste talespor i den seneste periode. Og desværre var det hendes liv, det skulle gå udover. Mens den middel aldrende mand stod foran hende og stillede hendes yderligere spørgsmål for at sikre sig, at hans datter havde det optimalt og var klar til at gå videre, mens han rettede på hendes Hogwarts uniform, stod Madelaine blot og lod ham. Hun lyttede godt nok til ham, men hun var også klar over, at han ikke behøvede et klart svar på alt, hvad han sagde. Det var blot nervøsitet, ligesom man så hos mange af de andre forældre.

Lyden af hendes navn – eller rettere sagt hendes kælenavn – blive kaldt, fik hende dog til at spidse ører og drejede straks sit hoved hen over skulderen i søgen efter den bekendte blå dreng, som hun var sikker på ejede den stemme. Ud af øjenkrogen fik hun kortvarigt øje på gruppen af drenge, hvis blikke var rettet mod hende. Hun gav dem bare ikke yderligere opmærksomhed, inden hun endelig fik øje på den spøjse dreng i mængden. Han var trods alt ikke svær at misse med øjnene. En form for varme steg med det samme frem i hendes brystkasse, og hun var overbevist om, at hun kunne fornemme rødderne af hendes hår rejse sig bare en lille smule. Ubevidst pressede hun næsten forlegent sine læber sammen, hvor efter hun fluks drejede fronten tilbage til sin stedfar. Nu med et bestemt og afgørende udtryk i de intense øjne. ”I just need to say goodbye to one more. Can you wait for me outside?”

Nu efterladt alene vendte Madelaine sig helt omkring og som kaldt fra himlen, stod Mayson lige akkurat foran hende med sit store fjogede smil, da hun gjorde. En del anderledes fra den dreng, hun havde tvunget til at spise for lidt under et år siden. ”Mayson, hi!” I modsætning til ham var hendes smil aldrig store og overdrevne, men de gav hende ikke en mindre illusion af at være glad. Tvært imod var det næsten blevet stort for andre på skolen at se hende smile bare lidt. Så det rolige og blide smil på hendes rosa læber var præcis det der passede ind hos hende. Hun løftede da sine hænder op og begyndte, at rette en smule på drengens skjorte krave, selvom de ikke ligefrem sad og stak lige op. ”Looks like you finally learned to eat properly at the school.” jokede hun og gav ham efterfølgende et elevator blik op og ned.

[Mayson Carver]

Han smilede som hun vendet sig mod ham og de gule øjne fulgte kort manden der havde efterladt hende tilbage. "Is that your dad?" Spurgte han med den samme vakte nysgerrighed som altid lå som en undertone når han snakkede. Han havde altid været nysgerrig omkring alting og selv dette her var jo nyt for ham.
At se så mange folk samlet og hvordan eleverne tog afsked med deres venner og imødekom deres forældre. Der var så meget larm henholdvis fra snakken og fra det røde lokomotiv at det var en smule svært at høre hinanden, men Mayson elskede hvert et øjeblik. Bare det at ministeriet havde givet ham lov til at være her på platformen var stort for ham og han havde insisteret på at hans mor skulle hente ham her så han kunne få lov til at køre med Hogwartsekpressen skønt de skulle tilbage til Skotland igen senere i dag.
Dette ville foregå via transferering og susenetvært eftersom de jo af gode grunde ikke kunne vade ud fra paronnen her bagefter og bare spadserer rundt mellem mugglerne.
Der havde da også været et par enkelte overraskede mugglerforældre iblandt menneksemængden, men eftersom Mayson havde været ret fast besluttet på at sige god sommer til sine venner havde han høfligt ignoreret dem.

Selvom smilet hun sendte ham ikke var stort havde det stort set samme virkning på ham som havde det været stort og bredt. Faktisk ville han måske nok være blevet lidt skræmt hvis hun pludselig havde vendt sig rundt og sendt ham sit bedste joker-tandpasta smil. Hun var bare ikke typen der smilede rigtigt og det havde han vendt sig til over året skønt det havde gjort han havde haft en lille smule svært ved at læse hende i starten.
Han lod hende rette på sin skjorte uden den store omtanke, før i tiden ville han være sprunget baglæns, ikke fordi han ikke ville berøres, men fordi han af en eller anden årsag altid frygtede hvordan andre ville reagerer når de mærkede hans bløde korte pels, igen var det jo ikke ligefrem normalt og selvom man kunne se det, var det alligevel underligt for mange.
Dog stolede han nok på enkelte udvalgte venner til at de kunne komme tæt på ham uden han freakede ud over det. Laine var en af dem.
Igen sendte han hende et bredt tandpastasmil og kiggede kort ned af sig selv, "yeah, those poor elfs, they're going to have nightmares of me and my great appetite." Lo han varmt. Han var virkelig begyndt at spise godt til skønt det ikke kunne ses på hans ellers lettere spinkle og dog muskuløse krop. "So are you ready for summerbreak?" Spurgte han og så ned på hende. Personligt glædede han sig allerede til at komme tilbage igen.

[Deleted]

”Yes.” svarede hun ham ganske naturligt, for til trods for at Jamie ikke var en del af hendes biologiske stamtræ, så var han den eneste der havde gjort sig fortjent til at kalde hende sin datter, i modsætning til den mand, der egentlig havde været med til at give hende liv. Men at netop dét også var kendt i omverdenen - og specielt i Hogwarts - var ikke noget hun studsede på. Det var ren fakta, og dem kunne man af og til ikke komme udenom. Det vigtigste for hende var vel hvem der var blevet og hvem der ikke var blevet. For hende var Ace Key ikke meget andet end en mand, der tilfældigvis havde gjort hendes mor gravid. Og hun så var slutresultatet.

Men den sædvanlige følelsesneutrale attitude fik pludselig et lille mikroskopisk knæk, da han dirigerede taleemnet ind på sommerferien. For selvfølgelig ville han det. Hun ville selv have gjort det. Det var normen i den situation, de var i. For en kort stund faldt hendes blik fra ham og efterlod hendes blege ansigt i lidt af et betænksomt udtryk. Informationerne lå stadigvæk dårligt i hendes mund, selvom hun havde accepteret fremtiden med bedre vilje. ”I’m as ready as one can be, I would say. But there is something I feel that I should tell you.” Hun løftede sit blik mod ham igen og selv hvis det ikke var muligt fremstillede hun nærmest en endnu mere intens medfølelse I deres blå farven. Diskret bed hun sig i sin underlæbe, før hun svagt knugede en næve omkring kanten af sin sorte kappe. ”I won’t be at Hogwarts next semester. My parents don’t believe that it’s a proper school for me with all the rumors of indecent teachers and lacking safety.” Hun skimmede roligt henover sin skulder I retning af sin stedfar, der var faldet I snak med en anden forældre, der så ud til at have et barn, ikke gammelt nok til at være elev endnu, på slæb. Dog drejede hun opmærksomheden tilbage til sin finurlige blå ven hurtigt derefter. Denne gang med et suk, som for at samle sig og kunne fortsat tale afslappet.
”So after summer break I’ll attend Beauxbatons in Franch. Which means I’ll mostly spent my vacation days learning French.” Det kunne vel beskrives som et talent, sådan som hun kunne forklare en sådan dårlig nyhed, som var det intet. Som fortalte hun blot at det viste sig, at der åbenbart ikke længere var tilbud på Bertie’s Multismagsbønner i Kandisbaronen. ”My mom actually wanted me to be moved to Uagadou since she whent there, but my dad strongly disagreed.”

[Mayson Carver]

Mayson kiggede igen lidt nysgerrigt efter manden. "Oh okay, he seems...eh..cool," han skar lidt en grimasse af sig selv for ærlig talt havde han jo ikke en jordisk chance for at vide hvordan manden var bare fordi han lige havde set ham vende ryggen til og gå i den anden retning. Mayson ville nok bare gerne virke venligt indstillet.
De gule øjne blev igen flyttet tilbage for at møde hendes og han spottede hurtigt hendes ubehag hvilket fik ham til kortvarrigt at undre sig over om han måske havde sagt noget forkert. Han bed sig kort i den bløde undelæbe, han brød sig ikke om hvor dette bar hen. "Tell me?" Hans kunne allerede mærke en ubehagelig knude i maven, hun virkede så alvorlig - selv for hende der ellers ikke var typen der havde let til latter og den slags. "Laine, what's wrong?" Spurgte han og tiltede hovedet en kende på skrå hvilket fik ham til at fremstå lidt som en fortabt hundehvalp.

"Wait, what?!" Hans udbrud var en kende højere end beregnet hvilket fik et par af de nærmeste elever til at vende nysgerrige blikke i deres retning. Mayson mærkede en mild varme glide op i kinderne, men han slog det hurtigt hen som han i stedet koncentrerede sig om at bearbejde hvad hun lige havde fortalt ham. "But..I don't understand...Hogwarts is perfectly safe.." mumlede han, halen sank bag ham og eftersom Mayson altid havde været ret nem at læse var det tydeligt at se på ham hvor trist han blev over informationen. Blikket var pudselig trist og en smule forpint. Madelaine var en af hans bedste venner på skolen. Hun havde været en af de første der havde udvist venlighed overfor ham dengang og hun havde fået ham til at føle at han ikke var alene.
Han fumlede en smule med sine fingre, "France..wow...that's so..far away." Mumlede han trist. Han ville nok ikke bare lige have mulighed for at besøge hende eftersom han ikke måtte befinde sig steder hvor folk ikke kendte til magi, han havde ikke hørt om at susenetværket skulle række helt til Frankrig, men måske kunne man være heldig. "That's so unfair.." mumlede han og lod o frustration den ene hånd glide gennem sit mørke hår. "Isn't there anywhing you can do to make them change their minds? We could go talk to them together? Or make the professors talk to them or..or..." Det var et temmelig urealistiske ideer, det vidste han godt, men han var nok bare lidt desperat. Han ville ikke miste en af sine bedste veninder.
"Well I guess that's..something." Mumlede han uden at være særlig imponeret, for ham ville det nok være lige vidt om hun flyttede det ene eller det andet sted. "But..promise me that you'll write me sometimes?" Al den glæde han havde følt over ferien var ligesom forduftet på nuværnede tidspunkt.

[Deleted]

Maysons kraftige reaktion kom bag på hende, og overraskelsen sad som malet med de tre primære farver på hendes ansigt som et abstrakt kunstværk. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men det havde ikke var ikke det, hun havde forventet fra ham. Egentlig havde hun ikke tænkt meget over, hvordan han ville have med det hele. Det havde været en meget ensidet beslutning mellem hende og hendes forældre. Og måske havde hun ikke engang haft meget at sige i situationen. Nej. Det var ikke vrede hun kunne fornemme fra ham. Ikke den direkte form for vrede i hvert fald. Han var såret. Hun tog ikke sit blik fra hans øjne, så det var nemt at opfange det i dem. Og for hvad der føltes som første gang, ønskede hun at se væk.

Ubevidst stak hun tungen ud og fugtede læberne for at distrahere sig selv, inden hun roligt rakte ud efter ham og tog blidt hans fumlende hænder i sine. Skilte dem fra hinanden, så hun holdte dem i hver sin hånd. Der var altid sådan en skarp kontrast mellem hans hænder og hendes. Han var trods alt blå og behårede, mens hendes var så blege og glatte. Og der var også det, at hun havde to fingre mere end han havde. Men det gjorde hende ikke noget. Det havde det aldrig gjort. Hun stod lidt uden at sige noget, for hun vidste ærligtalt ikke, hvad hun skulle sige. Hun så i stedet ned på hans hænder og blev sendt tilbage til den gang i starten af deres venskab, hvor hun havde lovet at finde en kur. Men var det virkelig det, hun selv ville ham? Fordi for hende – i hendes øjne – var hans perfekt, som han var. Blå, behåret og mærkværdig. Ekstraordinær.
”Don’t worry. I’m not going away forever. It’s just for a year.” Madelaine løftede blikket og forsøgte at fange hans i tilfælde af, at han ikke så alle-verdens steder hen. Hovedet lagde hun ligeledes lidt på skrå for ikke at virke alt for gennemtrængende, som hun ubevidst havde tendens til. ”And of course I’ll write! I still have to make sure that you don’t end up drowning yourself in consequences.” Antydning til hvad der meget vel kunne være et kæksmil sneg sig frem I hendes mund vie, inden hun åbnede munden igen. ”But there’s one thing I want you to do for me.” Roligt søgte hendes øjne fra side til side og over skulderen på dem begge som for at sikre sig, at ingen lyttede med, inden hun efter at have sluppet hans hænder, alligevel lænede sig tættere på ham indtil hendes mund var nær hans ører.
”Keep an eye on professor Fitzgerald. I don’t trust him.” hviskede hun med en vis alvor i sin ellers nonchalante stemme. ”And you shouldn’t either. So just.. watch out.”

[Mayson Carver]

Forventningens glæde omkring det at skulle tilbage til skolen efter sommerferien blev ikke slukket hundrede procent grundet den sørgelige nyhed, men der herskede ingen tvivl om at der helt sikkert ville ende med at være et tomtum hvor Madelaine havde været. Selv hvis de formåede at holde kontakte så langt fra hinanden ville det jo aldrig være det samme når ikke man sås.
På trods af at hun var en af dem han følte han kunne være sig selv omkring, kunne hendes blå øjne godt være en smule intimiderende når hun kiggede på ham med det der gennemtrængende blik. Han var ikke engang sikker på at hun selv var klar over det, men han slog blikket ned i et kort øjeblik for at bryde øjenkontakten.
Når hun så på ham på den måde følte han næsten at hun så direkte ind i ham og aflæste han sjæl eller noget i den stil. De gule øjne fandt dog hurtigt vej tilbage til hendes da han mærkede hendes hænder i sine. Hendes fine hud virkede næsten lysende i forhold til hans hænder af åbenlyse grunde. Han flashede den ene spidse hjørnetand lidt forsigtigt smil skønt smilet ikke helt nåede hans øjne. Det var svært at virke helt ubekymret med den bombe hun lige havde smidt.

Et lille suk rullede over læberne, "but a year is a really long time, besides next year will be my last year at Hogwarts." Forklarede han lidt slukøret. Selv hvis hun kom tilbage næste år ville de jo ikke kunne mødes rundt omkring på Hogwarts og snakke lidt om dagen og vejen som de havde gjort frem til nu.
Denne gang var smilet oprigtigt, "exactly!" Svarede han opløftet over at hun lovede at skrive til ham, det ville slet ikke være det samme, men det var helt sikkert bedre end ingenting.
Den pludselige mistroiske opførsel fik den blå dreng til at spidse øre og ubevidst læne sig lidt frem mod hende som var hun ved at indvige ham i noget tophemmeligt, "and what would that be?" Spurgte han nysgerrigt som halen igen begyndte at svinge en smule fra side til side bag ham.
Brynene blev en smule rynket over hedes ord. Hvad gik det nu ud på? "Professor Fitzgerald? Why? What have he done?" Maysons stemme var kun lige over en hvisken. Han måtte vel have gjort et eller andet for at have vækket Laines mistanke, hvad end det så var hun mistænkte ham for, nysgerrigheden begyndte at boble i Maysons indre.

[Deleted]

Madelaine havde både forventet, at han ikke ville have forstået hendes ord og håbet, at han havde haft den samme mistro som hende. Måske ikke på samme dybe og direkte overbeviste niveau som hende, men bare lidt. Men det virkede desværre til at den unge professor i Magiske Sagn og Eventyr stadigvæk havde sin overbevisning sat henover Mayson. Og meget muligt størstedelen af de andre naive elever på Hogwarts. Hun følte sig lidt alene på det punkt. Dog var det først nu, at hun følte, at det var nødvendigt at lade det sprede sig. Den simple og korte samtale, hun havde haft med manden under eksamenstiden, havde været den sidste dråbe. Og som hun alligevel ikke skulle fortsætte på skolen var der ingen grund for hende at opretholde den lette og glædelige stemning på Hogwarts. Ikke fuldkommen i hvert fald. Det var trods alt kun som hun havde sagt det: For at han skulle holde lidt mere øje.

”He doesn’t feel right.” sagde hun, som om at hun egentlig ikke havde tænkt sig at sige mere til emnet. ”Like he’s hidding something grim. He gets along too well with the students somehow. I always get a feeling that he’s lying. Or pretending.” Hun vidste virkelig ikke, hvorfor at hun tøvede så meget med, at bare smide sine teorier I hovedet på Mayson. Normalt havde hun ikke problemer med at holde sin mund lukket, når hun havde noget, hun ønskede at sige. Om det så var en god idé eller ej.
Selvom at hun ikke længere stod lænet frem mod ham for at hviske ham direkte i øret, forblev hun stående tæt på ham, så han kunne høre hende uden mange problemer, siden hun endnu ikke havde hævet sin stemme meget. Den bekymrende usikkerhed var så småt forsvundet fra hendes ansigt og blevet efterladt en eftertænksom rynke mellem hendes bryn. ”I was asked to meet with him in his office to talk about me tranfering. But when I arrived he mostly pushed on about my interests in the dark arts. And about my biological father.” Og efter at have haft sit blik sænket en smule, rettede hun det med ét op på ham igen. ”He kept saying that he just was worried. It seemed.. strange. And I don’t like it.”

Hun faldt en smule mere sammen i takt med at hun fjernede spændingerne fra hendes ryg og endelig trådte bare et halvt skridt tilbage for at give ham mere plads mellem dem. ”So don’t trust him.”

[Mayson Carver]

Han rynkede atter de blå bryn, tydeligvis uforstående for hendes beklagelse. Han havde ikke selv oplevet noget ud over det sædvanlige med professoren, han virkede som alle andre professorer. En kende forvirret kløede Mayson sig en smule i det mørke hår. På trods af at han ikke helt forstod Laines bekymring, stolede han alligevel på at hun vidste hvad hun snakkede om og at hun ikke ville sige dette her medmindre hun virkelig havde opfanget et eller andet, hun havde aldrig bare været typen til at skabe falske rygter og den slags, ikke af hvad Mayson bar viden om i hvert fald.
”I don't understa...” men kan blev cuttet af da hun selv tilføjede at han bare ikke ”virkede rigtigt”.
Maysons ansigt fladt i tænksomme folder imens han forsøgte at gribe den bold hun lige havde kastet i luften til ham, ”you think he's hiding something sinister?” Spurgte den blå dreng ind og mærkede hvordan en stigende trang til at se nærmere på professoren begyndte at stige. Man var vel ung og eventyrlysten.

Hendes videre forklaring gjorde faktisk Mayson en smule bekymret hvilket hurtigt kunne spottes i de urolige øjne. Han tænke ikke rigtigt over hvor tæt de stod eftersom han var temmelig grebet af den ”uhyggelige” stemning der havde spredt sig mellem dem. ”That's wierd.” Indrømmede han tænksomt og kneb øjnene lidt sammen som forsøgte han at gennemskue situationen. ”I mean, why would he ask you that? And why so sudden?” Det var sikkert ingenting, sandsynligvis blot to teenagersind der lade alt for meget i den givende situation, men der var ingen tvivl om at hendes uro smittede af på ham.
”Don't worry, I promise that I'll keep an eye out.” Forsikrede han. Måske skulle han forslå Luke at de kunne snuse lidt omkring – bare for at være på den sikre side. Han burde ikke gøre det, men hvordan skulle han modstå ideen om et lille eventyr? Luke havde virkelig ikke haft den allerbedste indflydelse på ham. ”I mean if he's hiding something, we should tell the new head master. Right?” Han burde vel vide det, men altså kun hvis der viste sig at være hold i mistanken.