There is nothing like Coffee, even if it is to-go [TAG: R..]

[Deleted]

3. Februar 2049 - 16:01 - Tung regn - Kaffebar - Påklædning - Rafael Montés - 275 words

Det var mandag, en ganske almindelig mandag, og for en gangs skyld, så havde den, dengang, syvogtyve-årige Narcisa fri. Det skete ikke særlig tit, fordi hun altid, som leder af afdelingen for uhelbredelige magiske sygdomme, havde travlt.

Ikke at hun ikke brød sig om sit job, for det gjorde hun, hun følte sig bare irriteret over at skulle, gang på gang, rydde op efter unge mugglerfødte hekse og troldmænd. Og endnu værre: mugglerne selv, som på en eller anden måde var blevet snoet ind i denne magiske verden. Hvis hun havde et sølvsegl for hver gang, hun havde måtte bruge confundus-besværgelsen på en muggler, så ville hun være rig!

Men nej, sådan var det bare ikke, desværre. Narcisa gad ellers godt være så rig. Det kunne være rart. Så kunne hun også leve præcis det liv, som hun gerne ville og ikke sin mors (drømme). Hendes mor, suk. Hun havde altid været så snobbet, og fuldblodsfanatisk. Men det var alt sammen ligemeget. De havde ikke set hinanden siden Narcisas skilsmisse med Matthew.

Alt dette gik Narcisa med i tankerne, da hun rakte ud efter håndtaget. Hun havde en kop kaffe i to-go kop som mugglerne kaldte dem, men som også var blevet populært i den magiske verden. Men hun nåede aldrig at åbne døren, for den åbnede indad hvilket gjorde, at den stødte ind i hende og fik hende til at tabe kaffen nedover sig selv.

"Beautiful. You managed to spill my coffee all over my expensive jacket." lød det i et sarkastisk tonefald, specielt rettet mod ordet 'beautiful'. Indeni rystede hun af vrede, men tog en dyb indånding, og lod det blive ved sarkasmen.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael var på vej videre, hun havde netop haft et møde med sin bror Charlie og nu skulle hun hjem for at gøre sig klar til en hyggelig aften i byen. Rafael elskede at gå i byen, hun hyggede sig og hun nød selskabet. Hun nød jo egentligt nok også opmærksomheden en del.
Rafael vidste jo godt at hun så godt ud og hun ønskede sig egentligt ikke rigtigt noget fast, hun ville bare gerne ud og ahve det sjovt. Måske fordi hun endnu ikke rigtigt havde fundet kærligheden, så var det jo nemmere bare at følge flowet lidt og se hvor de kom hen i verden.

Rafael fik sin kaffe og kiggede på et af de smukke malerier ved døren, hun gik ud efter en kvinde og som hun nåede ud på gaden, så hun en fremmed kvinde spilde kaffe udover en anden fremmed kvinde. Rafael blev stående stille bagved og kunne godt fornemme at stemningen ikke var helt heldig, et øjeblik overvejede hun bare at smutte forbi, men der var ikke helt plads nok til at det kunne være ubemærket.
"Ehm... Vil du have en serviett?" spurgte hun og rakte fremover damen der havde spildt kaffen som mest bare brugte tid på at stå og undskylde.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 160 words

"Det må du undskylde. Virkelig undskylde!" lød det fra den anden kvinde, som var gået ind i Narcisa.

"En dyr jakke. En meget dyr jakke. Dit nummer tak? Du skylder en rensning." Narcisa løftede et øjenbryn af hende, og rystede irriteret på hovedet, som om der fløj en irriterende flue rundt om hendes hovedet. De udvekslede da numrer, og Narcisa tjekkede efter, om det var kvindens rigtige nummer.

"Jeg sender dig regningen." forklarede Narcisa med et fnys, og ventede på, at hun gik sin vej. Længere kom hun dog ikke, da en anden, også en kvinde, talte til hende. Hun viftede, små-irriteret, den anden kvinde væk, og ventede sig mod den tredje.

"Jo, Tak." Narcisa tog imod servietten. I det mindste gjorde den her kvinde da noget. Den anden havde kun undskyld, uden nogen som helst form for idéer til løsning af problemet. Hun sendte den rødhårede kvinde et lille smil, som tak for hjælpen, men smilet var lidt stramt.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael kunne godt være hård i sin fremtoning - okay måske ikke hård, nok mere flirtende. Måske hun bare havde fundet ud af hvordan man fik tingene som man ville have det. Den hårde attitude den fremmede havde omkring den uskyldige kvinde. Hun kunne genkende den hårde tone fra hendes lillebror Charlie, men det betød jo nu engang ikke at hun var enig med den.
"Hey... Hun gjorde det ikke med vilje" sagde Rafael afslappet til kvinden som hun rakte hende en serviett og kiggede ned af jakken som havde kaffe på sig: "Det kan klares med lidt vand" sagde hun overbærende, renses? Hun måtte da være sindsyg.

Men nu var Rafael bare ud af en familie med mange mænd, og der var man måske lidt mere afslappet. Var man endeligt sur så stak man den anden en lussing, også gik man videre i livet. Selvom hun ikke brød sig om vold, så var det da bedre end at gå og spille tøsetur.
"Brændte du dig?" spurgte hun alligevel, og lod sit røde hår sætte op i en hestehale i et forsøg på at få styr på den, hun havde selv brændt sig engang, og det var da et af de få tidspunkter hvor hun virkeligt satte pris på magi og dens kunnen.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 302 words

Narcisa rystede let på hovedet, mens hun forsøgte at duppe jakken, men hun endte bare med at tvære det yderligere ud. Hun sukkede irriteret, og trak den blå frakke af. Kaffen var gået igennem blusen, som hun bar, fordi hun havde haft frakken en smule åben. Blusens front var plaskvåd, hvilket fik hende til at rynke irriteret på næsen. Det huede hende virkelig ikke det her.

Kvinden som var stødt ind i hende var hastigt på vej væk. Narcisa trak sig ind under halvtaget foran kaffebutikken, ellers blev hun bare plaskvåd i det her vejr. Hendes egen kaffekop lå på jorden. Det var den hun havde fået ud over sig, så den var spildt nu.

"Ikke med vilje? Nej, sikkert ikke, men det ændrer ikke på, at det er en dyr jakke." Narcisa gesikulerede mod frakken, som hun nu holdt i venstre hånd, mens hun forsøgte at tørre det værste af kaffen af den grå bluse. Hun rystede blot på hovedet af den andens kommentar med vand. Det ville aldrig gå godt, hvis hun satte denne fremmede kvinde til at vaske dyrt tøj, det kunne hun se allerede nu, men hun valgte ikke at kommentere på det. Det nyttede sikkert ikke noget alligevel, for det virkede ikke som om, at den anden havde den fjerneste fornemmelse for dyrt tøj.

Da den anden spurgte hende, om Narcisa havde brændt sig, så kiggede hun på sine egne hænder og så, at hun havde fået kaffe ud over dem. De havde rødlige pletter, men det så ikke så voldsomt ud. Ikke desto mindre sveg det en del.

"En smule." vedkendte Narcisa sig med en mine, som var svær at aflæse. Hun forsøgte at se stolt og stejl ud, som om det var ingenting, men man kunne se i hendes øjne, at det stadigvæk gjorde ondt.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael var ikke typen der orkede sure og snobbede mennesker, ikke at hun ikke selv kunne være lidt af en kælling, men hun var nok bare mere flabet end hun var snobbet. Nu havde hun jo også fire søskende, og de var alle sammen meget forskellige. Den der mindede mest om hende var nok Charlie, han var nok bare en lidt større idiot.
"Nå ja, køb en ny..." sagde Rafael og trak på skuldrende helt afslappet, nok mest fordi at kvinden ikke ligefrem viste en som manglede penge, ikke at man skulle dømme folk bare sådan, men man kunne jo aldrig helt sige hvordan tingene stod.

"Måske du burde få lidt kold vand på, jeg tror de har en klud oppe ved disken" sagde hun og gik et skridt ind i kaffebaren igen og nikkede så op i mod disken: "Kom?" spurgte hun tøvende.
Kvinden var virkeligt svær at læse, en ting var at hun var køn, men en anden ting var at hun ikke brugte sit ansigt til andet end den alvorlige mine som hun bestemt lignede en der havde øvet sig lang tid på. Rafael smilede let ved sin egen joke.
Nogengange var hendes eget hoved ret hyggelig at bo indeni, selvom det måske virkede lidt fjollet.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 277 words

Den andens kommentar fik hende til at løfte det venstre øjenbryn, med et ansigtsudtryk som sagde: seriøst? Det kunne hun da virkelig ikke mene, vel? Man får jo ikke mange penge, ved at bruge dem, tænkte Narcisa med et indvendigt suk. Men det var selvfølgelig ikke alle, som havde forstand på dyrt tøj. Ikke at denne kvindes tøj ikke var god sammensat, for det var det, det var bare, tydeligt, ikke af den samme kvalitet som Narcisas eget.

"Jeg har desværre ingen galeon-træer i baghaven." kommenterede Narcisa tørt, og forsøgte igen at tørre sin grå overblusen lidt mere, stadigvæk med frakken liggende over den venstre arm. Det lykkedes ikke rigtig.

Da den anden bad om det, så fulgte Narcisa efter med et lille 'tak' til kvinden. Hvorfor vidste hun ikke rigtig, andet end hun godt kunne se logikken i, at det ville være smart at få lidt koldt på. Især fordi den svidende smerte kun blev værre. Hendes mine var stadigvæk stram, da hun fuglte den anden ind af døren og op til disken, men hun var blødt lidt op på grund af den andens omsorg i forhold til hende - til trods for, at de var komplet fremmede for hinanden.

Kluden havde de nu fået, men de fik besked på, at gå ud på badeværelset og hente vand der. Narcisa nikkede blot af baristaen, og gik mod toilettet. Hendes grå bluse var stadigvæk meget våd, så da de nåede ud på toilettet og havde låst døren, så trak hun den af. Mens hun trak den over hovedet, så kunne man se den hvide skjorte, som hun havde på inden under samt et stykke bart hud fra nederdelens slutning til lidt over navlen.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael var ikke altid så klodset, egentligt plejede hun at være ganske let på tå. Hun havde ikke altid så meget med familien at gøre, dte var primært når de havde noget med Månestenene at gøre, og det havde de holdt pause fra det sidste års tid, alle havde haft så travlt.
"Du er da sørme en humør bombe, du lyder som en der hr brug for noget ildwhiskey" kommenterede Rafael opmundrende, hun orkede ikke at stå og debatterer med en eller anden sur trunte lige nu, så havde hun da trods alt andre ting at give sig til, og Rafael overgav sig desuden ikke så nemt.

"Jeg burde nok også komme videre" kommenterede hun, der var jo ingen grund til at stå her og bruge tid med en halvsur dame som Rafael ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige om, nok mest af alt fordi det var svært at læse hende, og Rafael havde i forvejen svært ved at læse sine søskende, så hun havde ikke brug for flere af dem i sit liv.
På den anden side var der altid noget spændende og mystisk over folk de rholde kortene tæt til kroppet, nok fordi at nysgerrigheden fik hende draget lidt.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 178 words

Da Narcisa havde fået trøjen af, eller snare shimmied ud af den, glattede hun sin skjorte og nederdel. Derefter vædede hun kluden, og holdt den på sin forbrændte hånd. Hun bed tænderne hårdt sammen. Det sved ret meget. En smal, luftagtig lød forlod de ellers tæt sammenpressede læber.

"Undskyld min uhøflig, men jeg var bare irriteret over det med kaffen og jakken og det der..." Narcisa med en opgivende håndgestus, i eng lidt mere venlig tone, nu hvor hun havde formået næsten at jage hende væk, som prøvede at hjælpe hende "Men tak for hjælpen."

"Jeg hedder forresten Narcisa, Narcisa Galeano." Narcisa sørgede for at udtale sit efternavn så tydeligt, for det var de færreste som udtalte det rigtigt, særligt i første forsøg, så hun måtte ofte bide sig selv i tungen, for ikke at rette dem. Hun rakte sin ikke-forbrændte hånd frem imod hende, med noget der lignede et smil lidt bedre på læberne. Frakken havde hun under venstre arm.

"Må jeg byde på en kop kaffe, eller et eller andet, som tak for hjælpen?"

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael blev en smule overrasket som kvinden pludseligt skiftede attitude: "Det er okay... Jeg ved jo at det er surt at få ødelagt ting man er glad for" sagde hun forstående og smilede roligt til den fremmede kvinde, hun virkede måske lidt mere okay nu hvor hun var faldet en smule ned.
"Hyggeligt at møde dig Narcisa" sagde Rafael og smagte let på navnet, anderledes og ikke et man hørte så ofte, hvilket egentligt kun var ros. Hele hendes familie havde ret almindelige navne, det mest specielle var helt bestemt hendes. Anastasia, Logan og Charlie var jo lige ud af landevejen.

"Gerne..." sagde hun og kiggede i mod sit ur: "Jeg har lige lidt endnu inden jeg skal være på arbejde" sagde hun i et smil. Rafael var jo så heldig at have et arbejde hun elskede, og derfor sørgede hun også for aldrig at komme for sent eller se sjusket ud.
"Jeg er forresten Rafael" sagde hun, hun vidste godt det var et ret specielt navn, folk troede altid at hun var en mand, men hendes forældre var sikkert fulde da de døbte hende, det havde de jo alligevel været det meste af hendes liv så det ville jo ikke ligefrem være en nyhed.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 312 words

Narcisa nikkede til den anden, med et smil over forståelsen fra den andens side. Hun var glad for, at den anden kvinde, da ikke var helt uforstående over for, at man kunne holde af pæne ting. Endda så meget, at man blev vred, hvis de gik i stykker. Det fik hende til at smile et lidt mere ærligt smil.

Dog lagde Narcisa godt mærke til måden den anden kvinde sagde hendes navn på. Narcisa, ja det var jo ikke et navn man hørte tit. Hun ville ikke gå så langt, som at sige, at det var et mærkeligt navn, men hun kunne godt nikke genkendende til beskrivelsen 'usædvanligt'. Det var hende ikke fremmedt, at folk fandt hendes navn... besynderligt.

"Godt." lød det fra Narcisa, mens hun stoppede trøjen ned i sin skuldertaske "Jeg er min egen boss, så jeg kan godt tillade mig at møde ind lidt senere." Det sidste sagde hun bare for... ja, for at holde samtalen igang, holde den kørende. Og for at virke lidt mere menneskelig. Hun vidste godt, at andre fandt hende sær, snerpet eller, som sagt før, usædvanlig. Derfor måtte hun virkelig koncentrere sig for at virke venlig. Ikke fordi hun var en dum skid, hun var jo høflig, men den venlige, knap så reserverede del af hendes personlighed skinnede bare ikke rigtigt igennem.

Da den anden præsenterede sig, skød et af Narcisas perfekt formede øjenbryn i vejret. Rafael? Ligeledes et besyndefligt navn. Hun rynkede på næsen og så tænksom ud.

"Rafael? Ligesom i-" Narcisa rynkede igen på næsen, men så nærmest ud som om hun morede sig "... Ninja Turtles?" Grunden til, at Narcisa sammenlignede navnet med Ninja Turtles var, at hendes elleve-årige søn så dem rigtig meget. Det var hans yndlingsserie, selvom han også kastede sig over 'rigtige' superhelte engang imellem.

Derefter forlod hun badeværelset med en forventning om, at den anden fulgte med.

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael var egentligt et ret afslappet menneske hvis hun selv skulle sige det, hun vidste da godt at hun kunne virke snobbet og den slags, men det var egentligt ikke fordi hun var ude efter folk, hun vidste bare godt hvad hun var værd, og når fyrer hele tiden lagde an på en, så kunne man lige så godt lige pointerer en pointe.
Rafael kunne god tlide den person hun var, og hun mente da uden tvivl at hun var den klogeste af de fire søskende, også selvom hun var ret sikker på at de andre mente præcist det samme.

"Virkeligt? hvad arbejder du med?" spurgte hun og smilede i mod kvinden, hun så virkeligt godt ud, men på den anden side var Rafael jo ikke mega kræsen, men alligevel. Desuden måtte man jo godt kigge lidt, det var der vel ingen der kunne forbyde en.
"Ninja, hvad?" spurgte Rafael forvirret. Hun var Fuldblod og kom aldrig i muggler verdenen, derfor vidste hun heller ikke noget som helst om deres TV eller film: "Min mor siger det er efter et maleri, Raphael... Det staves bare anderledes" sagde hun.
Hendes mor var en idiot da hun levede, så det kunne jo sagtens bare have været noget lort hun fyrede af.

[Deleted]

3. Februar 2049 - Kaffebar - Påklædning - 182 words

"Virkelig ja." lød hendes svar med ekstra tryg på 'virkelig', fordi det var et ord, som hun aldrig brugte.

"Jeg er leder af en afdeling på Sankt Mungos, kaldet Afdelingen for Uhelbredelige Magiske Sygdomme AUMS." Narcissa nikkede let af sine egne ord, og sendte den anden et lille smil.

Narcisa var dog ved at bryde ud i latter af den andens ikke-eksisterende genkendelse i forhold til Ninja Turtles. Men hun nikkede genkendende til Rafaels egen forklaring. Et maleri? Ja, hvorfor ikke. Ikke at hun kendte omtalte maleri, men det kunne godt give mening.

"Det er bare noget-" Narcisa stoppede sig selv, og overvejde om hun skulle sige sandheden eller ej "-min søn ser. Der er en figur, som også hedder Rafael."

For Narcisa måtte indrømme, at hun godt kunne lide denne Rafael, allerede nu, og hun ønskede ikke at støde hende væk, bare fordi Narcisa havde en søn. Det ville være ærgerligt. Desuden ser den anden kvinde godt ud og... nej, vent hvad? Hvorfor tænker jeg det? Narcisa rystede på hovedet. Hun var ikke til kvinder, hun var jo til mænd!

TABLE BY CHI OF ADOXOGRAPHY!

[Deleted]

Rafael var ganske social anlagt og når muligheden bød sig for at tale med et nyt menneske, og endda en der så godt ud, jamen så var det jo ikke andet at gøre end at følge flowet. Rafael havde mest været sammen med mænd, hvilket nok primært var fordi at mænd var så nemme at score.
Man tog bare noget nedringet på også blinkede man til dem, så var den hjemme. Måske mænd bare var en smule dumme og måske de bare ikke kunne modstå hendes røde hår og flotte former, Rafael sagde naturligvis til sig selv at det sidste var grunden.

"Arh.. Sjovt... Jeg har hørt mange mene det er et drengenavn, men min mor har opkaldt mig efter et maleri som sagt, lidt spøjst" sagde hun i et smil, hendes andre søskende havde mere normale navne, Charlie, Logan og Anastasia. Alle skønne mennesker, men de var meget forskellige alle sammen.
"Så, hvad arbejder du med?" spurgte hun nysgerrigt, de kunne jo lige så godt forsøge at indlede en samtale når det nu endeligt skulle være, og hun ville nok også bare gerne se hvordan tingene var for hende den fremmede, inden hun sådan kastede sig ud i at tale om sit eget liv.