Robbers

[Deleted]

@lianna

---

Isaac havde over den sidste tid stillet sig i ledtog med Lianna i forhold til at skille sig af med alle de mugglerfødte i Ministeriet. Det havde selvfølgelig foregået meget under bordet og så løbende, at mange troede de var blevet fyret på grund af dårlig opførsel. Isaac var selvfølgelig heller ikke bange for at bruge mørke bevægelser, så de ansatte havde over de sidste måneder alle sammen været med i hans dukketeater. Nu skulle sidste del af planen sættes i værk. Heldigvis var han Minister for Magi, så hans ankomst på stedet var egentlig ikke nogen mistænkelighed i sig selv. Hvis alt skulle gå efter planen, så ville en masse dødsgardister storme Ministeriet i det øjeblik, han gav tegn til Lianna om nu var det nu. Så kunne han få æren af at fortælle Ministeriet var blevet overtaget og de fleste ville ikke en gang tro, at han havde været med indover det hele til at begynde med. Han hilste på de ansatte han mødte på sin vej og gik med rolige skridt hen til den magiske elevator, der snart ville bære ham til hans kontor. Med en rolig bevægelse stillede han sig til rette, inden han trykkede på den rette knap. Han så op mod loftet med et spændt blik i øjet. Hans vision for Norge ville snart blive indfriet og han glædede sig som et lille barn. Han havde så selvfølgelig ikke fortalt hans kone Lilja om hans planer, men han vidste heller ikke hvad hans kones stilling var det sådan nogen ting og det var ellers ikke fordi han kendte hende dårligt. Han traskede roligt ind på sit kontor, inden han tog sin stav frem og åbnede vinduet "Morsmordre" lød hans kolde hæse stemme roligt, som Gardens tegn fyldte himlen udenfor. Det var også blevet gråt og mørkt kort forinden. Vejret spåede endda om det store historiske event, som skulle foregå. Han betragtede den grønne farve, inden han vendte sig om. Han havde givet tegn. De kunne dræbe, hore og gøre hvad de ville, hvis folk stillede sig imod. Han kunne kun håbe, Lianna kunne finde vejen ind og op til ham. 

[Deleted]

Den faldefærdige bygning overfor det norske ministerium var klam og kølig. Ikke noget Lianna ikke var vandt til. Livet som flygtning var ikke ligefrem regnbuer og cupcakes. Efter hendes flugt fra Azkaban for så mange år tilbage havde hun levet i skyggerne. Ikke fordi hun som sådan var bange for at ryge tilbage i troldmandsfænglset, de havde ikke kunne knække hende sidste gang så det ville de heller ikke kunne, skulle der komme en næste gang.
Dog lod alt til at gå efter planen som tingene så ud nu. Hun afventede blot signalet til at få lov til at brase ind med flokken af dødsgardister bag sig. Hun vidste at de havde et par mænd derinde som var klar til at hjælpe med missionen. Matthew Price var en af dem.
Hun rettede lidt på de sorte læderbukser og trippede utålmodigt på foden. Hun havde virkelig aldrig været tålmodigt anlagt.

Så kom det endelig. Tegnet. Det grønne tegn spredte sig ver den mørkegrå skydækkede himmel og annoncerede at det var tid. Smilet voksede på hendes læber. Nu til det hun havde glædet sig allermest til. Hun havde altid været klar på at sprede død og rædsel og hun var aldrig bange for hvad det ville koste hende. Hun frygtede ikke for sin frihed ej heller for sit liv. Hvis man gik op i en sag måtte man også være villig til at betale prisen, selvom det desværre ikke var alle der delte den begejstring for sagen.
Hun vendte sig mod flokken bag hende. Et djævelsk smil var at finde på hendes læber. ”Så de damer, lad os anmelde vores ankomst!” Sagde hun i samme toneleje som et begejstret lille barn der lige havde fået lov til at åbne sine julegaver.
Det var ikke hele garden der var mødt op, nogen skulle trods alt stå standby hvis nu attentatet skulle gå galt. Hun beundrede Gabriel for hans måde at køre tingene på, dette havde nok også noget at gøre med den vigtige rolle hun havde fået lov til at spille i det hele. Hendes loyalitet var ikke svær at købe.
Hun vendte sig atter mod vinduet og satte så af i en sort røgligende form mod hovedindgangen. Hun kunne høre følgerne bag hende. Åh det skulle nok blive en god dag!

Dørerne fløj op og forvirringen spredte sig hurtigt blandt de uheldige hekse og troldmænd der befandt sig i forhallen. Lianna dukkede frem fra røgen og smilede ondskabsfuldt til de nærmeste, ”Banke banke på.” Lo hun kynisk før hun uden betænkelighed begyndte at kaste omkring sig med dødbringende besværgelser.
I løbet af sekunder var alt kaos – præcis som hun godt kunne lide det. En del var allerede faldet under gardens hænder og som aurorne begyndte at dukke op var Lianna hurtig til at søge væk, hun skulle finde Isaac.
De tog hende ikke længe at nå op til hans kontor, hun åbende døren og spankulerede ind som var det just another day at the office. ”Har du savnet mig?” Spurgte hun retorisk og hævede et slankt bryn i hans retning.

[Deleted]

Isaac lænede sig tilbage i sin stol efter han havde givet signal. Han så på sit ur, afventende at Lianna ville nærme sig hans kontor. Han kunne høre de var kommet ind i bygningen, da han kunne høre råb og skrig. Et lille sadistisk smil meldte sig på hans læber. En stolthed, over hans og Gabriels planer nu kunne bære frugt. Det havde været en langsommelig proces at nå dertil. Først skulle han sørge for at han overhovedet blev valgt til minister for magi. Det betød, at han skulle sørge for at hans ry var så rent som muligt. At ingen kunne opsamle noget som helt smuds om ham. Heldigvis havde han kontakter og han havde også planer om i starten at spille offer for at vinde folks tillid, men ikke al for længe. Han ville også have del af al det her sjov, som snart skulle foregå. Han havde gået gennem senariet så mange gange og han havde tænkt på et hvert udfald. Han vidste, at nogen ville blive alene fordi de var loyale over for ministeriet og systemet og bare udførte det arbejde, de blev bedt om. Præcis som da Voldemort havde overtaget Storbritannien for efterhånden mange år siden. Han vidste, at ville få et forklaringsproblem over for sin kone, da han havde undladt at fortælle han var mørkemagiker, medlem af garden og foruden, helt casually havde planer om at overtage det Norske ministerium i sådan en grad, at dødsgardens ideologi skulle være en dominerende ideologi, som styrede det norske samfund. Den tid, den forklaring. Han elskede hende, så var hun uenig med ham, så vidste han ikke hvad han skulle gøre.
Isaac trak på sin næse, som døren til hans kontor gik op. Hendes måde at henvende sig til ham på fik ham til at stirre på hende med et kedsommeligt blik i øjnene. Han kunne ikke være en del af al det sjove. ”Hvad tror du selv?” spurgte han med en hæs stemme, som han tog fat i sin magiske megafon. ”Du var længe om at nå herop,” pointerede han i en spørgende tone, da han ville vide om hun havde et cirka antal på dødstal. Nogen måtte jo have kæmpet imod. Han tog megafonen op til munden, så hans stemme kunne blive transporteret rundt i hele bygningen. ”Det er Isaac Mendel, minister for Magi,” begyndte han som han så mod Lianna, som havde hun noget at indvende til hans erklæring om, de var overtaget og det var bedst at samarbejde. ”Det norske ministerium er overtaget af Dødsgardister…” kommenterede han videre.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Lianna brændte for at støtte op om gardens idialogi. Hendes øjne strålede jo nærmest som et barns juleaften. Det var dette her hun levede for og intet andet. Hun frygtede ikke at miste livet for en god sag, skønt hun selvfølgelig helst så at hun slap levende fra det.
"Du har ret, tåbeligt spørgsmål, jeg er umulig ikke at savne." Besvarede hun sit eget spørgsmål skønt hun havde en ganske god fornemmelse af at han nok ikke var helt enig.
De mørke øjne fæstnede sig på ham som han påpegede at hun var længe om det. "Well bare fordi du ikke må have det sjovt betyder det ikke at jeg afslår mig det." Kommenterede hun tørt.

Hun fulgte ham med blikket som han hævede megafonen og informerede sine undersotter...ansatte..hvad man nu kaldte dem, om at ministeriet var faldet. Hun tog sig den frihed at gå lidt rundt på kontoret imens og studerer hans indretning.
Nu var hun selv kun vandt til en celle i Azkaban og efterfølgende havde hun ikke rigtigt haft noget hjem, så det med indretning var på ingen måder hendes stil.
Som hun tog et billede ned fra hylden og studerede et lidt svingede hun sin stav i lidt ligegyldige bevægelser med den frie hånd. Hun ventede med at snakke til han holdt pause så de ikke ville kunne høre hendes stemme. "Så nu hvor du helst skal ligne en der har forsøgt at yde modstand, hvor vil du så helst have dine skræmmer?" Et næsten djævelsk smil formede sig på de rosa læber bed tanken om at få lov til at yde ham smerte. Det var sådan set ikke fordi det var ham, hun kunne bare generelt godt lide at skade andre.

[Deleted]

Isaac havde glædeligt bistået Gabriel, da han synes at Raysal var begyndt at hvile for meget på laurbærbladene. Hvor vidt det var den objektive sandhed eller ej, så var det i hvert fald hans egen. Desuden så havde Gabriel haft planer for hvordan Garden igen skulle blive noget der var frygtet i folkemunde og han glædede sig. Norge var bare et skridt på vejen. Om lidt havde det hele Skandinavien og der var ikke noget, almindelige magikere kunne gøre ved det. "Godt du selv tror på den," svarede Isaac med en kølig stemme. Det var ikke fordi han så Lianna som hans nye perleveninde, men han hadede hende heller ikke. Det var en samarbejdspartner, for ham var det strengt taget arbejde, hvorfor hans attitude ikke var varm og velkommen. 
Han så på hende med et ligegyldig blik. "Hvem siger jeg ikke morer mig?" påpegede han med en ligeså tør stemme. 

Isaac ville lyve, hvis han sagde han ikke nød at give den besked til de mange ansatte, der var under ham. Tanken om, at han havde narret dem alle sammen og han stadig gjorde det, frydede ham på måder, han ikke helt selv kunne forklare. Selvfølgelig ville han have et forklaringsproblem overfor damen derhjemme, da han vidste, at hun godt kunne regne ud, at han havde været en del af det hele. Den tid, den sorg. 
Isaacs indretning af kontor var minimalistisk. Han havde kun de ting, som han havde brug for. Nordisk design og alt det der, som Skandinavien for nogle år siden havde været ekstra kendt for. Han så på hende som et djævelsk smil formede sig på Liannas læber og sank sit spyt. Hvorfor var det lige præcis hun troede, hun skulle påføre dem på ham. Han foldede sine hænder sammen og lænede sig tilbage i sin stol og så på hende med et køligt, arrogant blik. De mørke øjne var piercierende og aflæsende. Så stikkende, at selv hvis det var mørkt i lokalet, så kunne de mærkes. "Morer du dig med tanken?" spurgte han. "Og foruden det, hvem siger du får lov til at gøre skade på mig?" spurgte han og fik et smørret smil over sine læber. Troede hun virkelig ikke, at han havde en plan? 

[Deleted]

Liannna nikkede lidt for sig selv og så på ham med de mørke øjne som hun gik lidt rundt i rummet og så det an. "Åh det gør jeg skam." Svarede hun og lod igen blikket løbe rundt på etablissementet. "Jeg valgte så meget den forkerte stilling, måske jeg skulle være blevet minister i stedet for fange," mumlede hun med et grin som hun så på det fascinerende kontor. Nu var det jo ikke ligefrem fordi hun kunne sige at hendes "stilling" som løssluppen fange var valgfri, men det var jo også meningen at det skulle være en joke.
Hun havde aldrig haft et job i hele sit liv. Hun havde været datter af en psykotisk massemorder, hvilket hun havde moret sig med, havde joinet garden lige efter Hogwarts og sådan set levet som lovløs allerede der, levet af familiepengene hendes far havde sparet op og som hendes uvidende bror Trescott ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede og søsteren Piper ikke havde nogen adgang til.

Pengene var selvfølgelig sluppet op, men det bekymrede hende ikke så meget eftersom hun havde brugt mange år i Azkaban og derfor ikke var vandt til særlig luksuriøse forhold, hun kunne jo ikke ligefrem gå ned og købe ind eller blive ansat i Madam Malkin når hun var en eftersøgt forbryder.
Hun hævede et bryn mod ham og fnøs en smule. "Hvis dét der er dit "morende" udtryk så vil jeg sgu nødigt se dit ligeglade udtryk." Svarede hun blot og trak let på skuldrene.
Lianna slog let ud med hånden som hun tog et skridt tættere på ham. "Slap af hon' jeg morer mig altid ved tanken om at påføre andre smerte uanset hvem de er." Hun trak let på skuldrene. Hun lod sig ikke kue af hans blik, hun var nok hvad mange ville kalde frygtesløs, men det var ikke nødvendigvis altid en fordel for hende.
"Du har måske en bedre ide? Kom nu, jeg skal nok være sød..sådan..nogenlunde." Hun legede lidt med sin tryllestav mellem fingrene. Han var en af garden og hun vidste godt at hun ikke bare uden videre måtte kaste forbandelser over ham uden hans samtykke, men hun lagde ikke skjul på at hun havde arvet sin fars glæde ved at skade andre.

[Deleted]

"Man kan bilde sig selv meget ind," svarede han med en kølig professionalitet i sin stemme. Det var trods alt ikke fordi, han ikke kunne lide Lianna. Det var bare heller ikke hans perleveninde. Forholdet mellem dem var strengt professionelt og det ville det med garanti nok altid være. Isaac tog ikke nogen tæt ind på livet af sig, og det var også noget af det der havde gjort, han var en god politiker. Han havde en kvinde, som han delte alle skandaler med og den kvinde, stolede han på. Det var også grunden til at skandalerne ikke kom længere end hans egen dørtærskel. "Du har tydeligvis ikke lært vigtigheden i at gå med maske, når du er i offentligheden," påpegede han. Nok så han ligegyldig ud, men al morskaben var forseglet i hans inderste mask. Det japanske udtryk med at alle bar masker og det kun var en selv der så den inderste, passede meget godt på ham. Han havde lært at forsegle de følelser han gik igennem. Vigtigt i hans erhverv, så ingen kunne se, når han bluffede. Det var grunden til, ingen havde opdaget han var medlem af Garden. 

Hans blå øjne faldt på hendes hånd som hun slog ud med den og han gik tættere på ham. "Åh ja?" spurgte han med et løftet øjenbryn. Han ignorerede hendes affections ord, mens de isblå øjne bare var fastsat på hendes mikmik og adfærd, som han analyserede hende. Han lod et spottende grin forlade sine læber, da hun sagde hun nok skulle være sød. "Ja, den tror jeg på," svarede han, og så sig rundt i sit eget kontor for at købe sig selv noget tid, mens han overvejede sine muligheder. Han havde udtænkt idéer til hvordan han kunne se skadet ud, men med nærmere eftertanke kunne han måske få en tjeneste ud af det til senere. "Fint, du får lov på den betingelse at du skylder mig en tjeneste en anden dag," sagde han med et slesk smil over sine læber. Isaac var glad for tjenester og det var den eneste grund til, han gik med til det. 

[Deleted]

Lianna fnøs en smule da han forsøgte at belære hende om "maskepolitikken". De brune øjne rulle tilbage i øjenhulerne for et kort øjeblik inden de atter fæstnede sig på ham. "Og gemme dette yndige ansigt væk?" Hun gjorde en gestus med hånden hvor hun indcirklede sit ansigt med sin pegefinger. "Jeg skammer mig ikke over den jeg er og jeg er bestemt ikke bange for at folk ved hvem jeg er." hun gik frem og satte sig på hjørnet af hans skrivebord og svingede dernæst det ene ben over det andet.
"For at være ærlig kan jeg godt lide populariteten, folk frygter mig, det er en dejlig fornemmelse." Hun smilede bredt. Det var ikke fordi hun ikke kunne se det smarte i at bære maske, på den måde kunne man bedre blende ind i hverdagen når ikke man var ude og skabe død og ødelæggelse, men i hendes øjne var det også en smule kujonagtigt. Hun ofrede gerne sit liv og sin frihed for sin sag og verden skulle vide at hun var frygtesløs. (Eller dumdristig, det var vel en vuderingssag).

Lidt sent gik det op for hende at det ikke var det han havde ment. Hun tav lidt og smilede så kortvarrigt, ikke et smil der nåede hendes øjne, men trods alt et smil. "Og det var ikke den type maske du mente." Kommenterede hun mere ment til sig selv og rystede så lidt på hovedet. "Altså jeg er blevet erklæret "psykisk ustabil, samt ude af stand til at føle empati og med destruktive tendenser" så det der med at skjule mine meninger og følelser er ikke lige mig." forklarede hun i en højtidelig tone som læse hun op fra en healerjournal.
De mørke øjne fik et uhyggeligt legesygt skær. En form for forvrænget glæde der absolut understøttede det hun lige havde sagt med at hun var mentalt skadet. "En tjeneste siger du?" Hun hoppede ned fra skrivebordet og gik atter op til ham, hun var ikke helt så høj som ham og som hun stod foran ham var hun nødt til at vippe nakken en smule tilbage for at kunne vedholde øjenkontakten. "Det lyder spændende, jeg accepterer dine betingelser." Hvad gjorde man ikke for et øjebliks sjov. Desuden var hun ikke bange for at stå i gæld til nogen, indtil videre var hun aldrig bakket ud af en aftale så lige på det punkt var hun ret loyal. Men nu havde hun heller aldrig mødt en udfordring hun ikke kunne håndterer. Hun hævede sin stav, "så er du klar?" Hun måtte hellere beherske sig så hun ikke fik Gabriel på nakken ved at rive arme og ben af ham. Det var nok desværre udelukket, skønt det kunne være sjovt.

[Deleted]

Han så på hende, da hun begyndte på at rose sit eget udseende. Et køligt blik hvilede på hende, som han lagde sine arme over kors. ”Det kommer jo også an på, hvad man er til,” svarede han direkte og lod hende sætte sig på hjørnet af hans skrivebord. ”Foruden, så må man nogle gange gå på kompromis, for at opnå det man vil nå, så det har intet med det at gøre,” belærte han hende. Han var politiker, men han var glad for mørk magi og støttede op om Gardens budskaber. De fleste i norden gjorde i en eller anden grad det, da Durmstrang belærte om mørk magi, men det var ikke sikkert de delte hans mugglerhad. Derfor måtte han også først blive stemt ind som minister for magi. Det betød også, der var dele af hans agenda han blev nødt til at holde skjult. Det var politik. ”Aha,” svarede han med en eftertænksom mine.

Han rystede på hovedet, anerkendende til hun havde taget fejl og lyttede til det næste hun sagde. ”Det undre mig ikke,” svarede han med et kortvarigt smil på sine læber, da det morede ham.
”En tjeneste,” svarede han med et selvtilfreds smil på sine læber. Tanken om, hun skulle stå til rådighed uden at stille nogen form for spørgsmål vakte en tilfredsstillelse inde i ham, som var svær at skjule. Han lod sit blik glide ned på hendes ansigt, da hun trods alt var lavere end ham og lod hende se ham i øjnene. ”Super,” svarede han med et nik og lod hende hæve sin stav. ”Ja,” svarede han uden nogen form for angst i sin stemme. For ham var det blot noget, som skulle overstås.

[Deleted]

Hun smilede bare lidt arrogant og mumlede noget med at ingen ville kunne modstå hendes charme. Hun var dog ikke i stand til at holde et overbevisende udtryk som hun sagde det eftersom hun godt vidste at hun var ca lige så charmerende som et 3 dage gammelt roadkill. Hun var ikke typen der rigtig flirtede eller brugte sine feminime sider til at charmere sig ind på nogen som helst. Faktisk var hun ikke sikker på at hun ville være i stand til det om så hendes liv afhang af det.
En smule uinteresseret pillede hun lidt ved sine neglebånd som hun krydsede det ene ben over det andet. "Tja hvis du siger det." Svarede hun henkastet.
Hun var meget sort på hvidt -typen. Dobbeltspil kunne helt sikkert være praktisk, men hun var ganske simpelt ikke i stand til at spille hverken medfølende eller godmodig. Hun ville langt hellere vise sine sande farver.

Hun var ikke bange for at indrømme hendes sindslidelser, i virkeligheden så hun det jo slet ikke som lidelser. Ikke at være i stand til at føle empati var i hendes øjne en befrielse. Hun havde set i øjnene på folk når de tiggede for livet på deres kære hvordan de søgte at snakke til hendes "fornuft" og det gjorde det bare så meget mere tilfredsstillende når det så gik op for dem at der intet var at hente på den konto.
Hendes tanker var allerede langt forbi forstillingen om hvad han kunne bruge hende til og fremme ved den del hun glædede sig til. At skade ham. "Jeg ville sige at det ikke vil gøre ondt...men det ville være løgn. Hun pegede staven mod ham med et tilfreds smil og kastede en non-verbal sectumsempra mod ham. Selvfølgelig behærkset så han ikke ville ende med at forbløde på gulvet, men slem nok til det ville virke overbevisende.

[Deleted]

Som besværgelsen ramte ham, gjorde han sit ypperste for ikke at lyde som en lille pige, der var blevet skubbet af en af de store børn og landede på cementen, men kræft helved for damn sake, hvor gjorde det ondt at alt nærmest blev revet op indefra og blodet begyndte at strømme ud af hans krop. Han måtte også lægge sig på knæ med et torturret ansigtsudtryk i sit ansigt, mens han jamrede sig og prøvede desperat at holde sammen på sig selv. 

//Out//