It Ain't My Fault You Came In Looking Like That

[Atticus Hamilton MacKay]

Et kortvarigt smil meldte sig på hans læber, da han kunne se, at han havde fanget hende off guard. Et smil, der varede ganske få sekunder, men alligevel osede, at han morede sig en anelse. ”Tror du vi går ind i et rum, bliver gasset med vand og så går igen, mens vi står på red og række?” spurgte han med et hævet øjenbryn med en undersøgende stemme, da han oprigtig gerne ville høre, hvordan hun forestillede sig, det gik til. Generelt, så ville han gerne vide, hvordan hun forestillede sig om hvordan det var, at være fange i Azkaban var. Ja, selvfølgelig kunne man mærke mørket ind i sjælen og dementorerne var ikke ligefrem en en behagelig del af at være der. Skrigene var konstante og det var svært at finde sindsro, men det var ikke fordi man ikke kom i bad og ikke fik mad. Det var ikke bare lunken vand og gårsdagens brød man fik serveret, det skulle jo være ordentligt. Foruden, at han ikke havde drukket kaffe mens havde været der, havde været ganske strategisk.
Han bed sig i læben over hendes venlighed. ”Jeg vil ikke nasse på dine smøger.. Jeg vil gerne tjene mine egne penge,” påpegede han roligt, inden han lod sin mund finde koppen for at lade den varme sorte væske glide ned i hans spiserør, hvor han mærkede den varme kaffe forsvinde ned i hans mavesæk og sprede en varm, behagelig følelse i hans krop. Om inden længe ville koffeinen træde til og han ville være i stand til at vågne mere op. Han sad med en smøg i munden og betragte hende fumle med hendes fingre og fodlænken. ”Jaså?” spurgte han til hendes svar, som han lod røgen forlade sine lunger og forsvinde ud mod vinduet, mens han betaget betragtede den opløse sig selv. Han havde lagt mærke til, at hun havde haft en fin rosa kulør i sit ansigt, men han kommenterede ikke på den. Ud fra hans erfaring fik man sjældent noget positivt ud af det. ”Jo.. Men nu har jeg jo sovet..” svarede han, som han kiggede ud ad vinduet for at bedømme vejret. Han havde aldrig været i London før. Han kom jo selv fra Skotland af, han ville bare ikke indrømme, at han ikke ville være i stand til at finde vej. ”Så.. den samtale,” prøvede han for at komme ind på noget andet.

[Deleted]

Et ganske kort let grin forlod Faiths læber, mens hun rystede lidt på hovedet, "Nej, men jeg går heller ikke ligefrem ud fra, at I får lov til, at tage flere timer lange bade, med ubegrænset varmt vand og sæbe med skrub og duft af roser," svarede hun ærligt, hun havde nok en eller anden forstilling om, at det foregik ligesom man så på film. Sikkert værre. Sikkerheden var jo i top i Azkanban, så hun regnede i hvert fald med, at der stod vagter med tryllestave og holdt godt øjne med dem. Det kom vel også an på hvilken afdelingen man sad på. Hvad vidste hun. Det var jo slet ikke hendes bord.
Hun tippede hovedet lidt til siden, med et smil på læberne, "Så du føler dig allerede klar til et job? Men altså, indtil da, så tager du altså bare," sagde hun venligt, han var jo mere eller mindre fri, så han kunne jo gøre hvad han ville, hvis han ville ud og have sig et job med det samme, så ville eller kunne hun ikke stoppe ham. Han skulle jo bare være tilbage indenfor tidsrammen, så hans fodlænke ikke slog alarm.
Hun nikkede lidt, "Jah.." svarede hun lidt akavet, uden helt at vide, hvad hun ellers skulle sige. Et eller andet sted vidste hun nok godt, at han havde bemærket hendes rosa kinder over den akavet stilling hun havde siddet i, da hun satte hans fodlænke på ham igen, men alle andre steder, håbede hun ikke han havde bemærket det, så da han ikke kommenterede på det, så gik hun ud fra, at alt var uset.
Hun lagde benene over kors, som hun lod røgen forlade sine lunger igen, efter et nyt hvæs. "Jeg sagde heller ikke det skulle være lige nu, men mere sådan.. Ja.. Bare om du vidste det," forklarede hun sig, mens hun slog sig selv mentalt i hovedet, det var da virkelig dumt sagt, hvorfor skulle han ikke vide det? Hun overvejede lidt, at tilbyde ham, at vise ham lidt rundt i storbyen, men før hun nåede det, havde han allerede skiftet samtaleemnet, hvilket fik hende til at rømme sig lidt, mens hun nikkede lidt, "Jeg ved ærligt talt ikke rigtigt hvad jeg skal sige, Atticus," sagde hun ærligt og vendte blikket lidt mod sine hænder, som hun havde lagt på sit knæ, "Ikke andet end, at jeg virkelig er ked af, jeg var så uprofessionel, men at jeg ikke fortryder og det håber jeg heller ikke du gør," tilføjede hun og vendte et undskyldende blik mod ham. Hun fortrød ikke det mindste, andet end det havde været uprofessionelt af hende, men det havde jo også været virkelig godt og hun ville lyve hvis hun sagde, at hun lige nu ikke sad og tænkte på, om det mon ville ske igen.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han smilede lidt over hendes ord. "Nej, dog heller ikke," svarede han medgivende. Badene havde været med vagter, der iagttog alt hvad de lavede og de sørgede jo også for, at de ikke havde genstande som kunne bruges som våben. Nok havde de stave på sig, men det var ikke alle angreb, man kunne forudsige. Atticus havde selv bare været en stille fange, der havde gjort hvad han havde besked på. Han var trods alt klar over, hvorfor han var der og var også bevidst om, at det han havde gjort var forkert. For ham, betød det dog ikke at det var noget han angrede. 
Han nikkede. "Jeg vil gerne hurtig i gang," svarede han stille. For ham handlede det bare om at lave alt det, der kunne blive kendetegnet som normalt. Han vidste ikke helt hvad han ville, retfærdigt nok, når han var kommet ud fra Azkaban for en uge siden, men han havde været i en mørk afgrund længe, hvor han ikke havde sat sig mål for livet eller gjorde sig tanker om hvad han ville, ligeså snart han kom ud. "Men tak," påpegede han stilfærdigt. Han var ikke vant til al den venlighed og derfor endte han da også med at sætte sin frie hånd ned i lommen på de bukser, hun havde givet ham. Han kunne ikke være i sin egen krop, men det havde han ikke lyst til at vise hende eller fortælle hende. Han vidste han havde nogen specielle foranstaltninger han skulle tage stilling til i forhold til hans situation med fodlænken og derfor var han egentlig heller ikke sikker på, om han kunne finde nogen, der ville ansætte ham. Det var heller ikke det vigtigste lige nu. Han ville have kontakt til Dominicus og Nemo. 
Han svarede ikke på hendes svar, men kunne godt mærke en akavet følelse mellem dem, der dog primært stammede fra hende. Han tog blot et hiv af sin cigaret og lod røgen forsvinde ned i sine lunger, inden han holdte røgen der, så længe det var ham menneskeligt muligt, for så at ekshalere. Smøger var bare en anden måde at destruere sig selv på.
"Også fint nok," svarede han med et nik og en venlig stemme, inden hans blik igen fokuserede på menneskerne og larmen udenfor. Det var underligt at befinde sig i London. Han rettede sit blik mod hende, da hun begyndte at snakke igen og denne gang, om det de havde lavet sammen. Han svarede ikke på det første, men så i stedet afventende på hende. Hans hjerte faldt dog lidt, da hun sagde hun var ked af, at hun havde været urprofessionel. Ringe trøst, at hun ikke fortrød det. "Oh well.. så er det jo ligemeget," mumlede han, inden han tog et hiv af sin smøg. "Og jeg fortryder det heller ikke," kommenterede han. Hvad han fortrød, var måden hun tænkte over det. Ganske vist, havde det nok været mere specielt for ham end det havde for hende. Det havde han regnet med fra starten af. Han lod blikket glide væk fra hende igen og betragtede igen livet ude på gaden. Lod et par solstråler ramme den ellers grå hud, han havde sig. "Det skal nok blive mellem os," forsikrede han hende med en lav stemme.  

[Deleted]

Faith smilede varmt til Atticus, da han gav hende ret, "Jeg ved godt, at jeg bare er sekretær, men jeg har øjne og øre," sagde hun og tog et nyt hvæs af sin smøg og askede i askebægret, mens hun lod røgen forlade sine lunger igen. Hun vidste jo godt, at hun ikke var særligt højt stillet, men hun kunne virkelig godt lide sit arbejde. Da hun havde været lille ville hun være auror eller fangevogter i Azkaban. Det var jo ikke fordi det var umulige jobs for en kvinde, men hun var nok lidt for stor en kylling til, at have et af de to jobs, hvilket var grunden til, at hun havde søgt ind som sekretær i stedet for.
Hun nikkede forstående, "Og det er kun godt du har den indstilling, men du skal også huske at passe på dig selv. Det er alligevel syv år siden, du sidst har haft en hverdag uden for Azkaban, så hvis du har brug for noget, så skal du endelig sige til," sagde hun venligt og tog en tår af sin kaffe som efterhånden var kommet ned på en temperatur, hvor hendes tunge kunne være med uden at blive helt forbrændt. "Så lidt," svarede hun med et roligt smil.
Hun svarede hans ord med et lille smil. Hun vendte selv kort blikket mod gaden. Hun havde ikke rigtigt nogen idé om, hvordan hun skulle håndtere det her på. Det var ikke ligefrem en del af hendes uddannelse, hvordan man håndtere, hvis man 'kom til' at gå i seng med en fange. Det havde været noget helt andet, hvis han havde været voldlig eller på anden måde ubehagelig overfor hende, så vidste hun jo præcis, hvad hun skulle gøre. Hun rynkede lidt på panden og vendte blikket tilbage på ham og rystede så lidt på hovedet, "Lige meget?" spurgte hun en smule uforstående. Først ville han snakke om det og nu var det ligemeget? Han var da ikke nem at blive klog på. Hun sendte ham et lidt forsigtigt smil og mærkede en lettelse over, at han heller ikke fortrød og et eller andet sted indeni, mærkede hun et uskyldigt lille håb om, at de måske ikke var helt færdige med at hygge sig lidt, selvom det var et sted inden i hende, som hun godt vidste ikke burde findes. "Det er jeg glad for. Jeg håber virkelig ikke du følte dig presset til noget, eller noget som helst," sagde hun en smule bekymret. Hun lagde en blid hånd på hans knæ, "Tak, Atti," sagde hun stille, men hun var virkelig glad for, at han ikke ville sige det til nogen. "Jeg har fri de næste par dage. Jeg ved ikke om du har lyst til, at vi tager ud og spiser i aften måske?" spurgte hun med et lille smil på læberne. Hun magtede ikke at lave mad og han ville sikkert også have godt af, at komme lidt ud. Hvis han havde lyst vel og mærket.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han tog et hvæs af sin smøg og skævede til hende med sin hage løftet en anelse, da han nød at mærke røgen ned af sin hud. Røgen var ikke ligesÃ¥ tyk som græs, men det havde han alligevel ikke rørt siden han kom i fængsel. "NÃ¥h, det har du alligevel?" spurgte han drilsk, inden han pustede røgen ud fra sine lunger og sendte hende et overfladisk smil. 
Han bed sig i læben ved hendes ord. "Ja... Det er ogsÃ¥ sødt af dig og være bekymret for mig.. Jeg skal nok klare mig. Jeg skal bare finde Dominicus og sÃ¥ skal jeg finde Nemo," pÃ¥pegede han roligt. Nemo var den eneste kontakt, han havde haft i den rigtige verden udover de fangevogtere han nogen gange snakkede med, men det var mest nÃ¥r de opsøgte ham. Han havde hurtigt lært, der ikke kom noget godt ud af at være rapkæftet i Azkaban. Han huskede stadig sit første møde med en dementor og det var ikke med varme minder. Han nikkede bare ganske kort til hendes sÃ¥ lidt og sendte hende et kortvarigt smil. 
"Ja, ligemeget. Vi behøver ikke snakke mere om det. Nu har vi jo fÃ¥et etableret hvad der skete... At du var uprofessionel og jeg var tilgængelig," pÃ¥pegede han med den mest ligegyldige, monotone stemme han kunne overhovedet. For ham havde det været noget vigtigt, men hun kendte ham ikke og det kunne hun selvfølgelig ikke vide, det vidste han godt. Han ville bare heller ikke fortælle det til hende, for det havde tydeligvis været ligegyldigt for hende. Hun havde etableret det var uprofessionelt og det derfor aldrig ville ske igen. Han havde givet udtryk for, det var en hemmelighed mellem... Og Hope selvfølgelig, men han havde mødt hende i korte sekunder, sÃ¥ det betød ikke noget. "Nej," svarede han kort og tog et hiv af sin smøg og følte sig nærmest mæt i den. Han havde jo ikke spist i næsten en uge, sÃ¥ det var egentlig fantastisk, at han ikke mærkede sult eller tørst lige nu. Han lagde mærke til hendes hÃ¥nd pÃ¥ sit knæ og stirrede pÃ¥ dem. Hun havde lydt bekymret før, hvorfor? Hun tvang ham jo ikke til det. "SÃ¥ lidt, I guess," svarede han igen med en kortfattet stemme, inden han askede smøgen i askebærgeret. "Uhm... sure..." svarede han med sammenbidte læber og et par nik. 

[Deleted]

Faith nikkede lidt, "Ja, de fulgte med da jeg blev født," sagde hun lidt drillende og rystede lidt på hovedet af sin egen dårlige humor. Hun havde virkelig en dårlig humor nogengange, det her var åbenbart en af de dage. Hun gav ofte sit job skylden for det. Hvorfor vidste hun ikke, men det var bare en god undskyldning i hendes hoved. Hun nikkede lidt til hans ord, "Dominicus er din lillebror ik?" spurgte hun, mens det nok var tydeligt, at hun tænkte sig lidt om, "Nemo kan jeg nok godt kontakte for dig, og ellers ved jeg at Hope snakker med ham mere end jeg gør," tilføjede hun med et mildt skulder træk. Hun havde jo ikke noget imod Nemo, hun havde bare ikke ret meget tilfælles med ham. Det ville endda overraske hende, hvis han overhovedet kunne huske hende. Måske han kunne huske Hope og bare ville tro Faith var Hope. Det var nok en af bagsiderne ved at være tvilling.
Hun mærkede et stik i hjertet, "Det var ikke sådan ment, Atticus.." sagde hun en smule trist og så på ham med et blik som matchede, især fordi han lød så ligeglad pludselig. "Jeg mente, jeg var uprofessionel og du.." hun tøvede og kløede sig lidt i nakken, "Er ikke som jeg havde troet. Jeg er ked af, at jeg dømte dig uden at kende dig.. Eller altså jeg ved godt jeg stadig ikke kender dig, men.. Du ved hvad jeg mener.. Ik?" spurgte hun og så på ham igen, hun havde det faktisk ret så skidt med at han havde misforstået hende. Hun fortrød jo ikke, og hvis hun gjorde så var det kun fordi hun havde det skidt med, at hun følte sig så uprofessionel. Det var jo meningen, at hun skulle være den, som han skulle føle han kunne komme til, hvis han havde brug for det.
Hun tog et nyt hvæs af sin smøg, "Det er jeg glad for," sagde hun stille, men ærligt. Hun var virkelig glad for, at han ikke havde følt sig presset til noget. Da hun så hans stirren på hendes hånd på hans knæ, trak hun langsomt sin hånd til sig igen, "Undskyld.." mumlede hun stille, da han ikke ligefrem lignede en som syntes det var rart, at hun rørte ved ham. Hun nikkede blot lidt til han 'så lidt'. Hun førte en hånd i gennem det lange mørke hår, "Har jeg sagt noget forkert?" spurgte hun lidt forsigtigt, han lød ikke som en der synes hendes foreslag om at tage ud og spise, var nogen super god idé.

[Atticus Hamilton MacKay]

Han hørte hvordan hun prøvede at drille og betragte hende ryste på hovedet grundet hendes egne ord. "Der var du heldig at du ikke var født uden dem, huh?" svarede han med et drilsk blik, som han rettede direkte mod hende. Selv havde Atticus ikke ret meget humor. Han havde faktisk altid været ret alvorlig og kritisk, med mindre han havde været fuld eller skæv, for så havde alt været sjovt i modsætning til hvordan, han ellers havde set verden som et stort sort hul. ”Jo,” svarede han med et kort nik for at skjule smerten i hans bryst, selvom han efterhånden var blevet god til at gemme smerten væk. Det gjorde bare ondt at snakke om ham, for han vidste han ikke havde været derfor ham i syv år. Han så på hende med et løftet øjenbryn, da det lod til at både hende og Hope kendte ham, inden han kort samlede sine tanker… Efternavnet, det var ens. ”Nåh ja, I er vel i familie,” påpegede han og nikkede, da han gerne ville have en af dem, tog kontakt til ham. Han savnede sin bedsteven, selvom det havde været en af de få der rent faktisk besøgte ham. Han var bare ikke helt sikker på, at Nemo rent faktisk forstod hvad der foregik.
Han lod sit blik fiksere på hende med en ligegyldighed, de færreste kunne mestre. Han hørte tristheden i hendes stemme, men den rørte ham ikke rigtigt. ”Nej,” svarede han kort, og så væk fra hendes triste blik. Han var da ligeglad med det gjorde hende trist, at han sagde sådan. For ham, var det sandheden. ”Og jeg hvad?” spurgte han hurtigt efter hun gik i stå for at klø sig i nakken. Han fugtede kort sine læber ved hendes ord. ”Hvad havde du troet? At jeg er stor og farlig? At jeg er en eller anden psykotisk hjælpeløs mand, der vil fortære, voldtage og dræbe den første person, jeg ser?” spurgte han, stadig i et monotont toneleje. ”Jo, jeg ved godt du dømte mig,” svarede han og begyndte utålmodigt at vippe med sit ben, inden han tog en tår af sin kaffe og fandt en ny smøg. Hvorfor irriterede hendes ord ham så meget?
”Mmh,” svarede han medgivende og lod hende fjerne sin hånd, hvilket gjorde hans blik denne gang kunne falde ordentligt på hende. ”Hvad fanden undskylder du for?” spurgte han undrende, da hun ikke så nogen grund til at undskylde overfor ham. Han rejste sig op, da han havde lagt mærke til hvor stille hun blev og lagde sine arme om hende i et blidt kram, da hun spurgte om hun havde gjort noget forkert. ”Nej,” svarede han roligt og bed sig i læben. Var det underligt han holdt om hende?

[Deleted]

Faith smilede lidt, "Ja, jeg ville nok miste en del af min charme, hvis jeg var det," sagde hun og lod røgen fra det hævs hun lige havde indtaget, forlade sine lunger igen, hvorefter hun askede i askebæret. Hun nikkede lidt, "Det mente jeg nok," sagde hun stille, selv havde hun kun Hope og deres far, som hun så som sin familie, selvfølgelig var de egentlig en ret stor familie, men hun havde ikke ret meget kontakt til dem, fordi hun gik så meget op i sit arbejde, at hun ofte glemte, at der også fandtes et liv uden for Azkaban. Hun nikkede lidt, "Han er min fætter," svarede hun med et venligt smil på sine læber. Hun havde virkelig intet imod Nemo, men hun synes det var synd at han tog så mange stoffer, for han var egentlig en skøn mand.
Hun så væk og ned på sin smøg for at undgå hans blik. Hvorfor gjorde det så ondt inden i, når han snakkede sådan? Normalvis gav hun igen, når fangerne snakkede nedladende til hende, men Atti var jo sådan set ikke fange mere. Måske var det der forskellen lå. Hun kneb dog øjnene en smule sammen og vendte blikket tilbage på ham. Hun skjulte ikke sine følelser, og det stod nok tydeligt skrevet i hele hendes blik og resten af hendes mimik, at hans ord ramte hende. "Du har ingen idé om, hvilken typer fanger jeg står ansigt til ansigt med hver dag, eller hvordan de opfører sig, når der står en kvinde foran dem. Så ja, jeg dømte dig på forhånd for at være lige sådan. Jeg tog mine forholdsregler og forberedte mig på det værste," indrømmede hun og mærkede hvordan hun faktisk blev en smule skuffet over, at hun ikke følte han kunne se det fra hendes side af.
Hun sank lidt og bed sig i indersiden af sin kind, mens hun slog blikket lidt væk. Hun vendte det dog tilbage på ham, da hans spørgsmål lød, hvilket fik hende til at rynke på panden, "For at lægge min hånd på dit knæ," svarede hun ærligt, da det havde været det hun havde undskyldt for. Han havde jo ikke lignet en som syntes det var super rart. Hun slukkede sin smøg i askebærget, og så derfor ikke andet end ud af øjenkrogen, at han havde rejst sig op. Hun mærkede hans arme omkring sig, hvilket fik hende til at trække vejret en smule hakkene ind, før hun lagde armene om ham også, mens hun rejste sig op. For pokker han duftede godt, og det var rart at mærke ham så tæt på igen, selvom det bare var et kram. Hun trak sig en lille smule fra ham, dog uden at slippe ham, men bare så hun kunne se ham i øjnene, "Jeg er ked af, at jeg dømte dig så hurtigt, Atticus," sagde hun stille. Hvor var det dog fristende at kysse ham.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus nikkede anerkendende. "Ja, det ville du jo nok," svarede han med et kortvarigt smil over sine læber, mens han betragtede røgen forsvinde ud af hende og fulgte hendes bevægelser, som hun askede ned i askebægret. Atticus kunne ærligt sige, at der var få mennesker han holdt af. Nemo og Dominicus var to af de få, og det var nok også dem han holdt mest af. Han havde jo blandt andet begået sin udåd for at passe på Dominicus for det samme ikke skulle ske for ham. Præcis som den gang, var han bare nu på en vej, der delte sig i to. Han kunne gå den korte, nemme vej og undgå kontakten med en bror, der med garanti ikke ville snakke med ham; eller han kunne gå den lange, snoede, svære vej. Sidstnævnte havde han valgt, og han vidste hver eneste mil ville være det hele værd, hvis det betød at Dominicus tilgav ham. Han skulle bare have ham til at forstå. Han nikkede ganske let, da hun sagde hun nok mente det. Han havde ikke mere at sige til det. Han nikkede. "Nåh ja, det var det du fortalte mig," påpegede han, da noget dæmrede for ham. Han havde vist spurgt hende om de var i familie, da deres efternavn var ens. 
Han lagde godt mærke til hun så væk fra ham. Selv stirrede han bare fremfor, så han så mod gaden. Hans øjne hårde og kyniske. Han vidste godt, han var slem til at skifte humør og følte sig også lidt som en hystade, men hendes ord ramte et eller andet inde i ham, følelser hed det vist nok. Noget, han havde afskærpet sig fra i årevis så han ikke var dejlig menneskeføde for dementorerne. Han ville dog heller ikke indrømme det. Han mærkede hendes blik mod sig, og bed sig i læben ved hendes ord. "Så det du siger, er at man skal møde alle fanger med samme udgangspunkt? Så du vil også tænke om alle tyve, at de gør det fordi de er grådige eller hvad?" spurgte han hende direkte. Atti havde været typen, der kunne diskutere alt hvad folk sagde, og han var også kommet i det hjørne ved hendes ord. Selvfølgelig skulle man tage sine forholdsregler, men ligefrem at skære alle over med en kam, også steder som Azkaban, synes han var en vanvittig dårlig idé. Folk havde forskellige historier og forskellige grunde til de sad der, så uanset om de var anklaget under samme lov, så var historien og personen næppe det samme. Han mødte de selv samme fanger hver dag, men han så det selvfølgelig fra den anden side af. "Desuden skal fanger også tage sine forholdsregler overfor de andre, så det er vel sådan fra begge sider," kommenterede han videre, for at sige han forstod det med forholdsreglerne, men ikke man mødte alle på ens grund. 
Han rynkede på næsen over hendes svar. "Det skal du ikke undskylde for. Det er da ikke din skyld, jeg hader når folk rør ved mig," påpegede han med en ligegyldig stemme. Han kunne ikke være inde i sin krop med mindre han virkelig havde forberedt sig eller havde lyst til det. Selv med Nemo var det sådan. Han kunne mærke hvordan hendes vejrtrækning var hakkende, men fastholdt sine arme blidt om hende, som han indåndede hendes duft. Han mærkede hendes arme om sig, som hun rejste sig op og løsnede sit greb en smule, som hun træk sig væk fra ham og så på hende med blide øjne. "Jeg er ked af, jeg lyder som en nar," svarede han hende som svar på hendes og betragtede hendes læber efter sine ord. 

[Deleted]

Et svagt smil meldte sig på Faiths mørke-røde læber. Hun havde svært ved, at aflæse Atticus' mimik, måske fordi hun følte hans øjne virkede så kolde, men det var vel bare hvad så mange år i Azkaban gjorde ved folk. Der fandtes nok ikke mange sjæle som kom helskinnet ud derfra. Desværre. Selv kunne hun da også mærke det på sin psyke, når hun havde haft dobbeltvagter eller haft mange dage i træk, uden pauser. Dementorerne var ikke nogle venligsindet væsner. Azkaban i sig selv var et barsk sted, i hvert fald hvis man spurgte Faith. Hun smilede lidt forsigtigt til ham, mens hun nikkede, "Ja, min familie er ret stor," fortalte hun roligt, selvom det primært var hendes far og tvillingesøster som hun så som sin familie, så var Lavoie familien jo virkelig stor, især hvis man gik længere tilbage.
Hun sukkede lidt, "Det jeg siger er, at når der ikke står nogen informationer eller nogen informationer mangler om fangerne, så er det min opgave, at udfylde de informationer, så fangevogterne ved om de har med en psykopat at gøre eller med en som handlede i selvforsvar, eller hvad der ellers kan være af årsager til, at den dømte gjorde hvad han eller hun gjorde. Så nej, en tyv er ikke bare en tyv fordi de er grådige," svarede hun roligt og så på ham, mens hun rystede lidt på hovedet, mest af sig selv, fordi hun tydeligvis ikke havde været så klar i sin udtale, som hun ellers havde troet. Det havde jo ikke været hendes mening, at sige noget som kunne støde ham. Hun nikkede, "Ja, det gør det. Du er en ud af mange fanger jeg har behandlet sager for, ingen sager er ens, fordi ingen fanger er ens," svarede hun på hans ekstra kommentar.
Hun førte en hånd igennem det lange mørke hår, "Nok ikke, men derfor skal jeg da stadig undskylde, for at røre ved dig, når du ikke kan li det," svarede hun stille, selv havde hun ingen former for berøringsangst, så det var svært for hende, at sætte sig helt ind i, hvordan det måtte være for ham, selvom hun prøvede. Det var nok også derfor det kom bag på hende, at han krammede hende, men hun ville lyve, hvis hun sagde hun ikke brød sig om det, for hvis hun kunne være ærlig, så var det faktisk ret rart, at mærke ham tæt på. Hun smilede varmt til ham, "Skal du ikke være, så længe du ikke opføre dig som en," sagde hun stille og bed sig lidt i læben, som hun undertrykkede lysten til, at kysse ham, men hun turde ikke rigtigt, når han lige havde pointeret overfor hende, at han hadede når folk rørte ved ham. Alligevel stod de her, med armene om hinanden.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Ja, det kan jeg forstå," svarede han med et lille nik. Det eneste han kendte til hendes familie var hende og hendes tvillingesøster samt Nemo. Han kunne dog høre at efternavnet var fransk. Selv var han skotte og hans efternavn var en indikator på den klan, han og hans forfædre var en del af. En stor magisk klan med oprindelse i netop Skotland. 
"Du modsiger lidt dig selv. Ikke alle mordere er psykopater, så du kan ikke møde alle som om de er det," svarede han hende hurtigt. Han ville ikke i en vilkårlig kategori som psykopat grundet han havde begået mord. Der var mange grunde og det var ikke kun psykopati der lavede en morder. Miljø gjorde også. Ens idé om verden og hvordan den burde være. Han vidste også godt, hun ikke havde nogen jordisk chance for at vide, hvad der var hans begrundelse for at slå sine forældre ihjel. Hun havde hørt lidt af den ja, men det var så meget mere. Han svarede ikke på hendes sidste kommentar, men nikkede en enkelt gang for at indikere han gav hende ret. Inden han var kommet i Azkaban var han typen, der kunne lide at diskutere alt. Den person, der gerne stillede sig på bagben og provokerede. Han skulle langsomt til at finde ud af hvem han var nu og på en eller anden måde skræmte det ham. I Azkaban havde der været faste rammer omkring ham og al mulig form for selvbestemmelse var taget væk fra ham. Den frihed han havde herude, havde han ikke krav på derinde. Som nogen sagde, så havde han jo selv valgt ikke at have den. Atticus var dog af den holdning, at han ikke havde haft et valg. Jo, at han kunne lade det samme ske for Dominicus eller han kunne ende cirklen. Han havde valgt det sidste. 
Han betragtede hende køre sin hånd igennem hendes hår og så op på hende, som hun begyndte at tale. "Det er ikke din skyld jeg ikke kan lide det og det er ikke så slemt når det er dig. Jeg skal bare vænne mig til det," kommenterede han i en lav mumlen. Især den del med, det ikke var slemt når det var hende. Havde han virkelig ikke kunne lide, når hun rørte ved ham, så kunne han jo ganske enkelt bare have ladet være med at have samleje med hende. Han så hendes varme smil og holdt forsat sine arme omkring hende. Han betragtede hvordan hendes kindben løb og afrundede hendes ansigt ud i en blød spids ved hendes hage. Lod sit blik finde hendes læber, flotte og mørkerøde. Han gav let slip på hende for at vende hende op, og lod de brune øjne lede efter hendes. 

[Deleted]

Faith nikkede blot lidt til, det med hendes familie var stor. Det ofte stillede spørgsmål når hun afslørede sit efternavn, havde som regel navnet Charles i sig. Hun vidste godt, at hun var i familie med ham, men det var længere ude og hun havde ærligt talt aldrig snakket med ham. Men hun forstod godt, at folk blev nysgerrige på det punkt. Det var jo ikke hverdag man mødte en, som var i familie med en kendt.
Hun sukkede lidt, "Det kan jeg blive nødt til. At være psykopat er en diagnose, en sindslidelse, en sygdom hverken jeg eller nogen andre kan se ved bare, at kigge på mennesket foran os. Når jeg står foran et fremmedet menneske, som jeg ingen baggrund har på overhovedet og det eneste jeg ved, er hvad han eller hun har gjort, er jeg nødt til at tænke på min egen sikkerhed, hvor egoistisk det end lyder, så jeg er nødt til at møde fangerne der hvor de er. Dømt for noget loven ikke tillader," forklarede hun sig, selvom hun godt vidste det nok fik hende til, at lyde som en virkelig stor kælling, men hun var der jo for at hjælpe dem og ikke for at skade dem, men hun var jo også nødt til, at tænke sig om. Det kunne godt være Atti var fredlig, men om han havde været sindssyg i genrings øjeblikket, hævntørsigt eller ganske enkelt bare havde fået nok og ville beskytte sin lillebror, vidste hun jo intet om. Hun gik stadig i den tro, at hans forældre 'bare' havde slået ham, hun vidste intet om det misbrug han også havde været igennem. "Jeg ved godt, jeg lyder som en hård og kold bitch, når jeg stiller det op på den måde og det er jeg måske også, men jeg elsker mit arbejde og jeg gør det for at hjælpe de fanger, som stadig har en chance for, at komme tilbage til samfundet og rent faktisk kunne fungere i det," tilføjede hun stille.
Hun tippede hovedet lidt til siden, da han begyndte at mumle, som om det ville hjælpe hende med at høre hvad han sagde. Hun havde aldrig tænkt over, at fangerne faktisk kunne have berøringsangst, når hun fx kropsvisiteret dem, hvilket hun jo også havde gjort med Atti, første gang de havde mødt hinanden. "Hvorfor?" spurgte hun stille, hvorfor var det ikke så slemt når det var hende, som rørte ham? Hendes blik blev fanget af hans brune øjne, selvom hun ikke slap ham, da han slap hende let. Hendes øjne flakkede en smule, som hun meget forsigtigt lod sin ene hånd glide op til hans kind, som var han lavet af glas og hun til hver en tid kunne komme til, at knuse ham. "Hvad end der går dig på, så er jeg her for dig, når du er klar til, at snakke om det," sagde hun stille med en oprigtig bekymret stemme. Selvfølgelig var det hendes job at være der, men det var ikke kun derfor hun ville, men hun havde nok lidt fået et ømt punkt for ham, selvom det var utroligt uprofessionelt af hende.

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus anede ikke hvem Charles eller resten af Faded Exit var. Han kendte Nemo, som bar samme efternavn og ja, det var vel egentlig begrænset til det samt hans bror og søster. Han vidste at deres familie var stor og de fleste af dem kunne fransk, og mange af dem også stadig var bosat i Frankrig. Han havde aldrig rigtigt gået op i efternavne og guderne vidste, at han ikke gik op i sit eget. Hans efternavn kom sig af en gammel skotsk klan, der en gang havde haft meget magt i det æld gamle Skotland. Han gik ikke op i hvor han kom fra, han havde generelt mere travlt med at flygte fra det.
”Men du møder ikke fangerne hvor du er, når du går ind med en idé om de er sindssyge. Du møder dem ud fra en idé om, de har gjort, som de har gjort, fordi de ikke er okay inde i deres hoveder. Hvis du mødte dem hvor de var, så ville du møde dem som en fange i Azkaban og kun som det, med mindre du har andre grunde,” svarede han tilbage på det hun sagde. Han var så tit blive mødt af, at han var psykopat alene af den baggrund, han ikke angrede hvad han havde gjort. Han havde gjort præcis som han var nødt til at gøre, hvor hårdt det så end lød. Han vidste, der var mange forskellige skæbner i Azkaban og de alle havde forskellige grunde til at være der. Han vidste også, at nogen af dem der var der, nød at dræbe andre og høre deres skrig af lidelse og høre dem bede for deres liv for alligevel at tage netop det fra dem. Det vidste han. ”Hvis du gerne vil hjælpe dem, så hjælper det heller ikke at møde dem ud fra det samme grundlag som alle andre møder dem med,” svarede han med en rolig stemme. Inden i, var han dog en smule opgivende, men han ville ikke give udtryk for det. Han regnede ikke med han kunne ændre hende og det ville han heller ikke, men han ville gerne udfordre hendes standpunkt.
Han lod de mørke øjne hvile på hende ved hendes spørgsmål. Ja hvorfor? Det vidste han jo heller ikke selv. Han trak lidt på skuldren som han så ned i gulvet. ”Det ved jeg ikke,” mumlede han videre, men han regnede med, hun havde forstået han ikke vidste det, da han havde trukket på skulderen. Han mærkede hendes hånd mod sin kind og lagde godt mærke til, hvor forsigtig hun var. Han bed sig i læben ved hendes ord og kyssede hendes pande. ”Man kan ikke redde hele verden,” hviskede han mod hendes pande med en rolig stemme. Han ville ikke belemre hende med sine problemer og han ville ikke vise, hvor ødelagt han var og han var også bange for, hans problemer ville ødelægge andre.

[Deleted]

Faith så lidt på Atticus, "Folk ryger ikke i Azkaban for at stjæle slik fra Candys Baronen eller sådan noget. De ryger ind for mord, voldtægt, brug af utilgivelige forbandelser og sådanne nogle ting. Jeg siger ikke alle fanger ikke er okay i deres hoveder, jeg siger at når jeg kommer udefra og ikke ved andet end den forbrydelse som er blevet gjort, så er jeg nødt til at tænke på min egen sikkerhed før jeg tænker på dem, for selvom de ingen tryllestave har men jeg har, så vil de stadig nemt kunne overmande mig, jeg er ikke ligefrem den stærkeste i verden," forklarede hun og sendte ham et lille smil. Hun vidste jo godt der var forskel på hvad hvem sad inde for, men derfor var hun stadig nødt til at passe på sig selv samtidig.
Hun pustede lidt ned i sin kaffe kop, mens de brune øjne så på ham over koppens kant. Hun lyttede til hvad han havde at sige, han havde trods alt siddet på den modsatte side af trammerne, så måske hun burde være lidt mere åben omkring de ting han sagde. Hun tog en tår af sin kaffe og nikkede så lidt, "Okay. Hvad hjælper dem så?" spurgte hun roligt, men oprigtigt interesseret i, hvad han mente ville kunne hjælpe fangerne. Selvfølgelig var der nogle lost cases derinde som hverken kunne eller ville hjælpes, dem kunne hun ikke gøre så meget for, men dem som foreksempel Atticus, som havde handlet i selvforsvar, mente hun helt bestemt skulle have en chance til, at blive hjulpet tilbage til samfundet.
Hun sank lidt, da hans mumlen lød. "Er det så en god eller dårlig ting?" spurgte hun stille, hun ville virkelig gerne hjælpe ham alt hvad hun overhovedet kunne, men det var svært når han ikke rigtigt lukkede sig op for hende, men hun forventede det samtidigt heller ikke. Hun lukkede kort øjnene, da hun mærkede hans læber mod sin pande, "Måske ikke, men jeg er jo nødt til at starte et sted, så hvis jeg kan redde din verden, går jeg gerne gennem ild og vand," svarede hun stille og søgte hans øjenkontakt. Hvor havde hun dog lyst til at kysse ham, især når han stod så tæt på og han lige havde kysset hendes pande.

[Atticus Hamilton MacKay]

”Det siger jeg heller ikke, du ikke skal. Jeg siger bare, man ikke skal møde alle mennesker, som de er de farligste mennesker på to ben der går rundt. Det hjælper dem heller ikke. Der er mange grunde til de har gjort som de har gjort, også mere end hvad øjet ser,” forsvarede han med tanke på hans mange tidligere medfangere. Han var glad for, han ikke længere var der. Han var altid blive mødt som var han den farligste der var derinde og han vidste, det var han ikke. Han vidste, mange havde en historie der vidnede modsat af den, som mangede troede om dem.
”At møde dem hvor de er. Give dem udredninger der viser, hvor varsom man skal være i stedet,” svarede han hende som hun spurgte. Han vidste godt, det var en utopisk tanke for selvfølgelig var tiden ikke til det. Han vidste også, at være påpasselig var det bedste i langt de flestes tilfælde, da nogen af dem ikke var særlig normale og der var en grund til, de var hvor de var og de med al sandsynlighed ville havne der igen. Det ændrede dog ikke på noget. Ikke for ham.
”En god ting,” hviskede han. Han lod sine læber slippe hendes pande, som han betragtede hendes ansigt. ”Jeg er i hvert fald sulten, så vi kan starte der,” sagde han med et glimt i øjet, da han ikke ville svare direkte på hvad hun sagde og ville forsøge sig med at være morsom. Han drak også sin kaffe færdig inden han gik mod gangen for at tage sko på, så de kunne komme afsted.

//Out//