You're the cutest of the Scoobies

[Deleted]

Scarlett Lidia Adams - Scarletts lejlighed - April 2054

Phillip vidste godt at det nok ikke havde været det bedste indtryk at give Scarlett sådan at "forsvinde" efter deres første møde. De havde snakket ret godt sammen og han havde virkelig fundet hende utrolig interessant. Problemet var bare at livet som kronprins kom med en del forpligtelser og han kunne ikke bare tage fri fordi han ville besøge en smuk pige.
Det havde været meningen ikke at fortælle familien om Scarlett, primært fordi der ikke var det helt store at fortælle de havde jo kun set hinanden en enkelt gang, men han havde virkelig følt en eller anden form for kemi som han ikke havde oplevet ved nogen af de kvinder han ellers omgik.
Desværre havde forslaget omkring en skole til fusere vagt en masse spørgsmål skønt det ellers blev taget godt imod derhjemme, eller altså af hans mor og far, nu var det jo ikke fordi han kunne fortælle det til resten af verden, men eftersom hans mor selv var fuser havde hun virkelig fundet ideen yderst interessant, selvfølgelig havde han sagt at det ikke var hans eget påfund, men hans kryptiske måde at undgå spørgsmål på havde kun gjort hende mere interessert og han var endt med at fortælle at det stammede fra en pige han havde mødt hvilket jo bare havde sendt hans mor helt op i skyerne og til trods for han havde forsøgt at fortælle hende at de bare havde snakket sammen en enkelt aften kunne han sværge på at han nærmest kunne høre bryllupsklokkerne ringe inde i hovedet på hende.
Hun havde i hvert fald insisteret på at han inviterede hende hjem på et tidspunkt for at snakke om skolen. Right, som om det ikke var for at se hende an. Phillip kunne ikke andet end at ryste på hovedet af hende, han var normalt meget privat omkring de piger han så, han havde ikke lyst til at go public hver gang han mødte en ny - hvilket til hans forsvar ikke skete særlig tit - men hans mor var bare hans mor og hun lod ikke helt til at forstå at man godt kunne nøjes med at være venner.
Denne eftermiddag havde Phillip besluttet sig for at opsøge Scarlett og fortælle hende at han havde skaffet hende et sted til hendes skole hvis hun stadigvæk var interesseret, han håbede bare at det var den rette adresse han havde lokket ud af hendes kollega som han bankede på hendes dør.

[Scarlett Lidia Adams]

Outfit

Scarlett sad i sin sofa og zappede. Hun havde ikke foretaget sig noget hele dagen, udover at varme sig et stykke brød. Hun havde fri denne dag og havde bestemt sig for, at hun ville bruge den på sofaen, i sit nattøj. Nattøj, som ingen andre skulle se, for det var ikke ligefrem den nyeste mode. Et par grimme leggins med heste på og en trøje, som måske var lidt selvglad. Det var ikke sådan hun tænkte om sig selv, men andre ville nok tro, at hun tænkte sådan. Hendes hjemmesko var nok det værste. Dog elskede hun at gå rundt med dem, da de var så dejlig varme og behagelige. Hun havde faktisk flere par, med dyr på, men i dag havde hun valgt disse. Ingen andre skulle se hende, så derfor kunne hun godt være lidt kikset.

Det kom som et chok, da det pludselig bankede på døren. Hun tænkte ikke videre over det og gik ud for at åbne op. Havde hun tænkt sig om, ville hun have taget en trøje på og smidt de bamsede hjemmesko fra sig. Dog måtte hun nu se et velkendt ansigt i øjnene, og ligne løgn. For at toppe det hele, var hendes hår også uglet og hun havde briller på, da hun ikke havde orket at tage kontaktlinser på.
Hun stod et øjeblik og granskede sin hjerne efter hvem han var, men det gik pludselig op for hende, at det var Phillip der stod udenfor. Hvad lavede han her? Og hvorfor skulle han lige komme når hun var grimmest?
"Eh hej?" Sagde hun og prøvede at skjule sig selv med døren, men hun måtte bare acceptere, at han havde set hende nu. 

[Deleted]

outfit

Han stod roligt og afventede at hun skulle komme ud og åbne. Han havde ikke travlt, men han havde faktisk set ret meget frem til at skulle fortælle hende om det hele, især fordi hun havde virker så fortabt da de have mødtes sidst som om at hun godt kunne bruge lidt medgang. Igen håbede han så bare på at hun stadigvæk gerne ville snakke med ham.
Som der lød skridt indefra fandt han smilet frem og håbede at det ville være nok. Nu var det ikke fordi han havde haft brændt hende af eller noget, de havde jo heller aftalt at de skulle mødes igen så teknisk set havde hun vel ikke noget at være sur over, men samtidig så havde han det af en eller anden årsag bare alligevel lidt skidt med ikke at have haft tid noget før. "Dav," svarede han og kunne ikke undgå at lade blikket glide ned over hendes tøj for et øjeblik. Han måtte bide sig selv i kinderne for ikke at begynde at le. Det ville være virkelig tarveligt, men hvor var det dog forfriskende at se en der turde være sig selv. "Forstyrrer jeg?" Spurgte han ude af stand til at smile en smule bredere end hvad der havde været intentionen.
Han var ikke ude på at gøre nar af hende eller noget sådan en svinemikkel var han trods alt ikke.
Han rømmede sig lidt diskret inden han forsatte. "Jeg tænkte på om du måske vil give en kop kaffe eller noget i den stil? Altså bare her, jeg har noget jeg meget gerne vil vise dig." Nu håbede han bare ikke at hun syntes han var alt for mærkelig at komme anstigende her på denne måde.
Det var nok også lidt underligt at han gik så meget op i det med denne her pige han kun havde mødt en gang, men der var bare noget spændende over hende, især fordi hun var så forskellig fra dem han plejede at omgås, hvilket hendes tøjstil er også kun bekræftede ham i.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett stod bare og stirrede på ham. Det var lidt underligt, at han var kommet, men han måtte jo have en god grund, eller ihvertfald bare en grund.
"Øøh... nej?" Sagde hun, men hun var dog i tvivl. Hun havde ingen planer, men køn var hun da heller ikke, så på en måde forstyrrede han vel. "Hvorfra ved du hvor jeg bor?" Spurgte hun, uden at invitere ham indenfor, for det var som om hun havde glemt, at han gerne ville ind. At han vidste hvor hun boede, var en smule skummelt og det ville hun da gerne have et svar på. Dog virkede han normalt ikke skummel, måske lige bortset far dengang han gerne ville vise hende noget. Selvom de ikke kendte hinanden ret godt, så havde han virket flink, så det kunne vel ikke skade, at lade ham komme ind. Tydeligvis blev han ikke skræmt væk af hendes alt for grimme outfit.
"Det kan jeg da godt. Har du selv kaffe med?" Spurgte hun og trak på skuldrene. Dog begyndte hun at grine lidt efter. "Ej det var bare for sjov." Sagde hun, men mest for at lette stemningen for sig selv. Det var lidt akavet.

Hun lod ham komme ind i lejligheden, hvorefter hun gik ud i køkkenet, for at lave kaffe. "Bruger du sukker eller mælk? Eller andet?" Spurgte hun, uden at vide hvad det andet kunne være. Hun ar lidt nysgerrig om hvad han havde at fortælle, for hun havde sådan set ikke regnet med at se mere til ham, efter sidste gang. De havde ikke aftalt at ses igen og han havde heller ikke hentydet til noget. Hun overvejede at skifte tøj og smide sine hjemmesko, men nu var skaden jo desværre sket.

[Deleted]

Han kiggede kort ned på hendes sutsko og så tilbage til hendes brune øjne. Det var yderst sjældent, som i stort set aldrig at han kunne få lov til at gå klædt i nattøj en hel dag. Han var altid på farten havde altid tyve ting på programmet og hundrede andre ting på ventelisten. Sommetider måtte det være rart bare at kunne slappe af og nyde livet lidt.
Hendes spørgsmål fik ham til at skære ansigt imens han skyldigt lod en hånd glide gennem det perfekt satte hår. "Jeg har fantastiske detektivegenskaber?" Forsøgte han sig med et lille smil inden han tilføjede, "din kollega gav mig adressen." Han rømmede sig en smule. "Jeg håber det er okay og ikke freaker dig ud, normalvis er jeg faktisk ikke så stalker-agtig...meeen det ville en stalker selvfølgelig også sige, så ja." Hans smil voksede i takt med han snakkede, tydeligvis fandt han sig selv en kende underholdende.
Han vippede lidt utålmodigt på fødderne som hun lod til at overveje situationen. Det var vel egentlig også fair nok siden de jo slet ikke kendte hinanden. "Øh.." Spørgsmålet slog ham faktisk en smule ud for det var måske egentlig lidt uhøfligt af ham at komme anmasende på denne måde og så bare forlange kaffe. Dog begyndte han at grine sammen med hende da det gik op for ham at hun bare jokede.
"Okay, der fik du mig!" Indrømmede han og rystede let på hovedet. Hvor var hun dog dejlig forfriskende at være i nærheden af. "Men altså, jeg kan tilbyde at skylde dig en kop til senere?" Forslog han. I så fald ville han da have en undskylding for at inviterer hende ud igen.
Han fulgte hende indenfor og kiggede sig kort rundt. Hvor var her dog småt i forhold til hvad han besad af plads. Men nu boede han jo også på et slot så det var måske ikke så mærkeligt. "Bare mælk." Annoncerede han og tog sko og jakke af. Han greb et dokument fra inderlommen inden han hængte den fra sig på knagen og gik ind i stuen. "Jeg tror med sikkerhed det er noget der vil få dine kaninsutter til at løbe i dækning når de høre din begejstring." Han blinkede til hende, det var ikke for at drille hende med hendes fodtøj, men det var da lidt sjovt.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett rynkede på næsen, da han sagde, at han havde fantastiske detektivegenskaber. På hende virkede det måske lidt stalkeragtigt og hun var lidt skeptisk om at skulle lukke ham ind, men det hjalp dog en smule, at han havde fået adressen fra hendes kollega. En kollega hun nok ikke ville tale til mere. Det var ikke fordi han var en skidt fyr, men hun kendte ham jo ikke og derfor ar det ikke så fedt, at hendes kollega gav hendes adresse ud til fremmede mænd.
"Det er lidt stalkeragtigt, men det er okay. Det er dog mest min kollega jeg skal have talt med." Sagde hun, stadig med lidt skepsis i stemmen. Det virkede bare underligt for hende, at han var kommet, for hun kunne slet ikke se en grund til det. Hun kom dog til at grine lidt af de ting han sagde og hun flyttede sig så han kunne komme ind. Ville han overfalde hende, så kunne hun altid slå ham ned med en grydeske.

Hun vendte sig mod ham og sendte ham et lille smil. Ville han give hende kaffe en dag? Hvad var der med den mand?
"Det er en aftale." Sagde hun alt imens hun fik sat noget kaffe over. Kunne hun udføre magi, var det nok gået lidt hurtigere, men sådan var hendes liv bare ikke. Da kaffen var færdig hældte, hældte hun noget i to kopper og mælk i den ene. Hun satte dem så på det bord hun havde i stuen, hvor hun nogle gange spiste, og nikkede mod den ene stol, så han kunne sætte sig der. Selv satte hun sig ned og begyndte at puste til den varme og velduftende kaffe. Da han nævnte hendes hjemmesko, begyndte hun at rødme.
"Det er flamingoer..." Mumlede hun og prøvede at slå det væk, da hun var lidt nysgerrig over hvad han havde at fortælle hende.

[Deleted]

Han kunne godt fornemme at det måske ikke havde været det fedeste indtryk at give hende, men for pokker han havde jo en god nyhed og den kunne ikke vente til han fangede hende på arbejde igen, både fordi han skulle melde tilbage omkring skolen der jo skulle åbnes, og fordi han faktisk ikke så tit var i Skotland. Det var trods alt et lidt travlt liv at være kronprins.
"Det beklager jeg, det var altså ikke for at være creepy." Forsikrede han og smilede lidt undskyldende til hende.
"Men altså, jeg er kun i Skotland i dag så skal jeg hjem igen og jeg har en nyhed du med garanti vil blive glad over." Forsvarede han sig stadigvæk med et roligt smil på læberne. Han håbede da i hvert fald at hun ville blive glad for det ellers ville dette besøg nok ende ud med at blive temmelig akavet. Mere end det allerede var.
"Anyway, bliv ikke sur på din kollega, jeg kan være meget overtalende." Sagde han i håb om at hun ikke ville give den stakkels mand et møgfald næste gang hun mødte op på jobbet.
Det kom a også som en lettelse da hun sagde ja til at han kunne skylde hende en kop kaffe til senere, han ville da ikke have noget imod at mødes med hende igen og det lod da også til at hun ville have det fint nok med at mødes med ham - på trods af hans lidt stalker-agtige tendenser.
Med smilet malet på læberne satte han sig ned på pladsen hun anviste ham overfor hende. Et hurtigt blik blev rettet mod de omtalte sutsko, skønt det krævede at han kortvarrigt kiggede under bordet, "der kan man bare se," sagde han blot med morskab o stemmen inden opmærksomheden atter blev rettet mod hendes smukke mørke øjne. "Okay, så det jeg ville fortælle dig var at jeg har fundet et sted til din skole." Sagde han som var det en køleskabsmagnet eller noget andet ubetydeligt han havde købt til hende. Nu var det jo heller ikke fordi han forærede hende slottet - det måtte han trods alt ikke, men han ville gerne lade hende køre sin skole der, og det havde han også fået lov til fra hans mor som var meget positiv overfor ideen.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett var stadig lidt lidt i tvivl om hvorfor hun havde lukket ham ind, for han virkede ærlig talt som en lidt tvivlsom type der bare kom anmasende hos fremmede kvinder. Dog var der noget ved ham der tiltalte hende og han var trods alt den eneste der var blevet ved hende efter et møgfald. Det gav ham alligevel nogle point. Hun kunne godt mærke, at han var meget overtalende, for ellers havde hun nok ikke lukket ham ind.
Hun satte sig ned overfor ham og ventede på den nyhed han havde til hende. Hun havde absolut ingen idé om hvad det kunne være, for de kendte ikke hinanden og derfor var det sært. Da han kiggede ned på hendes sutsko, rødmede hun og kiggede væk fra ham.
"Så har du vidst set dem." Sagde hun og prøvede at skjule sin rødmen. Selvfølgelig skulle han komme den dag hun havde dem på. Og resten af det afskylige tøj på. Var det ikke fordi han var en stalker, så ville han sikkert dømme hende på tøjet.

Da han fortalte hende, at han havde fundet et sted til hendes skole, så hun lidt uforstående på ham. Hvad for en skole snakkede han om? Det gik dog op for hende få sekunder efter. Hun havde ikke glemt det, men han forvirrede hende bare lidt, fordi hun havde glemt, at hun havde fortalt ham det.
"Åh... Øh... Hvorfor? Hvor?" Hun lagde hovedet let på skrå og forvirringen var tydeligt at se i på hendes ansigt. Hvorfor i alverden havde han kigget efter et sted til hendes skole?

[Deleted]

Phillip rettede sig op og stoppede sin stirren på hendes sutsko. "Yeah sorry, de er bare meget.." han stoppede sig selv. Måske han bare skulle droppe emnet om hendes fodpåklædning inden han fik roddet sig ud på dybt vand. "Anyway."
Han rømmede sig og follede hænderne foran sig på bordet for at se mere professionel ud.
Det gik hurtigt op for ham at hun ikke helt kom med den ønskede reaktion. Han havde håbet på lidt mere jubel og lidt mindre mistænksomhed. På den anden side var det jo ikke fordi han sagde at han havde skaffet hende en magnet til køleskabet, dette her var et slot, måske en liiidt dyr gave til en person man kun havde mødt én gang. Det var nok en god ide at være mere professionel omkring det så hun ikke tog det som en alt for creepy gave.
"I Norge." Fortalte han og førte en hånd gennem det perfekt satte hår. "Jeg har skaffet et slot, det vil selvfølgelig være mit, men jeg vil gerne invasterer det i din ide om en skole for fusere." Forklarede han hende, men som han snakkede kunne han godt høre at det stadigvæk lød meget underligt.
"Som sagt er jeg iværksætter og jeg tror på din ide." Hun behøvede jo ikke ligefrem vide at han jo sådan set ikke havde betalt for slottet, det tilhørte den royale familie. "Altså jeg har sat restriktionerne igang, heldigvis er slottet flot og velholdt, den vil nok kunne huse omkring 2-300 elever - muligvis flere - og med lidt held vil jeg kunne få den færdig og klar til at starte op efter sommerferien. Det kræver selvfølgelig noget markedsførring og der skal ansættes nogle professorer."
snakkede han videre som var det en debat om vejret.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett gav ham et blik der sagde, at han skulle droppe emnet om skoene. Det var da utroligt så fascinerende han fandt dem. Hvis de nogensinde kom tættere på hinanden, ville hun give ham et par, for tydeligvis var han misundelig. Hun kunne dog ikke helt se hvordan de skulle blive tætte, for hun havde aldrig rigtigt været tæt med nogen, så hvorfor skulle han være en undtagelse?
Scarlett skulle lige til at sige noget, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var virkelig underligt, at han lige havde fundet et slot. Hvem fandt også bare lige et slot? Hun rystede på hovedet, men ikke for at sige nej. Det var mere fordi hun var så forvirret over det der skete.
"Tror du virkelig så meget på min idé, at du lige har fundet et slot?" Spurgte hun og lænede sig tilbage i stolen. Hun begyndte at blive lidt svimmel. Skulle hun have sin skole? Hun havde tænkt på idéen i rigtig lang tid, men havde ikke troet det ville blive en realitet så hurtigt.
"Wow. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har penge. En del, så bare sig til og så får vi styr på slottet. Det behøver ikke at være dit, hvis du ikke vil. Wow." Hun begyndte at grine og rejste sig op. Hun satte sig dog hurtigt ned igen og var tæt på at falde ned af stolen, fordi hun ikke havde sat sig rigtigt.
"Tak, Phillip. Wow." Sagde hun og satte sig ordentligt. "Det er stadig super underligt og creepy, men jeg er villig til at se igennem det, når nu du har været så gavmild." Sagde hun og grinede lidt igen. Hun havde lyst til at give ham et kram, men hun ville ikke tage creep rollen fra ham.

[Deleted]

Det var tilsyneladende meget svært for ham at fjerne blikket fra hendes besynderlige fodbeklædning, dette kom sig nok også af at han aldrig selv ville så meget som overveje at gå rundt i sådan noget. Eller jo det ville han nok godt, men det ville nok skabe en del omtale på slottet. Ved nærmere eftertanke, måske skulle han afprøve det.
Han tog sig selv i at sidde med et lidt smørret smil frem til han bemærkede hendes lidt iltre blik og han rømmede sig en kende forlegent som han hurtigt opfangede at sutskosemnet hermed var lukket for debat.
Som samtaleemnet gled tilbage på slottet følte han sig også mere sikker på sig selv og fandt det lidt mere professionele udtryk frem igen. "Ja det gør jeg, der er ingen skoler for fusere og det er da forkert. Du har helt ret, de står sådan lidt imellem for de kan ikke gå på Hogwarts, men magien er alligevel en del af deres liv." Svarede han og lod det ene ben falde over det andet.
"Jeg tror virklig at dette her kunne gå hen og blive helt utrolig interessant og meget brugbart for det magiske samfund."
Roste han og smilede så til hende. Smilet endte ud i at blive en kende overbærende da hun sagde at hun havde penge. Nu var det jo et familiehjem så han ville aldrig få lov til at sælge det og et slot i den afskygning kostede mere end hvad de fleste mennesker med et godt job ville kunne spare sammen over et liv. "Bare rolig, det er ikke et problem, du er selvfølgelig rektor og det er dig der er bossen." Sagde han beroligende, "ikke at jeg ved noget om det, men jeg tror ikke at du vil have råd hverken til at købe eller beholde slottet, jeg synes hellere du skal bruge dine penge på de lidt mere vigtige ting som lønninger og den slags, det hele skal jo starte et sted." Fortalte han hende, men det var nu rart at se at hun allerede var klar til at spytte penge i projektet og det ikke bare havde været noget hun havde lukket ud uden at ville prøve at virkeliggøre den drøm, dette viste at hun var klar til at kæmpe for det hun gerne ville have og det var en god kvalitet at ligge inde med.
Han måtte da også bide sig lidt i læben da hun var ved at drætte ned fra stolen, "no problem" svarede han varmt.
Dette her ville forhåbentlig blive starten på et fantastisk samarbejde.

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett kunne slet ikke forstå, at dette faktisk var ved at ske. Hendes drøm ville komme til virkelighed og det var alt sammen på grund af ham. En total fremmede mand, som hun havde mødt ved en tilfældighed. Hun var tæt på at få tårer i øjnene, men hun kæmpede imod.
"Det er virkelig surrealistisk for mig det her. Jeg kan slet ikke forstå, at du så gerne vil hjælpe. At du vil gøre det for en fremmede pige. Du kender mig jo ikke og alligevel giver du mig et freaking slot." Hun slog ud med armene og rejste sig op. "Prøv at tænk på alle de børn, der kan få en bedre fremtid nu, fordi de ikke skal føle sig fortabt. De kan lære om mugglernes samfund og det magiske og være sammen med andre, som forstår hvad de går igennem. De kommer til at være på en smuk skole, hvor alt kan ske. Bortset fra magi selvfølgelig." Sagde hun med et skuldertræk. Det gjorde hende ikke noget mere, at hun ikke kunne yde magi. Det behøvede hun slet ikke. Hun kunne nu gøre noget meget bedre. Gøre folk som hende, glade og trygge.
Uden at tænke over det, kastede hun sig i armene på Phillip, selvom hun havde bestemt sig for, at det ikke skulle ske. Hun slap ham dog hurtigt igen og kiggede akavet ned på sine sko, som stadig var pinlige at have på. Hun smilede dog stadigvæk og det smil forsvandt ikke lige.
"Tak." Sagde hun igen og kiggede op. "Hvornår kan jeg set det?" Spurgte hun ivrigt og glemte alt om det akavede øjeblik.

[Deleted]

Det ville være løgn at sige at Phillip ikke nød den reaktion han fik frem i hende. Hun virkede glad for at fortagnet og det kunne han sådan set også godt forstå, men det var også bare en af de fede ting ved at være kronprins, at gøre en forskel for "folket" -også selvom det ikke var folket fra hans eget land. "Lejer dig et freaking slot." rettede han hende med et smil. Igen blev han nok ikke voldsomt populær hvis han gav familieboliger væk. Heller ikke selvom de ikke blev brugt.
Han betragtede hende som hun snakkede om skolen og kunne mærke mere og mere hvordan dette her var det rette valg. Selvfølgelig var det lidt af et sats at tage eftersom han jo ikke kendte hende, som hun også selv påpegede, men hendes ide var virkelig god,
in fact så god at han ikke forstod at der ikke var nogen som var kommet op med den noget før for selvfølgelig burde fusee have deres egen skole hvor de kunne lære hvordan det var at være mellemledet mellem to så forskellige samfund og hvordan de håndterede det i hverdagen. Det fortjente at vide lige meget om begge steder.
Han havde selv rejst sig i takt med hende, mest fordi det var en refleks, men indrømmet blev han ret overrasket da hun pludselig kastede sig om halsen på ham. Det endte ud i et lidt akavet kram inden kom kort efter slap ham og tydeligvis selv blev lidt flov over sin egen handling.
"Øhm," han rømmede sig en enkelt gang for lige at genfinde professionaltieten og så så kort op og ned af hende, "jeg ville have sagt så snart du har lyst, men du skal nok som minimum skifte sko." Et bredt smil voksede sig frem på hans ansigt, han kunne simpelthen ikke lade de rægerlige sko blive glemt.[/blocquote]

[Scarlett Lidia Adams]

Scarlett stod og lignede en der kunne hoppe når som helst det skulle være. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ad sig selv og hun ville virkelig ønske, at han ville begynde at juble, så hun ikke så alt for dum ud.
"Ja jeg ved det, men følelser er squ ligeså god.!" Sagde hun med et kæmpe smil på læberne, for hvor skulle smilet ellers komme frem? Hun ville så gerne se slottet nu, for det var slet ikke til at holde ud, at hun skulle vente.
Hun nåede lige at høre ordet 'snart' og hun var tæt på at skrige af glæde. Det blev dog ødelagt meget hurtigt, da han sagde, at hun burde skifte sko.
"Nå uuh ha, hr. for-fin-til-hjemmesko-med-flamingoer-på." Sagde hun og vrængede ad ham. "Men det er fint nok. Du siger bare til og så skal jeg nok smide et par hæle på." Hun sendte ham et lille smil, som andtydede, at hun drillede, hvis han ikke allerede havde forstået det. Det var ikke altid til at vide med mænd, da de ikke altid fattede et hint. Eller noget andet for den sags skyld. Hun var dog stadig flov over sit valg af hjemmesko, men der var desværre ikke meget hun kunne gøre ved det. Nu havde han set dem og der var vidst ikke noget der var værre i hendes tøjskab eller i hendes skoskab.
"Jeg kan når du kan." Sagde hun så og kom tilbage til sit utroligt glade jeg, igen.

[Deleted]

Han tog sig selv i at stå med et lidt smørret smil på læben som hun lignede en der havde lyst til at hoppe glædeligt rundt. Hun virkede virkelig som en sød pige og nu ville han jo også komme til at se den del mere til hende i forbindelse med skolen og alt det, det kunne da også være ret spændende at lære hende lidt bedre at kende.
”Jamen det er jeg glad for at høre.” Sagde han ærligt,. Det var måske ikke helt traditionelt at man bare lige mødte en fremmede og så tilbød hende at leje sig ind i én af hans boliger, men ideen om at åbne denne skole lå bare hans hjerte meget nært især på grund af hans mor.
Han bed sig let i kinden for ikke at begynde at le. ”Ja, havde det været kaninsutsko derimod...” førte han joken lidt videre inden han begyndte at le lidt. Det var virkelig befriende at være omkring en der ikke lod til at have nogen som helst ide om hvem han var.
”Jamen skal vi så sige næste uge? Lørdag måske? ” Han var ofte booket ret meget op med forskellige arrangementer, der var også et kommende bal han skulle deltage i, men lige lørdag var vidst åben som den eneste dag, det gjorde ham nu ikke så meget, han kunne godt lide at have mange bolde i luften, men det gjorde det dog ofte lidt svært at have tid til andre ting såsom at møde nye mennesker.
”Jeg burde næsten have taget en flaske champange med. Det føles som en anledning der burde blive fejret med champange..” Kommenterede han så med et skævt smil. På den anden side ville det nok også have været lidt mærkeligt at dukke op med en flaske champange hvis hun nu havde sagt nej tak.
Han havde lyst at blive lidt længere og snakke med hende, men på den anden side ville han heller ikke trænge sig på og han havde en del ting på plakaten i dag, men sådan var det jo at være kronarving. ”Nåh, men jeg vil også se at komme videre så du kan komme tilbage til...hvadend det var du lavede inden jeg dukkede op.” sagde han i et mildt smil.