She's Not Me

[Skyler Brown York]

Charles Michael Lavoie
Marts 2054 - omkring kl 16.
Hjemme hos Charles
Outfit

---

Skyler havde ikke snakket med Charles siden Blair havde taget dem på sengen hjemme hos hende. Hun gik nok lidt og fortalte sig selv, at hun var helt hundrede procent ovre ham, selvom hun inderst inde godt vidste, at en del af hende stadig var ret så glad for ham. Men hun havde egentlig ikke haft planer om, at kontakte ham igen, primært fordi hun jo selvfølgelig mente, at det burde have været ham, som kontaktede hende, da han var fyren. Men som tingene havde ændret sig, og hun havde fundet ud af, at hun var blevet gravid.
Heldigvis kunne man dog ikke se det på hende, sådan rigtigt, men nu var hun også kun to måneder henne. Hun havde nok brugt de sidste to uger på, at gøre op med sig selv, hvad pokker hun skulle gøre. Hun nægtede at fortælle sine forældre det, men eftersom hun var under 17 år, så kunne hun ikke bare få en abort, uden sine forældres underskrift, hvilket også var lidt svært eftersom de ikke havde været hjemme de sidste fire måneder.
Hun havde også brugt de sidste to uger på, at finde ud af om hun skulle fortælle Charles, at hun var gravid, eller om hun bare skulle få en abort, og han ikke skulle vide noget om det. Hun var dog kommet frem til, at han vel på et eller andet punkt havde ret til, at vide det, selvom hun ikke havde lyst til, at se på ham, for hun havde jo læst om ham og Flora, og det gjorde ondt, selvom hun ikke ville indrømme det. Hun bankede roligt på hans dør og sukkede så lidt, som hun afventede om han overhovedet ville være hjemme.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde primært haft travlt med at indspille nyt album og udgive singler. Han havde en grim tendens til at forsvinde ind i sin egen lille boble og koncentrere sig om det ene. Det optog også alt liv, han havde da det bare tog enormt meget tid og han gerne ville have at hans del naturligvis lød så perfekt som muligt og der var jo også alt mixing arbejdet og reklamere for albummet og sådanne nogle ting. Heldigvis havde de et management der tog hånd på det meste, og de blev jo også bedt om at slappe af, når de var færdige da det var et hårdt stykke arbejde. Der havde også været snestorm i sidste måned, hvor han havde haft Flora på besøg. Det hele havde egentlig været lidet underligt og han vidste, der rundt omkring stod at de havde genfundet deres flirt. Han havde jo været glad for Skyler og han havde også tænkt på hende, men bare ikke nået længere end det. Det var desværre bare ret typisk ham. Hvor vidt de var færdige sammen eller ej, det var han i tvivl om. Han ville jo også gerne give Flora en chance igen, men det hele var bare... forvirrende. 
Charles hørte en dørbanken og var egentlig begravet lidt i forskellige noder og sangtekster, hvilket gjorde han sukkede en anelse irriteret. Han rejste sig op og tog en tår af den energidrik han havde stående. Hjemmet var egentlig også fyldt op med dem i øjeblikket netop fordi der var run på. Han gik langsomt ud mod døren og låste i en rolig bevægelse op, hvorefter han åbnede døren. Han bemærkede med det samme det flotte blonde hår og den blege hud. Skyler. Han måtte erkende sig overrasket over at se hende, hvilket også var tydeligt på ham. "Skyler?" spurgte han i en hæs stemme, da han følte sig ret brugt inden han trådte til side, så hun kunne komme ud. "Det er godt at se dig. Hvordan har du det?" spurgte han, som ingenting var sket med dem siden sidst de havde set og Blair havde givet ham en på trynen. Han kunne ikke helt gøre op med sig selv hvad der var den bedste taktik, men omvendt ville han jo heller ikke lyde som om han havde titusind undskyldninger. 

[Skyler Brown York]

Som Skyler stod ude foran Charles' hoveddør og afventede om nogen ville lukke op, stod hun samtidig og overvejede om, hun mon ville kunne nå at fortryde og bare gå igen. Hvorfor skulle hun overhovedet fortælle ham, at hun var gravid, når hun alligevel allerede havde besluttet sig for, at hun ikke ville have barnet? Hendes indre fornuft sagde hende bare, at han uanset hvad, havde ret til at vide det. Den der fornuft var hun ikke altid så gode venner med, så når den endelig besluttede sig for, at kigge forbi, så var det nok bare bedst, at lytte til den.
Hun kunne høre fodtrin inde på den anden side af døren og mærkede, hvordan hendes fornuft langsomt blev skubbet ud af hovedet, og hendes flygt instinkt tog over. Hun nåede dog ikke, at reagere på det, før døren gik op og fornuften vendte tilbage ved synet af Charles. Det samme gjorde den bitchy attitude dog også. Den attitude hun brugte, når hun ville beskytte sig selv, selvom den for det meste havde været pakket væk i hans selskab. "Mh, prøv at se lidt mindre overrasket ud," sagde hun og lagde armene over kors. Det eneste der kørte rundt i hendes hoved lige nu, var at hun skulle beskytte sig selv.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, som hun trådte indenfor, og rystede så blot lidt på hovedet. "Lad vær med det dér," sagde hun i en sårbar tone. Hormonerne fes rundt i kroppen og ikke mindst i hendes hjerne, hun ville bare have det barn væk, så hun kunne have kontrol over sig selv igen. "Der.. Er noget vi.." hun stoppede sig selv midt i sin sætning, som hun bed sig lidt i læben, "..Jeg skal fortælle dig.. Jeg ved godt det er et dårligt tidspunkt og du har meget om ørerne med bandet, men det tar kun fem minutter," sagde hun og vendte blikket mod ham. Hendes øjne var en smule blanke, men hun prøvede at holde igen med sine følelser og hormoner.

[Charles Michael Lavoie]

Charles lagde godt mærke til den bitchy attitude. Han havde efterhånden lært hende godt at kende og vidste godt, at hun kunne blive bitchy, når hun ville passe på sig selv. "Sorry," påpegede han med en træt stemme. Han gad ikke tage kampen op og spørge hende, hvorfor hun var sådan lige nu. Lige nu skulle hun komme indad døren, sætte sig ned og rent faktisk have en samtale med ham og hvis hun stadig var bitchy, kunne han spørge. Det kunne trods alt også være, hun var utilfreds med at han ikke havde kontaktet hende og han vidste jo godt, at hun læste sladder og ville have set der havde stået om ham og Flora. 
Han vidste ikke om han skulle kramme hende, men han valgte nu at at lade være, især da hendes kommentar om, at han skulle lade være med at spørge indtil hende. Han så på hende med et blidt blik, da hun havde lydt sårbar. Han klemte sine fingre spidser ind på håndfladen et par gange og kunne godt mærke hans hud var ru efter alt det guitar han havde spillet, inden han lagde sine arme om hende. Hun måtte skubbe ham væk, hvis hun ikke ville have et kram, men han ville sikre sig hun var okay. Han brød sig trods alt ikke om, at hun skulle føle sig sårbar i hans selskab uanset hvad. "Ja?" spurgte han, mens hans blik faldt blidt og afventende på hende. Han bed sig i læben, da hun påpegede han havde travlt og det var et dårligt tidspunkt. "Skyler?" spurgte han bekymret for at fortælle hende, hun havde 5 minutter, selvom hun måtte få al den tid, som hun havde brug for. Han kunne bare ikke rigtigt sige til hende, at han altid ville have tid til hende, for det havde han jo ikke rigtig haft over den sidste måned. Han vidste ikke hvad der lå i vente for ham og lige nu løb hans tanker mest i, at de virkelig for alvor ville bryde op selvom de ikke var kærester eller at hun havde en samlejesygdom eller et eller andet i den stil. 

[Skyler Brown York]

Det var typisk Skyler, at finde en bitchy attitude frem i sådanne nogle situationer som disse. "Whatever," mumlede hun, og skulle til, at kører hånden i gennem sit lange blonde hår, mens stoppede sig selv. Hun var vant til, at have hår løst, men lige for tiden med al den kvalme som der bare ikke noget ret meget til, at tricke, så var det bare nemmere, at det sad oppe. Hun var dog ikke sygmeldt fra skolen mere, for nu havde hun ligesom fundet ud af, hvad der var årsagen til, at hun havde det som hun havde.
Hun tog sine sko og jakken af, da hun regnede med, at han havde tid, eftersom han da ikke havde smidt hende ud. Om han så ville ende med at gøre det, når hun smed bomben, måtte tiden vise. Hun havde virkelig ingen idé om, hvordan han ville tage det. Hun trak vejret tungt ind, da hun mærkede hans arme omkring sig, en del af hende havde lyst til, at skubbe ham væk, sige han ikke skulle røre hende, det var samme del af hende som blev bitchy. Den del af hende som ville passe på sig selv. Men en anden del af hende, mærkede varmen fra hans krop og duftede den velkendte duft fra ham. Før hun selv rigtigt nåede at beslutte sig for, hvilken del hun skulle lytte til, havde hun allerede lagt armene om ham også og gengældte hans kram. "Kan vi ik sætte os ind?" spurgte hun og slap ham igen og endnu engang lagde armene over kors, mens hun vendte blikket mod gulvet, "Tro mig, du vil have brug for, at sidde ned.." tilføjede hun og førte en blondt tot om bag det ene øre, som var faldet ned fra hendes frisure.

[Charles Michael Lavoie]

Charles svarede ikke på hendes whatever. Han kunne godt se og mærke, at noget var anerledes ved hende, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. Måske havde hendes hud ændret sig? Det kunne selvfølgelig også bare være, at det var alt det med Flora og hans manglende tid, som hun var sur over. Det skulle han ikke kunne sige. Hun havde ikke bragt det op endnu, men som sagt, så var han også sikker på de skulle have en snak om, at de var helt færdige med hinanden nu. 
Han mærkede hendes arme omkring sig og smilede kortvarigt bag hende. Hun ville trods alt ikke kunne se ham, når han havde hovedet over hendes og hendes ind mod sig. Han gav slip da hun gjorde og nikkede kortvarigt, men kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at banke tungt, da hun forklarede, at han ville have brug for at sidde ned. Eh? Hvorfor? Han var en voksen mand i stand til at klare det meste, men med de nyheder, der var i vente, der ville han helt sikkert takke hende indvendigt over, at han havde fået den advarsel. "Jo, selvfølgelig... Men du skræmmer mig en smule..." påpegede han og tog fat om hendes frie hånd for at gå ind i Marcs og hans fællesstue. Han lod hende vælge hvor vidt hun selv ville sidde ned og satte sig ned i en stol og så på hende. Han var ikke sikker på han var klar. Han havde da også en bekymret mine i sit ansigt, som han prøvede at fange hendes blik. "Hvad er det, du vil fortælle mig?" spurgte han og prøvede at fastholde hans stemme i et roligt toneleje, selvom det var svært for ham at lægge skjul på han var en anelse nervøs. Han vidste intet om hun ikke havde været i skole og havde været sygmeldt over længere tid. Han vidste intet om Phillip, som var hans tidligere svoger eller noget som helst. Han vidste kun, at han var skræmt over den højtidlighed Skyler havde medbragt sig.

[Skyler Brown York]

Skyler vidste udmærket godt, at hun slet ikke havde nogen som helst ret til, at være sådan overfor Charles. Selvfølgelig havde hun læst om ham og Flora, og hun ville ikke stille sig i vejen for hans lykke, hvis det var hende han ville være sammen med, så skulle han selvfølgelig det, og hun havde selv været sammen med Philip i mellem tiden, hvilket bare gav hende endnu mindre ret til, at reagere som hun gjorde. Desværre ændrede det ikke på, at han allerede én gang for nogle år siden havde været en lort overfor hende og hun frygtede så meget, at det var det der var ved, at ske igen.
Hun bemærkede ikke, at han smilede da hun gengældte hans kram, hvordan skulle hun også have en jordisk chance for det, når hun ikke kunne se hans ansigt? Hun fnøs let og rystede på hovedet, "Tøsedreng," sagde hun en anelse drillende og blinkede til ham, hvilket nok langt mere viste den Skyler han var vant til. Hun tog imod hans hånd og fulgte med ind i stuen, i det mindste så det ud til, at de var alene. Hun satte sig over i sofaen og så afventede på ham til han også havde sat sig. "Jeg er gravid, Charles," sagde hun og mærkede hvordan en kæmpe sten faldt fra hendes hjerte. Hun havde ikke tænkt sig, at nævne noget som helst omkring, at hun havde været sygmeldt eller nævne noget som Philip eller Flora for den sags skyld. Flora måtte han selv bringe på banen, hvis han mente det var nødvendigt. Det var jo ikke fordi de var kærester, så i bund og grund havde ingen af dem, vel gjort noget forkert, selvom det ikke ligefrem gjorde smerten i hendes bryst mindre. Hendes blik havde hun ladet blive fanget af hans, hun ville gerne se hans reaktion, selvom hun ikke var i tvivl om, at hun ville have det fjernet.

[Charles Michael Lavoie]

Charles vidste godt at han for lidt over et år siden havde været en idiot. Det var skam ikke kun over for Skyler eller Flora han havde været det, nej det havde sådan set været overfor de fleste, der var i hans nærhed. Han havde virkelig kæmpet med at skulle være kendt og at alle følte, de ejede ham. Ikke at han ville undskylde sine handlinger med, at han havde været et meget mørkt sted og han først var nu ved at komme fri af det og at Skyler havde hjulpet utrolig meget med det uden at vide det. Han var ikke typen, der fortalte hvad der foregik inde i hovedet på sig selv og han var ikke typen, der ville bryde sammen foran nogen. Den, der havde været tættest på at se ham græde var Flora og selv der, havde han holdt igen. 
Han kløede sig i nakken, da hun kaldte ham en tøsedreng. "Njøh, lær mig at være en mand," drillede han tilbage, da han blev glad for at høre, at den Skyler han kendte og holdt utrolig meget af, stadig var derinde. Hun kunne selvfølgelig have en dårlig dag, hvad vidste han? Han lod hende sætte sig ned og betragtede hende, indtil hun fortalte hun var gravid. Hans ansigt blev en anelse blegt at se på - mere end det var i forvejen, hvilket ikke sagde så lidt, mens han stirrede blankt på hende. Gravid? Skulle han være far? Han åbnede munden for at prøve at sige noget, men endte med at lukke den igen. Han var sgu da ikke klar til at være nogens far. Hans krop begyndte at handle af sig selv og før han vidste af det, havde han rejst sig op og sat sig ved siden af hende. "Uhm er du sikker?," lød det fra hans læber, mens han prøvede at samle sine tanker. Gravid. Okay. "Hva..hvad har du tænkt dig at gøre, Skyler?" spurgte han med en mild, dog nervøs stemme. "Altså uanset hvad, skal du vide, jeg støtter op omkring dig," påpegede han og kiggede på hendes mave. Hun så ikke gravid ud, men han regnede ikke med hun ville lyve for ham. Han havde det dog som om, nogen havde sparket ham i maven gentagende gange, da det ikke var en besked han havde forventet at få. Han håbede hun ville få barnet fjernet, mest af alt fordi hun var så ung og han ikke var på et punkt i sit liv, hvor han ville kunne tage sig af et barn uden at skulle sætte karrieren på hold. 

[Skyler Brown York]

Skyler var ikke sur på Charles mere over, hvad der var sket dengang, både fordi det jo var længe siden, men også fordi han havde undskyldt for det, og hun var trods alt ikke typen som forventede folk undskyldte flere gange. De havde jo fundet ud af det efterfølgende. Det gjorde bare, at hun var mere påpasselig omkring ham og passede mere på sig selv, fordi hun var bange for, om det ville ske igen. Men det var ikke noget hun gad bruge, hverken hans eller hendes egen tid på. Hun vidste jo heller ikke noget om de ting han havde været igennem dengang, ligesom hun ikke vidste, at han i stilhed i sit eget sind takkede hende, for at have hjulpet ham.
Hun lod kort sin tungespids fugtige sine læber, som hun rystede lidt på hovedet, "Jeg er magiker, ikke mirakelmager," svarede hun drillende tilbage, det var rart, at alt for et øjeblik var som det plejede at være mellem dem, for sandheden var jo, at hun også holdt utroligt meget af ham, og der var ellers ikke mange som fik lov til, at komme ind på livet af hende. Blake og hendes søskende var de eneste i hendes hjerte, men Charles var kommet under huden på hende, hvilket også var årsagen til, at det hele gjorde så pokkers ondt, især da hun havde læst om ham og Flora.
Hun bed sig lidt i læben, da han blev bleg..-ere, at se på, "Jeg sagde jo, at du ville have brug for, at sidde ned.." mumlede hun og slog blikket mod gulvet. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da han rejste sig og satte sig over ved siden af hende i sofaen. Hvorfor skulle han dufte på pokkers godt? Hun nikkede lidt, "Tror du selv, jeg ville fortælle dig det, hvis jeg ikke var sikker?" spurgte hun som det sårbare toneleje vendte tilbage i hendes stemme. Hun vendte blikket mod ham og skulle til, at kaste sig ud i, at indlede ham i hendes plan, da hans påpegelse lød. Hun rynkede lidt på panden, da han så mod hendes mave, hvilket fik hende til, at placerede en blid hånd mod hans hage for, at tvinge hans blik tilbage til hendes, "Det skal fjernes, Charles. Jeg er kun 16 og du har dit band og Flora. Vi skal ikke ha' et barn," sagde hun og havde det virkelig som om, at nogen rev hendes hjerte ud og trampede på det. Hun mærkede en enkelt lille tåre trille ned af hendes ene kind, der var ikke mange som havde set hende græde og det var heller ikke meningen, at Charles skulle være en af dem, men hun kunne ikke holde sine hormoner tilbage, selvom hun kæmpede mod dem, præcis ligesom hun kæmpede mod sin lyst til, at kysse ham.

[Charles Michael Lavoie]

Charles kunne heller ikke fordrage, at han skulle blive ved med at sige undskyld. Han var efterhånden færdig med at gå og undskylde til alle for alt han havde gjort galt og sin egen eksistens. Han vidste godt han ødelagde lat han rørte ved, men det betød ikke folk skulle bede ham om samme undskyldning 4-5 gange. En gang burde være nok og to kunne lige gå. Charles sagde trods alt kun undskyld, når han virkelig mente det. Han kunne godt forstå, at oplevelsen sad i dem han havde såret, det var slet ikke det. Det sad jo også i ham, men han kunne heller ikke blive ved med at straffe sig selv. 
Han grinte lidt af hendes kommentar. "Åh, shit. Jeg havde ellers lige sat mine håb op efter det," sagde han og slog hånden ned i luften for at vise det var ærgerligt. Charles holdt også utrolig meget af Skyler og det ville der ikke være nogen der kunne ændre på, for det ville han med sandsynligvis altid. Lige så snart man var kommet ind i Charles' hjerte, så gav han ikke slip og der skulle meget til, at man blev skubbet ud ad det og han ikke holdt af nogen mere. Han holdt jo også stadig af Flora, og hun ville også altid have en særlig plads i hans hjerte, om de så ville være end game eller ej. Hun var også kommet ind under huden på ham, og det havde han ikke forventet hun ville. Hun havde virkelig været et anker, han kunne holde fast i, så han kunne komme op af vandet igen, fordi han havde fundet en ledetråd. 
"Ja," hviskede han og fugtede sine læber med tungen, da han kunne mærke, de blev helt tørre, da han havde stirret blank ud i luften og nærmest glemt at trække vejret. Han lagde sin arm om hende og lagde ikke mærke til, hvordan hun havde det med, han havde sat sig ved siden af hende. Han så ned i gulvet, da hun blev sårbar igen og han havde stillet spørgsmålstegn ved det. "Nej, selvfølgelig ikke," svarede han lavmælt, mens hans tanker kørte i ring og han var ude af stand til at samle det til noget sammenhængende. Charles synes ikke han havde noget at sige i forhold til barnet og hvor vidt det skulle beholdes eller ej. Det var ikke hans krop. Godt nok, så var hans sæd blevet brugt til at lave det med, men han kunne afskrive sig alt forældre myndighed, hvis han virkelig ikke ville have noget med barnet at gøre. Charles ville dog gerne have noget med barnet at gøre, hvis hun ville beholde det, men han følte sig bare ikke klar til sådan et ansvar. Han mærkede hendes hånd mod sin hage og løftede sit hoved og så hende i øjnene med hans egen grønne øjne. Ville han være en god far? Måske var der noget inde i ham, der gerne ville alligevel... Han bed sig i læben, da hun sagde hun ikke ville beholde det og at han havde Flora. Hans blik sagde intet om hvordan hans egen følelser var omkring det. Han lænede sig frem mod hende, da han opdagede tåren mod hendes kind og fjernede den blidt med tommelfingeren, inden han så hende i øjnene endnu en gang. "Jeg håber du ved, jeg vil være der for dig og støtter dig i dine beslutninger," hviskede han blidt, inden han sank en klump i halsen. Han følte lige, han var i gang med den største livskrise han havde haft i hans snart 25 år lange liv. "I forhold til Flora.. Så er hende og jeg ikke sammen, i modsætning til hvad medierne siger," påpegede han, da hun ikke skulle tænke på det med Flora. Han fortalte dog heller ikke, hvad der var sket imellem dem, da det lige nu handlede om Skyler. "Jeg skal nok være her, så græd ikke," hviskede han og trak hende ind til sig for at kramme hende. Det var så typisk Charles at sætte alle andre før sig selv og ikke behandle det chok, han havde inden i. 

[Skyler Brown York]

Skyler var selv dårlig til, at sige undskyld, så det ville jo heller ikke være fair, hvis hun rendte rundt og forventede at andre gjorde det flere gange. Det var ude af verden og hun gad ikke bruge tid eller energi på noget, som var sket, for så lang tid siden. Hvis hun skulle være helt ærlig, så betød ordet 'undskyld' ikke rigtigt noget for hende, fordi hendes forældre så ofte havde undskyldt for ikke, at være hjemme på fødelsdage og til jul eller andre højtider, hvor familier normalt samlede sig, at de havde ødelagt ordet for hende. Hun ville hellere se, at folk rent faktisk ændrede sig og gjorde noget ved det.
Et stille grin forlod hendes læber, som hun rystede lidt på hovedet af ham, "Ved du ikke det kan være farligt, at sætte sine håb for højt? Man risikere bare, at blive skuffet," sagde hun og trak lidt på den ene skulder, at der var en skjult hentydning til hendes forældre i den sætning, behøvede han jo ikke at vide. Den eneste som ud over hendes søskende, vidste hvordan familien Brown virkelig hang sammen, var Philip, fordi han var der så meget, så han havde set det. Dog vidste hun selvfølgelig ikke om hendes søskende, havde fortalt nogen, hvordan tingene forgik hjemme hos dem, men hun havde ikke selv. At hun havde haft så stor en betydning for Charles, vidste hun ikke, det var jo ikke noget han havde fortalt hende, men hun var nu heller ikke sikker på, om det ville ændre noget. Hun holdt af ham og der var ikke noget hun kunne gøre ved det.
Hun sagde ikke noget til hans ja, men bed sig blot lidt i læben. Det var jo ikke fordi hun ville skubbe ham helt væk, men der var bare et tomt hul indeni hende lige nu. "Jeg ville aldrig, sige sådan noget, hvis jeg ikke var helt sikker," forsikrede hun ham, mest fordi hun ikke ville have, at han skulle tro, hun bare ville slynge sådan noget ud, uden at være sikker i sin sag.
Som hun fik ham til, at se på hende, prøvede hun virkelig, at aflæse hans grønne øjne og hans mimik i håb om, at de ville afsløre hvad han tænkte omkring det hele. Det kunne godt være, at det var hendes krop, men de havde været to om det og hun kunne nærmest hører Evannas stemme for sig i sit hoved sige, at hvis man var gammel nok til, at have samleje, så var man også gammel nok til, at tage det ansvar som fuldt med. Det var Skyler bare ikke. Hun var på ingen måder klar til, at skulle være mor. Alene tanken om hvad graviditeten ville gøre ved hendes krop, var nok til at hun ikke ville.
Hun blev revet ud af sine tanker, da hun mærkede hans ru tommelfinger mod sin kind, tørre tåren væk. "Det er jeg slet ikke i tvivl om, at du vil, Charles, men hvis du ønsker børn, så bliver det ikke med mig. Jeg er ikke engang færdig på Hogwarts og jeg er ikke klar til, at være mor," sagde hun stille og mærkede hvordan hendes hjerte bankede, som hun nok lidt fiskede efter, at få ham til, at lukke sig op og dele sine tanker omkring det hele. Hun rystede lidt på hovedet, da han begyndte at snakke om Flora, "Vi er ikke kærester, Charles, du skal ikke forsvare dig," sagde hun, hun havde jo selv været sammen med Philip, så hun kunne uanset hvad ikke tillade sig, at sige noget som helst til hans forhold til Flora, om det var der eller ej. "Det er ikke mig, det er hormoner," påpegede hun stille, da han sagde hun ikke skulle græde, men lod ham trække hende ind i et kram, og lagde sine arme omkring ham også og lagde sit hoved mod hans brystkasse. "Jeg skal til skanning her om en time, så de kan se hvor langt jeg er henne mere præcist. Det er et privat hospital og jeg har ikke tænkt mig, at sig hvem.. Faren er, så kan vi måske holde medierne uden om på den måde," sagde hun stille og trak sig en smule fra ham, så hun kunne se på ham, men lod sin hånd hvile på hans knæ. "Og så får jeg Blair til, at forfalske mine forældres underskrift, så de heller ikke behøver, at vide noget," forsatte hun næsten hæst og sendte ham et lille halvhjertet smil. Hun forventede ikke, at han skulle taget noget som helst form for ansvar i alt det her, men det havde igen noget, at gøre med, at håb og forventninger ofte førte til skuffelse.

[Charles Michael Lavoie]

Charles rystede på hovedet. Hans forældre havde aldrig skuffet ham, så han tænkte ikke over, at så mange andre tidligere havde gjort. "Næ" svarede han med et skuldertræk. Charles havde lagt mærke til, at hendes forældre ikke var hjemme, men det betød ikke, at han vidste hvordan hun havde det med det og han regnede med, at hvis det var noget hun ville spørge om, så ville hun sige til. Paradoksalt nok, var han typen, der holdt alt for sig selv, også selvom det var noget han måske burde snakke med nogen andre om, så hos ham, skulle man tvinge ham og da det var de færreste der gjorde det, så kunne han få lov til at lade være. Han tænkte bare heller ikke på tingene som noget, han ville nævne. Han vidste jo at alle havde deres at slås med og havde man behov, så måtte man gribe ud efter hjælp. Sådan var han jo så ikke selv. "Det ved jeg godt, Skyler.. Det var ikke fordi jeg nærede en mistillid til dig," svarede han og lagde begge hænder på hver sin side af sin hånd, mens han tænkte. Den var ikke god. Hvad ville der ske, hvis medierne fandt ud af det? Han ville jo gerne kunne beholde sit privatliv så meget som muligt, og medierne havde en tendens til at opsnappe alle oplysninger om ham, hurtigere end han nogengange selv vidste den info. 
Charles rynkede på panden ved hendes kommentar. "Det er ikke fordi jeg selv vil have børn.. Det er mere, jeg vil ikke have du føler, at jeg tvinger dig til at abortere det eller beholde det," forklarede han og bed sig lidt i læben. Han ville jo gerne være far på et tidspunkt, men han var ikke klar på at sætte karrieren på hold. Det var heller ikke fair over for resten af bandet eller Victoria. "Men jeg er enig i din beslutning. Der er ikke nogen af os, der er på et punkt i vores liv, hvor vi er klar til børn."  mumlede han eftertænksomt. Han var ikke meget for at skulle åbne sig op, om hvad han selv følte. Han havde ikke helt styr på det og han havde også mere travlt med at ville være der for hende. "Det var ikke for at forsvare mig," påpegede han og så ned i gulvet. Han bed sig i læben. Han nikkede til det var hormonerne. Han var ligeglad med hvad det var, for han vidste godt hun ikke græd normalt. Det betød dog ikke, at han ikke ville holde om hende og trøste hende. Han mærkede hendes hoved mod sin brystkasse og strøg hende over ryggen. Han lyttede på hendes ord og nikkede. "Det lader til, du har tænkt det hele igennem..." hviskede han, og lod hende flytte sig fra ham, og mærkede hendes hånd på sit knæ. Han nikkede til det med Blair. Han kunne trods alt godt huske ham, da det var ham der havde brækket hans næse. Med al garanti hadede Blair ham så nok også endnu mere nu, men den del kunne han så være ligeglad med. Ham og Skyler var nok rimelig færdig med at flirte rundt efter det her. "Du må sige, hvis der er noget jeg kan gøre," svarede han med en blid stemme og bed sig en anelse i hjælpen. Han følte sig en anelse overflødig. 

[Skyler Brown York]

Skyler smilede lidt til Charles, "Well, betrak det som din første lektion i, at være en mand så," sagde hun og blinkede til ham, selvom hun godt vidste, at lige nu nok var et virkeligt dårligt tidspunkt, at begynde, at flirte med ham på, men hun var bare meget flirtende af natur og det var ikke altid hun lagde noget i det. Dog ville hendes følelser for Charles jo heller ikke bare forsvinde, fra den ene dag til den anden.
Hun rystede lidt på hovedet, hun vidste jo godt, at han nok ikke havde spurgt om hun var sikker, fordi han ikke stolede på hende, "Det kommer bag på dig. Tro mig, det gjorde det også på mig," sagde hun og sukkede lidt, som hun endnu engang tog sig selv i, at skulle til, at køre hånden i gennem det lange blonde hår, men det var jo stadig sat op, hvilket hun var ved at blive sindssyg af, da hun var vant til det hang løst. Godt nok kunne Skyler godt lide opmærksomhed, men det var ikke ligefrem den her form for det. Hun havde på ingen måder lyst til, at det kom ud i medierne. Det ville ødelægge for meget, både for hende selv, men også for Charles.
Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg har aldrig følt du har tvunget mig til noget som helst, og det gør jeg heller ikke nu," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder. Han havde jo aldrig over trådt hendes grænser, selvom han var ældre end hende, så havde hun alligevel følte, at hun kunne følge med ham, om han så havde samme opfattelse, vidste hun jo så ikke. Hun mærkede en lettelse skylle indover hende, da han erklærede sig enig med hende, "Såh, vi er enige om en abort?" spurgte hun, bare fordi hun ville være helt sikker. Godt nok var hun en meget selvstændig ung kvinde, men hun havde brug for, at vide, at han også var okay med det, det var trods alt også et valg han skulle leve med resten af livet, præcis ligesom hun selv skulle. "Hvad var det så?" spurgte hun roligt, da han sagde det ikke havde været for at forsvare sig. Hun vidste jo godt, at hun aldrig ville have en chance imod en kvinde som Flora, men hun ville bare hellere have at han var ærlig omkring det.
Hun sukkede stille, da hun mærkede hans hånd stryge over hendes ryg. Det var en rar og velkendt følelse, som hun havde savnet over den sidste månedstid, selvom hun havde sagt til sig selv, at det var dumt. Det var ikke fordi hun ville flytte sig fra ham, hun ville bare gerne kunne se på ham, mens de snakkede. "Jeg har ikke rigtigt lavet så meget andet, de sidste par uger.." svarede hun stille og trak lidt på den ene skulder. Hun vidste skam udemærket godt, at Blair ville få lyst til, at flå hovedet af Charles, når hun fortalte ham det, men hun måtte prøve, at se om hun kunne få ham til, at skrive under først og så måske slippe for, at forklare sig. Hun rystede lidt på hovedet, "Hvis vi skal holde medierne ude af det her, så tror jeg ikke det er så smart, hvis du gør noget. Du er mere i søgelyset end jeg er," sagde hun, hendes største bekymring lå nok i, at det ikke ligefrem fra gratis, at få en abort i England eller Skotland, hvor hun selv boede, og hendes forældre ville nok glo lidt, hvis der pludselig manglede omkring 20.000 på hendes konto.

[Charles Michael Lavoie]

"Jeg føler virkelig, jeg lære fra den bedste" påpegede han og lagde godt mærke til, hun blinkede til ham, hvilket bare fik et bredt smil til at sprede sig på hans læber. Han vidste jo sådan set godt, at hun var flirtende af natur og derfor lagde han ikke så meget i det. Ikke fordi han ikke var interesseret i hende, for det var han. Han var bare også interesseret i Flora og han vidste godt, at der næppe ville være en fremtid i Skyler og ham efter det her, hvor hårdt det end måtte lyde. Han vidste jo godt at medierne ville gøre alt for at få fat i den historie og uanset hvad, så ville de med sandsynlighed konkludere at det var ham der var faren. 
"Det tror jeg gerne... Det er bare ikke det man forventer... Vi var jo beskyttede..." påpegede han og tog sig eftertænksomt til munden. Han troede da i hvert fald, at de havde barrikaderede sig nok, men tydeligvis ikke. Han vidste ikke om han skulle være glad for at vide, at han kunne blive far en dag eller om han skulle føle sig irriteret over, at tingene ikke fungerede. Nu lå det heldigvis ikke rigtigt til ham, at være irriteret og det var jo ikke noget, de kunne lave om på nu alligevel eller for den sags skyld gøre for. Hovedsagen var, hvordan de kom sig igennem det. "Godt. Det har jeg nemlig aldrig ville gøre imod dig," forsikrede han hende og tog hendes hånd for at klemme den blidt, dels for at understrege hans pointe. Han havde haft en oplevelse af, at hun kunne følge med ham og det han lavede. Derfor var det stadig vigtigt for ham at påpege det. Medierne havde jo også været efter ham for at være sammen med en, der lige præcis indfriede den seksuelle lavalder. Heldigvis havde han fået træning i, at være ligeglad og det var han da også blevet. Det var ikke fordi han havde følt at blive kritiseret en masse var specielt behageligt eller noget i den dur. Han så på hende med et blidt blik. "Ja.." svarede han og så ned i gulvet. Han kunne ikke bedømme, om hun var typen eller ej der ville fortryde det. Selv ville han jo nok sætte pris på det i sidste ende. "Det var mere for at sige, at jah... at du ikke skal tro på alt du læser," påpegede han, og havde kort inde i sætningen holdt en pause. Han havde fundet gnisten med Flora igen, men det betød ikke, at han bare sådan tog hende ukritisk tilbage. Han havde jo haft bevist sig selv overfor hende, nu måtte være hendes tur. 
"Har du ikke været i skole?" spurgte han med et hævet øjenbryn og i en bekymret tone. Nej, det havde hun vel ikke. Ikke, at han ikke kunne at hun ikke ville være der, når hun var gravid. Han vidste jo ikke hvad omstændighederne var. Charles måtte indrømme, at han også var bange for Blair ville finde ud af, hvor han boede og aflægge ham et besøg, men så ville han da i det mindste være forberedt. Han så ned i gulvet. Han ville jo gerne gøre noget. "Det ved jeg godt, Skyler.. men... er der ikke noget jeg kan gøre? Penge, lade dig være her bagefter? Et eller andet?" spurgte han og strøg hende over kinden med en blid og rolig bevægelse. 

[Skyler Brown York]

Skyler rystede ganske let på hovedet af Charles, dog med et smil på læberne, "Det kommer sgu an på, hvilken slags mand du vil være," sagde hun, velvidne om, at hendes sprog ikke altid var lige pænt, selvom hun nok var det mange ville kalde en pæn pige. Hun kunne sagtens lærer ham, præcis hvordan en pige/kvinde skulle behandles, i hvert fald efter hendes mening, men det ville han nok ende med, at gå konkurs af. Hun var vant til, at hendes kærlighed blev købt af hendes forældre, så hvordan skulle hun vide, at man ikke kunne sætte en pris på den slags?
Hun trak lidt på den ene skulder, "Kondomet kan have været sprunget, uden vi har opdaget det, eller min eliksir kan have haft fejl. Der er jo ingen beskyttelse som er hundrede procent sikker," sagde hun roligt, hun havde skam ikke det mindste problem med, at snakke om sådanne nogle ting, og hun vidste jo godt, at præcis ligesom mugglernes piller mod graviditet ikke var hundrede procent sikker, så var hendes eliksir det heller ikke. Der var selvfølgelig også den mulighed, at Charles bare havde supersæd eller at hun selv havde en ivrig livmoder.
Hun vendte blikket mod deres hænder, da hun mærkede klemmet omkring sin hånd, men vendte det hurtigt tilbage på ham, med et lidt undrende blik, "Lad nu vær, Charles, det er jo ikke fordi, jeg har tænkt mig, at rende rundt og sprede rygter om, at du har voldtaget mig, eller noget," sagde hun selvom det måske kom mere hårdt ud, end hun mente det. Hun var bare ikke god til, at folk viste følelser omkring hende, og hun var slet ikke god til, at tage imod den omsorg hun lige nu følte han prøvede at give hende, især ikke fordi hun nærmere havde det som om, at han mere prøvede på at rense sin egen samvittighed.
Hun bed sig en smule hårdt i læben, da hans ja lød, og vendte så blikket frem for sig, mens hun nikkede lidt, "Super.." sagde hun stille. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle have det inden i lige nu. Nej, hun ville ikke være mor, men hun havde ingen idé om, hvordan det her ville ende med at påvirke hende i fremtiden, der var jo altid en risiko ved at få en abort. Hun var så ung, og vidste ikke engang om hun havde let ved at få børn, eller om det her ville blive hendes eneste chance. Men det var samtidig ikke ting hun havde lyst til, at tænke på. hun blev dog revet ud af sine tanker, da han snakkede videre om Flora, hvilket fik hende til, at blinke et par gange med øjnene og vende blikket tilbage på ham, "Jeg er ikke dum, jeg ved godt medierne skriver løgnhistorier hele tiden, Charles, men jeg ved også godt, at dig og Flora har en lang fortid, og jeg har allerede én gang været skyld i, at du mistede hende.. Det vil jeg ikke være igen," sagde hun stille, selvom det sidste nok nærmere kom som en mumlen, selvom der også var et lille smil på hendes læber at spotte, for at fortælle ham, at det var okay.
"Jo, noget af tiden, men ikke den sidste månedes tid.." svarede hun og så lidt på ham. Hun prøvede nok bare, at undgå al opmærksomhed lige pt, hvilket nok bare skabte endnu mere opmærksomhed, da det slet ikke lignede hende. Hun tippede hovedet lidt ind mod hans hånd, da hun mærkede den mod sin kind og sendte ham et varmt smil, "Penge? Har du tænkt dig at trække 20.000 op af baglommen eller hvad? Jeg har en sparing så stor, at jeg ville kunne leve tre menneskealdre og stadig leve i luksus. Det er mere den del om, at de skal trækkes uden mine forældre opdager det," sagde hun stille og slog blikket lidt ned mod gulvet. Hun havde skam mange ideer til, hvad han kunne gøre, men hun ville ikke foreslå ham dem, for den ene var nok mere langt ude end den anden. "Desuden skal du snart på tour, så om jeg er her alene eller hjemme på herregråden alene, gør nok ikke den store forskel," sagde hun og trak lidt på den ene skulder. Hun havde dog overvejet, at spørger Evanna om hun måtte være hos hende, men hun vidste jo godt, at Evanna snakkede med Ashton, og hun vidste ikke om Charles var interesseret i, at nogen af de andre fra bandet fandt ud af noget heller.