Bring Me Some Pie!

[Luke Lynch]

Mayson Carver
Hogwarts
Februar 2054
Outfit

---

Luke sad på et af tagene på et af de højeste punkter på hele slottet. Der var en perfekt udsigt udover Den Forbudte Skov. Han var kravlet ud af et af vinduerne, for at ryge, da han godt vidste det ikke var heeelt lovligt på skolen. Der var dog stadig ikke ret mange som vidste han røg. Han satte den ene hånd bag sig som støtte til, at han kunne læne sig lidt tilbage, som han tog et nyt hvæs og røgen sive ud igen.
Han havde været og besøge sin mor på mugglernes sindssygehospital for et par dage siden. Det tog altid utroligt meget på hans kræfter, men han var blevet ret så god til, at skjule det med alderen, men når han var alene, slappede han af og lod sine parader falde. Han var egentlig ikke trist som han havde været sidste gang, selvfølgelig var det aldrig sjovt, at skulle se hende på den måde, men det var som om, at eftersom han ikke havde fået flere tatoveringer siden sidst, plus han var blevet venner med Mayson, så havde de bare kunne slappe af og de havde haft en godt mor-søn time.
Han rettede sin ene fod lidt, så den støttede sig bedre mod en af tagstenene, så han ikke gled ned, det ville nok ikke være en rutchebanetur som han ville overleve. Han tog et nyt hvæs og rettede så lidt på sin cap, før han vente blikket mod himlen, solen skinnede men det var ikke overdrevet varmt. Hvor blev Mayson af?

[Mayson Carver]

Mayson satte farten lidt op, han var lidt sent på den. Det var meningen ham og Luke skulle mødes, men han var stødt ind i en elev der havde brug for vejledning. Under en smule pusten og stønnen, trods sin ellers gode form, nåede han op i tårnet. Heldigvis så det ud til at han var den første, han kunne i hvert fald ikke få øje på Luke.
Med et tilfreds smil gjorde han klar til at sætte sig til rette så han rigtigt kunne belære Luke om at komme til tiden, men så hørte han en mindre skraben. Forvirret da han ellers troede at han var alene lod an igen de gule øjne scanne rummet. Der var da ikke andre end ham.
Alligevel kunne han ikke helt modstå trangen til at kalde. "Hallo? Luke?" Den største fejl i gyserfilm, det vidste han godt, men så måtte han jo trøste sig med at dette her var virkeligheden.
Han rettede blikket mod de lettere støvede vinduer og bemærkede at det ene stod åbent.

Med en undrende rynken i panden gik han tættere på. Lidt tøvende stak han hovedet ud og kiggede rundt. Der var ikke særlig højt til loftet i dette tårn og man kunne derfor godt nå vinduerne der førte op til taget.
Da han fik øje på Luke siddende midt ude på taget blev han omgående grebet af en smule panik. "Luke, er du bindegal! Du kan da ikke sidde derude!" Ikke nok med at det jo sådan set var farligt nok i sig selv så var det jo også midt i februar og frostvejret gjorde at der kunne være glat deroppe. Sommetieder var Luke simpelthen ikke rigtigt klog.
Den blå hale slog vilde slag bag ham som han hjælpeløst så ud på vennen. Nu lignede Luke ikke en der var i fare eller noget, men ét forkert skridt kunne jo desværre hurtigt vende den situation rundt.
En kølig brise ramte Mayson i hovedet og han mærkede hvordan pelsen rejste sig ned langs nakken og hele vejen ud til halespidsen.
Han sendte Luke et lidt anklagende blik som for at understrege at det kun kunne gå for langsomt med at få hans røv indenfor.

[Luke Lynch]

Luke sad ganske afslappet på taget og nød solen som skinnede svagt. Det var egentlig okay varmt i solen, især taget i betrækning, at de kun var i februar måned. Han hørte ikke Mayson var kommet i første omgang. Han sad fuldstændig i sin egen lille verden, selvom han jo godt vidste, at han havde aftalt med Mayson at han skulle møde ham her.
Det gav et sæt i hele hans krop, da Maysons udbrud lød, hvilket gjorde hans fod gled og han kurrede et par centimeter før han fik fodfaste igen. "Om jeg er bindegale? Det er sgu da ikke mig, som sniger sig ind på en fyr på taget! Jeg kunne have været faldet ned, mand," vrissede han og vendte blikket mod Mayson. Han rettede sig lidt og tog så et hvæs af sin smøg, før han rystede lidt på hovedet, "Sorry, mate. Men du forskrækkede mig," sagde han så, da det trods alt ikke havde været hans mening, at vrisse af sin ven.
Det anklagende blik, fik dog blot Luke til, at smile en smule flabet, "Kommer du herud eller..?" spurgte han en anelse lokkende og tog et hvæs mere. Han havde ikke tænkt sig at gå ind, før han var færdig med at ryge. Det var alligevel ikke første gang han sad herude, og indtil videre var han da ikke faldet ned endnu, selvom han havde været tæt på et par gange, især om vinteren når det var rigtigt koldt og glat.

[Mayson Carver]

Det gav også et voldsomt gip i ham som Luke begyndte at kurer ned. Uden rigtigt at tænke havde han allerede kastet sig halvvejs ud af vinduet mod Luke. Halen havde snoet sig omkring en fakelholder der var boltet ind i væggen og det var næsten lykkedes ham at gribe fat i Lukes kappe.
Hans hjerte hamrede så hårdt i brystet og han så chokeret på Luke som det gik op for ham at havde Luke ikke nået at stoppe selv var han gledet ud over kanten. Mayson fik det næsten dårligt ved tanken. "Hvorfor i alverden sidder du på taget?!" Udbrød han lidt vredt, teknisk set kunne Luke jo stadigvæk glide. "Kom ind!" Bemandede han. Det lignede ellers ikke Mayson at være bossy på nogen måde, men dette her var jo direkte livsfarligt.
"Nej jeg kommer ikke derud!" Svarede han irriteret og trak sig selv lidt indenfor igen, "kom nu ind inden jeg skal forklare samtlige professorer hvorfor der ligger en kæmpe splat-klat af Luke nede i skolegården!" Alene tanken skræmte ham fra vid og sans.

Han satte sig på gulvet indenfor og kiggede mod vinduet i håb om at Luke ville følge trop, han havde i hvert fald ikke lige umildbart selv et selvmordsønske så han havde ikke tænkt sig at sidde derude til han styrtede i døden.
"Kom nu ind." Bad han.
Han var nysgerrig om der var et formål med at Luke havde bedt ham møde ham heroppe. Han lænede ryggen op mod væggen bag sig og halen slog nervøse slag som hans blik var rettet mod vinduet. Hvorfor kunne han ikke bare komme indenfor?
Mayson vidste godt at ingen fortalte Luke hvad han skulle og ikke skulle, men det var som om at spørge ham pænt om han ikke godt gad komme ind inden han gled ned og slog sig selv ihjel var en smule underdrivende.
Den blåpelsede dreng havde rigeligt af bekymringer i hovedet disse dage, han havde ikke brug for at Luke skulle give ham flere, han endte jo bare med at får grå pels..ikke at han vidste om det kunne lade sig gøre, men han ville helst ikke finde ud af det allerede.

[Luke Lynch]

Luke så overrasket på Mayson som han mere eller mindre kastede sig afsted for at gribe ham. Det var vel noget af en venskabserklæring at få sig, og det fik da også et stort smil frem på Lukes læber, som den vrede tone pralede af på den unge mand, "Jeg ryger sgu da.. Det kan jeg ligesom ikke gøre indenfor vel?" spurgte retorisk og rullede lidt med øjnene som om, at det var da det mest logiske i hele verden.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Hvem døde og gjorde dig til Dumbledore Junior?" spurgte han og kunne ikke lade vær med at morer sig lidt i sit stille sind. Han var fuld bevidst om, hvor farligt det egentlig var at sidde på taget når det var frostgrader om natten, men det skulle ikke stoppe ham. Han ville jo ikke kunne gå for en dør, hvis han skulle tænke alle faresignaler igennem før han kunne gå ned og hente et glas græskarjuice i køkkenet, hvis han var tørstig.
Luke måtte til gengæld slippe et grin, "Det lyder klamt, men jeg skal altså lige ryge færdigt, så skal jeg nok komme ind, besse," sagde han med en drillende undertone. Han rykkede foden lidt så den stod mere stabilt, så han ikke ville glide yderligere. Han tog et par hvæs mere af sin smøg, før han strakte sig en anelse ud for at sikre, at han ikke ville ramme nogen som gik nede på græsset, når han kastede sit skod ud over taget.
Et stort drenget smil var det første som kom til syne, da han stak hovedet ind. Han måtte dog modstå fristelsen til at lave lidt sjov med Mayson, men det kunne godt være den blå dreng ville få et hjertestop, hvis Luke lods som om han gled igen, og han havde ikke lyst til, at blå pels i munden for at yde førstehjælpe. Han skar en lille grimmasse ved tanken, og kravlede så ind af vinduet, hvor han børstede sig fri fra snavs diverse steder. "Mayson?" spurgte han så og satte sig på gulvet ved siden af sin ven med blikket mod vinduet.

[Mayson Carver]

Mayson stirrede på ham med lynende øjne. "Jeg er nu ret sikker på at det er en lidt større regelbrydning at sidde på taget og ryge end at sidde herinde og ryge!" Kommenterede han tørt. Mayson var langt fra højdeskræk, men han han havde bestemt respekt for højder når han ikke kunne transferer hvilket man jo ikke kunne på Hogwarts grund - altså hvis man faldt ned, ja så stoppede man ikke med at falde før man ramte jorden.
Han hævede et bryn af Luke, "jeg er bare vis af natur." Svarede han sarkastisk og slog let ud med hånden. Han himlede med øjnene da det ikke lod til at Luke ville komme indenfor endnu, han var simpelthen så ufattelig stædig. "Hvis det er nogen trøst behøver du ikke bekymre dig om det på daværende tidspunkt." Mumlede han efter at have sat sig på gulvet.
Mayson gloede på Luke med et uimponeret blik da hans lidt for lalleglade smil kom til syne i vinduesrammen. Sommetider undrede Mayson sig over hvordan Luke i det hele taget havde nået sin 16 års fødselsdag.

Den blå fyr åndede alligevel lidt lettet op som Luke endelig kom ind til ham og satte sig ned. "Skyldig," svarede han med et skævt smil da Luke sagde hans navn. Han var blødt en del op til sin ven og kunne være sit mere drilske selv omkring ham, hvilket ikke altid var en god ting, for var der noget Mayson var god til var det at pranke folk. Eller i hvert fald havde han elsket at lave diverse pranks med hans søster, igen var det nok en af grundende til han var så glad for at være kommet med i gruppe. Ikke at han havde udfoldet sine joker-sider endnu, men han havde da allerede et par ideer under opsejling og de var kun endnu sjovere fordi alle gik med en illusion om at han var så evig uskyldig - det var han nok også på mange punkter, men når det kom til at lave ballade der ikke sårede nogen eller udforske steder var han faktisk langt mere på end hvad folk gik og antog. Det var trods alt ham der havde brugt flere år af sit liv med at udforske Den Forbudte Skov.
Han rettede blikket mod Luke da han ikke havde svaret, "hvad er der?" Spurgte han så og hævede et bryn.

[Luke Lynch]

Luke vippede ganske kort begge mundviger ned af, "Hm. Det vil jeg huske til næste gang. Meeen på den anden side, så er chancen for at blive opdaget indenfor, større end udenfor," sagde han overvejende og satte en eftertænksom pegefinger mod sin hage, som var det global opvarmning han var i gang med, at løse alle problemerne på. "Men hey, tak fordi du prøvede at redde mig," sagde han og grinte lidt.
"Var det sarkasme jeg kunne spotte i din stemme?" spurgte han morende og hævede det ene øjenbryn. Han måtte nok indrømme, at han faktisk var virkelig glad for, at han havde fået sig en ven som Mayson, og at han alligevel havde lyttet til sin mor. Nogengange sagde hun altså nogle fornuftige ting. Ikke at han nogensinde ville indrømme det overfor hende, det ville bare stige hende alt for meget til hovedet. Han nikkede lidt, "Ja, true. Og tænk på en billig begravelse, men hold nu kæft et svineri," sagde han i et grin. Han tog virkelig ikke ret mange ting seriøse. "Du må gerne få min højre hånd, hvis de finder den. Så kan du altid sige, du har en højre hånd," sagde han og grinte af sin egen joke, "Ya get it? Højre hånd. Du har en højre hånd, en håndlanger," grinte han selv videre af sin egen utrolig dårlige humor.

Han rettede ryggen en smule og knækkede nakken fra side til side og lod sig så falde lidt sammen i ryggen igen. Han var glad for at Mayson var begyndt at bløde mere op, om ikke andet så bare overfor Luke selv. Men nu havde Luke så også fortalt Mayson sit livs største hemmelighed, hvad angik hans mor. Han skubbede ærmerne på sin bluse op, hvilket blottet en masse af hans mange tatoveringer. Nogle af dem havde dybere meningerne, mens andre mere bare havde været fordi de var sjove eller provokerende. Han fnøs lidt og rystede så på noget, "Hvorfor er du egentlig blå? Altså det er okay, hvis du ikke vil snakke om det," sagde han og viftede lidt med den ene hånd, mens han satte den anden mod gulvet bag sig, for at bruge den til støtte, mest fordi han ikke ville bevæge sig ind på et samtale emne, som ville kunne betyde deres venskab gik i stykker eller Mayson begyndte at græde.

[Mayson Carver]

Mayson sendte ham et blik der uden ord fortalte hvor utilfreds han var med situationen. Han fik så dårlige nerver af dette her det var slet ikke til at holde ud at kigge på! Hvorfor kunne Luke ikke bare komme ind hvor chancen for at falde i den visse død (død..død..) var en del mindre.
"Ja, regn nu ikke med at det bliver en fast vane." Kommenterede han med et skævt smil, "næste gang lader jeg dig måske falde bare for at kunne råbe "hvad sagde jeg" imens du styrter." Smilet voksede sig større. Som om han nogensinde ville kunne lade Luke falde ned hvis han have chancen for at redde ham, men man kunne jo altid lade som om.
Han sukkede let og løftede det ene bryn af sin ven, "neej da, jeg er altid dybt seriøs." Han rømmede sig en smule for at understrege sin løgn, der ellers nok var ret tydelig i forvejen.
Okay selvom det var en markaber joke så måtte Mayson erkende at det var sjovt. Han lo kort og rystede på hovedet, "sandt og jeg siger med det samme jeg gider ikke rydde op efter dig!" Han blinkede muntert. Det var svært for ham at holde den fornuftige facade overfor Luke. "Hvor betænkt som af dig at give mig en hånd med at komme mig over tabet af dig." Nu kunne han ikke længere holde masken og brød ud i latter over den åndsvage joke.

Mayson betragtede ham lidt som han spurgte ind til hvorfor han var blå. Det var jo ikke nogen større hemmelighed for ham, den eneste del han plejede at undlade var den del med at hans mor havde været utro og hvem der havde kastet forbandelsen. Han havde aldrig set nogen grund til at gå så meget i detaljer med det.
På den anden side havde Luke jo været helt ærlig overfor ham omkring hans mor, så Mayson ville gerne vise ham den samme tillid. "Øhm min mor.." han tøvede lidt for lige at tænke over den rette formulering inden han forsatte, "min mor var sammen med Benyain Hale engang, men hun var ham utro. Han blev tosset og forbandede mig da han fandt ud af jeg ikke var hans søn. Du ved, for at straffe min mor." Han skar en mild grimasse og slog et par rolige slag med halen.
Han var ikke sikker på om Luke kendte Benyamin Hale, men det gjorde de fleste magikere han udviklede jo mange besværgelser og eliksirer. Det var ikke et emne der som sådan berørte ham, han havde jo altid været sådan og havde derfor bare accepteret at det var sådan han så ud og han var faktisk helt okay med det selvom det godt kunne gøre visse ting en smule besværlige.

[Luke Lynch]

Luke kunne ikke lade vær med at grine lidt over det blik Mayson sendte ham. Luke var nok uforbederlig på mange punkter, det her var nok en af de punkter. "Too late, bro. Jeg regner med du redder min røv, hver gang jeg rodder mig ud i lort," sagde han med et stort smil på sine læber. Det kunne godt gå hen og blive en daglig aktivitet for Mayson, da Luke havde det med at rode sig ud i de værst mest tænklige ting, på de dummeste tidspunkter. Han grinte let, "Som om du ville have hjerte til det," svarede han drillende og blinkede kækt til sin ven. Meget kunne Luke sige om Mayson, men han havde aldrig haft en så loyal ven før, hvilket nok var lige hvad han havde brug. Han var dårlig indflydelse. "Yeah.. Dybt seriøs.. Hvad end der får dig til at sove om natten," sagde han med et lille nik, som ideskerede at han ikke hoppede på Maysons løgn.
"Jeg syntes lige vi blev enige om, at du skulle rydde op efter mig, hver gang jeg rodder mig ud i lort.. I det her tilfælde blod.. Og indvolde.. Og diverse andre klamme ting og sager," sagde han og skar en grimmasse, ved det indre syn han fik for sine øjne. Han havde nok altid haft en lidt syg humor, men med hans familie taget i betrækning, så var det vel ikke så underligt. Han satte en hånd for hjertet, "Jeg er bare et meget betænksomt menneske, spred rygtet efter min død, så folk ved, at jeg ikke bare er en røv på ben," grinte han, selvom han prøvede at holde masken, bare lidt for at virker mere troværdig.

Luke så lidt på Mayson og skulle lige til at åbne munden for, at gentage, at han ikke behøvede fortælle det, hvis han ikke ville, men Mayson kom ham i forkøbet og begyndte at fortælle. Han måtte spærre øjnene op og for et øjeblik frygte for, om de nogensinde ville komme tilbage på plads, da det føltes som om, at de var ved at poppe ud af hans hoved. "Wooow, har din mor været sammen med Benyamin Hale? OG været ham utro?" spurgte han tydeligt overrasket over Maysons historie. Den havde han godt nok ikke se komme. Hvad han ellers havde forstillet sig, var jo vand ved siden af. "Snakker du så med din biologiske far?" spurgte han nysgerrig og havde for et øjeblik glemt alt om, at det måske ikke var alt Mayson havde lyst til, at dele. Men han kunne jo altid sige han ikke ville snakke om det mere, så skulle Luke nok stoppe med at spørger ind.

[Mayson Carver]

Mayson sukkede overdramatisk og rystede let på hovedet, "Ja det er lidt begyndt at blive en vanesag." Kommenterede han med et skuldertræk. Han havde reddet Luke ud af nok lidt for mange problemer hvor han burde have ladet ham tage skraldet, men hey det var vel sådan venskaber fungerede. Man var der for hinanden.
Den blå dreng så lidt frem for sig, han sad med ryggen lænet mod muren bag sig og stirrede lidt ud i det blå. Han havde virkelig aldrig forventet at han ville ende med at få så god end ven i Luke, slet ikke efter deres aller første møde. Han kunne heller ikke gøre andet end at smile da han tydeligt kunne høre at Luke ikke faldt for hans løgn.
"De andre klamme ting og sager? Nåååh du mener dit ansigt?" Jokede Mayson ubekymret videre som han atter vendte blikket mod Luke med et stort grin på læben. Han rømmede sig lidt og lagde en hånd på vennens skulder og lænede sig lidt frem med et intenst blik som han forsøgte at virke meget seriøs, "bilde alle ind at du er et godt menneske? Luke, jeg er magiker - ikke mirakelmager." Åh hvor det dog kørte for ham i dag. Han brød atter ud i latter og rystede på hovedet som han lænede sig tilbage mod muren igen.

"Yeah...det blev hun ikke videre populær på kan jeg informerer om." Han blinkede kækt til Luke, "han er også far til min søster - Benyamin altså." Han så atter lidt frem for sig. "Tænk engang hvor rig min søster bliver når han en dag stiller skoene." Det var ikke fordi at Mayson havde et sygeligt had mod manden, det var bare en strøgtanke der lige var poppet op i hovedet på ham, de havde altid været vandt til at spare lidt, ikke at de var fattige, men de var bestemt heller ikke en rig familie, det skulle da nok ændre sig en skønne dag. Eller i hvert fald for Raven. Selvfølgelig skulle hun dele med sønnen Ezra som af en eller anden årsag havde fået en del mere popularitet end Raven lod det til, men Mayson kendte slet ikke Ezra og Raven havde aldrig rigtigt snakket om at ville møde ham så det havde hun vel ikke gjort? Han var sikkert alligevel lige så stor en lort som sin far.
Mayson rystede roligt på hovedet, "nej, altså jeg kender hans navn og har set et enkelt billede, men jeg har aldrig snakket med ham." Indrømmede han sandfærdigt.

[Luke Lynch]

Luke grinte let, "Det er ikke min skyld, du altid er i nærheden, når jeg laver rod i den," sagde han morende og slog uskyldigt ud med hænderne og skød underlæben frem. Han elskede at hænge ud med Mayson, selvom han hadede at indrømme, at hans mor havde haft ret, omkring det at give Mayson en chance, så var han alligevel glad for, at han havde gjort det og for en gangs skyld gjort, hvad han havde fået besked på.
Skulle Luke være ærlig, så måtte han nok indrømme, at han aldrig før havde haft så god en ven som Mayson, han ville endda vove og påstå at Mayson var blevet hans bedste ven. "Du er en lorte ven, med lort på, ved du godt det?" kommenterede han tørt, men kunne ikke holde masken ret længe, før det drillende drenget smil meldte sig på hans læber. Han spærrede munden en smule op og satte fornærmet hænderne i siderne, "Heey! Jeg er et godt menneske, at du ved det," sagde han med et lille nik og et lidt eftertænksomt blik. Okay, måske han kunne være en røv, men han kunne da også godt være sød. Overfor dem som fortjente det om ikke andet. Folk skulle bare lade vær med at være idioter og opfører sig ordenligt overfor ham og hans venner og veninder.

"Kunne jeg godt forstille mig," sagde han og skar en grimmasse, "Har du en søster?" spurgte han lidt overrasket, men okay, han var heller ikke selv det mest åbne menneske, der var ikke ret mange som vidste at Luke havde en storebror som var fuser. Ikke fordi han skammede sig over Jack, men de snakkede stort set ikke, fordi Luke var på skolen og Jack var flyttet hjemmefra. De havde ikke rigtigt noget at snakke om, ifølge Luke. Jack var en god ung mand, regelrytter og gjorde altid hvad der blev sagt - Altså med andre ord, en modsætning af Luke. Han spærrede øjnene op, "Wooow, Mayson, ha' lidt hjerte dude, eller har jeg smittet dig med min hjerteløshed?" spurgte han og grinte let over Maysons måde at sige tingene på, men han havde sikkert ret. Maysons søster måtte virkelig blev rig den dag, Benyamin ikke levede mere.
Luke nikkede lidt, "Har du aldrig overvejet at opsøge ham?" spurgte han nysgerrig. Han havde selv mistet sin far og han ville da ønske, at han kunne opsøge ham og se ham, bare en gang. Snakke med ham. Vise ham hvem Luke var blevet til, selvom det nok ikke ville kunne gøre nogen stolte, han var pænt sikker på, at selv hans mor var ved at opgive ham til tider. Ihvertfald når hun opdagede hver evig eneste gang, at han havde fået en ny tatovering, selvom han prøvede at skjule dem lidt for hende, da han godt vidste hun ikke brød sig om dem.

[Mayson Carver]

Mayson sendte ham et sigende blik, "det er sguda fordi jeg ikke tør lade dig være alene, efter ti minutter her du allerede købt en gris, giftet dig med en professor og solgt din sjæl til Voldemort." Grinede Mayson og rystede let på hovedet.
Det var underligt som venskaber kunne udfolde sig fra den person man mindst ventede. Selvom Mayson og Luke var forskellige på rigtigt mange punkter var det alligevel også meget ens på andre. De kunne begge to godt lide at lave ballade, Mayson nok i et lidt mere uskyldigt omfang end Luke, men stadigvæk. Luke var modig på punkter hvor Mayson var en kylling - når det kom til piger især, til gengæld var Mayson nok lidt mere fornuftig anlagt en Luke der sommetider godt kunne springe lidt hovedløst ud i tingene.
Man kunne vel sige at de supplerede hinanden ret godt.
"Ja jeg ved det, det holder mig også vågen om natten." Besvarede han med en dramatisk hånd over brystet. Han blottede atter de spidse hjørnetænder i et grin og rystede så på hovedet. "Ja det er du da, du er så dyyyygtiiiiig," Drillede Mayson som han tog fat i Lukes kinder og nev dem let som var han gamle tante Oda der stadigvæk troede at nevøen var 4 år gammel.

Mayson nikkede som svar på Lukes spørgsmål, "ja, en storesøster." Svarede han med et skuldertræk. Han elskede Raven hun havde været en fantastisk støtte for ham gennem hele hans liv og hun havde været med til at holde det hemmeligt dengang Mayson besøgte skolen i hemmelighed før han blev elev. Det virkede som evigheder siden nu.
Den blå dreng skar en mild grimasse over sin egen kyniske kommentar og gøs lidt, "du har ret, den var lidt lavt sigtet, egentlig er jeg ikke sur på ham mere, men altså jeg må da indrømme at jeg ikke sender ham julekort." Et skævt smil formede sig på hans læber og han rystede tanken lidt fra sig.
"Nej ikke rigtigt. Jeg tror ikke jeg ville turde, jeg ved dog at han er quidditchspiller - eller har været, for Bulgarien tror jeg nok." Fortalte han lidt tænksomt. Han ville nok få et hjertestop hvis han fandt ud af at han havde en søn og endnu mere hvis han fandt ud af at hans søn var en blå langhalet pelskugle.

[Luke Lynch]

"Hey! Jeg ville aldrig købe en gris, jeg har dig og grise lugter, du går i det mindste i bad," sagde han i en falsk fornærmet tone, selvom han ikke kunne holde masken ret længe. "Men gifte mig med en professor, er måske ikke nogen helt dum idé, overvej lige alle de problemer jeg ville kunne få os ud af," sagde han med et snedigt smil på sine læber, hvorefter han gøs lidt ved tanken. Godt nok var hende den nye professor i flyvning ret lækker, meeeen hun var også ret gammel, men nu var alt over 20 også gammelt i Lukes hoved, så hellere en på sin egen alder, eller i hvert fald så tæt på som muligt.
Et lidt sigende blik meldte sig i Lukes øjne, da Maysons fingre tog fat i hans kinder, "Hvis jeg spytter blå pelskulger ud de næste to uger, så få du lov til at samle dem alle sammen op efter mig," grinte han, da Mayson havde givet slip igen og tog sig lidt til sine kinder.

Han vippede kort begge mundviger ned af, "Hm, er hun lækker?" spurgte han drillende, uviden om, hvem Maysons storesøster var og Luke faktisk allerede havde været der. Hvilket nok et sted også var meget godt, det ville nok hurtigt kunne gå hen og blive akavet, også selvom det havde været før Mayson og Luke var blevet rigtigt venner.
Han grinte let, "Jeg har smittet dig!" grinte han, før han rømmede sig lidt og fandt en lidt mere seriøs grimmasse frem, "Men hey, hvad skal du også bruge ham til, når han forbandede dig," sagde han og trak lidt på den ene skulder. Han kunne skam godt forstå at Mayson ikke gad bruge tid på en som havde gjort livet surt for ham i så mange år.
Han rynkede lidt på panden, "Turde? Hvorfor ikke? Jeg mener, han er din far. Er du ikke nysgerrig?" spurgte han og så lidt på Mayson med et lidt overrasket blik, men det var nok også fordi Luke jo troede hans far var død. Hvis han havde muligheden for at opsøge sin far, så havde han gjort det. Om ikke andet, så for at banke ham en, for at være skredet.

[Mayson Carver]

Mayson måtte bide sig lidt i kinden for ikke at le af den kommentar. "Til gengæld fælder jeg, bare vent til det begynder at blive sommer, pels all over the place siger jeg dig, du kan slet ikke forestille dig mit forbrug af shampoo." Han blinkede. Altså hvis Luke mente at Mayson skulle forstille at være hans kæledyr måtte han sguda betale for forplejningen -og det kunne hurtigt blive dyrt.
"Hmm.." Mayson tappede overvejende sin hage, "ja eller overvej de problemer du kan få os ind i." Svarede han og lod halen svinge lidt fra side til side. Det havde i hvert fald kun givet problemer med Blake, men nu mente Luke det jo heldigvis kun i sjov, dermed ikke sagt at Mayson var naiv nok til at tro på at Luke ikke kunne finde på det.
Han lod hovedet tippe lidt på skrå, "hallo pas du bare på eller jeg udfordre dig til at vaske min pels med tungen!" Han tøvede lidt, "på den anden side ville du sikkert accepterer udfordringen og jeg er pænt sikker på at det ville være langt mere klamt for mig end for dig.." Svarede han tænksomt og skød så tanken lidt fra sig.

Et par dybe rynker formede sig på Maysons pande som han skar en voldsom grimasse - bare lige for at understrege sin misfornøjelse over de ord. "Dude, stop dig selv." Kommenterede han tørt og lod armene falde over kors. "Du ved jo hvordan det er, hvis du laver noget med min søster bliver jeg nødt til at rydde sig af vejen og alt det, og det ville bare være super ubelejligt for mig denne uge, du ved vinterferie og alt det," han blinkede morende.
Mayson nikkede til Lukes ord om Benyamin, "Præcis han er bare et fjols." Med et let skuldertræk rejste Mayson sig op fra det kolde gulv. Det var ved at være lidt koldt at sidde der.
"Nysgerrig, jo måske lidt, men ikke nok til at jeg ville opsøge ham, faktisk tror jeg ikke engang han er klar over at jeg eksisterer." Det hele havde jo været ufattelig indviklet dengang.