Show Me You Teeth

[Deleted]

Carmine Rigel
Amelias hus
Marts 2054.
Outfit

---

Amelia havde været efter Carmine i så mange år, at hun efterhånden var holdt op med at tælle. Han havde bidt hendes storesøster, ødelagt hende, gjort hende til en af dem! Det var mange år siden ja, men det ville være et minde i Amelias hoved for altid. Hun ville aldrig glemme, hvad han havde gjort. uanset om Sofie havde valgt det selv eller ej. 
Amelia havde siden sin fars død, selv overtaget hans team, selvom de fleste fra dengang varulvenes tilholdssted var blevet stormet, efterhånden var gået på pension så at sige, så var flere af deres børn gået i deres forældres fodspor. Præcis ligesom hun selv var. Hun havde ikke været mere end 12 år gammel, da hendes far var begyndt, at lærer hende, hvordan man sneg sig ind på en varulv, hvilket våben man brugte, hvordan man torturerede dem. Hun havde dog brugt en del år på, selv at finde sine egne teknikker. Men hun havde været medlem af jægerteamet siden hun havde været 18 år, hun havde slået sin første varulv ihjel som kun 25 årig.
Hun låste sig ind i fangekælderen i sit hus, en kælder som var beskyttet af magi, så hverken Christopher eller Ashton havde kunne komme derned da de havde været små. Christopher havde hun dog vist det til. Han virkede langt mere interesseret end Ashton gjorde. Hun havde aldrig opgivet håbet om, at hun nok skulle få hævn. Ikke kun overfor, at han havde smittet hendes søster. Han havde dræbt hendes far. Nu var tiden endelig kommet til, at hun skulle have hævn. 
Hun låste sig ind i fangecellen, hvor hun havde lænket ham fast, med et par kæder om både håndlede og ankler, den anden ende af kæderne var blotret til murren. Pilen sad stadig i hans højre skuldre, den som havde gjort det muligt for hende, at overvinde ham, udelukket på grund af varulvegiften som dens spids havde været dyppet i. Hun lukket døren efter sig, hvorefter hun smed sin taske til siden og tog fat i en spand vand og hun kastede indholdet mod ham, "Wakey, wakey nathyler," sagde hun og stillede den nu tomme spand fra sig igen, som hun betragtede ham på sikker afstand.

[Carmine Rigel]

Carmine havde den mærkeligste drøm. Han løb gennem skoven, det var mørk og tåget og støvregnene gjorde hans grålige pels fugtig. Han var på flugt fra noget, men uden at vide hvad. De visne blade fra skovbunden hvirvlede op bag ham, han vidste at han ikke kunne tage tilbage til hulen, han kunne ikke afsløre sin flok.
Faktisk anede han slet ikke hvor han befandt sig lige nu i forhold til hulen, eller i det hele taget. Han havde aldrig været her før. Han rettede det lodne hoved bagud ganske kort for at se om han kunne få et glimt af hvadend der var i hælende, eller i dette tilfælde halen på ham. Dette resulterede i at han snublede over en sten og faldt ned af en skråning. Hele verden drejede rund som han rullede ude af kontrol.
Han landede med hovedet først i en mindre å for foden af bakken. Det kolde vand ramte ham i ansigtet som syle. Han gispede som han følte han blev kvalt.

Øjnene fløj op i overraskelse. Han mærkede hvordan det kolde vand løb ned over hans ansigt som han forvildet stirrede rundt rummet. Det lignede fangekælderen hjemme i hulerne, men lugtene og lydene var helt forkerte. Som han kiggede bedre efter kunne han også godt se at det ikke var en celle han kendte.
Han skulle til at tørre sit ansigt for vand, men bemærkede at han ikke kunne nå. Han sad fast. Det ver her han blev opmærksom på at han ikke var alene. Normalt ville han have bemærket det med det samme, men han følte sig underlig omtåget og svag.
De kolde øjne blev rettet mod kvinden, han var forvirret, hvem helvede var hun og hvor var han?
Han kiggede mod sine hænder. Han sad på knæ med armene spændt ud til hver side. Både om håndled og om ankler kunne han mærke kæder. Han gav det et halvhjertet forsøg med at trække i dem, men de rokkede sig ikke en tomme. Hans ben var følelsesløse af at sidde på denne måde.
Igen blev blikket vendt mod hende, "hvem helvede er du? Hvad forgår der?!" Rasede han.

[Deleted]

Amelia studere Carmine på en sikker afstand, hvor hun var sikker på, at selv hvis han prøvede så ville han ikke kunne nå hende, selvom hun godt vidste, at giften fra hendes pil først ville aftag fuldstændigt efter 24 timer, men nu var det heller ikke fordi hun havde holdt øje med et præcist klokkesæt, da pilen havde ramt ham.
Hendes blik hvilede hele tiden på ham, han skulle ikke prøve på noget, for hun ville ikke tøve med at slå ham ihjel, selvom det var ren tortur som lød langt mere tilfredsstillende. Han skulle betale for alt hvad han havde gjort. Han havde ødelagt deres familie! Bidt Sofie! Dræbt deres far! Sat alt for mange varulves forhåbninger om at de var noget værd, alt for højt.
Hun smilede lidt, selvom det ikke ligefrem var et varmt og kærligt smil, ved hans gips og hans halvhjertet forsøg på, at trække i kæderne var jo nærmest bare sølle. Hun vendte spanden på hovedet og satte sig så på den, ikke længere væk fra ham end han stadig lige præcist ikke ville kunne nå hende. "Dit værste mareridt," svarede hun koldt og så på ham med et par næsten følelseløse blå øjne. "Du er død og kommet i helvede. Du er min bitch nu, bitch," forsatte hun som et smil meldte sig på hendes læber. Hun lod sine fingerspidser mødes i et par dup, før hun gned hænderne en smule sammen. "Well, spøg til side. Kan du li' min lille fangekælder? Den er bygget specielt til dig, Carmine," sagde hun med et toneleje som nærmest var stolt og et blik som nok fortalte, at det her ikke var for sjov.

[Carmine Rigel]

Han skævede til ende med et vredt blik. Hvem helvede troede hun at hun var. At hun kunne komme her og holde ham fanget, ham! Det skulle blive løgn skulle det. "Mit værste mareridt? Lad os lige revuderer det når jeg flår dit hjerte ud og lader dig se på imens det stopper med at slå." Kommenterede han tørt.
Hjørnetænderne voksede sig lange som han snerrede rasende af hende, han var satme ingens bitch. "Hvis du er så modig, hvorfor kommer du så ikke lidt tættere på og fortæller mig det igen?" Spurgte han med en faretruende undertone.
Hun var ikke varulv, så meget kunne han da afgøre. Der var noget ved hende der virkede bekendt, men han havde ingen anelse om havd det var han vidste bare at han allerede på nuværende tidspunkt havde lyst til at flå hovedet af hende, bare lige for at understrege sin pointe i at ingen holdt ham faget.

Hendes spørgsmål fik ham til at kaste blikket rundt, "jeg ved ikke helt, jeg plejer nu at være være på fornavn med pigerne inden de lægger mig i kæder." Kommenterede han med en hånlig undertone. Hvem fanden var hun? Han gjorde et lidt mere hæftigt forsøg på at trække i kæderne denne gang, men kunne godt mærke at det ikke helt fungerede for ham. Han følte sig satdigvæk en smule lammet af hvadend hun havde fyldt i ham.
"Hvor er jeg og hvem er du?" Spurgte han langsomt som snakkede han til en retarderet. At dømme efter at hun regnede med at dette ville holde ham, var hun måske også temmelig retarderet, men det skulle hun da nok komme til at fortryde når han snart brugte hendes blod til at om dekorerer væggene med hernede.

[Deleted]

Amelia kunne ikke lade vær med at grine ved Carmines truende ord, "Well, det kræver du slipper fri først, ik hvalp?" sagde hun og blinkede til ham. Hun var ikke bange for ham, ikke så længe han var lænket fast i hvert fald. Hun var jo ikke dum, hun vidste godt at hvis han først slap fri, så ville hun ikke have en chance mod ham. Måske hvis hun nåede at trække sin stav inden han nåede at flå hendes hjerte ud, men ellers ikke.
Hun kneb øjnene sammen, da hans hjørne begyndte at vokse sig lange og spidse, "Netop fordi jeg er modig. Ikke dum.." svarede hun i en overbærgerne tone, mens hun trak en skammel hen som hun satte sig på, lige overfor ham, provokerende nok lige præcis ude af hans rækkevigte. Hun vidste godt at hun nemt ville kunne have slået ham ihjel, det sekund hun havde fanget ham, men så let skulle han bare ikke slippe. Han skulle vide hvad det ville sige, at lægge sig ud med en Hansen. Hvad i al verden havde Sofie også set i det bæst?
Hun hævede lidt det ene øjenbryn af hans svar, "Oh virkelig? Beklager, men sådan leger jeg ikke," svarede hun og blinkede til ham. Hun kunne dog ikke lade vær med at grine igen, da han endnu engang forsøgte at komme fri, "Helt ærligt, tror du ikke de er specielt lavet til, at holde varulve? Du vil slet ikke vide, hvor mange af din slags, jeg har måtte lægge i lænker, for at finde dig, Carmine, du har nogle meget loyale hvalpe.. Altså lige indtil de bløder lidt, så snakker og snakker de, som om deres liv afhænger af det.. For well, det gør det når de møder mig," sagde hun med et stort smil på sine læber og nærmest stolthed i stemmen over, at hun havde slået varulve ihjel, før hun trak op i sit ene ærme, hvilket afslørerede at hun havde præcis samme tatovering som hendes far og resten af varulvejægernes team havde haft.
Hun sukkede lidt, "Stadig England, bare rolig. Mit navn er Amelia Dupond Hansen, siger det navn dig noget?" spurgte hun skarpt, selvom hun da bestemt regnede med, at han ville kunne huske både Sofie og deres far. "Du ødelagde min familie! Troede du virkelig at du ville slippe godt fra det, Carmine? Huh?!" spurgte hun og mærkede hvordan vreden steg i hende som hun trak sin stav og pegede den mod ham, dog uden at gøre noget, men hendes hånd rystede af vrede og hvor var det dog fristende at kaste en lille enkelt besvægelse på ham, og så ville han få en billet til underetagen, hvor han hørte til. Men igen. Det ville være at lade ham slippe for let.

[Carmine Rigel]

Han sendte hende et dræbende blik. "Tro mig, jeg skal nok slippe fri." Svarede han meget selvbevidst. Zain ville sende nogen ud for at finde ham. Det var kun et spørgsmål om tid før varulvene ville storme stedet her...hvorend "her" var, og når det skete ville han personligt være den der havde æren af at flå hovedet af hende.
Forpulede pelsløse! Tænk at kalde ham for hvalp. Hun var ude på så dybt vand at hun ikke engang kunne spotte overfladen længere - også selvom hun måske ikke var klar over det endnu.
Han fnøs lavmeldt og lod de ravgule øjne hvile på hende i nogle lange sekunder imens en lav dyrisk knurren kunne høres fra hans strube. Åh hvor skulle han dog nyde at flå hendes hals op (med sine tænder). "Well det at du tror du kan holde mig fanget her tyder lidt på det modsatte." Annoncerede han overlegent.

Endnu et smørret arrogant smil gled over hans læber, "hvem har sagt noget om at lege?" Spurgte han med faretruende mildhed i stemmen. Han ville da hjertens gerne slå hende ihjel, helt alvorligt.
En lavmeldt knurren undslap ham på ny og fjernede det lidt smørrede smil der ellers havde formet sig på hans læber som hun snakkede om at varulvene havde opgivet hans position.
Han havde ledt efter et par af sine mænd over de sidste par uger. Varulve der var forsvundet og som de ikke havde været i stand til at finde. Var de endt her? Armen det var jo skønt som dagen bare blev bedre og bedre. Ham himlede med øjnene af sin egen ironi.
"Taget i betragtning af at de ikke er vendt tilbage går jeg ikke ud fra at det gav dem den store fordel at sladre om mig." Kommenterede han tørt og hævede et bryn.
Selvfølgelig sagde navnet ham noget han valgte bare at spille dum uvidende. "Hmmm jeg har muligvis hørt det et eller andet sted før...." han forgav at tænke sig om, "naah, egentlig ikke. Burde det det?" Han trak ligegyldigt på skuldrene og lod de blågrå øjne glide rundt i rummet i håb om at finde et eller andet han kunne bruge til at igangsætte sin flugt.
Han lod som om at det ragede ham det mindste hvad han havde gjort mod hende..det gjorde det egentlig også, men han gjorde bare meget ud af at vise hvor lidt det interesserede ham. "Du må give mig lidt mere at arbejde med blondie, jeg har ødelagt mange familier." Kommenterede han tørt. Alligevel kunne han ikke lade være med at trække sig en lille smule tilbage i kæderne som hun rettede staven mod ham, han var trods alt temmelig blottet for angreb når han ikke havde noget at forsvare sig med.

[Deleted]

Amelia nikkede overbærende, "Ja, selvfølgelig vil du det," sagde hun med et toneleje som primært var reserveret til børn. Troede han virkelig selv på, at han ville komme ud af de lænker? Det var da næsten sødt. Hun havde efterhånden stået ansigt til ansigt med så mange varulve i sit liv, at hun ikke længere frygtede dem. Hun var opdraget til, at hadede varulve, det lå så langt tilbage i hendes familie at hadede de bæster, at hun mere eller mindre havde fået det ind med modermælken. Men det betød ikke, at hun ikke var påpasselig alligevel.
Et skævt smil meldte sig på hendes læber, da hans ravgule øjne så på hende og en kurren lød lavt fra ham, "Jeg tror ikke, jeg ved. Jeg er ikke bange for Carmine, så spar mig for dit halvpeflip," svarede hun køligt, uden at lade sig påvirke af hans øjne eller kurren. Hun hadede lyden, men hun var også vant til den.

"Hør her lille hvalp, jeg ved ikke om det er gået op for dig endnu, men det er dig som er i lænker, ikke mig, måske du skulle overveje din situation, før du begynder at åbne din kæft," snærrede hun og rettede sin tryllestav mod ham, hun var ikke bange for at bruge den, heller ikke selvom det bare skulle være for, at minde ham om, hvem det var der bestemte her. For det var i hvert fald ikke ham.
Amelia var ikke bange for at slå ihjel, og slet ikke varulve, da hun ikke mente deres liv talte for noget som helst her i verden. Hun grinte let og trak lidt på skulderen, "De kunne vælge mellem at stikke dig og de ville dø hurtigt og mere eller mindre smertefrit, eller de kunne blive torturet til døde," svarede hun og begyndte at gå langsomt frem og tilbage foran ham, lige præcis ude af rækkevidde for ham.
Hun stoppede brat op og vendte fronten mod ham, "Måske bare lidt, taget i betrækring af, at jeg er moster til dit pelsklædte afkom," svarede hun og sparkede til hans ene fod. Hvad bildte han sig lige ind? Troede han ikke hun mente dette her seriøst? Det var sgu ikke for sjov.
Hun gik over og tog fat i den ene lænke, og gav den et hårdt ryk, "Var det hukommelsesvækkende nok for dig?!" spurgte hun rasende, hvorefter hun pegede sin tryllestav mod ham igen. "Du hjernevaskede Sofie, men du kan ikke narre mig," sagde hun sammenbidt, "Når jeg er færdig med dig, går jeg videre til Zain og derefter alle andre i hele din lille folk. Alle dem som det ikke lykkedes for min far, at slå ihjel, vil jeg finde og gøre en ende på," sagde hun og trådte et skridt tilbage, for ikke at lade hendes temperament stikke helt af med hende.

[Carmine Rigel]

Okay hvis han skulle være helt ærlig så var det faktisk en smule irriterende at hun ikke lod til at lade sig påvirke af hans knurren og øjenfarveskift. Han var ikke bange, han havde trods alt en hel flok der sikkert lå vandrat for at finde ham lige nu, men det betød ikke at han så frem til hvad end hun havde i tankerne for ham. Tortur måske? Det orkede han ikke.
"Hvis du ikke er bange for mig viser det blot hvor ufattelig dum du er, for jeg kan love dig for at jeg ikke forlader dette sted før du er lavet om til hakket kød!" Rasede han og trak i lænkerne på ny. Han var så hidsig lige nu og det var svært for ham at blive ved med at holde det nede når hun var så ufattelig provokerende.
Han fnøs og himlede med øjnene, "ja for ih hvor er du dog dygtig, du tør ikke engang gøre det til en fair kamp! Kom nu jeg skal nok lade være med at bruge mine ulveevner, jeg flår dig i stykker helt uden klør, dét er da et godt tilbud!" Han smilede flabet mod hende velvidende om at han sikkert ville komme til at fortryde at være så kæphøj, men hun skulle ikke få ham til at trygle om nåde. No way!

"Hvor dramatisk," sukkede han uimponeret på trods af at det lød ret meget som hans egne metoder. "Men lad mig endelig høre, hvor mange endte så med at sladre?" Carmine så på hende med et blik som var han oprigtigt interesseret, men i virkeligheden forsøgte han nok bare at trække tiden ud så meget som muligt til hjælpen ankom.
Han kunne godt se at han havde ramt en nerve og det morede ham kongeligt selvom han fastholdt den kølige og ligegyldige facade. "Igen må jeg så sige, hvilken en af dem? Jeg har en del unger. Lad mig se, der er Zain..Erica, Caspian...hmm..Ariana.." Han talte på fingrene imens han talte, "hmmm har jeg glemt nogen, oh well you get the picture," Erica og Caspian var desværre begge blevet dræbt i en nærkamp mod dødsgarden og Arianna var ikke varulv, men her talte han selvfølgelig ikke alle dem med som han havde vendt som ikke var blodrelationer.
Som hun kom tæt på ham og rev i lænkerne gjorde han omgående et udfald mod hende med kløerne uden helt at vide hvad han havde forventet der ville ske. "Nåååh! Sofie!" Sagde han som om at der omsider ringede en klokke. "yay tall, rødt hår, brune øjne," beskrev han hende som om han var i tvivl, selvfølgelig var han ikke det, hun havde været hans store kærlighed dengang. En mild latter rullede over hans læber ved hendes trussel, "dræbe Zain? Yeah good luck with that, han er ikke nær så venligsindet som jeg er." Svarede han mere eller mindre oprigtigt. Zain var direkte psykopat og han ville nok ikke være den letteste at få fat på. "Men spændende! Holder du mig underrettet undervejs?" Spurgte han med falsk begejstring i stemmen. Dette var naturligvis for at dække over den nervøsitet der langsomt var begyndt at stige, han havde svoret at beskytte sin flok.

[Deleted]

Amelia trak lidt på den ene skulder, mens hun gav sig til, at studere sine negle, mens Carmine snakkede. "Oh undskyld, jeg glemte vidst at høre efter. Det var som om, at du åbnede munden og det eneste jeg kunne tænke var.." hun samlede sin tomme kop op fra gulvet og vendte den så kan kunne se den var tom, "Det her er min 'Cup Of Care'.. Hov se, den er tom, præcis ligesom dine trusler," sagde hun og smilede falsk til ham, hvorefter hun rullede med øjnene. Hun havde stået ansigt til snude med så mange varulve efterhånden, at hun ikke var bange for dem mere. Selvom det nok var utroligt dumt, men hun vidste, at de lænker ville Carmine ikke slippe ud af.
Hun sukkede irritabelt, "Jeg bliver ikke enig med dig, for jeg nægter at lade mig blive trukket ned på dit level, for ja, så ville du vinde. Idiotlogi har aldrig været min stærke side, ser du," svarede hun og lod sine kolde blå øjne hvile på ham, mens hun overvejede sine muligheder af forbandelser, hun kunne kaste på ham.

Et yderst selvtilfredst smil meldte sig på hendes læber, "Hvor mange der sladrede eller hvor mange der døde?" spurgte hun stadig med smilet legende på de røde læber, "Oh, vent, nej bare glem det. Det er jo samme antal. 8. Jeg må dog indrømme, jeg er en smule skuffet. Jeg havde troet at dine hvalpe ville være mere trofaste, men det er utroligt så meget man kan få dem til, så længe de ved deres liv afhænger af det," sagde hun og skød underlæben en smule frem.
Hun kneb øjnene sammen, som han begyndte at ramse sine afkom op. "Zain," svarede hun tørt, "Han må efterhånden også være dit eneste levende afkom," tilføjede hun sammenbidt, han gik hende virkelig på nerverne lige nu. Hun ville til gengæld gerne vide så meget som mulighed, omkring, hvem han ellers havde af børn, så de kunne komme på hendes liste.
Hun mærkede hans ene klo snitte hendes bukseben, hvilket fik hende til at vende blikket mod sit ben, "Virkelig? Det var mine ynglings bukser," kommenterede hun og vendte blikket tilbage på ham, da det lød til, at der var gået et lys op for ham, selvom hun tvivlede, da den slags trods alt krævede, at der var noget at lyse op. Hun bed sig irriteret i inder siden af sin kind, hvor til hun tog sin bue og pil, som stod i et hjørne, "Og vi prøver en gang til," sagde hun og skød en pil efter ham med sigte mod hans ben. Selvfølgelig ville hun ikke dræbe ham. Endnu.
"Oooh tro mig, han kommer til at tigge for sit liv, præcis ligesom du gør," sagde hun med selvsikkerhed i sin stemme. Hun skulle nok sørger for, at Zain kom ned med nakken, om det så skulle tage hende flere år eller resten af hendes liv. "Holde dig underrettet? Armen bette hvalp da, du tror vel ikke, at du lever længe nok til, at opleve det, gør du? For så er du da godt nok dummere end du ser ud.. Hvilket ikke siger så lidt," sagde hun og trak i buen, rettede endnu en pil i mod ham, men affyrede den ikke. Hun ville bare gerne se ham frygte det. Frygte hende.

[Carmine Rigel]

Han skar rasende tænder af hende. Hvad han dog ikke ville give lige nu for bare et halvt minut uden lænkerne, så fin en omdekorering han ville kunne forsyne disse triste grå vægge med.
Det var ufattelig frustrerende at hans trusler prallede af på hende, for problemet var jo at hun havde en pointe. Han håbede da på at Zain ville sende nogen ud efter ham, men det var nok en smule naivt at tro på. Som tingene var lige nu var han under hendes benådning og Carmine bøjede sig ikke for NOGEN! "Vent til jeg flår dit hjerte ud og smide det deri, så skal din care måske nok stige frem til det stopper med at slå naturligvis."
Han fnøs hånligt, "virkelig?" han fakede et overrasket udtryk "for jeg synes ellers du praktiserer det til perfektion. Du må være et naturtalent." Han sendte hende et provokerende smil. Hun skulle ikke få ham ned med nakken uanset hvad hun så ville byde ham på.

Skønt Carmine på nuværende tidspunkt godt var klar over at han ikke bare lige kunne hive sig fri, kunne han alligevel ikke helt understå sig i at forsøge igen da hun nævnte antallet af ulve hun havde dræbt. "Hmm og jeg dræbte din far, vendte din søster, efter hun praktisk talt tiggede mig om det, det var jo også efter din kære nevø blev født." Det måtte da ramme en nerve. Han forgav at regne på et kompliceret matematisk stykke, "det må jo så betyde at jeg stadigvæk har 6 afstraffelser til gode på din familie," et djævelsk smil spredte sig på læberne, "jeg håber du har en stor familie. Ellers må jeg jo bare gå til vennekredsen." Kommenterede han så.
Carmine smilede frydende, "åh jeg har skam mange levende afkom." Løj han bekymringsfrit. Hun skulle ikke tro at hun var noget, i realiteten havde han kun Zain og Ariana, sidstenævnte snakkede han ikke med overhovedet, hun var ikke engang varulv.
"Aww det var synd, hvis du slipper mig fri skal jeg nok lade være med at ødelægge mere at dit usmagelige kluns." Han vidste godt at det ikke ville komme til at ske, så han havde vel kun provokationen tilbage.
På trods af ulvens ufattelige reflekser, havde Carmine ingen steder at flygte hen og kunne derfor ikke undgå pilen der efter en kort hvislende lyd borede sig ind i hans lår. Nu var han en hård man, men selv han kunne ikke ladevære med at udbryde et smertesråb da den ramte ham.
Skønt smerten forhindrede ham i at komme med flere kække bemærkninger lige i dette sekund var hans gennemborende blik ikke til at tage fejl af. "Tro mig Blondie, du får aldrig mig til at tigge!" Slog han fast i en hård stemme.