The Dark Matter...

[Deleted]

Han var virkelig ved at miste tålmodigheden med hende. Var hun bare snotdum eller hvad? Havde auroren smittet hende med et eller andet der gjorde hun ikke kunne tænke klart? Det skulle man i hvert fald næsten tro. "Som jeg har sagt tyve gange nu har du ikke noget valg." Sagde han koldt.
Tonelejet havde ændret sig som han mistede tålmodigheden. Nu gad han simpelthen ikke høre mere på hendes lort. Ville hun ikke slutte sig til dem fint, men så ville det gå ud over hendes familie. "Desuden husker jeg da ellers at du var ret glad for jeg rørte ved dig," han sendte hende et lidt dystert smil og trak let på skuldrene.
"Du kan som sagt ikke flygte, slår du mig ihjel vil de næste bare komme og de bliver nok ikke lige så forstående som jeg." Hans tone var mere hård nu end før.
"Jeg gider ikke mere pis nu Harper. Slut dig til os eller jeg slår din triste undskyldning af en mand ihjel hvorefter jeg kidnapper dine unger og lader Byron opdrage dem!" Nu var han færdig med at spille blid, nu måtte hun tage et valg om hun ville gøre det på den lette eller den hårde måde.

[Deleted]

Harper var rasende, ked af det og frustreret. Hun var godt klar over at det her var en alvorlig situation, og alligevel var hendes eneste tanke hvordan hun kom udenom denne her situation, hun måtte helt ebstemt tale med Adrian om det, så de hurtigst muligt kunne komme væk med hende og børnene.
"Xander, stop med at snakke, jeg er ikke idiot" sagde hun, det var han tværdimod. Hvordan fanden kunne han finde på at komme her og ødelægge hendes liv på den måde? Hun havde da troet at han havde bare en lille bitte smule til overs for hende, efter at de havde kendt hinanden i så mange år, nu var hun jo endeligt glad.

"Du er simpelthen et modbydeligt menneske, ved du godt det?" sagde hun og havde mest af alt lyst til at stikke ham en lussing, men hun vidste godt at Xander var stærk, det var jo ham der havde opdraget hende når det kom til magi.
Ordet om Byron fik hendes blod til at fryse til is, han var simpelthen det værste menneskelige hun nogensinde havde været i nærheden af: "damn af..." sagde hun og kiggede i mod ham, hun orkede ikke at snakke med ham længere, og alligevel følte hun sig så magtesløst.

[Deleted]

Han rettede blikket mod sit ur og kiggede så tilbage på hende. "Nå, men jeg må også se at komme videre, du ved steder at besøge folk at torturerer, same old same old." Hans tålmodighed var sluppet op, han gad ikke bruge mere tid på at sige de samme ting om og om igen til hende.
"Jeg henter dig i morgen kl 20 og så må du have fundet ud af til den tid om du har tænkt dig at gøre det til et familiefortagende eller ej." Han lod hovedet falde let på skrå. "Igen advare jeg dig, du skal ikke prøve at stikke af Harper for hvis jeg skal finde dig igen slår jeg din fyr ihjel og tvinger dig med mig og giver dine unger til Byron." Han sendte hende et blik der understregede alvoren af hans ord.
Hendes kommentar fik ham blod til at smile bredt som han nikkede, "da den har jeg hørt et par gange." Indrømmede han uden at lade til at besidde den mindste smule af dårlig samvittighed over det.
Han smilede lidt flabet til hende. "Vi ses i morgen smukke." Hilste han blot hvorefter han forsvandt med et mindre smæld som han transferrede sig væk.

[Deleted]

Harper kunne mærke hvordan alt vendte sig i hende, som hun kiggede på ham: "Du er stadig en lige så stor idiot, som jeg husker dig" sagde hun i en hård stemme, intet mindre kunne gøre det og desuden så havde hun aldrig været bange for Xander, der var langt værre mennesker her i verden at være bange for.
"Du skal holde op med at true mig" påpegede hun hidsigt, som om hun havde regnet med han stoppede hvis hun bare skældte ham nok ud, men mest af alt var det nok fordi hun ikke anede hvordan hun skulle reagerer på det her.

** TIME **

Harper var taget hjem og havde ingenting sagt, hun havde flere gange overvejet at være ærlig overfor Adrian, men hun var bange for hvad der kunne ske og desuden så havde hun ikek rigtigt fundet det rigtige tidspunkt til det.
Hun elskede Adrian højere end noget andet her på jorden, kun på niveau med hendes to børn. Hun kunne ikke forestille sig at være i dødsgarden igen, og på en eller anden mærkelig måde havde hun nok regnet med at hun kunne stille udenom det.
Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde nok bare tillid til at alt sammen med Adrian, nok skulle løse sig.

[Deleted]

Xander var blevet i nærheden selv efter han havde forladt Harper dagen før. Han skulle sikre sig at hun ikke stak af. Underligt nok så alt ud til at være fred og gammen derhjemme i deres lille hus, hvilket ikke helt gav mening i Xanders hoved. Burde der ikke være en del mere råben og skrigen taget i betragtning af af hun skulle til at være en del af garden igen?
Det måtte de jo selv rode med og om hun sluttede sig til dem med eller uden mand var i egentlig uden forskel, men han håbede nu mest at det blev uden. Han og Harper havde trods alt en fortid sammen og han ville da ikke have noget imod at genoptage lidt af deres fortid sammen selvom hun måske nok var blevet kærestekedelig nu.
Han gik op til døren og bankede på med en bestemt hånd. Han ventede tålmodigt og fandt sit afslappede smil frem. Han havde dog den ene hånd i lommen med et solidt greb om tryllestaven hvis nu det skulle gå hen og blive nødvendigt, man kunne jo aldrig vide om Harper havde advaret Adrian om situationen og han var trods alt auror så Xander havde ikke lyst til at lægge sig ud med ham.
Han var ikke så bange for hvordan siuationen skulle udvikle sig for han var vandt til at få hvad han ville have og det skulle Harper ikke ødelægge for ham til aften. Hun skulle nok slutte sig til dem igen om det skulle være tvang eller frivillig tvang, nu lignede det ikke Xander at sky nogle midler.

[Deleted]

Harper stod foran spejlet, alene inde i soveværelset. Hun havde pakket sig en taske og stod nu og kiggede sig selv i spejlet som hun rettede på sin helt sorte make-up. Hendes hår var let krøllet og hun lignede sig selv fra dengang hun var medlem af dødsgarden, hun havde været derinde en halv times tid imens Adrian havde puttet pigerne.
Harper havde en plan, den var ikke særlig god og den var nok mere egoistisk end den var nobel, ihvertfald i følge hende selv. Men der var kun én ting der var vigtig for hende, og det var at beskytte Adrian og børnene, og det måtte koste hende det hele.

Som det bankede på, trak hun vejret dybt ind en sidste gang, hun havde grædt så mange tåre når hun havde været alene om natten eller var gået hjem fra at have afleveret børnene den morgen, men lige nu var hun stærk og hendes hjerte var som en sten, trods alt havde hun levet med facaden i mange år.
"Der var du jo" sagde hun som hun åbnede døren i et arrogant udtryk og gjorde alt hvad hun kunne for at pakke sig selv væk og lade sin stærke facade være det eneste synlige i hendes øjne, hun havde brug for at gøre det på denne her måde, for det var den eneste udvej der var.

[Deleted]

Xander ventede tålmodigt foran døren til den blev åbnet og et tilfreds smil formede sig på hans læber. Det var præcis sådan han huskede hende. Den mørke make-up fik de isblå øjne til at fremstå langt mere tydeligt hvilket han godt kunne lide. Han havde altid ment at hendes øjne var helt utrolig frække.
Han lod blikket glide op og ned af hende uden at ligge skjul på det. "Så har du fundet ud af hvad du vælger?" Spurgte han lavt nok til at kun hun kunne høre det, han vidste jo ikke om manden var indenfor hørevidde. Han mente selvfølgelig om hun havde besluttet at tage med ham alene eller sammen med fyren.
Han ville allerhelst have hende for sig selv, det gav bedre mulighed for at lade tingene glide tilbage i den gamle rille og på trods af at Harper kunne være lidt af en dynamitbombe sommetider så var han ret sikker på at hun var en hans forældre ville synes godt om på trods af det ellers fine liv de levede i Pricefamilien.
Harper var fuldblod og dødsgardist hvilket begge dele blev vægtet ufattelig højt i deres hjem. At hun så kunne være lidt af en rapkæftet kælling var en anden sag, men Xander kunne nu godt lide den modstand hun altid havde givet ham.

[Adrian Russo]

Adrian lagde Hope i sengen og puttede dynen op over hende. Han var ikke altid den bedste til at putte ungerne eftersom han havde det med at gearer dem mere op end at få dem til at sove. Som Harper var han virkelig vokset med opgaven som far og han elskede Phoenix og Hope højere end noget som helst andet i hele verden - sammen med Harper naturligvis.
Han havde aldrig troet at de ville ende med at have en lille familie på denne måde, men det var virkelig fantastisk. Han var så lykkelig, men han savnede stadigvæk sit hjem og han længtes efter de dage hvor de kunne droppe deres vidnesbeskyttelse-crap og bare flytte hjem i hans villa. Der var der i hvert fald plads nok til at børnene kunne få hver deres værelse.

Som han kyssede Hope på panden hørte han pludselig Boomer gø og springe ud mod døren. Undrende rettede han sig op idet der lød en let banken. Harper havde været inde på værelset den sidste halve time og han var egentlig ikke helt sikker på hvad hun lavede. "Boomer slap af!" Kaldte han efter den store schæfer skønt den ikke rigtigt lystrede ham mere efter Harper var kommet ind i billedet. Af en eller anden årsag var han blevet mere hendes hund end Adrians og så var den ufattelig beskyttende overfor børnene hvilket faktisk var ret rart.
Han hørte Harper gå ud for at åbne så han tog sig lige friheden til at stikke en sut i munden på Phoenix så han også kunne sove. "Hvem er det?" Sagde han stille som han til sidste sluttede sig til dem ude i gangen. Det var først nu han fik kastet et overrasket blik på Harper og en ubehagelig følelse spredte sig i hele kroppen. "Er du på vej i byen?" Spurgte han overrasket, og hvem fanden var idioten i døren med det lidt for selvglade smil?

[Deleted]

Havde det ikke været fordi at der var mennesker på gaden da hun gik hjem fra at have afleveret pigerne i skolen, var hun nok faldet sammen på gaden og havde skreget. Hun havde lyst til at skrige, bare komme ud med alt det der var inde i hende, men hun vidste at det intet nyttede, hun var nødt til at være stærk og gøre hvad der var nødvendigt.
"Jeg tager selv afsted" sagde hun i en rolig stemme, den skælvede ikke engang, hun havde grædt sit hjerte ud, låst det og smidt nøglen væk. Det var slut. Når man havde noget vidste man at det på et tidspunkt måtte slutte, og det var sådan det var for Harper nu. Det havde været dejligt, men hun kunne ikke benægte hendes fortid og hun havde jo alle dage vidst at den nok ville indhente hende på den ene eller den anden måde.

"Nej, jeg går" sagde hun og kiggede i mod Adrian med et blik der var koldt som is: "Jeg har valgt at slutte mig til dødsgarden igen" sagde hun og lod en hånd glide sensuelt ned af Xander's arm, hun var nødt til at sørge for at Adrian hadede hende, det ville helt klart være det bedste for alle.
Hun kiggede op i mod Xander, uden at smile - og kiggede så tilbage i mod Adrian: "Altså nu har jeg jo fået det ud af det jeg skulle, du havde vel ikke regnet med det ville vare forevigt, vel honey?" spurgte hun flabet og blinkede i mod Adrian. Hun mærkede et lille stik i hjertet der gjorde hendes blik kort flakkede, og hun samlede så sig selv endnu engang.

[Deleted]

Xander nikkede til anerkendende til hende som hun sagde at hun ville tage afsted alene. Perfekt, det var lige præcis hvad han havde håbet på. "Godt. Og tag det nu roligt, de bliver ligesom i gode gamle dage, du har bare glemt hvad det vil sige at have det sjovt." Sagde hna lidt henkastet og lod et smil snige sig op i den ene mundvig endnu engang.
Han glædede sig i hvert fald til at få hende tilbage til Garden, han havde virkelig savnet at have hende med sig rundt for ingen kunne skabe skræk og rædsel som Harper. Hun var en hensynsløs morder når hun altså lige var i sit 's'.
Som Adrian sluttede sig til dem i gangen sendte han ham bare et arrogant blik. At dømme efter hans forundren havde Harper i hvert fald ikke givet ham nogen warning for hvad der skulle til at ske. Den ville nok komme til at ramme ret hårdt alt efter hvad hun havde tænkt sig at bilde ham ind.
Han måtte da også bide sig en kende i kinden da hun slyngede en løgn ud der var så overbevisende at selv Xander kunne have faldet for den hvis ikke han havde vidst bedre.
For lige at støtte op om hendes løgn - og for sin egen fornøjelses skyld slyngede han en arm omkring hende og smilede provokerende mod Adrian. "Se det fra den lyse side loverboy, nu slipper du for at bekymre dig om garden fremover," han blinkede muntert og gav sig til at trække Harper med sig.

[Adrian Russo]

Adrian kiggede forundret på Harper og slog en lidt nervøs latter op, hun måtte da lave sjov, ikke at han på nogen måde fandt det sjovt, men det her kunne hun da ikke mene? Smilet forsvandt dog lige så hurtigt som det var dukket op som det gik op for ham at hun rent faktisk lod til at mene det.
"Dødsgarden? Harper hvad snakker du om?" Hans stemme var en kende skælvende i takt med at panikken begyndte at sprede sig i kroppen. Han så kort på Xander og så tilbage på Harper igen. "Hvis det her er en joke er det ikke sjovt!" Sagde han bestemt og med en vred undertone.

Efter frygten havde fået taget sit klamme greb om hans sjæl så han på hende med desperation i blikket. "Fået hvad ud af det? Børn? Harper kan vi ikke lige snakke sammen alene?" Han skulede til Xander, hvem var han? Var han dødsgardist? Skulle han til at slå dem alle ihjel nu?
Han fortrød pludselig at hans stav lå inde på spisebordet. Hendes kolde blik skræmte ham. Hvad fanden var det der foregik? Hvorfor opførte hun sig så mærkeligt? Var hun blevet truet eller noget? Nu var det jo ikke første gang at hun bare valgte at skride, men hun havde da aldrig gjort så meget som hentydning til det efter de havde fået Hope og Pheonix, kun den ene gang hvor Nicole og Alastair var dukket op, men det var jo også længe siden og det havde været i vrede. Dette her var ikke vrede, det var noget andet og det skræmte ham fra vid og sans fordi han slet ikke kunne se sammenhængende nogen steder, der havde jo ikke været noget som helst galt for 2 dage siden.

[Deleted]

"Hold kæft" sagde hun inden Adrian tilsluttede dem, hun ville aldrig nogensinde blive en del af garden igen på den måde, det var fortid. Men der var dog ting der var vigtige end hende og det var Hope, Phoenix og Adrian. De tre havde på alle mulige måder gjort hendes liv langt bedre.
"Hold op med at være sådan en baby, det måtte ske" sagde hun og trak på skuldrende, som hun lod Xander ligge en arm omkring hende. Hun følte absolut ingenting lige nu, hun følte sig fuldkommen tom indeni, og hun gjorde hvad hun kunne for at undgå hans blik.

"Solong, vi er skredet..." sagde hun og ville gerne komme med en eller anden spydig kommentar, men lige nu kunne hun ikke engang få sig selv til at sige hans navn, det ville gøre alt for ondt: "Kom honey vi skrider" sagde hun til Xander og gik i mod døren, imens hun stadig holde den store facade oppe.
"Du er da en taber for at tro det her var ægte" sagde hun som en sidste kommentar til Adrian for at sikre at han ikke ville opsøge hende igen, hun var nødt til at cutte båndet til ham og sikre til det fortsatte sådan.

[Adrian Russo]

Adrian fattede ingenting lige nu. Hvad fanden var det der foregik? Var det en eller anden syg joke? Hele hans mave gjorde ondt for han havde desværre en fornemmelse af at hun mente det i ramme alvor, men det gav bare slet ikke mening for ham. Munden blev presset sammen til en tynd streg, "Harper hvad fanden har du gang i? Har du tænkt dig bare at skride? Hvad med børnene?" Hans stemme var ophidset nu, dette her gav slet ikke mening.
Han kunne mærke hvordan hjertet begyndte at slå hårdt og han følte slet ikke at han kunne få luft. Han ville ikke bryde sammen foran dem slet ikke på denne måde.

Denne her situation var simpelthen så mærkelig han kunne slet ikke finde ud af hvad han skulle gøre, det var som om at han langsomt så sin verden styrte i grus for øjnene af ham. Skulle han til at være alene med børnene? Han kunne da ikke opdrage dem selv! Hvad skulle han fortælle Hope?
Han måtte tage et par dybe indåndinger for ikke at falde sammen som det gik op for ham at hun rent faktisk mente det. "Harper! Hvis du går ud af den dør skal du aldrig nogensinde komme tilbage igen!" Råbte han rasende. Han havde aldrig før følt sig så forvirret og svigtet på samme tid. Havde hun tænkt sig bare at forlade sin familie?
Til sin store sorg så han alligevel manden sende ham et selvsikkert smil som han trak hende med sig ud i mørket og efterlod Adrian alene tilbage. Han mærkede tårerne forme sig i øjnene, skønt han bravt forsøgte at holde dem tilbage som han så sit livs kærlighed forsvinde med en anden mand og ingen forklaring.

//out