The Dark Matter...

[Deleted]

@xander

Kl. 9.00

Canada

---

Hope var netop blevet afleveret i børnehaven, og hjemme var Adrian for at passe Phoenix. Det var helt mærkeligt at være en rigtig lille familie og Harper savnede nærmest ikke engang at være hjemme mere. Harper gik ned af gaden, der var ikke så længe til hun ville være hjemme.
Dagens plan var at få lidt styr på huset derhjemme, hun havde aldrig troet at hun ville blive så huslig, men en gang skulle jo trods alt være den første. Harper havde denne dag et par stramme cowboy bukser på og en stor sort jakke med pelskrave, det var jo skide koldt på denne her årstid.

Harper havde desuden en fin og diskret make-up på. Hun havde aldrig troet at hun på den måde ville slippe væk fra dødsgarden, men man kunne jo blive overrasket og hun havde intet ønske om at gå tilbage til sit gamle liv.
Selvom hende og Adrian havde sine ture, så elskede de hinanden og på en eller anden måde så endte de altid med at finde ud af det. Desuden var han en god fat il Hope og Phoenix, langt bedre end hun nogensinde havde regnet med ham ville være.

[Deleted]

Xander havde brugt de sidste par uger på at holde øje med hende og måtte ærligt indrømme at han var frastødt over den person hun var blevet til. Ikke nok med at hun var sammen med en auror, så boede hun i en mugglerby? Hvad fanden var der blevet af den Harper han kendte? Hende der sammen med ham spredte frygt og ødelæggelse gennem byens gader.
Hun var godt nok faldet af på den. Selvom Xander kunne være et utrolig sympatisk menneske udadtil kunne han være lige så midbydelig og farlig når han var "på job for garden".
Det havde ikke været let at miste Raysal som leder. Han havde været ufattelig loyal overfor hende og han var stadigvæk ikke sikker på hvor godt han kunne lide den nye leder Gabriel. Eller så ny var han jo ikke mere, men stadigvæk nyere.
Xander støttede dog stadigvæk den fælles sag at mugglere skulle ned med nakken og magikerne var den overlegende "race". Det var godt nok ikke alle magikere der kunne se den ideologi, men det ville de komme til med tiden og ellers var de bare ikke bedre end de forfærdelige mugglere de tog i forsvar. Det var frastødende. Omtrent lige så frastødende som han fandt Harper disse dage. Det var på tide at nogen mindede hende om hvem hun var og den nogen måtte være ham, de havde trods alt en fortid sammen.
"Det er sjovt så meget en person kan ændre sig blot efter nogle få år," sagde han som han trådte ud foran hende. Han havde en tone på som havde de allerede haft gang i en samtale.

[Deleted]

Harper gik roligt hjemad, hun havde ikke mange bekymringer for tiden, faktisk så havde hun slet ingen. INgne anede hvor de var, ingen havde kontaktet hende og hun var helt sikkert på at alt nok skulle gå. Hun smilede kort ved tanken om Phoenix og Adrian derhjemme, hun havde aldrig troet hun ville få så lykkeligt et liv, og elske nogen så højt som hun elskede Adrian.
HUn drejede om hjørnet og gik ned af den store gade. Da Xander stoppede op ude foran hende kunne Harper mærke sit hjerte gå i stå og hun var et øjeblik i tvivl om, om hun skulle vende rundt og stikke af for sit liv. HUn vidste jo at dødsgarden var på jagt efter hende og Xander var det sidste menneske hun havde lyst til at møde.

"Xander!" udbrød hun chokret og bakkede et skridt væk fra ham, imens hun begyndt at føle sig frem til hvilken lomme hendes stav var i, hun havde ikke brugt mørk magi meget længe, men på den anden side var hun heller ikke villig til at ofre sig det gode hun havde bare fordi han var dukket op.
"Hvad laver du her?" spurgte hun overrasket, hvor længe havde han fulgt hende? Hvordan havde dødsgarden overhovedet fundet frem til dem? Harper havde svært ved at trække vejret og havde lyst til at skrige i panik. Hun havde ændret sig meget siden dengang og hun skulle aldrig have noget med dødsgarden at gøre igen.

[Deleted]

Han så på hende og nød tydeligvis den reaktion han havde fået frem i hende. Frygt. Hvor han dog elskede det. Dog havde han forventet et lidt mere krigerisk udtryk fra hende. "Jamen dog, er det frygt jeg spotter?" Spurgte han i sin silkebløde stemme og smilede overlegent til hende. Han havde ikke set hende siden hun vendte garden ryggen og skred.
"Rygterne siger at du er blevet mor nu, en rigtigt familienyder." Han gik et par skridt tættere på hende og lod hovedet tippe på skrå, "og hvad værre er, de siger at det er med en auror, endda ham der skulle beskytte dig mod os!" Han viste sin frastødelse i at rynke på næsen. Med "os" mente han selvfølgelig garden.
Det havde taget ham lang tid at finde frem til hende, men Leonardo havde været temmelig behjælpelig eftersom hans bitterhed på sine brødre var vokset sig så stor at man med lethed kunne få ham til at fortælle et par ting eller to.
Han lod armene falde lidt over kors, "så sig mig engang, taler rygterne sandt?" Hun lignede kun en skal af den Harper han kendte og han havde store intentioner om at finde den gode gamle Harper frem, især efter de sidste bryllupsplaner var gået i vasken og han nu var fri på markedet endnu engang.
Da han så hende lede efter sin stav fandt han også sin frem. Han kendte hende godt nok til at vide at hun ikke gik ind for tomme trusler. "Slap af, der er ingen grund til at ty til den slags. Jeg vil bare snakke." Sagde han i samme rolige tonefald som før.

[Deleted]

Harper kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede afsted ved synet af Xander, han var en af de absolut sidste hun havde lyst til at se og være i nærheden af. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken om at han havde fundet hende, hvad skulle der ske nu, hvad ville han gøre? Hvordan? Ville han slå nogen ihjel.
"Jeg er ikke bange for dig" sagde hun halvhjertet, hun var egentligt heller ikke bange for ham som person, hun var nok mere bange for hvorfor han var dukket op: "Hvad vil du?" sagde hun blot eter han havde blæret sig med at han åbenbart vidste alt om hende, hun ville have det fint med at han bare smuttede igen.

"Det skal du ikke blande dig i, er du ikke sød bare at lade mig være?" sagde hun. Harper havde givet hele sit hjerte til Adrian, Hope og Phoenix... Hun kunne på ingen måde se sig gå tilbage til det gamle liv igen eller se sig selv være en del af garden.
"Det er fint Xander, jeg har ikke lyst til at snakke... Så hvad med du bare går tilbage til at lave hvadend det er du render og laver?" sagde hun i en lidt hårdere stemme end hvad der helt var meningen, hun kunne simpelthen ikke overskue at noget forstyrrede det perfekte liv hun endeligt havde fået stablet på benene.

[Deleted]

Han smilede en kende hånligt mod hende. "Så det er du ikke?" Han lød ikke overbevist. Igen havde han ikke tænkt sig at slå hende ihjel, han ville have hende til at slutte sig til dem igen, kæmpe lidt for en god sags tjeneste i stedet for det her familiepjat. Det kunne hun vel altid finde et andet sted, eller hun kunne måske få manden til at slutte sig til dem også, tvivlsomt eftersom han var auror, men begge hans brødre hjalp jo garden fra tid til anden så man kunne jo ikke vide.
"Som jeg sagde lige før, jeg vil bare snakke lidt." Informerede han i den mest uskyldige tone han kunne mønstre. Han tog endnu et skridt frem mod hende.
Han kunne fornemme på hende at hun blev mere irriteret nu. Det var da også fint nok de kendte jo hinanden ret godt og hun var nok godt klar over at han ikke bare var kommet forbi for at få sig en kop kaffe og en sludder om gamle tage.
"Mig sød? Harper, Harper, Harper, hvornår jeg sidst gjort noget ud af godheden i mit hjerte?" Spurgte han med et hævet bryn. Alt han foretog sig var med bagtanker. Var han venlig mod en muggler på gaden var det udelukkende for at ingen skulle få mistanke til hvad han gik og lavede i sin fritid.
Han betragtede hendel lidt, "altså jeg er her for at give dig et tilbud," sagde han så og svingede overlegent sin tryllestav lidt rundt mellem fingrene.

[Deleted]

Harper kiggede på ham, hun havde aldrig været bange for Xander, men hun havde jo heller aldrig haft noget at miste før. Men tanken om at miste Adrian eller en af hendes to børn var fuldkommen ubærlig for hende, selvom hende og Adrian havde deres op og nedture, så ville hun uden tvivl dø for ham hvis der skulle blive brug for det en dag.
"Xander, jeg har ikke lyst til at snakke... Det hele ligger i fortiden, okay? Lad mig være" sagde hun i en rolig stemme, hun havde ikke lyst til at de skulle snakke en helt masse sammen, han var en forfærdelig fyr og hun var på ingen måde villigt il at lukke ham ind i sit liv igen.

"Det ved jeg ikke, sidste gang du kneppede mig om af køkkenbordet i kedsomhed? Kom nu til sagen" sagde hun og kunne pludseligt mærke hvor længe siden det var at den hårde attitude havde været fremme i hende, hun var blevet mor og kæreste, og det havde faktisk passet hende ganske udemærket.
"Ligegyldigt hvad er jeg ikke interesseret... Jeg ønsker ikke at være en del af alt det mere, ellers tak" sagde hun, ligegyldigt hvor mange penge der var på spil så var hun ikke interesseret. Hun skulle ikke være en del af noget som helst, andet end den familie hun endeligt havde fået skabt sig.

[Deleted]

Xander anså sig selv om værende temmelig tålmodig på mange punkter, men dette her var ikke helt et af dem. "Okay min fejl af dårlige formulering. Ser du, du har faktisk ikke noget valg." Besvarede han med et let skuldertræk og tog endnu et skridt frem mod hende, "i hvert fald ikke medmindre du vil have at det skal gå ud over dine bedårende børn." Han havde holdt øje med hende i nogle dage og der havde været ufattelig mange muligheder for at ramme dem, men så kynisk var han i det mindste ikke - medmindre hun selvfølgelig begyndte at være på tværs.
"Altså jeg så dig benytte en el-kedel i morges, det var temmelig skræmmende, det er som om at du er ved at glemme hvem du er." Sagde han bare. Han vidste nogle småting om mugglere, ikke det store for det interesserede ham ikke, men nok til at kunne blende ind.
Et smil legede på hans læber og han lod som om han tænkte tilbage til en af deres mange intime øjeblikke, "personligt synes jeg nu at den gang foran Potterhuset var sjovere," kommenterede han flabet og ignorerede fuldkommen hendes sarkasme. Det var jo heller ikke fordi han havde tænkt sig at gifte sig med hende. Hell hun kunne da stadigvæk have sin familie, bare hun joinede garden igen - og fik sin ynkelige kæreste med på det, de kunne godt bruge en auror på deres side anyway. At hun havde en kæreste skulle selvfølgelig ikke forhindre dem i at hygge sig lidt fra tid til anden, på det punkt havde de da været gode sammen.
"Igen har du intet valg." Sagde han simpelt og rettede ryggen lidt. "Ser du landet ligger sådan her, enten kommer du tilbage til garden, eller også slår jeg din familie ihjel, hvilket jeg har haft mange muligheder for alene indenfor de sidste par timer." Tilføjede han. "Du kan få din fyr til at joine sammen med dig eller skride fra ham, det er jeg ligeglad med, men du vil joine os igen. Det nytter ikke at flygte for jeg vil finde dig igen og næste gang vil jeg ikke være så chatty. Du kan slå mig ihjel og de vil bare sende en ny, så alt i alt har du intet valg." Han sendte hende et meget sigende blik.

[Deleted]

Xander var ikke skræmende i sig selv, det var ikke fordi hun frygtede at han ville slå hende ihjel. I mange år havde han været den eneste hun havde kunne støtte sig op af og hun havde været virkeligt glad for ham, han havd nok været hendes første lille forelskelse, ingenting i mod Adrian naturligvis, men hende og Xander havde da trods alt en fortid.
"Du skal ikke true min familie" sagde hun hårdt og mærkede vreden stige fra nul til hundrede på et sekund, for satan hvis der var noget han skulle holde sig langt fra så var det dem: [b["kom til sagen"[/b] sagde hun hidsigt og kunne mærke hvordan det sitrede i hendes fingre for at gribe ud efter hendes stav.
Harper kunne mærke hvordan hendes hoved allerede lagde en plan for hvordan hun skulle få Adrian og børnene væk, hvis Xander vidste hvor hun var, kunne det ikke være gode tegn.

"Jeg kommer aldrig nogensinde til at være en del af garden igen, Xander..." sagde hun i en hård stemme og trak sin stav afventende, hun havde ikke tænkt sig at give op uden en kamp: "Xander... Det her kan i ikke gøre mod mig, så må i slå mig ihjel" sagde hun hårdt.
Hun ville ikke have noget i mod at dø for den sag, det var en side af hende hun havde lagt fra sig for mange år siden.

[Deleted]

Lige så afslappet og sympatisk Xander kunne være når det kom til at bevæge sig rundt mellem folk. Lige så kold og kynisk kunne han være når han så var ude på et ærinde som dette. Han så på hende med et afmålt blik og et minimalt smil legende i den ene mundvig. Det var blot en af de ting han altid havde beundret hende for. Hendes iltre temperament, det kunne være ganske frækt faktisk.
"Det bliver skam heller ikke nødvendigt hvis du følger med frivilligt. Jeg har endda lige sagt at du kan tage din lille loverboy med." Sagde han med et skuldertræk, vi søger jo altid nye medlemmer og nu kender vi jo allerede hans brødre. Han blinkede til hende som var det peace of cake at overbevise sin aurorkæreste om at slutte sig til dødsgardisterne.
Han hævede blot et bryn af hende og rystede svagt på hovedet. "Og hvorfor så ikke det? Jeg husker det da som om at vi havde nogle ret gode tider sammen," han smilede sigende til hende. "Hvorfor er du pludselig så afvisende overfor den du i virkeligheden er?" Han så lidt op og ned af hende.
Han hævede stadigvæk ikke sin stav skønt han stadigvæk havde den i hånden. "Selvfølgelig slår vi ikke dig ihjel, det får vi jo ikke noget ud af." Besvarede han bedrevidende. "Valget er jo sådan set dit eget, men elsker du din familie burde det ikke være et svært valg at tage." Endnu et lusket smil. Hun kunne jo ligeså godt overgive sig, hun havde jo elsket at være dødsgardist, så det var jo latterligt at hun ikke ville være en del af det nu.

[Deleted]

Harper havde en meget ubehagelig fornemmelse i kroppen lige nu, hun vidste jo udemærket godt at Xander ikke var særligt godt selskab og hun kunne mærke hvordan hendes puls steg i takt med at panikken spredte sig: "Hvorfor vil i have mig tilbage? Xander, please forstå at jeg ikke er den der var engang, og jeg har ingen interesse i dødsgarden længere" sagde Harper.
Dødsgarden havde været en stor del af hendes liv siden dengang med Byron, måske den på nogen punkter havde reddet hendes liv, selvom den nok også havde gjort hende mere bims, det havde Adrian heldigvis hjulpet med at få ud af hende.

"Så hvad er det du siger?" spurgte hun, som ønskede hun at få klar besked. Hun kunne aldrig nogensinde få sig selv til at slæbe Adrian med i dødsgarden, det ville gøre alt for ondt på hende, han var en helt igennem fantastisk mand og han fortjente langt bedre end det.
Hun sukkede let, hun havde lyst til at skrige og græde på samme tid, i fem år havde hun bygget et liv hvor hun ikke skulle bekymre sig om sin fortid, og alligevel så endte den med at indhente hende på den absolut værste måde.

[Deleted]

Han så på hende med hovedet let på skrå. "Harper du var en af de mest frygtesløse dødsgardister dengang. Selvfølgelig vil vi gerne have dig tilbage." Sagde han tålmodigt. Hun var godt nok faldet af på den. "Stop nu med alt det pjat, du skal ikke bilde mig ind at du er blevet glad for mugglere." Responderede han i et fnys. Hun var simpelthen for meget.
Han himlede dramatisk med øjnene og lod armene falde let over kors. Helt ærligt havde han ikke gjort det klart efterhånden. "Du er tydeligvis ikke ligeså skarp som du var engang." Konstaterede han med et opgivende suk. Hun vidste jo udmærket godt hvad det var han sagde, hun havde selv været med til at give trusler magen til dengang hun havde sin storhedstid.
"Men okay," han tog en dyb indånding. "Enten slutter du dig til os med, eller også slår vi din familie ihjel. Du bestemmer selv om du vil have din familie med i garden eller efterlade dem tilbage, men efterlader du dem skal du være sikker på at de ikke opsøger dig, for ellers slår vi dem ihjel." Han holdt en kunstnerisk pause. "Er det beskrivende nok for dig?" Han hævede et bryn træt af hun trak tiden ud og ikke bare gav ham et svar. Han havde andre ting på programmet, men han måtte da indrømme at skulle have Harper tilbage i garden var noget han af personlige årsager så frem til og inderst inde håbede han nok på at hun ville droppe familien.

[Deleted]

Harper kunne mærke vreden og frustrationen, den kæmpe følelse af afmagt man altid følte når man var i nærheden af garden. Hu havde aldrig haft et problem med dem og havde elsket den magt hun havde følt dengang hun var en del af dem.
Nu var Harper fyldt 30 år og der var andre ting i livet hun ønskede, hun havde en dejlig kæreste og to børn som hun elskede helt op til skyerne. HUn kunne ikke forlade dem, men tanken om at begge børn skulle blive forældreløse? Hun havde da troet at Xander var bare en smule menneskelig.

"Det her kan i fandeme ikke gøre mod mig, jeg har fandeme altid gjort præcist hvad i bad om, og nu har jeg kun en eneste ting jeg ønsker - og det er at i lader mig være!" sagde hun og kunne mærke hvordan hun blev mere og mere arrig.
Måske hun bare skulle gå hjem og sige sandhedne til Adrian så de kunne stikke af igen, taget endnu længere væk hvor hun var sikke rpå at de aldrig nogensinde kunne blive fundet. Hun ville ofre alt for sine børn. HUn sukkede og lod sit blik møde Xanders, havde han virkeligt altid været sådan et kæmpe ufølsomt røvhul?

[Deleted]

Xander sukkede en smule overbærnede. "Du var blandt de bedst Harper," hans stemme var en smule mere indsmigrende denne gang. "Savner du slet ikke magten, den fantasiske følelse det gav når man havde sejret? Det at kæmpe for en god sag." Forsøgte han at påminde hende.
Han kunne sikkert nok få hende med sig med vold og magt, men hvor ville det dog være lettere hvis det var frivilligt. Skulle han være ærlig var det i hans personlige interesse at hun kom tilbage, han havde nydt tiden sammen med hende - før hun blev helt blødsøden.
Endnu et suk løb over hans læber og han betragtede hende med et roligt blik og den ene mundvig pegende let opad i et skævt og charmernede smil, "du opfører dig jo næsten som om at du har glemt hvor fantastisk vi havde det. Friheden i at kunne gøre præcis som man ville og ikke blive holdt fast af en eller anden tøffelhelt derhjemme." Han bevægede sig langsomt tættere på hende. "Vi havde da nogle gode stunder sammen." Påmindede han hende hentydende til alle de "hyggelige" stunder de havde nydt sammen.
Han havde aldrig være forelsket i Harper, men han indrømmede gerne at han altid havde været betaget af hende. Hun var en imponerende og magtfuld kvinde og hele hendes "I don't give a crap" attitude havde fanget ham lynhurtigt dengang de var yngre. "Kom dog med mig frivilligt og spar dig selv og din familie fra en tragisk skæbne." Tilbød han igen og lod en hånd finde vej til hendes kind som han så på hende med et bedede blik som om at han virkelig ikke ønskede at skade hendes familie. Det var dog kun skuespil fra galleriet for ærlig talt kunne det ikke rage ham mindre hvad der skete med hendes påhæng og unger.

[Deleted]

"Men det er jeg ikke mere" sagde hun i en rolig og dog alvorlig stemme, hun var ikke ude på at komme tilbage den mørke tid. Der var engang hvor hun synts det var sjovt og lykkeligt at se tilbage på, men nu hadede hun den hun var og var glad for den udvikling hun havde gjort sig.
"Jeg skal ikke kæmpe for noget" sagde hun, intet andet end sin familie og han kunne bestemt ikke friste hende med at blive en del af garden igen, hun havde interesse i det, men hans toneleje fortalte hende at hun muligvis ikke havd enoget valg, og det rystede hendes indre.

"Du skal overhovedet ikke røre ved mig" snærrede hun og slog hans hånd væk, hun havde aldrig været bange for Xander, selvom hun godt vidste han kunne være en meget bestemt fyr, men for helved altså, det her kunne ikke ske for hende.
"Xander, drop det, jeg kommer ikke tilbage... Og du skal ikke prøve at finde mig igen" sagde hun i håb om at hun stadig kunne nå at stikke af sammen med Adrian og børnene, hun var ikke klar til at give slip på det her liv og hun var slet ikke sikker på hun havde lyst til at leve det uden Adrian.