Make me believe

[Deleted]

Tid: Omkring 15:00

Vejr: Regnfyldt

Omgivelser: Få mennesker primært ansatte

Tilegnet: Alexander O'Brien

_________________________________________________________________________________________

Ella bukkede sig ned og stirrede direkte ind i en lille kasse af glas. Det var selvfølgelig ikke kassen i sig selv der var interessant men brillerne inden i, der hang på et stativ. Man kunne lide se hvordan dusken på hendes grå hat ragede op over dets kant, til stor morskab nok for resten af de besøgende. Man skulle tro at hun før eller siden ville stoppe med at synes at stedet her var interessant, men hun havde altid følt sig lidt draget til det, altså ikke museet men mere Godricdalen i sig selv. Museet var mere bare for at udfylde tiden, og lige nu stod hun i et problem, der hed at hendes trykkeri forventede endnu en færdig bog om 3 måneder og hun havde kun skrevet første kapitel, det var som om at hun ikke rigtigt følte for det denne her gang. På den anden side kunne hun heller ikke blive ved med at dangderer den i sin lille 20 kvadratmeter lejlighed med sin kat Merlin, så derfor var hun altså endt her.. igen. 
Hendes ånde slørede en lille del af glasset, så tæt stod hun på, som om hun denne her gang ville se nogle andre detaljer. Troede hun på hele denne her historie? Det sørgelige svar, var nok desværre ja.


Ella havde altid haft brug for at tro på magi, men hendes tro var aldrig rigtigt blevet belønnet. Et eller andet sted håbede hun bare at besøget her ville inspirere hende, men hun følte stadig ingenting, hvilket fik hende til at sukke lidt opgivende. Hun rettede sig op igen. I det samme passerede en flok skoleelever, der var meget mere interesseret i at gå og pege end rent faktisk at høre efter hvad deres guide fortalte dem om stedet her. Ud over dem var der ikke rigtigt nogle. Det var hverdag, de fleste var på arbejde, og resten... ja de ville nok bare ikke bruge deres værdigfulde tid på at kigge på ting fra en gammel eventyrfortælling, hvilket lige præcis gjorde det ideelt for Ella der ikke brød sig om store menneskemængder. Det havde flere gange været et problem på forskellige bogmesser, et problem som hun måske ikke ville stå overfor igen, for det lod ikke til at hun kunne finde sine kreative evner frem overhovedet. Skoleklassen forlod lokalet, og efterlod hende alene derinde. Ud over brillerne, hang der et par malerier på væggene, og langs den ene væg, lå der et svær bag en montré. Hun kendte alle dele af det her sted, så hun hastede ikke afsted for at se mere, tværtimod overvejede hun om hun i stedet skulle gå over på den irske og svælge i sin egen selvmedlidenhed og måske en omgang fisch and fries, fordi det kunne virkelig kurrere alt. Hun lukkede beslutsomt sin frakke, men gik ikke med det samme. I stedet kastede hun bare et nyt blik på glasmontrén med et overvejende blik. 

[Deleted]

Alexander elskede kultur, det havde han altid gjort, men nu kom han også fra familie som ikke ligefrem nogen i underklassen. Han havde hele sit liv været vant til, at bo i luksus, med husalfer, den store herregård som havde været i familie i flere generationer, det havde også været planen, at Megan skulle have overtaget den efter Alexander selv, men det kunne hun ikke af gode grunde. Malvina havde han udskrevet fra alle testamenter og hele sit liv. Hun var en skamplet på familien, alene tanken ved hans datter, gav ham en forfærdelig grim smag i munden.
Med en lidt skæv grimmasse forsatte han videre ind i næste rum, hvor en skoleklasse, passerede ham på vej udfra. Han rullede let med øjnene. Børn. Han forsatte ind i rummet, og så sig lidt om. Han stivede dog fuldstændigt. "Elladora.." sagde han stille og mærkede blodet forlade sit ansigt. Han havde i mange år holdt øje med hende, men det havde altid været på en sikker afstand.
Han var ret sikker på, at han havde fået slettet alle hendes minder om ham, men eftersom han havde været gift med Leonora, så havde det jo ikke lige været det smarteste, at rende rundt efter den kvinde, som han havde været sin kone utro med, selvom det var mange år siden efterhånden.
Han stod stivnet på stedet og betragtede en hver lille bevægelse hun lavede. Han rømmede sig lidt, som han rettede lidt på sit slips, da det pludselig virkede ret stramt.

[Deleted]

Turen her havde ikke givet hende det hun havde ledt efter - desværre, men i det mindste havde det været en oplevelse.. igen. Hun lod den ene finger stryge hen over glasset og følte sig som en kæmpe rebel fordi der stod et stort skilt med 'Hold nallerne væk fra glasset' skrevet på.
Idet hun fornemmede en anden komme ind var hun hurtig til at trække hånden til sig i frygt for at det var en af de ansatte. Lidt for uskyldigt rettede hun sig op og så sig lidt omkring for at finde et andet fokuspunkt. Hendes blik faldt på manden. En del ældre end hende, men på en eller anden måde en ret pæn mand. Han var fremmede, men hun havde en fornemmelse af at hun havde set ham før, dog kunne hun ikke placere ham, så det var nok bare en fornemmelse. Nu havde hun stået og stirret overvejende på ham i et par lange sekunder, og som undskyldning for det ubehag det måtte have forudsaget ham, så lyste hun op i et varm smil. Han virkede lidt forskrækket, men der var ikke andre end dem herinde. Ella så væk for ikke at bringe sig selv mere i forlegenhed. Måske det ville være bedst bare at bryde tavsheden? "Godeftermiddag Sir," hilste hun og gav endelig til kende at hun havde fået øje på ham. Når det var sagt, var der ingen tegn på at hun genkendte ham, hvilket var lidt sørgeligt, for hvis hun havde husket deres forhistorie, så ville hun måske have tænkt helt anderledes. "Står jeg i vejen for Dem her for jeg var alligevel på vej videre," forsikrede hun og bakkede lidt væk.

[Deleted]

Alexander stod som forstenet i døråbeningen. Han havde holdt øje med hende i så mange år, selvom det måske lød en smule skummelet, men han havde aldrig troet, at han skulle stå ansigt til ansigt med hende igen og da slet ikke, at hun ville snakke til ham igen. "Godeftermiddag, Ell.. Mrs.." sagde han og rømmede sig lidt. Det var da altid noget, at hun ikke virkede til, at genkende ham, selvom det gjorde en smule ondt indeni, men nu var Alexander en ret hård mand og han havde aldrig været særlig god til, at vise sine følelser, selv ikke overfor sine børn, men lige nu følte han sig ærligt talt taget med bukserne nede.
"Nej, nej, slet ikke. Jeg er sikker på her er plads nok til os begge, De må endelig ikke gå på grund af mig," svarede han og prøvede at finde på en undskyldning for, at hun ikke skulle gå, men han vidste ikke lige hvordan. Selvfølgelig kunne han byde hende på en kop kaffe i cafeen som hørte til museumset, men ville det ikke også virke lidt underligt? For hende var de jo fremmede. For ham havde de en historien, som han levede med alene.
Han trådte lidt længere ind i lokalet og prøvede at sende hende et lille smil. "Kan De forestille Dem en verden med magi?" spurgte han med et lidt prøvende smil, som han selv lods som om, at han ikke kendte til magi. Han burde jo slet ikke se i hendes retning. Godt nok var hun fuldblod, men hun var fuser. Hun burde være ubrugelig i hans øjne. Han havde for pokker været leder af dødsgarden for mange år siden og alligevel stod han og mærkede hvordan hans hjerte sveg på grund af en fuser.

[Deleted]

Ella rynkede lidt på panden. Nej han kunne umuligt kende hendes navn, det måtte have været en fejl. "Bare rolig, det ville ikke være på grund af Dem. Jeg var alligevel på vej til at finde noget frokost,"[/b] hun pegede med tommeltotten over skulderen mod udgangen for at understrege sin pointe.
Der var noget ved hans blik der gjorde hende en smule utryg, han så på hende som om.. ja som om at han stod overfor et spøgelse. Nej hun var bare ved at blive småparanoid så hun slog det hen med en lidt rysten på hovedet. "Faktisk.." hun strøg forbi ham og efterlod sig et spor af en sødmefuld parfumeduft. Hun stoppede op foran montrén med sværdet og lod et par længselsfulde fingre stryge 1 centimeter over glasset, for ikke at udløse alarmen. "Ja. Jeg tror på at vi har masser magi i verden. Ikke helt magi som den er beskrevet herinde men hvor ville jeg elske hvis det var sandt," hun sukkede og fjernede hånden. Selvom hun talte til ham, var det som om han var forsvundet i hendes tankespind et sted. Det hun havde brugt måneder på at lede efter, begyndte endelig at røre på sig. Var det ham der gjorde det? Hun vendte sig om og så på ham med et nysgerrigt blik. "Okay det her lyder måske meget underligt og meget ud af det blå.. men kunne De tænke Dem en kop kaffe?" spurgte hun lidt forsigtigt. Okay det var langt ude, selvfølgelig var det ikke ham der vækkede hendes kreativitet, men der var noget ved ham.. desuden var det bare en kop kaffe. "Så kan De fortælle mig mere," tilføjede hun hurtigt, så han ikke skulle få en eller anden idé om at hun var en trunte som bare hoppede på det første og det bedste. Han kunne nok også være hendes far. Hun forsøgte at ødelægge sin egen akavethed med et varmt smil. Han virkede næsten endnu mere akavet end hende, som om at hans smil var lidt påtaget.