Nothing Like The Kid Next Door

[Kimberly Aya Minore York]

- @chuck
- Januar 2054
- Slytherins opholdstue
- Påklædning

---

 
Kimberly elskede weekenderne på Hogwarts, ingen lektion, bare ren afslapning, hvis hun altså ikke havde lektier for, hvilket hun heldigvis ikke havde lige for tiden. Hun elskede at gå rundt på skolen og gå på opdagelse, men lige stod den bare på afslapning i opholdstuen. Hun sad i en af lædersofaerne, selvom hun ikke havde sin skole uniform på, så havde hun stadig skolens og ikke mindst sit kollegies logo på tøjet.
Hun så lidt rundt som hun overvejede sine muligheder, for dagen alligevel ikke skulle ende med, at blive kedelig. Selvfølgelig kunne hun altid finde sine veninder og se hvad de lavede, men for det første så var det jo nærmest umuligt, at finde nogen som helst på så stort et slot, og for det andet, så var der ret meget drama i den pigegruppe hun hang ud med til daglig, og var der noget Kim ikke gad, så var det uden tvivl drama. Det syntes hun alligevel der var for meget af i forvejen. Hun rettede sig lidt op i sofaen, som hun ellers efterhånden havde mere ligget end siddet i. Det var nok ret tydeligt, at hun kedede sig lidt, hun blev altid utrolig restløst, når hun ikke havde noget at lave. Måske hun skulle gå en tur ned til søen? Bare for der skete et eller andet. Med den bagtanke fik hun rejste sig fra sofaen, men det gik nok lidt for hurtigt, da hun kom til at ramle ind i en fyr, "Oh Undskyld," sagde hun hurtigt og førte en hånd i gennem sit hår, som hun bed sig lidt i læben.

[Deleted]

Virkelighedsfjernt inhalerede Chuck cigarettens sidste narkotika, inden han skødesløst lod det brændende skod falde ned i den skinnende, hvide sne, hvor det hurtigt slukkede. Sneen havde for alvor gjort sit indtog på Hogwartsarealet, hvor det lå som et tykt jerntæppe henover alt - slottets tag og spirer, søen, træerne og quidditchbanen. Chuck havde ikke noget imod vinteren, så længe, at han ikke skulle være ude i den bidende, frostklare luft alt for længe. Med et lille host drejede han om på sine Alexander McQueen sko, som absolut ikke var beregnet til det fugtige, knasende underlag og gik hen mod indgangen, der førte ind i varmen. Han var klædt i en behagelig vinterfrakke fra Moncler, som effektivt jog al kulde væk fra hans overkrop, men dog ikke beskyttede hans udsatte ansigt. Så da varmen strømmede ham i møde måtte han undslippe et veltilfredst støn. Målrettet lod han sine ben føre mod krypten, til Slytherins opholdsstue. I sin hast lynede han jakken ned, hvilket afslørede en raffineret Christian Dada trøje. Det var ikke en hemmelighed, at Chuck var yderst modeorienteret. 
Da han ankom til den mørke, men stemningsfulde opholdsstue, styrede han arrogant over mod den største af stolene, som stod lige ved pejsen. Dér sad han altid, også selvom den var optaget, for så flyttede vedkommende sig selvfølgelig. Chuck Redford var trods alt ikke noget ukendt navn på slottet. Om det var en god ting, kunne uden tvivl diskuteres, men det var ikke noget, som blev eftertænkt hos den lyshårede, kyniske dreng. 
"Se dig bedre for næste gang!" Vrissede han irriteret, da en skikkelse pludselig ramlede ind i ham.
Øjnene havde én bestemt funktion, og det var at se, så folk burde begynde at udnytte det noget mere. Så det gjorde Chuck, omend det var et forholdsvist uinteresseret, nedladende blik han sendte pigen, som var gået ind i ham. "Hvis du kører din ene tot om bag øret, så kan du sagtens score en masse drenge." Rådgav han, stadig følelseskoldt, men ikke fjendtligt. Hun var køn, men ung - det var dog afgjort, at hun ikke fortjente hans knivskarpe salver af sydende ord. Det var der ikke nogen køn pige, som gjorde, så længe vedkommende selvfølgelig ikke var en infantil idiot, og dem kendte Chuck desværre mange af. De var efterhånden uundgåelige. Med de ord vendte han sig dog om, for at begive sig over til sin udsete stol, hvor han unænsomt placerede sig. Derefter fremtrak han et modeblad fra New York og en lille, uidentificeret flaske, som indeholdte brændende ildwiskey. Så var Chucks aften kørende. 

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde skam hørt om Chuck, hun havde også gjort alt hvad hun overhovedet kunne for, at undgå drengen. Men nu ville skæbnen hende åbenbart ikke noget godt mere. Først alt det med Dorran, som hun bare var skredet fra efter de havde været sammen, og stort set ikke snakket til efterfølgende, selvom hun egentlig havde lovet ham en rigtig date, så alt det med Charles, hvilket stadig gav hende en grim smag i munden at tænke på, da han trods alt var ti år ældre end hende selv og venner med hendes ældste storebror. Og nu stod hun altså ansigt til ansigt med Chuck Redford, som hun kun havde hørt dårlige ting om.
"Jeg har sagt undskyld, det var jo ikke med vilje," svarede hun en smule opgivende og lagde armene over kors. Det kunne godt være Kimberly kun var 14 år, men som den yngste i en søskende flok på fire, så havde hun lært, at den der råbte højeste, fik sin vilje, så hun var ikke bange for at åbne munden og sige sin mening.
Hendes læber gled en smule fra hinanden, så de hvide tænder blev blottet en smule mellem dem. Det sagde han bare ikke, det der? Det værste var nok, at hun ubevidste havde været lige ved, at føre en hårtot om bag det ene øre, dog af ren refleks, efter at have kørt hånden i gennem det blonde lange hår. Hun nåede ikke at svare ham, fordi hans ord havde slået benene væk under hende, hun lukkede derfor munden igen, og fulgte ham med blikket som han gik over til stolen og satte sig. Hun blev stående lidt, som hendes hjerne lige skulle opfange, helt præcist hvad der var sket. Men nej, hun kunne ikke lade dette her ligge. "Oh virkelig?" spurgte hun tværs igennem opholdsstuen, som heldigvis ikke var fyldt med andre elever. Hun drejede rundt på hælene og vendte sig med fronten mod ham, satte hænderne i siderne og gik mod ham med rolige skridt. "Og hvem siger så, at jeg er interesseret i, at score en masse drenge?" spurgte hun med et lille smil på sine læber, før hun slog sig ned i en stol ikke langt fra Chuck, med blikket hvilende på ham. Hun kunne også lege den her leg.

[Deleted]

De velkendte, banale omgivelser i opholdsstuen var absolut ikke noget, som interesserede Chucks iskolde, blå øjne, så han hengav sig let til sit medbragte blad. Halvdelen af de blanke sider, som gled let mellem fingrene, var gennemsyret og spækket med artikler om Vetements og hoveddesigneren bag de originale, suveræne påfund, Demna Gvasalia. Det var ikke et faktum, som Chuck klagede over, da han selv var meget betaget af det efterhånden ikoniske mærke. Han havde allerede bestilt to hoodies derfra, som skulle ankomme i løbet af ugen. 
"Undskyldninger er overflødige og kreperlige." Drævede det arrogant fra hans vinterpåvirkede, røglugtende læber.  
Et af de store minusser ved skødesløst at ryge en pakke cigaretter om dagen, var uden tvivl, at det den stædige lugt klamrede sig desperat til ens tøj. Chuck vaskede derfor flere gange om ugen. Ikke af frygt for at lugten afslørede hans gøren, men nærmere for at passe på sit ømtålelige tøj. Chuck var måske det modsatte af en empatisk, elskende skikkelse, så det var sjældent en overraskelse for folk, at det eneste, som han faktisk bekymrede sig om, var det tøj, han med omtanke og perfektion klædte sig i hver morgen. Af ren refleks rettede han derfor på sine oceanblå habitbukser fra Saint Laurent, inden han hørte en feminin stemme, som hensynsløst flængede stilheden, der ellers havde infiltreret opholdsstuen - til Chucks tilfredsstilelse. Et misfornøjet suk forlod hans læber. Det var typisk, at hun slugte sådan en kommentar, som havde været skødesløs fra hans side. Men han var trods alt Chuck Redford. Hans ord var vigtige, signifikante. 
"Hon, det stråler ud af dig." Påpegede han bare, stadig med egoismen som førehånd, til pigen, der var gået ind i ham forinden. "Og et godt råd fra Chuck Redford skader aldrig, vel?"
Kom det retorisk, selvtilfredst fra ham. Han var trods alt heller ikke amatør inden for området. Hvis han ville, så kunne han ubesværet antage rollen som den flamboyante, charmerende dreng - og det virkede hver gang. Hvis der var noget, som han ikke havde problemer med, var det piger. Distræt lod han dog sin opmærksomhed glide tilbage til bladet. Tilfældet var ikke sådan, at den opråbende pige interesserede ham synderlig meget. Hun var lækker, men kunne på ingen måde hamle op med den jakke, som hans øjne i samme sekund sonderede for hver detalje. Chuck havde aldrig været forelsket i et trivielt menneske, men tilfredsstillelsen ved at iagttage den raffinerede, armygrønne jakke mindede lidt om det. Så uden at skænke pigen hans værdifulde blik, løftede han sine fødder, der var klædt i dekadent sko, op på den velourbeklædte skammel, der var tilhørende til stolen. 

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde altid lovet sig selv, at være den pige på Hogwarts, som lavede alle sine lektier, som aldrig lavede ballade eller ting hun ikke burde. Hun havde lovet sig selv, at hun skulle lave alle sine lektier, få top karakter i alle fag. Hun ville vinde elevpokalen, præcis ligesom hendes storebror havde gjort dengang han havde gået på Hogwarts. Men for tiden gik det bare i stik modsatte retning for hende.
Hun så lidt på Chuck, "Okay, fint, så trækker jeg min undskyldning tilbage. Tilfreds?" spurgte hun små irritereret og lagde armene over kors. Det her gad hun simpelthen ikke bruge sin tid på, og alligevel blev hun stående. Hvorfor var det, at hun ikke bare gik? Hvorfor var det, at hun blev stående og fandt i alt det lort Chuck lukkede ud? Måske lå svaret lige til højre benet. Hun var en York, og en York fandt sig ikke i noget som helst, selv ikke i en alder af kun 14 år.
Hun kneb øjnene en smule sammen, som hendes blik stadig hvilede på den unge mand i stolen ved siden af den hun havde sat sig i. "Wow. Dybt. Jeg vidste ikke, at Chuck Redford, var begyndt at uddele scorings tips," sagde hun en smule tørt, som hendes blik blev fanget af bladet han sad og kiggede i. Kimberly vidste endnu ikke selv, at hun var af willieslægt, eller hun havde selvfølgelig en idé om det, eftersom hendes mor var helt willie og hendes søskende havde det i blodet. Hun kunne dog bedre lide tanken om, at hvis en fyr kiggede efter hende, så var det fordi de så hendes personlighed og ikke bare et tiltrækkende væsen. Hun frygtede nok mest, at hun ville begynde at udnytte det til, at få hvad eller hvem hun ville have. Problemet var bare, at den fyr hun ville have, havde hun ikke behandlet særligt pænt.
Hun vidste godt, at Chuck på ingen måder var godt selskab og at hun burde holde sig langt væk fra fyrer som ham. Han var jo ikke engang hendes type, så hvorfor hun ikke bare rejste sig og gik, vidste hun faktisk ikke. Måske fordi hun et eller andet sted, håbede lidt, at han på en eller anden måde ville afsløre, hvordan Dorran havde det, så hun selv slap for at opsøge ham og spørger.