Think you can handle me?

[Deleted]

Mens at der blev diskuteret færdigt omkring kampen, stod Nicholas og kort diskuteret med professoren omkring en bog han meget gerne ville låne. Hvilket i sidste ende, blev til at han sammen med alle de andre blev hævet ind på læreværelset. Egentlig havde han bare tænkt sig, at gå med det samme efter han kort havde overværet hvad der skulle ske ved duelleringen. Men alt så ud til at gå imod hans vilje, så igen måtte han se sig slået og flød blot med strømmen. Diskussionen der blev holdt blandt flere af professorerne, var noget han holdte sig komplet ud ad. Og med et glas i hånden, lignede han i virkeligheden blot en der kedet sig utrolig meget. Hvilket ikke var særlig langt væk fra den endelige sandhed, den eneste grund til at han stadig var der var på grund af bogen han meget gerne skulle låne. Nicholas undertrykte et gab, mens han betragtede den gyldne væske nede i glasset. Han overvejede kort om han skulle drikke det, men han var jo teknisk set stadig på arbejde så det virkede rent ud sagt forkert.

Hvis han var blevet overrasket af stemmen, der pludselig var ved siden af ham - så viste han det ikke. Han tog en dyb indånding og flyttede ikke hans øjne, fra de andre der var begyndt en ganske ophedet snak om noget han ikke helt var sikker på hvad var. "For at være ganske ærlig over for dem" sagde han roligt og knyttede kort den højre hånd før han slappede af igen. "Så nød jeg det på ingen måde." han kunne ikke se nogen grund til, hvorfor han stadig skulle lade som om. De var ikke længere foran eleverne, så nu kunne han være så ligeglad som nogen en gang kunne være.

[Deleted]

Anspændt. Vibrationerne var kølige og negative, fra denne mand og Larissa var ikke i tvivl om at der var en stor utilfredshed gemt væk bag hvad der forsøgtes at være neutralitet.
Svaret kom ikke bag på Larissa. Den attitude han udviste, og kroppen der fortalte mere end hvad der sikker var meningen, hang sammen med hans ord. ”Ikke?” Det var ikke et spørgsmål, men nærmere en kold kommentering.
Der blev taget et par skridt, så hun bevægede sig ind i hans synsfelt, og så det som uhøfligt at han ikke havde rettet sig mod hende, som hun havde talt til ham.

Nej, selvfølgelig ikke. Du tabte.” Et meget kort varigt smil, formede sig til et ansigt der så nysgerrigt og spørgende ud. Hele vejen igennem kampen, havde professoren, været på denne måde, så der var sikkert mere at grave op.
”Det er beklageligt. Vil de være interesseret i at uddybe? Det vil være meget gavnligt for mit arbejde.” Ordene blev sagt højt nok til at de nærmeste, kunne høre dem. Der var ingen tvivl om hvad Larissa virkelig ønskede, men på denne måde, ville det kunne være svært at sige nej. Samtidig var hun opmærksom på hver lille trækning i mandens ansigt, for hendes egen interesse i hans opførsel, lå dybere end noget andet, selv deres kamp. Øjnene blev derfor klemt en smule sammen og så mystiske ud, et blik i øjet afslørede også en selvsikkerhed, som var en norm for hende.

[Deleted]

Hans kæbe spændte op, da de første ord blev ytret. Hun vidste udmærket godt at han ikke havde brudt sig om det, det var så tydeligt i hendes stemmeleje at han ikke en gang behøvede at vende sig og kigge på hendes mimik.
Tungen fugtede læberne, mens han prøvede at genvinde en hvis kontrol over sig selv. Men der var noget over den her kvinde, der stak dybt i ham og frembragte nogle af hans værste egenskaber. Nemlig had.
Han lagde blikket imod hende, da hun rettede sig ind i hans synsfelt. Han lagde armene over kors og løftede sit øjenbryn. Hvad var det helt præcist denne kvinde ville have af ham? Hun havde fået sin sejre, hvilket tydeligvis havde betydet en ret stor del for hende. Også kom det næste spørgsmål, selvfølgelig ville hun ikke bare lade ham slippe med hans første svar. De andre professorer tav, men følte tydeligvis ikke nogen grund til at blande sig i den her samtale. Så her var han igen alene.

"Gavnligt for dit arbejde?" sagde han og et falsk smil spillede hen over hans læber. "Så det har intet at gøre med, at du bare meget gerne vil høre mig sige hvor meget jeg hader jeg tabte til dem." hans stemme var legene og let "Komme til at sige, hvor det dog er forfærdeligt at en kvinde, skulle have overgrebet og jeg gjorde mig selv til grin foran mine elever ved ikke at være i stand til at kunne forsvare mig selv imod en så simple besværgelse som silencio?" han trådte et skridt tættere imod hende, hvor på hans ansigt fordrejede sig i en helt anden mine. Det var tydeligt at flere af lærerne i rummet, gjorde klar til at træde ind hvis han gik over stregen. Men han var træt af hendes irriterende flaske smil, når hun så tydeligt bare ville hovere over hvor meget bedre hun var. "Så bliver jeg nød til at skuffe dem, miss Galanos" hans øjne blev en anelse smaller "Jeg har kæmpet imod drager, mere frygt indgydende end noget jeg nogen sinde kommer til at stå over for. Jeg vil hellere lære mine elever, vigtigheden af hvornår man skal hæve en stav og kaste besværgelser afsted. End at stå som et show foran andre og fremvise hvem der er den bedste, hurtigste og intelligente. For det er hvad det er, et show. Som de ser ud til at nyde ganske vist, så godt for dem. Men det betyder ikke alle synes det er en fantastisk sportsgren. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, om jeg tabte eller ej" med disse ord, skred han forbi hende imod udgangen. Bogen kunne han få på et andet tidspunkt.

[Deleted]

Den lå der lige så stille og lurede, en lille gnist, på vej til at antænde. Da den endelig kom i udbrud, lyttede Larissa intenst og det samme gjorde dem omkring de to. Han var en smule ved siden af, helt ærligt, men hvem kunne også læse tanker?
Han troede hun søgte efter flere måder at håne ham, men så lavt havde hendes grundlag ikke været. Det stak lidt, i forhold til hvad de andre professorer tænkte, men lige nu så det bare ud til at der var at gøre med en dårlig taber.
Da der blev nævnt drager, rykkede Larissa sig uroligt på skulderen. Alle havde vel ting de ikke kunne lide, og drager var bestemt en af dem. Måske underviste han i magiske dyr? Det forklarede en masse.
Afslutningen bekræftede bare hvad alle tænkte, og som han vendte ryggen til selskabet, sendte Larissa dem et opgivende blik og satte sit glas fra sig.
I stedet for at endnu en gang slutte sig til selskabet, løb hun mod professor Depraysie og skar ham af med hænderne fremme. De var nu uden for lærerværelset, og heller ingen elever var at se.
”Hey. Jeg tror der er noget du har misforstået” sagde hun og lod sine hænder falde. Ryggen blev rettet en smule og man kunne se at Larissa ledte efter ord. For en gangs skyld så hun sårbar ud. Hun ønskede egentlig ikke fjendskab fra nogle fra skolen og vidste at hun nok skulle veje sine ord. ”Det var ikke fair af mig. De har virket anspændt siden jeg kom, og det… fascinerede mig.” Ordet blev omhyggeligt valgt, for at det lød positivt. Hendes bedene blik, virkede undskyldende, og uskyldigt, men det var selvfølgelig ikke sandheden. "Jeg var blot nysgerrig efter om det var kampen De var blevet påvirket af, intet andet."

[Deleted]

Han var ikke nået særlig langt, før at det hæslige kvinde menneske igen var foran hende. Men før han nåede at snerre af hende, formåede hun at sige de rigtige ord på de rigtige tidspunkter. Mistroisk løftede han sin bryn og lod hendes ord synke ind, måde hun havde kigget på ham og generelt hele faconen. Han begyndte at klukke lidt, en let latter mens han vente hoved den ene retning før han lod dem hvile imod hende igen. "Man skulle næsten tro du kom fra min familie" sagde han tørt og lagde igen sine arme over kors. Hun ville passe så godt ind, måske var hun alligevel en bedre skuespiller end de fleste af dem. Men når man havde vokset så mange år op med, at man præcis vidste hvordan man skulle snore mennesker omkring sin lille finger.

"Hvad med du dropper alt.." han slog en hånd ud imod hende "Falske sødme" hans hoved kastet sig derefter ind imod læreværelset. "Det er kun os nu, de andre lærer har ikke tænkt sig at komme ud og kigge efter dig - i hvert fald ikke inden de næste femte minutter" atter lænede han sig ind imod hende, og sendte hende et tilfredsstillende smil "Det kan være vores lille hemmelighed."

[Deleted]

Blikkede flakkede, da manden nævnte hans familie og samtidig lo. Det var ikke noget hun selv havde forbundet med hans anspændthed, men hun var åbenbart ikke den eneste til at have en unik familie, hvad end det så betød.
Hendes søgen efter svar voksede kun, for hvad var det lige han tænkte med de ting han sagde, og hvorfor gav det ikke mening, når folk normalt var nemme at gennemskue?
Falske sødme?Han havde set lige igennem hende. Det skete sjælendt, at folk ikke lod sig snyde af hendes skuespil, men han havde opfanget det ret hurtigt.
Alle uskyldige træk var dog for længst væk, og var i stedet imponeret og udfordrende. Larissa lagde hænderne sammen og så kort ned på dem. Et halvhjertet smil, bredte sig på hendes læber og hun så op mod ham gennem de lange sorte øjenvipper. Han havde nu rykket sig tættere på og lige sådan lænede hun sig frem.
”Meget kan ske på 5 min. Tror du selv jeg vil angre, eller vil du hellere have at vi snakker familie problemer?” Ikke mere venlighed, ikke mere tilbaholdenhed. Nej, han havde bedt om sandheden, eller noget i den retning, og Larissa havde ingen kvaler i at være ærlig, når folk selv bad om det.

”Du er anspændt fordi noget går dig på. En sammenligning, kan betyde at du forbinder mig med noget negativt. Et familiemedlem, du ikke bryder dig om. En selvsikkerhed der virker truende, overfor typer der foretrækker dyrs selskab fremfor menneskers? Har jeg ret?” analyserede hun. Alle disse ting var noget han havde givet præg om. Da han nævnte drager, hans kølighed allerede da han steg på scenen og benævnelsen af hans familie. Hun anede ikke om hun ramte ved siden af eller præcist, men hun var normalt ret god til at regne folk ud, selvom hun havde svært ved det den her gang.

[Deleted]

"Ja hvorfor ikke, vil du holde min hold og fortælle mig det ikke er min skyld?" sagde han spydigt tilbage og ansigtet fortalte også straks, at han ikke mente et ord af det han havde sagt. Men i det mindste havde hun valgt at lægge skuespillet på hylden, hvilket var meget mere håndgribeligt. Nu havde han i det mindste ikke lyst til at kyle hende igennem korridoren længere. Han havde nu altid været typen der meget bedre kunne håndterer, når folk bare var dem selv i stedet for at lade som om de var alt muligt andet. Inklusiv ham selv, selvom det desværre kunne være en vane der var svær at bryde.
Han kiggede på hende, og lod hende fremføre hendes idé om hvorfor han havde opført sig som han havde. Og også en smule omkring han var. Noget af det var ganske rigtigt, hvilket også ville have været utroligt hvis hun ikke havde fanget det. Siden han havde gjort det meget klart, at han anså hende som noget negativt. Og det at han havde sagt, hun ville passe godt ind i familien. Gjorde det vidst også meget tydeligt at det kunne være et familie medlem. Så hvis hun troede, han ville være imponeret over at hun havde så meget ret. Havde hun bestemt en anden ting på vej.
"Det må jeg sige, du har totalt gennemskuet hvem jeg er som person. Flot klaret" han blinkede med øjet, og lænede sig væk fra hende. "og lige nu, ville jeg foretrække alt andet selskab end dit - så hvis du ikke har mere du vil snakke mig om. Så har jeg nogle dyr der skal passes" sagde han med en blid stemme, som for at understege at han var så træt af den her lille sammenkomst.

[Deleted]

Det kunne følelses modbydeligt at få fortalt noget om en selv af en fremmede, og fik tit folk til at blive forvirret. I dette tilfælde skete det dog ikke, og det føltes som en blanding af frustration, og sejr. Sejr over at have ret, men ikke at få den ønsket reaktion
Hans ’flot klaret’ var så uoprigtigt som noget kunne blive, så et bryn blev bare hævet. Hvis han ønskede at gå, ville hun bestemt ikke stoppe ham. Da han nævnte dyr, så hun væk og måtte igen trække sig på skulderen af svag ubehag.

”Det er De selvfølgelig helt selv herre over professor. Lad ikke mig stoppe Dem i det. Husk bare på at ikke alle lader sig narre af Deres kyniske attitude…” sagde hun provokerne og stak næsen i sky, for at gå tilbage til lærerværelset igen. Alle tiltaler blev udtalt meget tydeligt og en snert af hån, kunne også opfanges i luften.
Hun havde delvis fået hvad hun var ude efter, svar. Men den måde han havde opført sig på, havde hun ikke set som tilfredsstillende.
//out

[Deleted]

Han drejede rundt på hæle, lagde armen for maven og bøjede sig hånede imod hende. Hans hånd lavede en lille gestus.
"Hvor forfriskende, jeg håber vi aldrig skal gøre bekendtskab igen. Farvel Miss Galanos" med disse ord, vente han selv ryggen imod hende. Han havde ingen tanker, om hvad hun ville kunne finde på at sige til lærestablen. Eller hvad de ville tænke om ham nu, tanken krydsede ham faktisk slet ikke. Det eneste han følte, var lettelse over endelig at være ude af kvindens selskab. Mens han hurtigt fandt vej tilbage til hans egen lille bolig som der var blevet han givet på skolen. Der kunne han i det mindste være i fred, sammen med hans dyr.

out