Think you can handle me?

[Deleted]

Hogwarts - Storsalen
@nicholas

Januar

Outfit

Storsalens borde der normalt prydet rummet, var flyttet ud til siden og en aflang scene var sat op i midten. Den var beklædt med et rødt tæppe med stjerner og små broderier hele vejen rundt i kanten.
Lysende der som altid hang oppe i loftet, var mindre markante, da deres lys var dæmpet. En sød duft af roser og noget andet… ubeskriveligt fyldte rummet, som langt fra lignede sig selv. Ikke fordi Larissa huskede meget fra de få gange hun havde været forbi Hogwarts for at undervise.
Forskellene mellem de 3 Europæiske magi skoler var dog tydelig. For hvor Hogwarts virkede gammel og en smule kedelig var Beauxbaton, lys og inspirende og Durmstrang hård og lokkende.
Alligevel gik Larissa altid med til at komme forbi når de spurgte om hendes hjælp. Deres Besværgelses lærer var sikkert kompetent nok, men hendes kendskab til emnet, strakte sig bedre end almindeligvis.
En klasse med 3. årgangs elever trådte ind i det forandret rum og så fascineret på scenen. Deres lærer efterlod dem dog for at lave et eller andet. Det var ikke fordi Larissa ikke kunne lide børn… Men Hogwarts elever havde bare ikke sammen manere som dem på de andre skoler.
Kort efter samlede der sig en gruppe lærer, som stod et stykke fra eleverne. Havde de ikke undervisning? Larissa kiggede på et ur og opdagede at det faktisk var aften, så det var nok derfor at lærerne havde tid. Hun havde brugt så lang tid på at gøre klar at tiden ikke havde haft betydning. En sprække i de store døren ud til forhallen fortalte om flere nysgerrige elever der gerne ville se med.
Med sine støvler der larmede som Larissa gik hen over det hårde gulv, gik hun op på scenen ad en lille trappe.
”HEY!” Hendes stemme genlød i rummet og eleverne så forskrækket op. ”Hej… Mit navn er miss Galanos, og jeg skal vise jer hvordan man duellere. I har sikkert allerede lært lidt sidste år så mit job er at forbedre jeres evner. Lad os starte med en demonstration” Larissa kiggede opmuntrende ud mod det lille publikum, men ingen virkede til at være klar på at stille op. ”Ingen? … Måske vi kan spørge en af jeres allerede dygtige professorer?” sagde hun med et lidt smørret smil. Der lå en udfordring i hendes ord. Deres besværgelses lærer var smuttet så det var enten deres FMMK lærer, hvis denne var til stede eller en helt anden.
De spændte øjne fra eleverne var blot en hjælpende hånd, for hvem kunne sige nej og så miste ansigtet foran både elever og kollegaer?

[Deleted]

Der havde været ekstra meget snak i timen i dag. Noget med en kvinde skulle være kommet, for at vise de studerende hvordan man duellerede. Normalt havde dette ikke den store interesse, for en som Nicholas. Men eftersom at han stadig var inde i hans første uge som lære, kunne det vel ikke skade at danne nogle bekendtskaber med de andre lærer over denne event der skulle forekomme.
Iført hans lære rober, som var en lang jakke med høj kinakrave og metal hægter som kunne holde den lukket skulle han have brug for det. Inde under nogle ganske almindelige pæne sorte bukser, begge med svage antegninger i farverne sølv og blå. Ikke normalt hans stil, da han hellere følte sig tilpas i en mere løs tøjstil. Men han respekterede også at dette var en højt respektabel skole, eller det havde det været en gang. Rygterne der florerede rundt omkring var chokerende. Den gang han havde gået på skolen, havde der været meget mere pli og for slet ikke at snakke om respekten man havde udvist. Både over for lærende, men også over for vejlederne og præfekterne.

Hænderne begravet i lommerne, og tankerne der fyldte hans hoved. Formåede han dog at komme hen til storsalen, tidsnok til at høre en stærk stemme der råbte eleverne an. Hey? Et øjenbryn var løftet, sikke en fortrinlig måde at snakke en forsamling an. Stadig med hænderne dybt begravet i lommerne, lod han de blå øjne skimme hen over menneskerne, før han lagde mærke til nogle af de andre lære. Højst besynderligt at se dem, hvilken interesse kunne en spådom og astronomi lære have i duellering? Hvis han skulle have gættet, ville han have troet at se dem der havde med forsvar mod mørkets kræfter og bestemt også besværgelser? Han trak dog på skuldrene, deres sag om det. ”Hej professor Depraysie, også kommet for at se hvad det hele drejer sig om?” den nervøsudseende kvinde som stod for spådomstimerne, sendte ham et skævt og en smule nervøst smil. Han nikkede langsomt ”Noget i den stil” egentlig nu når han var her, forstod han faktisk ikke hvorfor han var kommet.

”Du burde gøre det.” siden hvornår var det her gruppe pres, mellem kollegaer? Nicholas himlede med øjnene, ikke tale om, om han skulle der op og lege bravade over for eleverne. ”Du har tæmmet drager, så der vel intet at frygte over for hende?” han undertrykte et langt og irriteret suk, men valgte så at tage jakken af. Flere af pigerne fra de huse han havde nået at haft, begyndte at heppe på ham mens han bevægede sig afsted på duellerings scenen. ”Det ser ud til, du må give dig til takke med mig” brummede han utilfreds, med en mørk stemme. Jakken havde han lagt på en af bordene der var skubbet ud til siden, og staven var allerede fundet klar og lå let i hans venstre hånd.

[Deleted]

Der kom en svag mumlen nede fra lærerne. Det var bare et spørgsmål om tid før en af dem gav efter. Det tog dog ikke lang tid før en yngre mand trådte frem fra den lille gruppe. Larissa genkendte ham ikke umiddelbart, hvilket også gjorde at hun ikke kendte til hans evner. Ikke fordi hun var bange for at han var bedre. Larissa var måske af og til selvfed, men hun var ikke den magtgærige type der ville ydmyge den respekterede professorer… For meget.

Ved nærmere eftersyn, måtte Larissa indrømme at herren der havde stillet sig frem, var af bedre udseende end mange af de andre grå håret professorer.
Der blev gjort håndtegn til at han kunne træde op på scenen og stå ved siden af hende. ”Et af de vigtigste elementer i denne ædle sport, er at inklinere til sin modstander.” Med ordene bukkede hun ud mod elvenerne og rettede sig halvt mod den frivillige lærer. ”Duellering handler ikke om at kaste om sig med besværgelser, vi er jo alle civiliserede væsner. Så husk pli!” Larissa’s stemme gav klar præg af at man ikke skulle løbe om hjørner med hende. Hun havde ingen tålmodighed og kunne virke ret frygtindgydende for de unge elever.
Hun vendte sig rundt mod professoren, der nu forhåbentligt havde trådt op på scenen. Øjnene kneb sig sammen, til et lidt farligt blik, men blandede sig også med et smil. ”Deres navn?” spurgte hun lavmælt, med hånden rakt frem. Han havde ikke tiltalt hende, men det var en mindre vigtighed. Foran eleverne skulle der udvises respekt. Hvis hun blev uvenner med en fra staben, ville det jo også påvirke, hendes fremtidige chancer for at tjene gode penge på at komme på skolen.

[Deleted]

Han betragtede hende tålmodigt mens at hun udførte sin lille tale, omkring at være civiliseret og man skulle udvise pli. Sikkert ideologier som Nicholas kunne stille sig bag ved, der var bare noget over hende som han ikke kunne sætte en finger på. Måske var det i virkeligheden det, at hun mindede så meget omkring alt det han ikke gad at associerer sig med mere. Han fugtede langsomt læberne, mens han stillede sig til rette på scenen og da hun vente sig imod ham. Kunne han ikke lade være med at trække smilebåndet op i den ene side, der var noget over det blik hun fremviste der var utrolig meget som hans mor. Og pludselig forstod han allerede nu, hvorfor at han virkelig ikke brød sig utrolig meget omkring kvinden foran sig. Men høflig skulle man jo være, og det kunne jo være dette alt sammen var en væremåde inde for duellering. Det skulle han jo ikke gøre sig klog på, aldrig om det blev en ting han ville komme til at bryde sig om.

Han tog imod hendes hånd og gav det et solidt tryk. "Professor Depraysie - Miss Galanos" han fik lige sneget hendes navn ind, i hans præsentation. Før han tog sin hånd tilbage og derved også et lille skridt. Flere af eleverne begyndte at blive mere opstemte, måske dette alligevel ville være en god læring for dem. Ikke at det betød at han brød sig vitterligt meget om måde at gøre det på.

[Deleted]

Larissa kunne godt mærke at professoren ikke lod sig kue af hendes blik, og det fik hende faktisk til at slappe af en smule. Der var intet spændende ved at duellere mod en der knapt nok turede at hilse og så samtidig ikke udnyttede sin stav.
Muligvis en værdi modstander. Om end ville det blive interessant, at se hvad han kunne, fordi hun stadig ikke vidste hvad han underviste i. ”Glæder mig at møde Dem… Jeres kære professor Depraysie har indvilget, i at demostrere hvordan en duellerings kamp kan se ud. Jeg skal nok være blid ved ham!” For hvert ord, blev Larissas ord mere dragende. Hun var vant til at stå foran et publikum, og vidste hvordan man fangede deres opmærksomhed. Hendes stemme var også med til at give hende et mere skræmmende, for nogle, autoritet, som blot forstærkede hendes aura.
Ud af øjenkrogen, blinkede hun kort til professoren, før hun vendte yndefuldt rundt og travede ned i den modsatte ende. ”I har allerede lært, at først bukker man” sagde hun højt og ligesom før nejede hun fornemt, denne gang mere rettet mod sin modstander i den anden ende. Hun forventede selvfølgelig det samme fra professor Depraysie.
Der blev kastet et ildevarslende blik ud mod publikummet og en dyb stilhed formede sig mellem rækkerne. Larissa rettede rank ryggen, og knappede sin kappe op og lagde den for enden af scenen hvor hun stod. En stav blev trukket frem fra støvlen, sort, grenet og lang, og holdt afslappet ud for kroppen.
Det var ikke svært at se at staven var som en forlængelse af hendes egen arm, tryg og naturlig i hendes hånd. Larissa sendte en roligt blik til modstanderen, for at være sikker på at han var klar. ”Denne del kender i forhåbentlig allerede” kaldte ud og gik ind mod midten af scenen og regnede med at professoren gjorde det samme.

[Deleted]

Hendes stemme var fangene og der var ingen tvivl omkring, at det her var noget hun havde gjort mange gange før. Men hvor andre så ud til at blive draget ind i atmosfæren, følte han mere og mere at han var blevet tvunget ind i noget han bestemt ikke ønskede. Han formåede dog at give endnu et halvt smil, over den lille spøg der kom med at hun nok skulle være blid ved ham. Dog skulle han virkelig bruge kræfter på, ikke at himle med øjnene og gå direkte ned fra scenen, da hun blinkede til ham. Hvad var det her, et eller andet cirkus?
For en mand, der havde brugt hele sit liv på at være en del af et show. Selv når han var vejleder, præfekt, del af Quidditch holdet. Når alt han fik var F og O'er, og stadig var det ikke nok. Så kunne disse former for udøvelse af magi, trække ham direkte tilbage til når hans far viste hans børn frem og fortalte hvad de nu havde lært og hvor dygtige de var. Hvor efter bag lukkede døre, fik en flad fordi man ikke havde været acceptabel i sin opførsel. Han vidste ikke hvorfor, men den kvinde havde en hvis effekt der fik det hele til at ulme i overfladen.

Han bukkede næsten per automatik, da hun gjorde det samme. Derefter rankede han ryggen, hans slanke fin polerede stav hvilede i hans hånd som en forlængelse af venstre arm. Lidt lige som hun selv fandt sig til rette i, hvordan hun holde sin stav. Han mødte hendes rolige blik og begyndte derefter rolige men målrettede skridt ind imod midten. Da de nåede hinanden, trak han staven foran hoved og i en elegant bevægelse blev den hævet ned til siden, et lille buk også drejede han rundt og gik de skridt de skulle tage for så at stille sin krop i position til at kaste sin besværgelse. Nedtællingen lød han miss Galanos om, siden det var hende der havde inviteret til demonstrationen.

[Deleted]

Der var en hvis sikkerhed i Larissas modstander. En ubeskrivelig stålfasthed, som ikke ville lade sig rokke af et simpelt blik eller få ord. At aflæse denne mand, viste sig også at være en større opgave, for som duelist, vidste Larissa at meget lå i at kende sin modstander, vide hvad de tænkte og forstå deres næste træk.
Måske ville det hele løse sig når det rigtig galt, men for nu, var der ikke noget at opfange fra professoren. Det kunne være en attitude, der var pålagt for at bibeholde sin stand foran kollegaer og elever. En afholdenhed fra at have nogle til at få en til at se svag ud. Eller måske var det bare en naturlig reaktion, en koldhed der ikke bare hvilede på overfladen, men også stak dybere.
Denne analyse foregik som Larissa kom nærmere og nærmerede og forbløffet, så til mens hans stav blev hejst mod ansigtet, i sand duelist stil, samtidig som hende selv. Et lille smil blev sendt til ham, måske svagt imponeret, måske drilsk. Så han havde prøvet det før?
Som de vendte ryggen til hinanden, talte Larissa ned ”1… 2… 3…” Ligesom før var hendes omdrejning yndefuld, men fast. Hun lod sig ikke besvære af nogle elementer, når hun var i sit eget.
Frem for at være offensiv, hvilede ordet protego på hendes læber. Ikke fordi hun behøvede at sige besværgelsen høj, for at bruge den, men for elevernes skyld var hun nød til at vise hvad hun lavede. Et sekund ville hun vente, og hvis professoren brugte en besværgelse i det tidsrum, ville hun have skjold besværgelsen klar. Hvis han ikke selv ville starte var Larissa dog klar med en simpel stupefy. Det handlede ikke om at få kampen hurtig færdig, og eleverne skulle helst også gerne kende til de fortryllelser der blev brug. Men hun regnede ikke med at hendes ulæselige modstander havde tænkt sig det samme. Hun var klar, var han?

[Deleted]

Intensiteten blandt tilskuerne, var næsten så tyk at man kunne have skåret igennem den. Brystkassen hævede og sænkede sig, mens at Nicholas betragtede modstanderen med kølige øjne. Nedtællingen var færdig og et splitsekund stod de blot og stirrede på hinanden. En afmåling af hvad den anden havde tænkt sig at gøre. Fingrene fleksede kort hen over stavens greb, en masse besværgelser gik igennem hans hoved. Mange som han ikke havde brugt i flere år, men der var også dem som han havde brugt dagligt når han skulle hjælpe til med dragerne. Han trak vejret en sidste gang, dybt igennem hans næsebor også kastede han første besværgelse.

”Conjunctivitis!” en besværgelse der ville forværre modstanderens synsfelt, ved at de ville begynde at hæve op. Hurtigt efterfulgt af hans næste besværgelse ”Incarcerous” som skød levende silkereb ud fra hans stavs spids, i et forsøg på at undgå de normale kropslåse teknikker. Desuden var disse to utrolig effektive på drager, når de skulle indfanges. Igen noget han var nød til at drage erfaring af, skulle han have en jordisk chance for ikke at tabe denne kamp inden de overhoved havde begyndt.

[Deleted]

Vejrtrækningen holdt inde, i det korte tidsrum, og som forventet kom der en forbandelse kastet mod hende. Med stor koncentration sørgede hun for at være højtlydt med sin modbesværgelse og eleverne var ikke i tvivl om hvordan hun gjorde. ”Protego!” Lød det højt, nanosekunder efter at øjehævelses forbandelsen var kastet. Larissas arm svang gennem luften og bøjede håndledet, mens de rigtige sving blev gjort. En lyseblå flade formede sig foran hende, i det øjeblik hvor hun ellers ville have vært blevet ramt. Den forsvandt dog igen, som den havde gjort sin opgave.

Der måtte indrømmes at som de to besværgelser kom lige efter hinanden, var Larissa et øjeblik forundret. Det var dog ikke et problem for hende at råbe ”Finite!” Armen strakt, afværgede hun også denne forbandelse, som om det bare var luft, hun viftede ud til siden.
Hundredvis af forbandelser løb igennem Larissas hoved. Selv dem som normalt ikke var set tilladt ved en duellerings kamp, selvom de ikke var utilgivelige. Uden så meget som at blinke, viftede Larissa med sin stav, for denne gang ville hun ikke vente. ”Tarantallegra!” Hvis der ikke igen kom en modbesværgelse, vil eleverne få sig et ordenligt grin, da denne forbandelse, ville få deres professor til at danse ustyrligt.

Men som ordene havde forladt hendes læber, blev de efterfulgt af ”Silencio.”Medmindre at professoren kunne og ville udnytte non verbal magi, ville han være ude af stand til at kaste flere fortryllelser for en stund. De færreste havde samme hurtighed og reflekser som Larissa så hun så næppe at han ville være i stand til at forsvare sig mod begge besværgelser.

[Deleted]

Der var ikke tid for ham, til at tænke over hvor flot det var hun havde formået at undgå begge hans besværgelser. Der var hellere ikke tid til at overveje, at folk var nu gået helt hen til scenen for at se bedst muligt med.
Han blev i stedet hævet med til de aftner, hvor hans far havde tvunget ham til at kæmpe imod ham. Alle de gange han var blevet kastet igennem rummet, af den ene besværgelse efter den anden. Hans søster der havde gemt sig bag sin mors ben, med frygt malet i hendes øjne. Og moren, der blot havde stået med endnu et glas fyldt til renden med Ildwhiskey.

Han fik en tør smag i munden, han havde virkelig ikke lyst til at stå her. Men så kom en besværgelse imod ham, og atter reagerede hans per instinkt. "Finite Incantatem" i et forsøg på at slette alle besværgelser der blev sendt imod ham. Han skulle lige til at råbe Finite igen, men nåede slet ikke så langt før at hendes silencio havde ramt ham. Han tog en dyb indånding og et lille arrogant smil formede sig på hans læber. Heldigt for hende, så kunne han ikke særlig mange besværgelser uden at sige dem højt. Men en ting, som en dragefænger i hvert fald var nød til at have på plads. Var protego besværgelsen.

Han stillede sig i position og så for sig selv, hvordan skjoldet skulle danne sig omkring ham. Så snart hun ville sende en ny forhekselse eller anden form for magi imod ham.

[Deleted]

Armen slangede sig afslappet ned mod hoften, som stilheds-besværgelsen havde ramt ham. Det arrogante smil, blev set som en udfordring, men hvad betød det? Kunne han virkelig non verbal magi, eller havde han noget oppe i ærmet?
Stadig afslappet trådte hun frem, og lod øjnene glide ud i siden mod eleverne. De var muse stille. Deres øjne kæmpe store af spænding, som gik fra deres professor til Larissa og tilbage. Selv de andre professorer, virkede opslugte af kampen. En var endda begyndt at bide sin negle nervøst.
Der blev fokuseret på modstanderen igen, og Larissa trådte et skridt tættere på, ventende for at se om noget ville kunne kaste en forbandelse mod hende. ”Interessant” sagde hun lavmælt, nok til at professor Depraysie, og de nærmeste elever ville kunne høre det.

Nu var det Larissas tur til at få et næsten hånende smil på læben. ”Medmindre De stadig kan kaste besværgelser, vil jeg råde Dem til at opgive kampen, professor”
På vagt, men ret selvsikker, lod hun sin modstander reagere på disse ord. Hvis han valgte at svare nej, var hun dog klar. En Petrificus Totalus ville blive kastet mod ham, og for underholdningens skyld, vil endnu en blive sendt af sted med det samme bagefter, bare non verbal i stedet.

[Deleted]

Han måtte løfte øjenbrynet, da det var svært ikke at blive overrasket over at hun intet gjorde. Men blot kom lidt tættere på, tydeligvis stadig i agt for om han kunne finde på at sende noget imod hende. Men han stod stadig bare i forsvars position til at modtage hendes angreb. Igen lod han sig ikke kue af hendes hånende smil, men måtte dog også tage det i sig at denne kamp var i hendes favør. Den eneste angribende besværgelse han kendte og vidste han kunne fremane uden magi var enden Aqua Eructo eller fiendfyre. Men da han allerede havde krydset grænsen ved den første forhekselse, ville han ikke bevæge sig ud på dybt vand ved at kunne forvandle duelisten og potentielt resten af dem der stod rundt omkring til fakler. Så var der selvfølgelig vand, som kunne være ganske overraskende. Men så igen, måske man bare skulle lade hende få denne her. Så kunne han også komme ud af rampelyset.

Han valgte derfor at trække staven væk og stillede sig i en rank, men mere afslappet positur. Derefter lod han staven forsvinde ind under hans ærme, lagde hånden hen over maven og bukkede så. Kunne han have ytret ordene, ville han erkæret sit nederlag. Stadig med et lille arrogant smil på læben.

[Deleted]

Tilfreds så Larissa til, som at modstanderen anerkendte hende som vinderen og lagde sin stav væk. Hun bukkede selv til ham og så ud mod publikum, der blev efterfuldt af et bifald.
”Tak tak! Om lidt vil jeg gennemgå kampen, men måske vi først skal afbesværge jeres professor!” Larissa gik helt hen til den nævnte og gav ham et lille smil, før hun pegede med staven på hans skulder. Der kom ingen ord frem, men alligevel blev Silencio forbandelsen ophavet, ellers skulle han jo vente til at den gik væk igen.

”En fornøjelse at kæmpe med Dem professor Depraysie” Hendes stav blev også sat tilbage i støvlen og en venlig hånd rakt frem. Han havde holdt den godt og afsluttet på en måde, der virkede æresfuld. Et par af eleverne, var nok ærgerlige over, ikke at få dagens underholdning, men det betød bare at læren ikke havde tabt ansigt.
”De er velkommen til at gå ned igen” sagde Larissa så, lavede en gestus og fik et nu venligt smil, der ikke lod til at bære præg af bagtanker. Hendes opmærksomhed blev så vendt mod eleverne.
”Kan i så fortælle mig hvad mit fokus lå på i denne kamp, og hvorfor jeres kære professor tabte.” Der var en svag antydning af nedgørelse i hendes stemme, som var ret tydelig hvis man selv lyttede efter den.
Et par elever rakte hånden op, og fik lov at svare, mens Larissas øjne flakkede ubemærket hen mod manden hun havde kæmpet imod.

[Deleted]

Han fornemmede hvordan at besværgelsen blev hævet, men benyttede sig ikke af situationen til at sige noget. Også selvom at flere af drengene, fra hans klasse sendte nogle blikke og bestemt også grinede af situationen og hvad der var blevet sagt. Ikke noget han kunne tage sig af, de kunne i hvert fald se frem til deres næste time med ham.
Han vente opmærksomheden tilbage imod Miss Galanos, da hun henvendte sig til ham. Han tog imod hånden og gav hende et smil, der tydeligvis ikke nået helt op til hans øjne. "Fornøjelsen helt på min side" derefter vente han sig rundt og gik ned af scenen. En lettelse skyllede sig hen over ham, da han kunne trække sig tilbage til de andre. Igen havde universt bevist, at han ikke var skabt til at være i rampelyset på nogen tænkelig måde. Den en af professorerne, lagde en hånd på hans skulder. Tydeligvis i et forsøg på at trøste ham, selvom han ikke rigtig følte at det var noget han behøvede. Han kunne ikke lade være med at grine, da hendes stemme tog en drejning og tydeligvis nød godt at hun havde vundet. Lige så vel, som der var dårlige taber - var der bestemt også dårlige vindere. Da hans blik lagde sig på hende igen, var hun tydeligvis i den kategori.
"Jeg forstår stadig ikke hvorfor du ikke gjorde noget, efter hun havde kastet besværgelsen over dig." blev der hviskede ved hans side, han rettede øjnene imod personen og trak på skuldrene. "Ikke alle kampe skal vindes." var hans eneste svar, hvilket tydeligvis fik manden til at tænke over svaret og vende en grublende mine i den anden retning.

[Deleted]

Larissa skøjtede nemt hen over elevernes forslag til hvorfor kampen var endt ud som den var. Der var flere blandet bud, men budskabet hun havde ment med sin teknik kom frem til sidst og eleverne blev bedt om at forlade storsalen. Endelig fri. Kappen der før var taget af, blev samlet op og lagt om skuldrene, før Larissa ville gå, skulle der selvfølgelig snakkes med lærerne, af dem der var tilbage.
”Utroligt! Fabelagtigt! Miss Galanos, De forbløffer mig stadig den dag i dag!”Det var en ældre professor, som Larissa alligevel ikke huskede navnet på, som inddragede hende i gruppe samtalen, der handlede om kampen.

”Nej, nej, De må endelig blive! Bare en times tid! Man skal jo have opdateret sin dullerings-status fra resten af verdenen. Vi er på vej hen til lærerværelset nu, her er De velkommen.”Troldmanden lagde en hånd, lidt for langt ned ad Larissas ryg og førte hende med ud af en bagindgang. Den lille flok af professorer, guidede hende til en dør med to ødelagte gargoiler, som viste sig at være hvor lærerne holdte til. Rummet var ret simpelt. En kamin, en del bog reoler og en masse side pladser. Et bord var også sat frem med forfriskninger.
Larissa fik ret hurtigt stukket et glas i hånden, med noget der uden tvivl ikke var alkohol-frit. Det blev sippet lidt til, før den ældre professor, trak hende med ind i samtalen igen.
Uden problemer, fik Larissa dog sneget sig ud af den uinteressante diskussion, og bevægede sig rundt i rummet til hun genkendte professoren hun havde kæmpet imod. Hvad mon lå bag de arrogante smil han havde sendt hende?
”Jeg håber at De nød oplevelsen i at duellere, Professor.” Larissa var som altid lydløs og snigende, som hun stillede sig skråt fra professoren, lige uden for hans synsvinkel, men tæt nok på at han ville kunne høre og ane hende.