Musen efter katten.

[Deleted]

Forbeholdt til @xander

Mørket havde lagt sig over byen. Gadelamperne begyndte at tænde en efter en som en, som en kædereaktion, utroligt at tænke på at dette for en muggler kunne betragtes som magi. En skygge i nabolaget, der usynligt gled igennem uset. Hvad arbejde med noget så frygtindgydende som dementor, ikke kunne hjælpe en senere hen i livet. Feliciah kiggede sig kort over skulderen og tjekkede for en ekstra gang, at hun ikke var blevet spottet af en tilfældig forbipasserende, eller på anden hvis havde givet sin position frem. Tungen fugtede kort underlæben, inden hun fortsætte sin raske gågang hen imod sit mål.

Det havde taget uger, hvis ikke en måned snart? Dagene flød efterhånden ud i et, når ens hoved var fyldt med kun en tanke kunne det være svært at holde fokus på så meget andet. Knoerne på hendes højre hånd, fremviste nogle ret voldsomme blå mærker. Her ville mange der kendte til hendes baggrund, nok tænke hvorfor hun ikke havde gjort noget ved det. Men smerten havde dog formået at gøre en god ting, at holde fokus mere skarpt. Desuden havde det været et godt slag, et lille smil bredte sig hen over hendes læber. Ikke nok med hun havde fundet frem til en dødsgardist, der muligvis kunne hjælpe hende videre i sin søgen på Ace. Så havde den usle mandsperson, hun havde tortureret i et par dage faktisk fortalt noget ganske interessant. Denne mand, hun så venligt var ved at aflægge et visit. Hun tog en dyb indånding og kunne næsten ikke styre smilet på læberne. Skulle vise sig at være en af dem, hun havde søgt efter så længe. Og her havde hun næsten opgivet håbet, for nogen sinde at finde den mand som var indblandet i hendes mands død.

Nu var spørgsmålet bare, hvordan hun skulle gribe denne mission an. Hendes blik faldt på de mange bygninger der var, det ene smukkere end det andet. Rynkerne der dannede sig over næsen og imellem øjenbrynene, fortalte hurtigt hvor lidt hun brød sig om det. Nu vidste hun ikke hvordan de andre var kommet til penge, men hendes gæt var med en sølvske dybt begravet bag i. Ikke noget hun kunne bruge tid på nu, hun skulle finde det rigtige hus! Hun stoppede brat op, da hun kom til nummer 37. "You got to be kidding me" ordende hvislede igennem hendes tænder, det her var jo ikke en gang et hus, det var et damning slot! Hvordan skulle hun nogen sinde finde ham der inde!? Tanken om at snige sig ind virkede pludselig som en rigtig, rigtig dum idé. Hvilket gjorde at den ellers ret målrettede kvinde, bare stod og stirrede måbende på sceneriet foran hende.

[Deleted]

Xander havde været på arbejde. Endelig var weekenden nået og han havde nogle dage fri hvor han kunne komme hjem og nyde freden. Forældrene var ikke hjemme i weekenden, de havde taget en spontan tur til Thailand for at få lidt varme og kom først hjem om nogle dage. Vincent - Xanders yngste lillebror - var med dem og Xander stod nu for at passe huset, hvilket i overført betydning betød at det var ham der skulle koste rundt med de uduelige husalfer.
Efter Raysal var forsvundet fra dødsgarden havde Xander forsøgt at forblive loyal overfor den nye gruppeleder. Det gik da også langt bedre nu end det havde gjort i starten, men han havde en ret god fornemmelse af at Gabriel nok ikke stolede helt på ham som han selv ikke stolede helt på Gabriel.
Som han nærmede sig de prægtige låger der indikerede grundens start fik han pludselig øje på en skikkelse der stod og stirrede ind på det mørke hus i skæret fra den ene gadelygte. Han satte langsomt tempoet ned for til sidste at stoppe lidt op. Langsomt trak han sine hænder op af kommerne på den sorte stilede frakke og betragtede hende lidt. Hvem var hun? Måske en auror? Han kunne ikke rigtigt trække sin stav her og bare begynde at kaste besværgelser efter hende for tilfældigvis at stå foran hans hus, men det virkede bare underligt.
Han trak staven frem for inderkommen og placerede den i stedet i den dybe sidelomme hvorefter han stak begge hænder tilbage i kommerne og dermed kunne holde om staven. Træet var lunt efter at have ligget i inderkommen tæt ved hans bryst og det var en rar betyggende følelse af lukke sine fingre omkring den. Med den forsikring besluttede han sig for at tiltale personen, om ikke andet så for at få ro i sindet for det kunne jo naturligvis godt være et tilfælde. "Undskyld mig," kaldte han i en venlig stemme og med det mest charmerende smil han kunne fremmande, "kan jeg hjælpe dig med noget?" Han gik helt hen til hende og så ned på hende.

[Deleted]

Efter en lang tid, hvor hun blot stod og kiggede og overvejede sine muligheder. Nåede hun frem til en beslutning om, hun i det mindste kunne kigge rundt og se hvad hun kunne finde ud af. Hvem vidste, måske var hun heldig og han var alene? Selvom det nok ville være højst sandsynligt, sådan et hus måtte i det mindste have hushjælp. Formentligt i form af husalfer. Men før hun nåede så langt, hørte hun pludselig trin og en stemme ved sin side. Kort stivnede hun, inden hun langsomt drejede sig imod personen. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun måtte bruge et minut på, at få samlet sig selv igen. Hvilket hun virkelig ikke håbede han tog alt for meget notits af.
Et forsigtigt smil bredte sig hen over hendes læber, hendes hånd løb igennem det rodet hår og hætten der havde været hen over det faldt ned. Det virkede bedre, hvis han fik lov til at se hendes ansigt. Lige meget hvad der skete i aften, var hun ret sikker på at han hverken kunne genkende hende eller at de personer han ville fortælle til hvem hun var. Ville have den store effekt på hendes liv længere, rent ud sagt var hun ligeglad med hvad der skete med hende selv. "Undskyld, jeg blev henvist af en af mine venner til dette nabolag. Og det er lidt svært at finde rundt i hvem der bor hvor." hun grinede halvt og slog blikket ned, i en forhåbning om at spille en uskyldig ung heks. "Det er tilfældigvis ikke her Miss og Mister Goldstien bor vel?" hun rettet blikket op, da hun lagde mærke til at han var gået helt hen til hende. Et lille forsigtig smil spillede hen over hendes læber. Bare han hoppede på den.

[Deleted]

Xander var ikke typen der holdt regnskab for hvem han slog ihjel og torturerede for en god sag. For ham var hun ingen af betydning og han kunne derfor heller ikke kende hende hvilket var lidt tankevækkende når han havde haft så stor betydning for hendes liv, ikke på den gode måde, men nærmere på den tragiske del.
De blå øjne hvilede på hende, selvom smilet var charmerende, var hans øjne en smule gennemborende som forsøgte han at se direkte ind i hendes sjæl. Det var nu ikke for at nidstirre hende, men med hans og forældrenes erhverv måtte man jo være lidt forsigtigt. Han rømmede sig en smule og kiggede mod huset, "der bor ingen Goldstien her," informerede han med et skuldertræk og så atter tilbage på hende. "Jeg beklager, måske din veninde er kommet til at give dig en forkert adresse? Dette her er Price palæet." Fortalte han letsindigt.
Han betragtede hende lidt i smug, hun var nu en virkelig køn kvinde, ikke at han kunne finde på at gøre noget, det kunne godt være man kunne kalde ham mange ting, morder deriblandt, men han havde aldrig voldtaget nogen, det var slet ikke hans stil, men derfor kunne man jo godt kigge helt uskyldigt.
"Jeg synes ikke at mindes der er nogen Goldstien på denne vej," sagde han med et let skuldertræk og et smil der fremviste en perlerække at hvide tænder. "Selvfølgelig kan jeg huske forkert." Han ville jo ikke lede hende på vildspor. Som de stod her kunne han mærke et par dryp komme fra oven, det lod til at blive regnvejr, det virkede ikke helt koldt nok til at blive direkte sne skønt det var køligt i vejret. I det fjerne kunne høres en mild rungen som indikerede at der var en tordenbyge på vej. Sjovt det synes han ikke skete så ofte i Januar måned. "Hør vil du med ind og få varmen og måske kontakte din veninde?" Spurgte han ud af venlighed. Så man bort fra dødsgardedelen og hvis ikke det drejede sig om mugglere og mugglerfødte så var han egentlig en ret sympatisk mand hvis han selv skulle sige det.

[Deleted]

Hun åndede lydløst op, da det ikke lod til at han genkendte hende - så meget desto bedre.
Et mere uskyldigt smil blev fremstillet, da han sagde ingen Goldstien boede inde i huset. Ja det vidste hun godt, men hun havde ikke regnet med hele familien boede derinde! Eller det var næsten til at gå ud fra, når det var så stort. Hun studerede ham kort og derefter huset, ellers var han virkelig en der havde brug for at vise hvor mange penge han havde. "Oh, hvor koldset af mig" sukkede hun og bed sig i læben, jo mere han betragtede hende. Jo mere koldt løb det ned af ryggen, men hun formåede også at vende det til sin fordel. Hun rynkede brynene og kiggede på ham, med nogle store fortabte øjne. Som for at understrege, at hun virkelig havde troet hun var havnet det rigtige sted. Hun blev dog ganske overrasket over at han tilbød hende, at hun kunne komme ind i huset. Hendes plan nu, havde egentlig været bare at diskret at udspøger hvorvidt han var alene i huset. Men måske var det nemmere bare at komme ind igennem hoveddøren? Men hvad så, hvad var planen så?

Hun tog en dyb indånding, hun skulle lige til at takke nej. Men da hun mærkede regndråberne der begyndte at falde ned, vidste hun også at alt andet ville være tåbeligt. Han havde ikke mistænkt hende for noget endnu, så man kunne vel lige så godt komme ind på den lette måde. "Jo, ved du hvad det ville jeg sætte super meget pris på." hun frembragte sit bedste taknemmelige smil, selvom det gjorde ondt at være så venlig imod ham. Især når hun mest af alt, bare havde lyst til at kaste en besværgelse lige i hans ansigt.

[Deleted]

Skulle sandheden frem havde Xander nok smadret flere liv end han kunne huske. Han talte ikke sine ofre længere, det havde været sjovt at blære sig med i starten, men nu var det blevet lidt mere ligegyldigt. Han havde jo også været ret gode venner med Raysal dengang hun havde siddet på magten og efterfølgende var det så bare blevet en anelse akavet da Gabriel havde overtaget hele showet.
Xander var ikke sikker på hvordan han havde det med at følge Gabriel, men han troede da stadigvæk på foretagnet i sig selv. At udrense verden for de mindre væredige såsom mugglere.
De blå øjne der kunne være kolde som is under andre omstændigheder, betragtede hende lidt med vagt interesse. Hun var køn, men det betød ikke at han tillod sig selv at satse på en pige før han kendte hendes blod. Han hadede mudderblodspjok og undgik helst at hjælpe dem med noget som helst, ikke at han kunne vide med hende, men han kunne jo altid smide hende ud igen.
"Nårh det skal du da ikke tage så tungt det kan jo ske for enhver." Besvarede han afslappet og trak let på skuldrene som han begyndte at gå ind gennem havelågen - som måske med rettere kunne kaldes "porten", "kom med," opfordrede han da hun takkede ja til tilbuddet.
Det måtte han da lige tage troldmandshatten af for, det var jo trods alt et modigt træk hun kunne jo ikke vide om han var en eller anden psykopat, ikke at han havde nogen intentioner om at gøre hende noget, men det kunne hun jo ikke vide. "Så kommer du langt herfra?" Spurgte han for at indlede til lidt smalltalk. Han åbnede hoveddøren og gik indenfor i varmen.
Hall'en de trådte ind i var stor og lys med marmorgulv. En bred trappe ledte op til førstesalen, på venstre hånd var en dobbeltdør ind til stuen. I det sekund de trådte indenfor dukkede en husalf op og tilbød at tage deres overtøj.

[Deleted]

Tankerne stormede rundt i hendes hoved, som tandhjul i et evigt tikkende ur. Mest af alt havde hun lyst til at trække staven frem og udspørger ham med det samme, men selv her måtte hun erkende det ikke ville give andet end bagslag. Så da begyndte at åbne lågen og gå ned stien til hoveddøren, fulgte hun ganske lydeligt med. Hendes fingre vred sig kort imellem hinanden og hun kunne mærke, hvordan at kulden havde bredt sig næsten helt ind til ledene. Om det blot var på grund af regnen der snart ville stå ned over dem og taget det generelt kolde vejr i betrækning. Så var det måske ikke så mærkeligt, selvom hun havde en grund til, at tro det nok var noget helt andet. Hun kunne mærke kulden brede sig helt ind i hendes hjerte, som gjorde det meget svært ved, at holde det uskyldige og venlige ansigts udtryk.
"Nej ikke langt, er på ferie her i området, men er oprindeligt kommet fra Skotland" forsøgte hun sig med lidt ligegyldig snak, men kunne dog ikke holde sig fra at gøre store øjne da de trådte ind i entreen. Hvis man overhoved kunne kalde det dét! Hun var lidt for optaget af, at kigge rundt hun ikke havde lagt mærke til husalfen, før den rømmede sig for anden gang. "Oh, ja .. tak" hun trak sin kappe af og en fin stram sort kjole, der gik hende til lårene. Hendes stav kunne skimmes, fra dens holder der var bundet rundt omkring hendes højre lår. Der ud over havde hun nogle lange støvler, der gik hende op til knæene. Som et lille præg på det hele, hang der er en grøn og sølv slange rundt omkring hendes hals. Mærkeligt nok, var det en halskæde som hun havde liggende, hendes afdøde mand havde været slytherin og endda en stolt en af slagsen. Men havde aldrig set et problem med mudderblod og muggler i det generelle og som en person af pressen, havde han snakket ganske offentligt omkring sin holdning og modstand mod garden. Hvilket nu gjorde, at Feliciah stod hun entreen med en af de mennesker hun hadet allermest i hele verden og det så ud som om at han ikke vidste det. Endnu.

OOC undskyld jeg har taget så lang tid om at svare! 

[Deleted]

Xander anså da sig selv for at være en temmelig fornuftig mand. Ja han havde da en vision om at mugglere og mugglerfødte ikke var lige så godt stillet som magikerne og at de var mindre værd som mennesker. At hele deres eksistens udelukkende var til for at fuldblods engang imellem kunne have det sjovt med dem. Torturerer dem og den slags. Ingen magiker med respekt for sig selv ville vel have mudderblod i familien. Det var en magikers ret at være sammen med andre renblods!
Det var primært disse ideologier der havde drevet ham til at blive dødsgardist. Han kunne da også med lethed sige at det var familiepresset og det var hvad de forventede af ham - for det var det - men det ville være løgn at sige at han ikke elskede det.
"Skotland er også et skønt land." Erkendte han. Han havde ingen grund til at mistænke hende for at være en anden end den hun sagde hun var og det var endda på trods af at han ikke kendte hende. Måske havde det også noget at gøre med at han var en anelse hovmodig. Han troede at han var usårlig. Han var nu også god til at slette beviserne når han foretog sig ulovlige ting, så han frygtede ikke at blive busted og han var da heller ikke dum nok til bare at slå alle mugglere ihjel som han mødte på sin vej.
En del af det at være en god dødsgardist var vel at skjule sit had til de uværdige, for smilede han til dem ville han ikke have så stor chance for at blive mistænkt.
Hun var tydeligvis magiker, eller i hvert fald havde hun kendtskab til magi, ellers havde hun nok skreget ved synet af alfen, godt for han havde i virkeligheden ikke nogen telefon. Han kunne sende en ugle for hende, eller hun kunne låne en ugle til at sende afsted. Havde hun reageret anderledes på alfen havde han slettet hendes hukommelse og sendt hende afsted igen. Han havde ikke tænkt sig at slå en random muggler ihjel i sit hjem - skønt tanken helt sikkert ville strejfe ham. "Så du er magiker formoder jeg?" han så tilbage på hende med et smil. "Så kan jeg hurtigt indrømme at jeg ikke har nogen telefon, men du kan låne en ugle eller benytte susenetværket hvis du vil." Kommenterede han og snuppede sig et æble fra frugtskålen på komoden. "Du kan bare tage et stykke hvis du vil," annoncerede han kort med en gestus mod de blandede frugter.

// OOG: Det er helt i orden, jeg er heller ikke altid den hurtigste xD