Going home.

[Deleted]

Emnet er forbeholdt @isiahm

Der var så mange spørgsmål der var ubesvaret og når man arbejde i hendes branche, havde man desværre en tendens med at grave ind til  man fik et svar. Og når man nævner desværre, er det typisk fordi svarende ikke er så man håber. Eller også havde resultatet vitale konsekvenser. Hun havde været i gang med at grave i et miljø, der kun skreg at det ville give problemer. Det havde det bestemt også gjort, når man tænkte på hvordan hun pludselig var vågnet op, uden nogen minder om hvordan hun var kommet hjem. Flere måneders arbejde var brændt på lejlighedens beton gulv. Først havde hun ikke ladet sig gå på, og havde hurtigt troet at det måtte være en fra mafiaen hun undersøgte. Men jo mere hun havde fundet ud af, jo mere havde de ting hun havde set skræmt hende. Og hun var til sidst endt ud i en situation, hvor hun ikke længere kunne sove. Mareridt kom til hende hver gang hun lukkede øjnene. Til sidst havde det været så slemt, at hun havde kastet en af sine kollegaer igennem rummet, fordi hun havde troet hun var tilbage i Irak. Det var der hun til sidst havde indset at hun ikke længere kunne blive ved. Hendes psykolog havde anbefalet at komme lidt væk fra det hele. Og nu sad hun så her, i toget på vej væk fra London. Igennem Essamleje med slut station, den lille havneby hun var voksede op i; nemlig Maldon.

Taxichaufføren stoppede op uden for det store viktorianske hus på Downsroad, der havde udsigt over River Chelmer. Hun betalte hvad hun skyldte og trådte ud af bilen. Den friske luft der ramte hende, var næsten magisk. Hun måtte kort lukke øjnene og tage det hele ind, hvorfor var hun dog ikke kommet hjem noget før? "Here ya go missys" hun åbnede hurtigt øjnene igen, af stemmen fra chaufføren der havde taget hendes taske ud af bagage rummet og sat ved siden af hende. "Thank you very much" sagde hun med et smil, og greb de tog håndtag i hendes lædertaske og begyndte at gå op af den lille sti der førte op af en pakke til hoveddøren. Men til hendes gru, lagde hun nu mærke til de mange biler og var det - musik?
Hvilken dato var det i dag!?
Hurtigt gik hun igennem dagene i hendes hoved, og det gik pludselig op for hende at dette var weekenden hvor de plejede at holde deres familie julemiddag. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe! Kort overvejede hun at vende om, og skynde sig tilbage til London. Men før hun nåede så langt, var der pludselig en dør der åbnede, og hendes mors stemme der skingert skreg i glæde. Også var hun omfavnet med tasken der faldt til jorden "My little pumpkin! You're back, oh how I missed you!" Emily, som før havde været på vej væk. Kunne mærke en kraftig varme brede sig i hendes indre, og hun lagde armene omkring moren. "Glad to be home mom"

[Deleted]

I den sidste tid havde Isiah omsider fundet en plan der kunne beskæftige hans tanker fra den elendighed han levede i. Magiløs fordi han endnu ikke havde fået tilladelse til at bruge en stav. Her den kommende uge ville dette forhåbentlig ændre sig. Han skulle ind i Ministeriet hvor han omsider blev hundrede procent løsladt. Han forventede dog ikke at dette ville være uden restriktioner, men det måtte han tage til den tid.
Nu var han en mand på en mission og skønt han kun følte sig som skyggen af sig selv, var han langsomt begyndt at opbygge sin kampgejst igen. Ja det kunne godt være at Megan stadigvæk dukkede op i tide og utide for at destruerer hans liv - eller i hvert fald prøve på det, men heldigvis så havde han lært at leve med hendes konstante jamren.
Så vidt han vidste var hun dog ikke klar over hans planer. Han skulle have dødsgarden ned én gang for alle, ikke "for the greater of mankind" som mange sikkert ville tro. Nej hans drivkraft var langt mere egoistisk. Hævn. De skulle alle bøde for alt det de havde udsat ham for alle de år på flugt om det så blev det sidste han gjorde. Han var done med at gemme sig.

Denne aften havde han "fået lov" af opsynsstedet til at deltage i festlighederne i den lille by. Dette var udelukkende fordi han ville finde ud af hvor langt ud garden havde sit klamme greb så et godt sted at starte var ved de familier der havde forbindelser til hans egen.
Det gjaldt dog om at holde lav profil for han havde ingen anelse om hvem der kunne være med til disse fester eller om der i det hele taget var nogle tilhængere med til aften, men uden en stav var hans forsvarsløs, så han var på vagt.
Han passerede hoveddøren med en drink i hånden som han fik øje på en nyankommen gæst. Han mente svagt at kunne genkende hende, men han var ikke helt sikker på denne afstand.

[Deleted]

Efter noget tid hvor de blot havde stået og omfavnet hinanden. Grinede hendes mor og trak sig ud af grebet "Kom, der er så mange mennesker der gerne vil møde dig" igen blev Emily trukket ud af hendes lille boble, mange mennesker? Åh nej, ikke dem. Især fordi, dem som var tilstede der ikke var venner af familien. Alle sammen var hendes stedfars familie, eller far hun havde aldrig kendt til hendes rigtige far. Og hendes mor havde hellere aldrig ville fortælle noget, hvilket hun til dels havde accepteret. Hvilket hun nok ikke havde gjort, hvis hun bare kendte til en brokdel af sandheden. Nemlig hvem hendes far var tilhænger af, hvilken verden hun var blevet afskåret fra.
Da hendes mor vente sig om, lagde de begge mærke til manden der passerede hoveddøren. Ham mente hun alligevel aldrig hun havde set før? Men ved siden af sig, stivnede hendes mor og fik et overrasket udtryk der hurtigt ændrede sig til et dystert et af slagsen. "Mor?"
"Ja det fint - jeg.. skal lige noget, du går bare ind.. dit gamle værelse" også var hun væk, og inde i huset. Forbløffet over hendes mors opførsel, gjorde hun dog som der blev sagt og gik ind i huset og hen til hendes gamle værelse.

Tahlia en efterhånden ældre kvinde, som havde besluttet sig for at lægge alt der hed magi fra sig. Efter at hendes mand havde valgt at smide hende og hendes datter ud, da datteren ingen magiske evner havde kunne få. Det at hun i første omgang var halvblod havde været den første skændsel, men når man hellere ikke kunne levere børn som der kunne udføre magi. Det var en forfærdelig verden at komme ind i. Og den mand, den mand hun havde set i døråbningen havde frembragt alle de minder fra en tid hun prøvede at glemme. Hun indhentet ham hurtigt og lukkede sin hånd omkring hans arm. "Vi skal snakke privat - nu." stemmen afslørede det ikke var til nogen diskussion. Og ledte ham derefter, ind i biblioteket. "Hvad - laver du her?" hendes øjne var smalle, mens hun prøvede at holde sin angst fra at blive vist "Har han sendt dig?"

OOC
Jeg tænker, hvis han er inviteret, har stedfaren inviteret ham. Fordi han fandt morens gamle kontaktbog, som hun har holdt gemt for altid at have styr på hvem der kunne ville hende og hendes barn det ondt. Stedfaren har troet, at dette var gamle venner og har prøvet at række hånden ud for at få nogle flere af morens bekendte til stede.

[Deleted]

Isiah havde ingen forståelse hvorfor man mængede sig med ikke magikere, men det sad jo også så dybt indgroet i ham at hade dem som var de mindreværdige. Med årerne var det blevet lettere for ham at skjule sin foragt, især efter han havde forladt garden, men den sad der nu alligevel og strammede om hele hans sjæl hver eneste gang han så en muggler.
Nu var han heldigvis ikke nogen idiot og han var ikke interesseret i at slå mugglere ihel - ikke mere - han var nået til den erkendelse at de havde lige så meget ret til at eksisterer som han, men han havde det bare bedst hvis ikke han skulle mænge sig med dem. Dette gjaldt naturligvis også mugglerfødte der ikke var meget bedre. Utroligt hvor stor en påvirkning forældrenes holdninger stadigvæk kunne have på ham så mange år efter.
Det var nu heller ikke for mugglernes skyld at han var interesseret i at stoppe dødsgardisterne, det var udelukkende at egoistiske årsager eftersom han havde en ret god ide om at der var sat en pris på hans hoved.

Som de to kvinder kom op mod døren var det som om at han atter blev drevet tilbage til virkligheden, tvunget til at forlade sine egne tanker og i stedet fokuserer på sin skjulte plan. Den ældste af de to genkendte han forholdsvis hurtigt og det var ikke nødvendigvis en god ting for hun lod til også at have genkendt ham. Han førte drinken op til munden med intention om at tage sig en tår og skulle til at vende ryggen til dem og gå den anden vej, men hun fangede hans arm midt i hanlingen og tvang glasset væk fra hans læber.
Han svarede ikke på hendes kommando, men lod sig i stedet føre ind på biblioteket og det var først her han havde mulighed for at tage en tår som hun omsider slap ham. "Jeg er ikke sikker på at jeg ved hvad du snakker om?" Svarede han med en tone der var ment til at lyde uskyldig, men ikke tilnærmelsesvis ramte rigtigt.


//Det er perfekt! Jeg beklager ventetiden btw.

[Deleted]

"Hah! Lad være med at give mig den, den eneste grund til at en fra graden ville rende rundt her, er fordi han har sendt dem!" hvæsede den ældre israelske kvinde, eller det gik hun i hvert fald stadig ud fra han stadig var. Man forlod ikke bare sådan dødsgardisterne og sidst hun havde kendt til denne person, så var hun ret sikker på at han havde været en stor del af den. Hun lagde armene over kors og lod nogle skarpe øjne betragte ham, overvejede kort at hive hendes stav frem. Men var meget i tvivl om hvad det ville gøre, eftersom at hun ikke havde brugt magi i over ti år.
"Du har intet at gøre her!" det var tydeligt at hun prøvede virke intimiderende, men det var mest frygten der var synlig. Hun havde jo været nød til at flygte, for at sikre sig at hendes barn ikke var offer for døds besværgelsen. Så var de kommet nu, før at færdig gøre jobbet. "Hun kender ikke til den verden vi kommer fra, der er ingen grund til at det skal gå ud over hende!"

Imellem tiden have Francesca fået sat sine ting i det gamle værelse, ud fra at børne tingene var gemt væk. Så var der virkelig ikke meget som der havde ændret sig, siden at hun sidst havde været her. Det var efterhånden også nogle år, undskyldninger om hvorfor man aldrig havde tid til at komme tilbage til barndomshjemmet, var blevet dårligere og mindre troværdig. Nå, hvor var hendes mor blevet af, hele den måde hun havde opført sig på, havde fået alle lys til at blinke hos den trænede journalist. Så med nogle hurtige skridt, var hun ude af værelset og nede i stuen. Hendes stedfar så hende, og med et stort smil fik han hævet hende ind i et kram. Nogle hurtige ord blev udvekslet, hvor efter at han fortalte hende at moren var forsvundet ind på biblioteket med en gammel ven. Ven? Hendes mor, havde ikke gamle venner. Hun undskyldte sig hurtigt og skyndte sig hurtigt hen til døren, nåede lige at åbne den for at høre hendes mor stemme råbe noget med at der var en der ikke kendte verden de kom fra. "Mor, hvad foregår der?" forundret gik hun ind i værelset, et smil formede sig på sine læber da hun så manden moren stod sammen med. Så dette var den gamle ven?
Men morens ansigt, der var mere hvidt og skræmt, end det var af glædelig overraskelse. Fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, hvem var denne mand? Og hvad lavede han her.

[Deleted]

Det gik nogle lange minutter før det gik op for ham hvad der i realiteten forgik lige nu. Hun troede at garden havde sendt ham og havde ingen anelse om at han selv var på flugt fra den. Eller på flugt var måske så meget sagt. For første gang i sit liv følte han sig klar til at tage kampen op og blive fri en gang for alle. Om det så var fri som i at udraderer dødsgarden - hvilket i sig selv lød temmelig usansynligt - eller om det var fri som i at "dø i kampen" så passede begge dele ham glimrende. Han var bare nødt til at have noget at holde fast i disse dage, han nægtede at give op uden kamp.
"Jeg tror du tager lidt fejl af min tilstedeværelse," svarede han i en kølig tone, "jeg er ikke sendt fra garden." Han kiggede sig kort omkring. Alt i ham sagde at han skulle bruge obliviate på hende, han kunne ikke risikerer at hun rendte rundt og fortalte visse folk at han var blevet set her. Desværre var det jo ikke rigtigt en mulighed når ikke han havde sin stav så han måtte i stedet forsøge at få hende til at forstå.

"Hvem hun? Din datter?" Han gjorde et håndkast mod den lukkede dør og ville egentlig være gået lidt mere i detaljer omkring det da en anden interessant detalje strejfede hans opmærksomhed. "Vent. Kender hun ikke noget til magi?" Han stirrede på hende i nogle lange sekunder som en anden realisering ramte ham. Hvis hun var så bange for at han kom fra dødsgarden så havde hun jo nok ikke inviteret nogen til festen fra den gruppe.
Dette var både en lettelse og en skuffelse på samme tid. Lettelse fordi så var chancen for han overlevede aftenen en del højere og skuffende fordi det så ville være ret svært at få noget ud af sin tilstedeværelse.
Isiahs blik rettede sig omgående mod den unge kvinde der trådte ind i rummet. Han havde ikke brug for at nogen gjorde et større nummer ud af hele situationen her, han ville bare gerne gå og snuse lidt omkring, gerne uforstyret.
"Ingenting," forsikrede han hende i en rolig tone og skævede til den ældre heks, "din mor og jeg stod blot og snakkede om gamle dage, ikke sandt?" Han kiggede mere direkte på heksen frem for blot en skæven.