Shake It Off

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin så på Ray med øjne, som kunne slå ihjel. Han var ikke glad for at se ham og hele hans krop begyndte at gøre ondt. Hans øjne så derefter lynende på Dylan, der ikke ville svare ham. Så kunne det sgu da også være ligegyldigt. Hans øjne faldt roligt på Raven, men hele hans verden gik i stå i det øjeblik hun sagde hun var gravid. Han knyttede sine hænder og lod øjnene glide i et kort øjeblik. Han var som mand på ingen måde forberedt på den besked og han kunne mærke, hvordan han helt fysisk begyndte at få det dårligt. Han åbnede øjnene igen i en rolig bevægelse - blegere i ansigtet og svimmel. Han ville ikke tage ansvar og han ville ikke betale hverken penge eller noget som helst til en lille tudende møgunge. Han kunne mærke hvordan kvalmen meldte sig alene ved tanken. Fandme nej! Det var ikke hans!" "Det er ikke mit barn," svarede han hårdnakket og med en så kølig stemme, at den nærmest var isende ind til knoglerne inden han lod sine øjne glide piercierende forbi dem alle tre. "Ja, jeg bad dig holde dig væk. Det mener jeg stadigvæk," lød hans stemme hård og kold. Han mente hvad han sagde. "Hvad damn laver du? I skal ikke ind." spurgte han hårdt til Ray og skubbede ham væk fra døren. "I kan godt gå med det samme. Det er ikke mit barn," påpegede han med en vred, hæs stemme. Hele hans aura var kølig. Collin så derefter bedømmende på Dylan. "Godt der er nogen der vil være sammen med en luder, der ikke en gang kan finde ud af, hvem der er far til barnet," påpegede han med en tydelig intention om at pisse dem alle tre af. Han så så på dem alle tre endnu en gang. "Så I kan egentlig godt skride." påpegede han videre inden han tog fat i dørhåndtaget og holdt utålmodigt og hårdt fat i det. Det var tydeligt han ikke ville snakke, mens han bare kunne mærke hans kvalme blive værre.. Han ville sgu ikke tage ansvar for noget som helst i forhold til Raven og slet ikke med et barn. Kunne de satme godt droppe. 

[Deleted]

Raven ville virkelig bare gerne væk med det samme. Hun forventede ikke noget af Collin, for hun vidste godt, at det var hendes egen skyld, at hun ikke vidste hvem af de tre mænd der var faren, selvom det ville være Dylans for hende uanset hvis DNA barnet end måtte have. Selvfølgelig ville hun aldrig nægte Ray at se barnet, hvis det var hans. Collin derimod? Det ville hun langt fra være så tryg ved. Hun greb hurtigt ud efter Dylans hånd, da han gik mod Collin. Hun ønskede ikke, at det her skulle ende i en slåskamp. Det beroligede hende dog, da hun mærkede Dylans arm omkring sig.
Hun havde ærligt talt slet ikke lyst til, at gå indenfor, det ville være fint med hende, hvis de bare kunne komme væk hurtigt igen. Hun slog blikket mod jorden, da Collin kaldte hende luder. Hun følte sig ærligt talt også som en lige nu, men det gjorde ikke, at hans ord gjorde mindre ondt. Hvad pokker var den også for en type Ray havde været hende utro med? "Hør, Collin, vi behøver ikke komme ind. Du har bare ligeså meget ret til, at vide du måske skal være som de andre har. Jeg forventer ikke en som dig tager ansvar," sagde hun og vendte blikket mod ham, mens hun rystede lidt på hovedet af ham. Der var jo ingen grund til, at reagere sådan, selvom hun godt kunne forstå, hvis det kom som et chok for ham. "Vi skal nok gå igen, men tænk over det. Du vil nok blive indkaldt til en DNA-test når jeg har født," forsatte hun, og så så mod Ray og Dylan med et blik som nok tydeligt fortalte, at hun gerne ville væk derfra igen, og meget gerne lige nu faktisk.

[Deleted]

Dylan lod de andre tale, mens han mærkede at Raven havde taget fat i ham da han var begyndt at gå frem. Han stod forsat med en beskyttende arm om hende og rystede på hovedet af Collins ord, og så en anelse bebrejdende på Ray over han havde været Raven utro med sådan en type. Hvad fejlede han? "Det ved du så teknisk set ikke," svarede han Collin, da han gentagende gange sagde det ikke var hans. Dylan kunne godt lide at diskutere trods alt, men hans væmmelse over Collin var også ret tydelig i hans ansigt. Dylan kunne mærke vreden inde i sig og greb da også fast i sin stav, som han begyndte at kalde Raven for en luder. Han pegede staven mod ham og den eneste grund til han ikke kastede noget efter ham, skyldes primært at Ray var i vejen. Han vidste godt at Raven ikke ønskede det skulle ende i slåskamp. Som Ray blev skubbet til af Collin, så han da også sin chance. "Petrificus Totalus" lød hans stemme mens han svang sin stav og et lyseblåt lys blev sendt i Collins retning, hvor vidt den ramte eller ej, måtte tiden jo så vise. "Skal vi smutte?" spurgte han Raven med en blid stemme, inden han kyssede hendes kind. "Og du er intet af hvad han siger," hviskede han mod hendes øre, inden han så mod Ray for at se om han havde tænkt sig at smutte. 

[Deleted]

”Collin snak dog pænt. Ingen af os ved hvem der er far til barnet” sagde han med et ganske let suk og bed sig hårdt i læben ved Dylans ord. Han håbede lidt at Collin og Dylan ikke ville gøre noget overildet. Han ønskede ikke de skulle slås og han hadede at Collin vidste en anden side som han slet ikke synes han normalt havde. Collin kunne også virkelig bare satte himmel og hav i gang hos ham og han havde ikke lyst til det skulle være sådan når han for helvede var vild med Charlie. Lige nu følte han lidt at alle beskyldte ham for at han overhovedet havde været i seng med en som Collin, men han nægtede også bare at se andet end hans gode side for selvom han godt vidste han ikke altid var god af sig og det ikke var fordi han holdte mindre af den side hvor han ikke var, men han så bare nogle andre ting hos Collin som kun hans venner kunne se. Ray lod sig skubbe væk og derfor mistede han heller ikke balancen. Det var også derfor han nåede at skubbe Collin væk da Dylan skød en bevægelse efter ham så den ikke ville ramme Collin. Han valgte da også ikke at blande sig da Collin kaldte Raven for luder da det ikke var hans bord, men langt mere Dylans hvilket også var godt han ikke havde gjort det for det betød at han kunne skubbe Collin væk så han ikke blev ramt. ”Vi skal nok gå nu” sagde han stille med en skæv grimasse som han mærkede alt i ham sank. Han følte virkelig at alt det her var hans skyld hvilket det teknisk set også var. Han vendte sig derfor om og ville ikke gå før han vidste Dylan var begyndt at gå. Han tog derfor sin stav frem da han havde set Dylan bevæge sig for at få sig selv hjem for åh hvor han dog savnede at snakke med både Raven og Collin og det måtte ingen af dem se.




//Out

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin lod et par piercierende øjne hvile på Raven. "Så er det jo godt, det ikke er mit barn," påpegede han med en kølig tone og så på Ray med et vredt blik. "Bland dig udenom, bøsserøv," fnøs han arrogant, inden han så på Dylan og rullede sine øjne af ham og lod sig skubbe væk af Ray, inden han så på ham med et ondt blik. Han så dog det blå lys fra besværgelsen og så ned i gulvet, da han virkelig ikke havde tænkt sig at takke noget så ækelt som Ray. "Jamen så er det jo godt det ikke er mit, så det har jeg ikke tænkt mig," påpegede han vredt, mens han bad og tiggede til, de kunne skride så han kunne løbe ud på lokummet, for at kaste op. "Gå," bad han vredt, mest henvendt til Ray, inden han stillede sig om bag døren og smækkede døren hårdt i, inden han overhovedet gad orientere sig om de gik eller ej. damn dem. 

//Out//

[Deleted]

Raven kunne godt mærke at det her ville ende med at gå helt galt, især da Dylan trak sin stav. "Stop, Dylan. Kom nu, lad os nu bare gå," bad hun, men Ray var hurtigere end hende til at reagere. Alt hvad der skete derefter gik for hurtigt til, at hun kunne følge ordenligt med og før hun vidste af det, så havde Collin smækket døren. Hun mærkede Dylans kys mod sin kind, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber, "Tak," sagde hun stille til hans søde hvisken mod hendes øre, før hun drejede hovedet, for at nå at fange hans læber i et blidt kys. Hun vinkede farvel til Ray og vendte så sin opmærksomhed tilbage til Dylan. "Kan vi ikke gå lidt skat? Jeg har brug for noget luft," indrømmede hun. Det tog nok hårdere på hende end hvad hun lige havde regnet med at det ville. Hun begyndte at gå lidt og flettede sine fingre ind i mellem hans, som de gik ned af en side gade. Hun hadede virkelig Tusmørkegyden, men hun var tryg sammen med Dylan. Han betød alt for hende og mere til.

@blairb

[Deleted]

Blair havde fundet ud af hvor Dylan befandt sig henne. Han skyldte ham mange penge for stoffer og siden han forgæves havde forsøgt at få nogle af sine håndlangere til det. Så var der ikke andet at gøre end at tage nogle af dem med for at ligesom vise dem hvordan tingene hæng sammen når man var en del af en bande og ens kunder havde opbygget sig en større gæld. Alastair havde trods alt betalt sin af og derfor skulle han ikke længere holde hånden over ham og Finlay var underligt fraværende for tiden og derfor havde han taget nogle af de andre med sig. De var derfor en lille gruppe på 3 inklusiv Blair som var taget afsted. Det tog dem da heller ikke længe før de faktisk fandt Dylan. "Jamen, jamen. Se hvad man kan finde de mørkeste steder" sagde Blair med et let lusket smil over sine læber ved synet af Dylan inden hans blik gled kort over mod Raven. "Du skylder penge Hudson" sagde Blair bestemt og træk sin pistol. Egentlig ville han ikke ramme nogen, men blot skræmme dem lidt. Han ville ramme lige foran Dylans fødder, men da en af de andre lavede en uventet handling som Blair havde trykket på aftrækkeren fik han ubevidst flytte sin pistol og ramt Raven i stedet i maven. Det var knapt gået op for Blair hvad der var sket for han kunne jo godt finde ud af at skyde og ramme. Det var bare ikke så nemt når man blev skubbet til. "Sorry!" råbte Blair og satte i løb selvom han godt vidste det ikke hjælp. Faktum var bare at det ikke havde været meningen at ramme nogen og derfor gik han i panik.

//out 

[Deleted]

Raven havde faktisk aldrig været i Tusmørkegyden før og hun måtte nok også indrømme, at hun aldrig havde troet at det ville ske. Men hun stolede på Dylan og var tryg ved ham. Hun elskede ham utroligt højt. Uanset hvem der ville vise sig at være den biologiske far til hendes far, så var det Dylan i hendes øjne.
Det gav et mindre sæt i hende, da en stemme pludselig henvendte sig til dem, eller rettere til Dylan. Først troede hun det var Collin som var fulgt efter dem, men så kom de to andre også til syne og den fremmede mand som talte, blev mere tydelig. Det var ikke Collin. "Skyld-skylder penge? Dylan, hvad snakker han om?" spurgte hun, selvom hun prøvede at holde sin stemme i ro, så var det nok tydeligt for selv en fem-årig at se og høre på hende, at hun på ingen måder brød sig om dette her. Hun lagde en hånd på sin mave, mens hun klemte lidt i Dylans hånd som hun havde flettet sine fingre ind imellem. Hun vendte blikket tilbage på den fremmede mand, da han trak sin pistol. Hun mærkede dem det samme hvordan skrækken spredte sig i hele hendes krop. "Please. Hvad end I vil ha', skal vi nok give jer.." hendes stemme rystede og tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. Aldrig i sit liv havde hun været så bange som hun var lige nu.
På et split sekund nåede hun både, at høre pistolen gå af, sig selv skrige og den fremmede mands 'sorry', samt fodtrin som løb. Det føltes næsten som om, at alt ting gik i slowmotion. Pistolens lyd fik det til at ringe for hendes øre, som hun slap Dylans hånd, før hun vendte blikket mod sin anden hånd. Den var rød. Blodig og varm. Hun vendte blikket mod sin mave. Hendes kjole, havde samme farve som hendes hånd. Hun nåede dårligt nok at mærke smerten, før hun vendte blikket mod Dylan, og hendes ben knækkede sammen under hende. Havde hun ikke været gravid, havde kuglen fra pistolen med al sandsynlighed ramt hendes organer, måske endda dræbt hende på stedet. Men nej. Den fremmede mand kunne bestemt godt finde ud af at skyde og ramme. Bare ikke det han havde sigtet efter, men babyen i Ravens mave.

//OUT

[Deleted]

Dylan ignorerede Ravens bøn om at han skulle stoppe, da han ikke ville finde sig i den måde, som Collin talte til hende på. Havde den knægt ingen respekt for andre end ham selv? Okay, Dylan skulle nødig tale, da han faktisk var præcis lige sådan. Af samme årsag, vidste Dylan også at en type som ham havde et svagt punkt. I og med Ray skubbede Collin væk fra besværgelsen, sendte han Ray et vredt blik. Han kunne dog i deres interaktion også se, hvad Collins svage punkt var. Han gengældte hende kys, men svarede ikke på hendes tak, da hun ikke havde noget at takke ham for. Han nikkede til at de kunne gå lidt. "Selvfølgelig," sagde han blidt, inden hanlod sine fingre flette sammen med hendes og begyndte at gå med hende.
Han stoppede brat om, da han så Blair foran sig. "Raven, skynd dig at gå den anden vej," hviskede han mod hende, inden han lod et arrogant blik hvile på Blair som han lod sin frie hånd bevæge sig ned mod hans stav. "Jeg kan kun sige det samme om dig," lød Dylans stemme med en arrogant, tydelig australsk accent i sin tone. Hans blik faldt på Blairs håndlangere, rystede på hovedet af Blair. "Ikke en skid, at jeg skylder jer penge," fastholdt han, selvom han godt vidste at sandheden var en anden. Sandheden var at han tog stoffer, når han skrev sine litterære værker. "Ikke noget, skat," forsikrede han Raven med en blid, dog bestemt stemme, da han kunne høre hun var bange og samtidig med at han gerne vil have hun tav, så skulle hun beroliges. Han rystede på hovedet, da hun sagde de ville give dem alt. Fandme nej. Selv var Dylan ikke bange. Han regnede ikke med, at Blair ville gøre ham noget. Han vidste at behovet for at få pengene var større end deres lyst til at se ham død. I hvert fald for nu. Som Blair fandt sin pistol frem, så Dylan på ham med hovmod i blikket. Han nåede dog ikke at reagere mere end det, i det han hørte et skød og holdt sig for ørene da lyden var rungene. Han så dem løbe væk. Han hørte ikke Blairs ord om undskyld. Han fjernede hænderne fra sine ører og kiggede på sine hænder og sin krop. Nej, han var ikke blevet ramt. "Raven, jeg er okay.." lød hans stemme, inden han drejede blikket mod hende. Han regnede med, at hun havde det fint og at han bare havde skudt mod jorden eller op i luften for at se om han kunne skræmme dem. Synet, der mødte ham var et væsentligt andet. Han betragtede blodet på hendes kjole og skyndte sig at gribe hende, som hun knæk sammen. "Raven!" lød hans stemme med al frustration, han havde samlet i sig. Han holdt på hendes mave for at stoppe blødningen og indså, hvor hurtigt hans hænder blev gennemblødt af hendes blod. Han satte sig ned for at lægge hendes hoved på sit lår og tog sin t-shirt af og rev den op og prøvede binde det rundt om hende for at prøve at stoppe blødningen. "Bliv hos mig, skat..." bad han, mens han prøvede at binde den så stramt som muligt, men det blev besværet af hans hænder gled rundt på grund af alt blodet. "Undskyld skat, undskyld," lød hans stemme, som han endelig fik det bundet rundt om hende, mens han mærkede en klump i hans hals begynde at vokse. Han bemærkede ikke at han fik hendes blod på maven og alle andre steder på sig. Han holdt hende tæt ind mod sig, mens han kunne mærke tårerne trille ned af hans kinder. "Jeg elsker dig, undskyld.." forsatte han med at tale til hende, inden han tog sin stav og prøvede at transferere dem væk der fra og hen til et hospital. Der gik da også et par forsøg, før det overhovedet lykkedes ham at komme nogen vegne. Da han endelig nåede London, løftede han hende op i sine arme og gik ind med hende på hospitalet, hvor lægerne skyndte sig at tage sig af hende.



//Out//