Castle On The Hill..

[Deleted]

Skotland

Kl. 16.30

Zarina's forældre's hus
@zarina

---

Det var næsten 3 uger siden at Derek var forsvundet. Der var ingen spor at gå efter, men endeligt havde Ryan fået godkendelse fra ministeriet til selv at gå igang med efterforskningen. De ønskede egentligt ikke at han blandede sig i det, fordi at han var så følelsesmæssigt involveret, men Ryan havde sendt den ene ansøgning efter den anden om at han ønskede at overtage sagen med Trescott's team.
Godt nok havde Ryan ikke lige spurgt Scott, men han kunne da ikke forestille sig at det ville være et problem, han havde jo nok gjort det samme hvis det havde været ham selv.

Ryan havde pakket de sidste ting ud på Zarina's gamle værelse, hendes forældre sad ovenpå i stuen og lige nu havde Ryan valgt bare at sætte sig tungt på enkeltmandssengen i rummet, det var mærkeligt at han skulle efterlade Zarina her, og han måtte da også indrømme han var lidt nervøs for om Judas kunne finde på at komme efter hende, han var ikke ligefrem en mand man skulle spøge med.
Men altså Ryan havde set dødsgarden i øjnene sammen med Trescott, og var endda endt i Azkaban for det, så at stå face to face med Judas, var Ryan faktisk ikke bange for, han ville bare snart gerne igang. Han følte sig deprimeret, frustreret og håbløs lige nu.

[Deleted]

Zarina hørte ikke halvdelen af hvad hendes far snakkede om. Hovedsageligt var det nok bare det samme som alle andre havde forsøgt at fortælle dem. At de skulle holde modet oppe og ikke opgive håbet, men det var da virelig let for dem at sige når det ikke var dem der havde mistet.
Eller jo Zarinas forældre havde sådan set mistet deres barnebarn og hun vidste at det også var hårdt for dem, men hun havde så svært ved også at skulle bære deres sorg fordi hendes var så gennemtrængende. Hun kunne ikke samle sig om noget som helst. Aldrig i hendes liv havde hun været så langt nede som hun var nu og hun var bare glad for at hun havde Ryan at støtte sig op af.

Hun havde tabt sig en del, hvilket man især kunne se i ansigtet, derudover var hendes øjne røde og hævede, men hun det var som om at hun var løbet tør for tårer. Hun kunne simpelthen ikke græde mere selvom hun hele tiden følte at hun blev nødt til at det fordi det var mindst lige så frustrerende ikke at kunne få det ud.
Hun undskyldte sig og gik nedenudner hvor hun vidste Ryan var ved at ordne de sidste ting inden han skulle videre. Hun havde det skidt med at han tog afsted for hun ville gerne have ham ved sin side, men samtidig havde hun også en ide om at han var den eneste der kunne få deres søn tilbage.
Hun stoppede op i dørkarmen og så ind på ham med et lidt udkørt blik. "Hey," hilste hun i en trist stemme. Hun var bare glad for at hun ikke skulle være alene. Siden overfaldet i lejligheden havde hun ikke kunne være alene hjemme hvilket hun egentlig også havde lidt dårlig samvittighed over. "Er du okay?" Spurgte hun stille og gik hen så hun stod foran ham. Hun placerede en hånd mod hans kind.

[Deleted]

Ryan havde det egentligt okay, altså nej... Indvendigt havde han det helt forfærdeligt, men han prøvede at holde humøret lidt oppe. Han havde ikke været på arbejde siden det hele var sket, og i det mindste var han glad for at ham og Zarina havde hinanden. Endeligt var han i et forhold der var sjov og som virkeligt fungerede. De var aldrig sådan rigtigt uvenner og når de endeligt havde en debat, forsvandt den ofte lige så hurtigt som den var kommet.
Ryan følte sig klart som den stærke af de to i det her, og selvom han var ked af det, så brugte han meget tid på at forsikre Zarina om at de nok skulle få styr på det hele og finde Derek. Det var da også derfor Ryan var ivrig efter endeligt at få sagt til Scott at de skulle igang.

Ryan smilede da han fik øje på hende: "Hey" sagde han og kiggede i mod hende, som han nikkede: "Ja, jeg har det fint" sagde han og smilede til hende. Selvom det var treuger siden følte Ryan stadig det var som igår, han kunne godt forstå at folk der mistede børn kunne ende helt nede i kuldkælderen.
"Her bliver da hyggeligt, som er bo hjemme som teenager" smilede han, nok mest i et forsøg på at løsne stemningen ikke, han vidste jo godt det nok ikke hjalp super meget at de bare gik sammen og var kede af det. Nu havde han da i det mindste en plan.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Ryan var hendes klippe i det her kaos. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle have gjort hvis ikke hun havde ham. Han var bare så nem at være sammen med og han fandt sig stort set altid i hendes dårlige vaner, sommetider var hun endda sikker på at han bare gav hende ret for at gøre hende glad. Det virkede. Han og Derek var virkelig det bedste der nogensinde var sket for hende, så at stå til at miste eller måske allerede havde mistet en del af det kunne hun slet ikke håndterer, men sandheden var jo at hun ikke vidste om Derek stadigvæk var i live. Hun troede ellers at hun som mor burde kunne mærke den slags. det havde man jo hørt om så mange gange at mødre "kunne mærke" om deres børn var i live. Gjorde det hende til en dårlig mor at hun ikke kunne?

Hun smilede svagt igen og så sig lidt rundt på det lille værelse, "jah, min onkel Mitchell kommer også senere så det er okay." Hendes smil var desværre en smule glædesløst og hun havde så dårlig samvittighed overfor Ryan for hun vidste jo godt at han prøvede at holde modet oppe.
"Er du sikker på at du vil være med i eftersøgningen?" Spurgte hun og slog lidt armene omkring sig selv som en form for trøst. Hun fik helt gåsehud ved tanken om at han skulle ud og finde Judas, tænk hvis han ikke kom tilbage, hvad skulle hun så gøre? På den anden side vidste hun godt at hun ikke kunne holde ham tilbage og det ønskede hun heller ikke, han havde brug for at gøre noget aktivt for at finde deres søn og det respekterede hun, selvom hun ikke kunne lide det.

[Deleted]

Ryan var glad for det liv han havde skabt sig, og han følte sig på en eller anden mærkelig måde voksen. Han var jo også på vej til at runde de 27 år, det var mærkeligt så fjernt Hogwarts pludseligt lå, det var ti år siden han var gået ud. Nu havde han et arbejde, en dejlig kæreste og en lille søn.
Ryan havde aldrig turde håbe på alt det han havde fået, men han var en lykkelig mand og han nød hvert eneste dag. Lige for tiden var der dog ikke meget at nyde, Ryan skulle have ryddet op i tingene og han måtte kæmpe alt hvad han kunne for at få tingene på rette spor igen.

"Ja... jeg vil hellere med end jeg bare vil sidde her" sagde han i en rolig stemme og rakte ud efter hende for at trække hende ned i sengen til sig, hvor han sad med ryggen lænet op af væggen, han glædede sig faktisk til at få lov til at komme igang, så var det måske også nemmere ikke at føle sig så magtesløs.
"Jeg er også sikker på du nok skal blive passet her.. Så prøv at hyg dig lidt" sagde han i et smil og kyssede så hendes pande, han ville gerne at hun holde modet lidt oppe, lige nu vidste de jo ingenting og endnu mindre hvad Judas overhovedet havde af planer.

[Deleted]

Hun ville ønske at hun var stærk som ham. Selvfølgelig var hun ikke i tvivl om at han havde det ligeså hårdt som hun havde, men måske han bare håndterede det bedre på en eller anden måde. Han var i hvert fald god til at sige de rigtige ting, ikke at det kunne fjerne hendes bekymringer, men hun satte alligevel virkelig pris på hans trøstende ord.
Zarina nikkede svagt uden at skabe øjenkontakt da han sagde ja til at han ville være med. Inderst inde havde hun lyst til at bryde sammen og tigge og bede ham om at lade være og i stedet blive her hos hende hvor han var i sikkerhed, men det ville hun ikke byde ham. Hun ville ikke være den egoistiske kæreste der gav ham dårlig samvittighed fordi hun ikke kunne magte tanken om at miste ham. Hun blev nødt til at støtte ham for hun vidste at han havde brug for at være end del af det.

Hun lod sig trække ned til ham og lænede sig ind til ham med hovedet mod hans skulder. "Det er nu ikke så meget mig jeg er bekymret for," indrømmede hun og så op på ham med et lille smil. Hun var stadigvæk bange for at være alene hjemme og hendes dårlige samvittighed over at havde ladet Judas tage Derek var næsten uudholdelig skønt folk konstant mindede hende om at der ikke var noget hun kunne have gjort.
Når hun genindspillede scenen inde i hovedet reddede hun Derek igen og igen, den ene måde mere badass end den anden, desværre reddede hun ham bare ikke da det talte. "Du må bare love mig at være forsigtigt," sagde hun stille og kiggede op på ham med store blå øjne. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg også mister dig." Hun smilede svagt for at lade ham vide at det ikke var en bebrejdelse. Selvfølgelig vidste hun godt at han ville passe på, men hun ville alligevel gerne lige sige det.

[Deleted]

Ryan anede ikke hvad han skulle sige, egentligt var der nok ikke rigtigt noget passende at sige, han ville bare gerne gøre sit bedste og forsøge ikke at være totalt tabt bag en vogn lige nu: "Zarina, hold op..." sagde han i en kærlig stemme, nok mest i et forsøg på at få hende til at holde op med at tænke.
"Nu tager jeg afsted, også ser vi hvad der sker... Det nytter ikke noget vi går helt ned i kuldkælderen" sagde han i en rolig stemme, han ville ikke starte en debat eller noget, sådan en havde de heldigvis heller ikke haft, men han ville bare gerne sikre sig at hun forsøgte at slå kold vand i blodet, bare lidt endnu.

"Selvfølgelig... Bare du lover mig at slappe af her" sagde han og kyssede hendes kind, han ville egentligt bare gerne at hun om ikke andet forsøgte at nyde besøget lidt, selvom han godt vidste det nok ikke ville være let.
"Du mister ikke mig..." sagde han og tog fat omkring hendes hånd, Ryan var ikke bange for Judas, han ville trods alt ikke mene at det var det værste han havd eprøvet at stå overfor hvis han selv skulle sige det.

[Deleted]

Hun tav og slog blikket ned da han bad hende holde op. Hun vidste godt hun hurtigt kunne komme til at male fanden på væggen og det var heller ikke meningen, men på den anden side så skulle Ryan ud og prøve at at få deres søn tilbage fra en mand der havde flere menneskeliv på samvittigheden end Voldemort.
Eller det vidste hun ikke om han havde, men hun var ikke i tvivl om at Judas ikke holdt sig tilbage fra at slå ihjel til højre og venstre og at vide at Ryan stillede sig selv lige i skudzonen tog livet lidt af hende. Hun ville ligge syg af bekymring herhjemme uanset hvor meget han forsøgte at berolige hende.
Med et let skuldertræk vendte hun atter blikket mod ham, "nej det ved jeg godt," mumlede hun uforstående for hvordan han kunne tage det hele så roligt, eller i hvert fald lade til at tage det så roligt.

Hun fnøs let og så på ham med et lidt skeptisk blik, "du tar' gas på mig ik? Jeg respekterer dit valg, men det betyder ikke at jeg vil sidder herhjemme og lade som om alt er okay imens du er væk." Svarede hun ærligt. Hun smilede svagt ved hans kys og gav ham et på læberne i stedet.
"Godt, for hvis du dør slår jeg dig ihjel." Svarede hun med en hævet pegefinger. Hun prøvede virkelig ikke at vise ham hvor bange hun var for hele dette fortagende. Hun ville jo gerne være støttende, men det var svært når hun var bange for at hun aldrig ville se ham igen når han gik ud af døren.

[Deleted]

Ryan vidste godt at alt var på kanten lige nu. Egentligt havde Ryan slet ikke troet han ville føle sig så voksen nogensinde, som han gjorde lige nu. Men naturligvis skulle de finde ud af noget, det her skulle fikses og Derek skulle hjem igen så hurtigt som muligt. Ryan anede jo slet ikke om han stadig var i live - hvilket han dog slet ikke havde lyst til at tænke på.
"Hey... Jeg havde ikke du skulle lade som om alt var okay" sagde han i en rolig stemme og kyssede hende igen på panden: "Jeg sagde du skulle forsøge at slappe lidt af" sagde han, nu var det ikke fordi han regnede med det var nemt, eller at hun overhovedet kunne, men det gavnede jo ikke nogen at de bare stressede rundt.

"Åh jeg er helt bange nu" smilede han til hende og lagde sig lidt bedre til rette i sengen: "Nogengange kan jeg slet ikke fatte vi har været sammen i to år... Det virker bare så voksent" sagde han i et roligt smil.
Ikke fordi Ryan havde jo primært haft lange forhold, men han havde bare overhovedet ikke regnet med at han ville blive far i sådan en ung alder, altså ikke var 26 år som sådan var ungt, men alligevel. Tiden gik bare så hurtigt.

[Deleted]

Hun så på ham med et lidt mere roligt blik og smilede så svagt som hun mærkede hans læber mod hendes pande igen. "Jeg skal nok slappe af så snart at du og Derek er tilbage i god behold." Svarede hun og fremtvang lidt af den kække attitude som hun havde haft før i tiden.
Det var ikke fordi hun ville være på tværs, men hun havde det bare så svært ved at skulle gennemgå dette her, hvorfor skulle det lige gå ud over dem? Der var så mange forfærdelige mennesker i verden, hvad havde hun og Ryan - for slet ikke at nævne Derek, nogensinde gjort for at fortjene dette her.

"Det burde du også være, jeg kan nemlig være yderst frygtindgydende." Advarede hun i et mildt smil, et af de første oprigtige smil hun havde sendt ham gennem alt dette her. Hun lade sig ned sammen med ham og hvilede hovedet på hans bryst. Det ene ben var snoet rundt og hans og hendes fingrespidser tegnede usynlige linjer over hans bryst.
I stedet for at bekymre sig om senere og i morgen skulle hun måske bare nyde nuet sammen med ham for der var kun én ting der kunne være værre end at miste Ryan og det ville være at miste ham hvis hun havde brugt den sidste tid sammen med ham på at være trist og nedtrykt. Ikke at hun kunne få de dårlige følelser til at forsvinde, men hun kunne vel gemme dem væk lige nu, for hans skyld.
Hun nikkede og så lidt frem for sig, "Ja...tænk at jeg har kunne holde dig ud så længe," drillede hun og løftede hovedet for at sende ham et drilsk blik.

[Deleted]

Ryan kiggede på hende, han elskede virkeligt Zarina og det var slet ikke denne her drejning han havde set deres liv tage: "Det skal jeg nok... Du skal ikke være nervøs" sagde han, mere for at trøste end fordi han vidste noget. Han kunne jo ikke sige hvad der ville ske, det eneste han kunne sige var at han ikke var bange for Judas.
Det kunne godt være Ryan ikke ligefrem havde sit eget team eller noget i den stil, men han så bestemt ikke sig selv som værende en dårlig auror. Han gjorde sit arbejde, og han var utroligt glad for det. Han håbede da også en dag at få sit eget team, men med hans historie i Azkaban, gik der nok lidt tid.

Ryan lod en kærlig hånd glide ned af hendes ryg, som hun lagde hovedet på hans brystkasse. Nu skulle de bare få styr på det her, så de kunne være en lille familie igen. Måske var det også fint at finde ud af hvis barn Derek var... Ryan kunne mærke han gerne ville vide det.
"Du er dum er du.. Det er mig der holder dig ud af du ved det. Alle dine forfærdelige kvindelige sider" drillede han i et smil og kyssede hendes hårbund. Ryan måtte snart afsted, men han havde det fint med at ligge lidt sammen med hende.

[Deleted]

Endnu engang have hun lyst til at påpege at det var lettere sagt end gjort, men hun besluttede sig for at tie for at undgå at samtalen skulle gå i ring. Hun sørgede dog alligevel for at markerer sin utilfredshed over den udtalelse med et sigende blik. Hun placerede atter hovedet mod hans bryst og lukkede øjnene et øjeblik. Ikke fordi hun var træt, men bare for lige at tage øjeblikket ind. Lyden af hans hjerte og duften af hans aftershave. Alting der definerede ham.
Hun kæmpede virkelig for ikke at bryde sammen igen, hun nægtede bare at bruge det sidste øjeblik sammen med ham på at være helt opløst i gråd. Nu vidste hun jo heller ikke om det var deres sidste øjeblik sammen, det var næsten for ødelæggende at forestille sig så derfor forsøgte hun at fortrænge den tanke.

Det løftede nu også stemningen en del af de kunne ligge og joke lidt, det føltes næsten som før, men samtidig havde hun svært ved at tillade sig selv at være glad når hun ikke vidste om Derek var okay. Som om at hun ikke kunne tolererer at have det hyggeligt hvis nu han lå et sted og var dybt ulykkelig. Tanken alene skar hende i hjertet.
Det gav en behagelig kuldegysning som hans hånd gled ned langs hendes ryg og hun puttede sig lidt ekstra ind til ham. "Jeg aner ikke hvad du snakker om," grinede hun "nævn bare en af mine såkaldte "forfærdelige" vaner og så husk lige på hvad konsekvensen af det kan være," hun rettede atter blikket op mod hans og blinkede flabet til ham hvorefter hun strakte sig op for at fange hans læber.

[Deleted]

Ryan smilede til hende, han havde en idé om at hvis de kunne kalre sig igennem denne her situation, så kunne de klare sig igennem absolut alt. Det her måtte være det værst tænkelige man som forældre kunne blive udsat for, og Ryan ville gøre alt for at rette op på situationen.
Ligegyldigt om han var far til Derek eller ej, så ville han altid være hans far i sjælen, og derfor ville han også kæmpe indtil det absolut sidste for at tingene gik i orden, hvilket vel var mere end den idiot til Dean havde tænkt sig. At Zarina overhovedet havde været sammen med en type som ham fattede han ikke, men han vidste på den anden side godt at hun bare havde været jealous på alt det med Megan.

"Som at du tager en time om at sætte dit hår når vi skal i byen" sagde han i et grin, Ryan gik da også meget op i sit udseende, men bestemt ikke lige så meget som Zarina gjorde det. Ryan od en hånd roligt nusse hendes ene arm, det var hyggeligt bare at ligge lidt med hende. Alt var jo gået i stå efter det med Derek, deres samlejeliv, deres kærlighedsliv, deres tid sammen hvor de bare havde det sjovt og ikke bekymrede sig.
Men Ryan vidste det hele ville blive bedre, han skulle bare have Derek hjem: "Jeg må hellere til at komme afsted" sagde han i en rolig stemme og bevægede roligt på sig, og lænede sig så ned for at placerer et langt og kærligt kys på hendes læber: "Jeg elsker dig... og jeg er snart hjemme igen. Så prøv at slappe af og hygge dig" sagde ha og kyssede hende så roligt igen, inden han rejste sig op og roligt gik ud af døren.

//Out