So this is home

[Samuel Roden]

Serena Smith
Sam og Serenas nye hus
Kl.17 -ish
December 2053

---

Sam gik atter ned af den lille havesti der førte ned til der hvor bilen holdt parkeret. Han havde allernådigst fået lov til at låne Scotts bil til at køre det sidste læs da Scott ikke selv kunne hjælpe til med det da han skulle på arbejde. Han åbende bagagerummet og trak den sidste flyttekasse op i sine arme. Han stoppede lidt op midt i handlingen og lyttede. Stilhed. Det eneste liv der kunne spottes var lysene fra Hogsmeade der lå et par kilometer derfra.
Han smilede. Der var ingen tvivl om at han elskede det lille hus de havde fået købt. Det havde ikke været så dyrt fordi de lå lidt øde, men det gjorde nu ikke noget når man kunne benytte sig af susenetværket. Sam havde sørget for at få Scott til at koble kaminen på så de kunne rejse derfra, Eftersom han ikke havde haft en kamin i lejligheden i Hogsmeade var det bare endnu federe at have en nu, det ville kun tage ham få sekunder at komme på arbejde, så var det kun når han havde nattevagten på skolen at han ikke kunne være hjemme hos Serena og Hunter.

Det at flytte sammen havde været et enormt skridt, men ikke lige så stort som det næste han havde tænkt sig at tage. Han ville fri til hende. De havde været sammen et passende rum tid plus de nu også havde Hunter og det virkede bare som det helt rette at gøre. Han elskede hende og hand vidste at hun også elskede ham og han var jo ikke et barn længere selvom han sommetider følte at han var.
Han smækkede bagerummet - nok lidt hårdere end Scott ville have brudt sig om hvis han havde hørt det - og marcherede så op til hoveddøren igen. Han skubbede den op med foden og gik indenfor i flytterodet, de kom nok til at sove på madrasserne fra sengen til aften, men det gjorde nu ikke så meget. Skotland, "Hey Ren?" Kaldte han og afventede hendes svar.

[Deleted]

Serena havde aldrig lært at køre bil, så det passede hende fint at Sam kunne køre dem rundt. Måske hun burde lære det, når nu hendes kæreste ikke var magiker. Lige nu havde de nu nok om ørerne, så det kunne hun gøre en anden gang. Hun huskede også noget om at sådan et mugglerkørekort kostede ret mange penge. Det hastede vel ikke, når hun havde en ganske velfungerende kost at flyve rundt på og en kamin, der kunne flyve dem de fleste steder hen.
At de boede så øde gjorde bare, at de ikke behøvede at være bange for at naboerne så dem flyve rundt i haven eller så hende bruge magi. Nok var de tæt på Hogsmeade, men man vidste jo aldrig hvem der ellers kom forbi. Hun var igang med at samle Hunters tremmeseng, og det blev da også gjort med staven fremfor ved håndkraft. "Øjeblik," kaldte hun tilbage mens hun fik sat de sidste ting sammen på sengen. Selvom hun brugte magi, var det jo som alt andet - hvis man gik midt i processen, faldt det fra hinanden.

Med den 2 måneder gamle Hunter i armene fulgte hun Sams stemme og smilede stort, da hun så ham. Det havde da været hårdt at have et spædbarn, men at han havde taget den første måneds barsel med hende havde virkelig gjort underværker. Det havde også hjulpet en del med flytningen, at de havde kunne bruge lidt tid på at planlægge det, fremfor at det bare skulle foregå hurtigt. Alt det der med at sætte smånips op fik hun jo forhåbentlig tid til, mens Sam var på arbejde.
"Der er far!" sagde hun begejstret til Hunter, der grinede lidt af hendes begejstrede tonefald. Hvad hun sagde, var ret ligegyldigt så længe det blev sagt i det tonefald. "Vi har et hus," sagde Serena til Sam og stillede sig på tæer for at give ham et kys. Det hele tegnede jo til at blive helt perfekt, det hele.

[Samuel Roden]

Sam smilede lidt ved synet af Serena og Hunter. Hvis han for 10 år siden havde fået at vide at han ville stå her i dag med en magisk kone og deres skønne søn i deres eget hus, ville han have grinet højt og sagt at han da aldrig ville blive så moden. Eller han var sådan set moden nok, men han havde bare altid været sådan lidt den lille generte dreng og han havde da ikke troet at han ville ende med at nå så langt.
Faktisk ville han ikke have været overrasket hvis han var endt alene som bare en skygge af sig selv. Bange for resten af verden. Sådan ville det nok være endt hvis ikke Chrissandra havde fundet ham den dag og genforenet ham med Scott. Han var hende så evigt taknemmelig.

Han smilede endnu større da hun kaldte ham for far. Det var stadigvæk helt underlig, men han elskede det! Han kunne ikke lade være med at le som Hunter lo dette fik blot den lille dreng til at klukke endnu mere.
Sams opmærksomhed blev derefter vendt tilbage mod Serena. "Jeg tænker at køre ud og afleverer Scotts bil i morgen eftermiddag, ellers bryder han mentalt sammen, han kan ikke være væk fra den for længe af gangen." Jokede han og blinkede til hende hvorefter han stilede kassen fra sig på gulvet foran hende.
Han rakte ud og tog forsigtigt Hunter i sine arme og så på hende. "Kan jeg forresten ikke få dig til at tage hovedpuden op der ligger øverst, det er til Hunters seng." Sagde han letsindigt. Hvad han ikke nævnte var at ovenpå puden stod æsken med diamantringen som det havde taget ham flere måneder at spare op til. Hun ville ikke kunne undgå at se den lukkede lille boks når hun åbnede kassen. Selvom han var vanvittig nervøs havde han en ret god feeling med det.

[Deleted]

Hvis nogen havde fortalt Serena at hun ville have hus og barn som 23-årig, havde hun nok også bare grinet af dem. Nu kunne hun ikke forestille sig det anderledes. Det var måske lidt tidligt, det hele, men når det fungerede så godt som det gjorde, var det jo ikke et problem. Hun havde heller ikke helt vænnet sig til at hun var Hunters mor. At hun havde et barn forstod hun jo godt, det var hele mor-titlen, hun stadig lige vænnede sig til. "Hvordan har han overlevet uden så lang tid?" svarede Serena igen i samme jokende tonefald og hjalp Hunter over i Sams arme. Der var ingen tvivl om, at den dreng ville blive på størrelse med sin far. Han var allerede en anelse større end gennemsnittet.

"Jo selvfølgelig," sagde hun og stillede sig på tæer for at give Sam et kys inden hun åbnede kassen for at tage puden. Hun løftede øjenbrynene, da der stod en lille æske på toppen af puden. "Sam..? Hvad er..?" spurgte hun mens hun åbnede den. Hun nåede aldrig at fuldføre sætningen, da hun så hvad der var inden i. Hun var virkelig overrasket. De havde jo lige købt et hus, så at finde penge til en diamantring ved siden af... Det var jo vildt, at han kunne! Hun var ikke overrasket over, at de nok ville blive gift en dag, men nærmere at det skete lige nu.

[Samuel Roden]

Sam sukkede med et bredt smil på læben. "Det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål, men nu er jeg jo heller ikke sikker på hvilket nervevrag jeg kommer frem til." Kørte han joken videre. Der var ingen tvivl om at bilen var Scotts store stolthed. Selvfølgelig elskede han familien højere, men Sam var ret sikker på at bilen lå på en meget tæt anden plads.
Han vuggede Hunter lidt i armene hvilket fik den lille størrelse til at grine ukontrolleret. En ting der med sikkerhed altid smittede af på Sam, det var virkelig ikke noget skønnere end barnelatter. Medmindre man var alene hjemme og ikke havde børn naturligvis. Han smilede lidt ved tanken om da Scott havde fyret den joke af. Det var nogle år siden efterhånden, men Sam huksede den alligevel endnu.

Han gengældte hendes kys og forberedte sig mentalt på det der skulle til at ske. Hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham og han kunne mærke en knude af nervøsitet i maven, men han ignorerede det for nu, de kendte jo hinanden, men alligevel var det et stort skridt på linje med at flytte sammen og blive forældre, det var ligesom bare den sidste ting der manglede.
Imens hendes opmærksomhed havde været omkring hendes fund i flyttekassen var han sunket ned på det ene knæ skønt han stadigvæk havde Hunter i armene. "Det er det eneste der mangler for at gøre mit liv perfekt, Serena vil du gifte dig med mig?" Spurgte han. Nervøsiteten havde pludselig strammet sit greb om ham og egentlig havde han planlagt en langt længere tale, men det var et under af den ene sætning i det hele taget kunne komme frem så det var hvad hun måtte nøjes med i øjeblikket. Det var nu lidt svært at holde det passende udtryk i ansigtet når Hunter samtidig havde fået fat i en tot af hans hår som han lystigt forsøgte at stoppe i munden.

[Deleted]

Serena var alt for optaget af ringen til at høre Sams joke om Scott. Normalt havde hun grint af det, men nu... Det var åndssvagt at bruge så mange penge på en ring når de stod med en baby og et hus. Der var sikkert 1000 ting, de ikke vidste de manglede, før de fik pakket ud og Hunter ville jo vokse ud af sit tøj lynhurtigt. Alligevel ville hun ikke bytte den for noget i verden. Hun fik dog tvunget øjnene væk fra ringen og ned på Sam, der var gået på knæ. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af Hunter, der prøvede at spise Sams hår. "Ja! Ja, selvfølgelig!" svarede hun, omend hendes stemme var lidt grødet og hendes øjne var lidt våde. Der var jo intet hun hellere ville.

Som Sam sad på hug var det første gang hun skulle bukke sig for at kysse ham. Hun skulle ikke engang bukke sig særlig meget. Hun kyssede ham et par gange, før hun pillede Sams hår ud af munden på Hunter, der nu havde formået at få suttet lidt på en hårtot. "Jeg elsker dig så vanvittigt højt, Sam," mumlede hun mod hans læber før hun kyssede ham igen. Hun kunne slet ikke fatte hvor vanvittigt det hele var, og hvor godt de havde det sammen. Alt virkede bare til at køre på skinner i øjeblikket.

[Samuel Roden]

Skønt Sam udadtil så ud til at tage det hele cool så var han virkelig nervøs og som sekunderne sneglede sig afsted imens han afventede hendes reaktion. Det føltes som evigheder som ham betragtede hende stå og samle sine tanker. Hun var simpelthen den smukkeste pige i verden og han følte sig helt utrolig heldig.
Skønt der kun var gået under et minut havde det føltes som ti så da hun endelig besvarede hans spørgsmål gik det op for ham at han havde holdt vejret og han åndede lettet op, men nåede ikke at rejse sig før ham mærkede hendes læber mod hans. Han smilede kort i kysset før han gengældte det.

"Jeg elsker også dig," sagde han ærligt og kyssede hende på ny. Han kunne dog ikke helt lade være med at le som Serena fjernede den gennemtyggede hårtot fra Hunters mund. Forsigtigt lagde han Hunter på maven på gulvet og rejste sig så han kunne trække Serena ind til sig for at give hende et lidt mere dybsindigt kys.
Han smilede ned til hende fra sin fulde højde. "Så vi har hus, barn og er nu forlovet." Sagde han glad. "Jeg føler mig som den heldigste mand i verden." Han kyssede hende igen. "Vi burde næsten bestille noget mad til i aften og bare hygge os?" Han kyssede hendes pande, "vi kan eventuelt se om vi har nogen vin liggende i en af kasserne?" Sam drak normalt ikke vin, men han havde fået et par flasker da han stoppede sit job på De Tre Koste.

[Deleted]

Serena kunne slet ikke stoppe med at smile. Han var jo perfekt. Hun lod ham lægge armene om hende og besvarede kysset, selvom det ikke blev så længe som hun gerne ville have. Hunter brød sig bestemt ikke om, ikke at være en del af det hele og var allerede begyndt at lave nogle utilfredse lyde som hun godt vidste hvor ville ende, hvis hun ikke gjorde noget ved det. Hun tog Hunter op i armene, så de undgik det helt store skrigeri. "Ja, vi elsker også dig," sagde hun og gav Hunter et par kys på kinden.

"Hvordan er vi blevet så heldige?" spurgte hun retorisk, da han kyssede hende på panden. Det hele havde bare flasket sig på den bedst mulige måde. "God ide," sagde hun til maden. "Vi kunne bestille noget thaimad?" foreslog hun. Hun syntes, de var kørt forbi et thaisted på vejen, men hun var ikke helt sikker. "Jeg vil gerne have en tår af din vin," sagde hun. Hun ammede jo, og selvom man godt kunne time det, så var det bare nemmere at lade være med at drikke. En tår af Sams glas ville nu nok ikke gøre en forskel uanset hvornår hun ammede. Hun havde den lille æske med ringen i den ene hånd samtidig med at hun holdt Hunter. "Ehm... Hvilken hånd er det, ringen skal på?" spurgte hun til sidst med et lille grin. Hun kunne ikke huske hvilken hånd, der skulle have hvilken ring på.

[Samuel Roden]

Han kunne ikke være mere lykkelig end han var nu og han kunne godt følge Serena i hvad hun mente når hun spurgte hvordan de kunne være så heldige. Det bare som om at de to var født under en heldig stjerne eller hvad man nu sagde. De var glade for at være sammen og deres liv var bare helt perfekt, det var helt sikkert et liv som mange ville misunde.
"Jeg ved det virkelig ikke, men lad os håbe det forsætter." Sagde han i et smil og slap hende så hun kunne tage Hunter op. Sam huskede næsten ikke det lorteliv han havde haft før han mødte Chrissandra dengang. Han havde været en helt anden person. Usikker og nervøs, det kunne da stadigvæk godt komme over ham til tider hvor han følte sig presset, men det var blevet langt bedre.

Han nåede ikke at svare på hendes spørgsmål før hans mave begyndte at rumle han lo lidt for sig selv og nikkede så. "Thaimad lyder fantastisk." Istemte han. Han nikkede til at hun kunne tage en tår af hans vin, han tænkte ikke så meget over at hun jo ikke kunne drikke når hun ammede, men de havde jo heller aldrig rigtigt siddet og drukket sammen på den måde så det var vel derfor.
"Ehm..." han kiggede på hendes hænder som det gik op for ham at han ikke havde den fjerneste ide. "Er det ikke højre..?Nej venstre...eller er det kun vielsesringen der har en fast finger?" Ikke at han anede på hvad finger vielsesringen skulle sidde når de nåede dertil, men det kunne de jo heldigvis nå at undersøge.

[Deleted]

Serena smilede lidt fjoget over hele situationen. Hun havde lyst til at hoppe og danse og alligevel var hun jo altså lidt slatten efter hele flytningen i dag. "Det håber jeg også," sagde hun og sendte ham et varmt smil. Hun ville da i hvert fald kæmpe med næb og klør for at få forholdet til at fungere resten af deres liv. Det var jo meningen med ægteskab - til døden dem skilte. Hun kunne ikke finde på at gå ind i et ægteskab med tanken, at man jo "bare" kunne blive skilt en dag.

Hun grinede lidt, da de endte ved ringen. "Vi bestemmer jo nok selv," sagde hun med et lille grin. Hun havde jo stadig æsken i hånden, men med Hunter i armene, ville hun jo ikke selv kunne tage den på. Hun rakte æsken ud mod Sam. "Vil du?" spurgte hun med et skævt smil. Han kunne jo sætte ringen på den hånd, hun holdt ud - og hvis det var forkert, så måtte hun jo bare flytte den, når de blev gift. Det havde hun også hørt om par, der gjorde. Det var da også en del af romantikken, at han skulle give hende den på.

[Samuel Roden]

Han gengældte smilet og kunne mærke hvordan han nærmest følte at han kunne klare hele verdenssituationen lige nu. Han skulle giftes, han var ikke længere et barn, sommetider kunne han godt føle sig som et, men når han var sammen med Serena følte han sig moden og voksen og så følte han at han kunne beskytte hende fra hele verden og det var en fantastisk følelse eftersom han altid havde været den der skulle skånes og beskyttes.
Det var bare så ubeskrivelig dejigt at kunne få lov til at være lige præcis den han var og at hun bare accepterede det. Der var jo bare noget specielt over at bo sammen og have et liv sammen på denne måde.

Igen måtte han le med hende og nikkede så, "ja det har du jo sådan set ret i." Erklærede han sig enig og tog den lille boks fra hendes hånd. Han tog ringen op og kiggede kort på den skønt han havde studeret den meget nøje efter han havde købt den. Han havde slet ikke tal på hvor mange gange han havde haft den fremme og bare siddet og studeret den.
Rolig satte han den på hendes finger og mærkede et nys smil glide over hans læber som han lænede sig ned og kyssede hende på ny. "Skal vi ligge Hunter ind og kigge på noget aftensmad?" Spurgte han så, det havde jo været en lang dag for dem alle 3.

[Deleted]

Serena havde egentlig aldrig tænkt, at hun behøvede at blive gift for at være lykkelig. Dermed ikke sagt, at hun ikke var komplet overstadig lige nu. Hun kunne ikke forestille sig noget bedre end at være sammen med Sam for evigt, og det var jo lige præcis det ægteskab gik ud på. Der var selvfølgelig også mere praktiske og juridiske aspekter i at blive gift, men hun turde slet ikke tænke på dem nu. Hun ville bare være lykkelig over at hende og Sam skulle være sammen til evig tid. De havde hus og barn - og nu var der også en ring involveret.

Hun smilede endnu mere fjoget end før, da han gad hende ringen på. Den passede jo perfekt. Hun ville nok være nødt til at tage den af, når hun spillede kamp, men der var jo et stykke tid til. Hun skulle lige i træning igen før hun skulle spille Quidditch på så højt et niveau. "Om lidt," mumlede hun kærligt og kyssede ham endnu engang. Og en gang til.... Og så lige et sidste kys! Faktisk ville hun bare gerne blive ved med at kysse på ham hele aftenen, men han havde jo en pointe med både Hunter og aftensmaden. Kærlighed og kildevand kunne man jo ikke leve af forevigt. "Hvis du bestiller noget mad, så lægger jeg ham ind?"[/b sagde hun og måtte befri en hårtot fra Hunters halvfedtede fingre.

[Samuel Roden]

Sam var så lettet over hun havde sagt ja. Tænk at han skulle giftes, han kunne slet ikke vente med at fortælle det til Scott, han havde trods alt aldrig regnet med at han ville blive gift før Scott. Faktisk havde Sam aldrig regnet med at han ville blive gift i det hele taget.
Dengang han havde fundet Syrena havde han været sikker på at hun var den eneste ene og han havde været knust da de brød op skønt det jo lige så meget havde været hans valg som det havde været hendes, efter det havde han ligesom bare opgivet lidt, men så havde han mødt Serena og alting var ligesom faldet på plads for ham.

Han smilede mod hendes læber i det første kys og gengældte det andet og tredje, det sidstnævnte holdt han lidt længere end han havde behøvet bare fordi han ikke kunne lade være. Han var virkelig lykkelig og intet skulle nogensinde komme imellem dem var han helt overbevist om.
"Det lyder som en fair plan." Medgav han morende imens han så til som Serena forsøgte at lirke en hårtot ud af deres søns faste greb. Han kyssede hende på panden og derefter Hunter på panden inden han sagde godnat til den lille dreng. Det var stadigvæk ikke helt til at fatte at han havde fået alt det han havde drømt om og mere til.

[Deleted]

Serena havde mest af alt lyst til at hoppe og danse, men det gik jo ikke med en baby i armene. Hun glædede sig allerede til bryllup, også selvom det måske var lidt gammeldags. Det var vel egentlig ikke så meget brylluppet, hun glædede sig over lige i dette øjeblik, men nærmere det, at han havde friet. Det var jo den ultimative symbol på at det skulle være de to for evigt. Nok var Hunter kommet lidt uplanlagt, men allerede før hormonerne sparkede igennem, havde hun været ret sikker på at det skulle være hende og Sam resten af livet. At Sam og Hunter sammen bekræftede bare de følelser.

Hun havde slet ikke lyst til at slippe hans læber igen, men de kunne jo ikke stå og kysse hele aftenen. Slet ikke med Hunter i armene. Hun smilede stort til ham, da han erklærede sig enig i hendes plan og gav hende og deres søn et kys. Hun blev lige blød i knæene hver gang. "Godnat," sagde Serena for Hunter og tog hans lille hånd for at vinke godnat til Sam før hun forsvandt ind i drengens soveværelse og fik ham puttet. Det tog ikke mange minutter før den lille dreng sov og hun vendte tilbage til Sam.

[Samuel Roden]

Sam smilede efter den dem som de forsvandt ind på værelset og tog endda sig selv i at vinke tilbage til Hunter selvom drengen jo tydeligvis ikke styrrede sin hånd selv. "Godnat," kaldte han tilbage og smilede lidt for sig selv. Da de var ude af syne vendte han kort sin opmærksomhed mod en af det utallige flyttekasser som han gav til sig at tømme for at bruge tiden lidt fornuftigt imens Serena lagde Hunter.
Tænk at hun havde sagt ja og at han nu var forlovet. Det var virkelig syret at tænke på, men samtidig var det den fedeste følelse nogensinde. At tænke sig at han havde fundet den eneste ene, endda selvom han i meget lang tid havde troet at den eneste ene for ham var Syrena. Det var sjovt som tiden ændrede den slags.

Han fandt et par nipsting frem som han stillede fra sig på stuebordet bare for at få kassen tømt, så var der da én mindre at bekymre sig om på trods af at det lige nu virkede som en lidt umulig opgave at komme igennem dem alle.
Han foldede kassen sammen som han fik den tømt og stillede den fra sig et sted i roddet. Aldrig havde han troet at de ville have så mange ting til sammen. Han stoppede sin handling som han hørte Serena vende tilbage til stuen og han vendte atter sin opmærksomhed mod hende. "Sover han?" Spurgte han smilende.