Hvorfor Holder En Meget Lækker Rytme

[Deleted]

Nikki Elicia Adams - Nikkis lejlighed - December 2053 omkring kl 15.

Zoella havde i længere tid overvejet, at kontakte noget mere familie fra hendes fars side. Men den ene dag havde taget den anden, og langsomt var tiden løbet fra hende. Hun stod lige nu ude foran Nikkis hoveddør. Hun vidste ikke om Nikki var hjemme, hun vidste bare, at det var hendes kusine. Alene tanken om, at have en kusine var meget underlig for Zoella.
Hun så lidt ned på sine fødder og sukkede så lidt. Hun kendte intet til sin fars familie, hun vidste ikke engang om de overhovedet vidste, at Zoella eksisterede. Hun havde i hele sin barndom jo aldrig tænkt på, at opsøge sin far, da hun jo havde haft det godt, hun havde aldrig manglet sin far, hvilket nok også var årsagen til, at hun havde valgt at få Felina dengang uden Aarons sammentykke.
Hun tog en dyb indånding. Det værste der kunne ske, var vel bare, at Nikki ikke ville have noget med Zoella at gøre, men så ville hun i det mindste vide, at hun var til, og at hun gerne ville finde sin familie. Med den bagtanke bankede hun på døren og afventede, om der overhovedet var nogle hjemme.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki sad i sofaen og slappede af. Hun havde haft en lang vagt på arbejdet, som var startet utrolig tidligt. En hippogrif var kommet voldsomt til skade og Nikki havde siddet med den lige fra kl. 4 den morgen, for at sørge for den fik det bedre. Det var heldigvis lykkes hende, men nu var hun rigtig træt. Hun havde overvejet en lur, men hun ville også gerne kunne sove den nat.
Det overraskede hende en smule, da det bankede på døren. Hverken Spike eller Aurora var hjemme og Nikki ventede ikke gæster. Hun rejste sig, en smule dovent, og gik hen for at åbne døren.
Hun kunne ikke lade vær med at smile, da hun så det var Zoella. De havde været ret tætte venner i nogle år, men de så desværre ikke hinanden så tit mere. Nikki vidste ikke, at de var kusiner, bare at de var gode veninder.
"Hej søde." Sagde hun med et stort smil. "Hvor er det længe siden!" Hun tog et skridt frem og gav Zoella et knus. Da hun slap hende igen, smilede hun og gik lidt tilbage. "Kom med ind." Sagde hun og gjorde plads til sin veninde.

[Deleted]

Som Nikki åbnede døren, fandt et smil vej over Zoellas læber. Det var så underligt, at hendes gode veninde, nu viste sig også, at være hendes kusine. "Hej selv søde," sagde hun og gengældte Nikkis knus, "Ja, det må man sige, jeg forstyrre ikke, vel?" spurgte hun før hun slap sin veninde igen og smilede venligt til hende.
Det hele var så underligt. Men hun var klar til, at fortælle Nikki, hvad hun havde fundet ud af. "Tak, gir du en kop kaffe? Jeg har nyheder," sagde hun med et usikkert smil, hvilket ellers normalt ikke lignede hende. Zoella plejede altid, at være meget fremme i skoene og glad og smilende, ikke nervøs eller usikker som hun følte sig lige nu. Hun frygtede nok lidt, hvordan Nikki ville reagere. Der ar trods alt ske en del siden sidst.
Hun trådte indenfor, hvor hun tog sin jakke og sine sko af, efter at have lukket døren efter sig. Hun håbede virkelig ikke, at dette her ville ende med, at ødelægge deres venskab, for ingen tvivl om, at Nikki betød utroligt meget for Zoella, og et sted fandt hun det faktisk en smule fedt, at de var kusiner.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki trak Zoella med indenfor. Det var så længe siden og Nikki glemte helt, hvor træt hun var, da hun havde set sin veninde. De var tætte, selvom de ikke så hinanden så tit som Nikki gerne ville have de gjorde.
"Nej overhovedet ikke. Jeg sad bare og slappede af." Sagde hun med et skuldertræk og et stort smil. Nikki så lidt forundret på Zoella, da hun fortalte at hun havde nyheder. Det lignede ikke Zoella at virke så usikker og Nikki blev pludselig helt bekymret.
"Øh ja selvfølgelig. Bare sæt dig ned. Så kommer jeg med det." Hun gik ud i køkkenet og fik brygget noget kaffe. Det tog ikke ret lang tid, når man brugte magi og Nikki var hurtigt tilbage med en kop kaffe og et glas vand til sig selv. Hun satte sig ned og stillede tingene fra sig. Lige nu turde hun ikke at tage en tår, for hun vidste ikke om det her ville blive et øjeblik hvor hun ville spytte det ud igen af bare overraskelse.
"Er der sket noget?" Hun bed sig i læben og vibrerede med sit ene ben, af bare nervøsitet.

[Deleted]

Zoella vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle få fremlagt for sin veninde, at de rent faktisk var kusiner, men hun ville slet ikke kunne leve med sig selv, hvis hun blot holdt det hemmeligt for Nikki. Så hellere være ærlig, og så håbe på det bedste.
"Dejligt," sagde hun med et lille smil på sine læber, som hun pillede lidt nervøst ved sin ene læbepiercing. Zoella havde altid haft en lidt alternativ stil, både tøjet, håret og piercingerne, tatoveringerne og make-uppen. Det var det færreste som troede på hende, når hun fortalte at hun var uddannet auror, og nu var personlig assistent for Trescott. Men hun elskede sit arbejde.
Hun nikkede lidt, "Du må kalde, hvis der er noget jeg kan hjælpe med," sagde hun og gik ind mod stuen, hvor hun satte sig i sofaen. Hun gemte kort ansigtet i sine hænder i et tungt suk. Dog så hun hurtigt op på sin veninde, da hun kom tilbage med koppen med kaffe, "Tak, du er skat," sagde hun med et smil på læberne, som nok stadig var en smule halvhjertet. Hun pustede lidt ned i koppen, før hun tog en tår. Selvom kaffen brændte ned i gennem hendes hals, så gjorde det hende ikke noget.
Hun lænede sig lidt tilbage i sofaen og stillede koppen fra sig på bordet, mens hun nikkede lidt. "Jah.. Du ved jo godt, jeg aldrig har vidst hvem min far er, men jeg har fundet ham og opsøgte ham for nogle dage siden," fortalte hun og trak lidt på den ene mundvige, med et lille skuldertræk. "Nikki, min far er Pete Adams. Vi.. Vi er kusiner," forsatte hun og så på Nikki med et blik som tydeligt fortalte, at hun var nervøs for, hvordan Nikki ville tage det.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki var virkelig nervøs for hvad Zoella ville fortælle hende. Det virkede på Zoella som om det var svært at skulle få sagt, så Nikki var overhovedet ikke sikker på om det var en god eller en dårlig ting. Hun stod og trippede lidt i køkkenet og fik slet ikke svaret sin veninde, da hun tilbød sin hjælp. Da Nikki vendte sig om, så hun Zoella sidde med hovedet mellem hænderne. Hun tog en dyb indånding og gik hen til Zoella. Hun prøvede at smile opmuntrende, men Zoellas ansigtsudtryk, hjalp ikke ligefrem.
Hun satte sig ned overfor hende og betragtede hende som hun tog en slurk af sin kaffe. Selv kunne Nikki ikke drikke noget, fordi hun var alt for nervøs.
"Zoella, hvad er der galt?" Spurgte hun endelig, da hun ikke længere kunne holde tavsheden ud. Hun ville gerne vide hvad der var sket, siden Zoella så ud som hun gjorde. Det var ikke normalt.

Nikki sad helt ude på kanten af stolen, da Zoella begyndte at fortælle om hendes far. Tænkt at hun endelig havde fundet ham. Nikki ville slet ikke vide hvad hun selv skulle gøre uden sin far, selvom de ikke havde haft det bedste forhold, i mange år. Han havde altid holdt hånden over Scarlett og forbudt både Nikki og Spike at tale om magi og Hogwarts, når Scarlett var der.
Det kom dog bag på Nikki, at Zoella var Petes datter. Hun vidste slet ikke at Pete havde en datter. Hun åbnede munden for at sige noget, men ord ville ikke komme frem. Sådan sad hun et øjeblik, men så begyndte hun at grine.
"Pete er din far? Jamen for fanden Zoella, jeg troede der var et eller andet helt galt!" Nikki fik vejret igen og var lettet over, at der ikke var sket noget helt vildt alvorligt, Selvfølgelig var det en stor ting, men hun havde frygtet det værste. Hun tog Zoellas hånd og gav den et klem.
"Var du nervøs for at fortælle mig det? Zoella.. Jeg er da helt vildt glad for, at vi er i familie!" Sagde hun og gav hende et stort kram. Da hun trak sig tilbage, smilede hun.
"Dog undrer det mig at han ikke har fortalt os det. Vidste han det ikke?" Spurgte hun og kiggede på Zoella. Det gik op for Nikki, at Zoella måske slet ikke var glad for at Pete var hendes far og hun blev et øjeblik tavs. Selv var hun da glad, men det var hendes veninde måske slet ikke.
"Hvordan har du det?" Spurgte hun hende og prøvede at komme videre fra sin egen glæde.

[Deleted]

Zoella følte sig utrolig tør i halsen. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun turde dårligt nok trække vejret lige nu, da hun var utrolig nervøs for, hvordan Nikki ville tage hendes nyhed. Hun ønskede på ingen måder, at miste sin veninde, men det var nok det som hun var mest bange for, ville ske.
Det her var uden tvivl noget af det værste, man kunne udsætte Zoella for. Uvished om, hvad der skulle ske. Kontrol som ikke var i hendes hænder. Hun kunne slet ikke håndtere det. Det gav et mindre sæt i hende, da Nikki brød stilheden mellem dem. Hun tog endnu en tår af sin kaffe, "Det er ikke.. Farligt.. Der er ikke nogen som er døde eller noget.." sagde hun stille og mærkede en trang til at bide sine negle helt ned til rødderne, men gjorde det dog ikke.

"Please, sig noget Nikk.." mere nåede hun ikke at sige, før hun hørte den smukke lyd af Nikkis grin. Hun sad et øjeblik og bare stirrede på Nikki, før hun selv begyndte at smil og hun mærkede den lettede følelse skylle indover hende. Hun mærkede Nikkis hånd, og lagde hurtigt sin egen frie oven på, som hun nikkede lidt, "Du aner ikke hvor lettet jeg er lige nu," sagde hun som hendes smil voksede og hun pustede tungt ud.
Hun havde virkelig frygtet at Nikki ville blive sur eller sådan noget. Hun måtte nikke igen, "Selvfølgelig var jeg nervøs, det er ikke hver dag, at man finde ud af, at ens veninde også er ens kusine," sagde hun og slog sine arme om hendes veninder aka kusine. Det var en underlig følelse, men samtidig virkelig rar.
Hun rystede hurtigt på hovedet, "Han vidste godt, at jeg fandtes, men min mor var min far.. Eller altså min ikke biologiske far, utro med Pete," forklarede hun, selvom hun ikke helt var sikker på, om det var en god nok forklaring på det hele. Hun var ikke som sådan sur på sin mor over det, det var jo mange år siden og Zoella havde haft en dejlig barndom og hendes ikke biologiske far, havde altid behandlet hende på samme plan som Jophiel.
Hun smilede lidt til Nikki, "Meget bedre nu. Det er stadig underligt, du ved.. Jeg gik fra ikke, at vide noget som helst, og nu har jeg en biologisk far, to kusiner og en fætter," svarede hun med et mildt skuldertræk og tog så en tår mere af sin kaffe, før hun vendte blikket tilbage på Nikki, "Jeg håber bare ikke, at det vil ændre vores venskab," sagde hun og vendte tilbage til, at blive en smule bekymret.

[Nikki Elicia Adams]

Det var virkelig underligt for Nikki, at hendes utroligt tætte veninde, pludselig var hendes kusine. Det var altså ikke hver dag man oplevede den slags. Dog var det heller ikke rart for hende, at vide, at Pete havde vidst det og ikke havde fortalt dem det og åbenbart heller ikke havde opsøgt Zoella. Selvfølgelig kunne der være masser af grunde til, at han ikke havde gjort det, men Nikki forventede bare mere af Pete og det havde hun altid gjort.
"Du havde virkelig ikke nogen grund til, at være nervøs. Den eneste jeg kan være en smule irriteret på i alt dette, er min onkel. Dog kan jeg ikke være alt for sur, da han trods alt har gjort min veninde til min kusine, eller hvad man nu siger." Sagde hun med et stort smil. Det var selvfølgelig en mærkelig situation, men det ændrede jo ikke noget i deres forhold til hinanden, at de nu var i familie med hinanden. Eller jo, det gjorde, at Spike ikke pludselig kunne ende sammen med endnu en af hendes veninder, men nu var det ikke fordi de ligefrem havde flirtet før, så hun regnede da heller ikke med, at det ville være sket alligevel.
"Det ændrer ingenting." Sagde hun og gav Zoella's hånd et klem. "Altså du bliver nok inviteret til vores super hyggelige familie fester, hvor alle, undtagen Pete og Alaric, passer på med hvad de siger, hvor alle er nervøse og hvor alt bare er akavet. Glæd dig." Hun begyndte at grine. Dog var hun træt af de forhold der var i familien, men hun kunne godt grine lidt ad det nu. "Jeg er sikker på, at alle vil tage godt imod dig, hvis du ønsker at komme mere ind i familien." Sagde hun. Måske ikke Scarlett, men de andre ville nok. 

[Deleted]

Zoella havde ikke altid vidst, at den mand hun kaldte far, ikke var hendes biologiske far, det var først da hun var kommet op i teenage årene, at hendes mor havde fortalt hende det. Helt præcist hvad der var sket dengang, vidste hun ikke, hun vidste bare, at hendes mor havde været hendes 'far' utro med Pete og Zoella dermed var Petes barn.
Zoella grinte let, "Der er ingen grund til, at være sur på ham, han har sikkert ikke ville sige noget, fordi min mor jo var min, ehm 'far' utro," sagde hun og skar en lille grimmasse, da det hele pludselig blev en smule forvirrende med to fædre. For selvom Pete var hendes biologiske far, så var det jo ikke ham, som havde været der i gennem hendes liv.
Zoellas smil gled op i et smil, "Tak, Nikki, du er virkelig den bedste," sagde hun og klemt blidt Nikkis hånd tilbage. Hun grinte let, "Jeg kan næsten ikke vente, men jeg forventer nu ikke noget," sagde hun stadig med et smil på læberne. Hun forventede jo ikke, at hele Adams familien ville tage hende ind eller noget. Det var bare Nikkis mening som betød aller mest for Zoella. Hun smilede mildt, "Jeg vil rigtigt gerne møde dem alle sammen, men ja, som sagt, så forventer jeg ikke noget," svarede hun, og vendte blikket mod uret, "Men jeg må hellere se, at komme afsted, jeg skal hente Felina om en halv time," sagde hun og tog den sidste tår af sin kaffekop, før hun rejste sig, gik ud med koppen og så ud i gangen, for at tage sko og jakke på igen, før hun vendte sin opmærksomhed mod Nikki igen, "Vi ses, søde, og tak," sagde hun og gav Nikki et stort kram før hun forsvandt ud af døren.

//OUT