Værsgo Disco Træsko!

[Deleted]

Isaac's lejlighed, Diagonalstræde
D. 29. december kl. 17
@zoella
Outfit

Isaac sad i sin lejlighed i Diagonalstræde og stirrede ud ad vinduet. Det var ikke længe siden, hans to døtre var kommet ind i hans butik og hele hans verden var ramlet sammen. Det møde var ikke gået godt. han havde prøvet at forklare alt hvad der var sket dengang og hvor meget han havde ledt efter dem, uden held. Han vidste ikke om de havde godtaget det, men det var ikke sluttet i kys og kram som han nok havde håbet på. Han havde sendt dem et brev hvor han undskyldte igen og hvor han inviterede dem hjem til sig selv eller hvorend de ville hen, så de kunne få talt ud om det, men om de ville svare ham, vidste han jo ikke.
Det gjorde så ondt, for han ville så gerne lære dem at kende igen, men han forstod godt, hvis de følte sig svigtet. Han hadede denne situation, men han var så lykkelig over at de to piger havde fundet hinanden igen efter så mange år. Han håbede at de var glade. Det var det eneste der betød noget for ham, om de så skulle hade ham resten af livet.

Han sukkede svag og lagde sig hoved imellem sine hænder. Han kendte ikke ret mange mennesker her endnu, men han havde da mødt Zoella. Hun var en skøn kvinde og hun var den eneste han stolede på, indtil videre. De kendte ikke hinanden vildt godt endnu, men hun virkede som en man kunne stole på og de havde da talt sammen nogle gange nu. Måske han kunne tale med hende om Leslie og Alexandra.

[Deleted]

Zoella var rasende. Der skulle ellers en del til før hun røg op i det røde felt, men det var hun lige nu. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere dette her. Hun gik med hastige skridt mod Isaacs lejlighed med en avis under den ene arm. Dødsgardist? Virkelig? Havde han slet intet mellem ørerne?
Hun skubbede døren til opgangen op og gik op af trapperne. Hvorfor i alverden havde han ikke fortalt hende, at han havde været dødsgardist? Hun arbejdede i Ministeriet for pokker. Hun var tidligere auror og nu personlig assistent for Trescott. Hun havde to piger, at tage hensyn til. Den ene gik godt nok på Hogwarts, og den anden var knapt fire år nu. Lige nu blev Felina passet af en af Zoellas veninder, som også selv havde et barn lige i den alders gruppe.
Hun bankede på døren som hun flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Hun var virkelig blevet glad for Isaac, og så skete sådan noget her? Og så lige oveni Aaron som havde fundet ud af, at han var far til Felina. Lige nu havde hun virkelig brug for en forklaring og et kram.

Outfit

[Deleted]

Isaac prøvede at komme til sig selv. Hans hund, som han havde købt, kort tid efter han var flyttet ind, kom hen til ham og lagde sig ved hans fødder. Den kunne godt mærke, at han var i dårligt humør så han aede den og prøvede at berolige den.
Det gav et sæt i ham, da det pludselig bankede på døren. Han så lidt forvirret ud, for han kunne ikke helt forstå hvem det skulle være. Han håbede selvfølgelig at det var en af hans piger, men han troede ikke helt på det.
Han aede sin hund, som var en cockerspaniel, en ekstra gang og gik så hen til døren, som han åbnede. Han blev ikke skuffet, da han så hvem det var. Han begyndte at smile, men smilet var ikke ret stort, da han stadig var ret ked af det. Han blev dog bekymret, da han så at Zoella ikke ligefrem så glad ud.
"Hej." Sagde han med bekymret udtryk i ansigtet. Det var første gang hun var i hans lejlighed, og nu så sur ud. Han havde ingen idé om hvad det kunne være da han da ikke følte han havde gjort hende sur.

[Deleted]

Zoella blinkede nærmest ikke i den tid det tog for Isaac, at komme ud og åbne døren. Hun lagde armene over kors og så på ham, da han lukkede op. "Vi skal snakke sammen," var det eneste hun sagde. Det gjorde ondt inden i, at han ikke havde fortalt hende, at han havde været dødsgardist. Stolede han ikke på hende?
Hun slog blikket lidt ned mod gulvet og bed sig ganske let i læben. Den eneste hun havde været sådan rigtigt forelsket i, var Celinas far, som hun til tider også stadig snakkede med, dog kun så venneplan og fordi de havde Celina sammen, så var det jo nødvendigt. Om hun var direkte forelsket i Isaac, men hun var virkelig glad for ham og hun havde været så sikker på, at de to godt havde kunne finde ud af det sammen, selvom han var en del år ældre end hende.
Hun vendte blikket tilbage på ham, som det var blevet en smule mere trist end surt, "Må jeg komme ind?" spurgte hun stille. Hun havde stadig brug for, at de snakkede sammen om det, da det jo kunne være han havde en forklaring og et kram gemt i ærmet til hende.

[Deleted]

Isaac havde en stor trang til at give hende et knus, både fordi han havde brug for det efter alt det med Alex og Leslie, men også fordi der bare var et eller andet over Zoella som han ikke helt kunne stå for. Hun var så anderledes, men på den gode måde. Hun var en del yngre end han var, men det var ikke noget han tænkte på når de var sammen, for hun virkede ikke sådan.
Da hun sagde, at de skulle tale sammen, blev han ikke mindre bekymret. Han kiggede ned på sin hund, som var kommet derhen.
"Så gør dog noget, Lise Lotte." Sagde han til sin hund og så en smule skræmt ud. Dog Vendte han blikket mod Zoella og flyttede sig, så hun kunne komme indenfor. Det måtte være alvorligt, for hun så ret trist ud.
"Zoella? Er du okay?" Spurgte han nervøst. Han førte en hånd igennem sit hår og sukkede let. Dette var ikke godt. Hun var i dårligt humør og han vidste i forvejen ikke hvad han skulle gøre ad sig selv. Efter han havde lukket døren, stod han lidt på stedet og vidste ikke om han skulle sætte sig ned eller bare blive stående.
"Sid ned. Kan jeg byde på noget?" Spurgte han, uden rigtigt at smile. Alting var så rodet lige nu og han håbede ikke at hun ville gøre det forbi med ham. Ikke at de var kærester, men hvis hun brød deres venskab, ville alt ramle sammen. Hun var den eneste han var kommet tæt på, efter han var kommet ud af Azkaban.

[Deleted]

Zoella vendte blikket mod hunden, da den kom ud til dem i gangen, som hun satte sig ned i hug, for at hilse på Lise Lotte, da han snakkede til hunden. Hun kløede den lidt bag det ene øre, før hun rettede sig op igen. Hun vendte blikket mod Isaac og rystede så lidt på hovedet til, hans spørgsmål. Hun vidste ikke helt om hun turde åbne munden, hun var bange for, at hun ville blive så ked af det, at hun ville begynde og græde, og hvis det skulle vise sig, at han blot holdt hende for nar, så skulle han ikke havde den glæde, at se hende ked af det. Hun bed sig derfor lidt i piercingen i sin læbe, som hun stak hånden i sin taske og fandt en avis frem. "Du kan byde mig, på en forklaring," sagde hun stille, og mærkede hvordan hun virkelig skulle koncentrere sig for, at hendes stemme ikke knækkede.
Hun rakte avisen frem mod ham, hvori der stod, at han havde været dødsgardist. Hun tog sine sko og jakke af, før hun gik længere ind i lejligheden og satte sig i sofaen. Hun vendte blikket imod ham, hendes øjne var blanke. "Hvorfor har du ikke sagt noget?" spurgte hun og mærkede, trods sin indre kamp, en enkelt tåre trille ned af hendes ene kind. Det gjorde ondt indeni, mest af alt var hun så bange for, at han tog røven på hende, bare for at have en ven i Ministeriet.

[Deleted]

Isaac stod lidt uden at sige noget imens han betragtede Zoella. Hun var ved at blive en af hans svagheder og han var ikke helt sikker på om det var en god eller en dårlig ting. Han havde ikke helt selv styr på sit liv endnu og han ville ikke trække hende med ned, hvis der skulle ske et eller andet.
Han kløede sig i nakken, da hun pludselig sagde at han burde give hende en forklaring. han havde ingen idé om hvad hun snakkede om og han prøvede at komme i tanker om noget, men intet kom frem. Det gjorde det dog, da hun viste ham avisen. Han sank en klump og kunne mærke panikken sprede sig. Der var pludselig sket så meget på kort tid. Han havde fået sin egen butik, han havde fundet sine døtre og Zoella var kommet ind i hans liv. Han havde ikke tænkt på at han burde have fortalt hende om hans fortid. Ihvertfald ikke endnu.

Han førte en hånd igennem sit hår og han begyndte at mærke hvordan alting kom for tæt på og han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det.
"Zoella.. Jeg.. Jeg er ikke dødsgardist længere. Det liv er fortid nu og jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage. Jeg mistede for meget." Startede han ud og satte sig så ned på en stol og lagde sit hoved i hænderne. Lidt efter kiggede han hen på hende igen.
"Det er ikke ligefrem det første jeg fortæller folk. Jeg vil ikke være kendt som ham..." Tanken om pigerne vendte tilbage og da han så tåren på Zoella's kind, kunne han ikke holde sine egne tilbage. Han var blevet en meget følsom mand.
"Alting er så rodet lige nu, og jeg forstår dig godt hvis du ikke vil...hvis du ikke kan...blive." Han lagde sit hoved mellem sine hænder igen og lukkede øjnene. Han vidste ikke hvad hans piger tænkte på med hensyn til ham og han var nu også i tvivl om hvordan Zoella havde det. Han kunne ikke miste hende, men han var bange for at det ville ske, nu hvor hun kendte sandheden.

[Deleted]

Zoella var ikke typen som bare faldt for en mand, hun var mere typen som ville lærer folk at kende, før hun bød dem ind i sit liv. Dette skyldes nok primært, at hun jo havde, ligesom Isaac, to dejlige piger, som hun ville gå igennem ild og vand for og som betød alt for hende.
Hun rystede lidt på hovedet ved hans reaktion på avisen. "Du havde måske ikke regnet med, at jeg ville finde ud af det eller hvad? Jeg er auror, Isaac," pointerede hun og måtte igen bide sig hårdt i læben, for at holde sine tåre tilbage. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle håndtere det her.
"Men du har været," halvt spurgte, halvt konstaterede hun, mens hun blev stående og fulgte ham med blikket, da han satte sig i stolen. Hun hørte hvad han sagde, men det var som om, at hendes hjerne ikke rigtigt ville acceptere det og høre efter. Hendes øjne flakkede, da han vendte blikket tilbage på hende.
Hun tørrede hurtigt sin tåre væk, da hans begyndte at trille også. Men det var en tabt kamp. Flere tåre begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun tog en dyb indånding og tørrede sig under øjnene, hun håbede ikke at hendes make-up ville begynde at løbe, så hun ville ende med at ligne en panda. Hun gik over og satte sig i sofaen med blikket på ham. Hendes øjne var stadig blanke og hele tiden på rende til, at flere tåre ville trille ned af hendes kinder. "Men du ved jeg arbejder i Ministeriet. Du kunne godt have sagt det," sagde hun og bed sig i læben, før hun rystede lidt på hovedet. "Jeg har ikke tænkt mig, at gå nogle steder. Hvad sker der Isaac? Tal til mig," bad hun og mærkede endnu en tåre. Hun var ikke bange for ham. Havde han ville gøre hende ondt, så havde han jo nok allerede gjort det, hvilket ville være et total selvmål, eftersom Ministeriet nok ville savne hende, hvis hun ikke dukkede op på arbejdet.

[Deleted]

Isaac havde ikke troet, at han ville komme til at holde af nogen, så hurtigt som han var begyndt at holde af Zoella. Hun var noget helt specielt. Han vidste dog godt, at han skulle have fortalt hende om sin fortid. Det var også svært at være sig selv 100 % når man ikke havde fortalt hele sandheden.
"Jeg ved det godt. jeg burde have sagt det. Jeg ville bare så gerne væk fra det liv, som har gjort mig så meget ondt. Mere end jeg overhovedet vidste." Sagde han og tænkte på den grusomme nyhed, han havde fået af sine døtre. De var blevet skilt ad. Det var slet ikke til at bære.
Det pinte ham, at Zoella reagerede som hun gjorde, men på den anden side, havde han ikke forventet andet. Det var ikke ligefrem en fortræffelig nyhed at få. At hun stadig var i hans lejlighed, kom bag på ham, men hun var en utroligt stærk kvinde, det vidste han.
"Jeg lover at fortælle dig alt hvad du gerne vil vide, fremover." Sagde han og nænnede at kigge på hende. Han lagde mærke til hendes tårer og det vendte sig i ham. Han havde såret hende dybt og han hadede sig selv for det. Det var endnu en ting at skrive på listen over ting han hadede sig selv for. han havde sådan håbet på at starte på en frisk, men hans fortid lå og prikkede til ham, hele tiden.

Det blev lidt for meget for ham, da hun ville have han skulle fortælle hende hvad der skete. Han tørrede sine øjne, men der blev bare ved med at komme flere.
"Jeg mødte mine piger for et par dage siden." Startede han og prøvede at komme til sig selv. "Jeg troede de havde haft det, bare okay.. Men min kone..eks kone.. Hun skildte dem ad." han blev så irriteret, at han slog hånden ned i armlænet. "Jeg kan leve med, at hun tog alt andet fra mig. Hun tog mine penge, mit familiehus, alt.. men at hun skilte mine piger ad, kan jeg slet ikke acceptere. Og de stoler ikke på mig, men det er der nu heller ikke noget at sige til." Han sukkede og kiggede på Zoella. "Mit liv er alt for kompliceret. Måske du ikke burde.. Måske vi ikke burde.." Mere kunne han ikke sige, da han så endelig brød sammen. Tanken om at miste hende, gjorde ondt, men han vidste at det nok var for det bedste. Nok kunne hun passe på sig selv, men han var jo ved at falde for hende og hun havde to døtre at tage sig af.

[Deleted]

Der skulle en hel del til, før Zoella lukkede nogen ind i sit liv, primært fordi hun vidste hun selv havde været med til, at få mange skurke i Azkaban og derfor var i søgelyset, hvis/når de kom ud. Derudover havde hun to børn, to lette skydeskiver for at ramme hende. To svagepunkter.
"Du kan ikke gemme dig for din fortid, Isaac, den vil altid være der, uanset om du er stolt over den eller ej, så har den gjort dig til den du er i dag," svarede hun og rystede lidt på hovedet. Det hele var virkelig noget rod, men hun vidste jo godt, at alle havde en fortid, hun havde bare ikke regnet med, at Isaacs fortid havde involveret noget så langt ud over hendes egen fatte evne.
Zoella havde nok lidt en naiv tankegang på mange punkter, hun mente alle kunne blive reddet, det krævede bare, at de også selv ville.
Hun satte sig ned i sofaen, med albuerne mod sine knæ og lænet frem mod ham, som hendes øjne prøvede at fange hans, selvom tårene stadig trillede roligt ned af hendes kinder. Hun var ikke bange for, at han så hendes tåre. Nok var hun en hård kvinde på mange punkter, men hun var bestemt også følsom. "Jeg siger ikke du skal fortælle mig alt. Jeg siger bare, at lige sådan nogle ting, er du nødt til, at dele med mig. Hvad tror du ikke Ministeriet siger? Celina er 15 år, hun er ikke dum, hvad tror du hun siger til, at hendes mor ser en tidligere dødsgardist?" spurgte hun, heldigvis var Felina ikke gammel nok til, at forstå noget som helst af det.

Hun mærkede et stik i hjertet, da han begyndte at fortælle om hans piger. Hun rejste sig hurtigt fra sofaen og satte sig på knæ foran ham, med en hånd mod hans knæ, mens hun lagde den anden hånd oven på hans, selvom det havde givet et sæt i hende, da han havde slået den ned i armlænet. "Det.. Det er jeg ked af Isaac, jeg ville ønske jeg kunne gøre noget," sagde hun stille, selvom det gjorde ondt, at han måtte rette sig selv fra kone til eks-kone.
"Jeg er sikker på, at dine piger har haft det godt, du er bare nødt til, at give dem noget tid, så skal de nok komme til dig," sagde hun og prøvede at sende ham et lille opmuntrende smil. Smilet forsvandt dog som dug fra solen, "Vågn dog op, Isaac.. Tror du jeg bare skrider når tingene bliver for kompliceret?" spurgte hun og satte sig på armlænet og lagde sine arme omkring ham, hvor hun gav ham et blidt kys på kinden, og tørrede hans tåre væk.

[Deleted]

Isaac vidste godt, at hun havde ret, men det hade ikke været nemt at starte forfra på sit liv, og få folk til at stole på ham. Det var stadig overraskende for ham, at han havde fået sit job, for den tidligere ejer, vidste godt hvem han var. Nogle mennesker lod tvivlen komme ham til gode, og et var han meget taknemmelig for. Han håbede, at Zoella havde det på samme måde, selvom hun måske bare burde forlade ham. Hun havde to piger, at tænke på og han vidste ikke om hans fortid en dag ville indhente ham. Man kunne aldrig vide hvad den gimpe til hans ekskone, kunne finde på. Det virkede dog til, at hun ville lade ham være, da hun tog alt fra ham, men han var nu alligevel ikke så sikker.
"Jeg ved det godt. Det var forkert af mig, at skjule." Sagde han og ønskede så inderligt, at hun kunne tilgive ham, selvom han havde lavet en kæmpe brøler.

Det næste hun sagde, var som et slag i ansigtet. Det lød ikke på hende som om hun havde lyst til at blive sammen med ham, fordi hendes datter ville tænke ilde om det. Panikken begyndte at sprede sig i ham. Han holdt jo så meget af hende, men han ville nu også sagtens kunne forstå hende, hvis hun valgte at sige stop.
"Jeg er nok ikke den bedste for dig, at se." Sagde han og prøvede at få kontrol over sine følelser igen. "Jeg vil ikke være den der står i vejen for din karriere eller dit forhold til dine børn." Han ville så gerne kæmpe for hende, men lige nu, virkede alt så umuligt og han kunne godt se fornuften i at forlade ham. Det var derfor svært at argumentere for andet, selvom han gerne ville. Hun var, sammen med hans døtre, lyspunktet i hans liv, selvom de ikke engang havde kysset endnu.

Han var ikke sikker på, at de havde haft et godt liv. Selvfølgelig følte de sig svigtet af ham, men de virkede så vrede og ikke kun fordi de var blevet skilt ad. Et eller andet, udover det, var gået galt, det var han sikker på.
Han blev så overrasket over hendes reaktion, at han ikke engang nåede at nyde det kys, hun havde placeret på hans kind. Da hun lagde armene om ham, blev han så forvirret.
"Jamen Zoella.. Hvad med dine piger? Nok kunne jeg aldrig finde på, at gøre nogen af jer fortræd, men hvad sker der hvis min fortid indhenter mig?" Spurgte han og trak sig fra ham, for at kigge hende ind i øjnene. "Og du nævnte selv Ministeriet og Celina." Sagde han roligt. De blev nødt til at tale om disse ting og hun blev nødt til at overveje hvad hun ville. For alles skyld.

[Deleted]

Zoella var nok ret naiv på mange punkter, men hun havde også et arbejde, hvor det krævede af hende, at hun kunne gennemskue folk, hvilket hun da også selv mente hun var kløgtig til. Hun nikkede til hans ord, "Ja, det var det.." sagde hun stille, han havde jo ret i, at det havde været forkert af ham, at skjule det, men på et eller andet mærkeligt plan, så var hun jo alligevel glad for, at han havde gjort det, ellers ville hun jo aldrig have snakket med ham. Hun ville have dømt ham, uden at kende ham og hans baggrund, hvilket heller ikke havde været fair, for han var jo en dejlig mand, det måtte hun jo erkende.
Hun rystede lidt på hovedet og vendte blikket lidt væk fra ham og ned mod gulvet, før hun tog en dyb indånding, "Det skal jeg nok selv bedømme," sagde hun stille i en blid tone, det var ikke op til ham, om han var den bedste for hende at se eller ej, det op til hende selv og hvis hun skulle være helt ærlig, så kunne hun ikke finde nogen bedre mand i sit liv, end ham. Hvis han virkelig var ude af dødsgarden, så ville han jo være et godt forbilled for både sine egne piger, men også for Zoellas piger, som dermed kunne se, at man ikke skulle dømme andre på deres fortid og at alle kunne ændre sig til det bedre. "Det gør du heller ikke, Isaac, jeg ville bare ønske, at du havde fortalt mig det," sagde hun og sukkede lidt, før hun vendte blikket tilbage på ham.
Zoella havde hverken mødt Alexandra eller Leslie, så hun havde jo ingen jordisk chance for, at vide hvordan de to piger havde det eller havde haft det, men hun var sikker på, at hvis Isaac selv ville, så skulle de nok komme til ham en dag, måske ville der gå lang tid, men en skønne dag, skulle det nok ske.
Hun kunne ikke få sig selv til, at slippe ham igen, og gjorde det da heller ikke før han trak sig, for at se på hende. Et par tåre trillede ned af hendes kinder. Hun bed sig svagt i læben, "Så er jeg personlig assistent for Trescott, han ville ikke tøve med, at få os alle sammen i vidnebeskyttelse. Hvis du havde ville gøre mig noget, så havde du jo nok allerede gjort det. Jeg stoler på dig, Isaac," sagde hun mens hun lod sit blik blive fanget af hans. "Jeg må jo snakke med dem. Celina er en klog pige, men hun er også teenager, så selvfølgelig vil hun protestere, men med tiden skal hun nok finde ud af det og acceptere det," hendes stemme lød mest af alt nok som en der var ved at knække, hvilket den sådan set også var.

[Deleted]

Isaac var virkelig blevet glad for Zoella, så det pinte ham, at hans fortid var ved at blive et problem. Dog var det ham selv, der gjorde det til et problem, men det var svært, når han blev nødt til at tænke på hende og hendes døtre. Han ønskede ikke, at såre nogen af dem og han ønskede ikke at hans tidligere bekendte og venner kom og ødelagde det. Han havde sagt farvel til det liv, men det var ikke til at vide, om det liv havde sagt farvel til ham. Han ekskone, var ikke ligefrem en engel. Faktisk ville han mest af alt beskrive hende som en slubbert.
Isaac kendte ikke denne Trescott Roden, men Zoella talte meget pænt om ham og det virkede til, at han nok skulle passe på hende og sørge for at der ikke ville ske hende noget, hvis nogen fra Garden ønskede at hævne sig på ham, og lade det gå ud over hende.
"Det er heller ikke mig, du skal være bange for." Sagde han, selvom det gjorde ondt at sige det. Han ville helst ikke, at hun skulle være bange for, at nogen ville komme efter hende, men på den anden side, var det noget de nok blev nødt til at tale om. "Jeg ved ikke om der pludselig kommer nogen fra Garden, som har ondt røven over, at jeg forlod dem... Jeg vil beskytte jer, for alt i verden, men jeg kan ikke love, at det ikke sker. Det er ikke ligefrem de mest sympatiske mennesker, der er en del af Garden. Og nej, det var jeg heller ikke." Han hadede at tale om det, men det var bare sådan det var.

Han sendte hende et smil og tørrede tårerne af hendes kinder.
"Hvis hun bare er halvt så sej, som sin mor, så vil hun sagtens kunne klare det." Han havde endnu ikke mødt hendes piger, men han var sikker på, at han ville elske dem. Han var ret sikker på, at han elskede Zoella, men det vidste hun ikke og han havde ikke tænkt sig, at fortælle hende det endnu, for det var alt for tidligt. Hun havde bare rørt ham på en måde, som ingen andre havde.
Han kiggede hende ind i hendes smukke øjne og det gik op for ham, at de aldrig havde kysset hinanden og det gik op for ham, hvor meget han havde lyst til det. Det var måske ikke det rigtige tidspunkt, men hvis det pludselig gik op for hende, at det ikke skulle være dem, fordi hun blev bange for hans fortid, så måtte han prøve det, for ikke at fortryde det senere.
Han lagde en hånd på hendes kind, uden at slippe blikket fra hendes øjne. Han trak hende lidt tættere på sig og kyssede hende blidt på munden.

[Deleted]

Zoella vidste godt der var en del år i mellem dem, men det var faktisk ikke noget som genrede hende. De var jo begge voksne mennesker og de havde begge børn, så de vidste hvad hinanden gik ind til, selvom de ikke var kærester, så ville hun lyve hvis hun sagde hun ikke flere gange havde tænkt på, hvordan det mon ville være at kysse ham. Hun syntes dog ikke helt, at hun havde fundet det rigtige tidspunkt endnu til, at tage skridtet og da hun så havde læst i avisen, at han havde været dødsgardist, havde hun siddet med så mange forvirrende og modsigende følelser, at hun slet ikke havde kunne finde rundt i dem.
Hun var slet ikke i tvivl om, at Trescott nok først ville give hende en moraleprædiken, men så ville han til gengæld også være der hundrede procent, hvis det skulle ende ud i noget værre gylle.
Hun mærkede sit hjerte slå et ekstra slag, "Jeg er heller ikke bange for dig, eller Garden for den sags skyld," sagde hun stille, hun var uddannet auror, selvom hun ikke rigtigt arbejdede i den berømte mark, men mest sad på et kontor og holdt styr på at Trescott ikke trådte i spinaten. "Det er jeg slet ikke i tvivl om, at du vil. Kommer de efter dig, så får de ikke noget ud af det," sagde hun og lod sit blik hvile på ham, selvom hun nok lød en hel del mere sikker i sine ord, end hun egentlig følte sig. Hun havde stået overfor dødsgarditer før i forbindelse med sit arbejde, men der havde de jo ikke været efter hende eller hendes børn, så hun vidste godt at det ikke ville være det samme. Hun ville dog ikke vide noget som helst, omkring hans tid som dødsgardist. Hun ville ikke vide, om han havde slået uskyldige ihjel eller om han stadig havde mærket.

Zoella smilede lidt som han tørrede hendes tåre væk, "Hun er en ung kvinde med sine egne meninger og holdninger til alt. Det har hun nok lært af den bedste," sagde hun med et varmt smil på sine læber og lod en hånd glide i gennem sit lange sort og pink farvet hår. Hun ville ikke være den mindste smule bekymret for at lade ham møde hendes piger, og hun ville også gerne møde hans, men hun ville heller ikke have de skulle tro hun ville lege mor for dem, de var jo ældre end både Felina og Celina. Alex og Leslie var jo voksne, så selvfølgelig skulle Zoella ikke gå ind og prøve på noget. Det følte hun i hvert fald slet ikke at hun ville kunne tillade sig.
Zoella lod sit blik blive fanget af Isaacs og mærkede kort efter hans hånd mod sin kind, hvilket fik et lille smil frem på hendes læber. Han var virkelig en dejlig mand. Hun mærkede sit hjerte begyndte at banke en smule hurtigere som han trak hende ind mod ham, mens hun holdt øjenkontakten med ham. Hun kunne godt lidt mærke hvor dette her førte hen. Måden han så på hende. Hånden mod hendes kind. Hun lod sig trække ind til ham og tøvede ikke med at gengælde hans kys, som hun lod sine øjne glide i, for at nyde det fuldt ud.

[Deleted]

Isaac hadede, at han havde været en del af Garden. Dog ville han nok ikke være her i dag, hvis han ikke havde været en del af den og han ville nok heller ikke have sine døtre. Han havde jo fundet sammen med deres mor, fordi de delte de samme meninger. Han kunne aldrig finde på, at forsvare sine handlinger, men han synes alligevel han havde fået noget positivt ud af det, for hans piger ville han ikke kunne undvære. Igen.
"Jeg håber du har ret. Jeg vil bare gerne have at I alle er i sikkerhed. Og jeg lover dig, at jeg aldrig vil være så egoistisk igen og ikke fortælle dig den slags ting." Sagde han og så igen undskyldende ud. Det var en helt umulig situation at være i og det måtte heller ikke have været nemt for hende, at finde ud af det, om en hun allerede var begyndt at holde af. Det virkede ihvertfald til, at han holdt af hende.

Han grinte lidt af hendes ord. Celina lød nu meget som Zoella og han kunne slet ikke vente med at møde hende. Hun måtte være en fantastisk pige, hvis hun mindede om sin mor.
Han var tæt på, at trække sig fra hende igen, da han ikke vidste om hun overhovedet ønskede at han skulle kysse hende, efter alt dette. Han nåede dog ikke længere end at tænke på det, før hun havde gengældt kysset. Han smilede imens og trak hende tættere ind til sig. Sommerfuglene fløj rundt i maven på ham. Han lagde sin ene hånd om hendes nakke og den anden om livet. Kysset blev mere intimt og han kunne mærke hvordan alle hans følelser blev forstærket.