Sikke en voldsom trængsel

[Toby Max Daniels]

@norahwilliams

Gringotts
Omkring middag
December 2053

---

Toby havde altid været god til at stå i kø, ikke at han kunne lide det, men han var ret så god til at underholde sig selv. Som nu. Han stod i hvad der måtte være den længste kø i mands minde og ventede på at komme op og få hævet nogle galleoner. Desværre havde halvdelen af den magiske befolkning fået samme ide, men nu var banken jo også kun lige åben imellem jul og nytår for så igen at lukke et par dage og der var jo ikke ligefrem nogen hæveautomat i den magiske verden.
Han betragtede folk omkring sig og for at fordrive tiden, forsøgte at forestille sig om de havde mange eller lidt penge og om hvad de mon skulle bruge dem på. Et par der stod nogle pladser bag ham snakkede om en bryllupsrejse, så det var nok derfor de var her. Andre var nok ved at hæve til januarudsalget -på den måde ligende den magiske verden nu mugglerverden ret godt.

Rækken rykkede sig en smule og gik så i stå igen. I rækken ved siden af ham stod en far og skældte ud på sin søn fordi han kede sig og ikke kunne stå stille. Det kunne nu heller ikke være let. Det varede ikke så længe før Toby afsluttede sin uddannelse, men han kunne godt mærke at advokat måske ikke rigtigt var ham alligevel. Det var jo sådan set også en uddannelse han havde taget for at tilfredsstille sine forældre der mente at han skulle have "et rigtigt job" og ikke noget der indebar hokus pokus - som de kaldte det. Desværre havde han ikke den store ide til hvad han ellers skulle foretage sig, han havde altid været glad for dyr, især de magiske, men det ville hans forældre da aldrig gå med til.

[Deleted]

"Man kommer jo aldrig igennem her" tænkte Norah opgivende, da hun endelig kom indenfor ved Gringotts. Køen var endnu længere herinde og hun havde allerede stået i kø udenfor i en halv time. Nu skulle hun så stå her resten af dagen, og hun hadede at stå i kø. Hun var nok en af de mindst tålmodige mennesker, når det kom til det at stå i kø. Hun havde så svært ved at slå koldt vand i blodet og stod og små trippede over at skulle stå i kø. Men penge skulle hun jo havde, og det skulle være i dag, for banken havde ikke meget åben her mellem jul og nytår, og hun havde kun tid i dag.
Hun så sig omkring og undrede sig over, hvad alle de mennesker dog lavede her (selvom hun selvfølgelig godt vidste, de var der af samme grund som hende), og om hvor lang tid hun mon skulle vente. Norah prøvede dog alligevel at tage en dyb indånding og kiggede rundt på de mange folk i stedet for at hidse sig op over at stå i kø. Hold op, hvor var der mange mennesker. Hun så en mand stå og skælde sin søn ud, sønnen havde nok brokket sig over, at det tog for lang tid - det kunne hun nu ikke bebrejde ham. Så kiggede hun frem i rækken, hun stod i og synes hun kunne genkende en mand lidt længere fremme. "Toby Daniels?" sagde hun lidt højere end hvad hun egentlig havde tænkt, og prøvede at trække den i land igen, da tanken om at det nok ikke var ham slog hende - det ville være lidt pinligt, nu hvor hun alligevel var kommet til at sige det så højt. 

[Toby Max Daniels]

// OOG: Sorry jeg har været lidt længe om at få svaret xD

Toby havde atter fordybet sig lidt i sine tanker om uddannelse og hvad han godt kunne tænke sig at opnå med sit liv da han pludselig hørte sit navn blive nævnt. En smule overrasket kiggede han nysgerrigt i den retning hvor han mente at have hørt stemmen komme fra.
Naturligvis kunne han ikke udelukke at det blot var noget han troede at han havde hørt. Det hændte jo sommetider når man ikke var helt opmærksom på sine omgivelser. Ligesom nu. Eftersom han havde vendt sig om for at få et bedre overblik over køen bag sig havde han ikke bemærket at den igen havde rykket sig en tak hvilket fik personen lige bag ham (en midaldrende troldmand med et stort busket overskæg) til at rømme sig en kende irriteret.

Igen vendte Toby sig om i den rigtige retning og tog det ene skridt frem som køen tilladte ham. Tænk at gå så meget op i det. Han vendte sig atter tilbage så han kunne se bag rækken og fik pludselig øje på et ansigt der virkede bekendt. Det kunne da næsten ikke passe, eller jo selvfølgelig kunne det det, men for pokker den havde han ikke set komme. "Norah!" Udbrød han overrasket og nok også lidt for højt i den rungende hal.
De omkringstående hekse og troldmænd gloede i hvert fald på ham i nogle sekunder og han mærkede rødmen stige op i kinderne. "Undskyld," mumlede han lidt akavet under deres stirren, "Norah Williams," sagde han så, denne gang langt mere afdæmpet hvorefter han begyndte at kæmpe sig lidt baglæns i køen for at komme ned til hende. "Hej!" Udbrød han i et glad smil.
De havde ikke været bedste venner på skolen, ikke at de havde været uvenner, de havde vel bare ikke snakket så meget sammen, men Toby var da alligevel nysgerrig efter at høre hvordan det gik hende.

[Deleted]

/Skal du overhovedet ikke sige undskyld for! Er ikke meget bedre selv

Lige efter Norah nærmest havde råbt Toby's navn gennem hele banken, blev hun pludselig super flov. Hun havde aldrig snakket så meget med Toby i skolen. De havde da siddet ved siden af hinanden fra tid til anden, og hun mindes ham også som værende super flink, men derfra og så til at stå og råbe hans navn, var måske lige i overkanten. Derfor kom det også bag på hende, da han ligefrem kom ned til hende i køen med et kæmpe smil på læben. Nu vidste hun så ikke om det ville være totalt upassende at kramme ham, men hun gjorde det nu alligevel. "Toby! Ej, hvor er det godt at se dig!" Sagde hun glad, mens hun omfavnede ham. "Jeg tror slet ikke, jeg har set dig siden Hogwarts! Hvordan går det? Har du det godt? Hvad laver du nu?" Spørgsmålende væltede ud af Norah, og hun kunne næsten ikke få hold på dem igen - dette skete tit, når hun enten blev nervøs eller helt vildt begejstret. Men selvom hun aldrig havde snakket helt vildt meget med Toby, så synes hun nu, at det ville være lidt spændende og høre, hvad han gik og lavede nu - og så skulle hun heller ikke stå og kede sig i køen længere.

[Toby Max Daniels]

// haha super

Det var lidt spøjst at man kunne blive så begejstret over at møde folk fra skoletiden, selv folk man ikke havde snakket specielt meget med dengang. Der var nu bare et eller andet over det at møde folk fra "dengang", måske også fordi ens nysgerrighed ofte blev vagt. Hvem var de den dag i dag? Havde de ændret sig fra den person de var i skoletiden, havde de fået det job de drømte om, var de gift og havde børn. Alle de ting som var en naturlig udvikling i livet, hvor langt var de der.
Toby selv var ikke nået helt så langt, han havde ingen kæreste, men han var dog igang med en uddannelse også selvom han ikke var sikker på om det var det han ville lave resten af sit liv. Eller jo han var ret sikker på at det ikke var det han ville lave resten af sit liv. Hvilket vel egentlig blot ledte ham tilbage til at være en af dem der ikke rigtigt havde opnået noget siden skolen.

Som han omsider fik kæmpet sig helt ned til hende modtog han lidt overrasket krammet. Ikke fordi det var ubehageligt, han havde bare ikke lige forventet det hvilket gjorde at han var lidt akavet som han krammede hende tilbage, måske hold hende fast lidt for længe. "Jamen i lige måde." Sagde han og følte sig faktisk lettet over at hun lod til at være oprigtig glad for at se ham og at det ikke bare virkede som en høflighedfrase.
Det var så der spørgsmålene kom, han smilede for sig selv over at han lige netop havde tænkt det samme. "Nej det er virkelig længe siden!" Medgav han inden han forsatte. "Men det går nu meget godt, jeg er i lære som advokat så det er spændende." Han tog sig selv i at give den sætning som han havde givet så mange gange før, som var det rutine der kom ud af familiesammenkomsterne. "Jeg kan bare ikke helt finde ud af om det er det jeg vil sådan for alvor." Der var vel ikke noget videre flovt i at indrømme det, han var jo stadigvæk ung. "Hvad med dig? Bor du i nærheden?" Måske det ved nærmere eftertanke var et lidt underligt spørgsmål, men nu var det ligesom ude.