I got a theory

[Jophiel Ayers]

Chrissandra Lupin Pendareva

Skt. Mungos
Fredag kl. 12.00
December 2053

---

Jophiel gik ned af gangen. Han var lige blevet færdig med sin vagt og skulle egentlig til at melde ud for i dag og bare komme hjem og slappe af. Nu var det jo op til frokosttid så det var en del der var på vej ned til kantinen. Han selv var på vej mod omklædningen, det skulle blive rart at få hospitalstøjet af og noget ordenlig tøj på i stedet for den hvide hospitals kappe. 
På vejen passerede han en gruppe sygeplejeskestuderende som han lige kortvarrigt vendte sig om for at checke ud imens han tog nogle skridt baglæns. Hvor han dog elskede sit arbejde. Især fordi han kunne tillade sig en hel del udelukkende fordi han var en af de dygtigste healere på hospitalet og han havde derfor gjort sig uundværlig, hvilket nok havde reddet hans røv mere end en enkelt gang. 

Han nåede omklædningsrummet og fik lynhurtigt skiftet til noget mere afslappet og behageligt. Han gik atter op og satte så kursen mod udgangen. På vejen forbi skadestuen kunne han ikke lade være med at kigge ind. En af de lidt sødere sygeplejersker arbejdede her og han havde snakket med hende et par gange. Hun lod til at falde for hans charme hvilket jo kun kom ham til gode.
Måske han lige skulle gå ind og inviterer hende ud, bare lige for at holde gejsten oppe så hun ikke pludselig fandt noget bedre at tage sig til. Han var nu ellers mest til one-night'ere, men et par enkelte truntepiger kunne han nu godt hygge sig med lidt flere gange så længe de ikke blev for klæbrige.
 

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Outfit

Chrissandra sagde farvel til healeren der lige havde arbejdet med hendes brækkede arm. Det var ikke gået så suverænt som hun gerne ville, til træningen tidligere denne dag og hendes arm var brækket. Det var ikke noget der ikke var sket før og hun overvejede om ikke det snart var tid at sætte kosten på hylden. Hun var trods alt i tredverne nu så måske det var ved at være tid.

På hendes arm, var der nu forbinding, da healeren jo ikke var mirakelmager. Hun skulle gå med det et par uger og så skulle det gerne være overstået. Dog kunne hun jo ikke rigtigt spille quidditch med en brækket arm, så hun måtte træne de andre, uden selv at være med.
Hun var på vej ud, da hun kom i tanker om, at hun jo havde en god ven der arbejdede der. Hun gik hen mod trapperne og op mod den etage hvor hun vidste at han arbejdede. Hun skulle dog ikke gå ret langt, da hun så Jophiel med et fjoget ansigtsudtryk. han var lidt af en gavtyv og lur om ikke hans tod og overbegloede en ung trunte på dette tidspunkt.
"Hey Dr. Ayers." Sagde hun og prøvede at lyde forførende. Hun håbede, at han ville tro hun var en ung tøs, der havde et crush på ham og som han kunne have held med at score, da han jo ikke lige havde vendt hovedet mod hende endnu.

[Jophiel Ayers]

Han havde aldrig været typen der gik op i at passe på med flirtetierne på jobbet. Han var da også fuldkommen ligeglad med om fold vidste hvis han lå og hyggede sig med en eller anden sygeplejerske. De kunne himle med øjnene og sige hvad de ville, for ham var samleje en helt naturlig ting og han var fuldkommen ligeglad med hvad andre mente om den sag, det had han faktisk på ingen måder bekymre sig om.
Med blikket låst på målet bevægede han sig gennem rummet og skulle da også lige til at tage kontakt til kvinden da han hørte en stemme bag sig. Han stoppede op og fandt det mest charmerende smil frem han kunne mestre som han vendte sig mod den lidt kælne stemme det havde henvendt sig.

Måske lidt taveligt at indrømme, men han kunne ikke helt beslutte sig for om han var glad eller trist over at se at det var Chriss der stod bag ham, han lyste dog op i et genkendende smil og skyndte sig over til hende. "Jamen goddag Ms. Pandareva hvad kan jeg gøre for dig i dag?" Besvarede han formelt, inden han på nu smilede drilsk til hende.
Hans blik faldt mod hendes arm og han rystede svagt på hovedet som han atter mødte hendes blik. "Sig mig ved du ikke at man spiller bedst Quidditch når man bliver siddende på kosten? Skal jeg da også belærer dig om alt." Han slog opgivende ud med den ene hånd uden at fjerne smilet fra sine læber.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss kæmpede for ikke at grine, før Jophiel havde det hende. Det ville jo ikke være sjovt, hvis hun havde afsløret sig selv for tidligt. Hans reaktion var også guld værd og da han endelig kiggede rigtigt på hende, kunne hun ikke holde grinet tilbage mere.
"Åh Jophiel, søde, du lærer det aldrig." Hun gik hen til ham og gav ham et flygtigt kys på kinden og sendte ham et stort smil. Han elskede jo damer og helst gerne mange af dem, så han var alt for nem at drille.
Hun stod og kiggede lidt rundt og trak så på skuldrene.
"Jo ser du.. Jeg kunne jo ikke bare tage hjem uden at sige hej til dig, kunne jeg?" Sagde hun med et smil. Hun var dog lige ved at gå hjem uden, men hun havde jo kunne nå at komme i tanker om ham. Hvilket hun var glad for, for hun havde savnet ham. De så desværre ikke hinanden så tit.

Hun skævede ned til sin arm og kom til at grine lidt ad hans kommentar. Det var typisk ham at sige sådan noget, men det gjorde hende ikke noget. Det var alt sammen god spas.
"Selvfølgelig skal du det. Det troede jeg da, at du var klar over." Sagde hun og grinede. "Men nogle gange smutter det desværre for en. Jeg har så også overvejet at indstille min karriere." Sagde hun som om det var det mest naturlige i verden. Dog gjorde det lidt ondt i maven at tænke på, for hun havde trods alt spillet quidditch i 17 år.

[Jophiel Ayers]

Som det gik op for ham at det ikke var en flirtende sygeplejerske, men derimod Chriss sukkede han dramatisk og lod smilet glide over i et mere venskabeligt et af slagsen, et han ikke brugte særlig ofte. "Du kan da ikke bare sætte en mands forhåbninger sådan op, det er sguda tarveligt!" Lo han med en let hovedrysten.
Han modtog kindkysset og smilet blev atter skævt og charmerende, ingen tvivl om at han havde vundet mange kvindehjerter på den måde, men Chriss havde altid været lidt off limit fordi de var venner. Der have været det ene kys i et svagt øjeblik fra dem begge og hvor det hele bare havde været lidt hyggeligt.

"Nej selvfølgelig ikke, hvordan skulle du ellers være kommet gennem dagen?" Spurgte han retorisk med et selvisk smil. Han havde altid været ret fuld af sig selv og det måtte folk jo enten accepterer eller gå.
Han sukkede opgivende, "ja det burde jeg jo have vidst." Kommenterede han og lo så igen. Det var rart at se hende igen, han havde faktisk savnet hende. Tænk at nogen i skoletiden havde ment hun var en tør kiks, sikke nogen tabere, de vidste åbenbart ikke bedre.
"Det er måske en god ide du er jo også ved at blive lidt gammel," jokede han eftersom han ligeledes troede at hun lavede sjovt. Kort efter gik det dog op for ham at hun ikke lod til at mene det i sjov, "eh...du laver sjov right?" Spurgte han lettere forvirret og kløede sig lidt akavet i håret.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss kunne ikke helt lade vær med at grine af hans reaktion. Han var altså en sjov fætter og hun elskede at have en ven som ham.
"Nej, det er jeg sørme også ked af." Sagde hun i en mere alvorlig tone. "Så tror du bare at der er en forsvarsløs lækker kvinde, der vil score dig, og så er det en du allerede har prøvet lidt." Fortsatte hun og så alvorligt på ham, hvorefter hun grinede igen.
Det kom ikke bag på hende, at han var så selvglad, for det synes hun altid han havde været. Hun synes så han var det på den sjove måde og det påvirkede aldrig deres venskab som det måske kunne have gjort.
"Jeg ved det heller ikke. Du burde flytte ind hos mig, for det er så svært at gå bare én dag uden at se dig." Sagde hun med tydelig ironi i stemmen. Dog ville hun dog gerne se ham mere, så der var jo lidt sandhed i det. Ikke at han skulle flytte ind hos hende.

Chriss skulle lige til at kommentere på hans flabede kommentar om at hun var gammel, da det gik op for hende, at han troede hun lavede spas med ham.
"Eh... Nej? Jeg mener det faktisk helt seriøst." Sagde hun og sendte ham et smil. "Jeg tror bare det er på tide for mig at stoppe. Jeg har trods alt spillede i 17 år og jeg bliver jo ikke yngre, selvom jeg måske nogle gange påstår det." Det ville være svært at stoppe, men det var nok det rigtige for hende.

[Jophiel Ayers]

Jophiel var glad for at have Chrissandra i sit liv. Hun var en rigtig god veninde og det havde hun sådan set altid været. På en måde kunne man måske sige at hun var hans Jesper Forkylling. Hun var i hvert fald altid god til at give ham dårlig samvittighed hvis han havde opført sig som en røv - hvilket nok desværre skete lidt oftere end han brød sig om at indrømme.
Heldigvis havde deres venskab aldrig rigtigt været påvirket af hendes venskab til Trescott. Ham og Jophiel kunne på ingen måde komme overens med noget som helst og det havde de vel aldrig rigtigt kunne når alt kom til alt. Deres syn på tingene var for forskellig og det ville da ikke være løgn at sige at Jo havde hadet den tid Chriss havde været kærester med Scott. Ikke at han selv var forelsket i hende, men fordi han ganske simpelt ikke mente at Scott var godt nok til hende.
Han eget hjerte tilhørte Kayla og Chriss havde virkelig også givet ham en flyvende balde dengang han havde været hende utro med Rachel.

Han blev trukket ud af sin tankestrøm som hun atter snakkede og et selvsikkert charmerende smil gled over hans læber, "ja lidt, men aldrig helt nok, så fortæl mig Ms. Pendareva, hvad skal vi så gøre ved det?" Han havde altid været flirtende af natur og det ændrede sig ikke bare fordi de var nære venner der herskede jo ingen tvivl om at hun var en smuk kvinde.
Endnu et bredt smil, "jeg flytter kun hjem til dig hvis jeg må sove i din seng!" Kørte han joken videre. Selvfølgelig skulle de ikke bo sammen, hun ville nok have kvalt ham inden der var gået 14 dage, men joken fejlede ikke noget.
Som det gik op for ham at hun ikke jokede forsvandt smilet hundrede procent og blev erstattet med et overrasket udtryk, "men...du har jo altid spillet quidditch?" Udbrød han og slog let ud med hånden. Han kunne nu godt se hendes pointe, det var altid en god ide at stoppe imens legen var god, men det var bare mærkeligt, "puha lad være med at sige det, det minder mig bare om hvor gamle vi er," sagde han med en mild grimasse. "Men altså, hvad har du så tænkt dig at lave?" Han så kort på hende og tilføjede så, "ved du hvad skal jeg ikke give frokost? Så kan vi bedre snakke." Det var da i hvert fald lettere end at stå her midt i det hele.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss aftalte med sig selv, at hun skulle se mere til Jo, for hun savnede ham virkelig. Hun vidste udmærket godt, at han ikke var fan af Scott og ikke var vild med deres forhold, dengang de var sammen, men han havde aldrig stået i vejen for det. Chriss savnede stadig Scott, men hun var kommet over ham nu. Desuden var der begyndt hendes følelser for Riley begyndt at vokse og det forvirrede hende. Ikke at hun var faldet for ham, men fordi hun ikke helt kunne finde ud af om der var noget imellem dem eller ej.

"Åh Jophiel... Jeg ved godt du ønsker det inderligt, men det kommer ikke til at ske." Sagde hun og aede ham på kinden. Der var en gang hvor hun faktisk ønskede at være sammen med ham, men det var ikke en forelskelse. Et lille crush måske. Hun havde dog aldrig fortalt ham det. Det var dengang de gik på Hogwarts og det var før hende og Lucka blev seriøse.
"Du holder dig bare fra min seng, unge mand. Jeg skal ikke have, at din stolte lille mand titter frem, når jeg skal sove." Hun begyndte at grine og klappede ham på skuldrene.

Hun trak på skuldrene og selvom hun var glad for sin beslutning, ville det blive rigtig hårdt til at starte med.
"Ja det har jeg. Det bliver også underligt, men som sagt, at det den rigtige beslutning. Og ja undskyld, men vi bliver ikke yngre min ven." Hun sendte ham et smil. Det var da trist at tænke på. Især fordi hun hverken havde mand eller børn endnu, som hun havde forventet at hun ville.
"Jo lad os det. Så kan jeg fortælle om mit jobtilbud på Hogwarts." Sagde hun og lagde sin arm under hans, så han kunne følge hende hen hvor de skulle have en bid mad.

[Jophiel Ayers]

Han sendte hende et forurettet blik og gispede dramatisk for lige at fastligge stemningen. "du aner jo tydeligvis ikke hvad du går glip af." besvarede han bare i en morende tone. For at være ærlig så nej, han ville ikke holde sig tilbage hvis Chris en dag tilbød at de kunne hygge sig lidt, ikke fordi han var forelsket i hende eller ville have noget mere seriøst, men han ville helt sikkert gerne prøve at være sammen med hende bare fordi at hun var da en smuk kvinde.
"Min stolte lillemand?" Han gloede vantro på hende, "undskyld mig, men hvor lille tror du den er? Det skulle rettere være den stolte storemand hvis det endelig skulle være med den på." Han blinkede kækt til hende og morede sig tydeligvis over sig selv.

Det gjorde faktisk en smule ondt at tænke på at hun havde tænkt sig at stoppe med at spille quidditch, det var jo altid det hun havde drømt om ligesom han havde drømt om at blive healer. Hans job blev heldigvis bare ikke hindret af hans alder. Ikke helt på samme måde i hvert fald og da slet ikke endnu, det begyndte nok først når synet blev dårligere og den slags, men det var der jo god tid til skete.
"Altså jeg bliver heller ikke ældre at du ved det, jeg forbliver 30 for evigt." Pointerede han komplet velvidende om at de var 4 år siden han fyldte 30. "Men seriøst, det må da være svært at opgive din drøm?" Spurgte han som han førte hende ud. Egentlig ville han helst ned på det lille lokale pizzaria der lå et par gader væk. "Men fortæl mig endelig om dit jobtilbud, hvad er det for noget?" Han så på hende, Chriss som professor, tjo det kunne han måske godt se for sig.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chrissandra kunne ikke lade vær med at grine. Denne samtale havde taget en løjerlig drejning. Nu var det jo også Jophiel hun snakkede med, men alligevel. hun havde ikke regnet med at de skulle snakke om hans dillerbob.
"Nu ved jeg jo rent faktisk ikke, hvor stor eller lille, kalorius er. Og inden du siger noget, så ja, jeg ved godt du synes det er min egen skyld." Sagde hun og holdt en hånd op for at forhindre ham i at tale, fordi hun havde på fornemmelsen af at hun ville få smidt den i hovedet. Hun havde tit overvejet hvordan det ville være at være sammen med ham. Han var en super raffineret ung balløve og det ville da ikke gøre hende noget. Dog havde hun nu følelser for en anden og det ville nok ikke være super smart at være sammen med ham, når de nu var så gode venner som de var nu.

Hun rystede dramatisk på hovedet, som var hun enig i hans udsagn.
"Ih nej da. Du bliver ikke ældre. Heller ikke jeg." Sagde hun bestemt. Hun ville ønske hun kunne være denne alder i lang tid endnu, for det gjorde hende faktisk ked af det, at hun endnu ikke havde mand og børn. Hun troede hun havde været tæt på med Scott og de havde den passende alder, men det var så længe siden nu og siden havde der ikke været nogen. Udover Riley, som var i billedet nu, men hun vidste ikke om han havde det på samme måde som hende.
"Det var rigtig svært ja." Sagde hun med et trist blik. Hun havde jo altid spillet quidditch. I baghaven med Matthew og hendes far og onkel, på Hogwarts og efter Hogwarts. Nu var det jo så slut.
"Jeg er blevet tilbudt jobbet som professor i Forvandling. Det passer jo godt til mig." Sagde hun og begyndte at gå mod udgangen, så de kunne få sig noget frokost.
"Kommer du?" Spurgte hun og gik hen mod døren.

// Out
(Bandit)