You're gonna hear me roar

[Zain Rigel]

Kaya Elisabeth Hansen

Kayas lejlghed

Danmark

December 2053

---

Julen var næsten overstået og hverdagen skulle så småt til at gå igang igen. Eller næsten i hvert fald. Nu var det bare nytåret der ventede. Zain himlede svagt med øjnene og skuttede sig lidt i den regnvejrsfyldte eftermiddag. Klokken var lidt over fem og allerede havde mørket sænket sig over det lille land. Det havde taget Zain en hel del tid at finde frem til hvor Kaya holdt til, men han havde sat sig for at han ville have fingrene i hende.
Hun var hans søster eller rettere halvsøster. Hun havde haft det perfekte lille liv med sin mor, far og bror - ikke ham vel og mærke, deres fælles bror - og her var han bare blevet kasseret som et sæt brugte gummisko fordi han var varulv. Men det var hans mor sguda også! OG Kaya for den sags skyld.
Nu havde han jo sådan set også kun historien fra Carmines side, men den fortalte også ganske tydeligt om det forræderi hans mor havde begået og for det ville han have hævn. Plus han havde brug for at komme lidt ud af hulen derhjemme og bare stresse lidt af med at slå sig lidt løs hvilket som regel betød at nogen kom til skade.

Nu var Zain ikke en rørstrømsk person. Faktisk var han komplet ligeglad med hans mor, han ønskede ikke at hun skulle være en del af hans liv, men han ville elske at knuse hende ved at lade det hele gå ud over dem hun holdt allermest af. Nu var han ikke klar over familiesiuationen, men han havde en god ide om at det ville ramme hende. Hårdt. Hun vendte ham ryggen så nu ville han få hendes familie til at vende hende ryggen og hvis de nægtede, tja så måtte han jo bare slå dem ihjel og sende deres hjerter til Sophie i en pakke.
Han sneg sig ind i opgangen og op af trappen til den pågældende dør hvorefter han hævede hånden og bankede på. Han havde aldrig mødt hende før, men han var ikke nervøs. Det var han aldrig. 

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya var endelig ved, at få styr på sit liv igen. Eller så godt som det nu var muligt for en som hende, men hun følte da selv, at det gik den rigtige retning. Det havde uden tvivl været det rette valg, at flytte tilbage til Danmark, hvor hun var kommet på afstand af alt det lort og alle de forkerte mennesker hun havde været i blandt.
Hun nød at bo for sig selv og bare tulle rundt derhjemme og passe sig selv. Selvom dagene også hurtigt kunne blive alt for ensformet. Men så havde hun jo heldigvis, både sit arbejde, sin kæreste og ikke mindst sine venner og veninder, selvom de alle sammen var langt væk.

Hun rynkede lidt på panden da det pludselig bankede på. Hun ventede da ikke gæster? Hun havde fri i dag, hvilket tydeligt kunne ses på hendes tøjvalg. Hun havde et par løse lysegrå joggingbukser og en hvid stropbluse. Håret sad i en lidt rodet hestehale, og make-uppen var rester fra dagen før.
Hun lukkede døren op, det var sikkert den irriterende underbo igen, som hele tiden kom rendende op, for at låne det ene og det andet, som hun ikke havde nogen som helst anelse om, hvad var, da hun stadig ikke var super meget inde i mugglernes ting og sager. Hun skulle lige til, at sige hun stadig ikke havde noget sukker, men som hendes blik faldt på en fremmede mand på den anden side af døren, tippede hun hovedet lidt til den ene side, "Ehm.. Kan jeg hjælpe dig?" spurgte Kaya og lod sit blik hvile lidt på ham. Han så bekendt ud, og samtidig var hun ret sikker på, at hun aldrig havde set ham før. Det var faktisk en ret underlig følelse.

[Zain Rigel]

Zain var ikke nogen tålmodig mand og han var nok lidt for glad for at lade sin egen elendighed gå ud over andre. Hvis noget ikke gik som han havde planlagt kom andre til at bøde for det. En skønne dag skulle han nok også få vippet Carmine af pinden. Han ville være en langt bedre og mere frygtindgydende leder end hans far nogensinde havde været og når han sad på alfaposten skulle han nok få alle de pelsløse til at bøje sig i støvet for ham. Han tvivlede ikke et sekund på sine egene evener.
Han hørte skridt fra den anden side og fandt en passende grimasse frem til da døren gik op. Et overlegent smil ville være det der mødte den unge heks når døren gik op. Han skulle nok få hende til at slutte sig til ham, det var han helt sikker på, for hvorfor skulle hun dog sige nej medmindre hun havde et dødsønske.

Døren gik op og han så på hende med vagtsomme øjne. "Kaya Hansen?" Han havde en ret god ide om at det måtte være hende, hun lignede uhyggelig meget efter deres mor. "Mit navn er Zain Rigel," han holdt en hånd frem mod hende i en hilsen. Han var ikke i tvivl om at hun var varulv, han kunne lugte det og fornemme det, men nu havde han jo også mange års træning eftersom han havde været varulv siden han blev født. Om hun kunne fornemme det om ham anede han ikke.
"Kan jeg komme ind? Jeg har noget vigtigt at snakke med dig om" Fortalte han i en silkeblød stemme og smilede til hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Så vidt Kaya vidste, så havde hun tre søskende. Harper, Dacoda og Oliver. Hun havde aldrig hørt om Zain, hun kendte ikke engang til sin mors fortid med Carmine. Hun vidste kun, at deres mor var blevet bidt af efter eget ønske, men efterfølgende havde fortrudt virkelig meget.
Den første tanke som ramte hende, ved synet af den fremmede mand på den anden side af hendes hoveddør, var om det var en fra Ministeriet. Desværre blev hendes mistanke kun forstærket da manden tydeligvis kendte hendes navn, "Ja, det er mig?" svarede hun undrende. "Hvad drejer det sig om?" spurgte hun og trykkede hans hånd da han rakte den frem mod hende. Hans navn sagde hende absolut intet overhovedet, hvilket blot bekræftede hendes mistanke om, at han var fra Ministeriet.

Et svagt håb voksede i hende om, at han måske kom for at fortælle hende, at der var taget en ny beslutning om, at hun måtte begynde, at se sin søn igen, selvom det nok var ret naivt. Hun trådte til side for ham, "Ja, selvfølgelig," sagde hun uviden om, at hun netop havde lukket en blodtørstig varulv ind i sit hjem.
Hun lukkede døren efter ham og sendte ham et smil retur. "Ehm, jeg havde ikke lige forventet gæster, men kan jeg byde på noget?" spurgte hun, stadig i den overbevisning, at han var fra Ministeriet. Hun gik mod stuen og gjorde en gestus mod sofaen med den ene hånd. Hun havde godt nok været varulv i syv år efterhånden, men hun havde aldrig haft nogen til, at lærer sig, at styre eller kontroller sine sanser eller noget, så det hun kunne, var noget hun havde lært sig selv. Hvilket ville sige, at hun havde kontrol over sine øjne, selvom det stadig kunne smutte for hende, hvis hun blev virkelig sur.

[Zain Rigel]

Da hun tilkendegav at det var hende klappede han kort mentalt sig selv på skulderen for igen at have praktiseret at opspore den person han søgte. Den form for evner burde hans far virkelig værdsætte en del mere end han gjorde. "Hvor heldigt, så lader det ikke til at jeg er gået forgæves." Kommenterede han i et smil der skulle forekomme at være venligt. Han havde aldrig været god til at fremtvinge den side af sig selv i længere tid af gangen og det meste af den kvote var allerede opbrugt ved at skulle spille skuespil for Megan.
"Det er et..familieanlæggende." Forklarede han lidt henkastet i håb om at hun ikke ville spørge for meget ind før efter hun havde lukket ham indenfor, mest fordi det jo var sværre at smække en dør i hovedet på ham hvis han først var inde.

Igen smilede han som han endelig blev lukket indenfor. Hvor var det perfekt at hun var så naiv. Nu glædede han sig bare lidt til at se hvad hun var gjort af. Forhåbentlig ville hun slutte sig til ham frivilligt og hvis ikke, så var der jo altid frivillig tvang.
Han satte sig roligt ned i sofaen. Han havde altid været en enspænder og havde det egentlig fint på den måde, så det var ikke fordi han søgte en allieret i hende, men på den anden side kunne det være rart at ramme hans mor ved at bruge Kaya. "Nej ellers tak." Svarede han og betragtede hende afslappet.
"Nå, men altså jeg kan lige så godt sige at jeg aldrig har været særlig god til at pakke tingene ind," begyndte han og lænede sig lidt frem som han folede hænderne i sit skød. "Jeg ved ikke om du har nogen ide om hvem jeg er, men jeg kender en del til dig. Jeg ved blandt andet at du er varulv." Begyndte at i en afslappet tone.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et lidt halvhjertet smil viste sig på Kayas læber, da den stadig fremmede mand sagde han ikke var gået forgæves. "Det glæder mig," sagde hun i manglede på bedre, hvad pokker svarede man lige på sådan noget? Det var ikke lige hver dag, at der stod fremmede mand på hendes dør og hun vidste ærligt talt ikke helt hvordan hun skulle håndtere det.
Hun rynkede lidt på panden, da han sagde det havde noget med hendes familie at gøre. "Åh nej, hvad har Dacoda nu lavet? Eller er det Harper den her gang?" spurgte hun en smule opgivende, selvom det plejede at være Dacoda som roddede sig ud i alt muligt lort. Det virkede lidt som om, at Harper var faldet lidt mere til ro efter hun var blevet mor.

Som han takkede nej til om hun kunne byde på noget, nikkede hun blot lidt, og satte sig så selv i modsatte ende end ham i sofaen. Det var ikke fordi hendes lejlighed var noget særligt, men den var fin nok til hende. Hun slog let ud med hænderne, "Well, jeg er heller ikke god til gættelege, så kom bare med det," sagde hun og lagde benene over kors, mens hun lænede sig roligt tilbage i sofaen, med blikket hvilede på ham.
Hendes milde panderynken, blev til et ret overrasket blik og en mund som gled op i en lille sprække, som et flashback ramte hende, fra dengang med Tyler, da han havde haft hende inde på sit kontor. Hun rømmede sig lidt, "Jeg har ingen idé om, hvem du er," sagde hun, det var ikke ligefrem fordi han havde set sådan ud, da han havde været i sin varulveform sidste gang hun havde set ham, hvor han havde bidt hende. Hun skævede lidt mod sin ene komode, hvor på hendes tryllestav lå, desværre ude for rækkevidde, "Det har stået i Profettidende, så det tror jeg alle magiker ved, hvor vil du hen med det her?" spurgte hun og mærkede hvordan hendes hjerte var begyndte at banke en smule hurtigere og hårdere.
"Hør, det er ikke for at være uhøflig eller noget, men jeg tror det er bedst du går nu," sagde hun bestemt og gjorde antegnelse til selv, at rejse sig for at følge ham ud igen. Det her var hun faktisk ikke tryg ved overhovedet og lige nu ville hun ønske, at hun aldrig havde lukket ham ind i første omgang.

[Zain Rigel]

Zain så en smule spørgende på hende eftersom han ikke rigtigt vidste hvem hun snakkede om. Det var da i hvert fald nogle navne han ville skrive sig bag øret til senere brug måske. "Ehm jeg er ikke helt med på hvem Dacoda og Harper er må jeg indrømme." Sagde han afslappet og rynkede let på brynene.
Han havde besluttet sig for lige at lure situationen af inden han kastede sig ud i at fortælle hende hele historien, han ville helst gerne lige vide hvordan hendes forhold til hendes mor var, spørgsmålet var jo i bund og grund om hun ville gøre det frivilligt eller om han skulle tvinge hende til at hjælpe sig med at ramme hende. Begge dele var han skam ganske åben for.
Han betagtede hende som hun satte sig bedre til rette inden han slap den første bombe.

Han fornemmede godt at hun begyndte at blive utryg som han sagde at han kendte hende. Hans far var en del bedre til at sige tingene på sådan en sympatisk måde som gjorde at folk altid lyttede. Eller næsten altid i hvert fald. Han selv var mere typen der bare lukkede det hele ud og automatisk gik ud fra at de kunne håndterer det.
"Du behøver ikke blive bange." Sagde han afslappet som hun bad ham om at gå. Han havde ikke tænkt sig at smutte nogen steder hen før de havde snakket sammen. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt." Altså medmindre hun ikke ville lytte. Han lod hovedet falde lidt på skrå. "Ser du vi har ret meget til fælles du og jeg." Han smilede charmerende. "Jeg er din bror, men jeg har en ret god ide om at mor ikke har fortalt dig om mig?" Der var en kende foragt at spore i tonelejet. Det gjorde ham så rasende at hans mor bare havde cuttet ham ud af sit liv - det var i hvert fald den historie som han kendte til.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så lidt undrende på Zain, havde han ikke hørt om de to? Hun troede ellers alle vidste hvem de var, de var jo ikke ligefrem kendt for, at holde sig på det rette side af loven. "Dacoda og Harper er tvillinger, mine storesøstre på min fars side," forklarede hun, uviden om, hvilke guldkorn hun mere eller mindre serverede på et sølvfald for den sindssyge mand.
Det kunne godt være, at Kaya ikke havde det bedste forhold til sin mor, eller sin far for den sags skyld, men hun ønskede ingen af dem døde. De skulle bare holde sig langt væk fra hende og blande sig uden om hendes liv og hendes måde at leve på. Hun havde ikke snakket med nogen af dem i flere år, og hvis hun skulle være helt ærlig, så havde hun heller ikke noget behov for det. Jo selvfølgelig savnede hun dem nogle gange, men så huskede hun, hvorfor det var de ikke snakkede og så forsvandt savnet ret hurtigt igen. Hun havde det bedre uden.

Hun hævnede lidt det ene øjenbryn, "Hvem siger jeg er bange?" spurgte hun og lagde armene over kors. Hun var i den grad ved at være godt utryg ved dette her besøg, men det virkede ikke som om, at det var ligeså let at slippe ud af igen, som det havde været at falde i. Hun bed sig lidt i læben, hun havde en virkelig skidt fornemmelse ved dette her. "Hvem har sendt dig?" spurgte hun og prøvede at forholde sig så meget som muligt i ro, selvom det var begyndte at blive en udfordring for hende.
Hun hævede denne gang begge øjenbryn, og skulle lige til, at spørger om han da også foretrak at folk gik når de blev bedt pænt om det, men nåede kun lige at åbne munden i en lille sprække, før bomben faldt. Først stirrede hun bare på ham, som var han lige faldet ned fra himlen, hvorefter et smil meldte sig på hendes læber, "Arh okay, jeg forstår.. Det er en misforståelse. Der findes mange Kaya Hansen her i Danmark, du er sikkert gået forkert," svarede hun, selvom hun mærkede sit hjerte banke en del hårdere end det plejede. Sad den fremmede mand virkelig lige og påstod, at hendes mor skulle have et barn som Kaya intet kendte til? Det var jo for langt ude. En ting var hendes far havde haft to, men nu også hendes mor? Hvor mange søskende havde hun lige ude i verden? "Jeg er sikker på, vi kan få det her løst ganske hurtigt, hvad hedder din mor?" spurgte hun med en stemme som var overbevist om, at de ikke havde samme mor.

[Zain Rigel]

Han gloede på hende ved hendes spørgsmål som var det det dummeste han længe havde hørt. "Hele din udstråling samt?" Svarede han blot. Åh hvor havde han dog ikke tålmodighed til dette her det var latterligt. Kunne hun ikke bare høre efter i stedet for at spille med musklerne? Ikke at hun ville have en chance mod ham. Hun var jo nærmest nybegynder i varulvelivet i forhold til ham der var trænet i alle mulige ting fra barns ben. Han var i hvert fald temmelig overbevist om at han ville kunne lægge hende ned inden hun nåede at blinke.

Han himlede lidt diskret med øjnene da hun begyndte at forklare sig ud af situationen med benægtelse, men fint, han kunne da godt underholde hende og lege med på legen i et kort stykke tid. "Min mor hedder Sofie Dupond Hansen, hun har to børn Oliver Hansen og dig. Jeg er pænt sikker i min sag." Sagde han en kende bedrevidende.
Men hun havde da ret i at det gik temmelig hurtigt at få løst, han rettede sig lidt op, "jeg ved hvordan hun blev varulv og det hele," forklarede han køligt. Det måtte da være svar nok til at hun kunne tro hans ord. Nu anede han jo ikke hvilket forhold hun havde til sin mor, men han håbede da på at han ville kunne få hende til at slutte sig til ham så de kunne tage deres hævn sammen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya kneb øjnene en smule sammen. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes bryst, som nogle bange anelser begyndte, at meld sig i hende. Hun havde det på ingen måder godt i det her selskab. Hun var normalvis ikke typen som var bange for, at svare igen eller være rap i replikken, men der var noget over denne Zain, som gjorde hun var en del mere tilbageholdende end hun normalvis var. "Du ved jeg er varulv, burde du ik' være bange for mig?" spurgte hun og flyttede vægten fra det ene ben til det andet, og lagde armene over kors.

Hun spærrede øjnene op og så overrasket på ham. Hun vidste for det første, at Sofie stort set aldrig brugte Dupond, når hun præsenterede sig eller noget, så det var ikke en oplysning han havde kunne opsnuse hvor som helst. "Jeg er pænt sikker på, at hun ville have fortalt mig, hvis jeg havde en bror foruden Oliver," sagde hun, stadig i benægtelse. Det var for overvældende dette her.
Hun mærkede sit hjerte spring et slag over. Hvor i al verden vidste han fra, at Sofie var varulv? Det havde hun jo altid holdt meget tæt omkring, og der var, så vidt Kaya vidste, ikke nogen udover familien som vidste det. "Hun blev angrebet af en varulv, da hun var teenager. Præcis ligesom jeg gjorde," troede hun at hun sparede ham for en forklaring, men det var den historie hun havde fået af Sofie, selvom de aldrig rigtigt havde talt om det. At det så var Zain som havde bidt Kaya dengang for syv-otte år siden, vidste hun ikke. Præcis ligesom hun ikke vidste, at Sofie var blevet bidt af Carmine efter eget ønske. "Hvor gammel er du?" spurgte hun, han så jo en del ældre ud end hende selv, og hvis han virkelig var hendes bror, så måtte det jo også være fra før Noah og Sofie mødte hinanden, ligesom Noah havde Dacoda og Harper fra før Sofie.

[Zain Rigel]

Zain måtte bide sig selv lidt i læben for ikke at bryde leende sammen. "Hvorfor skulle jeg dog være bange for dig?" spurgte han ligegyldigt. Han var ærlig talt mere bange for at få rabies end hende - og det var han ikke bange for heller. Egentlig følte Zan sig ikke bange for noget som helst. Han var en stærk varulv og til den magt havde han en ustyrlig selvtillid der var meget meget svær at trænge igennem.
"Det tror jeg nu ikke du skal regne med at hun ville." Sagde han køligt. Han huskede i de år han boede med sin mor hvordan hun ville have de skulle undertrykke dem de var. Lade som om at de var helt normale og ikke var varulve. I starten havde det været svært for ham at undvære hende da hans far kidnappede ham, men nu kunne han kun se det gode, især efter han atter opsøgte Sofie kun for at finde ud af at hun var kommet videre i livet.

Han tippede hovedet let på skrå. "er det det hun har fortalt dig?" Han fnøs hånligt og rystede på hovedet. Det var jo helt til grin det her. "Nu skal jeg fortælle dig hvad der virkelig skete." Forsatte han som havde hun spurgt. "Vores kære mor blev ikke "angrebet af en varulv" hun valgte det selv." Sagde han og kiggede stålfast på hende for at understrege at han ikke løj. "Hun mødte min far som var varulv i sin fars flok og hun bad ham vende hende så de kunne være sammen. Efterfølgende slog din kære morfar alle varulvene ihjel på nær min far der ikke var i hulen den dag. Vores mor blev forvist da vi har en ide om at hun var med i angrebet og i dag hader hun så varulve som hendes far gjorde." Han trak på skuldrene som havde det bare snakket om vejret. "Det er i hvert fald den korte historie." Han fugtede læberne en smule og strakte sig. "31, hvorfor?" Han så en smule undrende på hende.