The hardest thing in this world is to live in it

[Deleted]

The Irish Pub, Godric Dalen
D. 25.december kl. 16.00
@isiahm

Alexandra sad på The Irish Pub og nød en ildwhiskey. Faktisk nød hun den slet ikke, for den var næsten væk, før hun havde sat den op sin sine læber. Det var heldgivis den første hun havde fået den dag, så hun var ikke i nærheden af at være fuld. Det var ikke længe siden, hendes far var kommet tilbage i hendes liv og det var stadig meget underligt for hende. Hun havde ikke rigtigt talt med ham siden hende og Leslie så ham, men hun havde tænkt meget over de ord han havde sagt. Han virkede meget ulykkelig over at han havde svigtet dem og på en eller anden måde, troede hun faktisk på ham. Hun havde altid elsket sin far og hun vidste at han også altid havde elsket hende og Leslie. Hans gamle liv og børn passede bare ikke sammen.

Hun sukkede dybt. hendes familie fungerede ikke. Hun havde jo også en onkel som havde afvist hende første gang hun havde taget kontakt til ham. Hun hadede ham for det og hun ville bestemt ikke opsøge ham igen. Det turde hun ikke. Dengang var hendes eneste håb om familie, ham, og han havde smidt hende på porten, som var hun en lømmel. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle bære sig ad med alt dette familie drama, men heldigvis var hende og Leslie blevet genforenet igen.

[Deleted]

Isiah have endelig langt om længe fået lov til at forlade opsynsstedet. Det havde da bestemt også taget sin tid! Det eneste krav var at han skulle være tilbage inden 22 som var han et eller andet lille barn der ikke kunne finde ud af at passe sig selv. Det var latterligt.
Han trøstede sig dog med at der bare var et par måneder endnu så ville han blive løsladt rigtigt og hvor han dog glædede sig. Det kunne godt være at han så skulle ud og finde sig en lejlighed samt et nyt job - for han fik helt sikkert ikke sit gamle job tilbage. Dog overvejede han om han skulle begynde som selvstændig aurordetektiv, en som private kunne hyre. Han viste at han kunne finde ud af det for han havde været meget dygtig til sit job, men det var nu alligevel lidt et tilbagefald fra at være aurorminsiter.

Tanken blev hurtigt skubbet ud af hovedet, det nyttede ikke at hænge sig i detaljerne. Han trådte ind på den Irske Pub. Stemningen lod til at være ret høj, men nu var det jo også lige oppe over julen.
Som han bevægede sig mellem den glade befolkning til baren, forsøgte han ihærdigt ikke at lade sig irriterer når der blev skubbet og mast. Langt om længe nåede han baren og han skyndte sig at slå sig ned på den eneste ledige plads deroppe hvortil han så bestilte en ildwhisky og vente sig mod sin sidemand - eller rettere kvinde. Han skød brynene let sammen, havde han ikke set hende før? Da slog det ham, "Alexandra Marsters?" Udbrød han lidt overrasket. Han tænkte ikke over at det kunne være hendes tvilling eftersom han alligevel ikke kunne huske hendes navn, han huskede kun Alexandra fordi hun havde opsøgt ham for nogle år tilbage.

[Deleted]

Alex lagde ikke mærke til hvem der satte sig ved siden af hende, selvom hun burde med det hår han rende rundt med. Hun tog den sidste slurk af sin whiskey og satte glasset fra sig. Hun burde tage hjem, for med det humør hun var i, var hun bange for at hun ville ende med at drikke for meget. Det gjorde hun ikke normalt, men den sidste family reunion, havde da sat sine spor.
Det gav et sæt i hende, da manden ved hendes side pludselig sagde hendes navn. Hun turde næsten ikke kigge, men hun vidste ikke hvorfor. Det var bare en følelse hun havde. Hun vendte sig dog og genkendte med det samme det utroligt blonde hår, som på en dårlig dat kunne ætse ens øjne.Hun glippede med øjnene og rykkede sig en lille smule væk. Det var hendes onkel Isiah. Ham som havde afvist hende, da hun havde mest brug for ham. Hun var kun en lille 16-årig elev der havde brug for noget familie, andet end dem plejefamilie som ikke gav udtryk for at de ikke kunne lide hende.

"Isiah..." Sagde hun og sank en klump. Hun havde lyst til at flygte og græde på samme tid, men hun blev siddende og ingen tårer kom trillende. Hun sad bare og stirrede på ham med store øjne. Mon han vidste at hendes far var kommet ud af Azkaban? Hvis han læste avis, ville han måske vide det, for der havde været en artikel om at han var blevet ejer af Quidditch forretningen.

[Deleted]

Isiah kunne godt huske at deres sidste møde ikke havde været særlig hygsomt. Han havde afvist hende blankt uden den fjerneste interesse i hende eller hendes historie. Ikke at det havde ændret sig synderligt siden, han var virkelig ikke en familiær type.
Han vidste ikke helt om det bare var ham, men han syntes at kunne fornemme at hun virkede en lille smule afstandstagende til ham. Hovedet faldt en smule på skrå og han betragtede hende kort.
"Er det bare mig eller er du ikke vildt begejstret for mit selskab?" Spurgte han med et hævet bryn. Hvorfor hun skulle være det anede han nu heller ikke, igen havde det ikke været det fedeste møde de havde haft sidst.

Han kunne ikke engang huske hvad de havde snakket om eller noget som helst. "Så har du fået styr på livet og alt det?" Spurgte han som han atter vendte blikket frem for sig og tog en ny tår af sit glas. Han var ikke voldsomt nysgerrig, men han havde jo ikke rigtigt bedre at tage sig til.
Eftersom han ikke var den store snakker, var det også svært for ham at vide hvad han skulle sige til hende. Ingen af dem lod jo til at være særlig interesseret i at bonde eller noget.

[Deleted]

Alex sad stadig bare og stirrede på sin onkel som sad ved siden af hende. Det var slet ikke til at forstå. Hun havde absolut ingen anelse om hvad hun skulle sige eller gøre og det så heller ikke ud til at han vidste det. Hun havde engang håbede på at få et slags forhold til ham, fordi hendes far engang talte så godt om ham. Hendes far havde også givet hende et billede ad ham engang, men hendes plejeforældre havde taget det fra hende.
Hun hævede dog sine øjenbryn ad hans kommentar. Indeni skreg hun ad ham, men hendes ansigt forblev neutral, med de hævede øjenbryn.
"Skulle jeg da være begejstret for dit selskab?" Sagde hun og lagde armene over kors. Hvad regnede han med? Han havde taget alt håb fra hende dengang og nu sad han og stillede sådan et spørgsmål?

Hun blev mere overrasket, da han spurgte ind til hendes liv. Hun kløede sig i håret og kiggede ned på baren, da hun ikke vidste hvor hun ellers skulle kigge hen. Det her var nok den mærkeligste situation hun nogensinde havde været i. Hun brød sig ikke synderligt om manden og han virkede ikke som om han havde lyst til at have et forhold til hende og alligevel spurgte han ind til hendes liv.
"Øh..ja... Leslie og jeg har fundet hinanden igen. Efter vores mor var så modbydelig at skille os ad." Pludselig røg al hendes bitterhed fra Isiah og hen til hendes mor, som hun håbede hun aldrig ville se igen.
"Har du?" Spurgte hun. Ikke af lyst, men nu havde han jo spurgt.

[Deleted]

Isiah var nok en ret kompliceret mand. Han var ikke typen man lige umildbart kunne aflæse og han havde utallige skeletter i skabet samt hemmeligheder han nok aldrig ville komme ud med. Det kunne godt være at han engang var passede godt på sine søskende og ville gøre alt for dem, men det var fortid nu.
Efter han dengang forlod garden og senere hen satte en stor del af dødsgardisterne i Azkaban - inklusiv nogle stykker fra hans egen familie - var han jo gået under jorden. Tingene havde senere hen udfoldet sig på uheldige måder for ham og han var endt i Azkaban selv, hvilket han uden tvivl også havde fortjent, måske bare ikke på det grundlag som han blev arresteret for. Ikke at han havde tænkt sig at fortælle om alle de andre forfærdelige ting han havde gjort, han var bare glad for at være sluppet ud af problemerne -sådan mere eller mindre.

Han trak let på skuldrene og tog atter en tår af sin drikkelse. Han kunne nu godt følge hende i hendes vrede, han havde bestemt ikke været der for hende dengang, men for alt han vidste kunne hun jo have været ude efter ham på den ene eller den anden måde, hendes far var trods alt dødsgadist - eller det var han i hvert fald dengang. Isiah havde ingen viden om hvordan det gik hans bror den dag i dag.
"Leslie?" Han måtte lige tænke sig om en ekstra gang for at erindre hvem det var, "din tvilling?" Var det ikke det tvillingen hed? Det var så mange år siden og han havde jo mere eller mindre forsøgt at glemme det liv han havde efterladt sig dengang.
Han rettede de opmærksomme grå øjne mod hende som hendes bitterhed blev tydeligere, den lod dog ikke længere til at være rettet mod ham alene. "Nej ikke det fjerneste," indrømmede han med et nyt skuldertræk. Han havde stadigvæk mistet Athene, han havde endnu ikke fået erhvervet sig en tryllestav og var heller ikke sikker på om han ville få lov til det og så var der Megan som han stadigvæk ikke havde fundet ud af hvordan han skulle slippe af med.

[Deleted]

Alex sad lænet tilbage på stolen med armene over kors. Det her var ikke ligefrem hvad hun havde forestillet sig, at der ville ske denne dag. Hun havde faktisk håbet at hun aldrig skulle se ham igen. Det havde taget alt af hende, at tage kontakt til ham dengang og han havde afvist hende. Derfor ville det være befriende, hvis han ikke bare dukkede op, tilfældigt. Nu havde hun da i det mindste fået sin søster tilbage, så helt familieløs havde hun da ikke været.
Hun hævede et øjenbryn, til hans spørgsmål.
"Øh ja. Min tvilling." Hun vidste godt, at han ikke havde været der, dengang de blev født. Der havde han vidst forladt Garden. Det gav måske mening, at han ikke rigtigt kendte dem. Hun vidste godt, at det måske havde været meget at forvente af ham dengang, han var trods alt hendes onkel og hendes far havde talt så godt om ham.
"Øv." Svarede hun til hans kommentar om hans liv. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun var ikke vildt interesseret i ham, så det var svært at komme med en bedre kommentar til det. Der var faktisk kun én ting, hun gerne ville vide og det krævede mod fra hendes side, så det var godt hun havde en del.
"Hvorfor afviste du mig egentligt dengang?" Spurgte hun ham og hendes blik forandrede sig. Hun så ikke længere bitter ud eller vred, ej heller så hun ud til at være så ligeglad mere. Hun ønskede bare at få sandheden af vide.

[Deleted]

Han nikkede kort, "okay," en akavet stilhed passerede. Han anede ikke helt hvad han skulle snakke med hende om, men nu var han heller ikke voldsomt initiativrig når det kom til at være åben og venligstillet. Ærligt så interesserede andre mennesker ham ikke særlig meget, men det kom sig nok af at han havde været alene i så mange år.
Siden han dengang forlod garden havde han stået på egne ben, det tætteste han var kommet på at skabe sig et liv udenfor frygten havde været med Athene og det havde kostet hende livet. "Ja det kan man vel godt sige." Mumlede han og tog en tår fra sit glas.
Igen passerede en akavet stilhed og han var ikke helt sikker på om han burde sige noget eller om han burde lade være. Han kunne i hvert fald mærke at sandsynligheden for at de ville blive happy family ikke var særlig stor, måske rettere; ikke eksisterende.

Han stirrede lidt frem for sig til hun stillede sit spørgsmål. Han fik næsten væsken galt i halsen som han kiggede på hende med et hævet bryn. Det ville være så let at fyre en spydig kommentar af om at han bare ikke havde lyst, men på den anden side havde han jo efterhånden ikke rigtigt mere at tabe, dengang havde han frygtet for sit liv og for Athenes, nu var hun væk så han var egentlig mere eller mindre ligeglad med hvad der ville komme til at ske med ham.
"Jeg havde hele dødsgarden på nakken. Du er datter af min bror. Alle mine søskende er dødsgardister. Jeg kendte dig ikke, så hvorfor skulle jeg stole på at du ikke var som dem? Jeg havde for meget at miste til at jeg turde tage den chance." Han var ikke kendt for at pakke tingene ind. Forskellen fra dengang til nu var bare at nu var han ligeglad med hvad der skete med ham. "Ikke at jeg kender dig nu, men tingene har bare ændret sig, I guess." Med et nyt skuldertræk tømte han sit glas og så tilbage på hende.

[Deleted]

Alex ville så gerne bare gå, men hendes krop ville ikke samarbejde. Hun følte sig utilpas og hun brød sig ikke om at være i hans selskab, men det vidste han måske også godt. Ikke at det fik ham til at gå, men han burde da alligevel kunne fornemme det. Hun havde et lille bitte håb om, at de kunne lære hinanden at kende en dag, men det var så småt at, det ikke var vigtigt for hende at gå efter. Hendes fars rare ord om hendes onkel, havde bare altid siddet i hende og hun havde så svært ved at forstå at han var så afvisende en mand. Hun kendte ikke hans liv og kunne derfor ikke selv komme med en forklaring på de ting der var sket, og hun fik den måske heller aldrig.

Det kom en smule bag på ham, at han var så ærlig som han var, men på den anden side, gjorde det hende glad. Når han sagde tingene på den måde, kunne hun måske godt forstå ham, men det var stadig svært at sætte sig ind i det. Hun havde været 15 eller 16, da hun havde opsøgt ham og for hende virkede det umuligt, at en så ung pige, kunne arbejde sammen med dødsgardister. Dog var Isiah af en anden overbevisning og hun måtte tage hans ord til sig.
"Okay. Det er forståeligt nok. Dog har jeg aldrig selv været dødsgardist. Min far gjorde hvad han kunne for at holde mig ude af det som barn, selvom min mor prøvede at få mig ind. Jeg har heller ikke set dem siden jeg var 10... Okay det passer ikke. jeg så min far for en måned siden. Jeg tror bare jeg havde brug for noget familie, da min plejefamilie ikke kunne lide at have mig der og aldrig lagde skjul på det." Sagde hun og bed sig i læben. Hun stolede på ham når han sagde, at han var ude af det, for han virkede så oprigtig. Hun havde altid elsket sin far, men det krævede selvfølgelig en del af ham, at overbevise hende 100 procent. "Min far er ude af Garden." Sagde hun stille. Hun vidste, at Isiah havde været vigtig for Isaac engang, så det føltes vigtigt for Alex at fortælle Isiah at hendes far også havde forladt det liv.

[Deleted]

Han kunne godt mærke den meget tryggende og utrolig akavede stemning, men han ignorerede den for nu. Han kunne jo sådan set være komplet ligeglad med hvordan hun havde det med ham han satstede ikke på at de skulle begynde at være på julegaver eller noget. Som hun sagde at hun aldrig havde været dødsgardist gloede han på hende i nogle lange sekunder som troede han ikke helt hendes ord.
Det forekom ham næsten umuligt at hun ikke var tilhænger, det var alle i hans familie jo og det havde de altid været. "Har du aldrig været en del af garden?" Hans toneleje var dæmpet en smule nu eftersom han ikke ønskede at hele kroen skulle opsnappe hvad de snakkede om.
Hans blik blev mere og mere undrende jo mere hun fortalte og han glemte nærmest helt at være skeptisk omkring hende. Det var komplet sort for ham det hun sad og sagde. Havde hans bror forladt garden? Hvornår var det sket?

Det gik lidt pludselig op for Isiah hvor lang tid siden det var han havde set sin familie. Han kendte dem slet ikke mere og han anede ikke om de havde ændret sig. Han tvivlede nu ret stærkt, men han kunne jo ikke vide det hundrede procent.
Tanken om at Issac havde forladt garden ville dog nok tage ham noget tid at komme sig over, igen fordi alle i hans familie altid havde været ufattelig fanatiske - ham selv inkluderet.
"Jeg troede ikke Issac ønskede at forlade garden." Sagde han og så atter på hende. "Derudover troede jeg ikke at garden bare lige ville tillade den slags." Han havde jo ikke selv været på flugt hele sit liv for underholdningens skyld.

[Deleted]

Alex følte sig ikke decideret tilpas i hans selskab, men det var ikke så slemt at sidde her sammen med ham mere. Hun kunne ikke lide ham og hun hade lyst til at finde en grydelap og slå ham med den, men det var ikke så slemt. Hun forventede ikke længere noget af ham og det hjalp hende nok ret meget.
"Aldrig. Som sagt, ville min far ikke have hverken jeg eller Leslie skulle være en del af det. Det skræmte mig også, den dag mine forældre blev hentet af aurorer og sat i Azkaban. Derudover kan jeg ikke se hvorfor de mugglerfødte ikke hører til i denne verden og hvorfor folk hader mugglere." Sagde hun med et skuldertræk. Som barn havde hun haft en god ven, som var muggler. Hendes forældre havde ikke kendt til det, da hun vidste at de ville være imod det. Sidste gang hun havde set ham, var da hun var blevet fragtet til sine plejefamilie. Hun havde aldrig fået sagt farvel.

Alex vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke talt med sin far siden hende og Leslie havde set ham sammen. Hun vidste intet om hvorfor han havde forladt Garden. Han fik det til at lyde som om det var på grund af hende og Leslie, men hun vidste jo ikke om det var den eneste grund.
"Da jeg så ham, lignede det at han afskyede dem. Nu ved jeg ikke rigtigt noget om Garden, men det lød også som om de havde taget alt fra ham. Alle hans penge, hans hus..alt. Måske det er derfor de bare kunne lade ham gå. Han havde jo ingenting tilbage." Hun trak på skuldrene og kiggede frem for sig. "Men jeg ved det ikke." Sagde hun så. Hun ønskede bare at han var oprigtig.

[Deleted]

Det var som om at Isiah ikke kunne finde sammenhængen mellem de ord hun fortalte ham og så den person han kendte som sin bror. Alle i hans familie havde altid været meget fanatiske, det var en del af deres opdragelse og det lå lige så sikkert i dem som at trække vejret, derfor havde han ikke den fjerneste anelse om hvad der skulle få hans lillebror til at skifte mening omkring det hele.
Han sagde ikke noget til da hun fortalte om forældrene der var blevet sat i Azkaban. Det havde nok været under den aktion Isiah selv havde startet i håb om at de havde fanget alle der udgjorde en trussel mod ham så han ikke behøvede at leve sit liv i frygt. Sådan var det dog desværre ikke helt endt.
I ren refleks kunne han ikke lade være med at lade en næsten usynlig rynke krænge sig op på næsen som hun sagde at de var lige så meget værd. Det kunne han nok ikke helt erklære sig enig med, men igen skyldtes det jo også hans opdragelse.

”Mugglere vil aldrig kunne måle sig med os magikere.” Sagde han bare ligeud med et skuldertræk som var det en snak om vejret. ”De har ikke de samme muligheder som vi har.” Han var langt over den fase med at ønske dem døde, men det betød ikke at han brød sig om dem. Heller ikke på trods af at Athene havde været mugglerfødt.
Endnu engang formede der sig undrende rynker i panden på ham. Alexander havde da aldrig bare ”ladet nogen gå”. Ikke hvad Isiah var bekendt med i hvert fald. Det var jo derfor han selv havde levet i frygt stort set hele sit liv.
”Garden lader da ikke bare folk gå?” Skønt det lød som et spørgsmål var det nok nærmere en konstatering. ”Men sidder din far stadigvæk i Azkaban?” Måske Isiah skulle aflægge ham et besøg og finde ud af om han havde noget viden om garden Isiah kunne bruge til at destruerer den.

[Deleted]

Alexandre blev egentligt ikke overrasket over Isiahs måde, at se verden på. Hvis han kunne afvise en 16-årig pige som bare ønskede sig en form for familie, så kunne han vel også synes han var mere værd end mugglere. Hun kunne slet ikke se det på samme måde, for hun synes da bestemt ikke hun var mere værd end dem, bare fordi hun havde en tryllestav.
"Det er da ikke deres skyld? Desuden er de bare nogle gange smartere end vi er. Magikere bruger stadig damplokomotiver og ignorere alt der hedder elektricitet. De skriver stadig breve, som om det er den bedste måde at kommunikere på. Så du synes du er mere værd end dem, fordi hun render rundt med en stav med lys i?" Spurgte hun en smule opgivende og var egentligt ret ligeglad med hans svar. "Ved du hvad? jeg behøver ikke et svar. Ligemeget hvad du siger, vil jeg ikke kunne se det på den måde som du ser det på. Desuden er det en diskussion som vi aldrig kan blive enige i." Hun trak på skuldrene.

Hun så igen en smule opgivende ud. Han blev ved med at lyde som om han forventede, at hun kunne svare på ting på Gardens vegne.
"Jeg er ikke og har aldrig været en del af Garden, så jeg har virkelig ingen idé. Men nej han sidder ikke i Azkaban." Sagde hun og lod vær med at kigge på ham. Hvorfor var han sådan en idiot? Han havde da været fornuftig nok til at forlade Garden. Hvorfor var han så stadig sådan en røv med øre?

[Deleted]

Han hævede et bryn som hun kom med sin lange moralprædiken. Hold da op at den skulle komme fra en Marsters, det var jo direkte sørgeligt. "Det kan godt være at de har elektricitet, men vi har et helt samfund som de slet ikke kender til." Gav han igen som var det en konkurrence om hvad der var bedst.
"Sidste gang mugglere fandt ud af at vi eksisterede brændte de vores slags på bålet og så siger folk at fuldblodsfanatikerne er racister." Hans tone var tør. Selvfølgelig blev man lidt nedladende overfor dem når de tydeligvis ikke kunne håndterer at vide at nogen havde noget de ikke havde, hvis mugglere ikke kunne forstå det blev de bange for det og blev de bange for det blev de krigeriske så hvorfor skulle magikerne opfører sig anderledes?

"Men okay, underhold mig, fortæl mig endelig hvorfor mugglere er sådan nogle helgens." Udfordrede han hende. Det var jo ikke fordi han gik ind for at dræbe dem - ikke længere - han gad bare helst ikke at omgås dem for de sagde ham ingenting. De var undermålere, lidt på samme stadie som husalfer, men derfor kunne han da godt behandle deres afkom godt, altså de mugglerfødte, de kunne jo ikke gøre for hvem deres forældre var og igen var han ikke begejstret for dem, men de var da trods alt stadiet over mugglerne.
"Hvor er han så nu?" Spurgte Isiah en smule nysgerrigt. Måske han skulle aflægge sin kære lillebror et besøg. Finde ud af hvad han vidste om garden der vidst nok havde skiftet leder igen så vidt Isiah var informeret. Han kunne godt tænke sig at finde lidt ud af hvad der rørte sig i verden omkring ham nu hvor han havde været gemt væk så længe.

[Deleted]

Alex måtte virkelig kæmpe for ikke at grine, af hans argument for at mugglere skulle være racister.
"Den sidste heks der blev brændt, var i 1600-tallet. Det er rimelig lang tid siden. Det er en helt anden verden vi lever i i dag. Jeg siger desuden heller ikke, at de er helgens, for det er de da bestemt ikke. De er mennesker, ligesom du og jeg. Nok har de ikke de samme midler som os, men de har andre og har skabt et godt samfund, ligesom os. Jeg forstår ikke grunden til at hade dem, for det har ikke gjort os noget." Sagde hun og trak på skuldrene.
Alex vidste godt, at de aldrig blev enige og hun var også mere afklaret nu, end nogensinde før, om at de aldrig ville blive en glad familie. De passede slet ikke sammen, selvom hun engang havde ønsket det så inderligt.
"Hvorfor vil du gerne vide hvor min far er? Ja undskyld hvis jeg ikke bare fortæller det med det samme. Jeg har en tendens til ikke helt at stole på folk og især ikke folk, der ikke stoler på mig." Sagde hun koldt og kiggede på ham. Hun huskede tydeligt hans reaktion, da hun havde fortalt ham hvem hun var. Han havde opført sig som om hun ville fortælle hele Dødsgarden hvor han var henne, selvom hun ikke anede hvem der var en del af Dødsgarden. Eller lidt vidste man vel, når man arbejdede i Ministeriet.