In the light of the moon

[Deleted]

Enhver person på selv samme mission som Darius kunne prise sig lykkelig for at månen ikke var fuld denne aften. Semi cirklen lovede om lang tid før der kom bekymringer på den front, men alligevel skulle man være på vagt. At blive bidt af et menneske som havde varulve forbandelsen i sig, havde selv samme effekt, som hvis de var i deres varulve form.
En gys gik igennem Darius som han vandrede igennem den tætte skov lidt uden for London. En ugle tuede i trætoppen, og vinden vrislede igennem de nye blade som gav træerne et flot lysegrønt skær. Staven var fremme. Dens krogede form var halvt rettet forude, men Darius stolede nok på sig selv til ikke at sigte lige frem. I denne stilhed, der virkede så fjern fra byens larm, var det svært at snige sig ind på nogen. Alligevel kiggede han sig hyppigt over skulderen for at tjekke alle sider.
Den sorte lange jakke blev trykket tættere ind til kroppen. Den engelske sommer var ikke noget at råbe hurra for. Darius's greb om tryllestaven strammede sig og han undlod at tænde noget lys og lod sine øjne bestemme vejen, kun med hjælp fra månelyset.
Varulve. Han var sendt afsted for at likvidere et sådan væsen. Der havde været store problemer på det sidste og det var nu klart for ministeriet at en varulv stod bag flere dræb på både magikere og mugglere. Det sidste var specielt et problem, fordi sporerne skulle slettes og der ikke var andet vildt dyreliv i den engelske natur der så brutalt ville flænse nogen i stykker.
De fleste mennesker afskyrede nok disse, halvt mand halvt ulve væsner, men Darius fandt dem yderst interessant. - Det ubehersket dyr man forvandler sig til og er ude af stand til at kontrollere. Men samtidig vidste Darius at disse væsner var farlige. En varulv mindre betød større sikkerhed, hvilket var hvad hans job gik ud på 

@jayden

[Deleted]

Det var sjældent en forvandling gik så galt, som den var gået denne gang. Så igen, det var ikke, fordi Jayden havde så meget at sammenligne med: Det var kun hans fjerde fuldmåne. Den første have været væmmelig nok; følelsen af knogler, der brækkede og vred sig for første gang; huden, der strakte sig, så han var bange for, at den ville sprænge; smertetrækninger, idet nye former tog sig til overalt; den sparsomme pels, der skød ud som nåle gennem huden; men værst af alt: Dyret, der overtog. Han havde ikke haft Stormhateliksiren til rådighed på det tidspunkt, og han havde heller ikke haft den i går nat. Der var små glimt, hist og her, i hans hukommelse.

Grene, der knækkede i skovbunden. Lyden af hans eget forpinte åndedræt, imens han hastede gennem budskadset. Træernes grene, der piskede ham i ansigtet, indtil han langt om længe nåede frem til et træskur. Hænder, der fumlede med låsen, idet knoglerne vred sig, og lange, krumme negle skød ud fra hans fingerspidser. Mørket. Hylen i det fjerne. Den distraherende, dyriske tankegang, der fik ham til at storme mod døren og styrte direkte igennem. Følelsen af træsplinter, der borede sig ind i hans hud og poter. Så var han fri. Duften af mennesker. "Stupefy!" Kød. Blod. Skrig.

Jayden bed tænderne sammen, pressede håndrødderne hårdere imod sine lukkede øjne og krøb længere ind i hjørnet af skuret. Det var kun en dag siden, og smerten sad stadig så tydeligt i kroppen, som mindet om den. I morges var han vågnet op under et egetræ med en metallisk smag i munden og mere beskidt, end han nogensinde hanvde følt sig før. Han var desorienteret, vidste ikke helt, hvor han befandt sig. Nøgen havde han vandret rundt i skoven på ømme fødder og med usammenhængende minder stormende gennem hovedet. Havde han bidt nogen? Han havde vadet igennem et brændenældekrat og var kommet forbi et vandhul, før han endelig stødte på skuret. Tøjet og tryllestaven lå i en kluntet bunke i det ene hjørne. Det var kun lykkedes ham at trække i bukserne, før han måtte sætte sig. Hvad var der sket?


En ugle tudede højlydt lige udenfor skuret. Jaydens hørelse var stadig skærpet efter forvandlingen. Det gav et sæt i ham, og han var pludselig meget mere opmærksom på sine omgivelser, end han før havde været. Han fjernede hænderne fra sine øjne og stirrede ud i natten gennem hullet i skuret, hvor døren burde have været. Der kom nogen. Han kunne høre fodtrinnene.
 "Hvem der?" råbte han. Stemmen var rug, næsten bjæffende. Selv om han havde drukket fra vandløbet for at skylle den metalliske smag væk, var det næsten, som om den krøb tilbage nu. Han sad stadig sammenkrøbet i skurets hjørne, men nu havde han et fast greb om sin tryllestav. Det var ikke så meget med vilje, som det var en refleks. "Hallo?"

[Deleted]

Natten blev kun mørkere jo længere ind i skoven Darius kom. Han kunne godt lide mørket og vendte sig hurtigt til dets svage lys, der normalt hæmmede folk i at se. Nok var han ikke et væsen af en anden verden, men mørket generende ham ikke. Ting kunne blive skjult, stemmer forsvinde og magi blive brugt uden nogle snakkede om etik. Der var et lille skur ikke så langt fremme. Der var nogle der inde. Det vidste Darius selv før han hørte en usikker stemme råbe op. Han rettede staven mod døren, tog en dyb indånging og råbte: "Bombarda." En eksplosion fik døren til at gå op og gnisterne fløj stadig rundt i luften. Det var ikke til at vide om det var en fjende eller uskyldig der inde, men han var klar til hvad end det måtte være. "Kom ud" råbte han med den grove accent, og trådte tættere på skuret.

[Deleted]

Jayden hørte besværgelsen blive råbt og nåede kun akkurat lige at svirpe et magisk skjold op foran sig, før det var for sent. Han så træværket eksplodere og rygende træstumper hagle ind mod sig som daggerter efter blod. De blev til støv, da de ramte hans skjold. Det var tydeligvis ikke en venligsindet, der stod udenfor skuret. Måske var det endda en af de varulve, han havde snakket med i går, som var vendt tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Jayden var på benene i rekordfart. Han havde ingen sko på, men adrenalinen pumpede allerede så kraftigt i hans årer, at han ikke kunne mærke de splinter, der borede sig op i hans fodsåler, da han sprintede over mod skyggen ved væggen ved siden af det nu endnu større hul. Månelyset badede resten af skuret i et sælsomt lys. Hans fodspor var tydelige som mørke pletter i træstøvet, der dækkede gulvet i skuret. Havde Darius kigget ind i skuret i der øjeblik, det tog Jayden at tilbagelægge distancen mellem hjørnet af skuret og væggen, som han nu stod i skjul bag, ville han havde set glimtet af en adræt skikkelse kun iført jeans og med indtørret mudder - eller måske endda blod? - om munden og langt ned ad halsen.
 "Jeg går ikke med jer! Ikke på de vilkår!" Råbte han med ryggen mod væggen og et fast tag i tryllestaven. Han var parat til at forsvare sig og kæmpe imod, hvis det var det, det kom til.