Home Sweet... Oh No!

[Deleted]

@matyas - England nær Lynch Privat Hospital - December 2053 - Sen aften.

Octavia var på vej hjem fra en aftenvagt på hospitalet. Problemet var bare, at hun havde to veje hun kunne vælge. Den ene vej som var i gennem mugglernes bydel, som mest af alt mindede om en hyggelig lille landsby, hvor alle kendte alle. Eller den korte vej, som var ti minutter hurtigere, men til gengæld, i gennem en lille skov. Hun var egentlig ikke så glad for mørke, men hun ville også gerne bare hurtigt hjem og i seng, da hun havde haft taget overarbejde igen.
Hun stod på hjørnet, hvor hun skulle tage en beslutning. Trygt og langsomt, eller hurtigt og skummet? Hun rettede sin taske som hang over hendes ene skulder, før hun rettede ryggen. Helt ærligt, hun var magiker, hvad skulle der kunne ske? Med den bagtanke, plus hun jo havde taget den hurtige vej så mange gange før, tog hun en beslutning, og satte retningen mod den lille skov.
Hun gik med raske skridt afsted. Hun ville snart være hjemme i sin lejelighed, hvor ingen andre end hendes kat ventede på hende. Skoven var hel mørk, det var koldt og små regnede. Heldigvis skulle hun bare lige i gennem skoven og så fem meter mere, før hun ville nå hjem i sin varme lejelighed, hvor hendes seng kaldte på hende. Det var hun i hvert fald helt sikker på.

[Deleted]

Efter flere år i Nurmengard, var planerne blevet udviklet, de var tilrettelagt og klar. Det krævede nu kun tid, og til at starte med en diskret opbygningen - inde det ville blive langt mere agressivt. En ny troldmandsære ville starte ved denne aften. Octavia Lynch var en kvinde som virkede til at være den oplagte kandidat til at blive en del af Matyas plot. Derfor havde en observerede hende, og fulgt hende. Det var let at observerer folk, og på meget kort tid kunne man lære folk at kende, uden at have talt til dem.
At hun havde valgt at gå den skumle vej igennem skoven var plot bedre, så var der ikke mange vidner. Vidner, det ville have været muggler som alligevel var forsvundet hvis de havde set noget.
Skovenvar mørk, og månen hang tungt på himlen og lyste op. Matya gik med rolige skridt et stykke bag Octavia, cotton coaten hang ned langs ham, og hans jakkesæt sad som det skulle. Hans stav lå naturligt som en del af hans arm.
Han betragtede kvinden som gik små 20 meter foran ham.

[Deleted]

Octavia var normalvis ikke typen som blev paranoid eller bange af sig, men hun måtte nok ærligt indrømme, at den mørke skov hun skulle i gennem for at komme hjem, gav hende gåsehud langt op af begge arme. Hun havde på intet tidspunkt følt sig overvåget eller forfulgt, hvilket nok var årsagen til, at hun havde været lidt overmodig denne aften. Det var køligt, men i det mindste lyste månen vej for hende.
Det gav et sæt i hende, da en ugle pludselig gav sig til, at tude oppe fra et træ. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Helt ærligt, den dum ugle skulle bare ikke kunne skræmme andre end små børn. Hun var altså en voksen kvinde, godt nok ikke gammel Gryffindor elev, men Ravenclaw, så hun burde da vide, at der ikke var noget at være bange for.
Hun vendte blikket bagud, da hun syntes hun hørte skridt bag sig, hvor hun fik øje på en mørk skikkelse. Hun mærkede sit hjerte slå et ekstra slag, og satte sit tempo ned, "Ehm.. Kan jeg hjælpe Dem Sir?" spurgte hun selvom al fornuft i hende skreg af hende, at hun burde have sat tempoet op i stedet for, og skyndt sig ud af skoven, så hun kunne komme hjem. Men sygeplejersken i hende, ville jo gerne hjælpe alle, og det var jo synd for ham, hvis han var faret vildt eller var kommet til skade, og hvis det sidste var tilfældet, så ville hun jo sikkert kunne hjælpe ham.