In the jungle, the mighty jungle

[Deleted]

Jacob sukkede og så opgivende på Jacqia, "Og jeg er faktisk ligeglad," svarede han med sammenbidte tænder. Kunne hun ikke bare holde mund og se godt ud? Hvorfor var det lige han havde sagt ja til det her job? Modeller. Pif. Han ville nok aldrig lærer at forstå dem.
"Dine standarter? Ej hør nu prinsesse, selv en guldfisk har højere standarter end dig," sagde han i en ovebærende tone, som var det et lille barn han snakkede til, som lige havde bedt om slik for femogtyvende gang og fik endnu et nej. Han kunne godt mærke, at han snart ville kaste hende overbord, hvis hun ikke snart holdt sine læber samlet så der ikke kunne komme flere lyde ud. Men på den anden side, så ville der være for mange vidner, så han ville være tvunget til, at redde hende op igen, hvilket ville betyde han skulle røre ved hende og hendes iiih så fine Louis Vuitton taske.
Han kneb øjnene sammen og lod et par kolde øjne hvile på hende, da hun begyndte at snakke om hans kone, "Min kone blev skudt og døde i mine arme, hvis du kalder dét, at skride, men jeg håber da for dig, at du finder dine nøgler og held og lykke med din bro," snærrede han, selvom det langt fra var hele sandheden omkring hvad der var sket med hans kone, men nu vidste han jo ikke om hun var magiker eller helt almindelig muggler, han antog blot altid at hans kunder var mugglere, på den måde talte han ikke over sig. Han var ikke ude på at give hende dårlig samvittighed, hvilket han faktisk også tvivlede på overhovedet var noget hun ejede, men han prøvede nok nærmere bare indirekte, at fortælle hende, at hun ikke kendte ham og måske skulle tænke mere over, hvad man sagde til hvem.
Han satte en hånd for hjertet, "Jeg er næsten helt beæret, jeg er værd at miste din fine lille stilet på," sagde han i et falsk toneleje, som nok tydeliggjorde, hvor lidt han egentlig mente sine ord, hvis ikke, så hjælp det efterfølgende øjnrul nok på det. Han kunne ikke lade vær med, at grine som hun stod og daskede edderkoppen væk fra sin skulder. "Well, så husk at finde en af de stammer som jeg ikke har mødt endnu," sagde han roligt og blinkede til hende. Hun var da virkelig for meget. En rigtigt snobbet madam.
Han rettede ligeledes blikket mod himlen, da tordenskraldet lød. "Virkelig?" mumlede han let for sig selv. Han vidste godt det indikerede at det om lidt ville vælte ned med regn, hvilket bekræftede de bekymrede anelse han havde haft tidligere, da vandet var begyndt at trække sig. Han kunne mærke i båden, hvordan vinden tog fart og regnedråberne begyndte at falde som var der gået hul på himlen. Torden blev værre, mens lynene ramte tættere og tættere på. Han gjorde hvad han kunne for at styre båden, men der var for meget vind, lyn og regn til at han kunne se noget som helst. "Hold fast!" råbte han til alle som var ombord, mens en af mændene kom hen til ham, "Jeg sagde, det var for usikkert til at sejle ud! I skulle have lyttet til mig for fanden!" råbte han arrigt af manden, men nåede ikke at sige mere eller få et svar, før en bølge skyllede ind over båden og manden forsvandt. "damn!" Jacob mistede mere og mere kontrol over båden, hvilket resulterede i, at den væltede rundt. Selv slog han hovedet mod en sten på bunden af vandet, men kom heldigvis ind til bræden. Det blødte fra hans ene øjenbryn og han havde slugt en del vand, men ellers var en forholdsvis uskadt. Eller han havde i hvert fald ikke opdaget flere skader endnu, som han vendte blikket mod vandet, for at se om han kunne få øje på nogen overlevende, mens han fjernede vand og vådt hår fra sit ansigt og prøvede at få vejret igen.

[Deleted]

"Hey, don't shoot the messanger, du kan da bare få styr på hvad du taler om inden du bare begynder at ævle løs," kommenterede hun køligt.
Blikket blev lynhurtigt rettet mod ham, tilbageholdt vrede strålede tydeligt igennem for et kort øjeblik til hun genvandt sin mere afballancerede facade. "Sig mig, bliver din røv sommetider ikke jaloux over alt det lort der kommer ud af din mund?" Hun sendte ham et flabet smil tydeligvis ret stolt over den kommentar.
Nu var Jacqia ikke ligefrem det mest medfølende menneske på planeten og slet ikke når hun ikke brød sig om folk, men selv hun kunne godt se at hendes ord havde været meget uheldige, på den anden side kunne hun jo ikke vide det. Hun havde ikke lyst til at go soft on him og undskylde, men hun kunne heller ikke rigtigt tillade sig at kaste flabede kommentarer i hovedet på ham omkring det.
Derfor valgte hun i stedet bare at rulle dramatisk med øjnene og vende ham ryggen. "Jeg går ned og sover lidt," mumlede hun irriteret.

Som hun ca 15 minutter senere lå der i hængekøjen og forsøgte at få noget søvn begyndte vejret pludselig at tage til. Regnen lød som pistolskud mod det overdækkende plastik der holdt selve dækket tørt. Dog var der noget der ikke helt stemte overens i hendes hoved. Havde de ikke ret meget fart på i forhold til tidligere. Strømmen i floden var i hvert fald blevet meget kraftigere og det kunne hun se på trods af at hun ellers ikke anede det fjerneste om junglen. I det samme var det som om at båden ramte et eller andet, hun gav et hvin fra sig som hun blev væltet ud af hængekøjen og ned på dækket. Inden hun nåede at opfatte hvad der foregik blev hele båden vendt på hovedet og hun var under vandet.
Hun forsøgte at skrige med det resultat af hendes mund blot fyldtes med vand. Med mere held end forstand kom hun ud fra båden og fik taget en god mundfuld luft. Hun forsøgte at holde fast i båden der blev kastet imellem skarpe sten og hun kunne godt fornemme at det ikke var det mest sikre at holde sig til. Larmen fra floden var næsten overdøvende, hun kunne ikke se andre, men det lykkedes hende at gribe fat om en af de mindre skarpe sten. Vandet maste hende hurtigt op af den og hun følte næsten at hun blev knust under presset. Den styrtende regn gjorde heller ikke noget bedre. Hun kunne se at hun var rimelig tæt på bredden, men hun turde ikke bevæge sig i frygt for at blive slæbt med af strømmen igen. Båden var allerede drevet længere ned af floden som den pingpongede imellem sten og træstammer.

[Deleted]

Jacob rullede med øjnene, men lod vær med at svare, det her var da nok noget af det sidste han magtede. Kunne hun ikke bare holde sin mund lukket i bare fem minutter, og gøre sine medmennesker en tjeneste?
Han sendte hende et overbærende blik, "Ja, det gør den. Hvad med din?" spurgte han køligt retur, han var godt nok ved at være pænt træt af hende, så da hun sagde hun ville gå ned og sove lidt, viftede han blot lidt med den ene hånd, "Held og lykke med at indhente din skønhedssøvn," kommenterede han efter hende, og fnøs let da hun var et stykke væk. Stilhed. Langt om længe.

Jacob kom med en del besvær på benene, ved hjælp fra et træ som han kunne støtte sig til. Han kastede en del vand op, mens hans gispende prøvede at se sig omkring ud i vandet, for at se om han kunne få øje på andre overlevende, selvom han godt vidste, at der kun ville være en minimal chance for dette. Han fik rettet sig op og hostede en smule mere, som han fik øje på en kvinde krop i vandet, hvorefter han kun kunne se sin båd, eller rettere, resterne af den, forsvinde ned af floden, før hans blik vendte tilbage på kvinden. Åh nej. Virkelig? Af alle på båden, var det hende? Han kørte sin hånd ned over sit ansigt, før han så sig om efter noget han kunne kaste ud til hende. "Blev hvor du er," råbte han ud til hende, mens han fandt en skarp kniv frem og fik skåret en lian over, som han kastede ud til hende, "Grib, hold godt fast, så trækker jeg dig ind," råbte han til hende, selvom hans tanker for et par sekunder havde været på, om han ville gøre menneskeligheden en tjeneste ved blot at lade hende drukne.

[Deleted]

Panikken var ved at sprede sig i hele kroppen alligevel følte hun sig nærmest låst fast til stenen i frygt for at den mindste bevægelse ville sende hende videre ned af floden. Hun kunne ikke engang skrige på grund af presset fra vandet. I et kort sekund lukkede hun øjnene i håb om at hun om lidt ville åbne dem og finde ud af hun stadigvæk lå i hængekøjen på dækket af den elendige båd og at dette her blot var et gruopvækkende mareridt. Desværre var dette ikke tilfældet erfarede hun da hun kort efter åbnede øjnene på ny. Dette her var temmelig virkeligt. En tanke gik til Kendall derhjemme, hvorfor helvede havde Jacqia også været så stædig, hun skulle være blevet hjemme i stedet for at understrege en pointe og rejse til Amazones, var dette her virkelig straffen?
I det samme hørte hun en stemme der kun meget svagt kunne høres over flodens brølen, hun rettede blikket mod bredden og der stod han. Junglemanden, ja selvfølgelig var det ham. Et kort øjeblik overvejede hun om hun i stedet skulle satse på floden frem for ham, men som han kastede lianen til hende ville hun alligevel ikke lade chancen for at komme ind til land passerer – tænk hvis han pludselig ombestemte sig.
Hun greb fat om lianen og havde da også kun lige fået fat da hendes meget lille ændring i position lod floden få fat i hende igen og hun blev trukket lidt med, heldigvis ikke langt på grund af livslinjen i form at lianen. Hun skreg desperat til ham at han skulle trække hende ind samtidig med hun selv forsøgte at hive sig noget af vejen.
Da hun omsider kunne mærke bunden kom hun meget hurtigt det sidste stykke ind og kollapsede udmattet på bredden hvor hun pustende blev liggende i nogle minutter inden hun omsider rettede blikket mod sin redningsmand, men i stedet for at takke ham så hun næsten anklagende på ham. ”Hvad skete der?” Hendes stemme var langt mere skinger end hun havde regnet med, det var nok panikken over den traumatiserende oplevelse.

[Deleted]

Jacob brugte alle hans kræfter på, at få trukket Jacqia ind, eller de restende kræfter han nu havde tilbage i sin krop. Han hørte hendes desperate skrig, men hans krop var så udslået at han brugte den energi han havde, på at få hende ind på land, selvom tanken om at vende det blinde øjne til, var skræmmende fristende. Hvad troede hun måske det var han prøvede? Lege tovtrækkeri med hende eller hvad? I så fald, ville han da vinde stort.
Han slap lianen da hun kom ind på land og satte sig ned, hvor han stod. Hans ben kunne ikke bæger ham mere. Han skulle sidde, bare lige fem minutter, før de skulle længere ind i junglen, inden vandet ville stige og hive dem med. Han så på hende med et overrasket blik, da hendes blik ikke ligefrem udstålede taknemlighed over, at han lige havde reddet hendes liv. "Jeg tror, det du prøver at sige, er tak," sagde han sammenbidt. Han rystede lidt på hovedet af hende, før han rejste sig. Det var stadig ikke rigtigt gået op for ham, at hans øjenbryn var flækket. Han havde også et par rifter rundt omkring på både ben og arme, men heldigvis ikke nogle som var særligt dybe, det var nok mere infektion han skulle være bekymret for, end noget andet. "Kom, vi skal længere end ind junglen, inden vandet stiger," sagde han og begyndte at gå. Egentlig havde han slet ikke lyst til, at skulle lege babysitter for et forvokset forkælet barn, men hun kunne måske blive nytte i form af lokkemad eller offer, hvis de skulle støde på nogle vilde dyr, hvilket chancen var ret stor for.

[Deleted]

Hun satte sig forslået op og trak benene op under hagen som hun slog armene omkring sig for at få varmen. Det var voldsomt køligt når man lige havde fået en uventet dukkert på denne måde og den silende regn gjorde det bestemt ikke bedre.
I noget tid sad hun bare og stirrede lidt frem for sig imens hun rystede nok mere af chok end kulde, men lige nu havde hun intet begreb om hvor slem en suppedas de sad i, men hun havde da en ret god ide om at dette her ikke var godt. ”Tak? Du tager gas på mig ik? DU STYREDE BÅDEN UD OVER ET VANDFALD!” Gav hun rasende igen som hun med fornyet energi sprang op og pegede en anklagende finger imod ham. Han kunne da ikke mene at hun skulle takke ham for at han havde reddet hende udover en situation han selv havde sat hende i.
Det var først nu hun fik taget ham rigtigt i øjensyn og hun tav en smule ved synet af hans blodige ansigt grundet det flækkede øjenbryn. ”Øhm..du har noget lige dér..” Påpegede hun og pegede på sit eget ansigt hvor blodet fra øjenbrynet løb ned over hans. Okay måske hun var en smule hård ved ham..måske, han var trods alt hendes billet ud fra dette vanvid, desuden kunne hun altid sagsøge ham i aften når de var tilbage på hotellet for ærlig talt regnede hun ikke med at det ville tage længere tid, det var jo bare en lille regnskov ikke sandt.
Hun kiggede lidt mistroisk mod den tætte tropiske skov foran dem og derefter tilbage mod den øredøvende flod som overvejede hun hvilken skæbne der ville være værst.
Hun rømmede sig lidt og fulgte så efter ham, eftersom hun blev enig med sig selv om at hun hellere ville tilbringe tiden sammen med ham frem for en sulten alligator – det var endda på trods af at ligheden mellem ham og reptilen var temmelig stor set med hendes øjne.
”Har du ikke en eller anden telefon så du kan ringe efter hjælp?” Spurget hun lidt naivt. ”Jeg mener bare at jeg vil hellere end gerne slippe for at skulle gå hele dagen, mine sko er ikke helt til junglevandring.” Beklagede hun sig som hun kiggede ned på stiletterne som mirakuløst stadigvæk sad på hendes fødder. Det var her hun opdagede hvor forslået og blodig hun egenligt selv var. Hun havde slet ikke mærket at hun var kommet til skade og som hun stoppede op og fandt frem til såret var det heller ikke så slemt som hun havde frygtet. Det blødte en del, men så ikke så dybt ud.

[Deleted]

Jacob rystede på hovedet af hende, da hun satte sig til at omfavne sig selv. Han magtede på ingen måder, hvis han skulle til at slæbe rundt på et eller andet nervøst kvindemenneske som ikke kunne holde samling på sig selv.
Han sendte et stramt blik i hendes retning, "For det første, Gucci, så havde jeg advaret dit kære crew om, at der var uvejr under opsejling, men de ville afsted! For det andet, så gjorde jeg hvad jeg kunne, men Moder Natur kan være hjerteløs, hvilket du nok vil finde ud af tids nok," svarede han vredt tilbage og overvejede atter sine muligheder for bare at efterlade hende lige her. Midt i junglen. Hvor ingen ville finde hende. Nogensinde. Heller ikke på torsdag. Eller om en uge. Eller to. Magen til utaknemlighed skulle man godt nok lede længe efter.
Han vendte blikket mod hende i et opgivende suk. Hvorfor snakkede hun så meget? Han rynkede på panden, da hun pegede mod hans øjenbryn, hvilket fik ham til at føre sin hånd derop, hvor han kunne mærke en varme og noget vådt. Han kiggede på sin hånd. Blod. "Det er sikkert ikke så slemt som det ser ud," mumlede han blot og rev det ene ærme af sin t-shirt og duppede det i en grimmasse, da det sveg, dog havde han prøvet det der var værre.
Han sukkede anspændt da hun endnu engang åbnede sin mund og rullede med øjnene, "Og du tror ikke, jeg ville have gjort det fra starten af, hvis det var en mulighed, Prinsesse?" spurgte han og sendte hende en ret påtaget smil. Han kunne dog ikke undgå at slippe et halvt grin, halv fnøs, "Dagen? Hør her Gucci, vi er Guderne må vide hvor i Amazonas jungle. Er du klar over hvor stor den her jungle er? Hvor meget af den, som endnu intet menneske har sat sin fod på?" spurgte han og var stoppet op for, at vente på hende. Han rulle let med øjnene og rakte hånden frem mod hende, "Giv mig dine sko," sagde han og så på hende med et 'vi har ikke hele dagen' blik.

[Deleted]

Hun sendte ham et giftigt blik. ”Jeg døde næsten i floden lige før! Jeg tror at jeg har fundet ud af det!” Snerrede hun bittert og kom på benene. Hendes stilletter sank ned i mudderet hvilket blot fik hende til at rase endnu mere. Bandende og svovlende med de grummeste udtryk hun kunne præsterer fik hun kæmpet sig helt hen til ham, ”nej det håber jeg virkelig ikke for du skal altså ikke dø før du har fået mig levende ud herfra.” Påpegede hun med vigtighed i stemmen som var hun dronningen af England.
Rasende over hans navngivning sendte hun et nyt befippet blik i hans retning og lod de slanke arme falde over kors. Han måtte have tabt telefonen da han væltede dem udover vandfaldet. Sikke en klaphat! Hendes egen mobil var også væk så der var ingen hjælp og hente der, desuden havde hun hørt at kun satelittelefoner dækkede her hvilket ville give god mening eftersom hun havde været uden signal på hele turen. ”Ja undskyld mig at jeg prøver at være behjælpelig!” Snerrede hun tilbage og kiggede lidt forsigtigt rundt på de mange træer. Hun holdt sig tæt ved ham, måske endda også lidt tættere end han – og hun selv – fandt behageligt.
Hun væltede næsten ind i ham da hun snublede over en gren. Der var langt mere grønt, larmende og tæt end i film hvilket både overraskede hende og gjorde hende en hel del bekymret. Dog ikke lige så bekymret som hans næste ord. ”Så ikke nok med at du har styret os udover et vandfald nu er vi også faret vild?” Udbrød hun opgivende. ”Er der ikke ret mange farlige dyr her i junglen?” Hendes toneleje var en smule mere afdæmpet nu eftersom det langsomt var begyndt at gå op for hende at han var hendes eneste mulighed for at komme ud herfra igen.
Med et undrende blik bukkede hun sig ned og trak skoene af for at give dem til ham.

[Deleted]

Jacob måtte modstå lysten til at besvare hendes ord med et 'desværre' til hun kun næsten døde. "Det der var ingen ting.." mumlede han blot i stedet for. Han vidste at modernatur kunne være langt mere hård ved menneskeligheden end hvad de lige var blevet udsat for. De var trods alt begge i live. Han trak vejret tungt ind, "Jeg vil gøre det til min livsmission," vrissede han sammenbidt, med en tydeligt undertone af sarkasme. Som om han ikke havde andet, at bekymre sig for end hende, helt seriøst, hvem troede hun lige hun var?
Han førte en hånd igennem sit halvlange, våde hår, "Undskyldning accepteret," svarede han blot, som var det en oprigtigt undskyldning han havde modtaget. Der var mange dyrelyde i junglen. Fugle, aber, summende indsekter og andre udifinerbare lyde. Han fornemmede godt, at hun pludselig var alt for tæt på ham, men han prøvede lidt at lade vær med at tænke over det, da han var ret overbevist om, at det kun var fordi hun var bange.
Af ren refleks greb han ud efter hende, da hun nær var væltede ind i ham og sendte hende et anstrengt blik som tydeligt fortalte, at han langt fra var tilfreds med at have hende så tæt på sig. "Det er Amazonas jungle, prinsesse, vi snakker en jungle på cirka 6,9 milioner kubikmeter, fordelt over 9 forskellige lande. Alle farevildt her, hvis man ikke holder sig til stierne eller floden," svarede han irritabelt, havde hun overhovedet læst op på noget som helst, før hun var taget hertil? Han sukkede. Holdt hun aldrig sin mund lukket? "Jo. Rør ikke noget, spis ikke noget og vær stille," rådede han og tog imod hendes stiletter, som han bankede hælen mod et træ, så den knækkede af og gentog med den anden sko og afleverede dem tilbage, "Værsgo," sagde han og begyndte at gå videre. De skulle finde et sted at overnatte, inden det blev mørkt.

[Deleted]

"Ingenting? Ingenting?! vi faldt ud over et vandfald!" Hendes stemme var skinger som hun på ny påmindede ham om det samme endnu engang. Hendes hænder var placeret stædigt i siden. Mente han at dét at falde ud over et brusende vandfald og næsten drukne i en vild strømflod ikke var "noget særligt". Det kunne godt være at naturen kunne være hård og alt det der, men helt ærligt hvor slemt kunne det være? Det var en regnskov så der var jo masser af mad og vand ik? Nej hun var da ikke helt vild med ideen om de vilde dyr, men dyrene var vel mere bange for dem end de var for dyrene ikke sandt? Det plejede man da at sige så vidt hun vidste.
"Hvad? Jeg forsøgte ikke at un.." hun stoppede sig selv midt i sætningen som det gik op for hende at hun faktisk ikke orkede at begive sig ind i den diskussion med ham.
Hun blev bremset som han greb fat i hende inden hun faldt. Ikke at hun havde tænkt sig at takke ham, for han var selv uhøflig så hvorfor skulle hun ikke også være det? Det var den samme stolthed der før havde fået hende i problemer, men tydeligvis var hun ikke specielt god til at lære af sine fejltagelser.
Hun kunne mærke modet synke da han begyndte at remse op. Okay så måske problemet var en smule større end først antaget, "Nå..jamen så må vi vel hellere se at komme videre." Sagde hun så og forsøgte ikke at lyde spor bekymret. Heldigvis var hun i glimrende form og han ligenede en det ville kunne overleve et apokalypse, så hvad kunne gå galt?
Hun forblev tavs som han ramsede do-and-don'ts op..selvom det faktisk kun var don'ts, det holdt dog kun frem til han myrdede hendes sko. "Hvad laver du? Det der var Guccisko! Er du klar over hvor meget de koster?!" Beklagede hun sig med korslagte arme.

[Deleted]

"Vi overlevede! Derfor var det ingenting, dearie," svarede han i et hårdt tonefald, da han efterhånden ikke kunne skjule sin irritation over hun stadig var her. På to ben. Trækende vejret. Af alle som havde været ombord på hans båd, så var han fanget med hende. Typisk. Han ville da nå at få både hænge klokker og grå hår, før nogen overhovedet ville opdage, at de var forsvundet.
Han hævede lidt øjenbrynene og lod et triumferede smil lege på sine læber, da hun stoppede sig selv i sin sætning, men valgte ikke at sige noget til det. Ikke fordi han kunne sagtens have fundet på noget, men han valgte at se det her som hans sejrer, fordi hun stoppede sig selv. Boom. 1-0. Til ham selvfølgelig.
Han rullede med øjnene, da hun ikke takkede for, at han lige havde reddet hende fra at stå på bagdel og albuer. Han slap hende da derfor også hurtigt igen. Han sukkede tungt, "Ja.." mumlede han, han var ikke ligefrem den mest snaksaglige mand på jorden, small-talk gjorde han sig ikke i. Han kunne fortælle i forhold til, at han jo var guide, men det var også det. "Vi afholder dem en fin begravelse, når vi kommer ud herfra. Kom så, Barbie," sagde han roligt og begyndte at gå videre. Han klatrede op af en stejl bakke, i et håb om bedre at kunne se deroppe fra, men han vidste godt at uanset hvad han ville se deroppe fra, så ville de være mere lost end en engel uden sine vinger på jorden.

[Deleted]

Hun var rasende over hans arrogance. Her gik hun, et tydeligt offer og så gik han bare der og spillede smart! Hvad bildte han sig ind! Og ikke nok med det så ødelagde han hendes helt nye sko! Magen til egoistiske mennesker skulle man lede længe efter.
Han kunne bare vente sig til de kom hjem så skulle hun sagsøge ham på så mange måde at han ville være nødt til at skide guldæg resten af sit liv for at komme ud af gælden.
Efter at have gået noget tid i stilhed nåede de til en stejl bakke som Jacob af uforklarlige årsager mente de skulle bestige. Hun så op af den og ned på sine ømme fødder. ”Hvad med at du bare går op og checker udsigten? Så venter jeg her imens.” Hun satte sig på en sten og skulle lige til at tage sine sko af da en edderkop på størrelse med hendes hånd besluttede sig for at dele siddepladsen med hende.
Med et højlydt skrig fløj hun op og gav sig til at bestige bakken som havde hun ild i røven. Hun stoppede ikke med at løbe før hun nåede toppen hvor hun kastede et hjælpeløst blik rundt. Alt lignede det samme. Grønt og uigemtrængeligt.
Hun så tilbage på ham fuldkommen opbrugt for energi over hendes lille bjergbestigningsepisode.
”Jeg er sulten.” Mumlede hun og så lidt hjælpeløst på ham. Ikke at hun var bekymret, det var jo junglen, der var sikkert masser af mad og vand og den slags her. Hun havde godt nok hørt historier med at skulle filtrerer vandet og alt muligt, men det var vel bare skrækhistorier. Eller det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv.

[Deleted]

Jacob kunne ikke være mere ligeglad med Jacqias syn på ham. Hun kunne mene præcis, hvad hun ville og han ville ikke give en flyvende papand for det. Han havde advaret hendes crew om, at det ville være dumt at sejle ud, men de havde givet ham ekstra penge under bordet for, at gøre det alligevel, hvilket var en meget typisk ting at gøre her. Desuden, hvis han havde sagt nej, så havde de sikkert bare fundet en anden til jobbet, men så havde han selvfølgelig været fri fra prinsesse Ego på nuværende tidspunkt. Karma var ond nogengange.
Han rullede lidt med øjnene, "Det gør du bare, hils krokodillerne fra mig," svarede han ganske roligt, da han godt vidste, at det snart ville blive mørkt og nattens rovdyr ville vågne og begynde at jage, men så ville hun selvfølgelig ikke være hans problem mere. Måske karma ikke var helt skidt alligevel. Det gav et sæt i ham, da et skrig pludselig lød fra hende og før han vidste af det, var han blevet overhalet af noget han ikke helt var sikker på om var Jacqia eller en bavian på speed. De lød næsten ens. Og ligheden var nu også til at tage fejl af. "Hvad sker der?!" spurgte han overrasket over hendes pludselige energiboost.
Som han selv nåede toppen, så han ud over landskabet. Pokkers. Han havde håbet, at han kunne se en af vandrestierne, men nænej, selvfølgelig ikke. Han kørte en hånd i gennem det halvlange hår han havde sig, og kløede sig lidt i nakken, før han vendte et blik mod hende som nok sagde mere end tusind ord, "Jamen giv mig to minutter, så skal jeg skaffe dig en fem retters menu. Ønsker Fruen vin til?" spurgte han ironisk og rystede lidt på hovedet. Han så sig lidt omkring, hvortil han fik øje på et banantræ, som han gik imod og så nærmest opgivende op på klaserne som hang godt fem meter oppe i luften. "Der er din aftensmad," sagde han og pegede derop og vendte blikket tilbage på hende med et stort smørret smil.

[Deleted]

Som de stod der på toppen, side om side, gik det rigtigt op for hende hvor fortabt hun var. I alle retninger var der blot jungle, jungle og mere jungle. Alt lignede hinanden og hun havde ingen anelse om hvordan i alverden de skulle slippe ud af dette mareridt i live. Opgivende og med en desperat utilfreds klynken satte hun sig ned på den nærmeste træstub som havde hun fuldkommen glemt hvad hun lige havde været udsat for.
Lige nu var hun bare for udmattet til at bekymre sig om det. Dette her var håbløst. Hvordan skulle de nogensinde slippe ud herfra? "Edderkopper lader til at være meget tiltrukket af mig." Mumlede hun en smule skamfuldt. Lige nu havde hun opgivet at spille alt for stolt, for desværre måtte hun erkende at det nok ville være smartest at holde sig på god fod med ham, medmindre hun havde tænkt sig at ende sine dage alene i junglen imens han efterlod hende i nattens mulm og mørke. Det ville trods alt være nemt nok for ham, han ville jo altid kunne bilde folk ind at hun aldrig kom op af floden. Eller at han ganske enkelt ikke havde set hende.
Det var ikke en risiko hun havde tænkt sig at tage nu hvor hun bedre kunne se problemets omfang. Det fratog hende dog ikke lysten til at smække ham en på siden af hovedet for at have sat hende i denne her utilgivelige situation.
"Frøken tak." Rettede hun ham spidst. Et nyt suk undslap hende som hun opgivende lod de honningbrune øjne glide ud over trætoppene. "Måske vi skulle droppe skænderierne og begynde at arbejde sammen så vi kan komme levende herfra?" Forslog hun så. Hun var ikke i tvivl om at han sagtens kunne komme levende herfra, han råbte vel bare et eller andet vildmandsbrøl og straks ville junglens dyr komme ham til undsætning. Hun vidste godt at det ikke var muligt, men tanken morede hende alligevel i et par sekunder.
Blikket blev rettet mod bananerne og hun vrængede på næsen. "Bananer til aftensmad?" Hun nåede kun lige at sige det højt før hun fortrød det. Det nyttede ikke noget, han havde jo desværre ret i at der ikke ligefrem ville blive åbnet fri buffet for dem. "Hvordan forslår du at vi får fat i dem?" Hun hævede et bryn mod ham og svingede sit ene ben over det andet.