My Dear Boy

[Samuel Roden]

Luke Lynch & @eddith
Lørdag eftermiddag

November 2053

Psykiatrien, Wales

---

Sam havde aldrig været med Luke før. Ca. en gang hver 3 måned fik han lov til at komme hjem og besøge sin syge mor. Eller folk gik ud fra at hun var syg. Sam havde fået historien fortalt af de andre professorer og han måtte da indrømme at det løb ham koldt ned af ryggen at tænke på at han lige så nemt kunne have siddet herinde ved siden af hende. 
Efter hvad Sam havde fået forståelse for så havde Eddith oplevet sin mand blive dræbt af en vampyr og da hun havde forsøgt at finde hoved og hale i det som jo i bund og grund var voldsomt urealistisk - medmindre man vidste bedre - var hun blevet frataget sit job som kriminalbetjent. Selv derefter havde hun forsat efterforskningen og var blevet mere eller mindre besat af sagen og var derfor endt med at komme herind da man troede hun var skizofren og hallucinerede. Der havde vidst været en del problemer med sagen, det var derfor hendes hukommelse ikke var blevet slettet, for så havde man opdaget hendes børn var magikere og dermed havde hun ret til at kende til samfundet, men på det tidspunkt havde hun været lukket inde her i mange år og man mente det var bedst ikke at bryde op i gamle sår.

Han smilede lidt forsigtigt til Luke. De havde ikke rigtigt snakket sammen på turen der ellers havde taget et par timer. Sam kunne godt bruge susenetværket, men man kunne jo ikke lige tage fra kaminerne på Hogwarts og så hertil, så langt rakte det ikke og eftersom han ikke var i stand til at transfererer havde det været med susenetværk, et par busser, susenetværk igen og så gået det sidste stykke.

Det havde måske været nemmere med en magiker, men eftersom Sam var den der kendte bedst til mugglerverden var det ham de havde ment var det bedste bud. Det var også lidt af en opgave at vende tilbage til efter barslen. Han havde kigget på små huse som han og Serena kunne flytte ind i nu hvor de havde fået Hunter. Hans liv havde udfoldet sig perfekt, hvilket var så underligt at forestille sig når så han så hvor skidt det havde udviklet sig for Lukes mor.
"Jeg sætter mig herover og venter." Informerede han Luke med et lille smil som de kom ind i fællesrummet. De havde ikke så lang tid, men længe nok til drengen lige kunne sige hej til sin mor.

[Luke Lynch]

Luke havde det egentlig okay med, at det kun var en gang hver tredje, at han så sin mor. Han elskede hende, højere end nogen andre i hele verden, derfor var han taknemlig for, at han måtte komme ud og se til hende en gang i mellem, selvom det kun var i hvis der var en professor med ham.
Han havde det fint nok med, at det var Professor Roden, som var taget med ham denne gang, faktisk var han ret ligeglad med, hvem der tog med, bare han kom afsted og fik sin mor, at se. Selvom det var hårdt, især når han skulle derfra igen, hvilket han jo godt, vidste at han skulle.

Han vendte blikket mod sin professor og nikkede lidt, "Okay.. Jeg skal nok skynde mig," sagde han roligt, og stak hænderne i lommerne på sin læderjakke. Han lod blikket glide rundt i fællesrummet, for at få øje på sin mor. Han hadede virkelig det her sted. Især fordi han jo godt vidste, at hans mor slet ikke hørte hjemme her.
Han fik øje på hende, alene ved et bord. Han sukkede lidt, han havde fået et par nye tatoveringer siden sidste gang, hvilket han blot håbede på, at hun ikke ville bemærke, men han havde efterhånden så mange, at hun sikkert ikke engang ville bemærke, om der var kommet et par stykker mere. "Hej mor," hilste han med et lille smil på læberne, da han nåede hen til hende og gav hende et kram, før han tog plads på stolen overfor hende, "Hvordan går det?" spurgte han og lynede jakken op, for at hænge den på stolen, og derefter tage huen af.

Outfit

[Deleted]

Eddith sad alene ved en af bordene. Hendes tanker var atter drevet lidt afsted mod bedre tider. Hun var virkelig træt af at sidder herinde især når hun ikke anså sig selv som værende direkte tosset. Hun var udmærket godt klar over hvordan det måtte lyde for andre der hørte den historie hun havde at berette, men det var jo sandheden også selvom hun godt vidste at det lød absurt.
Lyden af den velkendte stemme fik omgående hendes blik til at glide mod drengen der kom ind, eller den unge mand var det vel efterhånden.
Hun mærkede et stik af sorg i hjertet ved tanken om alt det hun gik glip af i dagligdagen ved at sidde herinde, plus den faktum at hendes børn var nødt til at besøge dette sted for at snakke med hende. "Luke!" Hilste hun glad og lod ikke hendes søn se hvor meget det smertede hende at se ham vokse op uden at være en del af det selv.

Blikket faldt hurtig ned over ham, vagtsomt og gennemtrængende som havde hun en sjette sans for når noget var anderledes. "Du har fået nye tatoveringer." Kommenterede hun med et slankt hævet bryn og en lidt skarp undertone i stemmen. Hun brød sig ikke om at han blev ved med at få nye, men hun havde heller aldrig været fan af den form for kropslig udsmykning - især ikke når han var så ung.
Hvordan lykkedes det ham i det hele taget at få dem når han var under 18, det burde jo kræve en værges underskrift og hun tvivlede da på at Heather eller Falcon ville gå med til at give ham lov uden først at snakke med hende om det.
Nu var hun ikke interesseret i at deres i forvejen korte møde skulle omhandle hende give ham en lektion omkring det. Han kendte hendes holdninger og hun havde lige givet ham hele smørren bare ved at sende ham det rette blik.
"Det går fint," løj hun med et kærligt smil, han skulle ikke bekymre sig om hende. "Hvad med dig? Går det godt på skolen?" Spurgte hun letsindigt ind og kastede et blik mod manden der tilsyneladende var med Luke. "Han ser da ret sød ud," Jokede hun og blinkede til Luke, hun var godt klar over at han hadede når hun lavede den slags jokes, men det var blot en af de små fornøjelser hun stadigvæk havde i livet.

[Luke Lynch]

Luke elskede virkelig sin mor og han hadede, at hun skulle sidde her, når hun havde ligeså meget, hvis ikke mere, ret til, at kende til det magiske samfund og dermed vide hun ikke var skør, som foreksempel Professor Roden havde. Men hun var jo altid glad og smilende, når han kom, så han gik nok bare lidt ud fra, at hun havde det godt, og Ministeriet havde jo ment, at det var bedst sådan her, så han måtte med sine 16 år, gå ud fra, at de voksne vidste hvad de lavede.
Det ændrede dog ikke på, at han håbede, at hun en skønne dag ville kunne komme ud og han kunne fortælle hende sandheden. Det gjorde ondt, at skulle holde så stor en del af ham selv, hemmelig for hende.

Han sendte et smil retur til hende, da hun sagde hans navn. At hun derimod ikke var ret længe om, at spotte hans nye tatoveringer, burde egentlig nok ikke overraske ham, men det gjorde det sjovt nok hver eneste gang. Måske fordi han selv mente, at der efterhånden var så mange, så hun da umuligt kunne blive ved med, at huske dem alle. Men det kunne hun altså. "Jah.. Men jeg betaler selv for dem og det er stadig min krop," svarede han og lod sig glide en smule ned i stolen. Han vidste godt hun ikke brød sig om det, men hvor dumt det end måtte lyde, så hjalp de ham i gennem det hele.
"Den her er til ære for dig," sagde han og pegede mod siden på sin hals, hvor ordet 'patience' stod ned af. Han mente, at med en masse tålmodighed, så skulle hun nok komme ud en dag, selvom hun efterhånden havde siddet der ligeså længe Luke kunne huske nærmest. Men han kunne så stort set heller ikke huske sin far.
Han åd hendes løgn råt. Hun virkede jo så glad og tilfreds, så hvorfor skulle han mistænke hende for, at lyve for ham? "Det er jeg glad for, at høre," svarede han og lagde sin hånd oven på hendes med et smil på læberne. Han nikkede lidt og mærkede et stik i hjertet, over ikke at kunne fortælle hende alt om Hogwarts. "Også fint. Ja, det gør det, jeg bestod den test jeg fortalte dig om sidst," fortalte han og kunne nok ikke skjule et ret stolt smil.
Luke rynkede mildt på panden, og vendte så hovedet mod sin professor, før han skar en grimmasse, "Ew mor, stop dig selv, det er min professor," mumlede han og rystede lidt på skuldrene for, at ryste ordene af sig, som han havde vendt blikket tilbage på sin mor.

[Deleted]

Hun udstødte en utilfreds lyd da han kom med undskyldningen om at det var hans krop. "Det kan godt være, men jeg har råderet over den til du fylder 18 min fine ven." Gav hun igen med et lidt stift blik. Dengang hun var på toppen kunne hun få stort set hvem som helst til at krybe under det blik, det var hendes "I'll take no bullshit" -blikket, men hun plejede jo som regel også at være "bad cob" til afhøringerne.
"Luke, du ved godt at det ikke er sundt." Forsøgte hun og rystede så på hovedet, igen ville hun ikke bruge deres kostbare tid sammen på at debatterer det. Han gjorde jo alligevel som det passede ham og hun kunne ikke rigtigt gøre noget for at stoppe ham lige på det punkt.
Endnu et suk slap over hendes læber da han fortalte hende at den ene var til ære for hende. På den ene side var hun da rørt af tanken og det kunne også ses i hendes blik som kortvarrigt flakkede en smule. På den anden side var hun sur på ham over at han ville udsætte sin krop for det når han vidste hvordan hun havde det med det.

"Faktisk ville jeg meget hellere hvis du nu "ikke fik flere" til at ære mig?" Forslog hun en smule forhåbningsfuldt også selvom hun godt vidste at hun nok snakkede for døve øre.
Luke og Jack var hendes et og alt og tanken om at de skulle gå og være kede af det fordi hun sad herinde kunne hun ganske enkelt ikke fordrage og derfor var det bedre bare at spille glad og ubekymret. "Hvor er det bare flot!" Udbrød hun med moderlig begejstring. Der skulle ikke herske nogen tvivl om at hun var stolte at sine børn. "Er der ellers noget nyt at berette? Har du det godt på skolen?" Hun var så ked at at hun ikke kunne være med til at komme til besøgsdagene - for det gik hun automatisk ud fra at der måtte være.
Hun lo hjerteligt da han beklagede sig, "hallo, du kan ikke bebrejde mig, det pæneste jeg har at kigge på er Lauritz derovre," hun gjorde et kast med hovedet til hjørnet af rummet hvor en midaldrende mand sad og snakkede til den tomme stol overfor sig, "-og han er gift med Snehvide hvis du spørger ham, så ja..." Hun kiggede lidt diskret over skulderen, "det er hende han snakker med nu, hvis en af dværgene blander sig kan man altid se det på ham, så bliver han skide sur," hun lo igen og vendte atter opmærksomheden mod sin søn.

[Luke Lynch]

Luke måtte bide sig selv i læben, for ikke at rette sin mor, da hun sagde hun havde rettigheder over hans krop til han blev 18, i magikernes verden var det jo kun til de blev 17, hvilket der kun var et år til, at han ville blive. Men hendes blik, samt det faktum at han ikke kunne sige det til hende, fik ham til at tie eftertænksomt. "Jeg hader når du ser sådan på mig.." mumlede han og vendte blikket lidt ned af sig selv.
"Det er heller ikke sundt, at tage stoffer, kan du ikke bare være glad for, at det er tatoveringer og ikke stoffer?" spurgte han, selvom han var fuldt bevidst om, at han var ved at bevæge sig ud på dybt vand lige nu. Han var et sted bare glad for, at hun ikke vidste hvad han rendte rundt og lavede, mens hun sad her. Ikke fordi han var lige stolt over alt hvad han foretog sig, men det hjalp alt sammen ham, med at tænke på noget andet, end hans mor som sad her uden grund.
Han sukkede lidt, "Fint, jeg får ikke flere før jeg fylder 18.. Er du så glad? Kan vi så snakke om noget andet?" spurgte han med et ægte teenage-fornærmet blik og lagde armene over kors, efter at have smurt ærmerne op, da der var ret varmt, hvilket blot blottede endnu flere af hans tatoveringer, de var dog ikke nye, så dem havde hun set før.

Et smil brød dog hans læber, da hun oprigtigt lød stolt over, at han havde bestået en prøve, selvom det ikke havde været nogen vigtigt en, "Tak," sagde han og smilede varmt til hende. Han trak lidt på skulderne, ved hendes spørgsmål, "Ikke rigtigt.. Der er begyndt en ny dreng på min skole. En rigtigt taber," sagde han en smule morende, og måtte tage sig selv i, ikke at afslører at Mayson var blå og havde en hale. "Men ellers har jeg det godt ja," svarede han.
Han så sig disktrek over skulderne, hvor han fik øje på en halvgammel mand som sad og snakkede med sig selv, hvilket fik det til, at løbe koldt ned af ryggen på ham, hvilket fik han til at ryste lidt på sig, "Okay, du er tilgivet, jeg kondolere," sagde han med et grin og rystede lidt på hovedet igen før han vendte blikket tilbage på sin mor, stadig med et lille smil på læberne. "Jeg savner dig mor," indrømmede han, hvilket var meget sjældne ord fra hans mund, så når han endelig sagde dem, så mente han dem også.

[Deleted]

Et veltilfreds smil spredte sig på hendes læber. Hun var yderst tilfreds med at han følte sig ubekvemt under hendes strenge moderlige blik. "Hvis nu du opførte dig pænt ville jeg ikke behøve at se sådan på dig." Understregede hun bedrevidende.
Idet hun hørte ham nævne ordet stoffer blev blikket straks mere alvorligt, "Luke Lynch hvis du nogensinde begynder at tage stoffer så vil jeg bryde ud herfra om så jeg skal grave en tunnel med spiseskeer hele vejen til din skole og der vil jeg kvæle dig langsomt imens du sover." Advarede hun, ikke at hun nogensinde kunne finde på at gøre ham ondt, han og Jack var hendes mest dyrebareste eje.
Da han til sidst overgav sig lyste hun atter op som havde den anden del af samtalen slet ikke fundet sted. Hun klappede ham let på toppen af hovedet, "dygtig dreng," roste hun ligesom når man roste en hund. Hun vidste heldigvis godt at han kunne tage joken. Desuden gjorde det hende ingenting at skifte emne, hun ville jo så gerne nå at høre alt hvad der var sket i hans liv siden sidst.

"Luke..." endnu engang kom det moderlige blik atter frem på hendes ansigt, denne gang var det dog mere det skrøbelige "du burde have dårlig samvittighed" -agtige blik hun tildelte ham. "Hvem er han? For medmindre det er ham der giver dig tatooveringerne så kan jeg ikke helt se hvorfor han er en taber, men jeg vil da gerne høre om det?" Hun hævede brynene. Hun havde bestemt ikke opdraget sine børn til at være lede ved andre, tvært imod, ikke at hun havde haft mega meget med Lukes opdragelse at gøre eftersom hun jo havde siddet herinde, men derfor ville hun jo ikke se hendes søn som værende den der så ned på andre.
Hun lo lidt sammen med ham da han fik øje på den ældre mand. Hun gjorde jo ikke som sådan grin med ham for han var jo flink nok også selvom han var sær, men Eddith kunne aldrig drømme om at være led ved ham og hun håbede derfor også at Luke ville være venlig og imødekommende overfor denne nye fyr på skolen.
Et sørgmodigt smil og hun lod sin hånd finde vej til hans kind, "jeg savner også dig," sagde hun ærligt og mærkede hvordan hun fik en mindre klump i halsen. Det var simpelthen så hårdt at være afskåret fra sin familie på denne måde.

[Luke Lynch]

Et opgivende suk forlod Lukes læber, "Jeg opfører mig altid pænt, det kommer jo bare an på hvordan du definere pæn opførelse," svarede han med et selvtilfredst smil, som han tydeligt havde arvet efter sin mor, da det matchede hendes. Han måtte dog spærre øjnene helt op ved hendes advarende ord, om konsekvensen hvis han nogensinde begyndte på stoffer. Det var nok meget godt, at hun ikke vidste, at han røg i smug. "Wow, mor, rolig nu, det var et eksempel.. Men tak fordi din forståelse for min pointe," sagde han med et drillende glimt i øjnet. Det måtte da betyde, at hun var enig med ham i, at tatoveringer var bedre end stoffer. Han vidste skam godt, at hun nok ikke ligefrem ville kvæle ham, men han var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville grave sig ud og finde ham, måske så bare holde moralpræken til han kedede sig til døde, hvilket kunne være slemt nok i sig selv. Så næsten hellere den langsomme kvælning.
Han måtte dog slippe et grin, da hun klappede ham på hovedet, "Jaja mor, jeg er meget dygtig," sagde han morende, "Men bare vent til jeg bliver 18 så," sagde han og blinkede drillende til hende, bare fordi han kunne, og han vidste det kun var et spørgsmål om tid, før han kunne gøre præcis som det passede ham.

"Det er mit navn," sagde han med det mest uskyldige smil han kunne præstere. Han skulle virkelig bide sig selv i tungen, for ikke, at komme til at afsløre Maysons udseende, den blå pæls og den lange hale, var vel nok grund til, at han var en taber? Men hvad skulle han fortælle sin mor, som i forvejen var stemplet som en galing. "Han er bare mærkelig. Men nej, det er ikke ham. Han går altid rundt for sig selv, det er altså ikke kun mig som ikke kan li ham," forsvarede han sig med, selvom han godt vidste det var et lamt grundlag, for ikke at bryde sig om Mayson.
Han elskede det bånd han havde til sin mor. For selvom der ikke var nogen tvivl om, at de var mor og søn, så var hun samtidig også den eneste som han kunne snakke med om alt hvad der gik ham på. Dog måtte han ofte lave lidt om på sandheden, som foreksempel når han fortalte om sin skole og den nye dreng.
Et sårbart blik meldte sig i hans øjne. Et blik kun hans mor havde set hos ham. Men han nægtede at græde. Han lagde i stedet sin hånd på hendes, som han mærkede den mod sin kind og aede den blidt med sin tommelfinger. "Du skal nok komme ud en dag, og jeg lover dig, at jeg vil være den første du ser," sagde han og mærkede en smerte i sin brystkasse. Han fik kort øjenkontakt til Professor Roden, hvilket efterlod ham med et lille suk, "Jeg tror tiden er gået," sagde han tørt. Han hadede at skulle herfra igen.

[Deleted]

Hun hævede et bryn af ham, "jeg definerer det som værende god, venlig, høflig, hjælpsom og pligtopfyldende, hvordan definerer du det?" Der var vel ikke så mange andre måder. Hun havde i hvert fald opdraget ham til at være en god dreng, om ikke andet i de år hun havde haft ham, hun håbede bare ikke at han med tiden ville vokse fra hende fordi de ikke så hinanden så tit.
"Ja det håber jeg sandelig også at det var." Besvarede hun i en advarende tone. Han skulle i hvert fald ikke tro at han ville kunne slippe godt fra det hvis det endelig var at han begyndte på den slags, hun havde set alt for mange sager med det som baggrund til at hun nogensinde ønskede at han skulle rodes ud i det miljø!
"Der er stadigvæk et par år endnu min fine ven." Gav hun påmindende igen. Nu skulle han ikke komme for godt igang, selvom personalet herinde anså hende som værende rablende gal så var hun da selv ret sikker på at hendes hoved var klart.

Igen pådrog Eddith sig det samme sårede blik som hun kunne udføre til ekspertise hvis ikke hun måtte få et ekstra stykke kage efter aftensmaden, det virkede som regel. "Hvis de andre heller ikke kan lide ham tror du så ikke at han har langt mere brug for en ven end endnu en fjende?" Spurgte hun retorisk. "Luke, du er fornuftig dreng - det meste af tiden - tag det fra mig som ved hvordan det er at blive set ned på, det eneste man har brug for i ny og næ er at vide man ikke er alene." Hun smilede svagt til ham som hendes hånd blidt gled ned over hans kind. "Nu ved jeg ikke hvordan han er, men hvis ikke du har snakket med ham ved du det tydeligvis heller ikke og det er da ikke fair at dømme en person du ikke kender." Hun ønskede ikke at Luke skulle være en af de bøller der rendte rundt og tyraniserede andre. Han var bedre end det, det vidste hun bare.
Hun smilede sårbart tilbage til ham og nikkede så, hun kunne mærke hvor meget hun allerede savnede ham skønt han ikke var gået endnu, "det ved jeg." Sagde hun stille og fulgte hans blik.
"Ja det har du nok desværre ret i," medgav hun og rejste sig op for at give ham et kram, "bare lov mig at du giver ham den nye en chance, husk de sære folk er oftest de sjoveste, bare se på mig," jokede hun og slap ham så med et stille smil. Hun havde altid været "underlig", det vidste hun godt, men det var jo alligevel også kedeligt at være normal, hvilket hun også altid havde prøvet at forklare Luke.
"Pas nu godt på dig selv min skat, jeg elsker dig." Sagde hun og vinkede efter ham. Pludselig virkede tre måneder som uoverskuelig lang tid at skulle vente med at se ham igen.

//out