Det Er Den Godeste Vigtighed Jeg Har Hørt

[Deleted]

Mark Eriksen - Oktober 2053

Abbygail havde efter et par dage i Marks hytte, vendet sig lidt til tanken om, at hun nok ville droppe ud af skolen og så bare blive her til hendes dages ende. Hvilket egentlig nok var en ret dum tanke, eftersom der intet var galt med hendes karakterer, men hun vidste jo godt, at skolen nok ville være et af de første steder som hendes mor ville lede efter hende.
Hun sad ude på terrassen på en stol med benene helt oppe til sig og et tæppe omkring sig, en kop kaffe i den ene hånd og en smøg i den anden, mens hun nød udsigten af skoven og de flotte efterårsfarver. Her kunne hun godt slå sig ned til hun blev gammel og grå, selvom hun godt vidste det nok var ret så urealistisk. Hun havde den første nat, heller ikke sovet det mindst, da hun havde været virkelig bange for, at nogen skulle finde hende, men nummer to nat var gået en del bedre.
Hun kunne stadig ikke få Mark ud af sine tanker. Hun kunne stadig mærke, hans læber mod sine egne da han havde kysset hende, og hans 'jeg elsker dig' gav stadig genlyd i hendes hoved. Men det gjorde det faktum, at hun havde slået ham med stenen også. Hun var virkelig bange for, at han var kommet mere til skade end det var meningen, hun turde dog ikke opsøge ham, da det blot ville smadre hele planen.

[Mark Eriksen]

Siden Mark sidst havde set Abbygail, havde han fået en ordenlig repremande fra sin chef, men han blev heldigvis ikke fyret for ikke at kunne bringe en fuser ind i Ministeriet. Hans chef vidste godt at Abbygail kunne være en hård negl og i og med at han ikke kendte til deres fortid sammen, troede han på at Abbygail havde slået ham med stenen og flygtet. Mark havde været meget bekymret, for det ville bestemt ikke se godt ud, hvis han blev fyret efter allerede en mission, som fejlede.

Han havde lige fået friog var gået ind i en forladt gyde i udkanten af London, for at transferere sig hen til sin hytte. Han gjorde det aldrig det samme sted, for selvom Abbygail havde fået adressen til hytten eller ej, så ville han ikke have at nogen skulle vide at han havde en hytte eller hvor den var. han ville gerne have et sted hvor han kunne lukke af for sine tanker og ikke bekymre sig om noget. Nu havde Abbygail så fået et sæt nøgler, så han ville måske ikke have den for sig selv, men det gjorde ikke noget, når det var hende.
Han vidste ikke om hun nogensinde var taget dertil, men han håbede da at finde hende denne dag. Det var ved at være lidt tid siden de sidst havde set hinanden, men man kunne stadig se hvor stenen havde ramt ham. Han var ikke kommet slemt til skade, men han havde fået fri fra arbejdet i nogle dage.

Han låste sig ind og gik ind i entreén og stillede sin taske. Så gik han ind i selve huset, som faktisk var stort og nydeligt. Han havde sparet en del penge op for at få råd til den.
Da han kiggede ud på teressen, begyndte han at smile stort. Der sad hun. Han stod lidt uden at sige noget og betragtede hende bare.
"Hey." Sagde han så lidt efter og gik tættere på. Han var ikke helt ude på teressen endnu, men der var ikke langt.

[Deleted]

Abbygail sad i sin egen lille verden, med tæppet godt snoret omkring sig, sin kaffe kop og cigaret og nød egentlig bage vejret, og stilheden omkring, det var ikke ligefrem noget hun var vant til, men det var virkelig skønt.
Hun hørte hverken, at hoveddøren blev låst op, tasken som blev stillet på gulvet eller nogle som helst andre lyde der ellers kom i forbindelse med Marks ankomst. Det gav derfor et kæmpe sæt i hende, da han pludselig sagde hey. Hun havde ikke engang bemærket, at han havde stået og kigget på hende.
Et højlydt gips forlod hendes læber og hun var på en og samme tid, både ved at vælte ud af stolen, fordi hun var viklet så meget ind i tæppet, samt både tabe koppen med kaffen og sin smøg. "damn et chok, du gav mig," sagde hun og mærkede hvordan hendes hjerte bankede, på grund af adrenalin kicket. Hun fik sat sig ordenligt i stolen igen, før hun vendte blikket mod hytten, for at se efter om han var alene, før hun vendte blikket tilbage på ham, med et lille smil, som dog hurtigt forsvandt igen, da hun fik øje på skrammen efter stenen. "Er.. Er du okay?" spurgte hun og bed sig lidt i læben, mens de blå øjne hvilede på ham, hun havde virkleig dårlig samvittighed over, at have slået ham. Hun havde langt fra ligeså meget make-up på, som hun normalvis havde, men nu havde hun så heller ikke forventet at se ham sådan lige forløbtig.

[Mark Eriksen]

Mark måtte kæmpe for ikke at grine, da hun tumlede rundt ude på teressen, fordi han havde givet hende et chok. Han fandt et meget morsomt, for ikke nok med at hun var ved at tabe kop og smøg, så var hun også ved at falde af stolen. Han sendte hende et ret stort smil og hans skuldre vibrerede da også lidt, da han grinede.
"Det er jeg ked af." Sagde han, men smilet forsvandt ikke fra hans læber. Om det var fordi hun havde fået et chok eller om det var fordi han bare ikke kunne lade vær med at smile ved synet af hende, var han ikke sikker på. Det var måske lidt en blanding. Han var stadig en smule bitter iver hvordan deres forhold var endt dengang, men han var ved at komme sig over det, da han nu vidste hvorfor det var sket. Han kunne ikke bebrejde hende det alt for meget, når nu hun havde den far som hun havde.
Han lagde sin hånd på siden af hovedet og smilede så beroligende til hende.
"Ja. Bare rolig. Jeg har også fået det tjekket og alt er okay. Dog er jeg lidt en joke på autorkontoret lige pt, men det går nok over." Sagde han med et skuldertræk og gik ud til hende.
"Hvordan går det med dig?" Spurgte han. Han havde været syg af bekymring for hende, lige siden han havde ladet hende løbe. Han vidste han havde gjort det rigtige. Måske ikke ifølge loven, men han var ikke et sekund i tvivl om at han havde taget den rigtige beslutning dengang.

[Deleted]

Som Abby havde fået styr på både koppen, smøgen og sig selv, for slet ikke at snakke om den farlige stol, vendte hun blikket mod Mark. "Yeah right, prøv, at sig det som om, du rent faktisk mener det," sagde hun morende, og satte sig til rette, som om intet var hent, hvorefter hun tog en tår af sin kaffe, for at skjule sit smil med koppen.
Hun hadede at han havde sådanne en indflydelse på hende. Udelukket fordi hun ikke var vant til, at folk kom ind under huden på hende, som han havde gjort lige fra første gang hun havde mødt ham. Hun hadede, at han var så stort et svagt punkt for hende. For hun vidste, at hvis nogen fandt ud af det, ville det være så nemt, at bruge ham imod hende.
Hun kunne mærke, at chokket var begyndt, at lægge sig igen, i takt med, at bekymringen havde taget over. Dog kunne hun ikke lade vær med, at komme med et morende fnis, da han fortalte, han var en joke på aurorkontoret. "Well, til grin kan man altid blive," sagde hun morende, og lod en hånd glide i gennem sit kul sorte lange hår.
Hun så lidt på ham, da han kom ud til hende, hvilket fik hende til, at rømme sig en smule og vende blikket mod sin kop, mens hun tog et nyt hvæs af sin smøg. "Fint. Men jeg kan ikke blive her forevigt.. Og så skylder jeg dig vidst, en lidt bedre forklaring," det sidste blev sagt mest i en mumlen, men hun tog endnu et hvæs af sin smøg, selvom der snart ikke var mere tilbage af den.

[Mark Eriksen]

Han stod stadig og smilede og det var nok ret tydeligt at han ikke var helt så ked af det, som han nok burde være. Eller jo det var han da, men det havde stadig set ufatteligt sjovt ud.
"Tvivler du virkelig på mig? Det forstår jeg ikke." Sagde han og slog ud med armene med et kæmpe smil på læberne. Han følte sig underligt nok, temmelig tilpas i hendes selskab, selvom deres sidste møde havde været akavet, underligt og fantastisk på samme tid. Lige nu følte han at de havde det som dengang de var kærester, men han vidste jo godt at det ikke ar tilfældet.

Han begyndte at grine lidt ad hendes kommentar. Det havde hun jo sådan set ret i. Han havde bare håbet at han ikke ville blive til grin så tidligt. Han ventede i spænding på en ny opgave fra sin chef, men der kunne måske gå længe, når han ikke engang kunne fange en fuser der oveni købet var en 17-årig pige.
"Ja det er desværre rigtigt. Den næste opgave har jeg ikke tænkt mig at ødelægge. Håber jeg." Sagde han med et lille smil og et skuldertræk. Hvis det havde noget med hende at gøre, ville han da helt sikkert ødelægge det.
Da hun sagde, at hun skyldte ham en bedre forklaring, satte han sig på en stol overfor hende og sendte hende et opmundtrende smil.
"Jeg vil rigtig gerne have at du uddyber ja. Men nu er jeg er som ven og ikke som auror, så du kan tage det mere roligt denne gang." Sagde han og lænede sig tilbage i stolen og kiggede ud på naturen. Der var så smukt derude, men der var kun blevet smukkere, nu hvor hun var tilstede. Det sagde han dog ikke, for han vidste ikke hvor de to stod med hinanden nu.
Han vendte blikket mod hende igen og sendte hende et smil. Hun skulle helst føle sig tilpas, så hun bedre hun tale med ham.

[Deleted]

Abby grinte let, "Overhovedet ikke det mindste," svarede hun morende og blinkede til ham. Hun savnede ham, det havde hun gjort siden han var gået fra hende, selvom hun blot havde prøvet at glemme ham, hvilket da også havde været lykkes i kortere tid af gangen, men hun havde ikke haft nogen kæreste efter ham, eller før for den sags skyld.
"Du er ikke særlig troværdig med det der tandpastasmil," tilføjede hun drillende og tog et nyt hvæs af sin smøg, før hun placerede den mellem to fingre og fyrer den afsted så skodet fløj et godt stykke.

Det lignede normalvis ikke Abbygail at få dårlig samvittighed over noget som helst. Hun var vokset op med princippet: 'gør mod andre, før de gør mod dig', men lige det her med Mark, det havde hun det faktisk virkelig skidt med. Hun smilede lidt til ham, "Jeg er sikker på, du klare din næste opgave," sagde hun i et håb om at være lidt opmuntrende, da hun virkelig havde skyldfølelse over dette her, og han havde sat sit job på spil for hende.
Hun bed sig lidt i læben, og vendte atter sit blik mod sin efterhånden tomme kop. "Min far.. Judas er ikke en dårlig far, jeg ved godt hvordan det lyder og nej, min barndom var måske ikke fyldt med kram og kærlighed, men han har lært mig mange andre ting i livet, som er mindst ligeså vigtige.." sagde hun, dog stadig uden, at se på ham. Hun manglede virkelig sine solbriller lige nu.
Hun mærkede sit hjerte banke, hun havde aldrig fortalt nogen som helst om, hvad der var foregået i hendes barndomshjem, selv ikke de psykologer og klasselærer hun havde haft snakket med siden hun var helt lille, fordi hun var kommet i skole med blå mærker, blåøjne og brandmærker. Hun vendte kort blikket mod ham, "Anyway.." rømmede hun sig lidt og vendte blikket mod skoven, "Jeg var 12 år, da han første gang stak nogle piller i hånden på mig, og sagde jeg ikke skulle komme hjem før jeg havde solgt dem," sagde hun med et lille skuldertrak som var det noget af det mest normale her i verden.

[Mark Eriksen]

Mark grinede igen. Han vidste godt han ikke var overbevisende, men han kunne vel godt prøve at benægte alligevel jo.
"Hmm. Jeg troede ellers det gik så fint." Sagde han med et skuldertræk og sendte hende endnu et såkaldt tandpastasmil. Det var så surrealistisk at sidde her sammen med hende efter så lang tid. Deres sidste møde var underligt på alle måder, men nu snakkede de, som havde dere aldrig været problemer imellem dem. Han ville ønske, at de bare kunne gå tilbage til det de havde engang, men det var svært når hun jo var kriminel og han arbejdede for loven.Desuden var der så mange ting der skulle snakkes om, men når han så hende ind i øjnene, var det som om han glemte alt om den virkelig verden.
Han trak let på skuldrene og kiggede ud mod skoven.
"Det håber jeg. For ellers var det en meget kort karriere." Sagde han med et suk. Han bebrejdede hende ikke, men han håbede ikke han kendte den næste han skulle hente.

Han sad og lyttede til hende og flere gange, var han tæt på at sige noget, men han beherskede sig og lod hende tale færdigt. Andet var ikke fair. Da hun afsluttede for en stund, da han og kiggede ned på sine hænder. Det havde været svært at høre, for hun sad jo og forsvarede sin far på nogle punkter. Han forstod hende da godt, for det var jo hendes far, men det var alligevel svært at holde følelserne tilbage. Han kiggede dog roligt på hende.
"Han lyder ærlig talt ikke som en god far. Han beder dig om at sælge stoffer som 12-årig. At han i det hele taget gør det, er ikke et bevis på at man er en god far. Det at du også er bange for hvad han vil gøre..." Han lagde sit hoved i sine hænder og sukkede. "Abby.. Jeg kan ikke lide det her." Sagde han så og kiggede på hende igen med sørgmodige øjne. Han holdt simpelthen for meget af hende.

[Deleted]

Abbygail grinte let, "Well, tro om igen," sagde hun morende og blinkede til ham. Det var som om, at alt for et øjeblik var tilbage, som det engang havde været. Dengang hun havde været så forelsket i Mark, at hun ville have gjort hvad som helst for ham, dengang hun havde været mere lykkelig end hun nogensinde havde troet, at hun ville kunne blive. Øjeblikket bragte så mange gamle følelser frem i hende, at hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv.
Hun bed sig lidt læben, "Selvfølgelig klare du din næste opgave. Ellers må du tage mig med til Ministeriet," sagde hun og lod sin ene hånd glide i gennem sit lange sortfarvet hår. Man kunne efterhånden godt se, at det trængte til, at blive farvet igen, da den blonde naturlige hårfarve, var begyndt, at vise sig i i hårbunden.

Hun vidste jo et eller andet sted godt, at det var en smule hjernevaskeri, at hun forsvarede Judas og det faktum, at han ikke ligefrem ville vinde prisen for årets far. Hun rystede lidt på hovedet. "Jeg er ikke bange for ham, jeg har respekt for ham og min mor, det er noget helt andet," sagde hun, at respektten så var kommet ud af frygten for Judas, var en anden side af sagen.
Hun vendte blikket væk fra ham, da han kiggede på hende. "Lad nu vær Mark.." mumlede hun og rystede lidt på hovedet. Hun havde mange ar rundt omkring på kroppen, hvilket var årsagen til, at hun altid gik med lange bukser og langærmet bluser, dog var de fleste af arene fra hendes mor. Hun vendte blikket imod ham, "Jeg er her jo endnu, så mon ikke jeg også er det om 17 år mere," sagde hun og trak lidt på skulderne med et lille smil på læberne.

[Mark Eriksen]

Mark sad lidt uden at sige noget. Han var bekymret for sin karriere efter det her, men der var ikke andet for, end at han måtte komme igennem den næste opgave, uden at blive slået ned af en forsvarsløs pige som ikke kendte til magi. Det var ihvertfald sådan hans chef havde fortalt det til hele afdelingen og Mark var blevet flov. Dog vidste han hvad der i virkeligheden var sket, men det var alligevel ikke helt så rart at høre sine kollegaer, som han så inderligt ønskede respekt fra, grine højt af ham.
"Så må du hellere håbe, at jeg klare det." Sagde han med et lille smil. Han var ikke sikker på, at han ville være i stand til at tage hende med derind, om hun så hev ham med sig. Han ville have, at hun var i sikkerhed og det eneste sted han kunne komme i tanker om, var hytten her.

Mark vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han måtte prøve at overbevise hende om, at hendes far var en slambert. Hun vidste det nok godt, men hun forsvarede ham alligevel for meget til at Mark kunne lade det ligge.
"Abby. Vil du virkelig have at jeg bare skal sidde her og høre dig tale om en mand, som har behandlet kvinden jeg elsker, på den måde?" Spurgte han og han kunne mærke han blev frustreret. Han havde heller ikke lagt mærke til, at han lige havde fortalt hende at han elskede hende, for han var så indebrændt på hendes far.

[Deleted]

Abbygail havde det virkelig skidt med, at Mark var blevet gjort sådan til grin på kontoret, for det hele havde jo været noget de havde kunne undgå, hvis hun bare var fulgt med ham, uden at gøre modstand, men hun vidste godt, at de ville begynde at stille spørgsmål omkring hendes far, ting som ville koste hende dyrt, uanset om hun svarede eller ej. Hendes far ville gå amok, hvis hun svarede, og hvis hun ikke gjorde, kunne hun risikere fængselsstraf for, at tilbageholde vigtig information.
Hun nikkede lidt, "Det gør jeg også," sagde hun roligt med et smil på læberne. Selvfølgelig håbede hun, at han ville klare sin næste mission, bare den ikke havde noget med hende at gøre. Hvor var det dog også bare typisk, at det lige var ham som var blevet sendt ud efter hende.

Hun rystede lidt på hovedet, "Du bad selv om, at høre sandheden.. Vent hvad?" hun spærrede øjnene op og så direkte på ham, som hans ord lige skulle ind og rutere engang. Havde han lige sagt, at han elskede hende? Som i nutid? Som i stadig? Efter al den tid? Hun blev fuldstændig paf. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hendes blå øjne som var indrammet af den mørke make-up stirrede på ham, som var han lige faldet ned fra himlen. Hun følte lidt, at hun burde sige et eller andet, men hendes mund og hjerne ville bare ikke lige samarbejde.

[Mark Eriksen]

Mark kunne slet ikke forestille sig hvordan det ville være at vokse op med sådan en far som hun havde. Hans familie var da ikke perfekt og hans bror var da lidt af en røv nogle gange, men det var jo ikke i nærheden af at være det samme. Mark synes bare det lød som om hun forsvarede ham og det havde Mark ret svært ved at håndtere. Hun havde brug for at komme væk fra den familie, så det at give hende nøglen til denne hytte, havde måske været en ret god
idé.
"Jeg ved godt, at jeg bad om sandheden, men det er stadig svært for mig at høre dig tale om ham på den måde. Jeg ønsker virkelig for dig at du kommer væk derfra." Sagde han og prøvede at smile til hende, men det var en smule svært, for det hele var så underligt. Han kunne ikke sætte sig ind i det. Det gik pludselig op for ham, hvad han før havde sagt og han lænede sig tilbage og rømmede sig.
"Øh ja du ved...eh..." Han førte en hånd igennem håret og kiggede ned. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Alt dette her, havde fået hans følelser til at komme igen. De var jo aldrig rigtigt væk. Han kendte nu sandheden og det gjorde det nemmere at tilgive hende. Han turde ikke rigtigt kigge på hende, for han havde jo åbenbart lige erklæret sin kærlighed til hende, uden rigtigt at have været bevidst om det.

[Deleted]

Abbygail var nok ret hjernevasket, på rigtigt mange punkter i hvert fald. Mens hun på andre punkter sagtens kunne se og høre, hvor langt ude det hele var. Hun vidste godt, at i en normal familie så blev børnene ikke slået, de blev ikke bedt om, at tage stoffer med i skole eller opfordret til, at tage til fest, så de kunne sælge stoffer. De fik stuearrest for den slags. Abbygail var blevet rost for det, og havde fået tæv, hvis det ikke var lykkedes hende at sælge det hele.
Hun kunne slet ikke svare på noget som helst, af det han sagde. Hun sad bare med sin tomme kaffekop i hånden og så på ham, mens hans ord kørte rundt i hovedet på hende. Den ene del af hende, havde lyst til, at stikke af. Kærlighed var farlig, det var jo derfor hun i første omgang var endt med, at såre Mark, og det ønskede hun virkelig ikke at gøre igen. Men den anden del af hende, havde lyst til, at give efter. Hun havde jo også stadig en masse følelser for ham, selvom hun i alle de år, havde prøvet at gemme dem væk.
Hendes hjerte bankede utroligt hårdt. Hendes hjerne kørte på højtryk. Hun skubbede tæppet til side, og stillede koppen på et lille bord, før hun rejste sig og uden ord, gik over til ham, bøjede sig ned og kyssede ganske blidt hans læber. Hun lagde en blidt hånd på hver af hans kinder, som hun aede forsigtigt, før hun slap kysset og lagde sin pande mod hans, "Jeg elsker også dig," sagde hun stille og så ham for første gang i øjnene, mens ordene forlod hendes læber.

[Mark Eriksen]

Mark sad og stirrede frem for sig, uden at vide hvad han skulle sige. Hun sagde heller ikke noget, så det gjorde ham bare endnu mere bekymret. Ville hun nu stikke af, fordi han lige havde sagt til hende, at han elskede hende? Han begyndte at få det rigtig varmt og han fik næsten lyst til at stikke af, for kunne dette blive mere akavet nu? Det tvivlede han faktisk på og derfor burde han bare rejse sig, og gå. Måske gå på toilet? Han kunne dog ikke bruge undskyldningen om at han skulle pudre næse, for det gjorde mænd ikke. Det ville måske få hende til at tro, at han ikke var til piger og så var der jo ikke noget problem længere, men alle vidste jo at piger kun sagde det, når de skulle lave bimmelim eller bummelum.
Han skulle lige til at rejse sig og komme med en eller anden lam undskyldning, da hun rejste sig og kom hen til ham. Der overraskende ham, da hun kyssede ham og fortalte ham, at hun også elskede ham. Han nåede ikke rigtigt, at være med i kysset, da det havde slået ham ret meget ud. Dog fik han det endnu varmere og et smil, formede sig på hans læber. Han rejste sig og lagde sin ene hånd om hendes nakke og den anden om livet på hende. Han trak hende ind til sig og kyssede hende, denne gang mere intenst, end hendes blide kys.

[Deleted]

Mark var den eneste fyr som Abbygail nogensinde havde været forelsket i og nu var han også den første fyr, som hun havde indrømmet overfor at hun elskede, selvom hun ikke helt vidste hvor gennemtænkt det var. Ikke fordi hun ikke mente det, for det gjorde hun. Men fordi hun kom fra det miljø hun nu engang gjorde, og han var auror. De var eks-kærester, så de burde vel slet ikke se i hinandens retning mere. Alligevel var der bare et eller andet ved ham, som hun ikke kunne se bort fra. Måske fordi han altid havde været der for hende, mere eller mindre uden at vide det, havde han været hendes lyspunkt i livet i de år de havde været kærester.
Hun rettede sig op, da han rejste sig og kom op i hendes øjenhøjde, selvom han nu egentlig var højere end hende. Hun bed sig lidt i læben, da hun så hans smil. For pokker hvor havde hun dog savnet det smil. Hun mærkede hans ene hånd i nakken og den anden omkring hendes liv, mens hun lod ham trække hende indtil ham. Hendes blik flakkede en smule før hun mærkede hans læber mod sine egne igen. Hun lagde begge sine arme omkring ham og fulgte med i det intense kys, som hun tippede hovedet en smule til den ene side, for at gøre det en smule dybere, mens hendes fingrespidser nussede hans ryg ganske forsigtigt.