When silence surrounds you

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather var pÃ¥ ingen mÃ¥de bange for at blive taget pÃ¥ skolens omrÃ¥de. Som sagt, var der virkelig kun det her ene punkt, hvor hun var en forkælet rigmands datter og opførte sig som om hun var det. Generelt var hendes græs forbrug og hendes forbrug af stoffer, hendes mÃ¥de at gøre oprør pÃ¥. Fandme nej, om hun ville indvilge i de riges og kendtes vulgære kapitalistiske livsstil. Ikke hun var kommunist eller noget i den dur - nej, hun kunne bare lide tingene lidt mere naturel og simpelt. Naturen havde sin helt egen mÃ¥de at køre tingene pÃ¥, og hun ville hellere leve som en del af det evige kredsløb og tage imod, hvad naturen havde at byde hende. Hun lagde godt mærke til, at han skar en grimase. Hun nikkede blot. Der var ingen grund til at snakke mere om det, da hun sÃ¥dan set havde det hyggeligt med det og ikke ville pÃ¥tvinge sin egen livsstil andre. Det var op til folk selv at vælge, hvordan de ville leve og hvordan de ville forevige deres øjeblikke pÃ¥ jorden. Hun ville dog hellere sammenleve med den end hun ville ødelægge den. SÃ¥dan var hun, stik modsat hendes søskende - hvis man spurgte hende. Hun elskede dog hver og en af dem, og især hendes tvilling, Charlie. De to var dog pÃ¥ mange mÃ¥der ogsÃ¥, meget forskellig. For hende handlede det dog om at omfavne diversitet, da hun mente at man kunne fÃ¥ meget ud ad den. Hun blev heller ikke helt overbevist af ham, primært pÃ¥ grund af hans tone. "Åh!" udbrød hun og tog sig lidt for munden, da hun skammede sig lidt over, hun havde brudt hans grænser. Det var bare hende der ikke ligefrem havde nogen. "Jeg kan godt flytte mig," pointerede hun og sÃ¥ kort ned i gulvet, inden hun sÃ¥ op pÃ¥ ham og sendte ham et høfligt smil. 

Hun nikkede lidt til hans svar, inden hun sÃ¥ pÃ¥ ham med et uskyldigt, eftertænksomt blik. "Det er ogsÃ¥ okay!" udbrød hun med et bredt smil pÃ¥ sine læber, som hun endnu en gang som hun hoppede ned fra stolen, da han ikke skulle være ubekvemt eller føle sig ubehageligt til mode. Hun valgte derfor bare at stÃ¥ op, hvilket hun nu ogsÃ¥ synes var fint. Hun gad bare ikke dumpe sig selv ned pÃ¥ gulvet igen. Det virkede lige nu, som utrolig meget arbejde. "Jo, det er korrekt.. Gør du ogsÃ¥ det?" spurgte hun og lagde hovedet en anelse pÃ¥ skrÃ¥. Hun synes han virkede hyggeligt at snakke med og en fremmed var trods alt en ven, man endnu ikke havde mødt endnu i hendes optik. Hun kunne med de fleste, med mindre de virkelig hadede hendes hippie agtige attitude til alle henseender i livet. 

[Mayson Carver]

Han sank en mindre klump. Det var ikke fordi han fandt det direkte ubehageligt at hun sad tæt på ham, men det var bare så uvant en situation for ham at han ikke helt kunne gennemskue hvordan han skulle håndterer det og uvidenheden gjorde ham usikker. "Det gør ikke noget," forsikrede han hende kort og fugtede læberne med tungespidsen, "jeg er som sagt bare ikke helt vandt til det." Halen piskede uregerligt fra side til side selvom han forsøgte at beherske det ved forsigtigt at gribe fat i den og holde den stille da det gik op for ham.
Det var ikke fordi han ikke selv kunne styre den - skønt man sommetider skulle tro det - men som hvis man vippede med foden eller trykkede på en kuglepen ville den efter stor sandsynlighed bare svinge videre så snart han ikke koncentrerede sig om at lade være - derfor var det lettere bare at holde den i ro med den ene hånd.

Det var først da hun rejste sig fra stolen at han atter slap halen som han viftede med et par gange inden den faldt lidt mere til ro. Dog havde han det lidt skidt over at have "tvunget hende" op og stå. "Nej, jeg går på 6." Fortalte han sandfærdigt. "Har du altid gået på Hogwarts?" Han vidste godt at normen ikke bare lige skiftede skole - primært fordi der jo ikke var så mange skoler at vælge imellem og de ofte tog elever ind der boede i landene omkring, men han manglede noget at føre samtalen videre med så det virkede lige umildbart som det bedste bud han kunne komme op med.
Han så lidt op på hende, det virkede næsten også underligt at snakke med hende imens hun stod op og han sad ned i stolen krøllet helt sammen i det ene hjørne. "Vil du ikke sidde her? Jeg kan sagtens sætte mig på gulvet." Forslog han så selvom de jo sådan set ellers var bevæget sig væk fra det emne. Nu kunne det selvfølgelig også være at hun var på vej i seng, klokken var trods alt mange efterhånden, men hvis de skulle snakke ville han da hellere at hun også sad godt og ikke bare skulle stå og flagre.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

"Er du sikker?" spurgte hun nærmest i en hvisken og så kortvarigt ned på gulvet. Hun havde ikke en særlig stor intimsfære og jo tættere man kunne sidde på hinanden jo bedre. Hun var også typen, der ikke havde noget imod at give et kram til en fremmed. Hun havde tidligere gået forbi hjemløse og givet dem en krammer med på vejen også, for i sidste ende var alle jo mennesker, der havde nogen behov og brug for kærlighed. Hun ville gerne dele ud af sin kærlighed til menneskeheden, ikke at hun kunne skabe fred eller konfliktløse andres problemer, men hun ville i hvert fald ikke bidrage alt hvad der var galt i verden. Hun så analyserende på ham, da han sagde ikke var vant til det. "Det kunne du jo blive.. Hvis du hang nok ud med mig," pointerede hun med et hjerteligt smil over sine lyserøde læber. Hun betragtede halen, som den mindede om en gammeldags klokkeur eller når man satte vinylplader på en pladeafspiller og den hoppede op og ned. 

Hun betragtede ham, som hun med et bump havde fået sat sig på gulvet igen. Hun kunne godt mærke hun var afslappet, da hun efterhånden som hendes græs fik mere og mere virkning var blevet en anelse døsig. Ikke meget, for hun kunne jo sagtens holde sig vågen. Hun nikkede, da han fortalte at han gik på 6 årgang. "Et år ældre end mig så," påpegede hun mest til sig selv og viste det til sig selv med fingeren. Hun nikkede. Det så rigtigt ud. Hun lænede sine arme tilbage og lænede sig bagover, som hun kiggede på hans blå hud og forsvandt ind i farven. "Hvad?" spurgte hun i et kort øjebliks forvirring. Hun rynkede på panden, da det gik op for hende, hvad hun blev spurgt om. "Ja, jeg har altid gået her.." svarede hun og bed sig i læben. "Men det har du ikke, vel? Jeg synes ikke jeg har bemærket din fine kulør, da jeg startede," kommenterede hun og vidste ikke noget om han var født sådan eller om han var blevet forbandet eller ej. Hun kendte ham jo ikke, kun af navn. "Nej tak, jeg sidder fint på gulvet. Der er jo også andre stole, hvis jeg egentlig ville," grinte hun og nikkede lidt for sig selv mest af alt for at understrege, at hun godt kunne men ikke behøvede. Stole var overvurderede, når gulvet var så rart... og hårdt. 

[Mayson Carver]

Lidt tøvende nikkede han og understregede sin pointe ved at smile roligt til hende til trods for at han ikke følte sig helt så godt tilpas som han forsøgte at give udtryk for - ikke at det var hendes skyld, men igen var han bare ikke vandt til nogen former for nærkontakt medmindre det var et kram eller et kys fra hans mor eller søster.
Igen smilede han mod hende, denne gang lidt mere oprigtigt, var det mon et tilbud om at de kunne ses igen? Det ville han i hvert flad kun tage imod med kyshånd eftersom han jo desværre ikke ligefrem kunne prale af at have mange venner, tvært imod.
"Tja jeg ville da ikke have noget imod at lære det," sagde han halvvejs ment som en joke og så alligevel lå der lidt sandhed i det eftersom han jo gerne ville hænge ud med hende, men heller ikke ville lyde alt for desperat hvis nu hun kun havde ment det som en joke.

Han fulgte hendes døsige blik og blev enig med sig selv om at hendes opmærksomhed var rettet mod hans hale igen. Han håbede bare ikke at hun blev ved med at kigge på den fordi den skræmte hende, ikke at det så sådan ud, men alligevel, måske var hun bare høflig.
"Øhm, generer den dig? Altså halen? Jeg kan sætte mig anderledes." Begyndte han forsigtigt og gjorde antydning til at ville flytte på sig så hun ikke behøvede at kigge på den hvis hun ikke havde lyst, den var jo lidt af en blikfang kunne man sige.
Han svarede ikke på hendes konstatering omkring årgangene, mest fordi han ikke helt vidst hvad han skulle svare. Til gengæld kunne han svare på det spørgsmål hun stillede ham efter at have nedkæmpet endnu en mild rødmen, "ehm nej..jeg startede i sommers." Fortalte han med et forsigtigt smil, "jeg blev hjemmeskolet før." Ikke at hun havde spurgt, men alligevel.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt med eftersom hun jo havde en temmelig god pointe, der var jo ikke andre oppe end dem så der var da rigeligt af stole at tage af kunne man sige.
Han havde lyst til at spørge hende om alle mulige ting, men frygtede lidt om hun ville synes det var for mærkeligt hvis han først begyndte, desuden vidste han heller ikke helt hvor han skulle begynde så han forholdt sig tavs i et kort rum tid hvor regnens slag mod ruden lod til at tage til.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather elskede at møde nye mennesker og hun var venlig mod alle hun mødte pÃ¥ sin vej medmindre de gav hende en grund til at være noget som helst andet. Hun havde mange venner og havde altid haft utrolig let ved at fÃ¥ dem. Noget af det kunne selvfølgelig godt skydes, at hun var rig og folk gerne ville være i nærheden af rige mennesker. Hun tænkte dog ikke rigtigt over, at hendes familie havde penge. Hun tænkte heller ikke over, at hendes forældre aldrig rigtigt var der. Det var jo alt sammen noget, som hun var blevet vant til. "NÃ¥h, jamen sÃ¥ forbered dig pÃ¥ jeg krammer dig, næste gang jeg ser dig!" sagde hun og lavede en pistol med sine hænder og skød imod ham, for at gøre lidt sjov med han skulle være varsom. Foruden det, sÃ¥ var hun skæv sÃ¥ selvom det gav mening for hende, sÃ¥ gjorde det jo nødvendigvis ikke for andre. For hende var alt sjovt og chill. 

Hun sÃ¥ forvirret pÃ¥ ham, da han begyndte at snakke om sin hale. "Hvorfor skulle den genere mig?" spurgte hun undrende og drejede sit hoved en anelse mod venstre. "Jeg synes den er flot og fascinerende," pointerede hun som forklaringen pÃ¥, hvorfor hun havde sat og stirret. Hun var bagt, sÃ¥ hvis hun lavede noget der var upassende, sÃ¥ lagde hun med al garanti ikke mærke til det. Overhovedet. 
Hun vippede lidt med foden som hun sad pÃ¥ gulvet. Hun havde fÃ¥et en sang pÃ¥ hjernen og nu havde den svært ved at komme ud derfra. Hun forsøgte dog at koncentrere sig om hvad han fortalte hende. Hun lod det døsige blik hvileløst glide rundt i lokalet og nikkede sÃ¥. "I sommers?" spurgte hun og fokuserede denne gang ordentligt pÃ¥ ham. "Hjemmeskolet? Det lyder godt nok kedeligt. Godt du er her nu," pÃ¥pegede hun og kunne mærke en hvis nysgerrighed. "Hvorfor blev du hjemmeskolet?" lød det fra hende. Ja, han var blÃ¥ og hun var ret sikker pÃ¥, at hun ikke sÃ¥ hallucinationer, da græs ikke vakte den form for virkning med mindre man fik psykose, og det havde hun ikke. Hun stillede ikke spørgsmÃ¥lstegn ved, at han sÃ¥ ud som han gjorde. Hun synes tværtimod det var kodylt nice. 
Hun lyttede pÃ¥ hans grin og sendte ham et venligt smil. Hun mærkede endnu en gang stilheden og blev rastløs af den. Hun begyndte igen at vippe med sin fod, mens hun tog sig selv i at begynde at synge lidt. "She loves you, yeah, yeah, yeah..." lød hendes stemme klar og hæs samtidig, i hvert fald i hendes øre. 

[Mayson Carver]

Han mærkede en lidt mærkelig uro sprede sig i kroppen, "krammer mig?" Han gloede på hende som kunne han ikke helt finde ud af om hun mente det eller ej. Det var bare virkelig mærkeligt for ham eftersom han aldrig havde prøvet at nogen som helst ønskede at kramme ham - udover hans mor og søster selvfølgelig.
Han kunne mærke et svagt smil glide over hans læber selvom han forsøgte at holde det lidt tilbage ved at bide sig i kinderne. Han ville jo helst ikke virke uhøflig. "Ehm. Synes du den er flot?" Det havde han ligegodt aldrig hørt før. Det fik ham dog alligevel til selv at studerer den lidt nærmere som han svingede den frem og tilbage imellem dem.
Pelsen var ret blank, men ellers ligende det mere en hale fra et eller andet dæmonisk væsen så flot var måske så meget sagt, men den var i hvert fald praktisk og han var ikke sikker på at han nogensinde havde lyst til at undvære den. For ham ville det jo svare til at miste en arm eller et øre eller noget i den stil.

Han nikkede som svar på hendes spørgsmål. "Ja altså det var ikke så spændende." Indrømmede han og bed sig i læben, "jeg kunne i hvert fald ikke bare lade være med at lave mine lektier." Et smil voksede på hans læber. Hans mor var ret striks omkring den slags.
"Ja, jeg er i hvert fald glad for at være her." Sagde han roligt. "Øhm.." Han troede at det var ret åbenlyst hvorfor, men igen ville han ikke være uhøflig omkring det. "Fordi jeg ser ud som jeg gør. Vi var bange for at jeg ikke ville passe ind her." Forklarede han en smule flygtigt.
Brynene blev kortvarrigt rynket som hun gav sig til at synge for sig selv, "the Beatles?" Spurget han skønt han allerede kendte svaret. Når man ikke måtte mænge sig med andre mennesker havde man ufattelig meget fritid til at lære ufattelig mange ting både væsentlige og mindre væsentlige.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hun så på ham med et undrende blik, inden hun smilede bredt til hans spørgsmål. "Ja... hvad ellers Mayson? Var det måske ikke lige det, vi lige snakkede om?" påpegede hun med en drilsk tone og samme blik var også at finde i hendes øjne. Hun kunne godt finde på at kramme ham, men hun var modsat også ham, typen der kunne kramme folk længe og meget. Havde hun kendt en i 10 minutter og synes de var ret nice, så krammede hun dem gerne. For hende var alle venner, indtil de beviste det modsatte. 
Hun lagde godt mærke til smilet og sendte et varmt smil i hans retning. "Ja," sammengav hun, inden hun lænede sig lidt tilbage på gulvet. Hvis hun ikke snart passede på, ville hun vælte og hun var sikker på, at hun ikke ville være i stand til at komme op igen. Hun betragtede hans hale med et betaget blik, inden hun tog sig selv i det og i stedet valgte at se på hans ansigt. 

Hun nikkede engageret, da hun godt kunne følge ham. "Det tror jeg på!" medgav hun mens hun stadig nikkede ivrigt. Hun var helt bagt. "Nej, for du var vel den eneste, som fik undervisning?" spurgte hun nysgerrigt. Selv var Feather ikke vant til at have forældre der var der hele tiden eller for den sags skyld være interesseret i, om de overhovedet havde lavet deres lektier.. Ja, hun var vel egentlig nok bare blevet overladt meget til sig selv. Hun var dog også typen, der ikke var perfekt til alt det skole hejs, men hun var god til praktiske ting som botanik. "Det er godt. Hogwarts er et dejligt sted," påpegede hun med spidsede læber. Hun kiggede på ham, som om det var nyt for hende. Hun indrømmede dog også gerne, at hun ikke så han var blå, men som en ganske almindelig elev, som gik på skolen. Hun kunne lide mennesker, som de var og ikke som de så ud. "Ah... okay... men.. det gør du," prøvede hun, dog var det ret tydeligt at hun havde røget, da hun var stenet i sit svar og ret langsom i sin måde, at tale på. 
Hun klappede kortvarigt i sine hænder, da han kunne gætte hvem der havde lavet sangen. "Hvordan vidste du det?" spurgte hun i et overrasket udbrød. Hun var ret intens om de sange, hun synes var fede. 

[Mayson Carver]

De gule øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder som han forsøgte at finde ud af om hun lavede sjov med ham. Hun virkede dog ganske seriøs. Det var så underligt for ham som ellers aldrig blev krammet så tanken alene virkede lidt fjern, men ikke ubehagelig. ”Øhm..jamen det må jeg så hellere skrive mig bag øret.” Endte han så med et lille smil legende på læberne. Han kunne nu godt lide tanken om det, det lød familieært hvilket jo var en god ting. I hvert fald i hans hoved.
Igen var det også lidt mærkeligt for ham at hun var så fascineret af hans hale for for ham var det jo lige så normalt som en arm eller et ben, men sådan var det selvfølgelig ikke for alle andre og at hun synes hans hale var flot var vel bedre end at hun ikke kunne lide den.
Desværre havde Mayson aldrig været god til at modtage komplimenter, han kunne aldrig finde ud af hvad han skulle svare og endte som regel altid med at komplimenterer det samme hos den som komplimenterede ham – ikke at det skete for ham så ofte. Nu var det bare lige sådan i denne givende situation at han ikke ligefrem kunne rose hendes hale retur så i stedet måtte han nøjes med et stille tak og en dybere rødmen der heldigvis som de forrige blev skjult under pelsen.

”Præcis,” kommenterede han og smilede, ”og så at blive undervist af sin mor, det er bare som om at der er lidt mere pres på end der er her.” Svarede han. Han var taknemmelig for alt det arbejde hans mor havde lagt i at sørge for han fik samme undervisning som alle andre (næsten), men derfor var det bare ikke altid let at blive undervist af en der kende en så godt.
Hun vidste lige nøjagitigt når han havde sjusket med en opgave og når han havde gjort sig umage. ”Ja det er det virkelig.” Svarede han med et bekraftende nik. Så kunne de godt være at det var svært at passe ind, men det var stadigvæk bedre end at være alene.
Igen mærkede han kinderne brænde under hendes ros. De gule øjne blev slået beskedent ned og halen slog endnu et par nervøse slag. ”Tak, det er jeg glad for du synes,” Indrømmede han. Det var faktisk lidt af et løft ovenpå de ellers ret hårde måned.
Han kunne ikke helt bedømme om hun var ved at blive træt eller om det var det der rygning der havde gjort hende sløv. Måske en blanding? Eller måske hun bare var sådan til daglig. Han var ikke sikker, men han valgte at ignorerer det da han ikke ville virke for irriterende. ”Som sagt så boede jeg alene med min mor og søster. Min mor arbejede og min søster gik her. Jeg havde ikke så mange andre ting at tage mig til end at lytte til musik, se tv, lave lektier naturligvis og så udforske skoven.” Han trak på skuldrene. Han havde specialiseret sig selv i nogle forskellige småring gennem tiden musik, film og akrobatik bar blot nogle af dem.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather var skam ganske seriøst. Trivielt som det var, så var kram sjældent noget, hun jokede med. Hun var meget hengiven overfor andre mennesker trods for, det virkelig ikke var en følelse som var en hun tilrettede sine forældre. Det var egentlig heller ikke en følelse eller en egenskab, hun direkte havde fået ud fra sin opdragelse. Ikke at hun ville påstå at Evanna ikke havde gjort et godt stykke arbejde, for det havde hun. Det betød dog ikke, at hun nødvendigvis havde fået det samme ud af en opdragelse, som så mange andre børn havde. Hun havde jo aldrig rigtigt set hendes forældre, heller ikke når de var hjemme. Så stirrede de ind i alle deres elektroniske genstande. "Gør det," svarede hun med et par ivrige nik. Hun svarede ikke på hans tak, men nikkede ganske let og forstående. Hun forstod godt, det kunne være svært at bedømme, hvad man skulle svare på komplimenter. 


Hun nikkede til hans præcis, inden hun lyttede til hvad han fortalte. "Er det ikke underligt at have sin mor omkring sig hele tiden?" spurgte hun undrende. Det var trods alt ikke noget, hun var vant til. Hendes adopterede søster, havde stået for hendes primære opdragelse. Hendes forældre var aldrig hjemme og det meste af tiden, var hun jo her. Sandheden i hendes spørgsmål blev rimelig meget tilkendegivet: Var det normalt, at have sine forældre omkring sig hele tiden? Det var ikke noget hun snakkede med sine venner om, og en af hendes venner havde ikke nogen forældre, så på det punkt var det jo langt fra en normal ting for alle. 
"Nåh det er dejligt. Har du fået nogen venner så?" spurgte hun videre nysgerrigt og tænkte ikke over, om det kunne være upassende. Hun var i sin egen ubrødelige boble, så længe hun var så skæv som hun var lige nu. At ryge sig skæv var jo også en virkelighedsflugt. Hun var chill og ingen kunne nå hende. Det var en beskyttende besværgelse, hun kunne kaste om sig selv uden det havde meget med magi at gøre. Hun nikkede til hans svar og bed sig en anelse i læben. 
Hun smilede over hans indrømme og kunne ikke helt bedømme hvad hun skulle svare, så hun vedholdt smilet på sine læber og måske også lidt for længe, men det vidste hun ikke. Hendes hjerne var slået fra. 
Hun lyttede endnu en gang til hans ord og nikkede. "Var din mor længe væk, når hun var på arbejde?" spurgte hun nysgerrigt, da det lød unægteligt ensomt hvis han skulle være alene så meget, da hun kun kunne tænke ud fra hvad hun selv kendte. Det kunne jo godt være, at han kun blev undervist, når hun havde fri fra arbejde og det måske var hvad der svarede til en måned ud af et år eller mindre. 

[Mayson Carver]

Det var lidt sært at sidde og have en samtale på denne måde, men på samme tid var det ufattelig befriende. Han havde slet ikke regnet med at han ville falde så godt i hak med nogen eftersom de første par uger ikke ligefrem havde gjort det bedste indtryk på ham.
Igen havde der været nogle rigtig søde mennesker i blandt, men også nogle rigtige idioter - og Mayson der ellers ikke troede at han nogensinde skulle synes sådan om folk.
Han smilede igen lidt akavet, han håbede at han ville blive bedre til at omgås folk med tiden for lige nu synes han selv at han virkede akavet og lidt out-of-place, men på den anden side havde han jo ikke haft mange øvelser i at være social.
Han tænkte kort over hendes spørgsmål, "både og," begyndte han "altså jeg har jo ikke rigtigt været vandt til andet, men der er ingen tvivl om at det ikke altid er let, man kan ikke ligefrem pjække eller noget," fortalte han sandfærdigt.
Nu var det ikke fordi Mayson havde den store trang til at pjække, men sommetider kunne det da være rart bare at sove længe og ikke bekymre sig om lektier.

Han rømmede sig lidt forsigtigt og slog blikket en smule ned. "Nej ikke rigtigt...ikke endnu i hvert fald, men altså folk skal nok lige se mig an." Der lå en forhåbning i stemmen for selvfølgelig håbede han inderligt på at når folk ligesom have set lært ham lidt at kende så ville vennerne strømme til. Naivt måske, men man kunne jo altid drømme.
Han skjulte et gab bag sin håndryg, han var faktisk ved at være ret søvnig. Klokken måtte efterhånden også være ret mange de havde jo snakket i noget tid.
Endnu engang tænkte han sig lidt om før han svarede, hans hjerne var begyndt at blive lidt langsom i optrækket grundet trætheden. "Altså hun sagde op efter jeg blev født og så var hun hjemmegående indtil jeg var 12, så begyndte hun at arbejde igen imens hun hjemmeskolede mig, så fik jeg lektier for jeg skulle lave til hun kom hjem." Forklarede han, han havde aldrig beklaget sig over sin alene tid for det havde faktisk været lidt befriende at kunne gøre hvad der passede ham uden at have nogen til at holde øje med sig. "Jeg tror at hun var væk 8-10 timer om dagen." sagde han lidt tænksomt og forsøgte at skjule endnu et gab. "ej undskyld," sagde han lidt forlegent, "jeg er godt nok ved at være træt." Han smilede undskyldende til hende.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather vidste godt, de fleste mennesker var nogle idioter. For hende handlede det dog mest om, at folk bare ikke var åbne nok og ikke forstod, at der var noget, der var anerledes fra dem selv. Der var mange der mente, at hun var langt oppe i skyerne, selvom hun var den mest jordnære person, hun kendte. Hun ville leve i et med naturen og bare være hende. Hun tillod andre, at være dem selv, om det så betød at deres hoved var højere oppe i skyerne end hvad hun hidtil have forestillet sig. Ja, om de så levede i en illusion om, at de som Ikaros forsøgte sig, kunne nå solen, så måtte de gerne det.
”Nej.. Nej… Det kan jeg godt se!” svarede hun glad og nikkede forstående og empatisk, så han kunne se, hun forstod det. Hun fik nok nikket ret mange gange i et langsomt tempo, da hun ikke tænkte på at stoppe igen.

”Nåh, jamen nu har du mødt mig!” sagde hun med et det bredeste smil, hun kunne fremmane uden det var uhyggeligt. Feather var overbevidst om, at alle var hendes venner indtil de viste hende andet. Hun vidste dog godt, at man ikke var blevet gode venner af en enkelt samtale, så det var ikke fordi hun erklærede totalitær loyalitet.
Feather var træt. Dels fordi tidspunktet var sent, dels på grund af det græs hun havde indtaget på skolens udearealer. Hun så derfor på ham gennem små øjne, der søgte snart at kunne få lov til at se enhjørninger og alt andet, som var magisk og bahageligt. ”Var det fint nok?” spurgte hun med en rolig stemme, for at vise hun lyttede. Hun ville gerne vide, hvordan han havde det med det. ”Det er lidt,” kommenterede hun, uden tanke om at det måske var lidt for hende, men meget for andre. ”Også jeg. Lad os tale sammen i morgen” kommenterede hun med et smil, inden hun rejste sig op fra gulvet og søgte at finde balancen og grinte kort, da hun var ved at miste den. Hun traskede over mod ham og gav ham et kortvarigt kindkys, om han så ville have det eller ej. ”Godnat, Mayson..” hviskede hun med en pigelig stemme, inden hun søgte mod pigernes sovesal.

//Out//