When silence surrounds you

[Mayson Carver]

Tilegnet: Rose Crystal "Feather" Brown

Sted: Hufflepuffs opholdsstue

Tid: Omkring midnat

Årstal: Oktober, 2053

Påklædning: Skoleuniform

______________________________

Mayson sad i lænestolen placeret i det fjerneste hjørne af opholdsstuen nær vinduet. Dette her var det bedste tidspunkt på dagen fordi han kunne være sig selv uden at være bange for bebrejdende blikke fordi han stadigvæk var kendt lidt som den blå knold der fik deres eget overhoved til at fratrække kollegiet point. Det var også latterligt at han havde troet på Lucka og hans slæng, men der var ikke så meget han kunne gøre ved det nu andet end bare at komme igennem dagene en efter en. 
Skønt det var en yderst bekvemt lænestol sad han helt modsat i den således af ryggen var lænet mod det ene armlæn og benene og halen dinglede ud over den andet. Han sad med ryggen til indgangen og en bog i hænderne som han var ret optaget af. Det var en autentisk historie om en varulv der raserede en mugglerby for nogle år tilbage frem til det havde lykkedes for nogle jagere at indfange den, men det havde taget dem mange måneder at spore sig frem til hvem ulven var. 
Hvis sandheden skulle frem havde han læst den før, men den var uden tvivl god nok til at blive læst endnu engang. Den havde nået at dræbe over 20 personer og smittet 3. 

Bedst som han sad i et af de mest spændende stykker af bogen lød et tordenskrald i det fjerne og han mærkede hvordan det gave et sæt i ham og fik de små hårerene til at rejse sig hele vejen ned langs ryggen og ud til halespidsen. Han bed sig let i læben og kiggede ud af vinduet mod horrizonden. Regnen var begyndt at slå mod ruden og det blæste ret kraftigt udenfor. Han gøs igen før han atter vendte opmærksomheden mod bogen.
Han vidste godt at han burde gå i seng, han var i forvejen i søvnunderskud eftersom han altid var den sidste der gik i seng og den første der stod op, bare for at undgå eventuelle kommentarer fra sine medkollegianer og han var i forvejen ikke særlig glad for at stå tidligt op om morgnen. I realiteten anede han ikke om de stadigvæk var sure på ham for han havde ikke rigtigt snakket med nogen efter episoden. Han havde været alt for flov. 
For at slå tanken lidt ud af hovedet gav han sig igen til at læse, de gule øjne løb ned over siden i et roligt tempo som han levede sig ind i historien igen.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather havde været ude og ryge… Hun havde været så heldig at sørge for at noget blev smuglet ind til hende gennem hendes kontakt til hvad hun ville definere som den frie verden. Hun vidste det et sted var dumt, for det var ikke svært at opdage, hvad hun havde gang i… Og et sted, ville hun helst ikke være en forkælet møgunge, men hendes far havde jo pengene til at få hende fri. Han var for vigtig… Og så alligevel, så var hun sikker på, at hun var den af hans børn, der skuffede ham mest. Ikke desto mindre, så havde hun været udenfor for at ryge sit græs og det kunne tydelig ses på de røde øjne og en svag lugt i hendes tøj. Hun havde taget sin skoleuniform af og var i stedet iført hvid kjole med blonder, hvor ærmerne på kjolen sad helt nede ved hendes albuer. Hun havde en blomsterkrans rundt omkring det blå hår, der prydede hendes ansigt samt et par hvide sko. Hun var anerledes end de fleste her og så også anerledes ud, men ikke i forhold til visse andre. Feather havde besluttet sig for at gå inde for i det hun pludselig havde været en gennemtrængende lyst til sukker, krydderier og alt der var godt. Hun havde bevæget sig ned til køkkenet og fik da også hendes ønske opfyldt af et par venlige husalfer, der trods de røde øjne ikke havde opdaget en skid. Hun kom nu gående ind i sin opholdsstue med mad i hænderne og så noget der lignede en skræmt blå dreng. ”Hej. Er du bange?” spurgte hun og tog en bid af sin veganske kage inden hun rakte den anden kage ud imod ham, da det kunne være den hjalp.

[Mayson Carver]

Bogen var så fangende at han slet ikke hørte eller på anden måde bemærkede at han fik selskab. Spidsen af halen vippede lidt og og ned som når man sad og vippede med en fod. Hele hans fokus lå på fortællingen i hans hænder. Vinden ruskede i vinduerne og gjorde hele stemningen endnu bedre.
Vejrtrækningen blev holdt, uden at han selv var klar over det, som han vendte siden i bogen, ulven var ved at indkredse sig et nyt offer.
Det var omkring på dette tidspunkt at stemmen lød hvilket gav så stort et sæt i ham at han nær havde tabt bogen. ”Hvad?” De gule øjne rettede sig lidt chokeret mod pigen der var trodt lydløst ind i rummet. Han sank en klump og forsøgte sig med et forsigtigt tandløst smil. Det gik op for ham at hun havde stillet ham et spørgsmål så efter lige at have taget et par sekunder til at samle sig selv og få hjertet til at slå nogenlunde normalt igen rystede han let på hovedet. ”Nej?” Han var vel ikke direkte bange, bare revet lidt med. Endnu et smil blev sendt mod hende, ”det er bare en ret spændende bog.” Forklarede han og forsøgte virkelig ikke at lade blikket glide op og ned af hende, var det en blomsterkrans hun havde på hovedet? Ikke at han kunne tillade sig at dømme nogen, det var bare en lidt spøjs hovedbeklædning i forhold til hvad han var vant til at se.

”Du er Feather ik?” Han var ikke altid super skarp til navne, men der var nogle enkelte som han da kunne huske inden overhovedet at have snakket med personen. Hun var tilsyneladende en af dem som Rhyss også havde været. Feather det var da egentlig også et lidt sjovt navn, gad vide om det var hendes rigtige navn, men det var bare det han havde hørt folk omtale hende som.
Han lukkede bogen og svingede benene ned fra armlænet så han endte med at sidde rigtigt i stolen med front mod hende, om ikke andet så for at vise at han var interesseret i at snakke.
Det var først omkring nu at han kunne ane hendes lidt røde øjne. Gad vide om der var noget galt, hun kunne jo godt være ked af det. ”Er du okay?” Spurgte han forsigtigt og lagde bogen fra sig på det lille bord ved siden af stolen.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather måtte indrømme, at hun sjældent gad åbne en bog. Det var ikke fordi hun var doven eller ikke gad at læse. Hun havde bare mere travlt med at være et blomsterbarn, der sad ude og nød naturen og det følte hun ikke, hun kunne gennem en bog, heller ikke hvis den omhandlede botanik. Det sjove var egentlig, det var et af de fag, hun var bedst til udover eliksir. Det var nu ikke fordi hun var dårlig til de andre fag, hun var bare meget middelmådig. Det var selvfølgelig heller ikke alle der skulle være lynende intelligente til det boglige, og Feather var glad for den kapacitet hun havde, og hun behøvede ikke mere. Hun så på ham, da han så overrasket ud. Hun var ikke overrasket over hans udseende, for hun havde set ham før. Hun dømte heller ikke nogen på hvad de gjorde og hvad de sagde, men på den chance de havde hos hende. Der skulle meget til, at hun virkelig ikke kunne lide nogen eller tog afstand fra dem. ”Nåhh… okay.” svarede hun, da han svarede hende på hendes spørgsmål. Hun gumlede videre på sin cupcake og svingede svajede langsomt frem og tilbage, da det føltes sjovt med de store ærmer hun havde på og hun generelt havde svært ved at stå stille, når hun havde røget. Hun vidste godt hun ikke måtte på skolen, men hvis hendes søster Skyler kunne udnytte de var Browns, så kunne Feather vel også? Ikke hun gjorde på så mange andre punkter, men hun kunne ikke benægte at den forkælede møgunge var at finde et sted i hende…. Det var bare så få steder, at hun ikke bemærkede det. Farmand skulle nok betale for at hun skulle komme ud af problemer, det var stensikkert. Hun ville en gang benægte, hun havde røget, hvis nogen spurgte.

”Jo, jeg er Feather.” svarede hun med et nik og en rolig stemme, og så på ham og hans blå hud. Hvad var det nu han hed? Hun var så forfærdelig dårlig til navne, og der gik også længere tid end hun var stolt af, før det gik op for hende. ”Mayson, ikke?” spurgte hun og lå sin sidste kage på bordet, da hun ikke kunne spise den lige nu. Selvfølgelig var Feather ikke hendes rigtige navn, men hun reagerede nærmest ikke på andet. Hun satte sig ned på gulvet overfor ham, da hendes krop ærlig talt føltes tung, men alligevel så varm og behagelig samtidigt. Hun så uforstående på ham, da han spurgte hende om der var noget galt. ”Hvad skulle der dog være galt?” sagde hun med en blid stemme og kørte en hånd gennem det blå hår, hun havde sig. Det var en af grundene til, at hun var blevet så god til det eliksir pjat… Hun ville gerne kunne farve sit hår, da hun ikke ville have en eller anden genkendelig Brown, perfekt hårfarve something sheisse. Hun vidste godt hun af familien med garanti blev set som mærkelig.

[Mayson Carver]

Som hun svajede lidt kunne han næsten ikke modstå fristelsen til at rejse sig for at hjælpe, heller ikke selvom det måske ville virke lidt sært. Han holdt dog igen og blev siddende. Et lille smil gled over hans læber som hun bekræftede ham i at have husket hendes navn korrekt. En lille indre sejr. Smilet voksede sig kun større da hun også lod til at kende hans.
Øjnene lyste næsten helt op i glæde som han nikkede begejstret på hovedet. "Ja lige præcis." Svarede han og rettede sig lidt op i stolen, halen hang slapt ned langs det ene ben.
Som hun kom hen mod ham og satte sig på gulvet overfor ham. De gule øjne vandrede igen til hendes spøjse hovedbeklædning, men efter lidt gik det på op for ham at han havde stirret lidt for længe, "Øhm, jeg kan godt lide dit hår," udbrød han pludselig. Egentligt var det ment som en undskyldning for at have stirret på hende lidt for længe, men idet ordene forlod hans læber kunne han godt selv høre at det ikke ligefrem gjorde noget godt for ham. "Jeg mener det er pænt..altså blåt..jeg kan godt lide blå.." Han bed sig selv i læben for at stoppe sit vrøvleri. "Undskyld det lød langt bedre inde i mit hoved." Indrømmede han og kørte hånden gennem sit eget hår der var en mørkere farve blå en hendes dog var hans naturligt, det gik han per automatik ikke ud fra at hendes var.

"Ikke noget, håber jeg, du ser bare lidt," det gik op for ham at han ikke rigtig havde et ord for hvordan hun virkede. Der var bare noget der virkede lidt off. "svimmel, du virkede lidt svimmel," godt reddet, eller det var det nok ikke i realiteten, men det var det bedste han lige kunne komme op med.
Han smilede lidt igen og så sig kort om i den tomme opholdsstue. "Så hvad laver du oppe på denne tid?" Ikke at det på nogen måde vedkom ham, men han var nok en kende nysgerrig af sind, plus at hun lod til at være åben for samtale.
Endnu et tordenskrald lød i det fjerne, denne gang tættere på end før. Mayson drejede hovedet lidt for at kigge ud af det store vindue. Regnen var begyndt at hamre mod ruderne nu, en del voldsommere end før. Han studerede vanddråberne glide ned over ydresiden af glasset et kort øjeblik, det var næsten hypnotiserende, men opmærksomheden blev dog hurtigt draget tilbage til Feather.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather ville være okay med, at han snorede hende rundt. Hun var åben overfor alt og åben overfor alle folks mærkeligheder. Hun forventede intet andet end at hun havde lov til at eksistere ligeså meget, som de havde, for hende. Med andre ord, så var hun fuldstændig ligeglad med sær, hun var der i øjeblikket og det var det, som betød noget. Hun nikkede ganske let til ham og lod sig falde ned på gulvet med sin bagdel, så hun kunne se på ham. Hun trak benene op under sig og lagde sine arme rundt omkring dem, mens hun rokkede lidt. For hende, føltes verden ganske langsomt, så om hun gjorde det hurtigt eller ej, lagde hun ikke mærke til. Alt hun bemærkede var den søde lugt fra den plante hun havde røget og dets virkning som var behagelig og flydende. Hun var ét med sin egen krop, ét med naturen og alt foregik i et tempo, hvor hun kunne følge med. Selv Maysons bevægelser forekom for hende i slowmotion, og for mange var det måske faretruende at en stor blå dreng sad overfor en, men Feather var ligeglad. Det havde hun så i øvrigt været uanset om hun havde fundet åbenbaringen ved græs eller om hun bare var sit ganske almindelige fredselskende selv. Hun tog fat i sit hår for at tjekke farven på det, da han komplimenterede det. ”Blåt.” gentog hun med et bredt smil, hvor hendes hvide tænder viste sig. Hun pegede på ham med et blidt grin, da hun forstod hvad han mente. Hun var jo selv blå. I hendes grin var det dog tydeligt hun hverken var nedladende eller gjorde det for at være ond. ”Du er også flot blå.” lød hendes stemme med en blid stemme, inden hun rettede let på sin blomsterkrans. ”Det kender jeg godt. Alt lyder bedre i mit hoved.” svarede hun, og lod sine øjne fiksere på ham, så godt de kunne. I den her tilstand var det oftest som om, hun hørte ting bedre end ellers.

”Svimmel?” spurgte hun uforstående, og grinte endnu en gang blidt. I hendes hoved, kunne hun høre hendes grin i flere forskellige lyds dimensioner. Hun vidste nu også hun var det stik modsatte, men hun sad jo så også med en anden viden end han gjorde. Hun betragtede hans blå hud, som hun var meget fascineret af, da hun aldrig havde set noget lignende. Jo, det skulle da måske være på svampe eller på LCD, men det var ikke det hun havde taget. Hun var ret sikker på, at han rent faktisk så sådan ud i virkeligheden og folk havde snakket om ham, men igen, hun var dårlig til at høre efter. Hun vidste bare at han hed Mayson og de tilsyneladende gik på samme kollegie. ”Jeg var ude og nyde naturen, du ved.” sagde hun og skulede lidt til ham for at se, om hun forstod hans hentydning. Sikkert ikke, for der var ikke mange magikere der benyttede sig af samme rusmidler, som hun gjorde. ”Hvorfor er du ikke gået i seng?” spurgte hun nysgerrigt.

[Mayson Carver]

Han betragtede hende fra sin plads i stolen som hun slog sig ned på gulvet foran ham. Han var ikke så vandt til at snakke med de andre fra kollegiet, eller på skolen i det hele taget, men nu havde han jo heller ikke gået på skolen i mere end en måned. Det måtte vel lidt svare til at komme til fra en anden skole af og så ikke rigtigt kunne komme ind fordi alle i forvejen kendte alle og man ligesom ikke var "inde i kliken" - og så bare med den ekstra udfordring at han var blå.
Som hende lyste han også op i et smil, dette her lidt bredere end hvad han tidligere havde sendt hende. "Øh tak." Overraskelsen over de rosende ord var tydelig, han havde ikke før hørt nogen komplimenterer hans farve - kun hans mor og søster, men det talte jo ikke helt i hans øjne, de var familie det skulle de jo synes, det var ligesom en uskreven familieregel.
Denne gang kunne han ikke helt lade smilet glide over i et lavmeldt grin, som forsøgte han at holde det lidt tilbage. "Jeg er da glad for at jeg ikke er den eneste der sommetider fører samtaler med mig selv inde i hovedet." Hans stemme var en smule tøvende fordi han ikke var helt sikker på om han kunne tillade sig at sige noget i den stil, han mente jo ikke at hun var skør eller noget.

"Ja? ...eller, det ved jeg ikke." Han ved sig hårdt i den bløde underlæbe og pressede brynene tæt sammen hvorefter han skar en grimasse over sin egen akavede kommentar. Han skulle da ikke blande sig i hendes sager, måske var hun bare på denne måde til daglig, hun behøvede jo ikke at være syg og det var da yderst uhøfligt af ham at påpege kunne han godt se set i bakspejlet. "Undskyld, det lød ret fornærmende gjorde det ikke? Jeg er simpelthen så elendig til dette her." Blikket gled kort ned til sine hænder som han begyndte at fumle med i skødet på sig selv. Han burde virkelig få undervisning i socialisering.
De gule øjne blev hurtigt rettet mod hende igen som et smil afslørede de spidse hjørnetænder på ny, "hvorhenne? I skoven?" Hans stemme var nok en lille smule for begejstret eftersom han fuldkommen misforstod hendes budskab. I hans hoved betød det nok nærmere "at cleare sit hoved ved at kigge på stjerner" og den slags som han normalt gjorde når tingene var ved at vokse ham lidt over hovedet.
Han rejste sig kort fra stolen og førte begge arme over hovedet som han strakte sig, hvilket for få sekunder afslørede hans fulde højde, han var faktisk en ret høj dreng, men han gik altid lidt sammenkrøbet i håb om at virke mindre og derfor ikke blive bemærket så let - hvilket selvfølgelig bare var en illusion for ham for selvfølgelig bemærkede man en blå dreng som ham uanset om han gik sammenkrøbet eller ej. "Jeg kunne ikke sove," han så lidt på bogen han havde lagt fra sig, "og så var jeg nået til et godt kapitel." Forklarede han og så atter tilbage på hende med det lille forsigtige smil på læben.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather måtte indrømme, hun var for diskret til at holde øje med om der kom nye. Hun var bare sikker på, at hun havde hørt folk kalde ham Mayson, og koblet det op på det var ham. For at være helt ærlig, så var det bare et skud ud i tågen. Hun havde været meget distræt siden sit fjerde år, og femte år var ikke ligefrem en undtagelse. Det var sidste år, hun havde for alvor besluttet hun havde besluttet sig for at være veganer og hun ville hylde alle de gode og fredelige ting ved livet. Efterhånden var det blevet en livsstil der også kom ud i hendes udseende – en livsstil, hvor en hvis form for musik og en hvis livsform hørte til. Hun havde været så heldig at have været på festival – forældrene var alligevel aldrig hjemme – at hun havde mødt Nemo, og derigennem var der en hel ny verden, der havde åbnet sig for hende. Hun vidste at hun og de venner hun havde fået på den festival, var født til at lave historie. De skulle ændre verden. Hun smilede kortvarigt, da han sagde tak. Hun hev sine fødder og knæ op under sig og lagde sine arme om dem, inden han lod sit blik falde på ham endnu en gang. ”Det er der de bedste samtaler foregår. Det ved alle,” sagde hun sammentykkende. Feather elskede at være omkring andre mennesker, men hendes tanker og samtaler derinde, var hendes egne og de var oftest bedre end at skulle høre nogen lukke alverdens dårligdomme ud eller åbne for pandoras boks.

Hun lo hjerteligt, da han sagde han ikke vidste det. ”Ved du ikke?” spurgte hun med et bredt smil over sine læber. Man kunne sige mange ting om Feather – men hun var ikke nem at fornærme. Hun havde slet ikke opfanget det han sagde, som en fornærmelse ej hellere om det kunne opfattes som en. Hun var i sin egen lille Feather bobble, hvor livet var godt og hun ikke skulle tage stilling til noget. Ikke fordi hun var rig og ikke fordi hun vidste farmand kunne ordne alle hendes problemer, nej.. Fordi chokolade var en fantastisk opfindelse. Og nej, selvfølgelig var det ikke den traditionelle chokolade – den her mindede mere om græs, men det var en hel anden sag. Enhver kvinde havde sin egen chokolade, om det så var en håndtaske eller om det var at ryge eller indtage planter – så var den der, kært barn mange navne, som man sagde. Hun så på ham med et sammenknebben udtryk, da han spurgte om det var skoven, hun havde været i. Kort efter brød hun ud i grin og måtte lægge sig fladt ned på gulvet, da latteren tog overhånd. ”Nej nej, jeg har nydt den på anden vis..” fremstammede hun mellem latterkrampen, mens hun samtidig prøvede at tænke over, hvordan hun skulle forklare det. Det var dog ikke nemt, når man samtidig døde af grin. ”Jeg var ude og få den fede.” prøvede hun denne gang og skulede til ham, da hun langsomt kom op og sidde. Hendes hår uglet rundt, så noget af det var faldet ned omkring hendes mund. Hun fjernede det langsomt, eller sådan føltes det i hvert fald. Hvilket tempo der var på, var hun helt ude af stand til at bedømme. ”Så du læste, fordi du ikke kunne sove… og nu er det så spændende, du ikke kunne sove?” spurgte hun undrende.

[Mayson Carver]

Det var en lettelse at hun ikke tog på vej over det, men blot erklærede sig enig. Endnu et forsigtigt smil sneg sig frem på hans læber. Til gengæld fik han roddet sig lidt ud på dybt vand efterfølgende. Han rystede let på hovedet. Han kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var, men der var bare et eller andet ved hele hendes måde at bevæge sig på.
Han slog det ud af hovedet. Han anede jo dårligt nok hvad hans selv mente.
Udover at hun virkede lidt fjern, kunne man kalde det det, han var ikke sikker, men så virkede hun virkelig venlig og glad. Det var langt bedre end mange af de andre elever han var stødt på.
Han betragtede hende bare komplet forvirret som hun trillede om på ryggen i latterkramper. Han anede virkelig ikke hvad hun snakkede om eller hvorfor det var så morsomt, men hendes latter smittede alligevel lidt af og han kunne ikke helt lade være med at grine en lille smule med, om ikke andet så bare fordi at hun lo.
"Nåh.." sagde han og forsøgte i nogle lange sekunder at lade som om at han vidste hvad hun mente med det, men hans nysgerrighed endte alligevel med at tage overhånd og han kiggede lidt forundret på hende, "hvad er det?" Endte han med at spørge uden at være sikker på om han havde lyst til at kende svaret.

Mayson tænkte kort over hendes spørgsmål, stadigvæk lettere fascineret over hendes næsten svævende måde at bevæge sig på. "Ja, noget i den stil." Erklærede han sig enig med et roligt nik. Det var svært at ligge en god bog fra sig måtte han erkende.
Han sad lidt i stilhed og betragtede hende inden han atter snakkede, "du læser måske ikke så meget?" Han ville helst undgå at den akavede tavshed begyndte at sprede sig, mest på hans bekostning, ikke at han ikke kunne lide at snakke med folk, tvært imod, han elskede det, men han var bare ikke altid så god til at finde på noget at snakke om, men nu havde han jo nok heller ikke oplevet noget videre interessant kontra de andre elever på skolen.
Hans hale begyndte langsomt at bevægede lidt på sig, men han bemærkede det dårligt nok, lidt ala hvis man begyndte at sidde og tappe med foden eller klikke med en kuglepen.
De gule øjne bar præg af nysgerrighed. Han havde lyst til at spørge hende om flere ting, men samtidig ville han heller ikke få det til at lyde som en form for forhør.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather kunne ikke lade være med at grine videre, da hun hørte han ogsÃ¥ grinte med. Hun stoppede brat ved hans spørgsmÃ¥l og satte sig op i en hurtig bevægelse og slog hÃ¥ret bagover, da det var kommet op foran hendes ansigt. Hun smilede venligt til ham, som han lignede en der oprigtigt undrede sig. Et eller andet sted, følte hun, at hun skulle tage noget uskyld fra ham. Ikke fordi han nødvendigvis selv skulle ryge det, men fordi han tydeligvis ikke vidste hvad hun mente, og nu ville komme til at forstÃ¥ det. "Uh, uhm. Jeg har røget en mugglerplante, der meget populært kaldes græs," svarede hun med et lille nik, og rynkede lidt pÃ¥ panden, da hun tænkte om den forklaring var nok. "Den gør en, hvad skal man sige... Glad? Afslappet." forklarede hun og rejste sig op for at gÃ¥ hen imod ham. Hun stoppede ikke langt fra ham. Hun ville gerne se ham lidt tættere pÃ¥ - for at være hel sikker pÃ¥ at hun ikke sÃ¥ syner og han nu rent faktisk var sÃ¥ blÃ¥, som han sÃ¥ ud. Hun kunne hurtig konkludere han var blÃ¥, men ikke hvor vidt hun sÃ¥ syner eller ej. Feather havde det nu ogsÃ¥ fint med, at han sÃ¥ ud som han gjorde. Hun accepterede alle, sÃ¥ længe de ikke var onde.

"Ah!" sagde hun og klappede en enkelt gang i sine hænder fordi hun forstod hvad han mente. "Jo, jo, jeg læser skam. Der er nogen ret gode digte fra en tid langt fra vores egen, hvor de virkelig skriver sÃ¥dan om politiske ting og ønsket om fred pÃ¥ jord... Det kan jeg godt lide.." sagde hun med et nik. Mest det sidste - for hun var ærlig talt ret ligeglad med politik. Hendes mÃ¥l var at alle kunne være venner, hvor barnligt og utopisk det sÃ¥ end lød. Hun sÃ¥ pÃ¥ ham som hans hale begyndte at bevæge sig og var ikke sikker pÃ¥ om hun sÃ¥ syner eller ej, men det var ret sjovt. Hun satte sig pÃ¥ armlænet ved siden af ham og sÃ¥ pÃ¥ ham. Hun mÃ¥tte styre sig for ikke at røre direkte ved hans hale. "Er du rastløs?" spurgte hun og nikkede mod hans hale, inden hun sendte ham et smil. Hun vidste sÃ¥dan set godt hun var ret tæt pÃ¥, men hun var sÃ¥dan set ogsÃ¥ ret ligeglad.  Hun var typen, der gjorde hvad hun havde lyst til. 

[Mayson Carver]

Hendes bratte måde at stoppe på fik ham til at gøre det samme som han endte med at sidde lidt akavet og kigge på hende. Var det forkert? Burde han ikke have grint med hende? Havde han sagt eller gjort noget han ikke burde? Dog blev han hurtigt mødt af hendes smil hvilket gjorde situationen en hel del lettere og mindre tryggende.
Han rynkede svagt pÃ¥ næsen af hende, ikke i væmmelse, men mere i uforstÃ¥else. "Hvordan kan man ryge en...nåårh." græs havde han godt hørt om. Med alt for meget fritid pÃ¥ hænderne havde han jo set film, men han havde bare aldrig rigtigt tænkt over at det var noget der skete ude i den virkelig verden og da slet ikke pÃ¥ en magisk skole som Hogwarts. "MÃ¥ man godt det?" Det fik i hvert fald nogle advarselslamper til at blinke inde i hans hoved. "Glad og afslappet? Virkelig?" Han tappede tænksomt sin hage et par gange, "det lyder ellers som noget jeg kunne bruge sommetider til at dulme mine nerver." Han smilede, ikke at han pÃ¥ noget tidspunkt ville sÃ¥ meget som overveje det, lige nu forsøgte han bare at være venlig og Ã¥ben som hun ogsÃ¥ var overfor ham.
Smilet fadede dog lidt som hun rejste sig og kom tættere på ham. En lille smule usikker på hvad han skulle gøre af sig selv lænede han sig blot lidt tilbage i lænestolen. Ikke at han var direkte berøringsangst, men det var bare ikke så tit at folk kom tættere på ham, de plejede oftere at gå i den anden retning.

Igen kunne han ikke gøre andet end at smile som hun snakkede om digtene, "fred på jord? Det lyder desværre som en lidt umulig opgave, men jeg er sikker på at digtene er gode." Sagde han varmt. Folk kunne være så fjendtlige overfor hinanden, det havde han desværre oplevet på nært hold mere end en gang i den korte tid han havde gået her på skolen, men man måtte jo bare vende den anden kind til.
Da hun satte sig på armlænet kunne han pludselig godt mærke hvordan den usynlige grænse blev en smule overtrådt. Ikke at han var bange eller noget, men det var bare en utrolig mærkelig følelse. Han lænede sig derfor lidt diskret over mod det modsatte armlæn af stolen og mærkede varmen stige en smule op i kinderne. Halen begyndte også hurtigt at reflektere hans anspændthed og lettere nesvøsitet ved at slå lidt flere aktive slag. "Hvad?" Han fulgte hendes blik, "ehm nej ikke rigtigt, eller måske lidt." Faktisk var han ikke helt sikker på hvad han skulle svare, lige nu var han lidt mere opmærksom på hvor tæt hun sad på ham.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather bemærkede ikke, der var et sekund hvor alt var akavet i mellem dem. Om hun havde røget eller ej, sÃ¥ havde hun ikke bemærket det. Hun var i sin egen Feather boble, hvor alt handlede om fred pÃ¥ jord og om at være god mod sine medmennesker, og hvis folk ikke var gode mennesker og ikke kunne forstÃ¥ det var et vigtigt karaktertræk, sÃ¥ brugte hun ikke sin tid pÃ¥ det. Hun skulle til at svare, som det sÃ¥ ud som om der gik noget op for ham og han forstod hvad hun mente. Hun trak pÃ¥ skulderen. ”Teknisk set ikke,” svarede hun opgivende. Hun kunne ikke se hvad problemet var det i det. Teknisk set, virkede græs mod mange ting og kunne ogsÃ¥ bruges medicinsk. Det var desuden sundere end sÃ¥ meget andet – mange elever smuglede trods alt alkohol ind, og det vidste hun. Feather rørte det ikke rigtigt. Hun havde smagt en øl en gang, og det havde ikke været noget specielt. Men græs dog, havde virkelig fanget hende. Hele følelsen, stemningen og pÃ¥virkningen var for hende ultimativ frihed. Hun var dog ikke afhængig, for det kunne man ikke blive. Hun havde dog meget tidligt eksperimenterede med stoffer, men sÃ¥danne ting holdt hun sig fra nÃ¥r hun var pÃ¥ skolen og dem vidste hun, man kunne blive afhængig af. ”Ja, virkelig..” svarede hun med et langsomt nik, og et stort bredt smil pÃ¥ hendes læber. græs var… som at fÃ¥ et varm kram pÃ¥ en eller anden mÃ¥de. Hele ens krop fik det godt og man havde ikke noget at være nervøs eller ængstelig for. ”Virkelig?” spurgte hun overrasket. Hun ville være Ã¥ben overfor hvis han mente det, han virkede bare ikke som typen, der ville nærme sig det. Hun ville dog ikke dømme ham, for sÃ¥dan var hun virkelig ikke. Hun lagde ikke mærke til at smilet forsvandt, mest af alt fordi hun ikke havde problemer med at sidde tæt pÃ¥ folk og hun ikke havde nogen form for intim sfærer. Hun lagde dog mærke til at han nærmest forsvandt ind i lænestolen, hvilket fik hende til at skyde underlæben frem. ”Jeg gør dig ikke noget,” understregede hun. Hun var en lille tynd pige – hvis hun skulle udrette noget, skulle hun seriøst magte at lede efter sin stav… Og hun var doven pÃ¥ grund af røgen.

Hun smilede stort, da gjorde. Et, hvor man kunne se de hvide tænder og et smil der fik hendes øjne til at lyse nærmest helt hvidt op. ”Ja, fred på jord! Og måske er det… Når vi alle sammen samler os om at forene os med Gaia og naturen,” sagde hun med et lille nik. Det her var nok første gang hun lød for alvor skæv, og hun sagde det også med den tykkeste hippie, Anders Matthesen som Arne agtige stemme, som hun kunne komme i nærheden af. Hvad der så var noget andet, var hun mente det. ”Og selvfølgelig skal vi se vores forskelligheder som styrker,” understregede hun med et varmt smil over sine læber. ”Hvordan kan det være?” spurgte hun nysgerrigt og overvejede kort at finde hans hånd for at holde i den, men han så ikke ud som en der ville bryde sig om det.

[Mayson Carver]

Dette her var nok den mærkeligste samtale han nogensinde havde haft, ikke at han havde haft så mange forskellige med andre end hans mor og søster, men alligevel. Han hævede et bryn der bevidnede om at han var af en lidt anden indstilling, han var ret sikker på at det ikke var tilladt på skolen, ikke at han havde tænkt at sig blande sig, det var jo hendes eget valg og hans skulle bestemt ikke kendes som stikkeren han var jo ikke engang faldet til endnu. "Okaaay," endte han med at høre sig selv sige i et lidt tøvende tonefald.
Som hun vendte spørgsmålet tilbage mod ham, kunne han godt se at han nok havde taget munden lidt for fuld og han rystede lidt forsigtigt på hovedet, "nej egentlig ikke, jeg tror ikke den slags lige er mig," indrømmede han en smule forlegen. Det var jo ikke fordi at han ønskede at gøre grin med hende eller noget han havde bare ikke helt vidst hvad han skulle svare og han lidt havde dårlige nerver fra tid til anden.
Han skulle ikke røre noget som helst i den dur, hverken græs, cigaretter eller alkohol, den slags var ikke godt for ens helbred. MÃ¥ske den del med alkohollen var en lidt naiv tanke fra hans side, men han havde jo aldrig været teenager pÃ¥ lige kÃ¥r med alle andre sÃ¥ for ham virkede det hele meget forbudt.

Den blå dreng sank en enkelt gang da hun sagde at hun ikke ville gøre ham noget. Det forventede han nu heller ikke, men det gjorde det ikke mindre mærkværdigt for ham at have hende så tæt på sig. Han sank igen, "nej nej, det tror jeg heller ikke." Forsvarede han forsigtigt og mærkede varmen stige op i kinderne. Syntes hun slet ikke at de sad lidt tæt? Han blev siddende en smule anspændt imens det yderste af halen slog hektikse slag foran dem. Ikke at Maysons opmærksomhed var rettet imod den, den var derimod rettet mod den blåhåret pige.
"Gaia?" Han rynkede igen brynene og forsøgte at glemme den korte afstand mellem dem, "hvad er Gaia?" Han følte sig lidt som en uvidende klaphat, men igen undskyldte han sig med at han ikke havde været en del af samfundet før. "Det med forskellighederne lyder nu ret godt." Nikkede han sig enig til.
Kort efter blev han atter påmindet om situationen og han rettede sig en lille bitte smule mere op så han kom lidt tættere på hende. "Jeg er ikke helt sikker," løj han uden at være specielt god til det. Det var da bare lidt pinligt at sige til hende at han ikke var vandt til at have folk så tæt på sig og det af ukendte årsager gjorde ham en smule nervøs.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hun bemærkede ikke det tøvende tonefald. Hun var nu ogsÃ¥ ligeglad med om han stak hende eller ej, i sidste ende sÃ¥ ville farmand betale for, at hun kunne blive der. Hun havde jo i bund og grund ogsÃ¥ gode karakterer - isærdeleshed i botanik, sÃ¥ det var ikke fordi de havde noget at sætte en finger pÃ¥. Hun havde dog brug for et outlet, og det fik hun bedst gennem rygning. Familien Brown havde mÃ¥ske det man kunne kalde, eh, tilpasningsproblemer. Reglerne gjaldt altid nogen andre end dem. 
"Fair nok, det er ellers rart," pointerede hun, men hun ville ikke presse ham. Hun forstod jo godt det ikke var noget for alle, og hun havde ogsÃ¥ de personer omkring sig, som hun røg med. Hun behøvede ikke tilføje nogen til den gruppe, selvom det da altid var hyggeligt med flere. Han skulle dog lige nu være glad for, at han ikke nævnte noget om at græs var usundt, for det ville starte Feather pÃ¥ en lang tale om det var godt for helbredet samt det var mere sundt en alkohol var. Hun vidste godt at stoffer ikke var godt for kroppen, men det havde aldrig skadet hende og hun havde det ærlig talt sjovt, ligesÃ¥ snart hun var sÃ¥ langt væk fra virkelighedens verden. Det var nogen helt andre sanser der blev sat i spil, hvilket hun nød. 

Hun bemærkede ikke hvordan han sank, men flyttede sig dog alligevel lidt væk fra ham. Det var et eller andet over hans aura, der gjorde, hun følte hun skulle. Hun vidste godt, det var en langt væk forklaring, men ikke desto mindre, sÃ¥ var det bare den fornemmelse hun havde. Denne gang, bemærkede hun dog at han sank i det. Hun spidsede sine læber en anelse eftertænksomt og dog i en langsom bevægelse. "SÃ¥ er der ingen grund til at være bekymret!" pointerede hun og klappede et par gange i sine hænder. Hun var trods alt glad og der skulle ikke meget til at gøre hendes humør bedre. Hun var generelt en glad pige, men hun var samtidig dog ogsÃ¥ utilpasset. Det var dog ikke fordi der var nogen der var interesseret i at høre hvordan hun havde det, sÃ¥ det klarede hun med naturens egen medicin. Hun rykkede sig tæt pÃ¥ ham igen, da han spurgte hvad Gaia var. "Det er jorden selvfølgelig! I den græske mytologi kaldte man jorden for Gaia.. det var en gudinde!" belærte hun ham med et stort smil og var meget engageret omkring det hun fortalte. "Ja ikke? Du kan være sej og blÃ¥ og jeg kan være en tosse med blomsterkrans" pointerede hun og lo efterfølgende hjerteligt. Hun klappede endnu en gang i hænderne og bed sig i læben, da det virkede som om stemningen ændrede sig. Denne gang opfangede hun det rent faktisk. "Hmm? Sker det tit?" spurgte hun bekymret og sÃ¥ analyserende pÃ¥ ham. 

[Mayson Carver]

Han forstod slet ikke at hun turde gøre den slags på skolens område, tænk hvis hun blev fanget af en professor det kunne da umuligt ende godt. Ikke at han ville blande sig, han forsøgte stadigvæk bare at finde sin plads og han skulle bestemt ikke ligge ud med at gøre sig uvenner med den eneste af hans medkollegianer der rent faktisk snakkede til ham som om at han var en helt normal dreng.
I stedet smilede han lidt forsigtigt til hende, "det må jeg tage dit ord for," svarede han blot og skar en mindre grimasse.
Han var ærlig talt ikke sikker på hvad et var der gjorde det så fedt, men nu havde han jo heller aldrig prøvet den slags, det var han nok lidt for meget en kylling til, plus han bare ikke brød sig om tanken.
Det var en meget mærkelig samtale for ham dette her især efter hun havde rykket sig tættere på ham. Han kunne slet ikke finde ud af hvor han skulle gøre af sig selv. "Nej det har du vel ret i." Sagde han i en ikke specielt overbevisende tone og tog så en lidt dybere indånding. "Undskyld, det er bare..jeg er ikke vandt til at folk sidder så tæt på mig." Indrømmede han så, han var jo vandt til at folk gjorde det modsatte, trak væk fra ham.

Endnu engang sank han tilbage i stolen som hun kom tættere på ham igen. Hans hjerte slog lidt hurtigt grundet nervøsiteten og halen der nu lå imellem dem begyndte igen at bevæge sig usikkert. "Nåarh." Sagde han blot som forstod han det hele langt bedre lige pludselig. Sandheden var at han næsten havde glemt spørgsmålet.
"Se det lyder som en god ting," besvarede han og forsøgte virkelig at koncentrerer sig om at slappe af. Det var bare virkelig mærkeligt for ham at være så tæt med hende og det var jo ikke fordi han som sådan fandt det ubehageligt, bare en smile grænseoverskridende.
Han så lidt forvirret på hende i et kort øjeblik, "hvad? Nåh..øh nej..jeg er som sagt bare ikke så vandt til det." Svarede han og håbede ikke at hun fandt ham underlig.
Halen var stadigvæk urolig som den viftede lidt frem og tilbage mellem dem som en kat på spring. Han havde altid været ufattelig ømskindet omkring sin hale og passede altid på at folk ikke trådte på den eller satte sig på den. Eller det havde jo aldrig været et problem før da han bare boede hjemme, dog havde han allerede lært det her på skolen af bitter erfaring. "Så du går på 5. årgang ikke sandt?" Spurgte han lidt henkastet og for at holde samtalen lidt kørende bare fordi det var ret fedt at have nogen at snakke med.