Big Boys Don't Cry

[Luke Lynch]

Mayson Carver - Hogwarts - Udenfor - Oktober 2053 - Outfit

Luke gik hen over en af de store græsplæner, væk fra slottet. Han var ret populær på sin årgang, enten hadede folk ham eller også elskede de ham. Han var måske en ret hård type, men med alt det han havde været i gennem i så ung en alder, så var det vel heller ikke så underligt, at han var begyndt tidligt, at beskytte sig selv, og vende sine frustrationer mod resten af verden, for det var vel egentlig dét han gjorde, i gennem mobning og andre grove løjer.
Luke gik med sin krave på jakken, vippet op af og huen dækkede godt nede om hans øre, da det var et typisk oktober vejr med blæst. Han gik med hastige skidt, og med hænderne i lommerne og med ryggen ret. Den eneste af hans ellers så mange tatoveringer man kunne se, var den på halsen, og det var ikke engang den hele, som kunne tydes.

Lidt længere fremme fik han øje på en blå skikkelse. Det var bare løgn! Rygterne talte altså sandt? Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, og han havde ellers set en del. Et næsten djævelsk smil meldte sig på hans læber, så han satte retningen direkte imod den blå dreng. Eller smølf, eller hvad han end var.
Luke gik forbi den blå pelsede drenge, og lod bevidst sin ene albue banke direkte ind i ham, "Hey, så se dig for, Fluffy," snærrede han, og børstede sin jakke af med modsatte hånd, som ville han fjerne løse blå hår, som kunne have været landet på ham. Han kneb øjnene en smule sammen som han nær studerede væsenet foran ham. Kunne den overhovedet snakke? 

[Mayson Carver]

Mayson stod nede ved søen hvor han havde været så mange gange før. Dengang havde det været let bare at snige sig tilbage i skoven, men det kunne han ikke mere. Nu hørte han til på Hogwarts og kunne ikke bare stikke af når tingene kom for tæt på. Han blev nødt til at blive og se dine dæmoner i øjnene - om man så kunne sige.
Hele hans liv havde han troede at Hogwarts ville være dette fantastiske sted af accept og venskaber, men det var så småt gået op for ham at hans mor nok havde haft ret i at folk ikke var helt så venligsindet som Mayson havde håbet de ville være. Alligevel fortrød han ikke helt sin beslutning, ikke endnu i hvert fald. Han vidste at han havde brug for at gennemleve dette her om ikke andet så for at få dannet sig et bedre billede af hvem han selv var så han ikke til evig tid bare ville leve i skyggerne og drømme om at være mere end det. I det mindste gjorde han noget ved det nu. Han prøvede i hvert fald efter bedste evne, skønt hans sky natur gjorde det svært for ham, han var langt bedre til at gemme sig selv væk end rent faktisk at sige fra.
Tænk at efter 2 uger på skolen havde han nærmest kun mødt dem der forsøgte at forværre hans tilværelse - dog med enkelte undtagelser. Det var så mange blandede følelser i hans sind at han havde svært ved at skille dem fra hinanden derfor var han hernede nu i håb om at få lidt styr på sine tanker. Heldigvis gjorde den kølige blæsende oktoberaften at han havde stedet for sig selv.

Eller det troede han. Han blev hurtigt gjort opmærksom på den fejlagtige antagelse som en albue ramte ham hårdt i ryggen og fik ham til at gispe både i smerte og overraskelse. Han snurrede rundt for at se hvem dette bagholdsangreb kom fra. I brøkdelen af det sekund det tog ham at dreje rundt havde han faktisk allerede forestille sig at det ville være Lucka - en 7. årgangs Slytherinelev der fandt det utrolig underholdende at gøre Maysons liv til et levende helvede - derfor blev de gule øjne blot spærret lidt mere op som han så at dette ikke var tilfældet.
Nu kendte Mayson ikke så mange af eleverne på skoen endnu, han spiste sjældent sammen med de andre og han sad oftest for sig selv i timerne. "Hvad? Det var da dig der gik ind i mig," beklagede han sig stille som han ømmende førte sin hånd over det sted albuen havde ramt ham.

[Luke Lynch]

Lukes blik hvilede næsten en tand for provokerende på Mayson, mens han tog et par langsomme, men direkte, skridt imod Mayson. "Jeg ved godt du er ny her, blue," begyndte han i en stemme som var næsten lige så kold som en vintermorgen, og stoppede for lige foran den blå dreng.
Luke var nok ligeså hård som han så ud, dog havde han et blødt punkt. Men der var meget lang vej ind til det bløde punkt, og det var ikke mange som nåede helt derind, på trods af at han faktisk havde en del venner og veninder. Han tippede hovedet lidt til den ene side, før han genoptog sin sætning, "Så som det gode menneske, jeg nu engang er, vil jeg give dig et godt råd, men kun det her ene, og jeg gentager ikke mig selv, så hør nu rigtigt godt efter," han gjorde en bevægelse med den ene hånd, som tegn på, at Mayson skulle komme tætte på, som var det en hemmelighed, Luke skulle til at dele.
"Når jeg siger det var dig, som gik ind i mig, så var det dig, der gik ind i mig. Lad mig skære det ud i pap for dig," hviskede han, og lagde en arm omkring Maysons skulder og begyndte at gå. "Det her er en skole, vi har noget som hedder hierarki, ved du hvad det betyder?" spurgte han, i en tone som primært var reserveret til børn.

[Mayson Carver]

Mayson var ikke helt sikker på om han brød sig om kælenavnet. Eller navnet var der sådan set ikke noget galt i, det var mere tonen det blev brugt i. Han valgte dog at vare sin mund og ikke kommenterer på det åbenlyste han havde jo lovet sig selv at han ville holde sig ude af problemer, det var selvfølgelig lettere sagt end gjort når de kontant lod til at komme til ham uden hans egen indvirkning.
Brynene blev foldet i en mild rynken som Luke snakkede om at give ha et godt råd, hvorfor var der noget der sagde ham at det nok ikke var et godt råd om hvordan han kunne holde sin følsomme hale varm om vinteren. Mayson tog dog ikke helt imod madigen og blev i første omgang stående på behørig afstand af drengen - han havde lært sin lektie i den forbindelse.
Desværre blev han alligevel trukket tættere som drengen listede en arm omkring ham. Mayson krøb en smule sammen af den ubehagelige situation. Ikke at ham var berøringsangst, men det ville han nok være hvis det var en landmine der forsøgte at kramme ham og det var lidt den følelse han stod med lige nu.

Han argumenterede ikke imod da Luke påstod at det var Mayson som var gået ind i ham. Han havde en fornemmelse af at det kun ville gøre situationen værre for sig selv at være stædig omkring det. "Jo tak jeg kender udmærket til det udtryk." Mumlede han med lettere himmelvendte øjne.
Havde han haft lidt mere rygrad ville han nok have holdt fast på sin ret, men han ønskede virkelig ikke nogen problemer. "Hør jeg orker ikke flere problemer, jeg er sikker på at du har al grund til at hade mig som Lucka og hans slæng har," ikke at han selv kunne se hvordan han skulle give dem grund til at hade sig ved hans blotte tilstedeværelse, men det lod til at nok for dem. "Så skal vi ikke bare sige at vi går hver sin vej og lader som ingenting?" Måske et naivt forslag, men man havde vel lov til at håbe.

[Luke Lynch]

Luke kunne til tider være en ret stor nar, men han kunne langt dybt inde, faktisk også være sådan nogenlunde venlig. Der var bare meget langt derind. Men nu var det heller ikke fordi han havde haft den nemmeste start på livet. Hans far var død, da han havde været ganske lille. Eller det var i hvert fald det han havde fået af vide. Mens hans mor var røget på sindssyge anstalt. Hun var muggler, og vidste ikke, at Luke var magiker. Han besøgte hende dog så tit han kunne, men det var hårdt, for han vidste jo, at hun ikke hørte til på anstalten, men han kunne intet gøre. Alt dette var dog ikke noget, han nogensinde havde fortalt nogen. Han gik med det inden i sig selv, så måske det ikke var helt underligt, at det ofte gik ud over omverden, som i dette tilfælde var Mayson lige nu, som stod forskud.

Luke fandt et falsk smil frem til sine læber, "Godt, godt, du er slet ikke så dum som du ser ud, no offense," sagde han og viftede lidt med den modsatte af, af den som stadig holdt om Maysons skulder. "Anyway, skolen her, har også et hierarki, det går jeg ikke ud fra, nogle andre har fortalt dig?" spurgte han og så på Mayson med et lettere bekymret blik.
Luka slap Mayson som havde han brændt sig på ham, og satte en hånd for hjertet, "Problemer? Hade dig? Oh, min kære ven, jeg tror du har misforstået mig fuldstændig," sagde han og klikkede lidt med tungen, og lod sine hænder finde vej til sine lommer, for varme dem en smule, det var trods alt ret koldt, og han havde ikke ligefrem en pels som Mayson til, at holde sig varm. Han fnøs en smule og rystede lidt på hovedet med blikket mod jorden, før han vendte blikket tilbage på den blå dreng, "Og her troede jeg ellers vi kunne blive venner, men hey, hvis du har vigtigere ting, at tage dig til, så skal jeg endelig ikke afholde dig fra dem," sagde han og trak let på skulderne, før han rykkede sig, så Mayson kunne komme forbi. Jep, at spille på folks dårlige samvittighed, var Luke ret god til.

[Mayson Carver]

Mayson kunne mærke vreden vende sig indeni ham over drengens arrogante fremgangsmåde. Nu var Mayson selv ikke en dreng der slog fra sig eller gav igen selvom han blev uretfærdigt behandlet, ikke medmindre det var overfor folk han kendte i hvert fald, hvilket bestod af hans søster eller hans mor. Alligevel kunne han godt mærke at han var ved at nå den usynlige grænse for hvad han ville finde sig i, ikke kun fra Lukes side, men mere generelt.
Dog havde han altid været en forsigtig fyr og det var han også stadigvæk, han ville ikke skabe sig selv unødige problemer. Han sukkede dybt og betragtede drengen lidt, "og hvordan skulle jeg ikke tage det som en fornærmelse?" Spurgte han lavmeldt. Når folk sagde man ikke skulle tager det personligt var det så i realiteten ikke bare en høflig måde at fornærme folk på? Især når han sagde det på den måde som han gjorde. Det var nu nok også meningen når alt kom til alt.
Endnu et håbløst suk, "men jeg har en ret god ide om at du har tænkt dig at informere mig om det?" Mayson følte sig virkelig ikke i humør til dette her, ikke nu. Det gjorde han sådan set aldrig, men i dag havde han især brug for bare at slappe lidt af og cleare sine tanker. Åh hvor havde han dog fået sin sag for efter han var startet på skolen her. Igen løb tanken om han måske bare skulle have lyttet til sin mor igennem hans hoved. Dog virkede et liv i isolation stadigvæk en hel del værre end dette her, han måtte bare finde en måde at kæmpe sig igennem det på.

Maysons bryn blev skudt i vejret da drengen brugte udtrykket "ven", noget sagde ham nemlig at det ikke var ment helt så sandfærdigt eftersom intet indikerede at Luke ønskede at være hans ven. Den arrogante attitude og den faretruende undertone i hans stemme fik alle advarselslamper til at blinke om kap som et laserlysshow inde i hovedet på Mayson.
Lige nu kunne Mayson slet ikke finde ud af hvor han havde denne dreng henne. Han virkede til at modsige sig selv med sine ord kontra hans udstråling og Mayson troede på ingen måde på ham. Han var mistænksom, men ville heller ikke være helt afvisende. "Normalt skaffer man sig da ikke venner ved at gå ind i dem og bagefter give dem skylden for det." Kommenterede han og lod armene falde over kors. Den eneste grund til at han selv havde en smule attitude var nok fordi det havde været en ret lang og anstrengende uge.
Skulle sandheden frem havde Mayson jo intet at tage sig til, han kunne lave lektier, men ærlig talt lige nu ville han hellere kede sig. Han kunne ikke rigtigt finde ro i hovedet til at begynde at kigge på dem, men nu var han faktisk også ret godt med i de fleste fag, hans mor havde hjemmeskolet ham ganske godt.