What's in this place we can't weather?

[Ethan Jack McKinnon]

Wales
Omkring middagstid
@eddith

Ethan var taget hen for at besøge sin lillebror som for 10 år siden var blevet udsat for tortur forbandelsen. Han var aldrig kommet sig over det og kunne ikke leve for sig selv. Hans hoved havde taget skade af det og nu var han på hospitalet. Han var ikke Ethans rigtige lillebror. hans mor og far var blevet skilt og hans mor havde giftet sig med en muggler som allerede havde en søn. Jacobs far kendte ikke til magi, og da Ethans mor døde og Jacob blev udsat for magi, troede Jacobs far ikke på dem og Jacob blev også af den grund sendt på hospitalet.
Ethan besøgte ham en gang om ugen. De kunne godt have en samtale med hinanden, men Jacob var en smule fraværende og man kunne sagtens mærke at alt ikke var som det skulle være. Hver gang Ethan gik derfra følte han sig tom indeni og det var hårdt at efterlade sin bror der, selvom han vidste at han havde det godt hvor han var. 
Ethan havde nu været der et par timer og det var tid til at Jacob skulle have sine piller og en lur. De sagde farvel til hinanden og da Jacob var gået, satte Ethan sig ned og lagde sit hoved ned i sine hænder og sukkede dybt. Det var utrolig hårdt at se Jacob på denne måde. Ethan holdt utroligt meget af ham, som var de rigtige brødre.

[Deleted]

Der var gode og der var dårlige dage. På de gode dage var hun klar i hovedet og det var de dage hun kunne samle sig selv om sagen hun arbejdede på i smug. De dårlige dage sad hun bare på en stol i hjørnet og så frem for sig alt for bedøvet af sin medicin til rent faktisk at tage stilling til noget som helst.
I dag var heldigvis en af de bedre dage. Lige nu sad hun godt nok i hjørnet og studerede vinden der langsomt trak bladene af træerne udenfor. Man lærte at værne om de små ting i livet når så stor en del af ens frihed blev frarøvet en. Set med de ansattes øjne var hun kugleskør. Hendes frygt for det overnaturlige – vampyrer især – var det der havde fået spærret hende inde i første omgang, men hun kunne ikke slippe tanken om det. Hun vidste hvad hun havde set og selvom det var mange år siden nu så stod det stadigvæk knivskarpt i hendes erindring. Faktisk langt skarpere end hun ønskede.

De blå vagtsomme øjne vandrede blev løsrevet fra efterårets smukke farver udenfor og scannede i stedet opholdsstuen som hun sad i. Hun anede ikke hvor længe hun havde siddet der i lænestolen med benene trukket op under sig og bare stirret ud i luften, men hun kunne se at der var tyndet en del ud i folkemængden siden hun satte sig.
En mand fangede især hendes blik. Hun havde set ham nogen gange, så vidt hun var informeret besøgte han sin bror Jacob. Eddith kendte de fleste patienter på hospitalet og deres familier. Måske ikke ligefrem personligt, men hun vidste hvem de var, hun lagde mærke til mange flere ting end man nok lige umiddelbart ville regne med, men det var nok en ”erhvervsskade” fra sit tidligere job som kriminalbetjent.
Læbene blev brudt af et lille medfølende smil, han så så fortabt ud. Langsomt rejste hun sig op og gik hen mod ham. I hånden havde hun en småkage som hun havde haft liggende i sin bukselomme siden i morges. Det brune hår stod lidt ud til alle sider eftersom frisering ikke stod øverst på hendes dagsliste.
Hun satte sig ned overfor ham og smilede afslappet til ham. ”Han er altid gladere når du har været her,” informerede hun random. Det var ikke så tit hun henvendte sig til pårørende det blev tit intimideret hvis hun gjorde fordi at folk åbenbart fandt mange af patienterne herinde uhyggelige. Hun rakte lidt forsigtigt småkagen frem mod ham, ”småkage? Bare rolig jeg har ikke slikket på den eller noget.” Igen var den uskrevne regel jo at man ikke tog imod noget fra andre end personalet for man vidste aldrig hvor det havde været henne.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde det så svært med at efterlade Jacob, men han kunne ikke selv have ham boende. For det første var det bedst at han var omkring professionelle og det ville Ethan ikke ligefrem kalde sig selv. For det andet, så arbejdede Ethan på Hogwarts og var stort set aldrig hjemme, så han ville ikke kunne passe ham. Det gjorde ondt at tænke på, men han vidste at der var folk der passede på Jacob og at han på en eller anden måde havde det godt.

Han skulle lige til at rejse sig for at gå, da en kvindelig patient satte sig ved siden af ham. Ethan var på ingen måder dømmende overfor nogen og hver gang en patient henvendte sig til ham, talte han til personen som var der ingenting i vejen. Han betragtede den smukke kvinde ved hans side og han kunne tydeligt se en forskel på hende og nogle af de andre patienter. Hun lignede ikke en der havde en hjerne fejl af nogen art. Hun så helt naturlig ud. Man vidste så selvfølgelig aldrig hvad der foregik i andres hoveder.
Ethan kunne ikke helt lade vær med at smile, da hun sagde at Jacob altid var gladere, når Ethan havde været der.
"Tak. Det er jeg glad for at du siger. Jeg håber bare han har det godt." Han sukkede let og smilede til hende. Så kiggede han ned på småkagen og begyndte at grine. "Så kan du jo ikke fortælle mig om den smager godt." Sagde han og sendte hende et venligt smil og blinkede med det ene øje. Han vidste godt at han ikke burde tage imod den, men han ville heller ikke skuffe hende, så han tog imod den og betragtede den kort. Den så nu meget god ud. Han brækkede den over og rakte hende halvdelen af den til hende, så hun også kunne få lov til at smage den.

[Deleted]

Hun så på ham med et lille smil legende i den ene mundvig da han så ud til at blive rørt af hendes ord. Nogen folk kunne være meget fordomsfulde når de ankom til steder som dette, men det var jo ofte forbundet med usikkerheden, de kendte ikke patienterne og vidste ikke hvordan de skulle takle dem hvis de enten blev sure eller kede af det.
Inderste inde vidste hun godt at hun ikke hørte til her, men samtidig kunne hun heller ikke forklare hvad hun havde set den aften og siden hun ikke havde nogen logisk forklaring eller beviser i sin sag, måtte hun jo desværre blive her. Selv hvis hun endte med at få beviser nok til rent faktisk at kunne vise folk at hun havde ret, så ville de nok stadigvæk ikke lytte til hende.
Alt dette kunne dog være ligemeget lige nu selvom hun inderligt savnede sine børn. Endnu et smil, denne gang et der gav hende et særligt glimt i øjet. ”Det virker det i hvert fald som om at han har.” Svarede hun ærligt. De ansatte her var trods alt søde nok også dem der havde deres egne meninger om tingene. Der var enkelte man ikke skulle sætte sig på tværs ved for de kunne være hårde og gennemtrængende, men basicly kunne hun ikke klage.

Hans kommentar fik et selvsikkert smil frem på hendes læber og hun lod hovedet falde let på skrå. ”Jeg smagte en magen til tidligere.” Med den ene hånd førte hun en mørk filtret lok om bag øret, men tog alligevel imod den halve småkage som hun spiste uden videre betænkningstid, også for at vise hun altså ikke havde gjort noget ved den. ”Du kommer her ret tit.” Hendes stemme var en kende tænksom. Hendes børn besøgte nu også hende så tit de kunne. Den kostskole som Luke gik på forhindrede ham dog i at komme hver uge som hun så denne herre gjorde.
Det var nu også okay, hun brød sig faktisk ikke om at Luke så hende på denne måde for det lod til at påvirke ham langt mere end han ville indrømme. Nu var hun jo hans mor og mødre vidste bare den slags, det var som om at han næsten havde dårlig samvittighed, hun var i hvert fald sikker på at hun havde set skyld i hans øjne mere end en gang og igen grundet hendes forhenværende job mente hun selv at hun var ret god til at spotte den slags.
”De her småkager er simpelthen som at tage en bid af himmelen.” Sagde hun nydende efter at have spist den sidste bid af den halve småkage. ”Det betyder at det er Esther der har bagt dem.” Ikke at han havde spurgt, men et eller andet skulle hun jo sige.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var glad for at hun sagde som hun gjorde. Han fik altid dårlig samvittighed når han forlod Jacob, men han kunne jo ikke være der hele tiden. Han havde også lagt mærke til denne kvinde før, men aldrig talt med hende. Han talte kun med Jacob og de ansatte. Dog havde han intet imod at tale med hende, selvom han fik nogle blikke fra de ansatte. De fandt det måske ikke passende, at han talte med de andre patienter, men han tog sig ikke af det. Hun var venlig imod ham og hun havde måske også brug for selskab.
"Det er jeg glad for. Jeg ville ønske jeg kunne tage ham med hjem." Sagde han med et suk og kiggede ned på sine hænder, hvor småkagen stadig lå.

Han sad stadig ned blikket på sine hænder, da hun kommenterede hvor ofte han var der.
"Jeg prøver. Han skal vide jeg ikke har glemt ham og så kan jeg jo ikke undvære ham." Sagde han og vendte blikket mod hende igen. "Har du nogen der besøger dig?" Spurgte han med et lidt ømt blik. Det håbede han, at hun havde, for ellers måtte det blive ret ensomt.
Han grinede lidt og spiste så endelig sin småkage.
"Du har ret. hende Esther ved hvad hun laver. Måske jeg skal komme lidt oftere." Sagde han med et stort smil. han elskede kage og alt der havde ordet kage i sig.

[Deleted]

Eddith anså ikke sig selv som værende skør. Faktisk følte hun sig for det meste ret klar i hovedet, men igen kunne man ikke være herinde og blive behandlet som en tosse uden lidt at begynde at opføre sig som en. Hun hadede at være herinde. Hun ville ud i den virkelig verden og løse mysteriet om hendes mands mord. Hun vidste hvad hun havde set og hun havde ikke tænkt sig at stoppe sin efterforskning.
Intet skulle forhindre hende i at finde hendes mands morder og få ham til at bøde for hvad han havde gjort! Ikke at hun havde morderiske planer, slet ikke, hun var jo kriminalbetjent - eller var - så hun var blot interesseret i at spærre morderen inde så han ikke kunne skade andre. Det ville være den perfekte hævn for hende.
Alligevel var hun bekymret for om det ville virke. Hun havde efter mordet fået en ret stor opsession med vampyrer for hun kunne sværge på at hun havde set ham drikke hendes mands blod og han derefter var faldet død om - altså hendes mand. De røde øjne hjemsøgte hende stadigvæk om natten.

Desværre var det at hun troede på vampyrer kun med til at fremme hendes fremtoning som sindsyg. Selvfølgelig troede folk ikke på hende, havde hun været ude til en sag som betjent og fået noget ligenede at vide ville hun jo heller ikke have troet på det.
Hun sendte manden foran sig et moderligt beroligende blik. "Bare rolig, det kan du måske også en dag," hun troede på at de fleste herinde måske ville blive raske nok til at komme ud en skønne dag, det blev hun nødt til at tro på for ikke for alvor at miste forstanden. Tanken om at skulle sidde fastlåst herinde for evigt væk fra hendes familie, det var simpelthen for deprimerende at tænke på.
"Det ved han." Sagde hun varmt. Hun havde ikke snakket så meget med ham, men hun havde da hilst på ham nogle gange og det var sandt når hun sagde at han virkede gladere når manden her havde været her.
Et lille smil antog hendes læber og hun fik et lidt særligt glimt i øjet ved hans spørgsmål. "Ja mine børn kommer her når de kan," forklarede hun, "en sjælden gang imellem kommer der gamle kollegaer, men der går længere og længere tid imellem." Hun havde en fornemmelse af at det var ved at være trætte af hende eftersom hun altid udspurgte dem om der var nyt i sagen om hendes mand.
En mild latter og hun nikkede overbevisende. "Præcis, jeg ved hvad jeg taler om." Kommenterede hun med lidt rank ryg.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan følte sig af en eller anden grund, tilpas når han var her. Han ville ikke bo her, men han kunne godt lide personalet og der var ikke nogen der kom hen til ham og var skumle på nogen måder. Alle virkede så flinke. Det eneste der fik ham til at være lidt utilpas, var at han havde ondt af dem alle sammen. Han ville ønske han kunne tage dem alle sammen med hjem og sørge for at de fik det godt, men det var jo nok ikke ligefrem muligt.
Der var dig et eller andet ved denne kvinde. Hun virkede så normal. Andre på stedet, havde et tomt blik og nogen sad bare for sig selv og ville ikke i kontakt med nogen. Der var liv i denne kvindes øjne og hendes kropsprog var slet ikke som mange af de andres derinde. Passede hun virkelig ind det sted?
"Lad os håbe det." Sagde han med et smil. Hun beroligede ham rigtig meget og det gjorde at han ikke havde så dårlig samvittighed overfor Jacob, over at han snart skulle gå. Jacob havde været der i mange år og han fik altid dårlig samvittighed når han skulle hjem, men ikke helt så meget nu. Det ville selvfølgelig aldrig helt gå væk, men alligevel.

Det var dejligt at høre, at hun også fik besøg. Ethan kunne slet ikke forestille sig at være indlagt her og så slet ikke få besøg. Det måtte være ulideligt og ensomt.
"Det er jeg glad for. Hvis det kan hjælpe, kan jeg også sagtens besøge dig nogle gange, når jeg alligevel skal besøge Jacob." Sagde han med et smil. Hun virkede som en rigtig sød kvinde og han vidste hvor ensomme man kunne blive sådan et sted, så ekstra besøgende ville da måske være meget godt. Han smilede over den småkage han lige havde spist. Den lå godt i maven.
"Jeg hedder Ethan McKinnon." Sagde han og rakte hånden frem mod hende. Han så ud ad øjenkrogen, at en sygeplejerske holdt øje med dem, men han ignorerede hende. Ingen skulle bestemme hvem han skulle snakke med og hvornår.

[Deleted]

Hun smilede muntert og lænede sig lidt frem for at klappe ham beroligende på låret, "bare rolig det skal nok gå alt sammen," sagde hun med moderlig ryst. Hun var virkelig glad for at have en voksen person at snakke med som ikke så på hende som om hun var skingrende skør, eller det kunne selvfølgelig godt være at det var sådan han så hende, men så var han i det mindste god til at skjule det hvilket i sig selv var en lettelse.
De blå øjne lyste op da han sagde at han gerne ville besøge hende, hun smilede skævt til ham "uh så bliver jeg ligesom din dirrty little secret," jokede hun hjertevarm, "altså lige bortset fra at det ikke er så hemmeligt, men alligevel!" Hun elskede at lave sjov og tiden før hun kom herind havde hun altid været det skøre mor som holdt de fedeste børnefødselsdage og den slags. Hvor hun dog savnede sit gamle liv. Nu var hendes børn vokset op og hun var gået glip af det meste hvilket skar hende i hjertet.

Hun tog uden tøven hans hånd som han præsenterede sig, "Eddith Lynch," introducerede hun sig selv. Hun lod blikket glide lidt rundt og fik som han øje på sygeplejersken, "åh åh," mumlede hun og vendte så blikket tilbage mod ham, "bare så du ved det så holder vagthunden øje med os, så nu må du hellere opføre dig pænt!" Hun blinkede morende til ham og trak begge ben op under sig i stolen.
Sygeplejersken blev kaldt vagthunden af patienterne fordi hun altid skulle holde øje og blande sig i alting som havde hun ikke bedre ting at tage sig til. Det var næsten sørgeligt. Eddith forsøgte dog at ignorerer hende, "så hvor kommer du ellers fra?" Spurgte hun nysgerrig ind.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kom til at grine en smule. Det var tydeligt, at denne kvinde havde børn. Hun virkede som en mor. Meget beskyttende og en som gerne ville berolige folk når de havde brug for det og endda når de ikke havde brug for det. Det var noget han godt kunne lide og han kunne ikke lade vær med at smile til hende. Han betragtede hende kort. Hun var en utroligt charmerende kvinde. Ja hun var faktisk smuk. Det var en skam hun skulle sidde på det hospital. Han vidste stadig ikke hvorfor hun var derinde og han turde heller ikke helt spørge hende. For mange var det en meget privat ting, og selvom Ethan var lidt af en spasmager, så kunne han også godt have respekt for folks privatliv.

Hans grin blev dog lidt højere og det kom også lidt uventet, da hun pludselig sagde at hun kunne være hans dirty little secret. Hun var en skøn kvinde, det måtte han erkende!
"Så du kan forsikre mig om, at det i det mindste bliver dirty?" Sagde han og blinkede. Hans smil bredte sig og han gav hendes arm et klem. Det havde været en meget uventet kommentar fra hendes side, men han elskede det.
Han kiggede hen på den såkaldte vagthund og sendte hende et stort og bredt smil. Det var dog ikke gengældt, men hun kom ikke hen til dem. Han ville nok alligevel blive siddende, for Eddith, som hun hed, var rimelig godt selskab.

Han vendte sin opmærksomhed mod hende igen og lænede sig tilbage i stolen.
"Jeg kommer oprindeligt fra England, men jeg bor nu i Skotland. Hvad med dig?" Spurgte han og lagde sit hoved mod væggen, som stolene stod op ad. Han kiggede på hende.
"Hvad hedder dine børn?" Spurgte han, da han synes at efternavnet lød bekendt. Der var nok mange der hed det, men han kendte ihvertfald en Lynch eller to på Hogwarts.

[Deleted]

Eddith kunne ikke lade være med selv at grine som Ethan begyndte at le og det var på trods af at hun ikke havde den fjerneste ide om hvad de lo af. Hun rystede en smule på hovedet så det vilde mørke hår svejede. "Hvad griner vi af?" Spurgte hun til sidst og bed sig lidt i læben. De blå øjne betragtede ham med et blik som kunne hun se lige igennem ham.
Hun fik et næsten flirtende smil på læben, "skaf mig en plade chokolade så kan jeg," jokede hun, hun kunne da sagtens smelte den i hånden og lege femårig pige med chokolade i hele fjæset, men der var en chance for at det ikke lige ville være den type dirrtyhed han ville synes var særlig charmerende. Det gjorde det dog ikke mindre morsomt at tænke på, hele hendes ansigt lyste helt op ved tanken, hun havde så få fornøjelser i livet herinde.
Hun fulgte hans blik hen mod den kvindelige ordensmagt og så herefter tilbage på Ethan med et grin, "jeg tror hun kan lide dig." Jokede hun muntert, "skal jeg skaffe dig hendes nummer? Ikke at hun ville give det til mig, men jeg er ret kvik på fingrene," hvor var det dog befriende at lave sjov. Når hendes børn var der brugte hun langt mere energi for at holde humøret højt for deres skyld, men hun blev altid så ked af når hun så dem, ikke fordi hun ikke ville for hun ville ikke give timerne med dem væk for noget andet i verden, men simpelthen fordi hun savnede dem så meget når de gik.

"Hvor dejligt! Skotland er et smukt land. Jeg vandrede på the West Highland Way i mine unge dage. Altså en vandresti gennem højlandet omkring Loch Lomond. Det var i mine unge dage før jeg blev gift." Forklarede hun i et smil.
"Jeg er oprindelig her fra Wales." Blikket var varmt og imødekommende, "jeg havde ellers sat mig for at jeg også ville flytte til Skotland når jeg engang kommer ud herfra," hun fnøs lidt som havde hun sagt en joke. Ærlig talt regnede hun ikke med nogensinde at få lov til at komme ud. Ikke så længe hun var så besat af sagen med hendes mand.
Hun smilede igen som han spurgte ind til hendes børn, "Luke og Jack." Fortalte hun og trak benene op til sig i stolen for selv at side mere afslappet. "Hvad med dig? Har du nogen børn?" Det kunne jo godt være.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne ikke helt lade vær med at tænke på hvor dejligt hendes grin var. Og det fik ham kun til at grine mere.
"Jeg synes bare det er rart at mærke hvor mor agtig du egentligt er." Sagde han med et smil, men det falmede lidt, da han hørte hvor latterligt dumt det egentligt lød. "Okay det var ikke helt sådan det skulle ud." Sagde han med et skuldertræk og sendte hende et varmt smil.
Det var svært at forstå, at en kvinde som hende, boede sådan et sted som dette. Hun virkede ikke til at have nogen problemer, men det var jo svært at vide hvad der foregik inde i hendes hoved.
"En plade chokolade? Hmm. Tjo det kan vi måske godt arrangere." Han grinede igen. Hun var virkelig en skøn kvinde og det var en skam, at hun bare skulle sidde der hver dag. Han overvejede kraftigt om han skulle besøge hende også, så hun ikke gik hen og blev ensom.

Ethan kiggede hen på vagthunden og så tilbage på Eddith og så smilede han stort.
"Puha. Jeg må virkelig være en charmerende fyr. Dog vil jeg hellere at du bruger din kvikhed på at skaffe småkager til næste gang jeg besøger dig. Det får vi begge noget ud af." Han sendte hende et smil og håbede at hun gerne ville have besøg af ham. Han hyggede sig rigtig meget, selvom omgivelserne var lidt for kolde til hans smag. Hvid var ikke lige ham.
Han sad og smilede imens hun talte om Skotland og hendes begejstring. Han kunne sagtens følge hende.
"Det er virkelig et dejligt land. Jeg er sikker på, at du ikke vil fortryde at flytte dertil, når du kommer ud." Han gik ikke så meget rundt i landet, da han jo havde travlt med sit job, men det ville da ikke være en dum idé at vandre rundt når det engang lev sommer igen. At hun var gift eller havde været gift, satte sin spor i ham. Hvor var hendes mand? Hun havde fortalt ham, at hendes børn besøgte hende, men ikke noget om en mand. Han turde dog ikke helt at spørge, for det kunne jo være et ømt emne. De var jo stadig fremmede for hinanden.

Det lettede rigtig meget, da det virkede til at hun var magiker. han kendte jo godt Luke. En lille ballademager engang imellem, men ikke noget slemt. Endnu.
"Nåårh ja, Luke. Jo ham kender jeg godt. Dog synes jeg ikke jeg kender Jack. Går han ikke på Hogwarts?" Spurgte han forundret? Måske han ikke var gammel nok. Det kunne jo være. Det gik op for ham, at han ikke var kommet med en forklaring om hvor han kendte Luke fra.
"Jeg underviser på Hogwarts. I Flyvning." Sagde han, men stille, for ingen skulle høre ham tale om at undervise i Flyvning. Det var jo ikke ligefrem normalt i muggler verdenen.
"Jeg har ingen børn nej, desværre." Sagde han med et skuldertræk.

[Deleted]

Hun hævede et bryn af ham og så på ham med det bedste moderlige blik hun kunne fremane inden hun selv begyndte at grine på ny. Dette her var faktisk virkelig hyggeligt. "Nu er jeg jo som sagt også mor, så det er et godt tillæg til min i forvejen helt fantastiske personlighed." Hun blinkede kækt som var det en pakkeløsning og hun blot havde købt sig en tillægspakke.
Igen lo hun med, det var svært at lade være, hans humør smittede virkelig af på hende og det var dejlig forfriskende i forhold til hvad hun ellers var vandt til af folk. Deres humør smittede nu også ofte af, det havde desværre bare ikke nogen videre positiv effekt. "Jeg kan love dig for at der vil være chokolade ud over det hele," det sjove ved samtalen var jo at den kunne misforstås til at være noget virkelig perverst, men samtidig kunne være noget af det mest uskyldige alt efter hvordan ens hjerne opfattede det.
Sygeplejersken skulede over mod dem igen, men Eddith ignorerede det. Hun syntes sikkert at det var en ganske upassende samtale, men det måtte hun jo om.

Eddith hævede et bryn af ham imens hun overvejede tilbuddet, eller i hvert fald gjorde meget ud af at ligne en der overvejede tilbuddet. "Hmm det kommer til at koste dig makker." Jokede hun videre og rettede sig lidt op imens hun sendte ham endnu et lusket blik. "Du skal vide det at snuppe småkager er ikke barnemad. Vi snakker om madsmugling, den slags bliver der holdt skarpt øje med her på afdelingen." Hendes stemme lød som var hun en narkohandler der skulle til at skaffe et meget kompliceret rusmiddel og ikke bare en kvinde der skulle tage en ekstra småkage med fra kaffebordet hvilket der alligevel ikke rigtigt blev lagt mærke til eller sagt noget til i det hele taget.
"Det tror jeg heller ikke at jeg vil fortryde, men nu må vi jo se, det kan jo godt gå lang tid før det sker desværre. Jeg er jo skør ved du nok." Hun prikkede sig selv på panden et par gange med pegefingeren. Hun anså ikke sig selv som sindsyg, måske næremere lidt besat omkring tanken om at der måtte være mere mellem himmel og jord. Desværre var det pretty much det samme set med en læges øjne.

Nu blev samtalen pludselig lidt underlig. Hun lod hovedet falde let på skrå. "Hogwarts?" Spurgte hun ind. Det var da ikke et navn hun kunne nikke genkendende til, "hvad er det? En privatskole? Hvorfra kender du Luke?" Hun var fuldkommen forvirret lige nu og det kunne godt ses på hende.
Hun så på ham med et lidt såret blik."I flyvning?" Gjorde han grin med hende. Han virkede dog ikke som den type, men med hendes baggrund for at tro på det overnaturlige kunne man jo aldrig vide. "Ha ha! Ja den var god." Svarede hun så og slog lidt ud med hånden uden at ligne en der synes at det var særlig underholdende. Det gik kort efter op for hende at hun måske havde overreageret en smule, det kunne jo være han bare lavede sjov og ikke anede hvorfor hun sad herinde. "Undskyld, det er bare..lige den slags er et lidt ømt punkt for mig." Sagde hun så. Hun var jo herinde fordi hun var overbevist om at hendes mand var blevet dræbt af en vampyr.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne virkelig godt lide denne kvinde. Hun virkede så ligetil og hun blev ikke så nemt fornærmet. Nu havde han ikke ligefrem prøvet at fornærme hende, men andre var måske blevet fornærmet over nogle af de ting han havde sagt, men ikke hende. De havde en samtale ud over det sædvanlige, når to fremmede mødtes et sted som dette. Stedet virkede ikke så ensomt længere, hun bragte lys til stedet og det beroligede ham, med hensyn til Jacob.
Hun fik ham til at smile og det kunne han mærke han havde brug for. Det havde han hver gang han havde besøgt Jacob, fordi han havde så ondt af sin bror.
"Jeg kan sagtens bakke op om den der fantastiske personlighed." Sagde han og sendte hende et stort smil. Hun virkede som en fantastisk kvinde og han fik mere og mere ondt af hende, fordi hun sad et sted som dette. Han ville så gerne vide hvorfor, men igen var det nok for personligt at spørge hende om, nu hvor de ikke kendte hinanden.
Han kunne ikke helt stoppe med at grine, af hendes kommentar. Det var tydeligt, at de havde forstået det på to forskellige måder. Hendes var en del mere uskyldig end hans, men man kunne vel ikke bebrejde ham. Hun var en smuk kvinde.
"Jeg kan næsten ikke vente." Grinede han og tog sig til vommen. (hæhæ)

Ethan gjorde sit ansigt alvorligt, for at komme i den rette stemning, til det hun fortalte.
"Jeg er sikker på, at du er professionel nok til at lægge den slags skumle planer." Sagde han og nikkede bestemt og blinkede til hende. (BILLEDE) Han kunne dog ikke holde holde masken ret længe og han begyndte endnu engang at grine. Det var virkelig befriende at grine på denne måde og han håbede det havde den samme effekt på hende, som det havde på ham.
Han fik en klump i halsen af det hun sagde, men han ændrede ikke sit ansigtsutryk, for hendes skyld.
"Jeg tvivler." Sagde han med et smil og tog hendes hånd for at give den et klem. Måske det var for grænseoverskridende for hende, så han holdt den ikke for længe.

Ethan var sikker på, at hun lavede sjov, da hun ikke virkede til at kende til Hogwarts. Han havde ingen idé om, at hun troede det samme om ham, så han gjorde desværre ikke situationen bedre for sig selv.
"Ja Hogwarts. Det må du da kende, når din søn går der. Du ved, magi og den slags." Han sendte hende et smil, men det falmede, da han så hendes ansigtsudtryk. Kendte hun det ikke? Han bed sig i læben og rømmede sig. "Det var bare for sjov. Den slags findes ikke." Han førte nervøst en hånd igennem håret og han begyndte at svede, hvilket var tydeligt.
"Undskyld. Jeg ved jo ikke.. Jeg..Undskyld." Sagde han og overvejede om han skulle gå, men på den anden side, ville det nok ikke gøre det bedre.

[Deleted]

"Ja ikke?" Hun så på ham med et stort smil, "spred rygtet for mig, jeg ville gerne gøre det selv, men man mener ikke at jeg er i stand til at forlade etablishamentet her," kommenterede hun med en lidt tænksom mine. Sådan var det jo at være "tosset".
I virkeligheden var hendes tankegang lige så beskidt som hans, det var jo også derfor hun sagde det så det kunne misforstås, ikke at hun havde tænkt at de skulle gøre noget ved det, men hun syntes altid det var sjovt at hylle folk lidt ud af den med perverse hentydninger og så bagefter lade som om at hun var uskylden selv. Man måtte jo nyde de små fornøjelser livet bag disse vægge kunne tilbyde hende. "Skønt! Jamen så må du jo smugle noget chokolade med ind næste gang du kommer, så kaldet vi det en date." De himmelblå øjen hvilede på ham som hun rakte hånden frem mod ham for at "lukke aftalen". Ikke fordi hun rent faktisk forventede at han ville gøre det, men det var jo også bare sjovt at lege med tanken.

Hun nikkede medgivende "Ja. Ja jeg er, men det betyder jo ikke at det er ufarligt," besvarede hun bedrevidende ret imponeret over sin egen habilitet til at holde masken. "Men jeg formorder at vi kan arbejde os frem til en fornuftig byttehandel hvis du medbringer den chokolade der." Sagde hun så i en tone som var hun en indsat fange der var ved at forhandle sig frem til et våben.
Hun smilede lidt flabet til ham som han blinkede, "sig mig engang unge mand, forsøger du at forføre mig? For hvis du gør virker det," Hun sendte ham et bevidst overdrevent flirtende forsøg tilbage (LOOK). Hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde haft det så sjovt her. Han virkede som hen helt utrolig fantastisk fyr, hvis situationen havde været anderledes kunne han helt sikkert godt være typen hun kunne finde på at falde for, eller i hvert fald som minimum gerne ville bruge mere tid sammen med, desværre var det jo ikke op til hende på et sted som dette her. 
Hendes blå øjne blev vendt mod deres hænder som hun tog hans hånd og hun sendte ham et lidt svagt smil. Det var rart at få følelsen af man blev lidt værdsat.

Det var måske også derfor at alting pludselig var så underligt, hun havde slet ikke anslået ham til at være en led type på nogen måde, faktisk så virkede han også helt casual omkring det som fortalte han bare noget ud fra dagligdagen og først da han benægtede det kunne hun se tydelige klassiske tegn på løgn. Hun havde jo ikke været kriminalbetjent for ingenting og hun have været en af de bedste menneskekendere på sin afdeling.
Blikket blev mistroisk, hendes nysgerrighed var vagt, han skjulte tydeligvis et eller andet, men det gav ikke mening. Havde Luke løjet for hende om hvor han gik på skole henne? Åh Gud havde han rodet sig ud i problemer og var denne mand med i det på en eller anden måde. Pludselig følte hun en dyb desperation for at snakke med sin søn. Var han i problemer med noget ungdomskriminalitet? "Hvad med at du fortæller mig sandheden. Hvorfra kender du min søn?" Den varme tone var væk og blikket var gennembordende som forsøgte hun at se lige igennem ham. Hun ville ikke være led, men han havde gjort hende ufattelig bekymret.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne simpelthen ikke forstå, at så en fantastisk kvinde som Eddith, var sådan et sted. Nu vidste han jo ikke hvad der var galt, men han kunne stadig ikke forstå det. Der fra hvor han sad, kunne han ikke se det. Hun virkede normal nok til at være i den virkelige verden. Der var stor forskel på hende og Jacob, det var tydeligt for enhver. Okay måske ikke for dem der skulle holde øje med dem, men fra Ethans synspunkt.
Han begyndte at grine, som hun blinkede forførende til ham, eller hvad det nu var hun gjorde.
"Når du kommer ud herfra, må jeg vidst hellere invitere dig ud at spise. Det går ikke at vi bare spiser chokolade fra kroppen og småkager fra lommer." Sagde han med et grin og sendte hende et stort smil. Det var en skam, at hun skulle sidde herinde.

Ethan vred sig lidt i sædet, da han godt kunne mærke, at han virkelig havde trådt i spinaten. Deres samtale havde taget en drastisk drejning og han var sur på sig selv. Det var tydeligt, at hun ikke anede hvad Hogwarts var og det gjorde ikke situationen hun sad i meget bedre.
"Hør. Det var ikke meningen, at jeg ville gøre sig urolig. Jeg er hans lærer. Jeg..." Han kløede sig i nakken og tørrede sved af panden. "Jeg bliver nødt til at gå. Det var hyggeligt at møde dig." Sagde han og rejste sig og forlod stedet. Han blev nødt til at tale med Luke.

// Out