Oh, kids.

[Deleted]

@oliviaolden

Jack havde svært ved at styre Lily og Milo. Han havde begået den fejl at give Milo en lille pose slik da de ankom til hospitalet, mest af alt som distrahering, og så Jack kunne koncentrere sig om Lily, der vist nok var træt, eller måske sulten, eller noget i den stil. Han vidste ikke helt hvad hun ville, for hun fortalte ham det ikke, hun virkede bare en anelse hysterisk. De var på hospitalet fordi Ivy havde følt sig ret underlig tilpas efter hendes sidste forvandling, så deres første løsning var at tage på ferie, og de blev hurtigt enige om, at tage et smut til Norge. Men da de indså det ikke havde hjulpet, havde Jack insisteret på, at hun skulle på hospitalet, så de var taget på det magiske hospital i Norge. Lige nu var Ivy inde og blive set til af en healer, og før blev hun tilset af en sød sygeplejerske. Men Jack havde hænderne fude af et hyperaktivt barn og et andet der småklynkede i armene på ham. "Milo, du må ikke løbe herinde, det er et hospital!" sagde han, i et tonefald der var mere irriteret, end han mente det. Hans søn stoppede op og kiggede på ham med store øjne. "Undskyld, far," mumlede han. Desværre gik der dog ikke lang tid, før han hoppede rundt i en af stolene i stedet, og Jack sukkede opgivende, mens han vuggede Lily lidt i sine arme.

[Deleted]

Olivia havde godt været inde og tage sig af familien Barnes, men som sygeplejerske behandlede jo ikke rigtig nogen. I hvert fald ikke før de havde en diagnose og med Jack Barnes kone, havde de ikke umiddelbart kunne konkludere noget ud over "varulv" ved første øjekast (og så havde de jo selv opgivet den oplysning). Derfor var hun ved at blive kigget på og manden var blevet efterladt med ungerne. Hendes egen dreng var på alder med deres yngste, så hun kunne ikke lade være med lige at stikke hovedet ind ind i mellem. Det var heller aldrig nemt at have en ægtefælle på hospitalet, uanset hvor seriøst skaden var, og det led ungerne altså nogle gange under.

Hun var lige gået forbi døren, da hun hørte Jack snerre af sin dreng. Heldigvis var børneafdelingen kun lige rundt om hjørnet hvor hun hentede lidt legetøj til de to børn. Hun vendte tilbage til familien Barnes' rum og sendte dem alle sammen et stort smil. "Se hvad jeg har med, unger," sagde hun begejstret og satte et lille tog på gulvet. Det var jo magisk, så toget futtede lige så stille afsted for sig selv. Til den mindste havde hun taget en legetøjstryllestav med, der lavede små stjerner når man rystede på den. "Værs'go prinsesse," sagde Olivia og gav Lily tryllestaven. "Toget kan en helt masse ting, hvis du trykker på det," prøvede hun at lokke Milo, så han forhåbentlig kunne komme ned fra stolen. Hun smilede venligt til Jack og lagde papir og farveblyanter på bordet. "De kan også tegne lidt, hvis det er mere deres stil," tilbød hun

[Deleted]

Jack lagde ikke med det første mærke til, at den kvindelige sygeplejerske fra tidligere trådte ind i venteområdet, for han var alt for travlt optaget af den klynkende Lily og den hyperaktive Milo. "Lily, prøv at fortæl mig hvad der er galt, så kan jeg hjælpe dig," bad han sin datter og blev ved med at vugge hende i armene, samtidig med at han holdt øje med Milo ud ad øjenkrogen. Lige nu så det ikke ud til, at han gjorde noget helt galt, han forsøgte bare at stå på hovedet på den stol han havde udset sig som sit offer, men det lykkedes ikke så godt. "Pas på du ikke falder, Milo," tilføjede han til sin søn, der dog valgte at komplet ignorere kommentaren.

Han kiggede først op, da der pludselig var en kvinde foran ham, der stillede et tog på gulvet, som straks begyndte at futte rundt. Overrasket kiggede han op på hende, som hun sagde til hans børn, at de måtte lege med det. Milo lod sig dumpe ordentligt ned på stolen og kiggede nysgerrigt på toget fra sin plads. Jack smilede taknemmeligt til sygeplejersken. "Du må gerne lege med det," sagde han til Milo, som hurtigt hoppede ned fra stolen, for at give sig i kast med at lege med toget i stedet. Hurtigt fik han gang i en eller anden leg, hvor han åbenbart skulle skyde toget, for man kunne høre pistollyde komme fra hans mund. Lily tog begejstret imod tryllestaven og rystede den lidt, hvorefter hun gav et imponeret, lille hvin fra sig, som der kom stjerner ud. "Se, far!" sagde hun og rystede staven i Jack's retning. Han grinede og nikkede, før han fjernede noget hår fra hendes ansigt, der var faldet ud af hendes spænde. Det lod hun sig dog ikke mærke med, hun var for optaget af stjernerne. "Tak skal du have, frøken..?" sagde han og forsøgte at se, om hun havde et navneskilt på sig.

[Deleted]

Olivia smilede en smule ved synet af Milo, der brugte toget som skyder. Så længe han var underholdt, var det vel det vigtigste, men hun frygtede lidt når hendes egen dreng blev den alder. Hun vidste godt at drengen nok bare var frustreret over at han kedede sig og måske også fordi hans mor var på hospitalet, men hvordan han klarede at styre to børn, var en gåde. Han klarede det nu fint. Hun havde set langt værre. "Olden," sluttede hun hans sætning med et smil og holdt navneskiltet frem. "Men Olivia er også fint." 'Frøken Olden' lød helt forkert i hendes ører, også selvom hun alligevel havde været her et stykke tid.

"Den tryllestav plejer at være en succes i den alder. Den virker nærmest altid på min egen dreng," sagde hun med et skævt smil. "Der er ikke særlig meget underholdning for børn her, så vi må bruge hvad vi har." sagde hun med et skævt smil. Toget plejede at være en succes, og ellers kom man jo langt med farveblyanter (der nu ikke altid gik vildt godt med hospitalets hvide vægge). "Du må endelig sige til, hvis der er andet," sagde hun. Hun kunne jo ikke på magisk vis trylle hans kone rask igen, men hun kunne jo underholde hans unger, hvis han lige skulle ud og tisse eller havde brug for at hente kaffe. "Der er forresten kaffe lige rundt om hjørnet," sagde hun med et skævt smil. Hvis der var noget hun havde lært, var det da, at en god forælder bestod af minimum 90% kaffe.

[Deleted]

Jack smilede op til kvinden, taknemmelig for distraheringen til børnene. Han var i dette øjeblik meget glad for, at han ikke var single far. Forhåbentlig ville han heller aldrig blive det, men han havde altså en nyfunden respekt for single forældre, for det virkede utroligt hårdt, i hvert fald når man havde to børn, der ikke var langt fra hinanden i alder. Det meste af tiden var Milo og Lily heldigvis søde, men de havde deres episoder. "Olivia. Mange tak for hjælpen," sagde han og satte Lily fra sig på gulvet, da hun spjættede en del i hans skød. Hun begyndte også straks at løbe rundt i hælene på sin storebror, så han havde i hvert fald gættet rigtigt.

"Er din dreng også omkring tre år?" spurgte han, en anelse nysgerrigt, da han havde fået rettet på sit tøj. Han var ikke kun taknemmelig for legetøjet til børnene, men også en distrahering til ham selv. Det var virkelig ikke rart for ham, at Ivy var på hospitalet, så at have en anden voksen at tale med, var rart. Især når de talte om alt andet, end at hans kone lige nu var i gang med at blive undersøgt, og der var en reel chance for, at der var noget galt med hende. Han kunne ikke lade være med at spærre øjnene op ved tanken om kaffe. "Vil du ikke lige være sød at holde øje med dem? Jeg er tilbage om et øjeblik," sagde han, hvorefter han rejste sig op og skyndte sig ud til kaffemaskinen. Han købte først lidt slik til børnene, som enten kunne være endnu en distrahering, hvis legetøjet nu blev for kedeligt på et tidspunkt, eller også kunne det være noget de fik på vej tilbage til det hotel de boede på. Derefter købte han en kop kaffe til sig selv, med et ekstra shot i, bare for en sikkerheds skyld, før han skyndte sig tilbage.

[Deleted]

"Det var da så lidt. Det er derfor jeg er der," sagde hun og sendte ham et stort smil. Fordelen ved at være sygeplejerske i stedet for healer var, at hun havde lidt mere tid med patienterne end healerne. Det var hende, der rendte rundt og sørgede for alle småtingene som drops og sprøjter og sådan. Det var aldrig sjovt at skulle give børn indsprøjtninger, men hun prøvede da altid at gøre sit bedste for at det blev udholdeligt. Også for de voksne for den sags skyld. Når man havde en ægtefælle indlagt, var det mindste hun kunne gøre da at hente dem en kop kaffe eller holde øje med deres unger, mens de selv hentede den.

"Ja, han bliver tre lige om et par måneder." sagde hun med et skævt smil. "Selvfølgelig," sagde hun bare og lænede sig op ad væggen ved døren. Drengen virkede til at være travlt optaget af sin leg, mens den lille pige var lidt mere obs på at hendes far lige var gået. Hun gik - omend lidt tøvende - hen til Olivia i stedet. "Har du flettet dit hår? Min far har flettet mit... Men det er ikke den samme fletning," sagde Lily. Lily havde ganske rigtigt en helt normal fletning hvor Olivias var en sildebensfletning. "Ja, jeg har selv flettet den." sagde Olivia. "Skal jeg flette en på dig?" Lily tøvede et øjeblik, men nikkede så. "Okay, så sætter jeg dig lige op på stolen, så jeg kan nå." Hun satte Lily op på en stol og tog elastikken ud på den lille piges hår. Fordelen ved de små var jo, at de ikke havde vildt meget hår, der skulle flettes, så elastikken blev sat fast, da Jack vendte tilbage.
"Se far!" sagde Lily og viste sin fletning frem. Olivia løftede hende ned fra stolen igen og sendte Jack et venligt smil.

[Deleted]

Jack var utroligt taknemmelig for al den hjælp han fik lige nu. Hans forældre var hjemme i England, så det var selvfølgelig svært for dem at passe børnene. Desuden burde det ikke være en kæmpe udfordring for ham, at være alene med dem i et par timer, og det var det som sådan heller ikke normalt, lige nu var bare ekstra hårdt. De var alle tre påvirkede af, at Ivy var inde til tjek, Milo vidste der var noget galt med hans mor, og Lily kunne klart mærke den dårlige stemning, selvom hun ikke vidste hvad der foregik. Jack selv var selvfølgelig utroligt bekymret.

Han kom tilbage og blev mødt af Lily, der nærmest kom hoppende hen til ham. Han smilede og satte sig på hug, så han kom på niveau med hende. "Dit hår er da blevet virkelig flot! Har Olivia lavet det?" spurgte han og Lily trak på skulderen, selvfølgelig fordi hun ikke vidste, hvem Olivia var. "Det var kvinden derovre, far," sagde hun og pegede bagud, i retning af Olivia og Jack nikkede. "Ja, det er Olivia. Hun hjælper mig med at passe på jer, indtil mor kommer tilbage, er det ikke okay?" spurgte han og lagde en hånd på hendes lille ryg. Lily nikkede. "Hun laver altså pænere fletninger end dig, far," sagde hun og sendte ham et sigende blik. Jack kunne ikke lade være med at grine en anelse og lægge hånden mod sit hjerte. "Far prøver, men det kræver øvelse! Jeg har jo ikke lige så langt hår som nogen af jer," sagde han, før han rejste sig op igen, da han godt kunne mærke i hans knæ, at han havde været på hug for længe. Han tog fat i Lily's hånd og gik tilbage til stolene med hende, hvor han satte sig ned og tog en tår af sin kaffe.

[Deleted]

Olivia smilede lidt, da den lille pige fortalte sin far om fletningen. Det var jo sikkert fordi hendes egen dreng ikke havde en far, det altid gjorde hende glad at se når familierne fungerede. Hun vidste godt, at det var bedst for alle at hendes drengs far ikke vidste han havde en søn, men alligevel... Det var benhårdt at være alene, og hendes søn ville jo nok begynde at spørge til sin far en dag. Indtil nu havde det heldigvis ikke sagt ham noget. Han havde jo Olivia og hendes familie.

"Man kan få en bog, der viser hvordan man laver en hel masse fletninger. Det kan du jo give din far i julegave," sagde Olivia til pigen med et lille grin. Hun vidste jo udmærket godt, at treårige ikke købte deres egne julegaver, men måske Jack ville være interesseret i at vide sådan noget fandtes. Hun havde lagt mærke til at moren var den eneste i familien med krøller, så måske hun heller ikke var den bedste til at style glat hår, som resten af familien virkede til at have.

[Deleted]

Jack gik tilbage til en af stolene med kaffen i sin hånd, og han smed sig træt ned i den. Han var dog blevet muntret betydeligt mere op, da Olivia var kommet for at lette presset en anelse, og det var faktisk lykkes for hende. Før i tiden havde han håndteret pres helt fint, han var så vant til at leve med presset fra sit arbejde, at han faktisk nød det utroligt meget. Han havde været så dedikeret til sit arbejde og glad for det, at han havde været en arbejdsnarkoman. Men efter at først Ivy og Milo var kommet ind i hans liv, og senere fødslen af Lily, havde han været nødt til at skrue væsentligt ned for sin arbejdsbyrde. Og presset derhjemme med to børn var langt hårdere end han nogensinde havde oplevet det på sit arbejde. Dog var han alligevel, lidt i hemmelighed, mere glad for at han nu havde stiftet familie. Han så med et smil på Olivia, da hun foreslog noget Lily kunne give ham i julegave. "Tak fordi du ordnede hendes hår. Og passede på dem, selvfølgelig," sagde han taknemmeligt, hvorefter han tog en tår af sin kaffe. Det var hårdt tiltrængt. Presset var ekstra stort lige nu, fordi der muligvis var noget galt med Ivy. "Du nævnte at du selv har en dreng? Hvordan er han?" spurgte han, fordi det var nemmere at tale med nogen, end at sidde og spekulere. Når altså Lily og Milo ikke krævede hans opmærksomhed.

[Deleted]

"Det var da det mindste," sagde hun med et stort smil. Han var ikke en af dem, der lod alt gå ud over sygeplejersken. Særligt pårørende reagerede tit heftigt under pres og havde tit brug for at skyde skylden på nogen - og det blev desværre tit nogen fra personalet. Han virkede en anelse stresset, men det var klart. Hans kone var jo indlagt og det blev man jo ikke, hvis der ikke var noget. Hun havde set hendes fil - en varulv endda. Dem vidste hun ikke meget om andet end hvad hun havde læst om dem. Det var første gang hun rent faktisk behandlede en.

Olivia smilede, da hun blev spurgt om sin søn. Den dreng var jo hendes lille guldklump. "Han er... meget aktiv," sagde hun med et lille grin. "Det der med at sidde stille... Det er ikke så meget hans stil," indrømmede hun. Det var en unge med krudt i røven, men han var heldigvis god til at lege med sig selv, så hun ikke skulle løbe rundt efter ham gennem hele lejligheden. "Han sidder kun stille, når han lige er i humør til at tegne." grinede hun.

[Deleted]

Jack rystede på hovedet, med et lille smil på læben, mens han kiggede på hende. "Det er langt fra det mindste. Det er svært nok at være alene med dem i et par timer, men når min bedre halvdel samtidig er indlagt..." sagde han, hvorefter han afbrød sig selv med et skuldertræk og pustede på sin kaffe et par gange, før han sukkede dybt. "Det gør det bare langt sværere," tilføjede han så, i en halvt opgivende tone. Det var ikke fordi han ville beklage sig over børnene og han åbnede sig sjældent op for folk. Det var bare langt nemmere at tale med en anden voksen om de her ting, end at sidde helt alene og spekulere. Og så var Olivia bare lige der, tilfældigt, så det var lige hende der fik hans læs i hovedet. "Har du overhovedet tid til at sidde her og tale med mig?" spurgte han så, da han kom til at tænke på, at hun måtte være på arbejde. Han kunne til gengæld ikke lade være med at grine lidt over hendes beskrivelse af hendes søn. "Det er præcis det samme med Milo," sagde han og sendte drengen et kærligt blik. Lily var heldigvis langt nemmere at få til at sidde stille, men til gengæld var hun lidt af en stædig dame. Det havde hun måske, måske ikke arvet fra sin far, det der med at være en stædig dame. Han kom så i tanke om, at han overhovedet ikke havde præsenteret sig selv og lod en hånd løbe gennem sit hår, der allerede så temmelig rodet ud, fordi det var en nervøs vane. "Øh forresten, jeg hedder Jack," sagde han, halvt mumlende, fordi det var en anelse pinligt, at han havde glemt at sige det før. 

[Deleted]

Olivia smilede bare venligt. Det var altid svært for de pårørende, når deres familie var indlagt.Det var bare Olivias job at gøre det så nemt som muligt for dem, og hvis det var at holde øje med ungerne i fem minutter mens der blev hentet kaffe, så var det det hun gjorde. Hun kunne jo også godt lide børn, så det gjorde hende bestemt intet. "To børn er også svære at holde styr på," medgav hun. Hun havde jo forsøgt at passe sin egen dreng og hans venner, når de kom på besøg. Det var da dobbelt så meget arbejde som et barn.

"Det er jo også en del af jobbet," sagde hun bare med et venligt smil. Der var nogle mennesker, der var mere interessante end andre og ham her virkede nu til at være en af de mere interessante at snakke med. Det var da også altid rarere at hjælpe dem, der satte pris på det og ikke bare tog det som en selvfølge at hun tog sig af deres unger. "Ja, han virker også til at have krudt i rø... bagdelen," rettede hun sig selv. Det var jo ikke alle forældre der var pjattede med, at man bandede foran deres børn.