How can I repay...?

[Mayson Carver]

Ethan Jack McKinnon

Omkring kl. 20

2053
______________

Klokken nærmede sig 8 og solen var næsten gået ned over bjergene hvilket efterlod skolens udendørsarealer i en rødlig nuance. Mayson sad i udkanten af den forbudte skov og så til som eleverne langsomt begyndt at trække indad. Man kunne godt mærke at vinteren var på vej, dagene var blevet betydeligt kortere og vinden køligere. Bladene på træer og buske var også så småt ved at antage den gullige og orange farve der kendetegnede efterårets kulører.  

Mayson sad i stilhed og bare betragtede livet på skolen. De havde ingen anelse om at han eksisterede og det var måske også for det bedste. På trods af hvad Sarah sagde så havde han alligevel en fornemmelse af at han ikke ville ende som skolens mest eftertragtede fyr hvis han var en del af det liv. Et svagt smil skilte hans læber en smule og afslørede den ene spidse hjørnetand ved tanken om Sarah.
Hun var virkelig en sød pige og han kunne mærke at han altid endte med at føle sig lidt ængstelig for at se hende igen, mest fordi hun havde behandlet ham så naturligt, som var han helt normal. Det var han selvfølgelig også, men så ikke helt alligevel.

Han slog et lille klik med tungen og rejste sig op. Langsomt begyndte han at snige sig ud fra træernes skygger der ellers havde indhyldet ham frem til nu. Der var ikke flere elever så tæt på skoven så han kunne godt snige sig lidt tættere på uden at blive opdaget, det havde han jo gjort snart tæt på 50 gange før ville han tro.
Håbet var nok at Sarah ville komme ud så de kunne snakke. Han håbede hver eneste aften og det begyndte snart at lyde som en tam kærlighedshistorie, men sådan var det ikke. Jo Mayson var virkelig betaget at den unge kønne pige, men det var ikke fordi han var forelsket i hende, han var bare glad for endelig at have en at snakke med udover hans søster . Desuden selv hvis han måske syntes hun var lidt sød, så var han jo ikke dum, han vidste godt at det ikke ville blive gengældt. Det var også fair nok, så meget kunne han slet ikke kræve, han valgte bare at være glad for det han havde.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var denne aften vagt ved udendørsarealerne. Han skulle holde øje med om alle elever var kommet indenfor og hvis ikke, så skulle han selvfølgelig straffe dem. Det var ikke længe siden han var blevet ansat på skolen og han havde været så taknemmelig. På hans tidligere arbejde, var han blevet anklaget for at være sammen med en elev. De havde dog ingen beviser, kun pigens ord for det, så han blev aldrig dømt. Han blev dog fyret, selvom han var uskyldig. Denne pige var åbenbart meget vigtig for dem, fordi hendes far var en eller anden stor kanon indenfir et eller andet, som Ethan allerede havde glemt, fordi det absolut ikke interesserede ham en bjælde. Han var stadig vred og han prøvede så vidt som muligt at holde det hemmeligt for lærerne, da han ikke ville have det ud og starte rygter. Rektor vidste det, da han havde været ærlig til samtalen om det hele og han var blevet ansat.

Han gik ned omkring søen og tæt på den Forbudte Skov, for at se om nogle elever skulle have gemt sig. Han kunne dog ikke finde nogen, så han vendte om. Dog hørte han en lyd, da han var på vej tilbage. Han vendte sig hurtigt om og så noget han ikke havde set før i sit liv. Han var i tvivl om om det var et væsen eller om det var et menneske. Den var blå, havde spidse ører og en....hale.. Han stirrede forbløffet, men bestemte sig for at det nok var et menneske med en voldsom pigment fejl.
"Og hvad laver du så her, unge..mand.." Sagde han og kløede sig lidt i nakken, for han var faktisk ikke sikker på om det var et menneske. Det var mørkt og den stod et stykke væk fra ham. Det lignede et menneske med hale.. var det en.. Smølf? Ej de fandtes da ikke i virkeligheden. Gjorde de? Han havde faktisk en lille bitte frygt for smølfer, men det havde han aldrig fortalt nogen og han nægtede nogensinde at gøre det.

[Mayson Carver]

Mayson havde været så optaget af at at snige sig tættere på at han slet ikke havde hørt at der var andre hernede, han plejede ellers at være ret forsigtig, selvom han tydeligvis var blevet overmodig for det var da tredje eller fjerde gang han var blevet opdaget efterhånden.
”Øhm jeg..” Han tøvede lidt. Hvad i alverden skulle han svare. Han var ikke i tvivl om at det var en voksen han var blevet opdaget af og det kunne nok godt gå hen og give en del problemer var han ret sikker på. Måske var det bedst bare at komme med en løgn, for han kunne jo ikke så godt sige at han bare var her i håb om at fange et glimt af en pige ved navn Sarah, så ville han bare ende med at blive taget for at være en creepy lurer hvilket ikke var tilfældet!
Nu var Mayson ikke verdens bedste løgner, han kunne ikke lyve for hans mor og søster, men de vidste tilgengæld også hvilke ignaler de skulle kigge efter.
”Jeg ledte efter min...kat?” Han anede ikke hvad han ellers skulle finde på, han havde aldrig ejet en kat i sit liv så foreslog manden at lede sammen med ham ville de nok kunne bruge hele natten på det projekt.

Helt automatisk var han krøbet lidt sammen i håb om at blive lidt dækket af skyggerne. Han var desværre bare lidt for lagt væk fra træerne til at de kunne skjule ham. Skulle han prøve at flygte? Havde manden en tryllestav, hvilket han efter al sandsynlighed havde taget i betragtning af at han gik rundt på Hogwarts, han var sikkert professor eller noget i den stil, i hvert fald med en tryllestav ville Mayson nok ikke nå at flygte særlig langt og så ville han nok desværre bare være i endnu større vanskeligheder.
Han sank en klump og rettede de gule øjne mod den frelsene trægrænse. ”Altså jeg skal nok skynde mig og så går jeg bare igen.” Svarede han lidt forhåbningsfuld.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kløede sig lidt i nakken, men prøvede at se professionel ud, så han lagde derfor armene over kors. Han overvejede dog at stå i dus stilling, for han var oprigtigt interesseret i hvad en smølf lavede på Hogwarts på denne tid af aftenen. Ja faktisk generelt. Han hævede sine øjenbryn, da smølfen sagde at han ledte efter sin kat. Ethan overvejede virkelig at spørge om han ikke selv var en kat, men han valgte at lade vær, for det var måske til den onde side.
"Din kat? Okay Smø...Unge mand. Nu ikke for at være kynisk eller noget, men tror du virkelig din kar har overlevet inde i den Forbudte Skov? Og du må være gået ret langt, hvis du da ikke bor i skoven." Han kiggede spørgende på smølfen, hvis historie han dog ikke troede på. "Hvordan er du kommet herhen?" Han var en smule bekymret, for hvis dette bare var en helt 'almindelig' dreng, så ville han ikke lade ham vende tilbage til skoven.
"Men hey.. Lad os da lede efter katten." Sagde han og gik hen til smølfen og kiggede rundt. "MIS MIIIS MIIIIIIS." Sagde han en smule hånende, for igen, han troede ikke på historien. "Kom så. Kald på katten." Han kiggede på ham og slog ud med armene. Ethan var ikke en ond fyr overhovedet, men han skulle frem til sandheden på en eller anden måde. 

[Mayson Carver]

Mayson kunne godt mærke at han blev en kende nervøs i alt dette her. Professoren - eller hvad han nu var, så ikke ligefrem ud til at købe hans forklaring. Han rømmede sig meget forsigtigt, ”øhm, måske, eller altså han er lidt af en overlever.” Svarede han i mangel på bedre. Han var udmærket godt klar over at han var på dybt vand lige nu, han havde bare ingen anelse om hvordan han skulle stoppe løgnen fra at udvikle sig drastigt. ”Jeg bor ikke i skoven,” svarede han hurtigt. Det gjorde han jo teknisk set, men det var ikke i de farlige områder som her, skønt han alligevel bevægede sig gennem dette område for at komme til Hogwarts, han var bare ikke rigtigt bange for væsnerne, hans akrobatiske bevægelser samt evner for at transfererer fra sted til sted uden nogen større besværlighed gav ham nok en falsk tryghed i den ellers farlige skov.
Den unge dreng ønskede bare ikke lige at forklare at han boede i skoven for så ville det bare lyde som om at han var en af de væsner der hørte til derinde.
Han blev virkelig overrasket da manden gav sig til at kalde på den fiktive kat. Mayson anede ikke om han skulle spille med eller bare ligeså stille liste i den anden retning. Han rømmede sig en smule, ”ehm, den er ret sky, jeg kan sagtens kigge efter den selv, det er helt okay.” Han håbede lidt på at manden atter ville gå og han selv derved ville slippe for at komme op med en forklaring på hvad han lavede på skolen for uanset hvad hans svar måtte være ville det ende ret akavet var han overbevist om.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan havde aldrig set noget der kom i nærheden af hvad denne unge mand var. Han var stadig overbevist om at han måtte være en form for smølf, selvom smølfer burde være fiktive. Men på den anden side, det burde drager og gebommerlige edderkopper også være.
"Javel ja." Sagde han og nikkede og lignede en der var imponeret, selvom det dog var tydeligt at det var falsk og overdrevet. Han stod lidt uden at sige noget. Så skævede han ind til skoven og kiggede igen på drengen, da han sagde at han ikke boede derinde.
"Er du sikker?" Spurgte Ethan og så lidt undrende ud. "Hvor bor du så? Siden du kan rende igennem skoven og lede efter din kat. Der er ret farligt derinde." Sagde han og betragtede igen drengen. Havde han mon nogle mystiske evner der passede til den blå farve og den lange hale. Hvorfor havde han en hale?

Ethan kaldte stadig på katten, men da drengen ikke kaldte med, men bare sagde at han nok skulle kalde på den selv, rettede Ethan sig op og gik tættere på drengen og lagde armene over kors.
"Hør. Vi kan ikke have finurlige drenge børn med haler til at løbe rundt på skolens område, okay? Og da slet ikke inde i skoven, hvor der er ting som du ikke engang kan forestille dig. Eller måske kan du, det ved jeg ikke. jeg har ihvertfald set ting jeg ikke troede eksisterede." Ethan prøvede at få det til at lyde som væsnerne inde i skoven og ikke drengen foran ham. Han vidste ikke hvad drengen var, men hankøn det var han da.
"Så fortæl mig nu hvorfor du er her. Jeg tror simpelthen ikke at du bare leder efter en kat. Katte er ikke dyr man leder efter, men dyr der kommer hjem når de vil." Han kiggede alvorligt på drengen og ville gerne have en forklaring.

[Mayson Carver]

Han kunne godt selv fornemme at han ikke ville slippe så let ud af denne her kattepine, måske han virkelig burde være mere forsigtigt når han sneg sig rundt på Hogwarts område. Han kunne jo godt mærke at han var blevet mindre og mindre påpasselig med tiden.
Han anede ikke rigtigt hvad han skulle svare professoren. Han havde ikke lyst til at lyve – og havde heller aldrig kunne finde ud af det – men samtidig ville han jo heller ikke få sig selv til at lyde som en eller anden creepy person der bare sneg sig rundt på skolen, heller ikke selvom det jo faktisk var det han gjorde, men han havde dog ingen skumle bagtanker i det.
”Ja helt sikker.” Forsikrede han roligt i håb om at det ville være overbevisning nok, men desværre forsatte han med at snakke og stille spørgsmål. ”Jeg øh..altså jeg går tit igennem skoven.” Sagde han med et skuldertræk som var det ikke noget særligt. ”Jeg ved godt den er farlig, men jeg passer på.” Afsluttede han lidt forhåbningsfuld.

Mayson var ikke idiot. Han vidste udmærket godt at skoven var farlig, men heldigvis havde han et fantastisk talent for at gå i et med mørket grundet sin farve. Dét og hans akrobatiske evener gjorde at han stort set aldrig blev spottet af de uhyggelige væsner der lurerede derinde. Han var bare så desperat efter at se Hogwarts at turen igennem skoven var værd for ham at tage.
Han mærkede modet synke en anelse mere ved den stødende kommentar. Måske den ikke var ment for at ramme ham, men Mayson brød sig bare ikke rigtigt om at få udpeget at han ikke lignede alle andre. Han nikkede lidt genkendende til mandens ord. Han havde også selv set lidt af hvert derinde.
Selvom han hele tiden havde haft en fornemmelse af at manden ikke troede på ham, blev han stadigvæk nervøs da han endte med at afslører det. ”Undskyld, jeg ved godt at jeg ikke høre til her, jeg ville bare kigge.” Sagde han skyldigt og bakkede lidt væk som gjorde han klar til at tage flugten.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan fandt drengen meget mærkværdig, og det var ikke kun på grund af udseendet. Hvorfor gik han rundt ved skolen og lurede? Han var tydeligvis magiker, for ellers ville han slet ikke kunne nå frem til skolen. Måske var han fuser? De kunne jo godt se skolen men de gik der jo tydeligvis ikke. Det måtte være det. Eller noget i den stil ihvertfald.
"Okay, men du burde ikke gå derinde. Du ved nok godt at den er farlig, od du har tydeligvis overlevet at være derinde, men en dag er det ikke sikkert at du gør. Så bare tænk over det, når du en anden gang går derind." Sagde Ethan og sukkede let. Han kunne ikke bare lade drengen gå derind igen, men det var åbenbart den vej han skulle for at komme hjem. Ethan kunne bare ikke tillade det nu, for nu havde han jo set ham.
"Skal jeg følge dig hjem?" Spurgte han en smule opgivende, men selvom han ikke kendte drengen, var han altså beskyttende. Han var lærer, sådan var det.

Den næste kommentar fra drengen, gjorde ikke Ethan overrasket, men han blev alligevel en smule nysgerrig efter at høre hvorfor drengen ikke følte han hørte til. Han var ikke elev der, nej, men hvorfor ikke?
"Hvorfor hører du ikke til? Hvorfor er du ikke elev på skolen? Du er tydeligvis fra en magiker familie. Er du fuser? Det er der ingen skam i og jeg kan godt forstå hvis du gerne vil se skolen, men det her er ikke måden at gøre det på." Sagde han og lagde armene over kors.

[Mayson Carver]

Lige nu var Mayson faktisk ret desperat for at slippe ud af den suppedas han havde sat sig selv i. Dette her kunne hurtigt give ham problemer, hvis hans mor fadt ud af at han havde sneget sig ud ville hun nok blive sur. Ikke fordi hun var striks, men fordi han godt vidste at han ikke måtte befinde sig i skoven og da slet ikke alene.
"Jeg skal nok passe på." Sagde han hurtigt og bakkede langsomt lidt nærmere på skovbrynet. Så snart han var uden for Hogwarts grænser kunne han jo transfererer igen. Det var nok den eneste besværgelse som han mestrede til fulde, faktisk langt bedre end de fleste havde hans mor i hvert flad fortalt ham.
Tilbudet om at blive fulgt hjem fik blot Mayson til at spærre øjnene vidt op og halen piskede voldsomt bag ham. "Hvad? Nej, det behøver De skam ikke Sir." Forsikrede han med begge hænder kastet op foran sig. Igen ville det jo bare resulterer i at hans mor opdagede hans nattevandring og det kunne han slet ikke overskue.

Det kom bag på Mayson at svaret på professorens spørgsmål ikke var åbelyst. Havde han set på ham? Han var blå havde en hale og ligende nok mere et væsen end en dreng. Alligevel forsøgte han at forholde sig rolig, han var virkelig tæt på trægrænsen nu. Bare et par skridt mere. "Fordi..jeg.." han så lidt ned af sig selv og så tilbage på manden, "jeg ligner jo ikke helt de andre, jeg ville nok skille mig for meget ud." Det lød lidt vattet når man nu sagde det højt på denne måde, men det var jo rigtigt nok.
"Men nej, jeg er ikke fuser." Tilføjede han så med en kende af stolthed i stemmen. Det kunne godt være at han så mærkelig ud, men i det mindste kunne han udøve magi. Eller han havde i hvert fald magien i sig. "Jeg skal nok huske det til næste gang." Forsikrede han. Endelig han var trådt over grænsen. Han viste præcis hvor den gik da han havde transfereret hertil flere gange end han kunne tælle på begge hænder - skønt det nok ikke sagde så meget siden han jo kun havde 3 fingre på hver.
Han rømmede sig lidt, "men tak for hjælpen og undskyld jeg løj," sagde han undskyldende inden han forsvandt med et lille smæld som han transfererede sig væk. Han måtte virkelig se at passe bedre på en anden gang.


// out

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var nok godt klar over, at det var drengens udseende der gjorde, at han ikke gik på Hogwarts. Ethan kunne nu godt forstå ham, selvom Ethan aldrig ville se ned på ham på grund af det. Ja han var da blevet forskrækket, men det kunne ingen vel bebrejde ham for. Drengen var jo blå! Han lignede en forbokset pixie, hvilket jo var skræmmende i sig selv. Dog forstod Ethan ham på det punkt, at man ikke havde lyst til at vise sig frem, når man var anderledes. Selv var Ethan blevet fyret fra sit tidligere job på Durmstrang, da der gik rygter om at han havde været sammen med en elev. Det var selvfølgelig ikke sandt, men rektor havde med det samme fyret ham, da han ikke ville have at forældrene skulle frygte Ethan. Det havde været svært for Ethan at søge job på Hogwarts og at sætte sine ben der den første dag, havde været ulideligt. Han følte at alle kiggede på ham og det hele havde stået i avisen. Han havde aldrig fået en undskyldning fra pigen der havde fortalt at de havde været sammen, så det hang stadig omkring ham. Dog havde han taget det med hård hånd og prøvet at ignorere blikkene.

Ethan fik ondt af drengen og han ville egentligt gerne hjælpe ham.
"På en måde ved jeg hvordan du har det. Du ville helst ikke vise dig selv frem, men det skal du ikke tænke på. Hvis du gerne vil gå på skolen, så send mig en ugle og vi finder en løsning. Navnet er Ethan McKinnon." Sagde han, imens han så drengen bakke længere væk fra ham og pludselig forsvandt han.
"Jeg har lige talt med en smølf." Sagde Ethan for sig selv og tog en dyn indånding for ikke at gå i panik.

// Out