Sorry sir!

[Deleted]

@ean

En dejlig eftermiddag, som næsten ved at runde af og gøre plads så aften kunne overtage. Solen afgav sine sidste stråler inden den ville forsvinde og først dukke op igen morgen efter. Regnen der havde haft sit tunge tæppe fremme hen over byen, lå stadig og ulmede i luften, som skulle den til at starte igen senere.
Gadelamper begyndte at tænde sig, et barn der skreg på mad, moren der prøvede at få det hele til at passe inde i bilen og få barnet til at stoppe med at græde. Grønthandleren der var ved at tage boderne ind for dagen.

Lige ind til en kvinde kom forbi i lidt for høj fart. Tomaterne fløj i vejret, en ed på arabisk blev sendt efter den sorthåret kvinde, der lige fik råbt undskyld over skulderen. Manden gjorde dog store øjne, da to store skikkelser kom løbende næsten lige efter han havde fået stablet sig sikkert op på benene igen.


Den brændende fornemmelse nederst i lungerne var begyndt at træde til. Det prikkede for øjnene, mens benene alligevel fortsatte forbi grænsen kroppen normal havde tilladt. Tilbage glans, var de tæt på? Arrige mænd kom hurtig ind i øjenfeltet og bekræftede hvad hun allerede vidste. De ville fange hende hvis hun satte farten ned. En vandpyt, våde fødder.
,,Shit’’ var alt hvad Emily kunne få ud, mens hun formåede at holde balancen. Hun rundede et hjørne, hvorfor skulle de være i så god form? Med den kropsbygning ville hun ikke være overrasket over hvis de hver spiste tredobbelte hvad hun spiste. Og det var ikke fordi hun var bleg for to eller tre portioner!
Hvad hun ikke var opmærksom på, var den ensomme skikkelse der kom gående imod hende. Synet havde jo været på de mænd som forfulgte hende, ikke på vejen foran hende. Det var som nogen smed en sten imod hendes mave, alt luft røg ud af hende, da hun smækkede ind i personen. Tasken hun havde krammet ind til hendes krop fløj fra hende.

Hendes blik faldt ned imod hvad der viste sig at være en mands ansigt, ganske nydelig? Vent, hvad?!
Emily rejste sig hurtigt op og nåede ikke en gang at sige undskyld for hun greb de ting som der lå på det kolde beskidte fortov og spurtede væk, kun med nød og næppe fra hænder der greb ud efter hendes læderjakke.

Et kort var glemt.

Emily Wolf

Freelance journalist

523 W 7th St

Richmond

Hendes hænder rystede stadig. Hvilket ikke gjorde det særlig nemt for hende at få nøglen gledet ind i nøgle hulet. Hvem havde også besluttet sig for at det var sådan her man skulle sørge for at folk ikke kom ind i ens lejligheder? Okay, godt nok havde hun ikke selv noget svar på hvordan man kunne gøre det anderledes, men det var jo, nej, stop dig selv Emily. Hun beskyldte hendes mærkelige tankegang og tydelige frustration på at hun ikke havde fået noget at spise endnu. At hun deriblandt også lavede en fin lille swimming pool ude foran hendes dør. Et dejligt langt karbad, var lige præcis det hun havde brug for. Hvis hun så da også bare kunne komme ind igennem denne forbistrede dør! Se magi, magi ville gøre tingene så meget nemmere. Hvis det så bare fandtes! Denne tanke lod dog alligevel til at røre på sig, da hun kom i tanke om den mærkelige pind hun havde fundet blandt sine ting, mens hun havde siddet i the distrikt line på vej hjem til hendes lejlighed. Første impuls havde været at smide den ud, men der havde alligevel været noget over den, den måde som den var lavet på, den lignede næsten en stav. Noget man ville se i bøger, også alligevel ikke. Ganske mærkværdig. Så hun havde endt med at blive enig med sig selv at den skulle gemmes.

,,Så åben dog forfanden!’’ forbandede hun døren, og slog med en flad hånd mod den hårde dørplade.

Den orde tone blev dog hurtigt forvandlet til et lille grin ,,Det kunne selvfølgelig også hjælpe at bruge din rigtige nøgle’’

[Deleted]

En, to, skip. Tre, fire, skip. Hastige, men dog præcise skridt. Hælene på de sorte, blankpolerede sko slog kliklyde mod det snavsede, cigaretfyldte fortov. Sorte bukser, der sad tæt men var løse nok til at flagre svagt i vinden, tildækkede mandens ben og blev holdt oppe med et ruskindsbælte, også i sort. En ordinær, men tydeligvis god kvalitets, hvid skjorte var stoppet ned i nævnte bukser. Ærmerne var rullet op, og det gråstribede slips hang løsere rundt om nakken, end hvad norm var. Den øverste knap stod åben og vidnede om, at dette - dette var en mand, der havde haft en travl dag fuld af frustration. En mand, man helt sikkert ikke ville komme støde ind i på nuværende tidspunkt.
Det havde været alt andet end fryd og gammen på radiostationen i dag. Der var gået skudder i det magiske netværk, der sendte broadcastene direkte ud til de tusinde af lydhøre troldmandsører. Og alle - på nær ham selv, førende vært og ejer af WWW, naturligvis - havde teet sig som en flok inkompetente troldeamøber. Jo vist, de havde da fået det til at fungere til sidst, men det havde da også taget sin tid! Det ville ikke overraske ham, hvis han havde mistet størstedelen af sit hår grundet ren arrigskab. Han havde tilmed forladt arbejde med en dundrende hovedpine. Nu var det eneste han så frem til at komme hjem og slå fødderne op med en god kop skoldhed kaffe, og det kunne kun gå for langsomt. Men sådan havde universet ikke tænkt sig, at dagen skulle forløbe, desværre.
Det var som om, tiden slog over i slowmotion. Ja, ja - præcis som det spiller sig ud i de famøse Hollywood film, men sådan føltes det altså! Han havde været alt for optaget på at undgå revnerne mellem fortovsfliserne, at han ikke så det komme. Et ordentligt bump ind i noget, der i øjeblikket føltes som en klippe, skubbede ham ud af balance, og han var nær landet fladt på bagen. Dog fik han benene plantet solidt i jorden igen, før dette tragiske event nåede at udfolde sig, men kunne ikke undgå at tabe den sorte blazer, han havde gået og båret på. Klonk. Hvad var det for en lyd?
"Så se dig dog for, imbecile kvindemenneske!" Røg det ud af ham, næsten som et uundgåeligt nys. Ean nåede knap nok at se ansigtet på den kluntede person, der, efter hans mening, var skyld i deres uheldige sammenstød, men fik hurtigt konkluderet, at synderen var af hunkøn. Og havde hun mandligt selskab? Han drejede hovedet for at se sig over skulderen, da hun skyndte sig videre uden så meget som én sølle undskyldning med de to mænd i hælene. Sikke dog nogle manerer. Hun måtte være fra Londons slumkvarter. Muligvis ude i noget smuds med ulovlig narkohandel, heraf de to tyrenakker der fulgte hende som sultne hunde. Jah, det var uden tvivl sådan, det måtte hænge sammen. Under denne irritationsstyrede tankestrøm ændrede hans ansigt sig brat fra at være snørret sammen i fornærmelse til en grimasse af rendyrket rædsel. Hans stav? Hvor var hans stav?! Det var med svedige håndflader, at han panisk famlede rundt på sin krop efter den magifyldte træstav. Den var ikke i nogen af bukselommerne, ej heller stukket i en af strømperne. Blazeren! Han samlede den med lynets hast op fra fortovet og stak op til flere gange en hånd i begge lommer, men uden held. Fisken bed ikke på. Han var så småt begyndt at få sved på panden, og netop som den første lille svedperle pressede sig frem, gik det op for ham, hvor staven var forsvundet hen. Nærmest i gysersvimlende slowmotion så han sig om efter den kvindelige ulykkefugl. Var det hans hjertebanken han kunne mærke helt ud i øreflipperne? Det var et rent tilfælde, at han fik spottet det lille stykke papir, der lå på jorden. Allerede fugtigt i hjørnene af gårsdagens regn. Hurtigt samlede han det op og vidste med det samme, hvor destinationen nu var sat.

Her? Var det her? Ean så fra visitkortet i hånden til nummeret på bygningen, der tårnede sig op over ham. Ja, det var her. Ingen tvivl om det. Pænere kvarter, end han havde troet. Men det ændrede ikke faktummet, at hun komplet havde ødelagt hans dag. Mere end den var i forvejen. Skoene var begyndt at klemme alle de forkerte steder, og han længtes sådan efter at kunne smide bukserne. Han havde ærlig talt ikke tid til at toppes med en eller anden underlegen muggler. Med et overdramatiseret suk trådte han ind i lejlighedskomplekset.
Hamrende skridt kunne høres op ad trapperne. De blev højere og højere for hvert skridt. Man kunne nærmest fornemme den arrighed, der gemte sig bag dem. Det var ikke blot en person, som havde travlt. Syvende sal, virkelig? Var han blevet ramt af en forbandelse på vej hjem fra stationen?
Han vidste ikke, om det var lettelse eller et ulmende raseri der skyllede ind over ham, da hun endnu en gang dukkede op i hans synsrand, men han tøvede ikke et sekund med at styrte hen imod hende. Det krævede sand beherskelse ikke at overfalde hende med alverdens skældsord. "Du der!" Var det første, der forlod hans læber. Gift og bitterhed hang i luften omkring ham. Han havde endnu ikke set ansigtet på denne skikkelse, men var determineret på, at det var den skyldige. "Jeg vil anbefale dig straks at aflevere tyvegodset tilbage, hvis ikke du vil ende i en yderst ubehagelig situation!" Advarede han med sin malmfulde stemme, der rungede truende i opgangen, som han marcherede direkte hen til hende. "Du har den i din taske, har du ikke? Din beskidte-" Hans hånd skød ud efter hendes taske som en giftig klapperslange og forsøgte at hive den ud af hendes greb.

[Deleted]

Lyden af den velkendte klik lyd, fyldte hele hendes krop med tryghed og ro. Som skyllede en besværgelse af afslappelse hen over hende og drev alt det stres hun havde boret rundt på hele dagen ud af kroppen. Døren nåede at åbne op ind til lejligheden. Et stort et plans koncept dog med forskellige niveauer. Tydeligt inspireret af New York penthouse stilen. Beton så langt øjet kunne række, med en meget minimalistisk indretning. Om ikke en smule rodet, da hun endnu ikke havde fået taget opvasken og tøjet lå stadig spredt ud på sengen efter morgens ubeslutsomhed i hvad hun skulle tage på.

Hvilket hurtigt var blevet til nogle stramme mørkegrå jeans, en hvid formfittet skjorte som var beskyttet af en sort læderjakke. Dog stod det hele ikke lige så skarpt længere, som da hun var taget hjemme fra. Håret der var faldet ud af den vante stramme knold og lå i bølger ned af skuldrene, skjorten der var hævet op i den ene side fra buksen. Og der var også nogle mistænkelige plamager på den venstre side af buksen. Men det hele skulle nok blive bedre, så snart hun lå i hendes store luksuriøse badekar. Som befandt sig i det eneste rum der faktisk havde vægge og en dør ind til. Dog havde hun formået at opdele biblioteket som også var tv stue på første plan ved siden af hvor man kom ind af hoveddøren. Soveværelset var bag sorte gulvlange gardiner, og lige ved siden af døren til badeværelset. På det andet plan, hvor man var nød til at træde et skridt ned, befandt der sig et stort åbent køkken, igen med den sorte hvide og meget rå stil kørende igennem. Her fandt man også kontoret som bestod af et skrive bord og en masse rod, der desværre havde tendens til at brede sig ud på køkkenets ø.
Lige som Emily var på vej ind i lejligheden var der en stemme som stoppede hende. Meget nåede hun dog ikke at reagere for en mand var helt oppe i hendes ansigt. Normalt ville hun ikke lade sig skræmme af sådan en situation, men efter en dag hvor to gorillaer af mænd havde jagtet en. Så var der ikke meget plads til at tænke over situationen før man handlede. Tasken han greb ud efter, blev kastet ind i lejligheden, mens hun i et trænet greb prøvede at gribe fat omkring hans arm som ville, hvis lykkes ende ud i at hun ville tvinge ham rundt og armen bag ryggen, hvor efter han ville blive placeret ansigt først op af en solid substans.

Hun opdagede dog hurtigt at dette i hvert fald ikke var dem som der havde prøvet at indfange hende før, og hun trådte hurtigt væk fra ham.
,,Hvad i himlens navn tror du, du har gang i!?’’

[Deleted]

Uventet kaos bredte sig hurtigere, end han havde forventet, i det allerede usikre kosmos. Det ene sekund havde han haft et fast tag i syndebukkens taske og var overbevist om, at han ville have overvundet hende på ingen tid. Det næste, jah, der fandt han sig selv trykket op imod den nærmeste væg, nær den nu åbne dør, hvor tasken nådesløst var blevet kastet ind. Hans skuldre sitrede helt af bar galskab. Hvad lignede det at behandle ham så nedværdigende? Ham? Ean Harrell - et af de mest kendte ansigter i hele troldmandsverdenen, eller måske rettere stemmer, men det var underordnet! Men det var netop det, der var problemet, var det ikke? Hun anede jo ingenting. Absolut intet. Hun var en muggler. En uvidende, dum muggler. Som lige nu stod og befamlede ham uden tilladelse. Magen til skamløst hundyr!
"Hvis du ikke øjeblikkeligt slipper mig, skal je-" Mere nåede han ikke at få ud, før han genvandt sin frihed - eller rettere sagt, hun skænkede ham den - og fluks vendte sig om. Front mod front stirrede han nu direkte ind i ansigtet på hende. Ikke øjnene. Dem undgik han bevidst. Han brugte i stedet sin hævede brystkasse til at vise dominans. "Hvad jeg laver?! Ja, det er da ikke mig, der går rundt og stjæler fra folk som en anden gemen tyv!" Udbrød han som svar, noget højere i lejet end det egentlig var meningen. Det var ganske tydeligt, at han var frustreret, og at denne frustration havde manifesteret sig i ham som ophedet kropsvarme. Det naturligt ravnesorte hår, der ellers altid sad snorlige uden en eneste løssluppen tot, var så småt ved at krakelere, og en enkel lok havde fundet vej ned i panden på ham. De mørke øjenbryn var næsten helt nede og røre ved næseryggen, så meget som han rynkede dem i edderspændt raseri. Det eneste, der holdt ham tilbage fra at lægge en hånd på hende, var den nyligt tillærte viden om, at hun var langt stærkere, end hvad skindet fortalte. Hvis blot han havde sin stav-
Eans blik løftede sig fra kvindens ansigt og blev i stedet rettet over hendes skulder, hvor han lige kunne skimte tasken på gulvet. "Hør, jeg har ikke tid til at stå her hele dagen. Jeg er sikker på, at det er længe siden, du har haft nærkontakt med en så velskabt mand som jeg - at dømme ud fra, hvordan du nærmest kastede dig over mig -- men nu forholder det sig sådan, at jeg har vigtige ting at se til som kræver min fulde ekspertise." Enhver kunne høre, at denne mand bar rundt på et ego, der sagde spar to. Spurgte man ham, var han en gave til hele menneskeheden, og man burde føle sig vældig beæret, valgte han at forgylde en med sit nærvær. "Så se at få lidt fart på og giv mig min-... min-... Ved du hvad, jeg tager den selv. Du er tydeligvis ikke i stand til at følge simple ordrer. Det er hvad, man får ud af at mænge sig med din slags," fnøs han og tillod sig at vade ret forbi hende, ind gennem døren til lejligheden, hvor han bukkede sig ned med ryggen vendt til hende. Hovedet hævede han en anelse, som han lod øjnene glide rundt i omgivelserne. "Hvordan har en som dig overhovedet råd til et bo et sådant sted? Er det de hårdere stoffer, du gør dig i?" Snakkede han løs med en snert af overlegen hån i tonefaldet. Han var stadig fast overbevist om, at hun var en del af dén samfundsgruppe. Andet ville han nægte at tro på. Men nu var han heller ikke just kendt for at have høje tanker om mugglere - tværtimod. "Åh, jeg stødte forresten på de to herrer, du fulgtes med tidligere. Dine kollegaer?" Han lukkede endnu engang en hånd rundt om tasken.

[Deleted]

Der var altid forskellige metoder på hvordan man skulle tackle situationer. Der var også et hav af anderledes personligheder og mennesker i denne verden, som hver især ville have deres måde at opføre sig på. For mange ville Emilys metode nok virke en smule aparte. Frem for at råbe tilbage, kræve at han fjernede sig fra hendes ejendom. For slet ikke at glemme den typiske, hvis du ikke går tilkalder jeg politiet.

Men som den bund person hun var, kvinden der altid skulle have svar på alt det mystiske. Og ikke kunne lade en god historie passerer igennem fingrene på hende. Og trods for hans egocentriske væremåde, var noget af det hun fangede at hver gang hun prøvede at kigge ham ind i øjnene viede han væk fra dem. Om det var på grund af foragt i hvem hun var, fordi at han ikke kunne, eller en helt tredje ting. Se, det var dét som der interesseret hende. En lille kliklyd formede sig imellem tungen og ganen mens hun lagde hoved på skrå.

Især da han valgte bare at gå ind i hendes lejlighed for at tage, hvad end han så mente hun havde stjålet fra ham. Valgte hun af mange grunde at lukke døren. Deriblandt at hun ikke helt kunne overskue flere klager fra Miss Pots nede i lejligheden syvoghalvfjerds.



,,Ganske nydelig ikke? Jo, du ved, jeg køre min egen escorte firma med mænd, ganske populært. Og jeg er sikker på at sådan en velskabt mand som du selv, kunne give mig en helt igennem fantastisk profit.’’ hvis sarkasme var flydende og giftigt ville betongulvet hun stod på begynde og ætse væk for hendes fødder. Men manden havde jo tydeligvis allerede bestemt sig for hvem hun var. Så hvorfor skulle hun ikke have lidt sjovt med det?

En hver anden dag, havde hun givet ham, ja hvad end det så var han mente hun havde stjålet fra ham. Men dette var hendes hjem, som han bare var brast ind i. Og desuden var der vigtige beviser nede i den taske som han bestemt ikke skulle se!

Så da han begyndte at tage fat i tasken igen, var hun ret hurtig foran ham med øjnene stift stirret imod hans. ,,Jeg ved ikke hvem du er, jeg ved ikke hvad du gør. Men jeg har ikke stjålet noget fra dig.’’ hun greb selv fat i tasken og prøvede at hive den ud i hans greb ,,Men jeg sætter ikke pris på du bare vader ind i mit hjem, og beskylder mig for ting!’’

Hun trådte helt ind i hans personlige rum stadig fast opsat på at fange øjenkontakt.

,,Du kan tro hvad du vil om mig, men jeg har ikke stjålet noget fra dig, og hvis det er den mærkelige pind du snakker om. Så har jeg den ikke længere’’ hendes øjne blev smalle mens et lille skævt smil formede sig i mundvigen. Hun havde vitterligt ingen anelse om hvem han var og hvorfor han troede hun havde stjålet fra ham. Men under alle omstændigheder, kunne han godt ligne den mand hun havde løbet ind i tidligere, det at han nævnte to mænd han havde stødt ind i, så var der næsten ingen tvivl. Det eneste hun havde fundet på sig som bestemt ikke var hendes, da hun havde siddet i overgrundsbanen havde været denne mærkelige stav. Ergo, var det dét eneste hun kunne tænke sig til han ville have tilbage.

,,Desuden er du ikke lidt for gammel til at lege rundt med pinde?’’

[Deleted]

Hvilken grovhed! Den næsvished! Se dette, dette var nøjagtigt grunden til, at mugglere ikke kunne betros. Et fremragende eksempel på, hvor ukulturerede de alle var. Det var smækket fra døren, der omgående havde ham fået til at rette sig op, som en spændt flitsbue.
"Ja, det er jeg ikke et sekund i tvivl om - men nu skal du vide, at jeg er en mand af ære og værdighed. Jeg mænger mig ikke med folk som dig." Hvem troede hun dog, hun var? At tale til ham i en sådan tone? Hun var åbenlyst evnesvag. Det var i hvert fald tydeligt, at hun manglede alt, der bare mindede om almindelig høflighed. "Ja, intet personligt naturligvis," insisterede han, men den slangeagtige undertone bakkede ikke rigtigt op om udsagnet. Hans ellers glatte, nonchalante grimasse krakelerede en smule, da hun tog den frækhed endnu engang at invadere hans personlige rum. Forbavselse gav ham et mildt slag i hovedet og efterlod et rådløst udtryk i de brune øjne, men det blev hurtigt erstattet af arrigt rynkede bryn. Som reaktion på at hun nu tog fat i tasken, blev hans eget greb strammet yderligere. Snart var hele denne hektiske situation, der indtil nu kun havde været spydige bemærkninger, blevet forvandlet til en tovtrækningskonkurrence. Øjnene blev knebet sammen til meget smalle sprækker, da deres to blikke mødtes. Denne gang var det fikseret ret ind i centeret af hendes øjne. Det veg ikke til siden en eneste gang. Nu var det blevet et spørgsmål om mere end blot genvindelsen af den stjålne genstand. Det her var klassekrig. "Jeg ville ikke have behøvet at te til sådanne handlinger, hvis bare du havde adlydt og afleveret hvad, der retmæssigt er mit." Luften imellem dem slog gnister grundet den høje elektriske spænding, som tydeligt kunne mærkes i rummet.
Det næste der forlod hendes mund, gav ham en dyb rynke i panden, som kun fik ham til at se endnu mere utilnærmelig ud. Troede hun, at han var en komplet idiot? Der var ingen tvivl om, at staven lå nede i dén taske. De magiske vibrationer den udstrålede var ikke til at tage fejl af. Men det ville en som hende selvfølgelig ikke vide noget om. Ean knugede tasken hårdere og hårdere ind til sig og var snart nået sin grænse. "Og jeg sætter ikke pris på folk, der lyver mig lige op i ansigtet," vrissede han ud gennem sammenbidte tænder. Glasset skvulpede truende, og det varede ikke længe, før én sidste dråbe fik det til at flyde over og for alvor fik sat skub i tingene. Den flabede kommentar rejste samtlige hår på hans krop af bar ophidselse. Hvor uforskammet!
"Hør, Emilia, var det dit navn? Hvis du har dit ynkværdige liv kært, vil jeg råde dig til at makke ret, inden det her bliver grimmere, end det allerede er," hvislede han spydsk, ikke bleg for at rasle med sablen. Hans øjne, der indtil nu havde været ganske små, åbnedes fuldkomment og udsendte et vredens skær. Fast besluttet på at overtrumfe hende, ændrede han taktik og forsøgte i stedet at åbne tasken og derved få tømt dens udhold ud på gulvet. Lykkedes det, ville han som en høg på rov feje staven op fra gulvbrædderne og i øjeblikkets spontanitet rette spidsen op under hendes hage, glødende af triumfens beruselse. Hvis ikke, ville han lange ud efter hendes hår, i et forsøg på et gribe det an fra en anderledes vinkel, og hive hende ind til sig med ordene: "Du har præcis to sekunder til at give mig min ejendel tilbage, hvis ikke du vil trækkes med i Retten! Jeg finder mig ikke i at blive behandlet med en sådan mangel på respekt af en skide muggler!"

[Deleted]

Hvor måtte denne situation se aparte ud hvis nogen havde været tilskuer til postyret.

Som en anden klasses skolebørn, stod de og hæv frem og tilbage i en relativ stor skuldertaske. Jo hårde han rev hende imod sig, jo hårde prøvede hun at hive tilbage. Det eneste der manglede for at sætte prikken over i’et ville være at de i stedet for fornærmelser af denne kaliber, råbte min, nej min! Men det var lige før, at hvis hun havde været en mand, at de skulle til at diske op med deres penis længder og se hvem der kunne råbe højst om hvilken der var størst. Hun var allerede ved at være godt træt af hans pisse konkurrence, selvom det dog kom en smule bag på hende, at han vidste hun løjet over for ham. Hvordan?


Hendes mund trak sig en smule sammen da han diskede op med et navn. Tydeligvis et forkert for at provokerer hende, det ville i hvert fald passe ganske glimrende til resten af hans persona at alt hvad han gjorde, alt hvad han sagde. Var baseret på denne undertone at jeg er meget bedre end dig, men bevares selvfølgelig ikke noget personligt. Rigmandsdrengen der havde fået alt på en guldske som var den proppet ekstra godt op i røven. Eller ham der aldrig fik hvad han ville have som barn, men voksede op som det modsatte end hvad man normalt så. Nemlig en der mente at det havde været en uretfærdig hændelse, og nu som voksen måtte det betyde at han skulle have sin vilje i alt.

Det var tæt på han havde fået sin vilje, og alt indholdet af taksen ville være spildt på gulvet lige der og nu. Grundet hendes uopmærksomhed, da hun var mere fokuseret på hvem han kunne være, hvorfor han var som han var, og om det nu virkelig var den han var, eller blot en maske?


Men det der ikke lykkedes da han skubbede hende tilbage, lykkedes da han greb hende hårdt fat om håret og hæv hende ind til ham. Munden åbnede sig og øjnene blev store af forbavselse, at hun ikke lagde mærke til taksen der faldt til jorden og papirer på papirer dækkede betongulvet under deres fødder.

Billeder af flere kriminelle støj imellem noter, kort og andre ting der kunne give et fint indblik i hvad det var hun havde lavet de sidste mange måneder.

I sig selv måske ikke så interessant, ind til man ville opdage navnet og billede af et en hvis mafia konge. Judas O’conall. En mand som boede hærgede i hendes verden, men så vel i hans verden.

,,Åh du behøver da ikke hive mig med en retten for at se mere til mig, du kan også bare be’ om mit nummer’’ kom der smilende mens hun drejede sine tanker om hvad han havde kaldt hende. ,,Så, er det sådan du godt kan lide at skaffe kvinder? Jagte dem hjem, beskylde dem for ting også gå direkte til glasuren på kagen?’’ provokerende hævede hun et øjenbryn, og var tydelig ikke særlig påvirket af den måde han behandlede hende på. Fandt det ganske underholdende faktisk, når alt kom til alt.

[Deleted]

Succesen var lige så frydefuld som forventet. Han så til som indholdet væltede ud ad tasken, og trods den var af rimelig størrelse, forbavsede den store strøm af papirer ham alligevel. Da klonket afslørede stavens fald, slap han omgående sit tag i hendes hår og svang i stedet for armen nedad. Hånden lukkede sig om det nydeligt udsmykkede stykke træ som en bjørnefælde, der klappede i. Endelig kunne han lade følelsen af lettelse løbe igennem sin krop. Hans skuldre sank ligesom en anelse, og holdningen var knap så stiv og anspændt. Men hvad han troede var et lukket kapitel viste sig at strække sig utallige sider endnu.

"Åh, må jeg være fri - som om jeg nogensinde ville spilde mere end fem minutter på dig," lød det fra Ean, der dog bittert måtte indse, at dette møde havde overskredet dén tidsramme for længst; men det holdt han selvfølgelig for sig selv. Nu var det omsider tid til at forlade denne parodi på Helvede og vende kursen hjemad. Han kunne ikke lade sit humør ødelægges yderligere, skønt det allerede lå i kaotiske ruiner, spredt ud på gulvet. Der var udsigt til en lang tur hjem, men hvis nu han blot fokuserede på den ventende sofa, og de mange lækkerier han havde modtaget forleden, mon ikke han så ville kunne leve igennem det. Så småt som han var begyndt at lulle sig ind i disse trygge, behagelige tanker, fangede noget pludselig hans opmærksomhed. Var dét, hvad han troede, det var? Paf spærrede han de brune øjne op og bøjede sig atter ned, denne gang for at samle et af de mange papirer op. Det ansigt kunne han kende overalt. Det var nok de færreste, der var i tvivl om, hvem denne mand var. Judas O'Connall. Berygtet i troldmandsverdenen - men hvorfor skulle en muggler gå og bære rundt på et billede af ham i tasken? Var hans omdømme så udbredt? Var der mere til hende, end han troede? Kunne hun være en journalist, eller arbejdede hun for ham? Bølger af spørgsmål huserede i hans hoved, og hovedpinen truede med rystende næve at vende tilbage. Var det derfor, hun havde taget hans stav?

Ean lod blikket svæve fra billedet af den famøse mafiaboss hen på kvinden foran sig, der nu vakte hans interesse i en lang højere grad. "Hvorfor er du i besiddelse af det her? Hvad laver du med et foto af Judas O'Connall?" Spurgte han med en underligt nervøs røst. "Er det fordi, jeg lavede det indslag om ham i sidste uge? Er det?!" Han lød langt mere panisk, end hvad hensigten var. Hvorfor var han pludselig røget tilbage i det røde felt igen? Det her var jo til grin. Hun kunne umuligt... Nej, det var et simpelt tilfælde og intet andet. Denne dag var blot ude på at slå ham ned med nakken, og jo før han kunne gøre en ende på den, jo bedre. Men hvorfor stod han så stadig her? Han rømmede sig diskret og sænkede hånden, hvori han holdt det omtalte billede. Det var ren mistænkelig, der var at finde i hans ansigt, der desuden var lagt i undrende folder. Det kunne ikke ende her. Det var ikke sikkert. Hvis han valsede ud ad døren nu uden at foretage sig andet, ville det plage ham den næste lange tid. Staven blev hævet. "Jeg tror, det er for det bedste, at du glemmer alt det her," sagde han i en tone, der lød alt for dyster, situationen taget i betragtning. "Reducto." Som havde der ligget en mindre bombe under alle papirerne, destrueredes de i én stor sky og efterlod intet andet end en sørgelig bunke aske. Og før hun kunne nå at protestere, blev spidsen af staven peget mod hendes pande.

[Deleted]

Spændingen der havde været i roderne lige ved hovedbunden forsvandt lige så snart der blev givet slip i håret. Hun stavrede en smule bag ud og en hånd kærtegnede blidt det fugtige hår der hvor han havde haft fat. Hun tog en dyb indånding og mens han ledte efter sin pind, stav, hvad man nu ville kalde det. Tog hun tiden til at sunde sig over de mange ting der var sket på ganske kort tid.
Hvilket nok var grunden til at hun ikke sendte endnu en bemærkning efter ham, med henblik på at han efterhånden havde været i hendes, skulle man kalde det selskab. For de sidste femten minutter.
I kampens hede havde hun glemt alt omkring papirende der nu lå og flød på gulvet. Og da han pludselig stod med et af billederne i hånden var det tydeligvis allerede for sent. Genkendelsen stod tydeligt malet i hans nu ganske kønne ansigt. ,,Det har ingen betydning for di-’’ hun nåede ikke ret meget længere, før at han begyndte at tale. Tydeligvis oprevet over det han havde fundet ud af, dette prikkede hurtigt hul på en ny betagelse af manden. Kendte han til denne mand? Kunne han måske hjælpe hende med hendes efterforskning? Et håb for at dette ikke havde været en fuldt ud ubrugelig dag tændes i hende.
Kun for at det blev slukket lige så hurtigt som når et barn fik at vide der var dessert til aftensmad, for at få at vide at der var noget som hed en ostetallerken. Vent, indslag? Som i en avis? Hvordan havde en anden fået nys omkring denne nyhed og endnu vigtigere hvorfor havde hun ikke set eller læst denne artikel?

,,Hvis du nu lod mig forklare – jeg har virkelig ingen anelse om hvad det har med dig at gør… GØRE! Hvad har du gang i!?’’
Den mærkværdige tingest af træ blev hævet og nogle ubetydelige ord dannet og pludselig. Pludselig var alt hendes arbejde, hendes mange timer brug på at indfange information væk. Bare sådan, heldigvis havde hun nogle få backups på hendes computer, men hun var en gammel sjæl og elskede at have alt i mellem hænderne. Ikke gemt væk på elektronik. Nej, hvad, hvad havde han gjort!?

,,Din – Din – DIN IMBECIL!’’ hans eget ord blev brugt imod ham, mens hun næsten rystede af raseri. Hvor vovede han, hvordan havde han kunne det!? Hvorfor!
Hun var våd, hun var klam, hun havde ondt i dele af kroppen som hun bestemt ikke burde have ondt i. Og nu var grænset noget, nu kunne hun ikke mere! Staven han havde imod hendes pande gjorde hende ikke spor, hvorfor skulle det, hun anede ikke hvordan den virkede. Hun var også ligeglad. Alt kunne være lige meget!
,,Flere måneders arbejde! Din kraftidiot! Jeg aner ikke hvad han har med dig at gøre! Men jeg har fulgt ham grundet mit arbejde, som journalist!’’ hun kunne sagtens kaste sig ud i en smøre omkring hvordan en gammel ven af familien havde dukket op og forklaret at deres datter var forsvundet, sidst set i nærheden af dette klammer dyr af en mand. Men hvad ville det hjælpe, han kunne jo tydeligvis ikke se d over hans egen næsetip, så højrøvet, hovmodig og egocentreret han var.

[Deleted]

Shit. Shitshitshit shit. Hvordan kunne denne dag blive ved med at forværres? Det ville ikke vare længe, før han stod i mudder op til halsen. Vejen ud af kaosset svandt gradvist mere og mere ind, og det stod ganske klart for ham, at hvis ikke han meget hurtigt kom frem med en løsning - ja, så ville det ikke se godt ud. Han forsøgte ihærdigt at rode tankerne igennem for at finde et smuthul ud af alt dette, men det var nærmest umuligt at finde én eneste rationel idé, der ikke ville give bagslag. Ean havde nu en permanent fordybning imellem øjenbrynene, som meget muligt aldrig ville forsvinde, hvis ikke han snart lod ansigtet slappe af. Den løse tot i panden dinglede legesygt i luften, da han fortvivlet rystede på hovedet.
"Stilhed!" Det var jo ikke til at tænke for hendes evindelige plapren. Vent, hvad var det, hun havde sagt? Journalist? Hm, så havde hans oprindelige formodning altså været forkert. Selvom det kom en smule bag på ham, var der nu nogle brikker, der faldt bedre på plads og begyndte at forme et klarere billede. Apropos billede... Som en magnet trak det stadig eksisterende billede af Judas O'Connall hans blik til sig. Han knugede det forsigtigt i hånden, inden han hævede det op i luftrummet mellem ham og hende. "Den her mand..." Han stoppede før sætningen knap var begyndt og holdt en længere pause, end hvad normalt var. Som skulle han overveje sine ord med ekstra stor omhu. Eller beslutte sig for, om det overhovedet var kløgtigt at lukke dem ud. "Bare... du vil ikke rodes ind i noget med ham. Så drop det du har gang i." Hvorfor advarede han hende? Var det i et forsøg på at beskytte hende - eller ham selv? Vær nu ikke fjollet. Hun var fuldstændig ubetydelig for ham. En muggler, han aldrig skulle have mødt. Nej, det var utvivlsomt for hans egen sikkerheds skyld. Han kunne ikke have, at hun rendte rundt og stak næsen i sager, hvor hun ikke hørte til. Uanset hvor farligt det så var. I dette tilfælde var det dog mere end blot uskyldigt journalistarbejde, virkede det til.
Den sorthårede troldmand sænkede staven, som i al denne tid havde været vendt imod hende, og rev uden tøven billedet midt over; og så en gang til på den anden led, før han lod det dale ned på gulvet. Det her var en katastrofe. Han så op på den næsvise journalist og derefter hen på døren. Billetten ud af denne problemstorm. Men var det et smart træk? Efter hvad han havde gjort, turde han næsten ikke bevæge sig i nogen som helst retninger, og da slet ikke efterlade hende alene her med mindet om... dét. Han skævede ned mod asken, der lå spredt foran fødderne på ham. Kunne han skrue tiden tilbage, havde han gjort det øjeblikkeligt. Desværre lå han ikke inde med et tidsbetvingende ur, så han var fanget i sit eget rod. Nej, der var kun en vej ud af det her-
Stavens spids blev rettet tilbage mod hende. Fingrene var let fugtige, og han pressede dem derfor hårdere ind imod sin tryllestav. Den havde været medskyldneren til, at dagen var røget i den retning, den var, og den skulle nu råde bod ved at fikse den igen. Men vent - var han i det hele taget kvalificeret til at gøre dette? Hvis Ministeriet fandt ud af-... Ville det være bedre at overlade jobbet til en professionel? Nej, han kunne ikke risikere, at hun gik ud og skrålede det til enhver, som kom forbi. Et langt skridt blev taget imod udgangen. "Rør dig ikke," beordrede han hende, som var han bange for, at hun skulle fare hen og tage staven fra ham. Med den frie hånd famlede han bagud efter håndtaget og standsede først, da han mærkede det kolde metal mod håndfladen. "Obliviate."
Og med de ord forlod han hende, lejlighedskomplekset og forstaden kendt som Richmond. Aldrig havde hans ben gået hurtigere på deres vej hjem.