Your soul is blacker than the night

[Deleted]

@ace

Tik tak, tik tak. Den ikoniske lyd som alle ville kunne genkende som det tikkende ur, lød i det lavt belyste lokale. Lyden af en pen der skriblede imod rug pergament papir blev ind imellem blandet med den vandrende vise der efterhånden fortalte omgivelserne at de var ved at skifte til en ny dag. Lyttede man yderligere efter ville lyden af pipen fra vinden der prøvede at bryde igennem de stål indrammede vinduer også være der. Indikerede at vejret uden for ikke var det man ønskede at gå hjem i. Regn, slud og en østlig vind gjorde det bestemt sjovere at blive indedørs.

Desværre var dette typisk vejrprognosen for området azkaban befandt sig ved.
Ikke at det så ud til at gøre den eneste tilstedeværende særlig meget. En spinkel kvinde omsvøbt i råber og håret flettet op i en knold virkede meget mere fokuseret på hvad de små bogstaver på papiret udgjorde. Dog måtte hun se sig revet væk fra opgaven foran hende, da en banken imod den hårde trædør lød.

,,Mam.'' de sorte brune øjne lagde sig på den lille skikkelse af ung pige der næsten skælvede i døråbningen. Dette sted var ikke for dem alle, Feliciah havde set mange komme og gå under de år hun havde befundet sig på denne arbejdsplads. Egentlig fandt hun det utrolig at hun selv havde noget på hendes fjerde år. ,,Yes, what can I do for you?'' et øjenbryn løftede sig mens hendes negle roligt kløede sig på kinden. Det viste sig hurtigt at der var nogle af dementorene der opførte sig mærkeligt, med et rynket bryn og om ikke en smule bekymret udtryk rejste hun sig hurtigt op og stormede forbi kvinden der knap nok nåede at flytte sig. ,,Why didn't you call me sooner!''

Få minutter efter stod hun allerede nede ved gangen af hvor de mange indespæret blev holdt papirer i armene omkring fangen nummer 7893. Ace Key, dødsgardist, bestemt ikke bleg for at bruge lettere ufine metoder. Men da hun var kommet lidt længere ned var det tydeligt at der var noget fuldstændigt galt. Flere dementorer svævede rundt omkring hans celle som var de i krig om hvem der skulle suge hans sjæl ud. Der var ingen anden udvej, filerne blev smidt på gulvet i en rasende fart også var staven solidt plantet i hånden. 
En stråle af hvidt lys og derefter en los kastede sig vildt frem og bandlyste dem. Hvor efter hun hastede frem til celledøren for at sikre sig at alt var som det burde være.

[Deleted]

Ah. Den kriblende lyd af en dementor. Som negle på en tavle. Som vind susende igennem nøgne og krogede træer. Som et uforklarligt dyrisk væsen, der knurrede. Alt blandet sammen i en slimet bunke af hårrejsende fornemmelser. Rafael måtte vel indrømme, at han så småt var begyndt at blive vant til den, sammen med deres forvirrende blide bevægelser, som de nærmest dansede rundt. Sådan et klamt og yndefuldt væsen. Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet i den beskidte og kolde celle. Han havde hørt rygter om, at man meget hurtigt mistede tidsfornemmelsen, når man sad løst inde i Azkaban. Han havde godt nok ikke set frem til at bekræfte det for sig selv, men der var noget over, at kunne skrive det på sine papirer. Rigtig nok havde han ikke været glad for det, da han blev indfanget. Men efter sit møde med selveste Killian Norris havde han næsten nyt oplevelsen.

Da der pludseligt kom nyt selskab, sad han som han plejede. Ganske roligt med ryggen lænet op ad den ene af de tre stenmure. Det ene ben straks ud og det andet bøjet en smule op. Med et tomt blik rettet imod væggen overfor ham. Han så ikke alt for godt ud, men det var en gentagelse man så ved de fleste af fangerne. Det var et brutalt fængsel. Selv for nye indsatte. Det tog ikke mere end et par timer før de livssugende bæster fandt en interessant. Det havde bestemt ikke været rart, og en lille del af hans mentalitet var forsvundet, indtil det blev ham, der blev interesseret i stedet for selve interessen. Dementorene havde holdt. De virkede ikke til at have mistet lysten, men de kunne ikke enes efter noget tid.
Rafael lagde straks mærke til det skarpe hvide lys ud ad øjenkrogen, da en patronus blev kastet. Han tøvede ikke med at vende hovedet, men han hastede ikke. Det kunne umuligt være noget faretruende. Og rigtigt nok. Det var blot en kvinde. Han betragtede hende et øjeblik, indtil hun havde nærmet sig hans celledør og begyndte at rumstere med den. En klukkende latter blev startet og gav genrung igennem cellen.
”Is it my lucky day, huh?” kommenterede han med en yderst ru og hæs stemme, der bar klare tegn på den behandling han havde haft indtil videre. Han rettede sine mosegrønne direkte imod kvinden. ”Are you going to let me out of this God forsaken place? Oh please do so, dear. I miss my home so very much.” Det var tydeligt at høre, at han gradvist men sikkert skiftede over i overdrevent skuespil, sådan som han forvred stemmen til at lyde mere og mere ynkeligt. Og hvis man stadig havde troet ham efterfulgte han det med endnu en latter, over hvor morsom han fandt sig selv.

”What can I thank for this late night encounter, miss.”

[Deleted]

Hun reagerede slet ikke på det han sagde. Sørgede blot for magien gjorde at han blev holdt på sin plads så hun kunne gå ind til ham uden at risikere, at han ved en fejl blev lukket ud. 
Da det var på plads åbnede hun døren, selvom den tydelig lyd fra nogen som rømmede sig lød bag hende. Men selv det ignorerede hun. Et af hendes job var at sikre sig at dementorene gjorde deres job som de burde, og især når de gik over stregen at fangerne ikke led for stor overlast. 
Selvom de typisk var mordere, eller kriminelle af den helt store kaliber. Så betød det ikke at hun blot vendte det blinde øje til og lod dem lide. 

Hendes hånd greb omkring hans hage og tvang den tilbage så hun kunne betragte hans øjne og ansigt. Det følelseskolde ansigt fik dog fremmanet et lille smil over hans måde at snakke på.
,,Im sure you do - should have thought about that before you got caught'' hun var meget omhyggelig med hendes ordbrug. Ikke at han burde have tænkt sig om før han gjorde sine handlinger, da mennesker som ham, typisk var ganske velovervejet i deres beslutning. Og fra hvad hun havde fanget op omkring denne specielle fange, ville hun bestemt ikke nå ind til ham ved at appellerer til hans humane side. ,,Yourself'' svarede hun på hans sidste spørgsmål og lagde hans ansigt til den ene side for så den anden side. 

Hun trak nogle små instrumenter frem og begyndte med nogle, relative blide bevægelse at undersøge ham. 
,,How are you feeling? Besides, you know, getting your soul almost sucked out of you''

[Deleted]

Det iscenesatte smil forsvandt meget hurtigt hen igen, da kvinden fik trådt ned på hans ydmygelser over at være blevet indfanget. Men i stedet for at hans ansigt fortrak sig i irritation eller forargelse, lagde der sig blot et film af ligegyldighed, som havde han hurtigt indset, at hun ikke værd at bruge sin energi op. Hun var ligesom de andre. Alt for vant til at have noget at gøre med lignende typer. Han ville ikke påstå, at det virkede morskaben, siden han ikke ville sige, at han havde fundet det morsomt at trykke på de følsomme knapper. Nej. Det var ikke dét der holdt mig kørende.
Uden at kæmpe det mindste imod, lod Rafael hende flytte rundt på hans hoved, mens han forblev siddende i sin afslappede stilling med armene slapt ned langs siden. Han vidste ingen tegn på at stritte imod. Han virkede mest af alt som om han udmærket kendte proceduren. Dog beholdte ham et stift blik imod hende, ligemeget hvad hun gjorde. Han holdte øje med hende. Observerede hende. Undersøgte hende, alt imens hun gik i gang med at undersøge ham.

”Splended.” svarede han hende køligt. ”It’s actually not as bad as people make it out to be. You should try it.” Der var ikke den mindste form for glæde at høre i hans stemme, men sarkasmen var heller ikke helt nem at fange med mindre man lyttede godt efter. ”I’ve had people proclaim that I don’t own a soul so maybe that have something to do with my experience.” Han trak let på skulderne, inden han i et pludseligt ryk lænede sig så langt frem imod hende, som hans smidighed nu gjorde det muligt, hvilket viste sig at være en god del. For hvis hun ikke selv flyttede sig, ville hans ansigt kun være få centimeter fra hendes.
”Why are you giving me a check up?” hvislede han, lige inden han fik manipuleret med kæderne, der holdthans hænder lænket fast til væggen bag ham. Den ene rakte med ét ud efter hende i et forsøg på at gribe fat i hende, og den anden blev løftet op i en akavet stilling, da kæden der blev forkortet markant for at give nok til den anden side. ”I’m pretty sure you’re not a doctor. You handled the dementors that are asigned to me. Which only means one thing, am I right?” Hvis han havde fået fat i hende ville han trække hende en smule tættere på. ”So shouldn’t you be checking your freaks of nature instead? Those are the ones not doing their job.” Han løftede spørgende et øjenbryn, inden han slap hende igen og lod sig selv faldt tilbage imod muren igen med en attitude, der forklarede, at han ikke selv mente, at han havde tid til hvad end der foregik.

[Deleted]

,,And what tells you, I haven't tried it?'' var svaret der blev sendt tilbage imod ham. Og mens hans øjne fulgte hendes bevægelser, lod hun sig ikke påvirke til at kigge tilbage.
Hun nåede dog ikke at svare på det næste der kom ud af hans mund, da han valgte at hive sig frem i kæderne så de pludselig stod ansigt til ansigt.
Det var nogle trætte øjne som der betragtede fangen der synes han burde invaderer, hvad mange kaldte personlig rum. Men for den tredjepart der observerede dette scenarie ville nok beskrive det som, at Feliciah ikke tog sig af det overhoved. Det var næsten lige før at hun rykkede tættere på, bare for at fortælle hun ikke var bange for ham. Hvilket hun hellere ikke var, der var noget. Hun kunne ikke helt sætte en finger på det, men det tætteste ord hun kom, var bekendt, over at se denne fange tæt på. Som kendte hun ham, eller at hun havde stået i samme situation før. For meget lang tid siden.

Hvad hun dog ikke havde forventet, var den elektricitet der bølgede igennem hendes krop. Og startede derfra hvor at Ace hånd blev lukket om hendes arm. Trods hun stadig holde det apatiske ansigtstræk, havde hun svært ved at holde øjenbrynene fra at skyde op i forundring, over hvad det var der hændte. 
Næsten høfligt lod hun ham snakke færdig, stod som en stenstøtte med de mørke øjne der betragtede hans mosegrønne. 

Hun rullede lidt med skuldrene da han slap hende og begyndte at rumsterer rundt i hendes klæder. Blikket blev vendt imod fangevogteren der stod med store øjne bag hende, staven hævet og klar til at angribe, skulle det havde været nødvendigt. Hun viftede dog bare med hånden ,,Make arrangements for prisioner 7893 to be transferred, I need time to check my dementors before he can go back to this cell.'' hvad hun havde frygtet, som hun også var ret sikker på var tilfældet, var nogen der havde gjort det sådan at dementorene specifikt gik efter Ace. 
Hun vente derefter opmærksomheden tilbage på manden ,,Ill make so the doctors check on you, maybe you can toy with their feelings more - I know the new blond woman is not really .. What can you say, well known with how things work here yet.'' hun vente ryggen imod ham ,,Taddy bye''

[Deleted]

Kedeligt. Det var alt sammen så kedeligt. Det var ventetiden der gnavede ham mest ved at sidde i cellen. Ganske rigtigt gav han sig ikke de mest aggressive udtryk om det ved blot at sidde stille og roligt som timerne rullede forbi, men tålmodighed var ikke det, han ejede i største mængder. Det ændrede desværre ikke, at det netop var dét, der var nødvendigt i den situation han var i. Han måtte vente. Vente til det rette øjeblik. Vente til det ville blive mindst forventet.

Rafael havde ikke givet fangevogteren megen tanke. Faktisk havde han knap nok lagt mærke til, at der stod en med en stav truende rettet imod ham. Hans opmærksomhed havde kun været rettet mod kvinden. For det var tydeligt, at hun var langt mere interessant til trods for hendes standhaftige håndtering af ham. Hun havde udstrålet en anden attitude, da han først havde set hende, men nu hvor der var blevet vekslet et par ord, var han klar over, at hun var blevet misplaceret. Han vidste ikke helt præcis, hvordan han havde det med det, men om han ikke havde tid nok til at finde ud af det.
Skuffelse syntes at flyde henover hans ansigt, da hun rejste sig og lod fangevogteren om det ’hårde’ arbejde, om at få fange 7893 ud af sin tilsyneladende forheksede celle. Han gjorde ingen form for modstand eller forsøgte på at flygte, da hans hænder og ankler blev frigivet fra deres tunge lænker. Han tog sig ikke engang tid til at gnide de ømme punkter, før han lod sig blive revet op at stå. Hans knæ føltes næsten som gelé efter at have siddet ned så længe, så han udnyttede bestemt, at han blev støttet, så han ikke ville falde sammen på gulvet.

”Felicia Walthers!” brød den fangede dødsgardist pludselig ud med en overraskende rungende stemme, der fik den robuste fangevogter til at rykke voldsomt i ham. Ikke noget Rafael tog sig så meget af. Og med det intense blik rettet mod den trofaste dementorekspert, åbnede han munden igen. ”I was simply wondering: How’s the husband?” Så snart hans ord havde forladt hans strube, voksede der sig et næsten oprigtigt grusomt smil frem på hans læber, der fremviste hans perlehvide tandsæt, som så ret malplaceret ud iblandt det beskidte ansigt, fedtede hår og et skæg der ikke blev behandlet med omhu.
”This way!” brummede fangevogteren hårdt og med et fast greb omkring sin fanges skulder og sin tryllestav presset tæt op imod hans ryg, tvang han ham til at vende sig ordentligt omkring for så at kunne føre ham væk.

[Deleted]

Hvor hun ellers havde været hurtig til at forlade rummet, og gå ned af gangen væk fra hans cellen. Fik hans stemme der rungede imod de klamme fugtige vægge, hende alligevel til at stoppe op. Som en stenstøtte blev hun dog blot stående, med blikket stift rettet foran sig. Hvad end han ville, havde han fanget hendes opmærksomhed. Nok mere end hun nogen sinde ville indrømme, men den næste sætning der forlod dødsgardistens mund. Dét fik hårene til at rejse sig på armene, en varme til at bredde sig op af ryggen som når man var blevet fanget i en situation man ikke var komfortabel med. Let rystende hænder, var dog det eneste der udadtil afslørede, at han havde påvirket hende med hans ord. For det var først da hun hørte vagten kommanderer Ace væk, da hun lige så stille vente sig rundt og så hvordan han blev taget bort. Spørgsmålet var tydeligt malet hen over hendes ansigtstræk, hvordan?

Det havde taget hende flere timer, at få styr på de magiske formularer der gjorde dementorene dem de var. Desværre havde det ikke været nok, hun måtte rådføre sig med sine bøger, så snart hun havde fået lavet sig en varm kop kaffe. Men mens hun ventede på, at kedlen ville koge vandet. Kunne hun høre hans stemme igen, så gennemtrængende som den havde været, da hun havde stået i gangen. Han havde vidst noget, noget mere end andre. Spørgsmålet var bare, hvad? De mørke øjne forlod den kogerbelagte messing kedel, og lod det i stedet hvile imod ruden. Regndråber på regndråber, efterlod en blank og sløret flade. Ikke at der var meget andet at kigge på, da mørket som altid hærgede over den lille ø. Vejret udgjorde et ganske godt indblik i hvad der foregik inde i hendes indre, mørke og en storm der langsom voksede sig kraftigere i styrke. Hun var nød til at vide hvad han vidste, og hvorfra han vidste det.

En af hendes kollegaer havde kommet ind i rummet, hun ansete dog slet ikke hvem det var. For hun var allerede på vej ud af døren med hastige skridt. Efterfulgt af en mandsstemme; Hvad med din kaffe? Hun havde ikke tid til kaffe, hvorfor hun havde holdt sig selv i skinnet så længe. Det måtte forblive en gåde, men hendes kvote af beherskelse var overskredet.

Hun nikkede kort til vagten der var stationeret ude foran døren, som hun udgjorde nogle hviskende ord med. Da han forlod sin post, var det tydeligt at han ikke var tilfreds. Men hvorfor og hvad hun havde sagt, som gjorde han havde valgt at følge hendes ordre. Måtte forblive en gåde, der nåede dog at opstå et kort veltilfredssmil, inden at det faldt tilbage til de vante apatiske folder. ,,Leave us’’ kommanderede hun med en hård tone, da hun trådte ind i healer rummet. Den unge kvinde, som der var blevet stillet til rådighed for at tjekke op på Ace. Havde et ansigtsudtryk der både viste forvirring, og lettelse over at hun kunne skynde sig ud af rummet. Selvom det kort så ud som om at hun skulle spørger hvorfor, lod det til at den unge healer kom på bedre tanker og forlod rummet, som var hende blevet bedt. Feliciah ventede tålmodigt på skridtende fra pigen var forsvundet, før hun vente sig langsomt imod manden der lå lænket til briksen. ,,Speak’’

[Deleted]

Rafael havde ikke gjort det mindste, efter han var blevet bragt til hospitalsfløjen. Han havde måske ytret et par ord til sygeplejersken, hvis han fandt det nødvendigt, men det ubehag, der var så tydeligt at se i den stakkels kvindes ansigt, måtte have opstået ved blot at være i samme lokale som den berygtede dødsgardist. Hvorfor arbejdede sådan én overhoved et sted som Azkaban, hvis hun ikke kunne holde til det? Folk var ved at blive bløde. Alle var blevet bløde. Det var, hvad verdenen var blevet til. Blød. Det var præcis det problem, der havde naget ham igennem så mange år nu. Og det var ligeledes det problem, han havde kæmpet for at ordne op på igennem de samme mange år.
Dog skulle det vise sig, at der af og til var nogle, der stadig ikke var blevet langt i varmt vand for at blive blødt op. Nogle der fortrak det kolde bad, som holdt musklerne i fokuseret spænd som ham selv. Og som når der blev talt om solen, åbnede døren til det sterile og ellers foruroligende stille rum og den forventede gæst trådte indenfor. Den mørkhårede mand drejede straks hovedet på puden og så i retningen af hende. Han måtte holde et veltilfredst smil på afstand ved synet af hende. Mere specifikt; hendes forstenede blik. Han så kortvarigt på sygeplejersken og fulgte hende skynde sig ud for at efterlade de to til dem selv. Og så snart døren atter var lukket i, flyttede han fluks og næsten forstyrrende hurtigt de mose-grønne øjne tilbage på Feliciah Walthers.

”Speak?” gentog han med overdreven undring i stemmen med matchende provokerende undertone. ”I wasn’t aware that you fancied my voice so much, Ms Walthers. I’m stunned. But since you did ask me so nicely: In the sight of God none shall succeed selfishly.” Han var udmærket godt klar over, at det ikke var en prædiken, som hun søgte. Men det, at han forstod hendes grund for besøg, betød ikke, at han faktisk ville give hende, hvad hun ville. Ikke med det samme i hvert fald. Hvor var det morsomme i det? ”One must keep faith and thou will be saved. Amen.”
Han afsluttede med et ligegyldigt udtryk I det blege ansigt. I det mindste så han en smule mere samlet denne gang. Skægget var blevet fjernet og hans ungdommelighed blev atter vist frem. Det gav dog hans intense blik mere fokus, nu hvor en distraktion var blevet fjernet. Han rykkede på sig og fik lænkerne til at rasle under et forsøg op at føre en hånd op igennem sit hår. ”So how are the dark creatures? Still acting up I’m guessing.” En meget svag krusning i mundvigen formerede sig.

[Deleted]

Hun lod sig ikke kure af hans måde at snakke til hende på. Hun havde vigtigere ting at tage sig til, og hvis han synes det var den måde han kom bedst igennem tingene på, så skulle han da ved alle meninger da holde sig til den strategi. Hun lod tungen glide hen over de sprukne læber, mens hun vandrede lidt rundt i rummet. Ansigtet som stadig ikke afslørede noget, fordi hun vidste allerede han vidste hvorfor hun var her. Det var som om han kunne se lige igennem hendes ellers solide stenmaske. Måske var det derfor, hun selv kunne fornemme en hvis genkendelse hos ham. Og det var ikke fordi at han var en berygtet dødsgardist, nej der var noget mere bag end bare det.

Hun trak sin stav ud fra kappens ærme og vente det imod ham, ganske lydløst svingede hun med den. Et lille svirp lød, også begyndte briksen at bevæge sig forme sig som en stol man mange gange kunne finde i en psykologs værelse. Med katteagtig elegance flød hun hen over gulvet, med tre hurtige skridt, pressede hånden imod det hvide læder, der udgjorde underlagde man lå på og hendes stave presset imod hans hals. Ansigtet havde stadig ikke fortrukket sig en mine, mens hun kiggede ind i de intense øjne. Hendes egne brune der næsten havde en hinde af intetsigende liggende hen over dem. Varmen som man måske før havde kunne se da hun var yngre var væk, der var kun efterladt et skjold hen over. Et skjold så tykt, at der skulle mere til at få den så finpuleret porcelænsmaske til at revne. "Maybe" svarede hun hæst og lod hoved falde på skrå, så de sorte lokker dansede ned af den ene side. Hun blinkede kort og rykkede tættere på; "But as you already know, I'm not here to talk about who has an vendetta out for you, but about what you said about my husbond" igen var det eneste hendes ansigt udtrykte, var de blink som øjenlågene gjorde en gang imellem.  

[Deleted]

Rafael så uforstående til, mens at den egentlig knap så behagelige hospitalsseng ændrede form, indtil han i stedet lå på, hvad der mest af alt lignede en typisk terapisofa. Noget der ikke just faldt i god jord hos dødsgardisten. Han havde ikke selv haft specielt meget tid i sådan en, eftersom han meget hurtigt var blevet erklæret til en at være en tabt sag, så den terapi, der ellers blev tilbudt i Azkaban, blev blot set som spild på en som ham. Men han kendte princippet bag det. Og det princip var ikke noget, han var særlig glad for. Hele symbolikken gav ham lyst til at kaste op. Dog valgte han ikke at kommentere på det. I stedet fremviste han sin afsky i sit ansigt, i takt med at den nu dominerende heks kom nærmere.

Han havde holdt sit ansigt forstenet det meste af tiden for at hentyde til, hvor lidt han egentlig brød sig om situationen, og hvor lidt han et sted kedede sig over hende. Men i det samme som ordet om hævn gled hen over hendes læber, knækkede den nederste del af hans ansigt op i et tandsmil, til trods for at hans øjne stadig virkede døde. ”You seem so high and mighty yet you don’t even have a clue as to what’s going on, now do you, miss Walthers.” Hans hoved havde automatisk rykket sig en smule tilbage, da hun havde presset sin stav mod hans hals, så måden han kiggede på hende, var som holdte han øje med hende i stedet. ”You are but a naiv woman with a blackened heart. And you’re so angry too. I only asked you how your husband was. Or should I say late husband. He’s dead now, right? Killed. What and unsightly way to go.”
Smilet forsvandt og efterlod endnu engang det ligegyldige ansigtsudtryk. Han drejede hovedet væk fra hende og lagde det roligt mod det hvide læder. Lukkede øjnene et kort øjeblik for at vise, for lidt han var bange for hende. Blot for at åbne dem igen og se sidelæns i hendes retning uden at dreje hovedet tilbage til hende. ”Tell me: Are you perhaps… lonely?”