Drove into infinity, I held you til you fell asleep.

[Charles Michael Lavoie]

Charles lagde godt mærke til kontrasten i hendes smil og han kunne ikke andet end at gengælde det. ”True that. Det kunne jeg godt finde på” sagde han selv jokende. Han nød dog, hver eneste gang de havde tid for dem selv. Det var noget helt andet, når de bare var de to og han kunne fokusere fuldstændig på hende. Charles havde på ingen måde samme ego eller selvtillid som hende. Det var ikke fordi han ikke kunne lide sig selv eller noget i den retning. Han så altid bare sig selv som værende en dårlig person, men han vidste jo også godt han kunne være noget af en idiot. Han havde været det op ved flere lejligheder, men det var ikke noget som han havde vist til så mange. Idioten i ham kom bare frem en gang i mellem og skulle luftes. Charles var meget interesseret i hende og han ville gå langt for at vise det. Han ville jo have det hele skulle være perfekt. Som nævnt vidste han også, at hvis han kyssede hende, ville han blive helt svøbt væk og der var intet han kunne gøre ved det. Derfor havde han udskudt det så længe som muligt. Charles brød sig ikke om sol og varme, men indenfor var altid rart. For ham var det så også nemt at sige, han gerne ville være indenfor, for han havde været her før. Han lod deres fingre flette sig sammen og nød at hun ville gå gennem Paris’ gader og holde ham i hånden. Han følte han viste hende frem til verden, og han kunne være stolt af det, også selvom nogen ville tænke at han havde overscoret. Okay, for at være ærlig, så var han så også enig i, at han datede en der var langt over hans niveau, men det var så en anden side af sagen. Han var dog ligeglad med hvad andre tænkte. Da de nåede frem, smilede han kortvarigt over hendes reaktion. ”Why, well of course.” svarede han med et smil og bevægede sig tættere på det store jern tårn. Han trådte ind i elevatoren og sørgede for hun var med og efter kort tids opstigning, var de i toppen af det. Han gik længere ud mod kanten og kiggede ud over. Man kunne se det meste af Paris herfra. Han vendte sig mod hende for kort at aflæse hvad hun synes om udsigten, inden han tog fat om hendes hofte og hev hende indtil sig, mens han så intenst på hende.

[Deleted]

Flora smilede, tilfreds med, at han var hoppet med på hendes lille leg. Hun var altid glad for, når nogen pustede til hendes ego, og Charles havde aldrig noget imod at gøre det. Hun lagde ikke skjul på, foran ham, at hendes selvtillid var helt i top, og hun måske var en anelse opblæst - hvis andre skulle sige det - men det virkede på hende som om, at han var ligeglad. Desuden var hans tilstedeværelse nok til at få hende ned på jorden igen, fordi hun altid følte sig afslappet omkring ham. Hun følte ikke trang til at imponere ham på nogen måde, hun ville bare gerne have han kunne lide hende for den hun var. "Det tænkte jeg nok. Jeg tror heller ikke jeg ville have noget imod det," sagde hun og grinede en anelse. Hun mærkede sit hjerte banke en anelse hårdere, da han glædeligt flettede deres fingre sammen, mens de gik rundt. Det var svært for hende at føle sig glad over, at han havde valgt at gå her med hende, efter han havde overrasket hende med hvad der så ud til at være en romantisk tur til Paris. Også selvom der hele tiden var den lille stemme der fortalte hende, at hun ikke skulle lægge noget i det, fordi han ikke havde bekræftet, at han kunne lide hende. Den side af hende, der nægtede at åbne sig op overfor folk, havde stadig en smule magt over hende, men det var udelukkende fordi han ikke havde kysset hende endnu. Så hun ville heller ikke give sig selv helt til ham endnu. Hun så på ham med et stort smil, da han sagde, at de skulle op i Eiffeltårnet, og hun skyndte sig efter ham derop. Hun var nok en anelse ivrig, men hun var egentlig ligeglad, for hun havde jo aldrig været her før, og hun kunne ikke vente med at se Paris fra oven. Elevatorturen til toppen tog næsten for lang tid, men da de endelig kom derud, gik hun alligevel langsomt hen til kanten, bare for at nyde øjeblikket. Hun slap Charles' hånd og lod ham gå først hen til kanten og hun betragtede ham stå der lidt, før hun gik hen til ham. Hun kiggede ud over kanten og tabte fuldstændig pusten i et par øjeblikke. Hun stirrede ud på Paris, der så utroligt fantastisk ud heroppe fra. Hendes mund var en anelse åben, mens hun kiggede i alle retninger, for at få det hele med. Der gik en del tid, før hun endelig vendte opmærksomheden tilbage mod Charles. "Det er helt fantastisk," sagde hun, en anelse lavmælt, som om hun var bange for at bryde det magiske, hvis hun talte for højt.

[Charles Michael Lavoie]

harles vidste jo sådan set godt, at Flora godt kunne lide, når man pustede til hendes ego. Han ville også hellere end gerne gøre det, men han ville også gerne udfordre det. Han var i hvert fald ikke blind for at sige hende imod, hvis han mente, at hun var forkert på den. Han var ikke en, der bare gjorde hvad folk ville have. Han var dog venlig og lyttede til folk, og kunne holde sin egen uenighed tilbage, men det var fordi han var godt opdraget og han havde et filter. ”Nej vel?” spurgte han med et grin og kunne mærke, hvordan han fik kuldegysninger i gennem hele hans krop. Hans fingre var dog altid kolde, så det var ikke fordi, at det var bemærkelsesværdig koldt. Charles brød sig heller ikke om at åbne op og han hadede at føle sig sårbar, men han turde godt tage chancen med Flora. Det hele handlede bare om, at han skulle være klar på at give slip på alle de følelser, som var negative og turde kaste sig ud, på hovedet, i noget nyt. Han stolede på Flora, så meget som det var muligt for ham. Og det kunne godt være at han opførte sig som en, der aldrig var blevet såret eller ingen hæmninger havde. Det var dog ren utopi. Charles havde haft sit, men han havde valgt ikke at give udtryk for det. Han smilede ganske let, da hun gik i spåner udsigten. Det var også virkelig smukt, det gav han hende gerne. ”Ja, det må man sige.” sagde han og betragtede hende. Han var ret sikker på, at de to talte om vidt forskellige ting, for han talte om hende. Hun var så helt fantastisk betagende, at hun kunne forsvinde så langt væk, at han var svær at redde væk igen. Han trak hende helt indtil sig og nussede hendes næse ganske blidt med sin, inden han lod øjnene glide i, og lod sine læber ramme hendes ganske blidt, men fyldt med følelser samtidigt.

[Deleted]

Godt nok var det Charles der stod ved siden af hende, og godt nok kunne hun virkelig godt lide ham. Men Flora vendte nu alligevel hurtigt sin opmærksomhed tilbage mod udsigten, for der var virkelig noget magisk ved at stå så højt oppe, og kunne se ud over Paris' hustage. Hun følte hun kunne se til verdens ende herfra, og havde en eller anden mærkelig følelse af, at heroppe var hun uovervindelig. Seinen glimtrede i solen og bilerne lignede små myrer der pilede rundt i Paris' gader. Smilet på hendes læber falmede ikke en eneste gang, og først ænsede hun knapt nok, at Charles talte til hende. Der gik et par øjeblikke før hans ord var registreret i hendes hjerne. "Det er den smukkeste udsigt jeg nogensinde har set," fortalte hun ham henover skulderen, men uden at fjerne sin opmærksomhed fra udsigten alt for længe. Hun var utroligt taknemmelig for, at han havde taget hende med her til. Det havde hun alligevel aldrig forestillet sig, at han ville gøre. Så hun besluttede sig for at takke ham og vendte sig mod ham, men hun nåede ikke langt, før han havde lagt armene om hende og trukket hende ind til sig. Med det samme stoppede hun med at trække vejret, mens hun bare stirrede ind i hans grønne øjne og følte hans næse mod sin. Hun vidste godt hvad der ville ske, men alligevel var hun ikke forberedt på, hvor absolut vidunderligt det føltes, at han endelig kyssede hende. Hun smeltede fuldstændig i hans arme og skyndte sig at gengælde kysset, måske en anelse for ivrigt i starten, men hun styrede sig hurtigt igen. Efter hvad der føltes som både en evighed, men også alt for kort tid, trak hun sig lidt tilbage igen, for at kigge på ham. "Det var du godt nok længe om," sagde hun og grinede en anelse.

[Charles Michael Lavoie]

”Er det?” spurgte han undrende, mens han betragtede hende. Han havde set hende, hvilket han ville mene var en langt smukkere udsigt en Paris. Han smilede kort, da han mærkede hendes bløde læber mod sine egne, og hun var ivrig. Han lagde sine arme tæt omkring hende og trak hende så langt ind mod sig, som han overhovedet kunne. Han lod hende trække sig væk og smilede kortvarigt til hende. ”Nogen gange må man vente på gode ting.” sagde han med et drillende glimt i sit øje, inden han gik om bag hende og lagde sine arme om hende, for at nyde udsigten med hende.

//Out//