I skovens dybe stille ro

[Deleted]

Påklædning
Tid: 22.48
Sted: Den lille træhytte i skoven
Tilegnet: @maredith
_______________________________

Mørket havde lagt sig over den lille skovhytte som Logan nåede frem. Over skulderen havde han en mørk lædertaske hængende hvori han havde diverse skriveranedier såsom pergamenter, fjerpenne og hans lille sorte notesblok som han brugte til at skrible hurtige noter ned.
Den sidstnævnte blev fundet frem og han gav sig til at beskrive omgivelserne i stikords-form. Mørke, ældre hus, kølig aften, træbjælker usammenhængende ord og sætninger som disse ville han med lethed kunne udfulde flere sider med hvis ham ønskede det. De ulæselige kravetæer ville han i sidste ende nok være den eneste der ville være i stand til at tyde det hvilket passede ham storslået, han brød sig ikke om tanken om at andre kunne læse hans noter og stjæle hans ideer.

De grønne øjne som han have fået fra sin mor, hvor resten af søskendeflokken havde fået faderens isblå iriser, blev atter rettet mod huset foran ham. Han listede lidt tættere velvidende om at dette var privat grund, men han havde nu aldrig været typen der gik op i regler hvis der var en god historie indenfor rækkevidde.
Dette var tilfældet her. Det var også derfor han var listet herud denne kølige sommeraften. Han havde hørt at eller rettere havde fået nys om, at der skulle befinde sig en underlig skabning på disse kanter.
En dreng der lignede en dæmon, men eftersigende skulle være en ”helt normal dreng”. Nu var Logan fuldblodsagiker og naturligvis havde han med største sandsynlighed set værre væsner – eller mennesker. Men derfor var han da stadigvæk nysgerrig. Hvem var denne dreng der blev gemt væk af ministeriet. Hvordan påvirkede det ham at han ikke måtte befinde sig frit. Det var da en spændende historie – hvis den var sand, han var jo på en eller anden måde blevet sat lidt i bås med andre magiske væsner som kentaur og husalfer, de skulle jo helst også holde sig langt væk fra mugglere, men de var jo heller ikke mennesker – skønt kentaurne havde deres kampe omkring det punkt.
Opslugt af sine tanker fik Logan ikke helt holdt sin opmærksomhed på hvor han satte sine fødder og han endte med at snuble over en rod der havde den frækhed at stikke lidt op af jorden og han endte med at falde så lang han var og lande hårdt på maven hvilket indhyldede ham i en støvsky fra den tørre jord.

[Deleted]

Maredith havde arbejdet sent denne aften, men havde nu været hjemme i godt en halv times tid. Hun havde netop sagt godnat til Mayson. Hun bebrejde uden tvivl sig selv, for at han så ud som han gjorde, og hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt, for at han skulle have det godt, og hun vidste også godt, at hun forsømte Raven i processen om, at beskytte Mayson.
Men hun vidste jo godt, at det var hendes skyld, at han så ud som han gjorde. Den blå pels, de gule, næsten katteartige øjne, og ikke mindst de spidse tænder og den lange hale. Det hele havde været fordi Maredith havde været deres far utro, og Mayson og Raven derfor også kun var halvsøskende. Det gjorde ondt på hende, at vide, at alt dette her kunne have været undgået. Men det betød ikke, at hun elskede ham mindre, bare fordi han så anderledes ud. Raven og Mayson var lige i hendes øjne, og hun elskede dem begge to lige højt.

Hun gik ned af trappen i det lille træhus, hvor de boede, langt ude i skoven, hvor Mayson også kunne gå lidt udenfor, hun vidste jo godt, at hun ikke kunne holde ham indenfor hele livet, selvom hun prøvede. Derfor havde hun også lært ham at transforere, så han hurtigt kunne komme væk, hvis der skulle komme nogen. Hun havde selv været professor i transforering for mange år siden, på Det Magiske Universitet, så hun havde lært både Mayson og Raven det.
Hun gik ud i køkkenet, for at tage et glas vand, i det hun fik øje på en skikkelse udenfor, hvilket fik hende til, at rynke lidt på panden, og hun slap et kort gisp, da den pludselig forsvandt, hvilket fik hende til, at stille glasset fra sig, trække sin tryllestav, og gå ud. "Hvem der?" spurgte hun hårdt, og fik sin stav til at lyse for sig, som hun gik mod skikkelsen, men dog ikke uden at vende blikket tilbage mod træhuset en gang i mellem, for at sikre sig, at der ikke var nogen som løb derind. Hun ville gå i gennem ild og vand for begge sine børn.

Outfit

[Deleted]

Logan var nok ikke helt så diskret som han ønskede at være når alt kom til alt. Han forsøgte, men hans nysgerrighed havde det med at bringe ham lidt i problemer sommetider. Men sådan var det jo også med hans job. Han opsøgte magiske mysterier og skrev om dem i avisen samt hvordan han opklarede dem. Han havde været på så mange forskellige sager som denne...eller ikke helt som denne.
Normalt var det mere sådan noget som "hvorfor er fønixtårer healende" eller "hvorfor bliver varulve forvandlet under fuldmåne og ikke under halvmåne, og hvad sker der så med dem når det er måneformørkelse".
Denne her historie var simpelthen også bare for "værdifuld" til at lade gå han ville vide hvad det var for en blåt væsen der gik klædt i almindeligt tøj, men som kun ganske få havde set.
Han fik nys om det for nogle uger siden da han havde været på Skt. Mungos for at dække en anden historie, han overhørte denne snak mellem to sygeplejersker der snakkede om dette blå misfoster. Naturligvis ikke noget Logan kunne vende det døve øre til.

Det havde taget ham nogle uger at finde frem til, men det skulle eftersigende være her i området at væsnet holdt til så da han fik øje på huset skulle det da lige checkes ud, hvem i alverden ville ellers være dum nok til at bo inde i Den Forbudte Skov - medmindre man var farlig nok til at kunne forsvarer sig selv - derfor tog han sine forholdsregler og sneg sig rundt frem for at banke på.
Okay det var godt nok den mere rolige ende af skoven, der hvor den grænsede op til at blive en helt almindelig skov, men alligevel! Man fik nok ikke mange gæster på disse kanter.
Opslugt af sine egne tanker gav det et gib i ham da han hørte en kvindestemme. Han stivnede i nogle korte sekunder frem til det gik op for ham at han var busted. Han trådte frem fra skyggerne og kiggede på kvinden foran sig med en smule skuffelse i blikket. "Du er jo ikke blå.." der var næsten bebrejdelse i tonefaldet.

[Deleted]

Maredith havde nok altid været en ret overbeskyttende mor, men hun mente aldrig noget ondt ved det. Hun elskede sine børn mere end noget andet, hun havde opgivet sit job som professor, for at være mere hjemme sammen med dem, og det var først efter Mayson var blevet teenager, at hun havde fået arbejde igen, da hun godt kunne forstå, det heller ikke måtte være super fedt for ham, altid at hænge ud med sin mor og ingen andre, dårligt nok sig selv.
Det var jo ikke kun Mayson hun var overbeskyttende overfor, det var også Raven, hun var jo blevet virkelig bekymret den dag, Raven var kommet hjem og havde sagt hun havde fået sig en kæreste som var ældre end hende selv. Men hun havde jo heller ikke ville blande sig.

Maredith så på manden, som han trådte frem og ud af skyggerne, mens hendes blik var stift på ham, "Blå?" sagde hun stille, og mærkede hvordan al blodet forlod hendes ansigt. Det skete bare ikke det her. Mayson måtte ikke blive afsløret, han skulle ikke være et eller andet freakshow som folk kunne komme og betale penge for at se på. Han var en rigtigt dreng, og han fortjente præcis de samme ting, som et hvert andet barn, selvom han var på vej til, at blive en ung mand.
"Hvorfor i al verden skulle jeg være blå?" spurgte hun skarpt, i et forsøg på ikke, at afsløre at hun vidste præcist hvad han snakkede om. "Det her er privat grund, De har intet at gøre her," forsatte hun i den stadig skarpe tone, og stadig med sin stav lysende i hånden.

[Deleted]

Logan var vandt til at folk ikke var vanvittig begejstrede for at se ham. Sådan var det jo ofte at være journalist. Han rømmede sig lidt og lod et rolig blik hvile på hende. "Ja du ved farven blå? En af de tre primærfarver? Hvis du undre dig over hvad "primærfarve" betyder så er det en af de tre farver man ikke kan blande sig frem til ved brug af andre farver. Grøn bliver sommetider forvekslet med at være med i den kategori, men det er en fejlantagelse." Han kunne godt lide at hylde folk lidt ud af den med sine ligegyldige facts. Sommetider virkede det når de blev forvirret nok.
"Hvorfor spør' du mig om det? Det er jo derfor jeg er her, for at finde ud af hvorfor." Fortalte han henkastet. "Jeg har hørt rygter om at denne omegn er hjemsøgt at et blåt dæmonisk væsen og eftersom jeg er meget stor fan af at komme til bunds i fakta og fiktion så er jeg her, jeg tager gerne imod en kop kaffe by the way."

Han var temmelig flabet og ligefrem af natur og det var svært for ham ikke at lade sig rive med sommetider eftersom han elskede lyden af sin egen stemme og han kunne snakke i timevis hvis det skulle være.
"Faktisk.." Begyndte han igen og skød brystet frem som antydning til at en ny talestrøm af ligegyldige facts var på vej. "..tilhøre dette stykke jord en gammel stamme som levede har gennem årtusinder, eftersom de jo var "i et med naturen" og den slags så betalte de jo ikke for den så derfor blev de jaget væk da folk med penge mente at de havde mere ret til jorden og derpå er den blevet solgt videre og videre frem til ny hvor du "ejer" den.." ordet ejer lavede han med anførselstegn som han snakkede, "..men det rejser da et lidt etisk spørgsmål om det er din jord eller deres.. hvis vi nu antager det er deres så har du lige så lidt at gøre her som jeg har." Han sukkede dramatisk, "det er selvfølgelig bare en strøgtanke, men jeg er mere end villig til at komme med en længere begrundelse over den der kop kaffe der." En perlerække af hvide tænder blev afsløret som han smilede til hende.

[Deleted]

Maredith spærrede øjnene mere og mere op i takt med, at den fremmede mand påbegyndte sin prædiken omkring farver, men stod først fuldstændig af, da han blandede grøn med ind i det hele, "Prøv lige at hør her Hr. Jeg er fuldkommen ligeglad med primærfarver eller pokker De kaldte dem," sagde hun forvirret og rystede lidt på hovedet. Hvem i alverden var han i det hele taget?
Hun måtte trække læberne sammen, så de mest af alt lignede numsen på en håne, da han begyndte, at tale om et blåt dæmonisk væsen. Hun vidste jo med det samme, hvem der var tale om. Det var hendes lille dreng, selvom Mayson ikke var så lille mere, så ville han altid være hendes lille dreng. "Undskyld hvad? Klokken er 23 om aftenen, hvilket sindssygehospital er De stukket af fra?" spurgte hun nærmest i chok over hans tale strøm, hun var indeni sit hoved ikke nået længere end til, at han havde omtalt hendes søn som en dæmon.

Maredith kunne godt mærke, at efter en lang arbejdsdag, så var det her nok det sidste hun magtede, selvom manden uden tvivl så godt ud, så var hun ikke en kvinde man bare lige charmede sig ind på, hun havde været single siden Ravens far havde kastet forbandelsen på Mayson og var gået fra hende. Hun skulle lige til, at svare ham, da hans talestrøm holdt en kort pause, men hun fik ikke et eneste ord indført, hun stod blot måbende og så på ham.
"Wow, wow, wow, stop lige en gang, for det første så ejer jeg huset og grunden her, det har intet med etik eller en eller anden stamme som levede for Guderne må vide, hvor mange år siden, for det andet, så invitere jeg ikke fremmede mænd ind i mit hus til kaffe klokken 23 om aftenen på en hverdag," sagde hun stædigt og lagde armene over kors, da hun langt om længe fik lov til, at sige noget.

[Deleted]

Han rynkede brynene som havde hun lige smidt en fornærmelse efter ham. "Farver er da en god ting - medmindre man selvfølgelig er farveblind." Den sidste del var nok lidt mere henvendt til ham selv end til hende. Sommetider havde han det med bare at plabre løs, men det havde også reddet hans røv i flere henseender, bare fordi han kunne snakke sig ud af de fleste situationer ved at forvirre folk med en masse randoms facts de efter stor sandsynlighed var ret ligeglade med.
Logan vejede hendes spørgsmål kortvarrigt inden han besvarede det med et skævt smil, "jeg er ikke stukket af, jeg blev smidt ud da de ikke kunne håndterer mig mere." Han lo kort af sin egen joke, men det gik også hurtigt op for ham at han nok var den eneste der fandt det underholdende. "Tag det bare roligt, jeg er skam ikke ude på ballade." Det var ganske muligt forsent at forsøge at overtale hende til at det var sandt, men han vidste ikke helt hvad pokker han ellers skulle sige eller gøre.

Han skød underlæben lidt ud som han trak på skuldrene. "Det er vel som man tager det." Han vidst godt at det var lidt langt ude, men hvis nu det kunne forvirre hende og slå hende lidt ud af fatning var misionen jo fuldført. "1653 år siden," rettede han hende med en løftet pegefinger der dog hurtigt blev sænket igen.
"Ikke på en hverdag siger du?" Han tappede sin hage let og så meget betænksom ud for en kort stund, "så hvis jeg nu kommer igen lørdag ville det passe bedre? Jeg kan også sagtens komme tidligere hvis det er," han fandt en lille lommebog frem sammen med en kuglepen, "skal vi sige nu på lørdag kl. 19? Så er det efter aftensmad, du ordner kaffen og så tager jeg kage med. By the way, så vil jeg gerne have sukker i kaffen, mere hvis ikke du har noget." Smilet var atter stort som han igen så op på hende efter at være stoppet med at skrible ned.

[Deleted]

Maredith så overrasket på manden foran hende, hvor i al verden kunne der komme så mange ord ud af én mands mund? Hun forstod det slet ikke. "Og det er De sikker på, De ikke er? Jeg mener, hvis De render rundt og tror der findes blå mænd," spurgte hun dog en smule mere roligt end hidtil.
Hun spærrede begge øjne op, som han sagde han var blevet smidt ud af anstalten, men kunne hurtigt regne ud, at han lavede sjov, hvilket overraskende nok, fik et lille smil frem på hendes læber. "Det ville faktisk ikke engang overraske mig," sagde hun før hun lagde armene over kors, da det trods alt ved ret køligt, og hun havde ikke lige fået en jakke med sig ud. "Hvad er du så ude på?" spurgte hun og flyttede vægten fra det ene ben til det andet.

"Overhovedet ikke, men det her er virkelig ikke øverst på min liste over ting jeg har lyst til, at bruge min aften på," sagde hun med et let øjenhimlen, hun var alt for udkørt til, at stå her og forsvare hvorvidt hun ejede stedet eller ej. "Så siger vi det," sagde hun og slog lidt opgivende ud med armene. Hvor mange år det så end var siden, eller om det blot var noget han fandt på, var hun faktisk ret ligeglad med.
Hun sukkede lidt, "Hør, jeg vil ikke være uhøflig Hr. Men jeg kender dig ikke og jeg har et sovende barn alene indenfor lige nu. Selvfølgelig har jeg sukker," begyndte hun, men stoppede sig selv for at tie lidt, og mærkede en svag bekymring for, om han ville tolke det som et ja. "Hvad vil du overhovedet med den blå dreng?" spurgte hun så i en mild rysten, det var virkelig koldt lige nu.

[Deleted]

Han så lidt bedrevidene på hende, "ah, interessant antagelse, men hvis jeg var farveblind, ville jeg ikke være i stand til at se farven." Han så ret sikker ud i sin sag. Det da vel logisk nok? Det var jo derfor det hed farveblind.
Igen en let rynken på panden imens han så let frem for sig. "Du er sikkert ikke den eneste det ville overraske." Kørte han den lidt videre. Hun lod da til at være ved at bløde lidt op til ham, hvilket var ret godt når nu han skulle finde ud af om hun vidste noget om det blå væsen.
"Det mener jeg allerede jeg har sagt, jeg søger det mystiske blå væsen og jeg tænkte om du måske har hørt eller set noget nu hvor du bor i området." Han gjorde sig klar til at noterer ned på den lille blok som havde hun allerede sagt ja til at blive udspurgt.

Nu så han pludselig overrasket ud. "Virkelig? Hvorfor ikke?" Han lod armene falde lidt over kors. "Det er da en interessant historie og personligt, hvis nu der var noget i det, ville jeg da hellere end gerne vide hvad der lurer i mørket, tænk hvis den er farlig." Man kunne jo aldrig vide og da slet ikke hvis ingen vidste hvad det var.
Han slog let ud med hånden, "nå, men det gør skam ikke noget, jeg behøver ikke snakke med dit barn." Sagde han roligt som var det det hun havde hentydet til.
Da hun sagde ja til at have sukker nikkede han blot ganske tilfreds, "perfekt, så slipper jeg for selv at have noget med, jeg er ikke så glad for kaffe uden sukker." Det var hun jo nok et eller andet sted ret ligeglad med, men det tog han sig ikke af.
"Jeg vil finde ud af..vent sagde du en blå dreng?" han havde hele tiden sagt væsen så hvordan skulle hun vide det var en dreng medmindre hun vidste mere end hun fortalte. "Så du ved altså hvad jeg snakker om." Det var en konstatering ikke et spørgsmål, han noterede hurtigt ned på sin blok.

[Deleted]

Maredith sukkede tungt og satte et par fingre mod sin pande, som hun gnubbede lidt. "Hør, jeg vil virkelig ikke være uhøflig Hr. Men jeg har haft lang dag, og klokken er mange," sagde hun og lod sin hånd falde igen, mens hun så på ham med et mere eller mindre opgivende blik. "Sikkert ikke," svarede hun stille, havde hun nu ikke været på arbejde hele dagen, så kunne det være hun havde været lidt mere gæstfri, eller hvis hun i det mindste havde været forberedt på, at finde en fremmede mand luske rundt i skoven omkring hendes hjem, hvor hendes højt elskede søn befandt sig.
Hun mærkede hvordan hun måtte bide sig selv i tungen, over han blev ved med, at hentyde til Mayson som et væsen. Han var en helt almindelig gennemsnitlig teenage dreng. Altså lige bort set fra hans hale.. Og den blå pels.. De spidse tænder.. Nåh ja, og de gule øjne. Okay ud over hans udseende, så var han en helt almindelig dreng. "Pak din blok væk, jeg har ingen kommentar, uanset hvilken avis du kommer fra," sagde hun en kende hårdt, dog langt fra ligeså hårdt som tidligere.

Maredith mærkede hvordan vreden i hendes streg på et split sekunder. Hvor vovede han, at stå der og snakke sådan om hendes lille søde søn?! Men hun vidste godt, at hun ikke kunne tillade sig, at stille sig op og råbe af ham. Hun måtte derfor tælle til ti indeni hovedet, før hun kunne svare ham, "Jeg er ikke bange af mig," svarede hun blot en smule sammenbidt.
"Nej, det kan jeg love dig for, du ikke behøver," sagde hun, da han sagde han ikke behøvede at snakke med hendes barn. Barn var måske også for meget sagt, Mayson var trods alt 16 år.
Det hele gik pludselig meget hurtigt, og Maredith kunne slet ikke følge med i, den aftale som hun åbenbart lige var blevet en del af. Hun skulle da også lige til, at afvise, at de skulle have nogen som helst aftale, da det gik op for hende, at hun havde fået talt over sig allerede. Hendes mund åbnede sig en smule, så de hvide tænder blev blottet mellem hendes læber, mens hendes blik hvilede på ham, som hun ledte efter en undskyldning, men det var ikke bare lige. Hun mærkede sine øjne blive blanke, nu havde hun holdt Mayson skjult for omverden i så mange år, det kunne bare ikke passe, at det hele skulle til at ramle nu. "Selvfølgelig ved jeg hvem du snakker om. Lad det lægge. Gå hjem og sov," sagde hun og vendte rundt på hælene og begyndte, at gå langsomt mod sit hus. Dette her blev hun nødt til, at snakke med Mayson om. Han var nødt til, at være mere forsigtigt.

[Deleted]

Han kunne godt mærke at hun på en pæn måde var ved at smide ham ud. Kunne man overhovedet blive smid ud hvis man var udenfor, ja det var da hendes grund - teknisk set - men derfor kunne det da stadigvæk være rart bare at få lov til at høre lidt nærmere om hvad hun vidste hvis altså hun vidste noget.
"Okay okay jeg skal nok gå," sagde han og slog lidt ud med hånden, ikke at han havde tænkt sig at smutte, men igen det behøvede hun jo ikke at vide.
Som den strenge tone vendte tilbage så han på hende med et mistænksomt blik. "Fordi du ikke har lyst eller fordi du ikke har set den." Gik han efter hende og lod armene falde over kors. Der var da ingen grund til at blive irriteret over en lille bitte kommentar, han kunne jo bare gøre hende anonym.

"Min indsigt i den kvindelige psyke siger mig at du er irriteret." Kommenterede han og gjorde et par få noter på blokken som hun kort forinden havde bedt ham pakke væk. "Altså rolig nu jeg er ikke børnelokker eller noget." Som hun dog hidsede en stemning op lige nu. Det var næsten som om at hun var endnu mere ivrig efter at få ham væk fra området nu end hun havde været før.
Med hvem?! Så hun vidste altså hvad han snakkede om. Nu begyndte det hele pludselig at blive langt mere interessant. Han trissede efter hende som hun vendte rundt på hælen og atter gik mod huset. "Hov hov vent lige, kender du den? Ham...hende...hvad end det nu er," Han faldt næsten over en trærod i sin iver for at følge efter hende og få en forklaring på det hele.
"Vent nu lidt, hvad er det for en? Hvor kender du den fra? Er det dit kæledyr?" Så mange spørgsmål og var der noget Logan hadede så var det at blive efterladt i det uvisse, han ville til bunds i dette her!

[Deleted]

Maredith vidste utroligt meget om det blå 'væsen' som Logan snakkede om. Selvfølgelig vidste hun ikke alt om sin søn, selvom hvilken mor ville ikke ønske hun gjorde det? Men hun følte da, at hun kendte ham langt bedre end nogen andre, måske lige med undtagelse af Raven, men det var noget andet. De to havde helt sikkert hemmeligheder, men det var okay, Maredith vidste godt, at det var et behov som søskende havde.
"Tak," sagde hun næsten lettet, da han langt om længe sagde han ville gå. Dog brød et tungt suk, da det var som om, at hele samtalen startede forefra. "Fordi jeg ikke har noget, at sige," svarede hun mere eller mindre opgivende, og lod sin hånd glide igennem det lange mørke hår. Hun prøvede af alle kræfter bare, at passe på sin lille søn.

Hun hævede lidt det ene øjenbryn, "Nej virkelig?" spurgte hun, det var da nok den første kloge ting, han havde haft sagt hele aftenen. Hun gnubbede sin pande lidt, før hun lod hånden falde mod sit lår, så det gav et mindre klask, "Hør Mr. jeg har været på arbejde hele dagen, jeg er træt, og vil bare gerne have lov til, at være i fred, okay?" sagde hun i en næsten desperat tone.
Det gav et sæt i hende, da han pludselig snakkede til hende igen. Hun troede virkelig han var gået, da hun havde vendt rundt for, at gå hjemad igen. "Ingen kommentar," vrissede hun, mest sur på sig selv, fordi hun følte hun havde talt over sig, hvilket aldrig var sket for hende før.
Hun stoppede dog brat op, da han blev ved. "Kæledyr? KÆLEDYR?! Hvor vover du?!" denne gang havde hun fået nok, hun var lige ved at eksplodere. "Kald min søn et kæledyr én gang til, og jeg lover dig for, at det bliver det sidste du gør," sagde hun i en hævet hidsig stemme. Hvad pokker bildte han sig ind? Hun var så chokeret, at hun ikke engang selv havde bemærket, at hun lige havde talt endnu mere over sig. Det gjorde virkelig ondt indeni hende, at det var sådan folk så Mayson. Hun mærkede derfor sine øjne blive blanke, som hun rystede på hovedet.

[Deleted]

Han troede ikke på hende et sekund. Hun lod til at vide langt mere end hvad hun gav udtryk for, han havde set det så mange gange hos andre han interviewede og sådan.
Logan havde altid været en anelse provokerende og ligefrem. Han var ikke bange for at sig hvad han tænkte heller ikke selvom det måske ramte dem han snakkede med. Det var nok en familiesvaghed. "Ja ja jeg har jo også sagt at jeg nok skal gå, nu har vi jo også en aftale" Påmindede han hende med lettere højtidelig stemme.
Det kunne godt være at det ikke var en aftale der var heeeelt fastlagt i hendes hoved, men det var det i hans. Hun havde selv sagt ja! Sådan semi i hvert fald hvilket var godt nok for ham.

"Din søn?" I løbet at et splitsekund var blokken atter fundet frem og skriblerierne begyndt. "Det blå væsen, er din søn? Hvordan.." Han havde kunne mærke på hende at hun holdt noget skjult for ham, men dette her slog alligevel fuldstændig benene væk under ham. Den havde han på ingen måde set komme, forvirringen blev dog lettere skjult bag hans notesblok.
Efter lidt kiggede han atter op på hende, "hvem er han? Hvorfor er han blå? Er det sandt han har en hale?" Spørgsmålene stod linet op på rad og række lige nu og han kunne slet ikke stoppe sig selv, hendes råben anfægtede ham ikke det mindste dette her var alt for spændende.
"Blev han født sådan? Hvem er hans far? Har han et navn?" Lige nu kunne han slet ikke ikke holde sig selv tilbage, tænk at han lige stødte direkte ind i kilden her. "Kan jeg tale med ham? Bor han her i huset?" Logans blik vandrede mod de mørke vinduer på førstesalen.