Lost Your Mind Yet?

[Deleted]

@isiahm - Opsynsted for prøveløsladte magikere - Juli 2053.

Megan havde været død i tre år efterhånden, det havde været tre lange år, men hun vidste ikke hvordan hun skulle komme videre, eller om der overhovedet var noget videre. Det hele var stadig svært til tider, og indtil videre var det kun Isiah som kunne se hende. Hun var sikker på, at det var fordi det var ham, som havde slået hende ihjel.
"Du har en bussemand på kinden," sagde hun med et flabet smil på læberne, selvom der ingenting var på hans kind. Hun tippede lidt med den ene fod, han var nu altid sjov at drille, og lige nu var han den eneste hun kunne snakke med, og så nød hun nok også en tand for meget, når folk gloede på ham, og troede han snakkede med sig selv, fordi de ikke kunne se eller hører hende.

Hun begyndte at grine lidt, "Ej, bare rolig, det var bare for sjov.. Den sidder på din hage," forsatte hun sin joke, som hun selv syntes var virkelig morsom. Hun satte sig ned på en stol, selvom hun var lettere gennemsigtig, så gik hun stadig lige så meget op i hvordan hun så ud, som før hun var død. Også selvom det kun var Isiah som kunne se hende, man vidste jo aldrig, hvornår en anden pludselig ville få øjnene op.
"Tror du hende den irriterende køkkendame, er kommet tilbage fra ferie?" spurgte hun så i en grimmasse, og tippede hovedet lidt til den ene side, som hun så på ham. Hun havde opgivet håbet om, at hendes forældre ville komme til at se hende igen, og hun var desuden sikker på, at deres nye baby ville få dem til, at glemme alt om hende.

[Deleted]

Isiah lå på sengen og stirrede blidt op i loftet. Han havde ikke sovet meget i nat grundet Megans konstante plabren. Han havde opgivet at bede hende om at holde kæft for det virkede ikke. Hvad han dog ikke ville give for at have sin tryllestav ved sig så han kunne sende hende langt langt væk om det så var forbudt at bruge mørk magi eller ej!
Han sukkede dramatisk velvidende om at det bare vare endnu en af hendes tricks, efter tre år i hendes selskab så vidste han godt at hun bare lavede pis med ham.
I starten havde han troet at Athene også havde hjemsøgt ham, men det var hurtigt gået op for ham at det var Megan der snød hans hjerne på alle tænkelige måder. Hvor han dog hadede hende. Hun var jo mere irriterende i døden end hun havde været da hun var i live.

At være den eneste der kunne se hende havde ret hurtigt fået ham stemplet som sindsyg hvilket havde givet ham et par år på sindsygafdelingen i Azkaban. Det eneste sted der næsten var værre end at sidde sammen med psykopaterne.
Han havde nu været ude fra Azkaban i nogle måneder og jo længere tid der gik jo mere var han begyndt at vende tilbage til sit gamle jeg. Han savnede sin tryllestav og han bebrejede stadigvæk sig selv Athenes død, men han havde lært at leve med det på en anden måde, herude var skyldfølelsen og desperationen bare ikke så stor som den var i Azkaban.
Selvfølgelig kunne man diskuterer om det var hans egen skyld at Megan hjemsøgte ham. Han havde jo trods alt selv slået hende ihjel hvilket også var den primærer grund til at han var havnet i Azkaban. Han havde ellers endelig været ved at få styr på livet, havde langt om længe fået Athene til at se ham i stedet for at hade ham. Så var Ministeriet blevet stormet og hun var blevet slået ihjel inden han havde haft chancen for at fortælle hende at han også elskede hende. Hun var død i hans arme.
Han sukkede dybt, "det ved jeg ikke, hvorfor svæver du ikke ned og checker?" Spurgte han tørt. Selv 2 minutter uden hendes selvskab blev værdsat.

[Deleted]

Megan lagde armene over kors, som han tydeligvis ignorere hendes fantastiske humor, "Du kunne i det mindste, bare lades som om, at du syntes jeg er sjov.. Eller burde jeg sige var? Burde jeg sige 'er' eller 'var'? Ej 'var, må være det rigtige ik? Jeg mener, du slog mig trods alt ihjel," sagde hun og satte en eftertænksom finger mod sin hage, som hun duppede lidt på. Var der noget Megan var god til, at så var uden tvivl at snakke, men det havde Isiah nok efterhånden fundet ud af.
"Anyway," sagde hun og viftede lidt med den ene hånd, "Tror du nogensinde, de slipper dig ud herfra?" spurgte hun og satte sig på sengekanten, med blikket i mod ham, på trods af, at hun sad med siden til ham, før hun satte hænderne mod madrassen bag sig, og dermed direkte i gennem hans ben.

"Svæve ned og tjekke? Helt Alene? Og efterlade dig helt ensomt? Hvilket ondt spøgelse tror du dog jeg er?" spurgte hun og satte en hånd for sin brystkasse, for at illustrere, at hun var blevet såret ved hans ord, før hun måtte slippe en kort latter. Okay, det kunne godt være, at hun havde elsket sit liv, og hun selvfølgelig hundrede gange hellere ville være i live, end at sidde her, og kun være stærk nok, til at Isiah kunne se hende, men når det så var sagt, så måtte hun indrømme, at selvom der var gået tre år efterhånden, så nød hun stadig at få sin hævn.
"Har du nogensinde tænkt på, hvor nemt dit liv ville være, hvis du aldrig havde slået mig ihjel?" spurgte hun med et ret så flabet smil på læberne, og gav det blonde hår et dask, så det fløj om på ryggen af hende, selvom det nok nærmere var hvidt, gennemsigtet, end det var direkte blondt, som det havde været dengang hun havde været i live.

[Deleted]

Han sukkede meget dramatisk under hendes konstante plabren. "Ja og tro mig kunne jeg gøre det igen ville jeg ikke tøve." Tanken om at slippe af med hendes spøgelse for good var bare så kærkommen, desværre havde han bare ikke helt muligheden uden sin tryllestav hvilket var forfærdelig frustrerende. "Men altså faktisk burde du ikke sige noget. Overhovedet." Om det var er eller var, var han da bedøvende ligeglad med, hvis hun nu bare var stille behøvede hun heller ikke bekymre sig om det.
Som hun lænede sig lidt tilbage og satte armen direkte gennem hans ben blev han bare siddende og kiggede på det. Det så alt for syret ud og han kunne ikke lade være med at flytte sine ben til siden fordi tanken om at hun gik igennem ham ikke var rar. Plus det gav ham kuldegysninger. "Det ved jeg ikke, tror du nogensinde du kommer videre herfra?" Spurgte han bare. Herfra mente han naturligvis fra ham. "Ved du hvad jeg får faktisk en ide! Hvad med om du løber i forvejen og reserverer en stol i helvede til mig, så tager jeg spareribs med og så holder vi en fed babaquefest." Han ville bare gerne have at hun lod ham være i fred.

"Lad os bare sige at mine forventninger til dig som person...eller hvad du nu er... ikke er højere som død end de var da du var i live." Svarede han uinteresseret og tog bogen han havde liggende på natbordet. Han gav sig til at læse i den, eller rettere se ud som om han læste i den. Det var en eller anden krimi som han havde fået fra bogreolen nedenunder, det var utroligt så lidt der var at tage sig til på et sted som dette.
Han vendte en side i bogen, "hver evig eneste dag," svarede han tørt og uden at se op. Det ville nok have gjort hans liv langt lettere faktisk, men nu havde han det med at ende i dårlige situationer som den og han havde nok bare lært at leve med alt det lort livet smed i hovedet på ham, det var vel hans straf, han var jo langt fra uskyldig selv.

[Deleted]

Megan rynkede utilfreds på næsen, "Så det ville du ikke? Du tror måske ikke jeg ville komme igen og plage dig resten af dit ynkelige liv igen, hvis du slog mig ihjel på ny?" spurgte hun og fandt et lettere flabet smil frem til sine læber. Hun løftede den ene hånd for at imitere hans mund som snakkede og rullede så med øjnene, "Jeg blev kun 18 år, jeg har i hvert fald 70-80 år endnu som jeg ikke fik snakket i, jeg har massere at fortælle, foreksempel ligesom dengang mine forældre tvang mig ind i et ægteskab, har jeg nogensinde fortalt dig om det?" spurgte hun, velvidne om, at hun nok havde fortalt ham den historie cirka 20.000 gange.
Hun kiggede mod ham og fulgte så hans blik mod hendes arm/hånd som gik lige igennem hans ben, og kunne ikke lade vær med, at smil let, da han flyttede sit ben og flyttede så sin hånd efter hans ben, bare fordi hun ikke havde andet at lave end, at provokere så meget som muligt. "Nope, jeg tror sgu du hænger på mig resten af livet, men bare rolig, jeg er sikker på, at vi nok skal få os endnu flere hyggelige sleepovers, end vi har haft indtil videre," sagde hun i et lidt for ondsindet og nydende smil. Hun viftede lidt med hånden, "Hvor ond tror du jeg er? Jeg kunne aldrig drømme om, at gå i forvejen, jeg venter skam på dig, så kan vi følges ad," sagde hun og blinkede til ham.

Hun gispede falsk og satte en hånd for hjertet, "Kunne du ikke li' mig, da jeg var i live? Tænk det troede jeg ellers.. Eller det gjorde jeg lige indtil du slog mig ihjel.. Uh eller dengang du stak min far i ryggen, men nååh nej, det kan du jo ikke snakke om, kan du vel?" det sidste kom i et toneleje som snakkede hun til et lille barn, mens hun lod sin ene pegefinger glide lodret ned af sin ene kind med en trist mine.
Hun så en smule fornærmet på ham, da han fandt en bog frem og gav sig til at læse. Hun lagde først armene over kors, men så ramte en tanke hende, hvilket fik hende til at sætte sig op på alle fire, og stikke hovedet direkte i gennem bogen og se på ham, "Når du kommer ud herfra ik, så burde du virkelig se at få dig en lækker ven, kan du ikke lige se det for dig? Dig, mig og din lækre ven, resten af livet.. Men altså, jeg har god tid, så ingen stress eller pres herfra," sagde hun i en lang talestrøm som Megan nu engang gjorde det bedst.

[Deleted]

Som hende himlede han dramatisk med øjenene. "ja, men desværre kan man ikke dræbe et spøgelse - og jeg har ikke lige nogen tryllestav ved hånden. Måske jeg skulle prøve at kigge lidt nærmere på om jeg kan opfinde en besværgelse der kan sende dig langt væk herfra..hvordan lyder Kenya for dig?" Han havde lavet besværgelser ved hjælp af sort magi før, så mon ikke det kunne lade sig gøre hvis man fandt den rigtige indgangsvinkel? Desværre krævede det en tryllestav og den fik han nok ikke at se igen desværre. Hvor var verden dog uretfærdig, kunne Ministerriet ikke godt se at det var ham selv der led under dette her?
For et kort øjeblik lod han som om at han regnede på fingrene, "70-80 år siger du? Der er jeg heldigvis død og borte, jeg er nemlig ikke så sørgelig at jeg bliver hængende." Han smilede provokerende tilbage til hende. Da hun IGEN bragte historien op om sit tvangsægteskab fik han næsten lyst til at tage livet af sig selv på stedet, kunne hun i det mindste ikke bare komme med nogle nye historier. "Nja..et par gange eller fem...hundrede." Svarede han tørt og lænede nakken tilbage for at lukke øjnene. Man skulle tro at hun på et tidspunkt ville blive træt af at snakke, men neeeej så heldig måtte han åbenbart ikke være.

Det ene øje blev åbnet på klem som han mærkede en kulde mod sit ben der indikerede at hun havde flyttet hånden med ham. For fanden da, havde hun virkelig ikke bedre ting at tage sig til? "Hvor elskværdigt af dig." Mumlede han sarkastisk og flyttede ubevidst benet på ny for at prøve at få det væk fra hendes rækkevidde - desværre for ham, ikke nogen videre succes.
"Honestly, tror jeg ikke der var nogen der kunne lide dig da du var i live, hvorfor tror du at du blev nødt til at blive gift væk via tvangsægteskab?" Han klappede mentalt sig selv på skulderen for sit ekseptionelt gode svar. Han kunne dog godt mærke hvordan vreden steg lidt som hun snakkede om Alexander. Ikke fordi han fortrød sin handling da han stak af, men fordi de i sidste ende ikke havde gjort nogen forskel, Alexander havde alligevel dræbt Athene, Megan havde været Isiahs søde hævn.
Han bladrede en side og havde nær tabt bogen i forskrækkelse som Megans hoved pludselig stak gennem bogen, han skar tænder og klappede bogen i og prøvede meget ihærdigt at forestille sig hvor ondt det ville have gjort på hende hvis altså ikke at hun havde været transperent. "Ingen venner til dig, jeg har nok i mig selv." Svarede han ligeud. "Men hvorfor går du ikke selv på jagt efter en sød spøgelses-agtig person? Det fede er at han burde være til at gennemskue allerede på første date!" Han lo og klaskede bogen ned i sengen, "fik du den eller gik det for hurtigt?" Et bredt smil blev sendt mod hende.

[Deleted]

Megan så fornærmet på Isiah, "Tror du virkelig du vil nogensinde slipper af med mig? Det er næsten sødt," sagde hun en kende hårdt. Hun havde ingen idé om, hvorfor hun var blevet et spøgelse, som regel var det jo fordi man havde noget tilbage på jorden, som ikke var blevet gjort færdigt, men Megan kunne ikke finde ud af, hvad det skulle være. Jo hun havde kun været 18 år, så selvfølgelig var der mange ting, hun ikke havde oplevet. Men at hænge på Isiah stod heller ikke ligefrem øverst på hendes liste, men han var den eneste som kunne se hende.
Hun satte en hånd for sin mund, "Oh.. Det er selvfølgelig rigtigt.. Eeeij tænk, hvis du også bliver et spøgelse! Så kan vi leve forevigt sammen!" sagde hun med begejstring i stemmen, selvom den var falsk. Hun hadede nok mindst ligeså meget som Isiah, at hun ikke bare kunne have været død og så det bare var slut.
"Virkelig? Det kan jeg slet ikke huske. Nøj jeg siger dig, han var en nar, ret lækker, men en nar," sagde hun og gøs lidt ved tanken om Jayden hun havde været tvagsgift med.

Hun gjorde et kast med det lange blonde hår, "Yeah well, du kender mig Sia, jeg er bare et meget elskværdigt spøgelse," svarede Megan og blinkede til ham, et sted håbede hun nok lidt, at det irriterede ham, at hun kaldte ham Sia, det var jo ikke ligefrem et særligt maskulint kælenavn.
Hendes mund gled op i et perfekt lille o, "Selvfølgelig var der nogen som kunne lide mig! Jeg er meget savnet, at du ved det! Men til både din og min ærgelse, er det kun dig som kan se mig!" skældte hun ud. Hvor vovede han, at snakke sådan til hende? Selvfølgelig kunne både hendes venner og veninder lide hende, for slet ikke at snakke om hendes familie.
Et morende smil meldte sig på hendes læber, da hun tydeligvis havde gjort ham forskrækket. "Tissede du lidt i bukserne der?" spurgte hun morende, og lagde sig ned ved siden af ham. "Har du nu også det? Hvad med Athene? Savner du hende slet ikke mere?" spurgte hun og skød underlæben frem.
Hun himlede lidt med øjnene, "Ja tak, jeg fik den godt, og du er ikke sjov, du er ligesom den eneste som kan se mig. Desuden er jeg stadig gift, hvis du skulle have glemt det," svarede hun og skar en grimmasse. Eller det var hun vel egentlig ikke? Galt det ikke lidt, eftersom døden vel havde skilt dem?

[Deleted]

Han trak let på skuldrene, "tja man har vel lov at håbe? When you wish upon a star, du ved." Det lod til at være en meget populær sætning i mugglernes verden. Ikke at han havde nogen anelse om hvor den kom fra, men det kunne vel i grunden også være ligemeget.
Med et afslappet og ganske uinteresseret blik rettet mod hende lod han det ene ben glide over det andet og satte sig lidt længere tilbage i sengen. Han rømmede sig svagt. "Yeah, hvor romantisk det en lyder Snuske så tror jeg at jeg springer over en halv livstid med din konstante plabren er mere end rigeligt til mig," han ville virkelig bare ønske at hun kunne forsvinde og lade ham være i fred. Ja han slog hende ihjel, men så var det da heller ikke værre, det var jo meningen at hun skulle forblive død, ikke komme tilbage som et eller andet Hogwartsspøgelse fordi hun ikke havde bedre ting at bruge sit "efterliv" på.
"Ja og hvor interesseret jeg end er i at høre den historie, igen, så synes jeg at vi i stedet skal koncentrerer os om en anden meget vigtigt faktor, som hvorfor at du ikke bare finder ham og ødelægger hans liv..efterliv, i stedet? Det lyder han som en der fortjener og tænk i er begge spøgelser, det er jo meant to be." Nu var det hans stemme der drev af opreklameret begejstring. Hvad han dog ikke ville give for at slippe af med hende, de dejligste tidspunkter i hans liv var når hun var for svag til at komme frem - desværre forekom det ikke ofte nok.

Ansigtet lagde sig helt automatisk i frastødte folder ved lyden af hendes kælenavn til ham. "Ja du er, så hvorfor drager du ikke bare ud i verden og siger det til nogen." Ikke at hun kunne, men det var jo ikke hans problem. Han sendte hende et olmt blik og stirrede på hende, "det har jeg meget svært ved at forestille mig at du skulle være. Og ja tak, det er jeg desværre blevet klar over." Svarede han tørt og med brynene skudt godt i vejret.
Han ignorerede hendes fornøjede udtryk om hvorvidt han havde tisset i bukserne, men hendes kommentar omkring Athene fik dog alligevel ramt en nerve der resulterede i en let dunkende blodåre i tændingen. "Lad mig sige det på denne måde, jeg ville foretrække at det var hende der hjemsøgte mig over dig.." han tøvede lidt og lavede en tænksom mine, "på den anden side ville jeg også hellere hjemsøges af Voldemort end dig så det siger vel ikke så meget i sig selv." Han lukkede irriteret øjnene da han ikke lige orkede at glo på hendes fjæs mere lige nu.
"No worries, det hedder til døden jer skiller så du er helt fri, send mig bare et postkort og fortæl mig hvordan det gik når du møder den eneste ene og alt det." Han vendte sig om på siden så han lå med ryggen mod hende.

[Deleted]

"Arh, men den slags kræver en stjerne," svarede hun og blinkede til ham, hun kendte ikke ret meget til mugglernes verden, der var ligesom en grund til, at hun var blevet dødsgardist dengang hun havde været i live. Hun skød underlæben en smule frem, "Du ville måske hellere leve som spøgelse, sammen med din højt elskede Athene?" spurgte hun og vibrede lidt med underlæben, for at understrege, hvor trist det dog var, at den kvinde var død. Ikke at Megan havde haft noget som helst kendskab til den kvinde, men det vidste hun, at Isiah havde haft.
Hun rullede lidt med øjnene, "Jeg kunne ikke lide ham dengang, og jeg kan bestemt ikke lide ham nu.. Du er ville desuden være helt fortabt uden mig, så bare rolig, og flyver ingen steder, selvom du tydeligvis har nogle problemer med, at udtrykke din taknemlighed, for, at jeg overhovedet er her for dig. Jeg er trods alt den eneste, som ikke tror du er komplet sindssyg," svarede hun og blinkede til ham. Hvorfor der ikke var andre end Isiah som kunne se hende, vidste hun ikke. Men eftersom spøgelser som regel kunne ses af alle, så var det vel derfor, at andre magikere troede han var helt væk og snakkede med sig selv.

Hun sukkede tungt og opgivende, "Fordi du stadig er den eneste som kan se mig, Snuske," sagde hun, bare for at bruge hans egne ord mod ham. Megan hævede lidt det ene øjenbryn af hans ord om, at han hellere ville hjemsøges af hvem som helst anden end hende, "Pas på med, hvad du ønsker dig," sagde hun i en rolig tone, hun havde før fået ham til, at tro, at hun var Athene, hun ville sikkert også kunne emirtene Voldemort ganske udmærket.
Hun forsvandt for et ganske kort øjeblik, kun for at dukke op på modsatte side af væggen, med det formål, at hun stak hovedet i gennem væggen så hendes næse kun var få millimeter fra hans. "Men er jeg så enke eller single?" spurgte hun eftertænksomt, og satte en pegefinger mod sin hage, som var det en større videnskab hun var ved at knække.

[Deleted]

Han trak let på skuldrene, "hvem siger at jeg ikke allerede har ønsket?" Det kunne jo være at der havde været en stjerne at ønske på en af de andre aftener. Han var heller ikke vildt stor fan af mugglere - han havde trods alt også været dødsgardist for en grund - men han tog sig nu ikke så meget af dem længere, nu forsøgte han bare at få styr på sit eget liv og ikke gøre noget der kunne give ham flere problemer såsom at hade åbenlyst på mugglerne, han orkede ikke at have ministeriet til at ånde ham i nakken, det var bedre bare at holde lav profil.
Isiah kunne mærke en åre sitre i tindingen da hun nævnte Athene. Han forholdt sig stille og uden at bevæge sig for at forgive at virke afslappet, men i virkeligheden spændte han lidt op i hele kroppen. Athene var virkelig et ømt punkt for ham for hun havde været uskyldig i alt det der var sket. "Nej faktisk så tænker jeg bare at jeg vil være død når jeg dør, jeg er ikke så desperat at jeg bliver hængende." Et nyt lille smil og han åbnede det ene øje let på klem for at kigge på hende, "men måske du bliver hængende fordi selv helvede var ved at blive vanvittig af dig?" Øjet blev atter lukket og han gabte påtvunget.

Han fnøs hånligt, "fortabt? Næppe," han rettede lidt på sig. Han var nok ganske fortabt, men det var ikke kun hendes fortjeneste, det eneste der ligesom holdt ham kørende var ærligt at han var for stor en kujon til at ende det og han var for stolt til at lade nogen som helst se hvor sønderknust han egentlig var.
Igen gled øjnene op og han lod de blågrå øjne hvile på hende. "Tro mig, det er værre for mig end det er for dig." Kommenterede han tørt som havde han ikke den mindste smule medfølelse for at det var hende der havde mistet livet. "Virkelig? Har du et forslag til hvem der kunne være værre end dig?" Det havde han i hvert fald meget svært ved at tro.
Idet hun forsvandt åndede han lettet op. Endelig noget fred og ro. Igen gled øjnene i og han gabte dovent. Det varede dog ikke længe før han igen kunne fornemme hendes tilstedeværelse. Han åbnede atter øjnene for at stirre direkte på på hende.
Et overrasket gisp undslap ham inden han nåede at holde det inde. "Skal du absolut blive ved med at gøre det det?" Spurgte han irriteret og viftede afværgende med hånden gennem hendes ansigt som viftede han et insekt væk.