Say you're happy now, once more with feeling

[Darius Lee Malice]

Darius blev helt paf, da Andi fortalte Cass at han elskede hende. Han vidste jo godt hvad Andi følte for hende, men at han stod og sagde det, kom faktisk bag på ham. Dog glædede det ham og hvis det ikke var fordi situationen var super akavet, ville han have klappet sin fætter på skulderen og sagt et eller andet i stil med 'så for søren, din lurendrejer. Så fik du det endelig sagt......'. Han gjorde det dog ikke. Cass ville nok spise ham, som var han en tomat og Andi ville nok blive ligeså rød i hovedet som en tomat, og så ville Cass også spise ham.
han sad et øjeblik og følte sig akavet. Han pressede sine hænder mod sine lår og sad og nikkede i stilhed. Derefter rejste han sig og satte hænderne i siden, uden at kigge på dem.
"Jeg tror godt I kan undvære mig. Jeg lukker mig selv ud." Sagde han og gik forbi dem, uden at kigge på dem. Han nåede lige at klappe Andi på skulderen og ae Cass' arm, idet han gik forbi dem og hen til hoveddøren, hvor han skyndte sig ud ad.


// Out

[André Noel Koshkin]

Andi prøvede at fokuserer og holde hovedet koldt, men det var på ingen måder nemt. Det var tydeligt, at Cass var frustreret og han havde mistet håbet om at få hende til at falde til ro. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre og han følte pludselig trang til at sætte sig ned. Han nåede det dog ikke, da Darius pludselig rejste sig op og gik sin vej. Det var nok for det bedste, for Andi havde lige gjort situationen mere akavet, ved at erklære sin kærlighed til Cass og hun svarede ham ikke engang på det. Han forstod hende nu godt, men han følte sig stadig lidt utilpas.

Han stod lidt og kiggede ned i gulvet. Han vidste ikke hvilket svar hun gerne ville høre, men han blev nødt til at være ærlig overfor hende, for ellers ville det blive meget værre.
"Ja. Det vil jeg gerne." Sagde han og kiggede så endelig op på hende igen. Han burde dog nok uddybe lidt mere, da han ikke ville lyde som om han pressede hende til noget hun ikke havde lyst til.
"Jeg siger ikke at vi skal have barnet. Jeg vil bare gerne have børn på et tidspunkt. Måske er jeg lidt gammeldags, men noget af det jeg altid har drømt om, er at få mig en familie, bestående af kone og nogle børn. Jeg ved godt at vi er unge endnu og ikke engang er kærester endnu, men for mig ville det ikke være det værste at blive far nu. Og da slet ikke til dit barn. Hvis du ikke vil have det, skal du bestemt ikke føle dig skyldig, fordi jeg gerne vil, for jeg forstår dig godt. Vi skal ikke have et barn hvis den ene ikke er klar. Jeg ved ikke engang om jeg er klar, men jeg ved at jeg nok skal blive det." Sagde han. Han skulle lige til at lægge sine hænder på hendes skuldre, men han ombestemte sig, da han ikke var sikker på om hun overhovedet ville have det.

[Deleted]

Cass var så chokeret over hele situationen. Det at hun var gravid var lidt af en kamel at sluge, men at André ligefrem erklærede sin kærlighed til hende under samme lejlighed blev næsten for meget. Hun havde lyst til a tude af afmagt, men gjorde det ikke. Hun havde tudet rigeligt i dag.
Hendes blik flakkede let mod Darius da han annoncerede at han ville gå. Hun nikkede blot til ham en smule lettet over lige at få mulighed for at snakke lidt alene med André. Også selvom det måske ville ende ud i at blive en virkelig mærkelig samtale. Hvem skulle da tro at hun kunne blive gravid. Hun havde jo planlagt sit liv dengang hun stadigvæk havde boet hjemme hvordan hun skulle bo i en kæmpe vila med en rig mand og hele molevitten og derefter blive gravid. Det var bare som om at livet havde gjort det hele fuldkommen anderledes.

Hun lyttede til hvert et ord han sagde med blandede følelser. Den ene del af hende ville virkelig gerne tro på at de kunne få det til at fungerer og han betød jo unægteligt også utrolig meget for hende, men derfor var hun stadigvæk slet ikke sikker på om hun var klar til at være mor. Det var jo ikke sådan her det skulle være foregået, de burde have været kærester først som minimum.
Med et lidt opgivende suk – mest henvendt mod sig selv over hendes forvirret sind – rettede hun de brune øjne mod ham.
Hvorfor tog han det så cool? Han ligende virklig en der troede på at de ville kunne få det til at fungerer. ”Jeg vidste ikke du ville have børn.” Mumlede hun lidt i mangel på bedre hvorefter hun atter sukkede. ”Hvordan kan du være så klar til det? Eller være sikker på at du bliver det?” Spurgte hun så lidt mere afslappet.

[André Noel Koshkin]

Andi synes bestemt ikke denne situation var nem. Selvom ville han gerne have barnet, men han skulle også være sikker på at Cass havde det godt. Derudover vidste han ikke om de var klar, men han troede på at de nok skulle blive det. Der var så mange ting de skulle have snakket om, hvis de skulle beholde barnet. Han prøvede at bevare kontrollen over sin egen krop, men han kunne godt mærke at han rystede en smule. Det var noget af en bombe hun var kommet med. Han havde forventet en afslappet aften hvor hun skulle forkæles med lækkert mad på en romantisk restaurant og der skulle han så spørge om hun ville være hans kæreste. Det var lidt som om de nu var gået det skridt videre og det skræmte ham mere end han ville indrømme, selvom han håbede hun ville sige ja til at beholde barnet.
"Det er ikke noget jeg har gået og snakket så meget om. Jeg ville helst ikke skræmme dig væk allerede nu. Vi er jo ikke engang kærester endnu, selvom jeg havde planlagt at det skulle være anderledes her i aften." Sagde han og kiggede på uret. Den reservation var vidst for sent at nå nu, men han tvivlede også på at det var det hun havde allermest lyst til nu.

Han trak let på skuldrene og kigegde hende ind i øjnene.
"Jeg er kun sikker på to ting lige nu, Ace. Og det er, at jeg elsker dig, og at jeg ved at du bliver en god mor, når du er klar til det." Sagde han og kom lidt tættere på hende. Det virkede til at hun var lidt mindre ophidset og han turde igen komme tæt på hende. Han lagde sin ene hånd hånd hendes kind og aede den.
"Jeg er skræmt. Selvfølgelig er jeg det. Det ville være umenenskeligt andet, i denne situation, men på den anden side, så drømmer jeg om at blive far. Jeg tror jeg ville kunne blive en god far." Han smilede lidt for sig selv. Han vidste slet ikke hvordan hun ville tage det her, men hun spurgte ham jo selv.
"Hvad siger du til at vi bestiller noget mad og så taler vi om det her? Så finder vi ud af sammen hvad vi gør." Sagde han og kyssede hende på panden. Han elskede hende virkelig.

[Deleted]

Hun betragtede ham anspændt. Dette her var simpelthen for meget til hvad hun kunne klare. Hvordan skulle de kunne have et barn sammen og hvordan kunne han overhovedet overveje det? Ikke snakket så meget om? Nej det skrev hun gerne under på, hun havde ikke hørt ham nævne det en eneste gang.
"Anderledes?" Forvirringen ramte hende igen. Hvad mente han med det? Havde han tænkt sig at smide hende ud eller hvad? Det havde hun svært ved at tro. Hun stolede på ham, nok mere end hun nogensinde havde stolet på nogen før. "Hvad mener du med anderledes?" Hun så en smile skeptisk på ham, hænderne blev placeret solidt i siden og hendes blik var en anelse faretruende.

Som han igen sagde at han elskede hende mærkede hun på ny hjertet hoppe et slag over. Det var så underligt at høre fra ham, eller fra nogen i det hele taget, den slags ord var hun jo ikke vandt til og hun var heller ikke sikker på om hun overhovedet forstod betydningen af dem rigtigt. Hvordan vidste man i det hele taget om man elskede nogen? Det var så forvirrende.
Denne gang blev hun dog stående som han kom tættere på. Hendes blik var rettet solidt mod gulvet og tankerne væltede rundt i hovedet på hende. Hun havde ikke lyst til at få børn allerede, hun anede jo dårligt nok hvordan hun skulle forsørge sig selv.
Det var da en trøst at vide at hun ikke var den eneste der var ved at skide en snemand over situationen, men hun var bare stadigvæk bange for hvordan det skulle ende.
Forsigtigt førte hun sin hånd til hans, egentlig for at fjerne den fra hendes kind, men noget i hans stemme gik hende til at tøve. Hun rettede de nøddebrune øjne mod ham. "Jeg..jeg tror også du ville blive en god far." Sagde hun så lavmeldt at hun ikke var sikker på om han hørte det. "Lad os bestille mad og snakke." Erklærede hun sig enig, "bare der er tomater på!" Hun bed sig atter i læben som et lillebitte smil sneg sig frem.

[André Noel Koshkin]

André slog ud med armene og sukkede let, men dog med et lidt nervøst smil på læberne. Det var lidt svært for ham at skulle spørge hende om hun ville være hans kæreste, når de stod og havde en diskussion om børn. Hele situationen var surrealistisk og han kunne ikke helt være i sig selv længere. Hvor ville deres børn dog blive smukke, hvis de kom til at ligne hende. Han smed tanken fra sig, da han helst ikke ville glæde sig for meget, hvis hun ikke ville beholde det. Hvilket var helt fair. Han sendte hende et genert smil og gik ud i entreen og hentede den tabte buket roser han havde købt. De havde forskellige farver og var så smukke og blanke, men desværre lidt fesne og ødelagte nu, efter han havde tabt den.

Han gik ind i stuen og kiggede på hende, stadig genert.
"Jeg tog tidligere fri i dag, fordi jeg ville overraske dig. Jeg har bestilt bord på en fin og romantisk restaurant inde i byen og så ville jeg have spurgt dig om du ville blive min...kæreste." Sagde han med et lille smil. Hans kinder blev knaldrøde og han turde ikke helt kigge på hende. "Det har ikke ændret sig." Sagde han og kiggede endelig op på hende. Han rakte lidt akavet blomsterne hen mod hende.

Det var en lettelse, at hun gerne ville snakke med ham om det mere stille og roligt. Det var nok det de havde brug for.
"Jeg sørger for, at der er tomater og at vi hurtigt kan kontakte en læge bagefter." Sagde han med et lille grin og hentede deres take away brochurer. "Hvad er du mest til i dag?" Spurgte han og prøvede at virke rolig, men det var utroligt svært.

[Deleted]

Hun anede virkelig ikke hvad hun skulle stille op med alt dette her. På den ene side havde hun lyst til at sætte sig ned og tude, men så var der også den der lillebitte del af hende der faktisk havde lyst til at finde ud af tingene med ham. Tanken om at blive mod havde aldrig strejfet hende og nu hvor det pludselig blev trukket ned over hovedet på hende gjorde hun hvad hun altid endte med at gøre i situationer hvor hun følte sig presset; gå i forsvar og angribe med næb og klør.
Det var bare svært for hun kunne jo ikke lade være med at bekymre sig. At få et barn var et kæmpe ansvar og det var så voksent. Selvfølgelig var hun klar over at hun ikke var noget barn længere, men det var på den ene side også bare en skræmmende tanke i sig selv.

Hun så efter ham som han forsvandt ud i gangen, men sagde ikke lige noget til det. Det var som om at hendes hjerne ikke arbejede så hurtigt lige nu. "Din kæreste?" Hun så oprigtigt overrasket på ham og så på buketten i hans hænder. Hun havde aldrig været typen for romantik, mest fordi hun jo altid prøvede at være hård og uigennemtrængelig, men hun kunne mærke at det rørte noget indeni hende at høre ham sige det, for skulle hun være helt ærlig så var hun jo blevet virkelig glad for ham.
Et lille smil gled over hendes læber, hun vidste godt at hun aldrig rigtigt havde åbnet sig for nogen, heller ikke ham, ikke hundrede procent og der var mange ting han ikke vidste om hende, men måske var det på tide at lade paraderne falde lidt og lukke ham ind for alvor. Hun nikkede så og mærkede selv varmen skyde lidt op i kinderne. "Okay." Sagde hun lavmeldt hvorefter hun lod armene falde lidt omkring hans nakke og trak ham ned i et kys. Skulle hun virkelig til at have et "normalt" liv nu? Ikke fordi det havde været unormalt, men det havde bare været så langt fra hvad hun havde forestillet sig.
Hun lo blidt da han sagde det med tomaterne og nikkede så, "hvad med at bestille kinesisk?" Spurgte hun.

[André Noel Koshkin]

André stod og ventede som noget der føltes som en evighed. Han var så forelsket i Cass, at han var sikker på at han ikke ville overleve, hvis hun sagde nej til ham. Nu havde der været et eller andet imellem dem, siden de havde været 12 eller 13. Han havde ihvertfald været forelsket i hende så lang tid og han var sikker på, at der havde været et eller andet fra hendes side, da de havde kysset flere gange siden. Nu boede de sammen og de havde haft en flirt i et stykke tid, så han håbede da at hun ville sige ja, for ellers kunne han slet ikke finde ud af hende.
Han kiggede på hende med håbefulde øjne, imens han stod ret akavet, hvis han selv skulle sige det. Da hun endelig sagde noget, var det hverken ja eller nej, men mere et spørgsmål om hun havde hørt rigtigt. Han nikkede blot og kunne mærke hvor utålmodig han blev. Det ville han dog ikke vise hende.

Han forstod det slet ikke, da hun svarede ham og det gik pludselig op for ham, at hun trak ham ned i et kys. Var det et ja? Hele hans krop skreg af glæde og han lagde armene om hende. Han løftede hende glad op og snurrede hende rundt en enkelt gang, hvorefter han satte hende ned igen, dog uden at slippe hende. han kyssede hende blidt.
"Hvor har du dog gjort mig lykkelig!" Sagde han og gav hende et kram, uden at tænke på om blomsterne måske blev lidt mast.

Intet kunne få ham ned nu. Han var så glad og det var tydeligt at se på ham.
"Kinesisk lyder som en god idé." Sagde han og kyssede hende på panden. Han fandt en brochure frem og begyndte at kigge den igennem hvorefter han gav den til hende.

[Deleted]

Denne dag havde uden tvivl været den vildeste rutchebanetur. Først havde hun troet at alt havde været forbi, så at hende og André ville hade hinanden for evigt, nu var de kærester og skulle til at snakke om hvad pokker de skulle stille op med situationen. Det var svært for hende at takle fordi hun følte sig som et helt foragteligt menneske. Sådan her fungerede tingene ikke der hvor hun kom fra.
I det mindste var André fuldblod så der var da noget normalt ved tilværelsen. Men hun burde jo være blevet gift først og hun burde have en masse penge og en familie der kunne guide hende igennem det hele, men rigdommen forsvandt dengang hun blev afskåret fra familien fordi hendes forældre ikke så hende værdig. Hun kunne ikke engang huske den diskussion de havde haft den aften da det skete hun kunne kun huske at den vidst nok havde omhandlet Zarina.

På den anden side betød alt det vel ikke noget længere, hun havde været vandt til tanken om at kvinderne var husmødrene, ikke at de gjorde rent, det havde man jo alfer til, men de rendte rund derhjemme og delligerede opgaverne til husalferne. Måske var det på tide at hun helt og adeldes droppede det liv hun havde levet og begyndte at leve et normalt liv som alle andre.
Hun gav et mindre hvin fra sig som han snurrede hende rundt i luften og kunne ikke helt lade være med at grine lidt. Et sjældent syn, men nok mere normalt for ham end for så mange andre. Hun gengældte hans kys, men fik så et lidt betænksomt glimt i de brune øjne, "måske jeg burde få mig et job," det kom nok komplet ud af det blå fordi han trods alt ikke havde været en del af hendes tankegang lige der. Hun syntes bare at det var på tide at hun måske også bidrog med et eller andet i stedet for at hænge fast i fortiden.

[André Noel Koshkin]

André havde ikke i sit liv drømt om, at han nogensinde kunne blive så lykkelig. Især ikke efter hvad der var sket med hans farfar og alle de problemer, han selv havde skabt, fordi han ikke havde de samme meninger som stort set resten af familien. Nu havde han Cassiopaya og måske endda et barn på vej. De havde stadig ikke fundet ud af, om hun skulle beholde det, men hun virkede ikke helt så bange, nu hvor hun vidste hun havde ham. Han vidste selvfølgelig ikke hvad hun tænkte, men han håbede, at hun havde det sådan.
At hun ville have et job, kom lidt ud af det blå, men han sendte hende bare et smil.
"Det er nok en god idé. Det finder vi ud af, Ace." Sagde han og gav hende et blidt kys på kinden og slap hende så, da han ville få bestilt noget mad. "Vi finder ud af det hele." Sagde han, inden han smuttede ud i køkkenet, med et stort smil på sine læber. Større end det nogensinde havde været.

// Out