Say you're happy now, once more with feeling

[Darius Lee Malice]

Godric-Dalen - André og Cassiopayas lejlighed
Sen eftermiddag
André Noel Koshkin
@cassiopaya

Darius var taget til Godric-dalen, for at besøge Cassiopaya og André. Darius havde tidligere boet i den lejlighed sammen med André, men han var flygtet til udlandet og efter noget tid var Cass flyttet ind. Det var utroligt underligt. Ikke fordi Darius havde noget imod at hun boede der, på hans gamle værelse, men fordi han ikke havde regnet med at Cass ville bo sammen med André. De var da gode venner ja, men deres forhold havde altid været lidt mystisk. André var smask forelsket i hende og hun var stolt. Det var meget underligt, men hvis de kunne finde ud af det, så var det bare godt, for begge to betød meget for Darius. 
Darius havde ikke været i lejligheden siden han var kommet hjem, for han havde altid mødtes med sin fætter andre steder. Nu havde han sagt at han ville besøge dem og se hvordan de boede. Han vidste at André ikke ville være hjemme når han kom, da han lige skulle have fri fra arbejde, men han tænkte at Cass måske var der, så han kunne bruge lidt tid sammen med hende. Det var ikke så tit de var sammen og han savnede hende. Han tænkte tilbage på de første gange de havde mødt hinanden. De havde hadet hinanden som pesten, men nu var de blevet venner og det var et venskab han værdsatte.

Han kom hen til lejligheden og bankede på. Selvom det var hans fætter og hans veninde der boede der ville han ikke bare gå ind, hvis der var åbent. Så høflig var han alligevel.Han glædede sig til at se dem og han ville gerne finde ud af om der måske var sket noget imellem dem. André havde sagt at de havde kysset, men han havde ikke fortalt mere og det var et stykke tid siden nu. Darius var ikke meget for sladder, men hvis han fætter endelig havde fået drømmepigen på den famøse krog, så skulle han da vide det.

[Deleted]

Det var slut. Hendes liv var forbi. Der var ingen vej ud af dette her rod hun havde sat sig selv i. De mørke øjne stirrede tomt frem for sig hvilket de havde gjort de sidste to timer efterhånden. Dette her var noget rigtig gøjemøg! Hun sad i hjørnet af sofaen med knæene trukket helt op til hagen. En billion tanker ræcede gennem hendes hoved og hun kunne på nuværende tidspunk slet ikke skille dem fra hinanden.
Hende og André var blevet ret tætte over de sidste måneder. De var ikke et par...eller de havde i hvert fald ikke snakket om hvorvidt de var eller ej nu sad hun så her med en information der nok ville holde dem sammen for livet. I hvert fald binde dem sammen hvad end de ville det eller ej. Hun var gravid. Hende, Cassiopaya Gilmore, gravid. Hvordan i alverden var det sket?! Eller det vidste hun jo godt, men det var bare pointen i det. Hvordan skulle hun dog fortælle det til André? Hvad ville han sige? Hun vidste at det var hans for hun havde ikke været sammen med andre end ham.

I det samme lød der en banken på hoveddøren hvilket fik hende til at spjætte lidt på sin plads. Hun stirrede mod døren som regnede hun med at den ville springe op af sig selv. Det ville ikke vare mange timer før André kom hjem, men efter et kort glimt mod uret, kunne hun hurtigt konstaterer at det ikke kunne være ham allerede. Desuden plejede han jo bare at låse sig ind.
Tøvende rejste hun sig fra sin plads og bevægede sig ud i gangen for at åbne, hun stirrede tomt på Darius da han kom til syne på den anden side. ”Hejsa.” Sagde hun lidt hult og forsøgte sig med et halvhjertet smil.

[Darius Lee Malice]

Outfit

Darius stod med et kæmpe stort smil, da Cass åbnede døren. Det falmede dog lidt, da han så at hendes smil ikke var helt oprigtigt. Han lagde hovedet let på skrå og så en smule forvirret ud. De havde ikke set hinanden længe, så lidt begejstring havde han nok forventet fra hende.
"Hey." Sagde han og gik hen og lagde armene om hende. "Du ser sørme glad ud." Det var selvfølgelig ironisk ment, for hun så ikke ret glad ud, men det var typisk ham at sige den slags ting.
"Går det godt?" Spurgte han og prøvede at smile bredt igen. Han havde glædet sig til at se hende, men han var faktisk lidt i tvivl om om hun vidste han kom på besøg. Han var ikke helt sikker på hvornår André kom hjem, men Darius og Cass plejede da at kunne finde noget at snakke om, men hun virkede lidt mut, så han have på fornemmelsen at det var ham der skulle sige det meste. Det gjorde ham nu heller ikke så meget, for han kunne faktisk godt lide at høre sig selv tale og det havde han altid kunne. Måske det var en af grundende til at der var nogle personer der ikke kunne lide ham? Han stod lidt og undrede sig over dette, imens han ventede på at Cass ville lukke ham ind, eller give ham en på sinkadusen for at være for flabet.

[Deleted]

Outfit

________________________

Cassiopaya havde aldrig været en særlig varm person. Hun var blevet bedre med årene, men der var stadigvæk mange ting der virkede akavet for hende. I dag havde hun ikke forventet gæster hvilket tydeligt kunne ses på hendes tøj og sjuskede knold. "Tja, jeg har bare altid været en solstråle." Besvarede hun uden den samme kækhed i stemmen som hun som regel havde.
Over det sidste års tid hvor hun havde boet sammen med André var hun også blevet ret gode venner med Darius. Selvom hun ikke var godt til at snakke om når noget gik hende på, var hun blevet bedre til det. Hun flyttede sig lidt fra døren så han kunne komme indenfor. "Det..går." Mumlede hun og sukkede "Kom ind." 

Hun satte kursen mod sofaen som hun igen satte sig til rette med knæene trukket op til hagen som hun havde siddet før. Hun blev siddende sådan lidt inden hun atter så på ham, "hov, vil du forresten have noget? Te eller noget andet?" Spurgte hun og forsøgte sig med et nyt smil der ikke helt nåede de brune øjne. Hun var virkelig nervøs for Andrés reaktion.
Hun havde en eller anden ide om at han måske ville være okay med det og det var næsten endnu mere skræmmende end hvis han flippede ud. Hun sendte Darius et lidt hjælpeløst blik, hun var ikke typen der bad om hjælp, men måske hun skulle gøre det..bare denne ene gang? "Kan jeg fortælle dig noget?" Spurgte hun meget lavt som frygtede hun at han faktisk skulle høre hende.

[Darius Lee Malice]

Darius stod med et stort og flabet smil, som ha så tit gjorde, men det falmede drastisk da han så hendes ansigt og hørte hendes stemme. Hun var på ingen måder som hun plejede at være og normalt på dette tidspunkt ville hun nok være kommet med en spydig kommentar omkring ham, men det gjorde hun ikke. Hun så utroligt trist ud, selvom hun måske prøvede at lade vær. Han fulgte hende tavst ind i stuen, hvor han bed mærke i hvordan hun sad. Han begyndte at blive utroligt bekymret for hende.
"Nej tak. Cass er du okay?" Spurgte han og satte sig ned ved siden af hende og lagde en hånd på hendes. Darius var tit en ret flabet fyr, men når hans venner og veninder var triste, så var han der med det samme og han ville gøre alt hvad han kunne for at hjælpe dem. Cass betød ret meget for ham og han brød sig slet ikke om den måde hun kiggede på ham.
"Nu er André god ved dig ikke?" Spurgte han selvom han godt kendte svaret. Dog ville han ikke tøve med at give André en gang ostehøvl og bøllebank hvis han ikke behandlede Cass ordentligt og så var han ligeglad med om det var hans fætter. Da hun spurgte om hun kunne fortælle ham noget, gav han hendes hånd et klem.
"Selvfølgelig. Du kan fortælle mig alt." Sagde han beroligende. Dog følte han for at lette stemningen en smule og måske komme med en lille joke. "Du er ikke gravid, vel?" Spurgte han og sendte hende et smil.

[Deleted]

Hun nikkede blot lidt som han sagde nej til noget at drikke. Igen blev hendes blik fjernt som hun forsatte den tomme stirren ud i luften. Langsomt førte hun en finger til sine læber og begyndte at bide let i de efterhånden ret korte negle, en utrolig dårlig vane hun havde fået tillagt sig over de sidste par uger.
Som hun sad der og stirrede frem for sig som en eller anden zombie lignede hun nok nærmere en skygge af sig selv. Hun følte sig underlig tom og utilpas som om at graviditeten var en afsløring på noget som hun ikke burde have gjort. Hun var virkelig blevet glad for André og hun var så lykkelig over at de havde løst deres uoverenstemmelser, men de var jo ikke kærester, hun havde jo ikke engang indrømmet overfor ham hvad hun følte for ham og nu skulle de have et barn sammen. Det var næsten for meget at bære.

"Hvad?" Hun så op på ham med forvirrede brune øjne, "jo selvfølgelig er han det. Det er André." Hun havde svært ved at se ham gøre en flue fortræd også selvom hun godt vidste at han havde været langt ude den aften han var dukket op på hendes dørterskel for hvad der virkede som årtier siden.
Hun nikkede svagt og tog en dyb indånding, men han kom hende i forvejen hvilket fik hende til at puste luften ud som var det en ballon. Hvordan i alverden vidste han det? Det var ikke gået op for hende at han bare jokede.
Pludselig begyndte tårerne at vælte ud af øjnene på hende, hende der ellers aldrig græd, hun snøftede og hulkede og kunne slet ikke holde samling på sig selv. "J-jeg kan ikke være gravid for så bliver man tyk og jeg har ikke råd til at købe nyt tøj," begyndte hun utrøsteligt som var det den største bekymring i alt dette her, "og...og...og vi er jo ikke engang gift eller noget...man plejer da at blive gift først....jeg tror ikke engang vi er kærester..." Hun snøftede igen, "og jeg har hele tiden lyst til tomater og jeg kan ikke tåle tomater og så kaster jeg bare op og det er ulækkert!" Uden at tænke over det lænede hun sig mod hans skulder, hun havde aldrig følt sig så sårbar og nedbrudt som hun gjorde lige nu.

[Darius Lee Malice]

Darius sagde ikke noget, da Cass fik det til at lyde som om at André ikke kunne finde på at gøre nogen ondt. Han vidste ikke at Cass faktisk kendte til sandheden. Darius vidste at André havde taget det utroligt hårdt og at det havde taget ham lang tid at komme sig over det. Darius havde heller ikke været en ret god ven. Han var taget ud at rejse, da hans far havde sagt han skulle, men han sendte ikke rigtigt André breve og spurgte ham om hvordan han havde det, for hvis han skulle være ærlig, havde han været en smule ligeglad. Hans far var endt i fængsel på grund af André. Dog var Darius ikke længere ligeglad, men det havde han været nogle måneder efter det var sket. Ingen vidste hvordan Darius havde haft det med det og han bildte bare sin fætter ind at han ikke skrev, fordi det ikke var sikkert for ham at gøre det.

Darius skulle lige til at grine, da han så Cass' ansigtsudtryk, men han gjorde det ikke, for blot få sekunder efter begyndte hun at plapre løs om at hun da ikke kunne være gravid og Darius fik en følelse af at han havde ramt noget forkert i hende. Han sad måbende og kiggede på hende og blinkede et par gange, da hun sagde at hun havde lyst til tomater. Var hun gravid? Han spærrede øjnene op, men han nåede ikke rigtigt at sige noget eller gøre noget, før hun pludselig lå i hans arme.
"Cass.. Hør det skal nok gå. Jeg er her for dig hele vejen." Sagde han, uden at vide hvad han skulle gøre. Han aede hende på hovedet og prøvede at berolige hende.
"Har du intet sagt til André om at du er gravid?" Spurgte han og lagde armene tættere omkring hende. "Vi kommer igennem det her sammen, Angel." Han kyssede hende i panden og trykkede hende igen ind til sig.

[André Noel Koshkin]

André var kommet lidt tidligere hjem end normalt, da han ville overraske Cass. han havde bestilt bord på et fin restaurant og købt blomster på vej hjem. Han ville endelig spørge hende om hun ville være hans kæresten så han havde planlagt det hele. Nu ville han liste ind ad døren og overraske hende med blomsterne og være den romantiske fyr, som han altid havde været.
Han åbnede stille døren og hørte så stemmer. Han havde fuldstændig glemt at Darius ville komme den dag, men han kunne sagtens slippe af med ham. Det blev han ihvertfald nødt til, for han kunne ikke vente længere med at gøre Cass til hans.
Han skulle lige til at sige hej, da han hørte Cass bruge ordet gravid. Hun talte længe og hun lød meget ked af det. Havde hun lyst til tomater? Da Darius så spurgte hende om hun havde fortalt André om at hun var gravid, tabte André blomster på gulvet. Var hun gravid? Han følte pludselig at hele verden ramlede sammen foran ham og han var bange for at han hvert sekund det skulle være, ville falde om. Han fik sig famlet ind i stuen og stod og stirrede på Cass som lå i armene på Darius, som prøvede at trøste hende.
"Cass? Er...du...med rogn?" Han ville gerne sidde ned, men hans fødder ville ikke bevæge sig mere.

[Deleted]

Hun havde det så elendigt, både fordi at hun normalt aldrig brød sammen foran folk..selvom hun efterhånden havde gjort det et par gange foran Darius, der var jo også dengang da hun var blevet smidt ud hjemmefra. ”Det kommer slet ikke til at gå!” Udbrød hun grådkvalt, ”jeg skal ikke have noget barn! Jeg kunne ikke engang finde ud af af passe min fasters guldfisk, jeg glemte at fodre dem og de døde. Eller 3 af dem gjorde..jeg er en guldfiskemorder!” Endnu et par høje snøft, ”tænk hvis jeg glemmer at fodre barnet Jeg kan slet ikke tage så stort et ansvar.” Hun så hjælpeløst op på ham, ”desuden ved du godt at sådan nogen babyer de brækker sig udover en og de har snotnæser og få mig ikke i gang med at snakke om hvad de laver i bleen.” Hun skar en væmmelsesfuld grimasse og gøs ved tanken.

Hun havde ikke hørt døren gå op det var faktisk først lyden af Andrés stemme der gjorde hende opmærksom på at han var der. Hun gispede højlydt og vendte blikket mod ham som hun tørrede sin øjne velvidende om at hun ikke ville være i stand til at tale sig ud af denne her.
Hvad der ramte hende lige nu var de ord han havde brugt og hun mærkede hvordan det tændte en ild af arrigskab indeni, kunne han få det til at lyde bare lidt mindre nedladende. Hun for op fra sofaen med en hævet pejefinger mod ham. ”Undskyld hvad?! Med rogn?! Virkelig!” Tonelejet var faretruende som de sidste sekunders nedtælling på en bombe. ”Jeg skal give dig rogn! Det her er alt sammen din skyld!” Uden at tænke over det tog hun det først hun lige kunne få fat i og kylede det mod ham af al kraft. Heldigvis var det i første omgang blot en af sofapuderne. Han skulle fandme ikke komme hjem og snakke til hende som om hun var en fisk!

[Darius Lee Malice]

Darius vidste ikke helt hvad han skulle gøre. han ville så gerne hjælpe hende, men han anede ikke hvordan. Han havde aldrig set Cass som gravid, for hun var den lidt forfængelige type der ikke kunne klare alle de ting som sker når man får børn og nu var det så alligevel sket i en tidlig alder, men en fyr hun ikke engang var kærester med. Han prøvede ikke at grine, da hun nævnte de guldfisk som hun åbenbart ikke havde kunne passe.
"Hør her. Det er guldfisk. Det bliver noget andet når det er dit barn for det kommer du til at elske på en helt anden måde....Tror jeg.." han anede det jo faktisk ikke, men det gik han jo ud fra.

Han kiggede op, da Andi pludselig stod foran dem. Det var svært at holde masken, da Andi havde spurgt om hun var med rogn. Det var typisk ham at bukke under for presset og bare sige det første der faldt ham ind, men Cass var tydeligvis ikke så overbærende som Darius var. Darius ville ikke grine, for det var jo synd for dem, så han sad og blev næsten lyserød i hovedet af at holde grinet tilbage. Indeni skreg han dog af grin, men det ville han helst ikke vise.

[André Noel Koshkin]

Andi kunne godt mærke at det var det dummeste han nogensinde havde sagt, så han fløj op og rakte sine arme ud for sig selv, for at beskytte sig fra Cass' vredesudbrud.
"Undskyld Cass! Det var ikke for at sammenligne dig med en fisk. Jeg havde bare lige hørt en sige det i dag og så sad det lige fast. Det må du virkelig undskylde. Men...Er du virkelig gravid?" Spurgte han og kiggede undskyldende på hende over situationen før. Han vidste ikke hvad han skulle føle, men på en eller anden måde så var han glad. Han havde altid ønsket sig en lille familie og det betød mere for ham end sin karriere. Han var måske lidt gammeldags på nogle punkter. Han turde ikke rigtigt smile, for hvis hun var ulykkelig, ville han ikke gøre det være og hun måtte ikke tro at han forventede en helt masse.
"Jeg er her for dig. Ligemeget hvad du vælger så støtter jeg dig, okay?" Sagde han og prøvede at komme til at lægge sine arme omkring hende. Indeni ønskede han brændende at hun sagde at hun ville beholde barnet sammen med ham, men det ville han ikke sige endnu. Han kunne godt se at Darius var ved at grine, da han sendte ham et irriteret blik. 

[Deleted]

Hun så mod Darius med store forskræmte øjne. ”Jeg skal ikke have det barn Darius! Vi må finde en måde hvorpå jeg kan slippe af med det!” Slog hun hurtigt fast. Alt andet var bare ikke acceptabelt. Hun var alt for ung til at være mor og alt for lidt interesseret i børn. Faktisk havde hun et håb om at alle stadigvæk så hende som jomfru, hun vidste godt at det ikke var unormalt at have været sammen med en fyr i hendes alder, men alligevel kom hun jo fra en familie der gik ind for ægteskab før samleje. Hun var ikke engang kærester med André. Det hele var bare frygtelig rodet lige nu og da André så kom hjem med sit vrøvleri gjorde han det bestemt ikke bedre!

Hun tog fat i hjørnet af den næste pude der også blev kylet mod André komplet ligeglad med at han forsøgte at undskylde for det øjebliks ubetænksomhed. Hun var bare så tosset på ham.
Det kunne dog ikke helt forbigå hendes opmærksomhed at Darius sad og morede sig en kende for meget på sidelinjen, ”Det er ikke sjovt!” Rasede hun hård mod ham og daskede til ham. Det kunne godt være at hun ikke var særlig høj, men hendes temperament var enormt.
Hun førte en hånd gennem de gyldne lokker og sukkede opgivende, hun flyttede sig også lidt væk som han forsøgte at ligge armen om hende, udelukkende fordi hun var så frustreret at hun ikke følte hun kunne være i sig selv lige nu. ”Jeg skal ikke have noget barn!” Slog hun fast i et lidt mere kontrolleret stemmeleje. Hun gik automatisk ud fra at André havde det på samme måde i den sag.

[Darius Lee Malice]

Darius dukkede sig, da hun daskede til ham, men hun ramte nu alligevel. Han vidste godt, at det ikke var sjovt, men det var svært ikke at more sig lidt, når nu Andi havde dummet sig så utroligt meget. Han smilede dog til dem begge med undskyldende øjne og lænede sig tilbage i sofaen. Han skulle nok ikke blande sig mere nu. Han overvejede at gå, men han vidste ikke om det var en god idé. han ville helst gerne redde Andi, hvis nu hun prøvede at slå ham ihjel. Man vidste aldrig hvad hun kunne finde på jo. Okay det kunne hun nok ikke finde på, men hun var virkelig vred.

[André Noel Koshkin]

Andi vidste godt at han havde dummet sig og han havde det så dårligt med det. Det gjorde lidt ondt, at han ikke måtte lægge armene om hende. Han ville gerne trøste hende, men han vidste ikke hvordan. Han ønskede bare at se hende glad og det kunne man da ihvertfald ikke påstå at hun var på dette tidspunkt.
"Ace... Det må du virkelig undskylde." Sagde han og lignede en der lige havde fået en lussing af den han elskede mest, som jo så var hende. Han ville gerne fortælle hende at han elskede hende, men han vidste ikke hvordan hun ville reagere efter dette. Han gik et skridt væk, da han ikke ville gøre hende endnu mere frustreret. Han ville også ønske at Darius ikke lige sad der, men det var måske meget godt at have et vidne.
"Hør... Jeg elsker dig så meget. Hvad end du ønsker, så støtter jeg dig, okay? Vil du ikke have barnet, så finder vi ud af det. Hvis du vil, så finder vi også ud af det. Jeg vil bare gerne se dig glad." Sagde han og kiggede lidt nervøst på hende. Hun vidste nok godt hvad han følte for hende, for han havde ikke lavet andet end at gøre kur til hende siden han var 12 eller sådan noget. Han havde dog aldrig brugt ordet elsker til hende, så han var ret nervøs.

[Deleted]

Det hele her var noget være roderi. Hun havde så mange følelser i kroppen at hun slet slet ikke kunne finde hoved og hale i det. Hun havde både lyst til at lade André trøste sig, men på samme tid havde hun lyst til at kvæle ham ganske langsomt og smertefulgt.
Som Darius lænede sig tilbage i sofaen betragtede hun ham kort, dette her måtte jo også være super akavet for ham.
På den ene side ville hun gerne sige at han kunne gå, men på nuværende tidspunkt var hun bare så rasende at uanset hvordan hun ville få det sagt, ville det med garenti lyde som om at hun smed ham ud og det var ikke meningen, det var trods alt ikke ham hun var sur på.
Inderst inde vidste hun jo også godt at det heller ikke var Andrés skyld det hele, hvilket hun ellers lige nu godt kunne lide tanken om at det var. Men hun havde jo ligesom selv været med til det.

Et strejf af dårlig samvittighed ramte hende da hun så hvor såret han så ud da hun flyttede sig væk. Hvordan var det overhovedet muligt? Hun fik da aldrig dårlig samvittighed! Hun bed sig let i læben og rømmede sig en smule. Langsomt genvandt hun fatningen og hun åbende munden for at sige noget, men André kom hende i forekøbet hvilket fik hende til at klappe i som en østers.
Hun stod bare der og stirrede på ham med et blik blandet af overraskelse, forfærdelse, glæde og vrede. Elskede han hende? Det var der aldrig nogensinde nogen der havde sagt til hende før og hun kunne slet ikke finde ud af hvordan hun skulle forholde sig til det for hun var ikke hundrede procent sikker på hvad det indebar.
"Vil du da have barnet?" Hendes mund føltes tør og hendes stemme skælvede en anelse i forvirring. Hun anede ikke hvad hun skulle svare ham på det andet for det var kommet som et virkelig stort chok for hende og pludselig ville hun faktisk ønske at Darius gik så hun og André lige kunne få snakket, for der var tydeligvis en del at snakke om.