Just Kill Me..

[Nathair Malfoy]

@snape - Østrig på fint hotel - Juni 2053.

Nathair sukkede lidt for sig selv, som han rettede lidt på sit hår, mens han kiggede sig ind i det store spejl. Han hadede familie-fester, ikke fordi han hadede sin familie, overhovedet ikke, men fordi det var så kedeligt, og han endte alligevel altid med, at ligge alt for stiv et eller andet sted med en eller anden random tøs, for af en eller anden grund, så havde hans familie åbenbart ikke fattet, at familie-fester var for én familie, nææh nej, de skulle altid invitere et hav af familie.
Nathair var ikke engang sikker på, hvem der var familie og hvem der var venner af familien mere, hvilket godt kunne give problemer, når han nu var så pigeglad som han nu engang var.
Han havde et par hvide cowboy bukser på og en cowboyblå skjorte med hvide stjerne på, hvor de første tre knapper var åbne og ærmerne var smut op til midt på underarmene. Han vendte blikket over mod sit natbord, han havde heldigvis fået sit eget værelse, det havde været hans krav, hvis han skulle med, så gad han ikke skulle til, at hjem klokken lort i nat. Han gik hen til natbordet og tog sin eliksir, hvilket fik ham til, at skære en kort grimmasse. Han ville nok aldrig vende sig til smagen. Han gik så ud af værelset, ned af gangen og ind til forsamlings lokalet, hvor folk han aldrig havde set før var, samt folk han kendte, og folk som han helst bare ville undgå.
Han tog hurtigt imod en drink som en tjener gik rundt med på en bakke, og smilede skævt til hende, hvilket fik hende til at fnise lidt, før hun gik videre. Okay, måske det ikke var så slemt alligevel?

[Deleted]

Påklædning

_____________________________

”Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne vænne mig til at rejse med… susepulver, heddet der, gør det ikke Det havde ikke været det nemmeste at forklare ens forældre, men henover de sidste 5 år, havde det heldigvis fået sat sig fast. Sarah kunne også klart give en masse af æren til ministeriet. Det havde trods alt været hovedsageligt dem, der havde udleveret de nyttige information. Ikke kun til den lille heks, men også til forældrene, der nu skulle leve med det. ”Men det er da bestemt effektivt. Fra Skotland til Østrig på ingen tid? Det kunne jeg sagtens vænne mig til.” Hun lod som regel bare sine forældre tale ud om det med sig selv, uden at hun selv skulle til at blande sig. For ligemeget hvor mange gange, de virkede til at oprigtigt have hendes to cents, var det sjældent nødvendigt for hende at faktisk gøre det.

Sarah måtte give det til, hvem end der havde sat det hele op. Stedet var smukt dekoreret og atmosfæren var yderst formelt, selvom det heldigvis ikke var det helt store galla. Hun havde allerede haft svært ved at finde en kjole, der ville passe nogenlunde ind. Og selv der, havde hun ikke bare haft noget liggende i skabet derhjemme. Observerende kiggede hun sig omkring, mens hun med sikret skridt – til trods for hælene – bevægede sig videre ind i festsalen.
”Hvad laver vi he-…” Hun stoppede brat, da hun sænkede sit blik og straks opdagede, at hendes forældre ikke længere var i nærheden af hende. ”…her egentligt?” færdiggjorde hun afgivende. Hun stod pludselig helt alene i en mængde af tydeligvis fremmede mennesker. Hun så sig automatisk rundt i håb om at kunne finde den mørkhårede mand og den rødhårede kvinde, men heldet var ikke med hende. Hun ville lyve, hvis hun ikke følte sig lille og usynlig. Hun turde dog heller ikke at råbe efter sine forældre. Det virkede… upassende.

Efter lidt tid, hvor hun måtte have lignet en fortabt hundehvalp, fik hun dog samlet sig op igen. Ved hjælp fra en dyb indånding fik hun rettet ryggen og løftet hovedet. Hun kunne forestille sig, at hun nok ville støde på dem senere på aftenen. Hun så sig omkring igen, hvorefter hun med de sædvandlige skarpe skridt, der denne aften blev fremhævet ved hælenes klik hen over gulvet, bevægede sig videre igennem lokalet. Hun manøvrede let omkring diverse gæster og nåede det aflange bord med forskelligt godterier.
Hun strøg roligt en tæt af det krøllede råde hår, der havde frigivet sig selv fra den opsatte frisurer, om bag øret, inden hun lænede sig en smule fremover for at få et bedre udgik på de småhåndmader. Hun burde nok ikke spise for meget. Hvis hun huskede korrekt, var der middag involveret senere. Mmh. Det duftede godt.

[Nathair Malfoy]

Nathair havde det egentlig ikke altid lige godt blandt mange mennesker, udelukket på grund af hans sygdom, men så længe han huskede at tage sin eliksir, så gik det hele jo fint, det havde også kun været glibbet for ham en enkelt gang, hvilket så også var endt helt forfærdeligt, og efter det havde han ikke haft glemt sin eliksir en eneste gang.
Han tog roligt en tår af sit glas, som han bevægede sig igennem lokalet, i et forsøg på, at finde sine forældre, men samtidig selvfølgelig også tjekke et par bagdele ud på tøserne han gik bare, han var trods alt en fyr.
Han fik øje på sin mor som nærmest stod i modsatte ende af lokalet i forhold til hvor han selv stod. Typisk. Han sukkede lidt for sig selv, som han gav sig til, at gå mod sin mor. Dog stoppede han på lidt over halvvejen, da han fik øje på en rødhåret kvinde, selvom han kun kunne se hende bagfra, så kunne han ikke lade vær, med at sætte retningen diskret i mod hende, udelukket for, at give hende et lille klap bagpå, i det han gik forbi, bare fordi han kunne.
"Det må De undskylde," sagde han i sin mest høflige tone, som om det havde været et uheld, og sendte kvinden, som han stadig kun kunne se bagfra, et charmende smil.

[Deleted]

De fleste parader var nede denne aften. For hun skulle slappe af. Hygge sig med sin familie. For inden længe ville september komme rullende forbi, og så skulle hun tilbage til Hogwarts. Og selvom hun godt vidste, at hun ville komme hjem igen til jul, så vidste hun også, at hun ville have ekstra travlt. Det var trods alt hendes sidste år. Det virkede underligt at tænke på, eftersom hun havde knyttet sig så meget til skolen. Det havde været hendes port til den magiske verden, som hun var endt med at holde så meget af. Men desværre betød det, at hun ikke længere konstant var på vagt og havde sin antenne trukket højt i sky, også at hun ikke forudså det lille smæk bagi, hun fik ud af ingenting.

Idét, at det skete, var hun allerede godt i gang med at proppe en vindrue i munden, så I stedet for at hun udstødte et forskrækket hvin, kom der kun en kvalt lyd fra hende, da den lille kugle af frugt gled ned i halsen på hende, hvilket resulterede i at hendes luftvej var blokeret i et kort øjeblik. Heldigvis var det ikke noget der ikke kunne klares med et par slag imod kravebenene. Og så vindruen havde forladt hendes strube og synket ned i maven, drejede hun straks omkring for at stå ansigt til ansigt med den unge herre, der havde været så fræk til at placere sin hånd på hendes bagdel. Oprindeligt så hun det ikke som noget særligt, specielt ikke efter at have hørt hans undskyldning, men det samme øjeblik som hendes blå øjne fik øje på ham, stivnede hun et splitsekund lige inden, hendes blik blev koldt nok til at kunne fryse ham til is.
”Dig?!..” snappede hun med en tydelig overraskelse gemt i stemmen. Han havde vokset en del siden, hun sidst havde set ham. Hvad var det? To år siden, han var gradueret? Det var ikke så underligt igen. Folk ændrede sig en hel el på kort tid, når man nåede puberteten. Hun havde nær løftet sin ene hånd for at sende den fladt hen over hans kind – mest fordi han endelig havde givet hende en grund til at give ham en – men hun holdt sig på sin plads. Hun var et fremmed sted. Iblandt fremmede mennesker. Og det var ikke en god idé at lave en scene. Hun rømmede sig sagte, inden hun så så noget bebrejdende på ham. ”Er det sådan du hilser på folk nu?”

[Nathair Malfoy]

I et akavet øjeblik, blev Nathair stående og så til, som den rødhåret unge kvinde, som han stadig kun kunne se bagfra, fik et eller andet, som for Nathair var uidentificeretbart, galt i halsen. Skulle han give hende et par klap på ryggen? Han var ikke ligefrem det mest omsorgsfulde menneske og et øjeblik overvejede han faktisk, at stikke hurtigt af, men overvejelsen nåede ikke, at blive til handling, før kvinden havde vendt sig om og så på ham.
Han spærrede øjnene helt op og skyndte sig, at tørre sin hånd af i sine bukser, som var den blevet forgiftet af at røre ved hende, hvilket han faktisk også var sikker på var tilfældet. "Eww.." mumlede han mens han forsat tørrede hånden af.
Han gjorde hurtigt antegn til, at vende rundt og gå sin vej med det samme. Ikke om han gad, at stå her og høre på Sarah. Det var slemt nok, at hans forældre tvang ham til, at skulle være til stede, men at hun af alle magikere i hele verden, også lige skulle være her. Det magtede han da slet ikke. Han stoppede dog brat op, som hendes spørgsmål lød, hvortil han knyttede den ene hånd, før han vendte tilbage rundt og gik helt tæt på, heldigvis var han højere end hende, så han rigtigt kunne se ned på hende, "Hvis du ikke vil ha' et sarkastisk svar, så lad vær med, at stil et dumt spørgsmål," snærrede han hæst og blinkede til hende med et falsk smil, som sikkert så ægte ud på afstand, hvor de andre gæster befandt sig.

[Deleted]

Det kunne godt ske, at Nathair Malfoy hævede sig over hende i fysisk højde – selv med hende iført et par høje hæle - men det fik ikke den rødhårede heks til at træde tilbage. End ikke den kvalmeopvækkende tanke om, at han stod så tæt på hende, som han gjorde, kunne fik hende til at flytte sig fra sin plads. I stedet blev ryggen rettet så der kom et elegant lille svaj, og de isblå øjne rettet en tand længere opad, så hun kunne genskabe øjenkontakten. Han skulle ikke tro, at han kunne intimidere hende. Specielt ikke med det åndsvage smil han valgte at finde frem. Hun fandt bestemt ikke situationen morsomt. Hverken falsk eller ægte.
”Det ser ud til, at du har sprunget et par trin frem. Du glemte, at give mig det sarkastiske svar til mit ’dumme’ spørgsmål.” snærede hun straks tilbage med tilhørende gåseøjne med fingrene. ”Er alkoholen allerede steget dig til hovedet?” Hun lavede et let kast med hovedet i retningen på den drink, han holdt i hånden, hvorefter hun satte hænderne i siden og løftede spørgende øjenbrynene. Der var ikke engang en antydning af et smil ved hendes mundvige. Hun havde trods alt ikke brug for at opretholde en opsat persona som ham. Ikke på daværende tidspunkt i hvert fald. ”Pas nu på, at du ikke mister de få hjerneceller du har tilbage.”

Poof!
Med ét var Sarah fuldkommen blændet i et kort øjeblik, da den alt for kraftige blitz blev sat af. Lugten af røg nåede hendes næsebor, og hun var ikke længere i tvivl om, hvad der var sket. Dog drejede hun alligevel hovedet til siden og sænkede den arm, som hun havde brugt til at afskærme, og så en fotograf stå med sit kamera og være ganske stolt af øjeblikket, han havde fanget. Hendes hjerte bankede stadig efter chokket. Hun havde åbenbart ikke haft tid til at fokusere meget på sine omgivelser.

[Nathair Malfoy]

I Nathairs hoved var det eneste han havde til fælles med Sarah, at de begge havde blå øjne og begge havde gået på Slytherin. Eller. Han havde faktisk slet ikke styr på, om hun stadig gik på skolen, eller om hun var gået ud. Egentlig var han også ret så ligeglad, bare han slap for, at glo på hende, men det gjorde han jo så tydeligvis ikke.
"Det kaldes, at blive voksen, bare rolig, du vil måske forstå det en skønne dag," svarede han koldt med et blik hvilende på hende som matchede den kolde tone. Det her var nok det sidste han gad, at spilde sin tid på. En ting var, at han var tvunget af sine forældre til, at tage med til de her fester, en anden ting var, at han på samme tid , blev tvunget til, at være i samme lokale som hende.
Han himlede let med øjnene, og tømte så sit glas med velkomst drinken, "Nope, men gi' mig et par minutter, så er vi ved, at være der.." svarede han blot, og stillede glasset fra sig på et tilfældigt bord. Det her krævede uden tvivl alkohol. Om han så skulle slås med alverdens stemmer i hans hoved dagen efter, fordi eliksireren ikke virkede ret godt, når han havde drukket, så måtte det være sådan. Han ville ikke kunne overleve den her aften uden alkohol.
"Well, i det mindste har jeg nogle hjerneceller, jeg kan tåle, at miste, det er vidst mere end, hvad man kan sige om dig," svarede han spydigt tilbage. Mere nåede han da heller ikke, at sige, før et puff lød, og det eneste han kunne se, var et stort lysglimt og herefter blev alt bare lyst og skarpt for hans øjne. "Hey! Pas dog på, du ikke ødelægger dit karma, jeg har hørt de kan gå i stykker, hvis man tager billeder af tykpandede tøser," snærrede han, og gned sine øjne. I det mindste var han blevet midlertidigt blindet af blitzen, så han slap for, at se på hende.

[Deleted]

Opmærksomheden blev meget hurtigt taget fra fotografen og tilbage på den blonde idiot foran sig. ’Hvis blikke kunne dræbe’ var et velbrugt ordspil, når det kom til Sarah. Og det var ingen undtagelse denne gang. Hun så næsten fornærmet ud over hans ord. Men hun var ikke dum nok til at reagere kraftigere end det på, hvad han sagde. Hun havde en stærk fornemmelse af, at han ville nyde det mere, end hun brød sig om. ”Tak for din bekymring, Nathair. Men jeg er ret sikker på, at dit ego er stort nok til, at det afskærmede for faren.” vrissede hun med tydelige tegn på irritation og et lille hint af vrede.

Han var mere næsvis, end hvad hun kunne huske. Og hans stemme syntes langt mere provokerende at høre på. Mest af alt ønskede hun at dreje omkring og gå sin vej. Efterlade ham hvor han stod og egentlig blokerede hende imellem ham selv og bordet med mad. Men hver gang hun så ham, havde hun en enorm trang til at vinde deres interne stirre-konkurrence. Som ville det være et tegn på svaghed, hvis hun var den der marcherede væk efter at havde fået smidt en spydig kommentar i hovedet. Hvorfor skulle han også være så svær at komme af med? Han var der altid. Hvad skete der for det? Verdenen var stor. Bare ikke stor nok åbenbart.
Hun drejede skarpt sit kølige blik til siden imod fotografen, som af en eller anden grund stadig stod og bare gloede på dem. Hvad havde han troet, der skete mellem der, da han havde valgt at tage billedet af dem? Selv hun kunne mærke den kvælende spænding i luften omkring dem, så burde andre ikke også, hvis de kom tæt nok på? ”Shoo. Der er ikke mere at se her.” Atter så hun på Nathair. ”Ikke engang for mig. Så du må have mig undskyldt. Jeg har bedre ting, at tage mig til. Det kommer ikke bag på mig, at du ikke har det.”
”Sarah! Der er du.” Som den unge slange ellers havde gjort sig klar til at fjerne sig fra Nathair’s selskab, da den velkendte moderlige stemme, fik hende til at stoppe og se op på sine forældre, der lystigt og med muntre smil på læberne, bevægede sig hen til hende. ”I forsv-…” Hun nåede ikke engang at færdiggøre, inden hendes mors opmærksomhed landede på den unge mand i nærheden af sin datter. ”Gud! Nathair? Er det dig? Se dog hvor meget du har vokset op.” Huh?!

[Nathair Malfoy]

Nathair vidste godt, at han ikke burde drikke, når han også var på medicin, men sådanne nogle arrangementer her krævede altså alkohol, hvis han skulle overleve det. Eller i hvert fald bare komme nogenlunde igennem aften. Han mærkede dog en vis form for tilfredsstillelse over hun lød så irriteret. Hans mål var nået. "Jeg er bare et meget bekymrende og godt menneske," svarede han tørt og blinkede til hende.

Han sendte fotografen et skarpt blik, og mærkede en kort lyst til, at trække sin stav mod ham, men blev hurtigt enig med sig selv om, at det nok ikke ville være det smarteste, eftersom der var mange mennesker, inklusiv hans forældre, altså et eller andet sted. Han viftede derfor blot lidt med sin ene hånd, hvilket fik fotografen til, at sukke og gå videre, som Nate vendte blikket tilbage på Sarah, "Oh tro mig, jeg holder ikke på dig, smut du bare Redhead," sagde han køligt og tog en tår mere af sit glas. Lige i aften måtte alkoholen bare ikke svigte ham.
Han skulle lige til, at vende rundt for at gå sin vej, da han hørte en kvinde stemme som henvendte sig til Sarah. Et lidt morende smil meldte sig på hans læber, som dog hurtigt forsvandt igen, da kvinden tydeligvis genkendte ham. "Ehm.. Ja, der er jeg nok skyldig.. Og De er?" spurgte han og så en smule mistænksom på Sarah. Hvis kvinden var hvem han havde en mistanke om, altså Sarahs mor, så måtte det jo betyde, at Sarah havde fortalt om ham derhjemme.

[Deleted]

Hvis ikke det havde været for hendes mors pludselige tilstedeværelse samt hendes fradrag til den slags opførsel, havde Sarah meget muligt løftet en anstødelig finger i vejret over skulderen i retningen af Nathair grundet hans konstante smarte kommentere. Den idiot havde tydeligvis noget at sige til alt. Hvilket var overraskende, når man tænkte på, hvor tit han havde sin store mund åben. Man skulle ellers tro, at han havde forbrugt sit fulde ordforråd allerede. Men lige meget hvor meget, han kunne komme bag på hende, var det intet i forhold til hendes egen mors reaktion til at få øje på ham. Der spillede sig klar forståelige i hendes ansigt, idét at den unge heks hurtigt begyndte at se frem og tilbage mellem den lidt ældre dreng og den ældre gave af hende selv.

”Ah, du kan sikkert ikke huske mig. Det har trods alt været en god håndfuld år siden.” Nu hvor hendes datter blot stod stum, måtte Coraline være den til at tale. Og imod sætning til sin datter, bag hendes stemme kun munterhed frem for sarkasme og irritation. ”Jeg er Coraline Snape. Sarah’s mor.” præsenterede hun sig, samtidig med at hun trådte et par skridt tættere på og viklede ligeledes en arm omkring sin datters arm, hvilket fik hende tvunget til at vende omkring og atter have fronten mod ærkefjenden. ”Vi har mødtes før. Min mand og jeg er gode venner med dine forældre. Faktisk…” Med et stolt smil så hun kortvarigt ned på sin datter, der stadig var en smule lavere end hende selv. For selvom Sarah bar hæle, så gjorde hendes mor det også. ”…så legede dig og Sarah sammen, da I var mindre.” Sarah frøs. Men hendes mor nåede ikke at se det, før hun rettede sine øjne tilbage mod Nathair. Hun kendte tydeligvis ikke til det yderst anspændte forhold, der slog gnister mellem de to unge magikere. ”Hvad?!” udbrød den kommende præfektpige dog og lukkede straks munden på sin mor der så helt forbløffet mod hende. ”Ja, kære? Da du var helt lille tog vi dig med over, og mens vi snakkede legede du rundt med Nathair. Ikke så meget med Leona dog..” Moderens ansigt faldt i lidt mere overvejende folder, som forsøgte hun at huske, hvorfor det netop ikke havde været tilfældet. Det blev dog ikke sådan læne, før hun straks lyste op igen i retningen mod den blonde noget mand. ”Det er egentlig ganske komisk, at tænke på, at det var ham der opfangede dine første tegn på magi.”
Det var ikke til at skjule længere. Flovheden. Til Sarah’s held var hun ikke typen der normalt blussede rød i hele ansigtet, men farve var der dog alligevel kommet frem i hendes kinder og som en streg over hendes fregnede næse. Og hendes skuldre havde tilmed blevet en del mere stive.

[Nathair Malfoy]

Nathairs ansigts udtryk blev kun, om muligt, endnu mere forvirret, da kvinden begyndte at forklare, og snakke om, at det var mange år siden. Et lettere lumsk smil meldte sig dog på hans læber, da kvinden afslørede, at hun var Sarahs mor, "Oh, jamen en fornøjelse Fru. Snape," sagde han høfligt, som blev han pludselig en helt anden person, men han kunne virkelig ikke lade vær med, at nyde øjeblikket.
Nate tog en god stor tår af sit glas som dermed blev tømt for dets indhold, men var lige ved at spytte det hele ud igen, da Sarahs mor begyndte at fortælle. Den første halvdel kom ikke så meget bag på ham, Snape og Malfoy familien havde trods alt nogle fælles træk fra deres fortid, lang tid før Nathair selv var blevet født, men at han og Sarah havde leget sammen som små, kom bag på ham.
Han fik kontrol over sit mundvand, og så med store øjne på kvinden. "Hvad?!" udbrød han i munden på Sarah, og sendte hende et ret anstrengt blik, over at hun havde haft samme tanke som ham i samme sekund.
"L-legede vi som små?" spurgte han og følte pludselig hans hals blev helt tør. Alkohol. Han måtte finde noget alkohol, og det kunne kun gå for langsomt. Til hans held, gik der en kvinde forbi med en bakke hvorpå der stod nogle glas med champagne på, hvor han hurtigt skiftede sit tomme glas ud med et fyldt. Han rettede lidt på sin skjorte ved halsen, før han vendte sit iskolde blik mod Sarah igen, tids nok til, at se hendes kinder skifte farve, hvilket trods chokket fik et lille hoverende smil frem på hans læber. "Virkelig? Waw, det kan jeg slet ikke huske, De har vel ikke noget imod, at genopfriske min hukommelse fru Snape?" spurgte han og vendte et venligt smil mod den unge heks' mor.

[Deleted]

Der var så stor en kontrast mellem Sarah og hendes mor. Sarah stod og var tydeligvis ved at langsomt på under i et forsøg på ikke at begynde og smide de sædvanlige spydige kommentarer efter Nathair. Men hendes mor stod og morede sig noget så nydeligt med et stort varmt smil på læberne og glædeligt blik i øjnene. Var det virkelig noget så normalt og kliché at mødre faktisk elskede at pinliggøre deres børn? Det var så pirrende! ”Hvad? Åh, nej overhoved ikke.” Coraline så endnu engang kort mod sin datter, inden hun i en munter bevægelse viklede sin arm omkring Sarahs, som for at holde hende på sin plads. For hun måtte have opfanget følelsen af lyst til at flygte. ”Jeg er sikker på at Sarah her stadig husker den gang, så hun ka-…” Meget hurtigt måtte Sarah træde ind og lød måske en smule snerpet ved de første par ord, inden hun faldt tilbage i sit overlegende rolige toneleje: ”Desværre, det må have været så lang tid siden, at jeg har smidt det i…” Hun løftede sit blik og så mod sin tidligere med-slange. ”…forglemmelsen.”

”Virkelig?!” Et tydeligt overrasket udtryk formede sig i hendes mors ansigt, hvilket af en eller anden grund gjorde Sarah bange for, hvad der egentlig måtte have sket den gang. For hun kunne vitterligt intet huske af det. ”Du fulgte ellers efter ham, som en ælling den gang. Du ville næsten ikke lade ham være i fred.” Hvor ville hun have ønsket, at det ikke var blevet sagt. For meget hurtigt forstærkede hendes rødmen sig. Og ikke nok med at hun i det hele taget hadede at rødme foran andre, eftersom det var et så klart tegn på at hendes skjold ikke var fuldkommen uigennemtrængeligt, så var det så meget værre at gøre foran Nathair.
Heldigvis så Sarah endelig en mulighed for at kunne skynde sig væk, da hendes mor trak sin arm til sig igen og lod sin datter gå fri. ”Hvis jeg husker ret, så har jeg faktisk et billede af jer to sammen.” Og som den unge hekse havde troet det ikke ville kunne blive bedre, begyndte Coraline at fumle med den lille taske, hun bar over skulderen, indtil hun fandt sin pung frem, som også blev fumlet lidt rundt med. ”Aha! I var begge så kære.” sagde muggleren en smule drømmende, da hun trak et lettere krøllet billede ud fra sin pung. Sarah nåede lige at se på det selv, inden det blev rakt over mod den blonde dreng. På billedet så hun sig selv som lille – samme flammerøde hår og isblå øjne med det stædige blik, bare meget mindre og barnligt naiv – stå ved siden af en lille dreng kun få år ældre med næsten kridhvidt hår. Det var dog øjnene der bekræftede ham til at være den samme ældre dreng, der stod foran hende. Så det havde været rigtigt.