Reflections

[Deleted]

Mayson Carver
Hogwarts' Udendørsarealer - 13. juni 2053

Heden i disse dage var nærmest umulig at færdes i. På en måde var det vel en god ting - det var jo meningen, de allesammen skulle læse til eksamen, og bibliotekets dunkle lokaler var dejligt kølige. Det første stykke tid havde Elaine ellers gjort en indsats for at sidde udenfor og læse, men selvom hun fandt sig det mest bløde stykke græs i skyggen under et af de store egetræer, så blev det uudholdeligt efter ganske kort tid. Så var hun gået over til at læse indenfor i stedet. Problemet var bare, at hun heller ikke kunne holde ud ikke at komme ud. Quidditchturneringen var færdig for i år, så det blev højst til lidt sporadisk træning hist og pist, der altid endte med, at sveden haglede ned, og hun var ved at dø af dehydrering. Ikke skide godt.

Så hun gjorde nu simpelthen brug af sine Vejleder-privilegier! Det var midt om natten, og hun burde nok sove, men det var bare det eneste tidspunkt, hvor det var behageligt at være til. Hun kunne ikke sove alligevel - nervøs for eksamen, så hun var stået ud af sin seng for at gå en runde på slottet. Nu havde hun været i køkkenet for at hapse noget mad og spenderet adskillige timer på Vejlederbadeværelset med at flyde rundt i vandet og prøve at repetere noget teori, men hun var stadig ikke træt. Det var derfor, hun nu var endt oppe på Spådomstårnets tag.
Vejleder-emblemet sad på sin sædvanlig plads på hendes brystkasse, men skoleuniformen var blevet skiftet ud til fordel for den hvide sommerkjole, hun også havde tullet rundt i det meste af dagen. Hun stod lænet imod muren, der omgav tagterrassen, og så ud over Hogwarts' arealer, mens hun gumlede på et af de æbler, hun havde stukket i lommen nede i køkkenet. Det var naturligvis mørkt, men lyset fra månen oplyste alligevel området på sin egen grålige, farveløse måde.

Det var ikke meningen, hun ville have været udenfor. Det var først, da hun syntes, hun så skikkelsen fra en person nede ved søen, at hun besluttede sig. Hvis der var elever på afveje, så skulle hun nok finde dem! Det tog alligevel et stykke tid at komme hele vejen ned gennem slottet, så da Elaine endelig nåede ned til søen, var der selvfølgelig ikke nogen at se. Sikker i sin sag, fortsatte hun dog med at gå rundt om søen. Hun havde ikke mødt nogen, der var på vej tilbage mod skolen, så den eller de måtte jo stadig være udenfor et sted?

[Mayson Carver]

Det var nogle dage, ja faktisk næsten en uge siden at han sidste havde været på skolen skønt alt i ham havde længtes efter den lille snert at normalitet han følte ved at være her. Han mor havde opdaget at han havde sneget sig ud om natten og givet ham stuerest - for hans egen skyld naturligvis. Eller det var hvad hun kaldte det.
Som Mayson var blevet ældre kunne han godt se at hun mente det godt, hun ønskede ikke at han skulle blive misforstået for noget han ikke var og måske komme til skade under hænderne af uvidende magikere (eller mugglere). Han forstod hendes bekymring og var da heller ikke selv foruden, men han havde bare brug for mere end hvad de små stenmure derhjemme kunne tilbyde ham.
Det var da også lidt pudsigt at tænke på at magikere son var omgivet af magi og mystiske væsner hver eneste dag alligevel flygtede når de så ham. Måske han var "for menneskelig", de kunne ikke kalde ham et væsen eller et dyr, han var jo sådan set en helt normal, velfungerende teenager, bare med visse udfordringer.

Denne stjerneklare aften havde han ikke helt turde at bevæge sig for tæt på slottet. Hans sidste møde havde været med en pige på hans egen alder ved navn Sarah og selvom det havde skræmt ham fra vid og sans at opsøge at snakke med en person, havde det alligevel givet ham en smule mere blod på tanden.
Han ønskede ikke altid at gemme sig i skyggerne, han ville have hvad alle andre unge i hans alder drømte om, venner, anerkendelse, respekt - og ikke på en frygt-for-dit-liv-agtig måde, men respekt fordi de kunne se igennem hans blå dæmoniske udseende og rent faktisk holde af ham for den han var inde under den blålige pels.
Åh ja, der var pels. Ikke lang nok til at man ville kunne se det ved første øjekast, men lod man fingrene glide let henover hans bare skind ville man kunne mærke det. Blød og glat.
På denne aften bar han et par mørke brune bukser (med udklip så halen kunne komme igennem), den svingede dovent efter ham som han gik. Han havde en rød bluse tshirt på med v udskæring, det var for varmt med jakke på denne lune sommernat.

Som han bevægede sig langs søens bred lod han de gyldne øjne hvile mod slottet i det fjerne. Han havde ikke helt taget mod til at komme så tæt på som han havde været sidst. Han ville gerne, men tanken om hvad der kunne have været sket havde afskrækket ham en smule. Det havde hans mor i hvert fald sørget for.
Han satte sig i græsset tæt ved bredden og trak benene op til sit bryst for så at hvile sin hage mod sine knæ. Den lange djævelske hale dannede en lille cirkel omkring ham hvor kun spidsen af den dovent bevægede sig fra side til side som en kats. Han var så opslugt af sine egne tanker at han slet ikke hørte at nogen var på vej mod ham.

[Deleted]

Puuh… Elaine pustede tungt ud og kørte lidt vilkårligt en hånd igennem de lyse lokker, der stadig var fugtige efter dyppet på Vejlederbadeværelset. Hun var måske ved at blive en kende utålmodig i takt med, at hun kom længere rundt om søen, men stadig ikke stødte på liv, overhovedet. Måske var der i virkeligheden ikke nogen udenfor. Der var også langt ned fra tårnet, så hun havde sikkert set forkert – det var ikke utænkeligt!
Knap havde Elaine dog tænkt den tanke til ende, før hun skimtede en skikkelse, siddende ved bredden af søen lidt længere fremme. Den forventningsfulde følelse, at hun snart ville tage nogen på fersk gerning, spredte sig hurtigt i kroppen, og hun satte ubevidst farten lidt op. Det var altså ikke fordi, Elaine var magtsyg på nogen måde – det gav bare en helt anden tilfredsstillelse, når hun kunne få lov til det.

”Hey!” kaldte hun til en start og skød brystet lidt frem, så Vejlederemblemet kom til sin ret. ”Jeg tror ikke, du…” Midt i sætningen standsede hun brat op, fordi hun kom så nær, at hun opdagede, det vist næppe var en elev. Eller professor. Eller noget andet menneske. Hun slog hånden for munden for at tilbageholde et halvkvalt, forskrækket udbrud og snublede i samme nu et halvt skridt bagud, så hun jokkede ned i vandet med sin ene fod og var ved at miste balancen. Det var nok til, at hun blev distraheret og måtte flytte sin opmærksomhed fra væsenet foran hende et øjeblik.

”Ejsh...” stønnede hun utilfreds, da det kolde søvand gennemblødte den ene af hendes røde stofsko. Hun bukkede sig ned og tog den af i en hurtig bevægelse, men blev stående med den ene fod i vandet, idet hendes blik gled tilbage på den blå ting. De mørke øjne blev knebet mistænksomt sammen. Var det et væsen? Et menneske af en slags? Metamorphosis gone wrong? Den havde jo tøj på. Så helt dyrisk var det vel ikke? Elaine satte hænderne i siden. Altså, det var jo ikke fordi, det så farligt ud, sådan som det havde siddet der på søbredden.
”Hvad er du?” endte hun med at spørge og løftede dertil øjenbrynene i en spørgende gestus. Spørgsmålet var ganske nøgternt. Hun havde heller ikke sin stav med… Så var det jo dumt at vise frygt, ikke?

[Mayson Carver]

Den unge fyr anede slet ikke at han blev iagttaget. Hans tanker var så fokuserede på alt muligt andet, der plejede jo aldrig at komme folk herned på denne tid af aftenen.
Den dårlige samvittighed over at have sneget sig ud igen, havde han fortrængt lidt til for den indre fred han følte ved bare at sidde og se den blege måne kaste sit grålige skær over den rolige sø. Mayson havde læst at der skulle bo en kæmpeblæksprutte et sted i dybet, men han havde aldrig selv set den. Hans mor sagde hun havde set den en enkelt gang, men han var ikke helt sikker på om det bare var sagt i sjov.

Først da han blev råbt an sprang han på benene som havde græsset brændt ham. Halen der før havde været næsten rolig piskede nu frem og tilbage bag ham som han rettede de gyldne øjne imod lyden. Han var mere end klar til at tage flugten over plænen mod skoven, men som et dådyr fanget i lygternes skær blev han urokkeligt stående som personen kom frem mod ham.
Hendes bratte opbremsning og derefter den fact at hun bakkede baglæns sagde ham at hun havde fået et ganske godt glimt af ham.
Det der "vækkede" ham op af sin forfærdede trancelignende tilstand, var da der lød et mindre plask efterfulgt af et utilfreds udbrud. Han tøvede alligevel med at stikke af skønt hans hjerne allerede havde dannet sig et overblik over i hvilken retning det bedst ville kunne svare sig at løbe.
"Undskyld! Det var ikke for at skræmme dig!" I det sekund han havde sagt sætningen højt kunne han godt selv høre hvor latterligt det lød, for hvorfor i alverden skulle han sidde hernede alene i vandkanten hvis han ønskede at skræmme folk?
Han tog et par skridt frem mod hende, egentlig med intention om at hjælpe hende op, men han stoppede midt i sin handling idet hun stillede det spørgsmål der selv efter så mange år stadigvæk skar dybt hvad er du, ikke hvem, men hvad. Den trefingrede hånd som han ellers allerede havde rakt frem mod hende faldt omgående ned langs siden på ham igen og han forsøgte ikke at se såret ud over påkaldelsen. "Jeg er et menneske.." sagde han stille. Han lignede ikke et menneske på nogen måde, selv willier der var deres helt egen race lignede mere mennesker end han gjorde. "Lad ikke mit udseende narre dig, jeg er helt normal.." det var nok tager i betragtning af øjnene der så, men han var ikke helt sikker på hvad han ellers skulle sige, "jeg blev forbandet som lille, men jeg er bare en teenagedreng," uddybede han hurtigt, selvom det nok ikke ligefrem gik under kategorien "normal" at snige sig rundt på skolens område midt om natten, eller det gik han i hvert fald ikke ud fra var normalt. "Vil du have en hånd?" Spurgte han i et lidt forsigtigt smil der afslørede de spidse hvide hjørnetænder.