First Sign Of Magi

[Deleted]

Margus W. Dragowska Fox

@dimitri

Det var en stærk såret og blødene Marisol, der nærmest væltede ud ad pejsen mandag formiddag, efter havde været væk på misson fra Garden. Hele Garden var blevet sat til, at skulle nedkæmpe varulve hele natten. En sindsyg opgave Raysal havde givet dem, for at se, hvor mange der virkelig var tro mod hende og Garden. Hvis Marisol nogensinde fik fat i Hua, ville hun torturere hende først, før hun udleverede hende til Raysal. Den møg tøs var skyld i, at hun lige havde været i kæften på en af de varulve, fordi hun havde skubbet Margus væk, før den fik fat i ham. 
Det var grunden til, at det havde taget så lang tid at komme hjem, og grunden til, hun knækkede sammen lige så straks hun kom ud ad pejsen. Hun tog sig til sit ribben, der hvor tænderne havde bordet sig dybt ind i hende, og derfor var grunden til, at det stadig blødte og gjorde ondt af pommerns til. Og selvfølgelig, havde det været komplet umuligt at heale mere end nødvendig, før den næste ulv havde sprunget på en.
Der kom små forbandelser på spansk fra Marisol, som hun sad der på knæ, og prøvede på at tage sig sammen. Hun havde jo ikke hastet så meget med at komme hjem, hvis det ikke havde været for Dimitri. Den stakkels unge. Han var kun to måneder, og han havde aldrig været uden mad så længe. Det var med det i tankerne, at Marisol kæmpede for at komme på benene igen, men hun væltede bare så lang som hun var i forsøget, og bandede bare endnu mere, og mærkede hvordan tårene presse sig på. Hvis det gik ud over Dimitri, at Marisol havde været væk i så lang tid, og hun nu nærmest var for afkræftet og såret til at kunne amme Dimitri, så ville Raysal snart få sig en ny fjende. Og så ville hun skide på hvem der stod i vejen for hende. Selv Margus kunne ikke stoppe hende. Ingen skulle gøre hendes søn noget. Igen prøvede hun på at komme op, men stivende kort i handlingen, da hun hørte Dimitris gråd, der gik lige i hjertet på hende. "Trip!" Hun blev så ivrig efter at komme op til ham for at trøste og passe på ham, at hun gled i sit eget blod, da hun prøvede på at komme op. "Jeg slår hende kraft ædme ihjel!"

[Deleted]

Dimitri havde grædt i et godt stykke tid nu. Han var sulten og træt. Han havde ikke fået mad i lang tid. Han græd højere og højere. Hvorfor var der ingen ansigter han kunne kende? Han var alene. Der var ingen han kunne kende. I takt med at han græd højere, begyndte ting på hylderne, at bevæge sig. Han var helt alene. Ingen han kunne kende. Ikke engang den der ting med den logrende hale. Han græd endnu højere, hvilket fik en bog til at falde på gulvet, og larmen fik ham bare til at græde endnu mere. Han kunne kun ligge i sin vugge, og ikke gøre noget.

[Deleted]

Margus kom vaklende ud af kaminen, med en godt blodig arm. Hvorfor skulle de lige kæmpe mod varulve? "Lorte dyr." Mumlede Margus, og gik igang med at heale sin arm, da han så Marisol ligge på gulvet. Han skyndte sig hen til hende, og gik igang med at heale hende i stedet. "Hvad tænker hun på?!" Udbrød han frustreret. Efter noget tid at have forsøgt at heale Marisol, lagde han for alvor mærke til hvor meget Dimitri græd. Han havde aldrig oplevet at han havde grædt så meget. Det var første gang han havde følt at Raysal havde været skyld i så meget forkert.

[Deleted]

Da hun hørte Margus komme ind gennem pejsen, mærkede hun hvor lettet hun blev. Han kunne med det samme gå op til Dimitri. Han behøvede ikke først at kæmpe sig op til ham, lige som hun skulle. Et smertelig højt gisp kom fra hende, da hun mærkede hvordan huden begyndte at trække sig sammen over såret. Det kom som et chok for hende, fordi hun regnede med, at han ville havet gået direkte op til Dimitri, da det var det hun ville have gjord. "Jeg forstår hende godt," svarede hun med en stemme, der var tydelig over hvor ondt det gjorde. Det mindede hende om, at en eller anden dag, måtte hun få Rahuu til at lære hende healing. Det virkede lidt som en utrolig vigtig ting at kunne, nu hvor hun var med i Garden. "Hun vil sikker sig, at Garden ikke falder fra hinanden," et smertelig støn kom fra hende, "igen." Hun bed tænderne hårdt sammen. Lige nu vidste hun ikke hvad, der gjorde mest ondt. Såret fra hendes møde med varluven, eller at kunne forstå det eneste menneske på jorden, som hun virkelig hadet som pesten. Hun brugte dog ikke tid på at spekulere på det. Hun brugte i stedet sine kræfter på at komme op og stå igen. "Señor! Señora!" Marisol kiggede op mod trappen til værelset, og så hvordan Puro kom løbene ned ad den, og var ved at snuble i sin mel sæk. "Jeg prøvede på at hjælpe! Det gjorde jeg! Da jeg hørte señor græde, gik jeg for at finde noget legetøj til señor, men da jeg kom tilbage, var døren låst! Og jeg kan ikke få den op!" Alt det kom meget hurtigt fra den stakkels husalf, der aldrig i sit liv havde løbet så hurtig ned ad trapperne, for at finde Marisol. Han stoppede dog op, da han så alt blodet. "Er De okay?" Spurgte han bekymret, og blev i et øjeblik i tvivl om, hvem han skulle tage mest hensyn til. Skulle han hjælpe Marisol før hun forblødte? Eller Dimitri, før han splittede hele slottet fra hinanden? "Señor kan vente?" Spurgte han forsigt, før han hurtig dukkede sig, da Marisol langede ud efter ham med ildrageren fra pejsen. I én hurtig bevægelse, fik Marisol kæmpet sig op på benene, og vaklede hen til trappen, greb fadt i gelænderet, før hun væltede. "Tranfering prohibido. Peligroso. Te muestro peligro George." Mumlede hun vredt, imens hun kæmpede sig op ad trapperne, dernæst langs gangene, for at komme til værelset. Hun tog fat i håndtaget, og som Puro havde sagt, så var der låst. Hun svang kort sin stav i enkel bevægelse, før hun igen tog i døren. Stadig låst. "¿Qué?" Hun begyndte desperart at hive i døren, som om det ville hjælpe, men lige meget hjalp det. Døren var låst. "Trip!" Råbte hun gennem døren. "Trip! Dimitri! Madre está aquí!" Råbte hun, og prøvede mere desperat at komme ind, imens hun mærkede tårene glide ned ad hendes kinder. "¿Qué he hecho?" Mumlede hun imens hun prøvede på ikke komme til at græde. "Jeg skulle ikke havet taget afsted! Jeg skulle været blevet! Jeg..." Nu begyndte hun at græde, imens hun sparkede til døren, for at få den op, men lige meget hjalp det. "Soy una idiota!" Græd hun og prøvede igen og igen på at låse døren op uden held. Havde de ikke boede på slottet, havde hun uden tvivl sprunget døren op, men for respekt for slottet, kunne hun ikke få sig selv til det. Hun måtte får Dimitri til at falde nok til ro, så de kunne komme ind til ham. "Dimitri!" Råbte hun igen, og sparkede til døren. "Ruso!" Græd hun opgivende. Den dør var ikke til at få op.

[Deleted]

Dimitri græd fortsat højere og højere. Graden gik hen og blev til skrig. Tingene i rummet begyndte at flyve rundt, og hamre mod vægge og hvad ting ellers kunne komme i nærheden af. Han hørte nogle ud på gangen, men begyndte at græde endnu mere da der blev sparket på døren. Hvorfor skulle alting larme omkring ham? Hvor var alle ansigterne? Der var dog en ting der fik hans gråd til at stoppe med det samme. Ruso? Det havde han hørt et af ansigterne sige før. Alle ting fløj på gulvet med det samme, og døren nærmest sprang op. Han kiggede mod døren, og så nogle ansigter han kendte.

[Deleted]

Margus fulgte efter Marisol, op ad trappen og mod værelset. Døren var låst? De havde da ikke låst den, da de gik? Dimitri skrig, gik lige i ørene på ham, og det var ikke en speciel rar lyd. Og samtidig med det, så lød det som om at der var ret mange ting, som blev kastet rundt derinde. Han omfavnede Mari, da hun så ud til at have givet op. Hvad skete der med deres søn? Hvad var der galt? Margus skulle lige til at lave et sidste forsøg på at åbne døren, da døren sprang op. Inde på værelset, lå alle de ting som havde være på hylder og i skabe, på gulvet. "Trip?" Sagde han forsigtigt.

[Deleted]

Da Margus omfavnede hende, blev hun bare endnu mere ulykkelig. Hvorfor skulle hun også havet valgt ham over sin egen søn? Fordi hun altid ville være der hvor Margus var. Hun kunne ikke klarer tanken om, at han tog afsted, for ikke komme tilbage igen. Selvom han lovede det, vidste hun godt, at det var et løfte, han ikke selv var herre over. Bare se på i nat. Havde hun ikke været der, så havde han sikkeret været død nu. Den tanke fik hende bare til at græde endnu mere, før hun gav op med døren, og græd istedet ind mod Margus. Hun var dyb ulykkelig, og kunne ikke stoppe med at græde. Først da hun hørte døren sprang op, og Margus sagde Trip, kunne hun kontrollerer sin gråd. "Trip!" Udbrød hun, og nærmest stormede ind på værelset for at tage ham op ad vuggen for at trøste ham. "Trip. Pequeño Trip. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld," undskylde og trøstede ham. "Undskyld Trip."

[Deleted]

Dimitri små græd stadig, da han hørte nogle sige noget som han havde hørt før. Trip. Det kunne han genkende. Han græd stadig lidt da han blev taget op. Hvorfor skulle han også blive efterladt, helt alene? Han lavede nogle triste lyde, da han blev taget op. Han var stadig sulten og træt, men han kunne ikke sove, før han havde fået mad. Han kunne dog genkende stemmerne, og faldt langsom mere og mere til ro.

[Deleted]

Margus gik lige i hælene på Marisol, ind på værelset. Han kiggede på Dimitri. "Er han okay?" Spurgte han, med bekymret stemme. Der var dog noget andet der hurtigt fangede hans opmærksomhed. Alt i værelset, var blevet revet ned fra dets hylder. Intet stod på hylderne, der var sågar nogle af skabene der var gået op, og tingene også var blevet flået ud af. "Hvad er der sket her?" Spurgte Margus sig selv, og begyndte at sætte tingene på plads igen. Det gav da slet ingen mening. En tanke slog kort ned i hans hoved. "Kan det have været Dimitri der har gjort alt det her?" Spurgte han Marisol.

[Deleted]

"Mi pequeño Trip." Sagde hun igen med øjnene fyldt af tåre, dog græd hun ikke mere. Deres søn så ud til at have det fint, på trods af at han var ked af det. Hun strøj ham beroligende hen over kinden for at trøste ham. "Sí. Está bien." Svarede hun Margus, uden at tage øjnene fra Dimitri. "Mi Trip," kom det beroligende fra hende igen imens hun stod og trøstede ham. 

Hun tog først øjne fra Dimitri, da Margus spurgte hvad der var sket, og det var tydeligt at høre på på ham, at han ikke mente det åbenlysende med at deres søn havde været alene og været dybt ulykkelig. Hendes øjne var hurtig tilbage på Dimitri, for at fortsætte med at trøste ham. Hun var så fokuseret på Dimitri, at hun slet ikke lagde mærke til, at hendes ben skælvede, stadig påvirket af hendes møde med varulven. "Vær nu ikke dum Ruso. Han er kun to måneder. Der ingen, der kan udføre magi i den alder..." Hendes stemme blev mindre og mindre, som hun tænkte over det. Eller måske var det bare noget man troede? For de fleste børn i den alder, blev vel ikke efterladt så længe, som han lige havde været. Og alle vidste, at når ens følelser kom nok ud ad kontrol, kunne man komme til at bruge sin magi, hvilket skete oftere for børn, da de endnu ikke havde lært at beherske den. Som hun stod og kiggede på Dimitri og tænkte over det, begyndte hun at blive mere rolig, da hendes tanker blev afledt fra hvor frygtelig det måtte havet været for deres stakkels søn. 

Et opgivende suk kom fra hende, da hun kiggede over på Margus igen, for at fortælle ham om sin teori. "Du er i sandhed den største muggler jeg kender." Lød det opgivende fra hende, før hun med lidt besvær fik svunget sin stav, så værelset begyndte at rydde sig selv op. Der gik dog ikke længe, efter det, før hendes ben langt om længe gav efter under hende, og hun sank i knæ imens hun holde Dimitri beskyttende ind til sig, så der ikke skete ham noget. Hun kiggede på Dimitri med afkræftede trætte øjne, for at se om han var okay. Hun tænkte slet ikke på den smerte der lige var skudt op igennem hende på ny, da hendes knæ havde ramt jorden. Hun var ikke lige så vigtigt som deres elskede søn. Hun ville gøre alt for ham. Hun elskede ham mere, end hun havde troet hun nogensinde ville komme til.